På søndag er der valg til Europaparlamentet. Fra Enhedslisten til Liberal Alliance bliver EU hyldet som en garant for fred, stabilitet og demokrati, ikke bare i Europa, men i hele verden. Det har det aldrig været. Tværtimod er EU en imperialistisk institution, der udelukkende repræsenterer den europæiske herskende klasses interesser. Som kommunister har vi, i modsætning til venstrefløjen i Folketinget, ingen illusioner til EU eller det kapitalistiske system, det repræsenterer. For os er løsningen ikke at forsøge at lappe på et kapitalistisk EU, som kun arbejder for et lille mindretals interesse, men at kæmpe for et socialistisk Europa.
Ser man ned af en hvilken som helst dansk gade, er det umuligt ikke at få øje på billeder af selvtilfredse karrierepolitikere. På trods af de store smil på valgplakaterne er der aldrig før blevet målt en så lav tillid til de politikere, som nu hænger i lygtepælene og tigger om vores stemmer. En undersøgelse viser, at andelen af danskere, som har “meget lille” tillid til politikerne, ligger på 22 procent, en fordobling fra 2019. Derudover svarede 35 procent, at de havde “ret lille” tillid til politikerne. Det er altså over halvdelen af befolkningen, 57 procent, der havde meget eller ret lidt tillid til politikerne i 2023. Denne mistillid afspejler en generel krise i det danske borgerlige demokrati, som blot er blevet forværret det sidste halve år med Palæstinabevægelsen. Med alle de etablerede partiers implicitte eller eksplicitte støtte til Israels folkemord i Gaza er politikerne, om man finder dem på Christiansborg, i Det Hvide Hus eller i Bruxelles, blevet udstillet for, hvad de virkeligt er; de mest hykleriske forbrydere, som måske kan græde krokodilletårer over massedrabene, men intet gør for at stoppe dem.
Men nu hvor der er valg til Europaparlamentet, skal politikerne gøre sig til for at få din stemme, mens medierne konstant prædiker om valgets vigtighed for "Europas fremtid”. Som kommunister lader vi os ikke påvirke af de hykleriske mediers prædiken, eller politikernes store smil og tomme løfter. Vi må først og fremmest forstå, hvad karakteren af valget og EU er.
EU’s oprindelse
På overfladen er EU mange ting: regulering af plastiklåg på flasker, øremærket barsel til fædre, indviklet miljølovgivning og så videre. Men fra vores synspunkt er alle disse ting sekundære. For virkelig at forstå karakteren af EU må vi gå et spadestik dybere, og derfor må vi kigge på dets oprindelse.
Efter Anden Verdenskrig lå hele Europa i ruiner. På grund af det økonomiske og sociale kollaps, som krigen havde forårsaget, mistede de store kolonimagter i Europa, især Frankrig og England, kontrollen med mange af deres gamle kolonier som en konsekvens af de antikoloniale bevægelser, som de ikke havde ressourcerne til at nedkæmpe længere. Tyskland var blevet fysisk delt op mellem to fjendtlige blokke: Sovjetunionen og USA. De gamle stormagter i Europa, som havde regeret kloden, var blevet ekstremt svækkede. I den nye situation stod hvert enkelt europæiske land og deres herskende klasse svagt på verdensmarkedet.
For at de europæiske kapitalistklasser kunne sikre deres interesser, spille en selvstændig rolle på verdensmarkedet og fortsat have en vis geopolitisk vægt på verdensscenen, var der behov for at samle dem i en fælles handelsunion. Derfor stiftede Vesttyskland, Belgien, Italien, Luxembourg, Holland og Frankrig Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952. Kul- og Stålunionen blev i 1967 til EF og derefter til EU (som vi vil bruge som betegnelse ned igennem artiklen), som skulle sikre handlen mellem landene, samt deres dominans på de interne europæiske markeder og deres indflydelse på verdensmarkedet.
Det europæiske fællesmarked udviklede sig og spredte sin indflydelse i efterkrigsperioden. Det var muligt, fordi der på baggrund af Anden Verdenskrigs totale destruktion af produktivkræfterne på det europæiske kontinent var lagt grunden til et ekstraordinært opsving i kapitalismens historie.
