Generalstrejken i Italien den 16. april var en enorm succes, sådan som man kunne forvente efter den demonstration, der fandt sted tidligere på året med næsten tre millioner demonstranter på Roms gader. Der var i går 13 millioner arbejdere i strejke. Det er mere end det samlede medlemstal i CGIL, CISL og UIL tilsammen (det er de tre store fagforeningssammenslutninger i Italien). Der var 90% deltagelse i strejken. To millioner arbejdere deltog i demonstrationer i 21 byer over hele landet. Det var de største regionale faglige demonstrationer nogensinde i Italien.
Der var 350.000 i Bologna, 300.000 i Rom, 200.000 i Milano og 400.000 i Firenze, hvor hovedtaleren var Cofferati, CGIL’s generalsekretær. Men selv i mindre byer var der stort fremmøde: 100.000 i Palermo, regionshovedstaden på Sicilien; 30.000 i Ancona, og selv i Potenza helt nede sydpå var der 30.000 arbejdere, der marcherede gennem gaderne.
Det var ikke kun industrien, der mærkede strejken. Hotelarbejdere, statsansatte, bankarbejdere, transportarbejdere – alle var med. På hospitalerne i Rom deltog omkring 90% af de ansatte i strejken. Lufthavnene blev også påvirket, som alle, der prøvede at flyve til Italien i går, kan skrive under på. Landet stod bogstaveligt talt stille.
Nu er spørgsmålet så, hvilken effekt dette vil få på Berlusconi-regeringen og dens planlagte angreb på arbejdernes rettigheder. Der er en “forsonlig” fløj i regeringen grupperet omkring Fini, som antyder, at de bør læne sig mere op ad CISL og UIL-fagforeningerne. En af regeringens taktikker har netop været at splitte fagforeningerne op ved at “isolere” CGIL. Men CGIL gik videre alene og indkaldte til den massive demonstration med tre millioner deltagere tidligere på året. Det viste sig, at det ikke var CGIL, der var isoleret, men snarere CISL og UIL, der havde mistet følingen med stemningen i arbejderklassen. Og lederne af CISL og UIL ved godt, at hvis de ikke hænger med, så mister de terræn til CGIL, hvilket allerede er begyndt at ske.
Regeringens holdning ser nu ud til at være rettet ind på en åben konfrontation med fagforeningerne. Det overvældende flertal i Confindustria, den italienske arbejdsgiverforening, kører en hård linje. De vil have, at regeringen skal føre en hård “Thatcher-agtig” politik. Fagforeningerne, især CGIL, siger, at medmindre Berlusconi-regeringen trækker deres forslag om at afskaffe artikel 18 i arbejderbeskyttelseslovgivningen, så vil de ikke sætte sig til forhandlingsbordet med dem.
Der er et enormt pres under opbygning, der vil føre til en stor konfrontation mellem arbejderklassen og regeringen. CGIL’s leder Cofferati er under kæmpe pres. Han er blevet skubbet til venstre og har nu stor støtte blandt italienske arbejdere, fordi han opfattes som den, der leder kampen. Dette er den samme leder, som indtil for nylig blev anset for at være “moderat”, og som samarbejdede med den tidligere “centrum-venstre”-regering. Denne radikaliseringsproces i de store fagforeningssammenslutninger i Italien bekræfter, hvad marxisterne altid har stået fast på angående masseorganisationerne. Under pres fra arbejderklassen kan de blive radikaliseret, ligegyldigt hvad de så ellers har stået for førhen.
Det er klart, at man ikke kan stole på disse faglige ledere, men problemet er, at der er meget lidt manøvrerum nu. Arbejdsgiverne er i offensiven. Den italienske kapitalisme er svag. Den bliver nødt til at angribe arbejderne og deres rettigheder, som de har tilkæmpet sig gennem flere årtier. De bliver nødt til at blive “mere konkurrencedygtige” på verdensmarkedet.
Det problem, Berlusconi har med sin “Thatcher”-politik, er at han provokerer alle dele af samfundet på samme tid – ikke bare arbejderklassen, men også ungdommen og de studerende. Han sørger selv for, at der bliver dannet en fælles front imod ham. Nu da strejken er blevet sådan en stor succes, vil arbejdernes selvtillid vokse. Der vil komme mere pres på for at forhøje indsatsen. Der er allerede nogle faglige ledere, der snakker om at tage forskellige kampmetoder i brug, som f.eks. “arbejd efter reglerne”. Det betyder, at man kun gør, hvad der er absolut nødvendigt ifølge ens kontrakt, og det medfører en dramatisk opbremsning af produktionen, uden at man mister sin løn. Metalarbejdernes fagforening, FIOM, forbereder også ny strejkeaktivitet.
Vi har en situation, hvor begge sider har svært ved at bakke ud. Hvis Berlusconi ikke lever op til arbejdsgivernes krav, kan hans regering komme i krise. Men fagforeningerne, især CGIL, er også under enormt pres. Alt tyder på et nyt “varmt efterår”, som den italienske arbejderklasse har tradition for.
Den periode, vi er på vej ind i, er en periode med forhøjede spændinger mellem klasserne. For tiden rider især CGIL på en bølge af opbakning, men i den kommende periode vil alle arbejderklassens organisationer skulle stå deres prøve. Efter mange års nederlag og kompromis er den italienske arbejderklasse nu i offensiven. Den vil vise vejen for resten af Europa, og hele verden. Det, vi har set indtil nu, er kun begyndelsen!
