Overenskomstforhandlingerne mellem værfts- og rederiejernes sammenslutning Pacific Maritime Association og havnearbejdernes fagforening International Longshore and Warehouse Union er ved at gå i gang, og i den forbindelse har en “task force” fra Bush-regeringen udtalt, at hvis havnearbejderne går i strejke, vil der blive sendt tropper fra Nationalgarden ind og besætte havnene, og folk fra Flåden vil blive brugt til at laste skibene. Men denne trussel har kun gjort arbejderne i ILWU endnu mere opsatte på at kæmpe. I “terrorkrigens” navn prøver Bush at ødelægge det mest fundamentale fremskridt, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig – retten til at strejke.
Overenskomstforhandlingerne mellem PMA (værfts- og rederiejernes sammenslutning) og ILWU, som repræsenterer næsten 100% af arbejderne i alle havne på Vestkysten, finder sted hvert tredje år. ILWU har forhandlet samlet på Stillehavskysten, siden forbundet blev dannet under søfartsgeneralstrejken i 1934, men der har ikke været nogen større strejker siden 1971. Under strejken i 1971 var hovedkonflikten de teknologiske forandringers indvirkning på arbejdernes forhold, da man indførte containerfragt. Containerne tillod fragtskibene at have mere gods med, som kunne lastes hurtigere, og det udryddede næsten 90.000 jobs og gjorde det meget mere profitabelt at importere varer fra udlandet. Utallige jobs i industrien blev også tabt i løbet af tre årtier som følge af brugen af containere. Så som det altid sker under kapitalismen, blev den nye teknologi ikke brugt til at lette arbejdsbyrden og give mere plads til fritid eller uddannelse, men til at kaste store grupper af arbejdere ud i arbejdsløshed.
Efter 1971 blev alle de nye, mere faglærte stillinger totalt organiseret i forbundet. Nu bruger man endnu mere teknologi i havnene, især computere. Men igen, i stedet for at bruge den nye teknik til at gøre arbejdet lettere for havnearbejderne, forsøger PMA at udnytte det til at fjerne endnu flere jobs og af-organisere de tilbageværende jobs. Med andre ord, PMA prøver at smadre ILWU. PMA’s krav til den nye overenskomst er bevidst lavet, så de må blive afvist af ILWU. Men det, der ellers ville have været en “normal” konflikt, er blevet overskygget af noget andet – statens trussel om militær indgriben. For flere måneder siden dannede PMA sammen med forskellige store foretagender, der afhænger af billig import fra Asien, en koalition, der bad præsident Bush om assistance. Bush-regeringen kom dem gladelig til hjælp og lavede en “task force”, der omfatter forsvarsminister Rumsfeld, den såkaldte “Homeland Security director” Ridge og arbejdsminister Chao. Efter møder med PMA og flere store virksomheder kontaktede denne “task force” ILWU’s formand James Spinosa og fortalte ham, at med mindre fagforeningen accepterede PMA’s krav, ville regeringen være klar til at besætte havnene på Vestkysten med tropper fra Nationalgarden. Desuden ville havnenes maskineri og pakhuse blive overtaget og betjent af søfolk fra Flåden. Det er også kommet frem, at hvis regeringen alligevel ikke bruger militæret til at bryde strejken, så kan de enten bruge Taft-Hartley-loven, der tvinger arbejderne til at vende tilbage til arbejdet i 80 dage, eller ILWU kan blive omfattet af den såkaldte jernbanearbejderlov, Railway Labor Act. Denne lov, som blev vedtaget under Truman i 1950’erne, omfatter egentlig kun ansatte ved jernbanerne, og den tillader direkte statsindgriben i mulige strejker, og den tillader staten at påtvinge arbejderne overenskomster.
Hvad er statens grund til at gribe ind? ILWU fik at vide, at en strejke på Vestkysten ville være at betragte som sabotage i krigstid, dvs. i den såkaldte “terrorkrig”. Arbejdere er tilsyneladende terrorister! Dette vil være en spand koldt vand i hovedet på den amerikanske arbejderklasse, som nu kan se det sande ansigt bag Bush’s krig.
ILWU offentliggjorde med det samme regeringens trusler. De ville ikke bukke sig for truslerne, men har – sammen med AFL-CIO (American Federation of Labor – Congress of Industrial Organizations) – imødegået udfordringen. AFL-CIO har oprettet sin egen “task force”, der skal tage sig af denne konflikt og skabe støtte fra fagforeninger over hele landet. Der er kommet adskillige solidaritetserklæringer, indtil videre fra hele Californien og staterne Oregon og Washington. Der er også lovet støtte fra transportarbejderforbundet. Den 12. august arrangerede AFL-CIO demonstrationer med flere tusinder deltagere i byer langs hele Stillehavskysten – de største var i Long Beach (3.500), Seattle (2.000) og Los Angeles (1.500). Selvom AFL-CIO endnu ikke officielt har stillet truslen om generalstrejke op over for den militære trussel, er det i hvert fald næsten sikkert, at der kommer en generalstrejke blandt havnearbejdere, og en rigtig generalstrejke kan ikke udelukkes.
