Den israelske hærs brutale fremfærd mod det palæstinensiske folk har vakt udbredt modstand og vrede over hele verden. Den israelske regering bliver ved med at opføre sig, som om palæstinenserne på en eller anden måde var de ansvarlige for situationen. Men sagen er den, at det er palæstinenserne, der er blevet nægtet et hjemland og har måttet lide under Israels militære besættelse i mange år. Ser man rent militært på det, er oddsene utroligt ulige: Israels hær består af mere end 173.000 soldater, samt yderligere 425.000 reservister. De palæstinensiske selvstyremyndigheder har en militærstyrke på kun 35.000 mand. Det viser, hvad det er for en “krig”, den israelske premierminister Barak mener, palæstinenserne fører mod Israel!
Baggrunden for konflikten
Den nuværende opstand, eller Intifada, blev fremprovokeret, da den israelske højrefløjsleder fra Likud-partiet, Ariel Sharon, besøgte Al-Aqsa i Jerusalem. Det er Islams tredjehelligste sted. Hans mål med besøget var at understrege Israels dominans over hele området og over hele Jerusalem. Men de dybere årsager til opstanden ligger andetsteds.
Det palæstinensiske folk ønsker at få deres eget hjemland. De har ret til at bestemme over deres egen skæbne. Men selvbestemmelse er kun et middel, det er ikke et mål i sig selv for de palæstinensiske masser. De ser det som et skridt imod en bedring af deres livsvilkår. Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de palæstinensiske massers elendige økonomiske og sociale forhold.
Israels økonomi er også i krise, og det har an destabiliserende virkning på det israelske samfund. Det forklarer, hvorfor der er dele af den israelske herskende klasse, der ønskede at indgå aftaler med palæstinenserne og udvide handlen med de arabiske naboer, som også er ivrige efter at handle med Israel og nå en aftale om palæstinenserspørgsmålet. Den amerikanske imperialisme ville også gerne have stabilitet i området, så deres strategiske og økonomiske interesser ikke kommer i fare. Men alle disse planer tager ikke hensyn til de forhold, de palæstinensiske masser lever under.
Sandheden er altid konkret. De palæstinensiske masser er begyndt at forstå, at de ikke kan stole på PLO-lederne og de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Palæstinas folk, og i første omgang arbejderne og ungdommen, har forstået, at de kun kan blive fri gennem deres egen indsats og opofrelse, præcis som under den første Intifada i 1980’erne. Dengang, som i dag, var Arafat og de andre palæstinensiske ledere ude af stand til at forstå, at den eneste løsning på problemet er ved hjælp af revolutionære midler – ved den socialistiske omdannelse af Israel/Palæstina, som del af arbejderklassens kamp for at vælte deres undertrykkere i hele Mellemøsten: ikke bare den israelske herskende klasse, men også de despotiske arabiske regimer.
Ledelsens forrædderi
Eftersom den palæstinensiske ledelse ikke har ønsket at stå for det revolutionære, socialistiske perspektiv, har det eneste alternativ været forrædderi og kapitulation til den israelske imperialisme. Det var Tel Avivs mål at få oprettet en lille marionetstat for palæstinenserne, der ville være helt afhængig af Israel, og som ville blive kontrolleret af en tandløs “regering”, der kunne optræde som politi i Gaza og på Vestbredden på vegne af Israel. Det palæstinensiske selvstyre er blevet brugt til at slå ned på dissidenter og sørge for, at der har udviklet sig en lille palæstinensisk elite på bekostning af masserne i selvstyreområderne. De palæstinensiske selvstyrelederes interesser er de stikmodsatte af det palæstinensiske folks. Det forklarer, hvorfor Arafat og PLO-lederne har mistet meget af deres opbakning blandt de palæstinensiske masser.
Situationen i Israel er også kendetegnet ved voksende sociale og økonomiske spændinger. Det var netop for at aflede opmærksomheden fra dette, at højrefløjspartiet Likud provokerede palæstinenserne i Jerusalem. Deres mål er at frempiske anti-arabiske følelser i Israel.
