– En analyse af den amerikansk-irakiske krise
Truslen om nye amerikanske bombetogter mod Irak har tilført verdenssituationen et nyt og eksplosivt element. Før Sovjetunionens fald var forholdene i verden i en periode på omkring et halvt århundrede kendetegnet ved en relativ stabilitet, kun lejlighedsvis afbrudt af væbnede konflikter (Korea, Vietnam…). Men nu er hele situationen blevet ændret. Selv før den nye verdenskrise begyndte at vise sig, var den generelle situation karakteriseret af ekstrem turbulens og ustabilitet – på det økonomiske, finansielle, sociale, politiske og militære område.
Krisen i Sydøstasien har allerede haft indvirkning på de andre såkaldte “nye markeder”, hvilket har fremprovokeret faldende investeringer, voksende renter og voksende ustabilitet. Dette er også begyndt at påvirke den skrøbelige magtbalance i Mellemøsten. Det nedsatte tempo i økonomien i Asien skaber større pres på oliepriserne, som er den vigtigste eksportvare i området. Den tid, hvor OPEC kunne diktere resten af verden, er ovre. Efter oliekrisen i 1973-74 har de imperialistiske nationer og de store monopoler skaffet sig en masse måder at holde oliepriserne nede på. OPEC er i alle henseender ophørt med at eksistere. Dette vil få vidtrækkende konsekvenser. Men samtidig er Mellemøsten stadig en fundamentalt set vigtig verdensdel ud fra imperialisternes synspunkt, især for USA som er fast besluttet på at stramme sit greb om området med alle til rådighed stående midler.
Stalinismens sammenbrud har betydet, at den amerikanske imperialisme har opnået fuldstændig dominans. Sjældent har verden set en sådan koncentration af økonomisk og militær magt i hænderne på ét land. Dette viser sig som en intensivering af undertrykkelsen og udnyttelsen af de ex-koloniale lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Den akkumulerede gæld for den tredje verden er steget fra $700 milliarder for ti år siden til omkring $1.200 milliarder nu. Dette viser, hvordan de imperialistiske magter generelt og USA i særdeleshed har gjort folk i de ex-koloniale lande til regulære slaver.
Som vi har forklaret i tidligere dokumenter, er dette slaveforhold kommet i stand via markedets og verdenshandelens mekanismer i stedet for som tidligere gennem direkte militær-bureaukratisk dominans. Men virkningen på massernes liv er ikke mindre brutal end før. Handelsbetingelserne er meget ugunstige for de underudviklede lande, som, for at bruge Marx’ udtryk, er tvunget til at udveksle mere arbejdskraft for mindre. Den relative pris på maskiner og forarbejdede produkter eksporteret fra de udviklede kapitalistiske lande til den tredje verden er steget langt mere end prisen for råmaterialer eksporteret af sidstnævnte. Konsekvensen er, at de er tvunget til at sælge flere varer for at modtage mindre. Denne situation – ledsaget af øget gældssætning, ruinering af lokalindustrien og massernes fattigdom – er en sikker opskrift på kommende eksplosioner i den ex-koloniale verden.
Amerikanske, europæiske og japanske imperialister har intensiveret deres anstrengelser for at skaffe sig markeder, indflydelsessfærer og kilder til billig arbejdskraft og råmaterialer i Afrika, Asien og Latinamerika. De lægger et ubarmhjertigt pres på disse lande for at få dem til at sænke deres toldmure og åbne deres markeder, under dække af “liberaliseringer”. Denne politik ødelægger lokalindustriens muligheder til fordel for store multinationale virksomheder, og gør dem fuldstændig afhængige af udenlandske banker og kapitalister. Derfor er idéen om national selvstændighed en fuldstændig tom frase. De ex-koloniale lande udnyttes af verdensimperialismen i et omfang, som der aldrig tidligere er set mage til.
Krisen i de ex-koloniale lande kommer også til udtryk i de vedvarende guerrillakrige i Colombia og Peru og i en vis grad endda i Mexico. I tilfælde af en ny lavkonjunktur vil der uundgåeligt bryde nye guerrillakrige ud i andre lande, hvilket måske vil føre til oprettelsen af nye proletar-bonapartistiske regimer – især i tilfælde af en dyb krise på verdensplan. Disse regimers ustabile natur spiller uden tvivl en stor rolle i forhold til den amerikanske imperialismes optræden over for lande som Irak, Iran, Libyen, Cuba og tidligere Somalia, Grenada, Panama og Libanon. Før Anden Verdenskrig forudsagde Trotskij, at USA ville blive den dominerende kapitalistmagt i verden, men at de ville have dynamit bygget ind i selve deres fundament. Nu ser vi, at hans forudsigelse er ved at gå i opfyldelse.
De koloniale kapitalisters fallit
Trotskij forudså også, at kapitalisterne i de koloniale lande ville være ude af stand til at komme med en løsning på problemerne i de tilbagestående, halvfeudale, halvkoloniale lande. Den tredje verdens historie – især siden 1945 – er et grafisk bevis på teorien om den permanente revolution. Intet sted i verden er det lykkedes det svage og korrupte koloniale borgerskab at finde en vej ud af fattigdommen, analfabetismen og tilbageståenheden. 50 år efter at Indien blev “uafhængigt”, har det indiske borgerskab ikke løst ét eneste af de store problemer, de står overfor – jordspørgsmålet, moderniseringen, det nationale spørgsmål og national uafhængighed – intet er blevet løst. Ikke engang kastesystemet er blevet afskaffet. At der nu begynder at opstå hindu-fundamentalistiske strømninger, er et klart bevis på, at de indiske kapitalister, som ellers før i tiden påstod at være verdslige og endda “socialistiske”, har spillet totalt fallit.
P.g.a. de imperialistiske udplyndringer og det umulige i at udvikle samfundet under kapitalismen ser vi nu, at elementer af rendyrket barbari begynder at opstå i mange ex-koloniale lande – Uganda, Rwanda, Burundi, Sierra Leone, Liberia, Cambodia, Somalia, Haiti, Afghanistan, Algeriet og selv Pakistan. Den bølge af fundamentalisme, som har opslugt Mellemøsten og andre områder, er prisen for stalinismens forbrydelser gennem den kriminelle “to-trins”-teori, som alle steder gav magten til det rådne og reaktionære koloniale borgerskab på tidspunkter, hvor arbejderklassen kunne have taget magten. Det var tilfældet især i lande som Iran, Irak, Sudan og Indonesien. I hvert enkelt tilfælde har det ført til katastrofer og til afskyelige diktaturer som Saddam Husseins.