Efterkrigsperioden fra 1948 til 1974 var en periode med massiv ekspansion af markeder, høje vækstrater og fuld beskæftigelse. Det var denne ekstraordinære økonomiske situation, forstærket af økonomisk støtte fra USA, som muliggjorde EU’s fødsel. Denne situation gav de europæiske borgerskaber råd til at give hinanden indrømmelser og dele de voksende markeder imellem sig. Det europæiske indre marked kunne i en periode udvide sig og styrkes uden større uoverensstemmelser mellem de nationale kapitalistklasser.
EU var aldrig et projekt bygget på et abstrakt ønske om fred, fordragelighed og demokrati, som de borgerlige medier og politikerne ynder at portrættere det som. EU har siden sin oprindelse været et instrument skabt af og for de europæiske herskende klasser. Dette blev særligt tydeligt med vedtagelsen af Maastricht-aftalen i 1992, hvorefter EU, med Den Europæiske Centralbank (ECB) i spidsen, begynder at diktere nedskæringer for de enkelte medlemslande for samlet set at gøre hele EU-blokken mere konkurrencedygtig på verdensmarkedet.
EU som et instrument for den herskende klasse
I sidste ende er det de europæiske kapitalistklasser, der har det sidste at skulle have sagt, når det kommer til den politik, der føres i EU. Mens parlamentet, EU’s eneste direkte valgte organ, diskuterer, om havremælk må kaldes for havremælk, eller laver tomme klimaløfter, er det uvalgte topbureaukrater, ECB og storkapitalen, der tager de vigtige, især økonomiske, beslutninger. Det bliver bevist igen og igen, og et meget konkret eksempel var Grækenland under eurokrisen i 2010’erne.
I 2010 havde Grækenland 300 milliarder euro i gæld, hvilket udgjorde 146 procent af landets BNP. To tredjedele af Grækenlands gæld var fra europæiske, især tyske og franske banker. Der var en reel risiko for, at Grækenland ville misligholde sin massive gæld og gå bankerot. Dette ville skabe et kollaps, ikke bare i Grækenland, men i hele det europæiske banksystem, da disse europæiske banker ikke ville få pengene fra deres lån tilbage.
Den såkaldte “trojka”, som består af ECB, Den Europæiske Kommission og IMF (Den Internationale Monetære Fond), igangsatte en “redningspakke”, som skulle sikre, at gælden ikke blev misligholdt. Til gengæld krævede de, at der skulle igangsættes en massiv nedskæringskampagne i Grækenland. Kravene fra den europæiske herskende klasse ramte arbejdere, unge og pensionister i Grækenland, hvor mange fik hele deres økonomiske grundlag revet væk.
Dette skabte et totalt socialt kollaps i Grækenland. Bankerne, samt den græske og europæiske herskende klasse, som til at starte med havde været skyld i krisen, var reddet, men levestandarderne for den almindelige befolkning var smadret. Fra 2010–2014 skrumpede den græske økonomi med en fjerdedel. Lønningerne i den private sektor faldt med over 50 procent. Uønskede aborter tredoblede, tilfælde af AIDS/HIV fordobledes, selvmordsraten voksede med en tredjedel og ungdomsarbejdsløsheden steg til 58,21 procent i 2013. På trods af store massebevægelser, utallige generalstrejker, oprør og en afstemning om nedskæringerne, hvor de græske masser stemte klart “nej”, fortsatte det “demokratiske” EU med at tvinge den herskende klasses vilje ned over det græske folk.
EU er et redskab til at fremme kapitalistklassernes interesser, og de har hverken moralske eller demokratiske skrupler ved at indføre de mest barbariske nedskæringer for at fremme deres egne klasseinteresser. Dette gør sig også særligt gældende med EU’s imperialistiske dominans over sine tidligere kolonier.
EU som en imperialistisk magt
I dag har langt de fleste tidligere kolonier opnået uafhængighed af deres tidligere koloniherrer, men denne uafhængighed er kun formel. Især gennem europæisk og amerikansk finanskapital domineres disse lande økonomisk af større imperialistiske magter.