Væk er de dage, hvor Israels tidlige ledere skjulte sig bag “socialistisk” retorik. Nu er forskellene mellem Arbejderpartiet og Likud blevet mindre og mindre. Der er blevet gennemført de samme privatiseringer og angreb på almindelige menneskers levestandard som i alle andre kapitalistiske lande. Dertil kommer den konstante byrde, som militarismen udgør p.g.a. den fortsatte krigs- eller næstenkrigstilstand med alle Israels arabiske naboer.
Der har været argumenter fremme om, at Barak har givet store indrømmelser til palæstinenserne, som Arafat har nægtet at tage imod, og at det skulle være det, der er baggrunden for den nuværende krise. Dette er fuldstændigt forkert. Baraks “indrømmelser” var slet ikke nogen rigtige indrømmelser. Arafat kunne ikke have accepteret dem, selv hvis han havde villet. I så fald ville han være blevet væltet fra magten, eller det der er værre. Frem for alt er der på det nuværende grundlag ikke nogen mulighed for at løse problemet med Jerusalems status.
Krig forude?
Den aktuelle situation har indtil videre tippet magtbalancen i Israel langt imod højre. Dannelsen af en “national samlingsregering” med den ærkereaktionære Sharon ville betyde sejr for krigsfløjen i Israel – den del af den israelske herskende klasse, der mener, at den nuværende fredsaftale ikke har løst noget, at krig er uundgåeligt, og at jo før den kommer, jo bedre.
Der er altså en vis indre logik i situationen, der kan føre til regulær krig. Det ville betyde forfærdelig massakre og ødelæggelse. Det ville hverken gavne de palæstinensiske masser eller de israelske arbejdere. Det sidste imperialsmen ønsker er selvfølgelig en krig i Mellemøsten. En krig ville påvirke oliepriserne, og en yderligere stigning dér kunne blive det, der satte en stopper for det nuværende økonomiske opsving i verdensøkonomien. Så det der sker i Israel, har katastrofale konsekvenser for Vesten. Men det betyder ikke, at krig i Mellemøsten er udelukket, langtfra.
De arabiske folks symapti for palæstinenserne skyldes, at de har fælles kultur, sprog, litteratur, og også lignende sociale og økonomiske forhold. Hvad de arabiske masser ønsker og håber på, er ikke det samme, som det deres ledere ønsker. Når masserne bevæger sig i disse lande, ses det som en trussel af de herskende regimer. For at aflede vreden fra dem selv, kan det ske, at nogle af de arabiske regimer beslutter, at det mindste onde ville være en militær konflikt med Israel. Det ville føre til enorm social og politisk ustabilitet i hele Mellemøsten. Der er ikke ét regime i området, der ikke er i fare for at blive væltet – det gælder Ægypten, og endda Saudi Arabien. Hvis der fandtes et ægte revolutionært parti og en revolutionær ledelse, ville betingelserne være helt klar for en socialistisk revolution i hele Mellemøsten.
Arbejderne må stole på deres egne kræfter
Intifadaens metode er klassekampens metode. Generalstrejken er et af dens udtryk. Derfor er de palæstinensiske arbejdere og unge et vigtigt element i hele situationen. Palæstinas arbejdere kan ikke stole på Arafat og de andre ledere. De palæstinensiske masser har ikke kæmpet i alle disse år bare for at lave en privilegeret palæstinensisk elite. Det er ikke noget fremskridt for de palæstinensiske arbejdere og fattige. Hvis de vil opnå deres frihed, må de palæstinensiske arbejdere bryde med disse borgerlige ledere. De må opbygge deres egne organer på arbejdspladserne, blandt bønder, studenter, arbejdsløse og forene sig på nationalt plan. Et sådant organ ville være det ægte udtryk for de palæstinensiske arbejdere og unges vilje.
Men det ville ikke være nok, at de palæstinensiske arbejdere tog magten i deres eget selvstyreområde. Det meste af den palæstinensiske arbejderklasse arbejder i israelske fabrikker m.m. Derfor er det bydende nødvendigt med enhed med de israelske arbejdere imod deres arbejdsgivere. Uden enhed i arbjederklassen er der ingen vej frem.