Selvom der nu er en hyklerisk propagandakampagne i gang med udgangspunkt i Washington og London, så var det faktisk sådan, at imperialisterne støttede det blodige diktatur i Bagdad, som de var parate til at forsyne med våben og penge, så længe det tjente deres formål – det skulle nemlig være en modvægt til Iran, som indtil Iraks invasion af Kuwait var hovedfjenden i det område. Først da Saddam som følge af visse fejltagelser fra det amerikanske diplomatis side, besluttede at indtage Kuwait i 1990, ændrede de holdning. Pludselig fandt hyklerne ud af, at Saddam Hussein var en diktatur, et umenneskeligt monster, som førte krig mod sit eget folk. Alt dette var et forsøg på at skabe modstand mod Irak og forberede befolkningen på en krig. Dette havde absolut ingenting at gøre med forsvaret af “stakkels lille Kuwaits” suverænitet, men var dikteret af, at USA ikke kunne tillade Saddam Hussein at få kontrol over Kuwaits olie, for det ville have givet ham en altdominerende magt i den Persiske Golf – og derfor ville han blive en trussel mod Amerikas vigtigste allierede i området, Saudi Arabien og de andre reaktionære feudale monarkier i Golfen.
Ved at basere sig på frygten for disse reaktionære arabiske regimer og de andre vestlige magters kapitalinteresser i den arabiske olie lykkedes det midlertidigt for Washington at sammensætte en ustabil “koalition”, som fungerede som et dække over deres brutale aggression. Som sædvanligt i krig blev hele propagandamaskineriet rullet frem for at lyve, bedrage og manipulere med befolkningens holdning til krigen. Især i Vesten blev der serveret et “pænt” billede af luftbombardementerne, der blev præsenteret som en blodløs kirurgisk operation, hvor “intelligente bomber” forsigtigt skelnede mellem militære mål og den civile befolkning. Denne løgn er siden faldet fuldstændig fra hinanden. De blodige bombetogter var masseslagtning helt uden sidestykke siden 2. Verdenskrig (måske lige med undtagelse af bombningen af Nordvietnam og Cambodia). Mindst 100.000 mænd, kvinder og børn blev nedslagtet for at fremme de amerikanske imperialister og oliebaroners interesser.
Åbenlys terrorisme
Hvad var meningen med denne magtudfoldelse? Hverken mere eller mindre end at hævde USAs overvældende militære magt og at kue og terrorisere masserne – ikke kun i Mellemøsten, men i den koloniale verden i almindelighed. Beskeden fra Washington var brutalt klar: “Gør som der bliver sagt – ellers…!”. Samtidig med at imperialisterne råber op om “terrorisme”, bruger de faktisk selv den mest brutale, destruktive og vilkårlige form for terrorisme ved at bombe en hel befolkning. Med sådanne civiliserede og kristne midler er det lykkedes forsvarerne af de vestlige værdier at tvinge Irak i knæ. Alligevel viser hele den moderne krigsførelses historie, at for at vinde en krig kan man ikke klare sig kun med luftangreb. Til sidst er det nødvendigt med kamptropper til at invadere fjendens land og tvinge det til at overgive sig. Luftbombardementets historie har vist, at det er fuldstændig forkert at påstå, at i moderne krig kan fjenden besejres med brug at luftvåbnet alene (en holdning der tit fremføres af generaler i luftvåbnet for at retfærdiggøre de kæmpe mængder skattepenge, der bliver brugt på deres nyeste legetøj).
Således skrev Financial Times fornylig: “Luftdækning er nødvendig, men ikke nok; der er stadig brug for tropper på jorden. USA kan forståeligt nok ikke lide at sætte tropper på jorden i andre folks krige. (…) At organisere en effektiv indsats på landjorden vil ikke blive nemt nu, men det er og bliver den eneste strategi, der har en chance for at fordrive Saddam Hussein. Indtil det er blevet ordnet, vil det ikke gøre nogen gavn med flere bomber – det vil i stedet bare skabe mere lidelse og had i hele området, rettet mod den stat, der kaster bomberne.” (Financial Times, 11/2/98).
Tysklands brutale bombninger i England under anden verdenskrig fik ikke tvunget England i knæ, men tværtimod styrkede det blot det britiske folks beslutning om at forsætte krigen. På samme måde forhindrede den barbariske bombning af Nordvietnam og Cambodia ikke den mægtige amerikanske militærmaskine i at tabe i Sydøstasien. Lige siden det nederlag (det første militære nederlag som USA nogensinde har lidt) har USAs militære establishment og kongressen været meget modvillige til at sætte landtropper ind. Det forklarer, hvorfor de var så tøvende, da de skulle sende tropper til Haiti og Bosnien. Derimod tøvede de i perioden mellem de 2 verdenskrige ikke et sekund med at sætte tropper ind i et land, der lavede problemer. “Tropperne er landet – situationen er under kontrol” var den normale overskrift. Sådan er det ikke længere. I både Libanon og Somalia fik amerikanerne én på låget. Derfor kunne de heller ikke rykke ind i Bagdad, efter at den irakiske hær var slået i Golfkrigen, selvom der egentlig ikke var noget, der kunne stoppe dem. De var helt klar over, at det var én ting at besætte Bagdad, men en helt anden at holde det irakiske folk nede i en længere periode. Napoleon sagde en gang, at man kan gøre alt med bajonetter bortset fra at sidde på dem. Lige meget hvor stærk den amerikanske hær var, ville den ikke kunne have klaret modstanden fra det irakiske folk. Det ville komme til at stå over for en Vietnam-lignende national modstandsbevægelse, hvilket ville få voldsomme konsekvenser. Vi må ikke glemme, at Vietnamkrigen blev stoppet af en massiv anti-krigsbevægelse i USA og en oprørsk holdning hos de amerikanske tropper selv, som en amerikansk general faktisk sammenlignede med holdningen hos garnisonen i Petrograd i 1917. Havde der på det tidspunkt eksisteret et revolutionært masseparti i USA, kunne dette have ført til revolution.