Europas gamle kolonimagters rolle som udbyttere har essentielt set ikke ændret sig efter afkoloniseringen. Det er ikke lige så ofte, at de europæiske stater nu bruger direkte militære inventioner, som de gjorde i kolonierne før i tiden. I stedet dominerer de europæiske monopolvirksomheder og finansinstitutioner de tidligere kolonilande økonomisk gennem lån, eksport af egne varer, der udkonkurrerer lokal industri, opkøb af land og eksport af de udbyttede landes ressourcer. Samtidig gør EU’s toldmur det så godt som umuligt for disse lande at konkurrere inde på det europæiske marked. Denne “fredeligere” model har vist sig at være billigere for imperialisterne på det europæiske kontinent, da de ikke skal bruge penge på direkte, og dyre, militære besættelser.
Men ofte kommer konsekvenserne af imperialisternes politik i konflikt med deres egne interesser. I Somalia har pirater angrebet flere europæiske handelsskibe og gjort europæisk aktivitet i området vanskeligt. Den fredelige model er pludselig ikke så billig længere. Derfor har lande som Danmark blandt andet sendt soldater og krigsskibe ned for at bekæmpe pirateriet. Pirateriet er opstået, fordi europæiske virksomheder har fisket ulovligt i det somaliske farvand og udkonkurreret den lokale befolkning. For mange er pirateri derfor blevet den eneste måde at undgå hungersnød og dermed overleve på.
Europæisk imperialisme i Somalia ses ikke kun til vands, men også til lands. Landet besidder meget jord, som kunne brødføde hundreder af millioner af mennesker. Men fordi europæiske monopolvirksomheder opkøber land, får produceret fødevarer i landet og eksporterer det til mere lukrative markeder, må millioner af mennesker i Somalia leve i hungersnød. Man kan finde utallige eksempler på det samme i mange andre tidligere kolonilande. De europæiske kapitalister fylder deres lommer, mens millioner må sulte ihjel. EU er ikke en uafhængig aktør i denne proces. EU subsidierer aktivt virksomheder, som opkøber land i de tidligere kolonilande.
Det samme gør sig gældende i spørgsmålet om Israels folkemord i Gaza. Tidligt i krigen slog EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, fast, at Israel har “ret til at forsvare sig selv”, hvilket i virkeligheden blot er at forsvare Israels ret til at begå folkemord på civile palæstinensere. Det viser tydeligt, at EU ikke styres af idéer om fred og demokrati, men af de imperialistiske borgerskabers interesser.
EU har tætte forbindelser til Israel, som fungerer som en bastion for vestlig imperialismes interesser i Mellemøsten. Europæiske våbenvirksomheder som danske Terma tjener milliarder på den israelske krigsmaskine, og EU og Israel er betydelige handelspartnere, så tætte at flere europæiske politikere har foreslået, at Israel skulle blive medlem af EU.
Israels og EU’s imperialistiske interesser er altså flettet tæt sammen. De små kritiske pip fra de nuværende ledere af EU er ikke et udtryk for en reel bekymring for det palæstinensiske folk. Det er blot af frygt for, at Israels folkemord isolerer Israel og dermed svækker vestlig imperialisme globalt, at det skaber yderligere destabilisering i regionen og, endnu værre, i de vestlige imperialisters egne lande. Som vi har set med solidaritetsbevægelsen med Palæstina over hele verden, er det ikke uden grund, at de europæiske herskende klasser er bange. Man har ikke set så omfattende en bevægelse mod vestlig imperialisme siden Vietnamkrigen, og det er udelukkende af frygt for konsekvenserne af en sådan massebevægelse, at de er begyndt at slå en mere kritisk tone an overfor Netanyahu. Men som sædvanligt bliver de hårde ord ikke fulgt op af handling, og blodbadet i Gaza fortsætter.