Den frustration, som mange føler over angrebene på de demokratiske rettigheder, krisen, svindelskandalerne i virksomhederne og regeringen, og nu den mulige udvidelse af “terrorkrigen” til at gælde arbejderbevægelsen, er kommet op på kogepunktet i havnene på Vestkysten. ILWU og AFL-CIO er klar til kamp. “Præsident Bush, hvis du lukker havnene ned, så lukker vi San Pedro, og vi lukker Long Beach! Hvis du lægger dig ud med ILWU, lægger du dig ud med hele den amerikanske arbejderbevægelse! Hvis du vil udfordre os, så kom an!” udtalte Miguel Contreras fra fællesforbundet i Los Angeles og leder af demonstrationen i Long Beach. Ved demonstrationen i Oakland, Californien, sagde Chuck Mack fra transportarbejderne: “Der skal være økonomisk retfærdighed for medlemmerne af ILWU, ellers får I en ordentlig omgang strejke, som vil involvere hele arbejderbevægelsen”. Leon Trotskij har engang udtalt, at når de amerikanske arbejdere går i kamp, er de ikke tilfredse, før der er rullet et par hoveder. Arbejderne på Vestkysten er helt klart i stemning til den slags! Fagforeningerne slås for deres mest basale ret – retten til at strejke – og de nægter at trække sig, hvad enten Nationalgarden sættes ind eller ej.
Overraskende nok har Demokraterne også udtalt støtte til ILWU. Borgmestrene og byrådene i Los Angeles, Seattle, San Francisco, Oakland og Tacoma har lovet “støtte” til fagforeningen. Daschle, der er leder af senatsflertallet, og de demokratiske kongresmedlemmer Ron Wyden, David Wu, Barbara Boxer, Grace Napolitino og Nancy Pelosi har også lovet endnu mere “støtte”. Daschle har lovet støtte fra Demokraterne over hele landet: “Vi vil være med jer indtil det sidste og sørge for, at I får, hvad I fortjener”. Men hvad mener partiet bag NAFTA, Vietnam-krigen og Velfærdsreformen egentlig, at arbejderklassen fortjener? Hvor var Demokraterne under PATCO-strejken i 1980? Har Demokraterne pludselig været udsat for en eller anden mirakuløs forvandling? Næppe. De selvsamme Demokrater sluttede alle 100% op bag Bush’s “terrorkrig” med det samme. Men der skal til at være midtvejsvalg, og så er det jo på sin plads at snakke radikalt for at føre arbejderklassen bag lyset.
San Franciscos borgmester Willie Brown afslører lidt af den virkelige situation: “Kollektive forhandlinger er den rigtige måde at løse arbejdskonflikter på. Det ligger fast, og det bør det blive ved med”. Han fortsatte med at sige, at regeringen “bestemt ikke burde gribe ind ved at bruge Nationalgarden eller andre forbundstropper til at erstatte de rigtige arbejdere”. Borgmester Brown glemte belejligt at nævne, at det ved brug af “den rigtige måde” er ren rutine, at strejkende arbejdere lock-outes, videoovervåges og aflyttes af politiet, og ofte simpelthen fyres eller erstattes af skruebrækkere. Han talte imod statstropper – med hvad med private sikkerhedsværn, delstatstropper og politiet?
Borgmester Brown og resten af Demokraterne støtter ikke ILWU og AFL-CIO, men den kollektive forhandlingsproces. De ser den nuværende måde som den bedste til at sikre kapitalistklassens interesser, som er dem, de egentlig står til regnskab for. De går kun imod Bush’s indgreb, fordi de er lidt mere klarsynede end ham, hvilket ikke siger så meget. Til forskel fra Bush & co. kan de se, at sådan et stort angreb på arbejderklassen blot vil provokere arbejderbevægelsen til handling, hvilket de er dødsens ræd for. Demokraterne står mht. deres interesser en million gange tættere på Republikanerne end på arbejderne i AFL-CIO, som de påstår at støtte. Enhver ILWU-strejke, eller en generalstrejke, vil være dødsdømt fra starten af, hvis Demokraterne får lov at spille en afgørende rolle i den. Den amerikanske arbejderklasse vil blive nødt til at lære en hård lektie angående Demokraternes sande natur.
Den gigantiske amerikanske arbejderklasse har stort set været i dvale i årtier. Da efterkrigsopsvinget sluttede midt i 70’erne, og levestandarden og lønningerne begyndte at falde, gjorde AFL-CIO intet. Da daværende præsident Reagan brød flyveledernes strejke i PATCO i 1980, gjorde fagforeningerne ikke andet end at klage til staten. Men nu i 2002 er AFL-CIO pga. stigende pres nedefra endelig parat til kæmpe imod. Jo længere presset bygges op, jo større vil eksplosionen blive, når den kommer. ILWU’s og AFL-CIO’s kamp i havnene på Vestkysten kan blive starten. Når først processen begynder, vil den rulle derudaf – “terrorkrig” eller ej. Hvis man kan dømme ud fra, hvad der sker længere sydpå på kontinentet, kan vi vente store bevægelser i den amerikanske arbejderklasse.
Det, der er på spil for alle arbejdere i USA, er deres mest basale rettighed – retten til at strejke. Den amerikanske arbejderklasse har ikke bare en stærk demokratisk tradition, men også en rig tradition for arbejdskampe. Utallige arbejdere har i mange generationer ikke bare kæmpet for deres ret til at have fagforeninger, men mange er endda døde for denne ret. Nu efter den 11. september bliver den amerikanske arbejderklasse igen angrebet, og arbejdsgiverne og deres ikke-valgte repræsentant Bush har ikke andet mål end at smadre arbejderbevægelsen. Arbejderne på Vestkysten har allerede vist, at de ikke vil tillade Bush og PMA at gøre, som de vil. Resten af landet må rejse sig og støtte dem.
* Nej til regeringsindgreb! Forsvar retten til at strejke!
* Mobiliser arbejderklassen mod regeringens angreb!
* Ingen tiltro til Demokraterne!
* For arbejdernes eget masseparti baseret på fagforeningerne, som virkelig kan forsvare arbejderklassens interesser!