Af frygt for en lignende situation tøvede USA og mistede den eneste mulighed, de havde for at eliminere Saddam Hussein. De håbede, at Saddam ville forblive svag eller blive væltet enten af en systemkritisk general eller af kurdere eller shiiter. Men selv her tøvede de. Af frygt for hvilke konsekvenser en deling af Irak ville få for resten af området, var de ude af stand til at støtte kurderne eller shiiterne. Ikke desto mindre indførte de den såkaldte “flyforbudszone”, en klar overtrædelse af Iraks suveræne ret til at bestemme over eget luftrum. Washington var imidlertid ikke tilfreds med dette, så de besluttede at udsætte Iraks befolkning for nye rædsler i form af en økonomisk blokade, som The Economist beskriver i følgende uddrag:
“Den nuværende plan, som trådte i kraft sidste april, er knap nok tilstrækkelig til at sikre de mest basale livsfornødenheder, siger Denis Halliday, FNs mand i Irak. En tredjedel af de $2 milliarder finansierer FN-operationer og kompenserer for Golfkrigens ofre. Af resten går $805 mio. til mad, $210 mio. til sundhedsvæsen, og resten til Iraks smadrede infrastruktur: elektricitet, sanitet og uddannelse. Pengene er ikke nær nok. Hospitalerne mangler ikke kun medicin og antibiotika, men også handsker til doktorer, elpærer til operationslamper o.s.v. Den månedlige madration holder 2 uger, og underernæring findes overalt. Kofi Annan vil forhøje energiindtagelsen fra 2.030 kilokalorier per person per dag til 2.450, inkludere lidt mere protein i madkurven og give ekstra mad til de allermest udsatte. De fleste irakere er fuldt optaget af bare at overleve. Skolerne er kørt helt ned, de har ingen lærebøger, for slet ikke at snakke om computere. Børn bliver væk for at tigge ved trafiklys over hele Bagdad. Byens bygninger er faldefærdige, kloaksystemerne er kollapset. Gader og stræder er blevet lavet om til midlertidige second-hand-markeder, hvor folk sælger deres udtrådte sko og andre varer.” (The Economist, 7/2/98).
Som følge af den brutale bombning af irakiske civile og den efterfølgende blokade, som har kastet de irakiske masser ud i den mest rædselsfulde elendighed og hungersnød, er det eneste, Washington har opnået, at styrke Saddam Husseins position. Hver eneste ydmygelse af Irak har haft samme virkning. Det har forenet det arabiske folk omkring diktatoren fra Bagdad på en måde, som hans egen propagandamaskine aldrig kunne have formået at gøre det. Overalt ses han som en arabisk helt og en, der kæmper imod imperialismen, selvom fortiden har vist, at han ikke er sådan.
Præsident Truman sagde engang, at amerikanske generaler er ude af stand til at marchere og tygge tyggegummi på samme tid. Det samme er åbenlyst gældende for de amerikanske diplomater. Washington har sovet i timen den ene gang efter den anden. Så selvsikker føler Saddam sig, at han har bevæbnet masserne til forsvar for landet, selv kvinderne har fået våben. Hvis amerikanerne ville prøve at invadere Irak, ville de uden tvivl stå over for et nyt Vietnam. Af lige præcis den grund er både kongressen og Pentagon uforsonligt imod dette. Dette faktum viser, hvor begrænset USAs magt er. Selvom de er den største militærmagt i verdenshistorien, og der ikke findes nogen magt på jorden, der i rent militær henseende når dem til sokkeholderne, så er de alligevel fuldstændig ude af stand til at bruge deres magt. Det er derfor, de igen truer med luftangreb.
Kemiske Våben
Hvad ville en sådan bombning kunne udrette? Yderligere ødelæggelse af Irak. Titusinder af mennesker dræbt. Og for hvad? Saddams stilling ville ikke blive svækket, men styrket. Derudover ville hele Mellemøsten gå op i flammer. Næppe én amerikansk ambassade ville overleve. Efterhånden som nyheder om og billeder af de civile ofre blev kendt, ville modviljen vokse i USA og Storbritannien. Hvis konflikten trak ud, ville der vokse modstand frem. Det er derfor de foretrækker at lave et hurtigt angreb på et antal “key targets”, og derefter trække sig ud så hurtigt som muligt. Men idéen om, at det er muligt at bombe militære mål uden omfattende civile tab, er nonsens. Endnu mere nonsens er det at tro, at man ved hjælp af bomber kan udrydde Saddam Husseins kemiske og biologiske våben. Selv hvis Baghdad stadig har lagre af giftgas og andre rare småting, som vestlige forhandlere har forsynet dem med med Londons og Washingtons velsignelse, hvordan kan de så vide, hvor disse ting befinder sig, når nu hele miseren går ud på, at irakerne har forhindret FN-observatørerne i at finde våbnene?! The Guardian indrømmer, at “en vurdering fra efterretningstjenesten afslørede tidligere denne uge, at FNs observatører simpelthen ikke ved, hvor mange brugbare kemiske eller biologiske sprænghoveder, der ligger gemt.” (The Guardian 11/2/98.)
Selv hvis de besad så detaljeret viden, er bombning under alle omstændigheder den mindst egnede metode til at udrydde særdeles smitsomme og giftige bakterier. Dr. Douglas Holdstock er blevet citeret for at sige: “Nervegasser såsom VX og miltbrandsvirus ville blive spredt vidt omkring som resultat af et bombeangreb; kun hvis man kunne ramme fuldstændigt præcis, ville man kunne frembringe de høje temperaturer og tryk, der skal til for at ødelægge våbnene med sikkerhed, og den viden er simpelthen næppe tilgængelig. Hvis Irak har kemiske og biologiske våben i brugbare missiler, kunne de blive brugt som hurtigt modsvar på et angreb. Et område som er forurenet med miltbrand vil være ubeboeligt i årevis. Så lidt som et milligram ( én dråbe ) VX, som kan absorberes gennem huden, er dødbringende i løbet af få minutter, hvis man ikke kommer under behandling med den rette modgift.” (Ibid.) Resultatet af en sådan galskab må være tilstrækkeligt indlysende, selv for de ikke-for-kloge damer og herrer, der står for USAs Irak-politik.
Den engelsk-amerikanske propagandamaskines seneste påfund er, at de vil udføre bombningen på en sådan måde at de høje temperaturer vil dræbe alle bakterierne. Dette vil indebære, at bombningen skal være af en sådan intensitet, at det vil skabe ildstorme, ligesom dem der ødelagde Dresden i anden verdenskrig, med frygteligt tab af liv til følge. Konklusionen er uundgåelig: formålet med bombningen er ikke at få ram på Saddams virkelige eller indbildte hemmelige våben, men at skræmme folket i Irak og alle andre, som vover at sige nej til USA. Denne behandling er ment som en påmindelse om USAs styrke, og det er en advarsel til hele den koloniale verden om, at alle der vover at rejse sig mod USA, vil blive tværet ud og deres byer jævnet med jorden.