EU i dag
EU er i dag, ligesom resten af den kapitalistiske verden, i en dyb eksistentiel krise. Brexit, den kaotiske håndtering af coronakrisen og uenighederne over krigen i Ukraine er alle eksempler på, at EU i dag er mere splittet end nogensinde før, og at det eksisterer på et ekstremt spinkelt grundlag. Da efterkrigsopsvinget ophørte, skærpedes kapitalisternes interne konkurrence sig også inden for det europæiske marked. Med Kinas langsomme åbning af deres marked og Sovjetunionens kollaps, som kastede Rusland og Østeuropa tilbage i den kapitalistiske verdensøkonomi, samt Indiens fulde økonomiske integration på verdensmarkedet fik det globale kapitalistiske system en midlertidig saltvandsindsprøjtning i 90’erne og 00’erne. Dette endte dog brat med finanskrisen i 2008.
Europa er siden da sakket markant bagud, når det gælder konkurrencen på verdensmarkedet. Sammenligner man Eurozonen med USA, havde de en mere eller mindre tilsvarende BNP før finanskrisen. I 2023 lå Eurozonens BNP på 15 billioner dollars, mens USA’s lå på 26,9 billioner dollars. Gabet i BNP mellem de to økonomiske blokke er altså i dag på hele 80 procent. Den europæiske økonomi har været i stagnation siden corona og er endnu ikke kommet sig.
Siden 2008 har EU altså humpet fra den ene krise til den anden og oplevet stigende destabilisering. EU’s nedskæringspolitik, som er et forsøg på at redde et system i forfald, har skabt ekstremt store sociale spændinger internt i medlemslandene. Samtidigt skubber den økonomiske krise de nationale europæiske borgerskaber længere og længere fra hinanden og fører til store stridigheder internt i EU. Brexit er blot et eksempel på denne udvikling. I de sidste par år efter coronakrisen, som nogle smarte økonomer ellers havde spået til at blive de nye “brølende 20’ere”, er den europæiske økonomi stagneret. Alt tyder på, at EU er på vej mod en endnu dybere krise, der vil få enorme sociale, økonomiske og politiske konsekvenser for det europæiske kontinent og for EU som institution.
Vil RKP stille op til Europaparlamentsvalget?
I Revolutionært Kommunistisk Parti stiller vi ikke op til det kommende Europaparlamentsvalg. Det er ikke noget, vi lader være med af princip. Selvom parlamenter under kapitalismen, især et som Europaparlamentet, har ekstremt begrænset indflydelse, så har vi intet problem med at udnytte de demokratiske muligheder, som eksisterer i dag, til at komme ud med vores revolutionære idéer. Når vi skal afgøre, om vi stiller op eller ej, eller hvilken som helst anden taktisk beslutning, så vejer vi det altid op imod vores overordnede mål: en kommunistisk revolution. Hvad vil bringe os tættere på dette mål i den konkrete situation, som vi står i?
På nuværende tidspunkt mener vi ikke, at det vil gavne den revolutionære kamp, at vi bruger vores kræfter på en enormt omkostningsfuld og ressourcekrævende valgkamp for at komme ind i et parlament, hvor vi ingen forskel vil kunne gøre. Vi vil i stedet tage kampen op, ikke i Bruxelles, men på gaden, på uddannelsessteder og på arbejdspladser, hvor vi vil kæmpe arbejderklassens sag, være en del af de sociale bevægelser, der finder sted, sprede vores ideer, opbygge vores kræfter og skabe et politisk alternativ til de nuværende partier, som hylder det nuværende samfund.
Mange er naturligvis bange for fremskridtet til den yderste højrefløj, som det ser ud til at få flere pladser i parlamentet til EU-valget. Det kan få mange, som ellers er dybt kritiske overfor de store etablerede partier og EU, til at føle, at man skal stemme for at modgå denne fremgang.