Forsøget på at løse det palæstinensiske folks problemer på kapitalistisk og nationalistisk grundlag er slået fuldstændig fejl og har ført til den nuværende blodige krise. Det er nødvendigt at prøve en ny vej – den socialistiske revolution. Arbejderne i hele Mellemøsten må opfordres til at organisere sig for at styrte de forskellige borgerlige og despotiske regimer i hele området. Kun ved at skaffe disse marionetter for imperialismen af vejen og inddrage kapitalisternes rigdom kan man få de ressourcer, der kræves for at løse de sociale og økonomiske problemer, som arbejdende mennesker i hele området lider under.
Enhed med de israelske arbejdere
De israelske arbejdere må også ændre deres samfund. Hvis arbejderne i Israel gik i offensiven mod deres egen herskende klasse, ville det kunne nedbryde de nationale barrierer og åbne muligheden for en international kamp for socialisme i området.
Den økonomiske situation i Israel lægger enormt pres på arbejderklassen. Regeringen har skåret ned på sundhedssystemet og uddannelserne. I 1998 gik 200.000 universitetsstuderende i strejke imod en forøgelse af undervisningsafgiften. De fik massiv opbakning – op imod 91% af befolkningen støttede de studerendes krav. I foråret 1999 mundede arbejderklassens opsparede vrede ud i en række strejker imod Netanjahu-regeringen og en generalstrejke inden for den offentlige sektor, der omfattede 400.000 arbejdere. Under dette pres, og med stigende inflation, er Histradut (den største fagforeningssammenslutning i Israel) blevet tvunget til at afvise regeringens tilbud om 3,1% lønforhøjelse og har krævet 14% i stedet. Udbredt privatisering af Israels store statsejede industrisektor har ført til store jobtab. Arbejdsløsheden har nået 10%. Dette er et nyt fænomen for israelske arbejdere, der i årtier har været vant til næsten fuld beskæftigelse.
Der foregår en enorm differentiering mellem rige og fattige. Zionismen har altid baseret sig på idéen om “én nation”, men som i alle andre kapitalistiske lande er der heller ikke i Israel nogen fælles interesser for arbejdere og arbejdsgivere.
Så enten må de israelske arbejdere gå i kamp imod deres arbejdsgivere for at forsvare deres rettigheder, eller også vil initiativet gå til de reaktionære kræfter. Karl Marx forklarede for længe siden, at en arbejderklasse, der ikke går imod undertrykkelsen af et andet folk, aldrig kan opnå frihed selv. Løsningen på den blodige krise i Mellemøsten kan kun komme, hvis den israelske stat styrtes – d.v.s. gennem en revolutionær politik, der kan forene den israelske og arabiske arbejderklasse imod deres fælles fjende.
For en socialistisk føderation i Mellemøsten
Så længe områdets rigdomme og ressourcer er i hænderne på den israelske imperialisme og en stribe undertrykkende, halvfeudale arabiske regimer, kan fattigdommen ikke udryddes. Der vil ikke være nok job, huse, rent vand, hospitaler og skoler til alle. I sådan en situation prøver de herskende altid at spille det nationale kort – d.v.s. de vil prøve at spille den ene nation ud imod den anden.
Men på grundlag af en socialistisk sammenslutning i Mellemøsten, hvor hver nation ville have fuld ret til selvbestemmelse, kunne man sikre både israelere og palæstinensere et hjemland. I stedet for at bruge enorme ressourcer på militærudgifter kunne den rigdom, som arbejderne i området producerer, bruges til at løse alle de problemer, kapitalismen ikke har kunnet løse. På grundlag af arbejde til alle, ordentlige boliger, rent vand, et ordentligt sundhedssystem, pensioner o.s.v. ville det være muligt at arbejde hen imod en løsning på det nationale spørgsmål og en harmonisk fremtid for alle folkene i Mellemøsten.