Kvalmende hykleri
Pressen i Storbritanien og USA udfylder naturligvis trofast den rolle, de altid spiller under optakten til en krig – rollen som megafon for den strøm af sort propaganda og fejlinformation, der strømmer ud fra udenrigsministeriet, og som fremstiller fjenden som monstre og umenneskelige barbarer, for derved at bløde den offentlige mening op til det forestående blodbad. I dette tilfælde er der en lille variation i det gamle tema. Det irakiske folk er efter sigende O.K., men de lider under diktatoren Saddams brutale herredømme. Ganske rigtigt. Men hvad har Englands og USAs holdning været til denne diktator?
I The Guardian d. 9 februar påpeger Paul Foot helt korrekt, at “…Saddam selv ville ikke være, hvor han er i dag, uden støtte fra Whitehall og Pentagon. USAs regering valgte lige fra starten af krigen mellem Iran og Irak i 1980 stiltiende Iraks side under dets nye diktator, Saddam Hussein. Da krigen sluttede otte år senere, og efterlod begge lande med bjerge af gæld og 1.000.000 lig, skyndte USAs og Storbritanniens regeringer sig at sælge våben til diktatoren i Baghdad.”
William Waldegrave fra udenrigsministeriet har udtalt: “Jeg tvivler på at der findes et sådant fremtidigt marked noget andet sted, hvor Storbritannien vil kunne være så godt placeret, hvis vi spiller vores diplomatiske kort korrekt – jeg kan heller ikke komme i tanke om et væsentligt marked, hvor diplomatiet er ligeså vigtigt for vores kommercielle position.” Ham og hans ministerkollegaer slækkede på retningslinierne for våbeneksport til Irak, og en mægtig strøm af “forsvarsudstyr” flød ind i Baghdad.
Da Saddam to år senere brugte udstyret til at invadere Kuwait og dermed true USAs forsyning af billig olie, blev han hurtigt til en “brutal diktator” og blev knust. Han var blevet besejret militært, og det så ud til at alt var tabt for ham. Endelig lå vejen fri for det irakiske folk til at vælte deres forhadte undertrykker. Men så skiftede USAs politik igen. Indsættelsen af allierede styrker havde ikke til formål at styrte Saddam, men at holde ham ved magten. Frygten for en folkelig revolution var langt, langt større end frygten for en brutal diktators fortsatte hersken. Hele regionen kunne jo gå hen og blive “ustabil”! De irakiske kurdere ville måske opnå selvstændighed og inspirere kurdiske samfund andre steder. Hvad ville der så ske med de “stabile” styrer i Tyrkiet og Syrien? På den måde overlevede Saddam, ikke ved et uheld, som nogen har ment, og endnu mindre på grund af medfølelse, men efter imperialisternes egne ønsker.
I årtier har England og USA ikke alene støttet Saddam Hussein, ikke alene bevæbnet ham, men rent faktisk forsynet ham med nøjagtig de ødelæggelsesvåben, de nu hyklerisk hævder at ville ødelægge for menneskehedens skyld. Faktisk har alle de store magter været involveret i produktionen af kemiske og biologiske våben. The Guardian pointerede, at efter Anden Verdenskrig udviklede USA våben, der indeholdt miltbrandvirus, gul feber, tularaemi, brucellose og andre sygdomme, deriblandt nogle, der var designet til at ramme afgrøder. “Storbritannien har aldrig været modstander af at udvikle sådanne våben. Under Første Verdenskrig oplagrede Storbritannien fem millioner foderkager som var inficerede med miltbrand, som de kunne kaste ned over tysk kvæg, hvis kejserens videnskabsmænd brugte biologiske våben. Ved krigens slutning arbejdede britiske, amerikanske og canadiske forskerhold på en antipersonnel miltbrandsbombe, som dog aldrig blev lavet færdig.” (The Guardian 11/2/98.)
Storbritannien og Amerika spillede en stor rolle i opbygningen af Iraks biologiske arsenal, til brug imod Iran. Den samme artikel pointerer, at “i 1986 blev særlige miltbrandsbakterier og forskellige andre bakterier (clostridium botulinum, clostridium perfringens), som det irakiske militær i hemmelighed havde betalt for, sendt til Baghdads universitet med fuld godkendelse fra det amerikanske handelskammer. Irak var i stand til at bestille 39 ton vækstmedium fra både britiske og schweiziske firmaer i 1987-88, nok til at producere 4 ton bakterier.”
Vestens kvalmende hykleri kommer tydeligt til udtryk i USAs krav om, at irakerne åbner alt op for våbeninspektørerne, mens USA selv på samme tid forbereder love til at forhindre den samme slags international inspektion af deres egne lagre af kemiske våben, som utvivlsomt er langt større end hos noget andet land på jorden:
“USA, som forbereder sig på at føre krig mod Irak, fordi de blokerer for de internationale våbeninspektører, har udformet lovgivningen om inspektion af dets egne kemiske arsenal på en sådan måde, at præsidenten kan nægte internationale inspektører adgang. Lovforslaget giver også præsidenten mulighed for at selv at håndplukke inspektører og til at nægte individer fra bestemte lande adgang, uden at angive grunde.”
“Igår sagde Amy Smithson, som har ført an i en kampagne for, at USA skulle ratificere en international konvention om kemiske våben: ‘Vi overtræder traktaten, og det er så ironisk, at vi er ved at gå i krig med Irak på grund af våbeninspektioner, fordi Saddam Hussein har lavet præcis de samme undtagelser, som vi har’.”
“The Guardian erfarer, at to inspektører, en cubaner og en iraner, allerede er blevet afvist af USA. Washington kan selvfølgelig opfatte sådanne inspektører som fjendtlige over deres interesser, men det er præcis det samme argument, som Baghdad bruger over for amerikanske og engelske inspektører. Senatet har endda givet præsidenten endnu videre beføjelser, idet han kan nægte al inspektion af en given fabrik med nationens sikkerhedsmæssige interesser som begrundelse. Dette er ikke meget anderledes end Saddam Husseins krav om, at visse fabrikker ikke må inspiceres.” (The Guardian, 12/2/98)
Frankrig, Kina og Rusland
Selv før den første bombe er smidt, har den politik, amerikanerne har ført i Mellemøsten, været en katastrofe. Den gamle koalition er smuldret. Saudi Arabien har nægtet at lade deres flybaser bruge til flyangreb mod Irak. Tyrkiets holdning er stadig uklar. Kun Kuwait og Bahrain – begge marionetter for imperialismen, med små befolkninger og reaktionære feudale regimer – er blevet enige om at tillade, at deres baser bliver brugt. Kong Hussein af Jordan har været i London for at trygle englænderne om ikke at begynde at bombe. Og for at gøre det hele endnu værre, er Frankrig, Rusland og Kina også imod.