Det er forståeligt, men vi bliver nødt til at spørge: Hvorfor er det endt her? Hvordan kan det være, at højrefløjen er i fremgang? Det er på grund af den politik, som alle de etablerede, “moderate” partier har ført, med støtte fra den tandløse venstrefløj. Det er den politik, som folk hader, og som skubber dem i armene på højrefløjen, der lader som om, at de er noget helt andet. Vi får nu at vide, at vi skal stemme på “det mindste onde” for at forsvare os mod det yderste højre, når det netop er det selvsamme “mindste onde”, som har skabt betingelserne for højrefløjens fremgang. Den yderste højrefløj vil i virkeligheden blot bygge videre på den politik, som resten af partierne allerede fører: nedskæringer på løn og velfærd, militæroprustning, at gøre “Fort Europa” endnu mere utilgængeligt for desperate flygtninge, aftaler med de facto diktatorer som Erdogan i i Tyrkiet, flere toldbarriere, osv.
Vi har intet tilfælles med dem, der hylder EU som et progressivt projekt, der skal fremme mangfoldighed og europæiske værdier. EU er i sin essens en kapitalistisk og imperialistisk institution, hvis ypperste pligt ikke er at forsvare “europæiske værdier” eller “demokrati”, men de europæiske kapitalistklassers rovdrift på arbejdere og fattige i Europa og over hele verdenen i kampen for profit.
I stedet for at forklare, hvad essensen af EU er og udstille den reaktionære politik, som kommer fra Bruxelles, så sår Folketingets venstrefløj illusioner til EU. De mener, at EU kan reformeres indefra. At vi kan få “færre lobbyister, flere socialister”, som Enhedslisten fremfører som valgparole. Enhedslisten har til dette valg været ude at sige, at de ønsker “mere EU”. Deres spidskandidat Per Clausen sagde, at på en skala fra 1-10, hvor 5 er, hvad der er tilfældet i dag, bør EU nok fylde 6 i den politik, der skal føres i Danmark. Dette er en komplet u-vending fra deres tidligere position, da der blot for to år siden stod i deres program, at Danmark skulle ud af EU.
For Europas Forenede Socialistiske Stater
Det betyder ikke, at Enhedslistens tidligere position på EU var korrekt. Den byggede ikke på nødvendigheden af et brud med kapitalismen, men i stedet på en idé om, at dansk kapitalisme er noget særligt, noget mere progressivt end europæisk kapitalisme. I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi internationalister, og vi har dermed intet tilfælles med partier eller organisationer, der bygger deres kritik af EU på dansk nationalisme og andre reaktionære ideer. Vi mener ikke, at et “Danexit” eller lignende nationalistiske brud med EU vil fremme arbejderklassens sag eller i sig selv er et skridt på vejen mod et socialistisk Europa. Ser man på Brexit, har det ikke forbedret den britiske arbejderklasses forhold, tværtimod. Dansk kapitalisme uden EU er ikke ét gram mere progressivt end dansk kapitalisme inden for EU. Hvad der er behov for, er at bryde med hele kapitalismen, ikke at skifte en form ud med en anden.
Vores alternativ, og det vi kæmper for, er et forenet socialistisk Europa, hvor arbejderklassen har magten over samfundet, eksproprierer bankerne og kapitalisterne og smider bureaukraterne på porten. En socialistisk planlagt økonomi, demokratisk styret af den europæiske arbejderklasse, der strækker sig over landegrænser, vil med det samme udløse det kæmpe potentiale, der ligger i den europæiske økonomi og befolkning. Vi ville med det samme kunne afskaffe arbejdsløsheden i Europa, nedsætte arbejdstiden, planlægge en bæredygtig fremtid, hvor vi for alvor ville kunne løse klimakrisen, udvikle økonomien og forbedre levestandarden for alle. Et socialistisk Europa vil være et vigtigt skridt for at skabe en socialistisk verden, hvor menneskeliv vil blive sat over profit, ikke bare i Europa, men over hele kloden.
For os er det vigtigste ved valget derfor ikke, hvad man stemmer, eller om man stemmer, da de partier, som stiller op, blot tilbyder nuancer af den samme kapitalistiske politik. For os i Revolutionært Kommunistisk Parti er det vigtigste, at vi opbygger de kræfter, som kan kæmpe for et helt andet Europa. Derfor inviterer vi alle, som vil være med, til at blive medlemmer hos os i kampen for den kommunistiske verdensrevolution!