Dette er ikke et tilfælde. I 1990 gav Rusland grønt lys for at føre krig imod Irak, trods det faktum at sidstnævnte formodedes at være deres allierede. På dette tidspunkt var Moskva under indflydelse af USA, men nu ser det meget anderledes ud. Efter syv år med “markedsreformer” er den russiske økonomi kollapset. Der kommer flere og flere reaktioner imod kapitalismen og den ydmygende afhængighed af Vesten generelt og Amerika i særdeleshed. Den militære kaste syder af vrede over det tilbagevendende udsalg, særligt NATOs fremrykning mod grænsen til Rusland. Yderligere amerikanske flyangreb mod Ruslands tidligere allierede Irak vil fremprovokere en bølge af vrede i barakkerne og vil give endnu en impuls i retning af statskup. Alle disse faktorer forklarer Jeltsins holdning og hans snak om faren for en verdenskrig, m.v.
Kina, som står over for en økonomisk krise og social uro på hjemmefronten, har stille og roligt forberedt sig på at forsvare egne interesser i Asien og på verdensplan. Trods offentlig fremvisning af solidaritet bliver interessekonflikten mellem Kina og USA stadig større. Kinas handelsoverskud med Amerika nærmer sig hastigt Japans niveau. Den sidste tids strøm af kritik over menneskerettighedskrænkelser i Kina, som af en eller anden grund ikke er blevet bemærket før, men pludseligt kommer til udtryk selv i Hollywoodfilm, afspejler i bund og grund en stigende protektionisme i USA – ikke blot imod Japan, men også Kina. Washingtons støtte til Taiwan og dets generelle ambitioner om at dominere Asien har provokeret Kinas nationale stolthed, og de er rykket tættere på Rusland i den sidste periode. Modstanderne af USAs overherredømme i området forbereder på den måde en fremtidig blok mellem Moskva og Peking, som må fylde Washington med bange anelser.
Frankrig fører sin helt egen politik. Paris har aldrig forladt tanken om at spille rollen som verdensmagt, de er ikke helt kommet sig over tabet af magten over Afrika og Mellemøsten til Amerika. Franskmændene vil have adgang til Iraks oliereserver og indbringende byggeprojekter, så snart situationen er stabiliseret. Det er sandsynligt, at de får begge dele med deres nuværende stillingtagen. Frankrig har bevidst taget afstand fra USA. Der er så sandelig også et element af hævngerrighed i dette. I konflikten i Zaire bakkede Frankrig taberne op ved at støtte Mobuto. Resultatet var, at de mistede en vigtig del af deres indflydelse i Afrika til USA, som støttede Kabila. Mens de stadig slikker sårene efter nederlaget i Zaire, vil Paris nu angribe Washington bagfra ved at øge sin indflydelse i Mellemøsten. Selvfølgelig har det irakiske folks interesser intet at gøre med Frankrigs diplomatiske manøvrer i Irak – disse tjener kun til at vise, at, når det kommer til stykket, så ender alle de “små” krige i den tredje verden altid med at være konflikter mellem stedfortrædere for den ene eller den anden imperialistiske magt.
Mellemøsten i krise
Men resten af Mellemøsten vil også komme til at mærke alvorlige konsekvenser af alt dette. Et nyt angreb mod Irak vil ikke nå det egentlige mål – at fjerne Saddam Hussein fra magten – men vil give et kraftigt skub fremad til den anti-imperialistiske bevægelse i hele den arabiske verden og længere borte. Dette er hovedårsagen til, at Saudi Arabien ikke er villige til at lade amerikanske angrebsfly lande på deres baser. Disse reaktionære regimer ses allerede af masserne som Vestens marionetter. Hvis de støtter et amerikansk bombeangreb, kan det nemt komme til at føre til deres fald.
Allerede før den nuværende krise var der tydelige tegn på, at det Saudi Arabiske regime havde problemer. Der er blevet rapporteret om splittelser indenfor den kongelige familie. Dette er uden tvivl et varsel om den forestående krise i det Saudi Arabiske samfund. Olieprisernes fald tillader ikke længere den ledende klike at give befolkningen de samme reformer og indrømmelser, som før i tiden gav regimet dets stabilitet. Der ophobes mere og mere utilfredshed, og det kan sagtens føre til en situation som den, vi så ved Shahens fald i Iran for 20 år siden. Oven i de økonomiske problemer kommer manglen på en løsning på Palæstina-problemet, og den israelske imperialismes provokerende opførsel puster til massernes glødende utilfredshed i hele regionen. Det er netop frygt for masserne, der tvinger det reaktionære Saudi Arabiske styre til at tage afstand fra den amerikanske imperialisme på nuværende tidspunkt.
Frygten for at et angreb vil kunne provokere til revolutionære opstande i Mellemøsten, er blevet udtrykt offentligt i den borgerlige presse: ” ‘Bombning af Irak kan blive den dråbe, der får bægeret til at løbe over, og så vil vi komme til at se en bølge af islamisk militans og arabisk nationalisme i hele regionen, og dermed vil de arabiske regeringer blive voldsomt destabiliseret, og det vil sætte hele fredsprocessen over styr,’ udtalte flere egyptiske embedsmænd og kommentatorer i går. (…) Hani Shukrallah, redaktøren på Al-Ahrams ugentlige engelske udgave, sagde: ‘Hvis bombningen starter, vil der komme en reaktion. Folk vil rejse sig over hele den arabiske verden, og det vil måske tage overhånd. Hvis Israel skyder tilbage – kan i forestille jer, hvilken effekt det vil få?.’ Mohamed El-Awa, advokat og islamisk aktivist, sagde: ‘Jeg tror ikke, at regimer som Jordan og Egypten vil eksistere længe. Deres fald vil hurtigt komme, indenfor et til to år, som en direkte eftervirkning af Irak-bombningen.’ ” (The Guardian, 11/2/98).
Palæstina er fortsat det store problem i Mellemøsten. Sovjetunionens opløsning medførte en ændring i den tidligere magtbalance i regionen. Til at begynde med troede Washington, at de kunne slække lidt på deres afhængighed af Israel som reaktionens bastion i Mellemøsten – et fundamentalt vigtigt område for USA både af økonomiske og strategiske grunde. Amerikanerne har ingen interesse i krige og ustabilitet i dette vigtige område. De håbede, at de kunne lokke Tel Aviv ind i en aftale med PLO, der ville mindske spændingen og samtidig styrke USAs rolle i den arabiske verden. Men dette har vist sig at være en ønskedrøm. Modsætningerne i denne konflikt kan ikke løses på en kapitalistisk baggrund. Rabin og ledelsen for det israelske arbejderparti var trofaste marionetter for Washington og villige til at føre Washingtons politik igennem. Men bosætterne og den israelske højrefløj er og bliver uforsonlige. Attentatet på Rabin og valget af Netanyahu ændrede fuldstændig ligevægten. I hvert fald var de “indrømmelser”, der blev givet til palæstinenserne, ikke noget reelt tilbud om en løsning, men udelukkende en parodi på en lilleputstat, der ville være totalt underordnet Israel. Under Netanyahu er selv de begrænsede indrømmelser i Osloaftalen systematisk blevet undermineret. Dette har skabt en eksplosiv situation blandt palæstinenserne, som nemt kan resultere i en ny intifada.
Et nyt angreb på Irak kunne være gnisten, der antænder krudttønden. Der har allerede været vrede demonstrationer i de palæstinensiske områder til støtte for Irak. Disse demonstrationer er blevet forbudt af de palæstinensiske myndigheder, og det viser tydeligt, at Arafat og co. er blevet Israels tro marionetter. Hvis denne situation fortsætter, kan de meget nemt gå hen og blive styrtet. Af samme grund er Kong Hussein af Jordan skrækslagen for massernes reaktion på angrebene på Irak. Han har også forbudt demonstrationer, men hvis der udbryder fjendtligheder, er det helt sikkert, at han også kan blive styrtet. Men en revolution i Jordan vil kunne fremprovokere en væbnet israelsk intervention, som på vegne af den amerikanske imperialisme vil forsøge at forhindre, at revolutionen spreder sig til andre lande. Men en sådan udvikling ville få en eksplosiv indvirkning på alle lande i hele Mellemøsten.
Situationen i Iran er også eksplosiv. Efter 20 års mullahstyre begynder masserne at røre på sig. Faldet i oliepriserne har ramt Iran hårdt (iransk råolie sælges nu for kun 12$ pr tønde). Og siden olie står for 30% af Irans totale indtægter og 80% af dets udenlandsreserver, udgør dette fald en reel trussel om destabilisering af landets finanser. Selv om det seneste budget viste en stigning på 16%, så var det med en 25%’s inflation i realiteten en nedskæring. Hvis man tænker på, at intet mindre end 40% af dette budget går til uddannelse, og at der er mere end 20 millioner studerende i Iran, er potentialet for social opstand åbenlyst. Iran bliver allerede nu påvirket af faldende investeringer i industrien, bygge- og detailsektoren. Valget af præsident Khatami var et tegn på voksende opposition. Der er et klart skel imellem Khatami og det konservative parlament (Majlierne). Det er muligt, at et angreb på Irak midlertidigt vil styrke den fundamentalistiske fløj, men så ville det netop også kun være midlertidigt. Regimet ville have meget svært ved at styre den bølge af anti-USA-demonstrationer, der uundgåeligt ville komme.
Bladet Middle East International (30/1/1998) pointerede, at “USA, eller i hvert fald dele af det politiske liv i Washington, er fast besluttet på at knuse Irans olieindustri ved at kvæle dets internationale investeringer og tvinge Teheran til at bøje sig for amerikansk og israelsk indflydelse i regionen”. USAs imperialistiske forsøg på at underlægge sig hele Mellemøsten vil skabe stærke reaktioner.
At amerikanerne overhovedet kan overveje sådanne handlinger, viser, hvor utroligt kortsigtede de er. Deres diplomatis påtrængende karakter personificeres i Madeleine Albright, som tror, at hun kan herse med mellemøstlige ledere ved at belære dem som en anden amerikansk skolefrøken og tale til dem, som var de børn. Men de mere seriøse repræsentanter for kapitalismen er kommet med advarsler mod de planlagte tiltag. General Norman Schwarzkopf, den tidligere øverstkommanderende i de amerikanske styrker under Golfkrigen, har advaret om farerne ved et nyt luftangreb: ” ‘USA risikerer et nyt Vietnam, hvis det bomber Irak’, advarede den tidligere leder for operation Ørkenstorm, General Norman Schwarzkopf…. ‘Vi risikerer at gøre det samme, som vi gjorde mod Nordvietnam’. I Vietnamkrigen optrappedes de amerikanske bombninger, uden at man opnåede nogen af sine militære eller politiske mål. ‘Det vil der helt bestemt være risiko for’, sagde General Schwarzkopf, ‘og hvad vil der så ske bagefter?’ ” (The Guardian, 9/2/98.)
Højre- og venstrereformismens rolle
Både redaktøren på Financial Times og paven har udtrykt tvivl i forhold til de eventyr, der er blevet foreslået, men ikke desto mindre har Tony Blair givet idéen om bombninger fuld opbakning.
Blairs holdning kan forklares ud fra forskellige synspunkter: den engelske kapitalismes reelle stilling i verden, og højrereformismens politik. Ud fra det første synspunkt ser vi på nuværende tidspunkt, hvordan den engelske kapitalismes indflydelse på verdensplan bryder fuldstændig sammen. Ødelæggelsen af Englands industri har reduceret landet til en tredjerangsmagt. Selv om både Blair og de konservative foregiver noget andet, er England i realiteten ikke andet end en lille, ubetydelig ø ud for Europas kyst, og alle de vigtige beslutninger bliver taget af Tyskland og Frankrig. Det såkaldte “specielle forhold” til USA er bare en anden måde at sige, at England står i et ydmygende afhængighedsforhold til den transatlantiske gigant. Men fra USAs eget synspunkt spiller England en vigtig rolle som deres eneste pålidelige allierede i Europa. Dette forhold er nu blot endnu en gang blevet understreget ved den måde, Blair skyndte sig at støtte op om USAs bombeplaner mod Irak på. Han optrådte som Clintons lille vovse, og det afspejler præcis forholdet mellem England og USA. Uden Englands støtte ville det have været meget sværere for USA at gå videre med de militære forholdsregler, eftersom der ikke er andre, der vil spille denne rolle.
Marxismen forklarer, at udenrigspolitikken bare er en fortsættelse af indenrigspolitikken. Som politisk tendens afspejler højrereformismen kapitalismens direkte pres i arbejderbevægelsen. Højreorienterede arbejderledere udtrykker den herskende klasses interesser på den mest grove og slaviske facon, i langt højere grad end de åbenlyst borgerlige politikere kan gøre det. Så på hjemmefronten fører Blair en nedskæringspolitik, der går længere end, hvad de konservative turde drømme om. I udenrigspolitikken bukker og skraber han for den amerikanske imperialisme. I begge tilfælde er årsagen den samme: en slavisk accept af de store banker og monopolers vilje, både nationalt og internationalt. Dette er netop højrereformismens historiske rolle – det er bare kun Blair, der har ført den så langt ud i ekstremerne.
Det er også i udenrigspolitikken, at modsætningen mellem højrereformisternes ord og handlinger træder tydeligst frem. Da Labour var i opposition, lovede de, at de ikke “ville tillade eksport af våben til regimer, der kunne tænkes at ville bruge dem til intern repression eller international aggression”, eller hvis våbnene kunne tænkes “at skærpe eller forlænge en igangværende væbnet konflikt eller bruges til at undertrykke menneskerettighederne”. Da de lige var blevet valgt ind, kom de med udtalelser om, at nu skulle “menneskerettighederne være i centrum af vores udenrigspolitik”. Alligevel er England stadig blandt de største våbeneksportører. I følge tal fra the International Institute for Strategic Studies’s rapport Military balance 1997/98 (fra 14/10/97) står England for næsten en fjerdedel af verdens våbenmarked – 22,1% for at være helt præcis, og det overgås kun af USA. På trods af den såkaldte “etiske udenrigspolitik” sælger England stadig enorme mængder våben til reaktionære regimer, og det er næppe helt tilfældigt. Blandt de finansfolk, der støtter Blairs “New Labour”, er der flere våbenproducenter, som Sunday Times kommenterede:
“I al hemmelighed har Labour modtaget tusinder af pund fra udenlandske våbenfirmaer gennem en organisation, der er startet af en af Tony Blairs venner. Et af disse firmaer er Thomson-CSF, en fransk våbengigant, der tidligere er blevet anklaget for at sælge high-tech militærudstyr til Irak. (…) Thomson, der delvist er ejet af den franske regering og er et af de største våbenfirmaer i Europa, er blandt de fire udenlandske firmaer, der har givet mange tusinde pund til partiet ved fund-raising-arrangementer, hvor både Blair og flere andre ministre selv var til stede. Robin Ashby, der arrangerede støtteindsamlingerne, siger, at også amerikanske firmaer som Lockheed-Martin og Boeing og det franske firma Trimarine har ydet bidrag. Desuden er der blevet kanaliseret penge til partiet fra otte andre firmaer, deriblandt det engelske Aerospace og Babcock International. (…) Disse bidragsydere står ikke opført på Labours officielle lister over bidrag; dér står de under Ashbys navn. (…) Han sagde imidlertid selv, at en del af de penge, der står som hans bidrag, i virkeligheden kom fra engelske og udenlandske våbenfirmaer.” (Sunday Times, 23/11/97)
Den direkte forbindelse mellem højrereformisterne, storkapitalen og imperialismen er tydelig nok. Deres “etiske udenrigspolitik” er rent humbug. Den eneste etik, der er med i det her, er storkapitalens og dens militære og diplomatiske støtters etik – d.v.s. junglens etik. Det er den samme “etik”, der skærer ned på den i forvejen usle ydelse, der gives til enlige forældre og handicappede, der prøver at drive arbejdsløse ud i lavtbetalte job og som accepterer lukninger af hospitaler og miner. Men den politik er allerede godt i gang med at fremprovokere en reaktion fra Labours medlemmer og fra fagforeningsfolk, og det vil sandsynligvis blive starten på et sving til venstre. Hvis Blair tror, at han vil blive populær ved at spille hård over for Irak, så får han sig nok en ubehagelig overraskelse. På trods af konstant propaganda om diktatoren i Baghdad og om dommedagsvåben m.m. er der ikke opbakning til krig i England. Selvom et flertal støtter regeringens politik, kommenterede The Guardian, at “det er tydeligt, at støtten til militær indgriben slet ikke er i nærheden af, hvad den var i følge en lignende meningsmåling i september 1990 lige før Golfkrigen, eller i 1982 før Falklandskrigen. Der var 71%, der støttede Englands deltagelse i Golfkrigen, og 78% var for at sende tropper til Falklandsøerne.” (The Guardian, 10/2/98)
I modsætning til højrereformisternes pro-imperialistiske politik er venstrereformisterne gået imod bombninger i Irak. Det er selvfølgelig godt, men de gør det ikke ud fra et socialistisk klassestandpunkt, men ud fra en eller anden forvirret form for pacifisme. De beklager sig over, at bombninger ville være “imod international lov”. Men det er meningsløst at tale om international lov, når imperialismens fundamentale interesser er på spil. De råber på en “diplomatisk løsning”, men det kapitalistiske diplomati er ikke andet end en retfærdiggørelse af de store magters interesser, som i sidste ende vil blive forsvaret med våben i hånd. Og ikke nok med det, de fremstiller det også som om, at FN er en retfærdig dommer i internationale forhold og en verdensfredens og menneskerettighedernes forkæmper. En sådan opfattelse er en illusion og et bedrag. Hvem bestemmer FNs politik? Det gør stormagterne, især USA. De eneste konflikter, FN kan “løse”, er mindre konflikter, hvor stormagternes interesser ikke er involverede. Det er ofte blevet brugt som et dække over imperialistisk aggression. Lad os ikke glemme, at Golfkrigen (lige som Koreakrigen og den reaktionære intervention i Congo i 1960) blev ført under FNs flag. FNs dobbeltmoral er særlig tydelig, hvis man ser på, hvor handlingslammede de har været i forhold til deres resolutioner om det palæstinensiske spørgsmål, i sammenligning med deres voldsomme fremturen over for Irak. At skabe illusioner til FN er det samme som at forlade den socialistiske politik fuldstændigt. Den eneste politik, socialister kan stå for, er en klar internationalistisk politik på arbejderklassens grundlag.
Det er sandt nok, at Saddam Hussein er en diktator, et monster og det irakiske folks fjende. Alle socialister er 100% imod det irakiske styre. Men det er de irakiske arbejdere og bønders opgave at få styrtet Saddam. Det er ikke en opgave, der kan overlades til imperialisterne, som jo faktisk selv støttede og bevæbnede Saddam gennem årtier og først brød med ham, da han nægtede at gøre præcis, hvad de sagde. Disse såkaldte “demokraters” hykleri viser sig ved, at de samtidig bliver ved med at støtte og bevæbne andre reaktionære og diktatoriske regimer i Mellemøsten uden at blinke med øjnene. Tyrkiet undertrykker og massakrerer kurderne, Saudi Arabien er et reaktionært, feudalt diktatur, Israel undertrykker palæstinenserne på grusommeste vis, men det er alt sammen helt fint, så længe de bare ikke går imod de amerikanske interesser.
Om der kæmpes under FNs, NATOs eller et hvilket som helst andet flag, er temmelig ligegyldigt. Resultatet bliver det samme. Selv hvis de kunne vælte Saddam, ville de bare erstatte ham med en ny reaktionær nikkedukke, der kunne danse efter Washingtons pibe. Som The Observer skrev:
“John Sweeney taler med irakiske demokrater og afslører Vestens skjulte dagsorden. (…) Spørgsmålet er: hvis det lykkes at fjerne Saddam, hvem skal så ind i stedet for ham? (…) en tredje kandidat er Dr. Ahmad Chalabi, der er formand for den Irakiske Nationalkongres, og han er demokrat… En amerikansk embedsmand udtalte: ‘CIA og MI6 har brugt millioner på den mand, og der har været utallige frokostmøder i Dorchester, men bortset fra det er der ingen resultater’.”
“Ann Cloyd, en venstrefløjs Labour-politiker, sagde: ‘Grunden til at de nu er forsigtige med ham [Dr. Chalabi] er, at han har udfordret Vestens falske og skammelige politik over for det irakiske folk’. Dr. Chalabi forklarede Vestens reelle Irak-politik (i modsætning til den, der kommer frem i offentligheden). Den går ud på, at det irakiske folk ikke er parat til demokrati. De vil ikke have en demokrat, men en flink sunni-general. Den måde, Vesten helst vil af med Saddam på, er ved et militærkup, ikke ved et oprør. Han sagde: ‘Det er skuffende og latterligt. Der er et element af ringeagt og racisme i Vestens reelle politik, og det er de såkaldte “demokrater”, der er de mest ubrugelige’. “
“Men Vetsen ønsker ikke dette [et oprør], for de frygter, at de måske ikke vil være i stand til at få placeret en pålidelig general i toppen, hvis et folkeligt oprør skulle lykkes. Men problemet med Vestens kup-strategi er, at den ikke kan lykkes. Saddam har gjort sig selv “kup-resistent”. Han sidder i Baghdad, inderst inde i en række af forsvarscirkler. Yderst er hæren. Deres nærmeste kampvogne er 150 kilometer fra Baghdad. Så kommer den Republikanske Garde. Og til sidst er der den Særlige Republikanske Garde.”
“Chalabi sagde: ‘Selvfølgelig har den Irakiske Nationalkongres [Chalabis parti] modtaget penge af CIA. Da jeg begyndte at kritisere Vestens Irakpolitik, stoppede pengestrømmen’. Den fejl, Dr. Chalabi og de andre romantikere i den Irakiske Nationalkongres har begået, synes at være, at de troede på det, da de vestlige regeringer sagde, at de ønskede demokrati i Irak. Det, Vesten i virkeligheden vil have, er en tyran, der er lidt mere acceptabel end Saddam, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så må Saddam blive siddende. Chalabi rystede på hovedet og sagde: ‘Det er modbydeligt. De vil bare få en masse uskyldige irakere slået ihjel, men de slipper ikke af med Saddam’.” (The Observer, 8/2/98)
På nuværende tidspunkt er det endnu ikke klart, om de amerikanske og engelske trusler vil blive ført ud i livet, eller om Saddam endnu engang vil trække i land til sidst. Det er slet ikke udelukket – det har han gjort så tit. Men krigen har sin helt egen logik, der kan komme på tværs af selv de bedst udtænkte diplomatiske planer. Når først ordren til at mobilisere er givet, er det svært at sætte maskineriet i bakgear uden at tabe ansigt. I international politik kan prestige ofte være en helt materiel faktor. Hovedmålet med krigen ud fra USAs (og i en vis grad også Englands) synspunkt er at vise deres militære magt. Hvis de bakker ud over for Baghdads diplomatiske manøvrer, vil det være et stort nederlag for hele foretagendet. Hele situationen er alt for fremskreden til, at de bare uden videre kan trække i land. Det er også derfor, at de franske og russiske diplomaters zigzag ikke har haft nogen virkning, og det samme gælder pacifisternes klynken. Når det er kommet til dette punkt, må alvorlige spørgsmål løses med alvorlige (d.v.s. militære) midler. Det har altid været sådan op gennem historien, som alle velinformerede mennesker ved – det kan man beklage, men ikke desto mindre er det en kendsgerning.
Det eneste, der kan forhindre bombningerne under de nuværende omstændigheder, er, hvis Baghdad kapitulerer fuldstændigt. Så skulle Saddam acceptere alle krav, der bliver stillet til ham, og det kan være, at han gør det for at undgå repressalierne. Eller også gør han ikke – det er umuligt at forudsige. Men under alle omstændigheder har den nuværende krise meget at lære socialister og arbejdere i hele verden. Når der står afgørende spørgsmål på dagsordenen, er det kun marxisterne, der kan komme med en klar og principfast, klassebaseret holdning. Alle andre tendenser fejler, og den aktuelle sag er ingen undtagelse. Frem for alt er det nødvendigt at gennemhulle løgnen om, at de engelsk-amerikanske manøvrer kan hjælpe det irakiske folk, demokratiet, freden eller noget som helst progressivt mål overhovedet.
Bare tanken om, at dem, der har myrdet 100.000 mennesker i bombeangreb, og som gennem den umenneskelige blokade er ansvarlige for over en million døde børn, skulle kunne spille nogen som helst progressiv rolle i Irak, er rent og skært bedrageri og løgn. Alle socialister må gå 100% imod imperialismens aggressioner mod det irakiske folk (både de militære og de økonomiske aggressioner). Vi må støtte alle forsøg på at skabe en uafhængig, socialistisk arbejderklasseopposition inde i Irak, der vil kæmpe for at vælte det blodige Saddam-diktatur og erstatte det med et ægte arbejderdemokrati. Et socialistisk Irak ville være et forbillede for alle de undertrykte folk i Mellemøsten. Det kunne skabe grundlag for dannelsen af Mellemøstens Socialistiske Føderation – og det er det, der skal til for at sætte en stopper for krigenes rædsler, de etniske og religiøse konflikter, og som kan skabe grundlaget for en harmonisk og progressiv fremtid for alle folkeslag.