Overalt i verden presser krisen i kapitalismen arbejdere til at kæmpe for at forsvare deres levestandard og rettigheder. Det er især tilfældet i Frankrig, som i år har lagt scene til de mest radikale klassekampe i Europa. Hvad disse kampe viser, er behovet for et revolutionært parti, som kan lede arbejderklassen til sejr.
Da Emmanuel Macron i 2017 blev valgt som fransk præsident, blev han udråbt som den liberale verdens redningsmand. Men i stedet for at indlede en periode af respektabel regeringsførelse og intern stabilitet, er Frankrig under Macron blevet rystet af den ene eksplosion af klassekamp efter den anden, først mod Macrons forhadte pensionsreform, og dernæst mod den franske stats racistiske undertrykkelse.
Arbejdere og unge i Frankrig har vist til overmål, at de er parate til at kæmpe, ofte med livet som indsats, mod Macron og det kriseramte system, han forsvarer. Det seneste års kraftfulde strejker og massive demonstrationer har været en kæmpe inspiration for millioner af arbejdere og unge verden over. Det er revolutionæres opgave at studere erfaringerne fra klasse- kampen, såsom den franske, og lære de vigtigste lektioner, så vi står forberedte til fremtidens massekampe i Danmark.
Fem måneders uafbrudt klassekamp
I starten af året lancerede Macron en pensionsreform, som var et frontalangreb mod arbejderklassen i Frankrig. Pensionsreformen hæver pensionsalderen fra 62 til 64 år, hvilket i mange danske arbejderes øjne ser mildt ud, taget i betragtning at politikerne her i landet har besluttet, at vi skal arbejde til vi er i 70’erne. Men det er kun den ene side af mønten. Macrons pensionsreform kræver også, at man skal have arbejdet fuldtid i 43 år – et år længere end hidtil - for at optjene retten til at få fuld pension.
Hvis de samme krav blev overført til Danmark, så ville det betyde, at langt de fleste danske arbejdere ville have vanskeligt ved at optjene retten til fuld pension. Det er de samme strenge krav som Socialdemokratiets Arne Pension indførte, hvor et lille mindretal af arbejdere, der har været 43 år på arbejdsmarkedet, allernådigst kan få lov til at gå to år tidligere på pension. Ikke så overraskende, så var Macrons pensionsreform ekstrem upopulær, med 80% af den franske befolkning imod den.
CGT demonstration. Billede: Unité CGT
Macrons angreb antændte en militant massebevægelse. Den 19. januar gik mere end en million arbejdere i strejke imod pensionsreformen; lærere, lastbilchauffører, jernbanearbejdere, journalister og arbejdere på landets olieraffinaderier nedlagde arbejdet. Over hele landet var der kæmpe demonstrationer med titusindvis af mennesker på gaden, og i Paris var 400.000 demonstranter samlet på Place de la République. Over alt var der en udbredt stemning om, at ‘nok er nok.’
Politiet forsøgte at opløse demonstrationerne med knippelslag og tåregas, men det radikaliserede blot bevægelsen og skubbede den frem. Over de næste måneder voksede bevægelsen i omfang og intensitet, og nåede sit højdepunkt i marts måned, hvor over 3,5 millioner demonstrerede over hele Frankrig. Med voksende uro i stemmen udtrykte flere fagforeningsledere offentligt deres bekymring over, at de var ved at miste kontrollen over bevægelsen, i takt med at den antog en mere radikal karakter!
For det blev hurtigt tydeligt, at bevægelsen handlede om langt mere end blot den forhadte pensionsreform. Bevægelsen var i lige så høj grad en protest mod inflation, elendige arbejdsforhold, underfinansiering af det offentlige sundhedsvæsen og en lang række andre sociale problemer, som alle er symptomer på krisen i fransk kapitalisme. Der eksisterer en dybfølt og udbredt følelse af vrede blandt de franske masser, og kampen mod pensionsreformen blev omdrejningspunktet som årevis af ophobet vrede og frustration udtrykte sig gennem.
Massebevægelsen mod pensionsreformen antog en helt anden karakter end de sidste mange års bevægelser i Frankrig, fordi den på så tydelig vis udstillede hele det politiske regimes skruppeløshed og foragt for helt almindelige mennesker. Da Macron ikke kunne få flertal for sin reformen i det franske parlament, valgte han på diktatorisk vis at tvinge den igennem per dekret.
Bevægelsen var desuden karakteriseret af en ekstraordinøær udholdenhed og strakte sig over hele fem måneder. Samtidig startede bevægelsen, fra et højt udgangspunkt, og da den var på sit højeste, så vi de største demonstrationer i Frankrig i 13 år. Bevægelsens intensitet og længde viste også, at fagtoppens forsøg på at kontrollere klassekampen er ved at nå en grænse. Og i løbet af kampen skiftede demonstranternes krav fra at handle om at bekæmpe pensionsreformen, til i stedet at vælte Macron.
Kort sagt, så eksisterede alle ingredienser for en resolut konfrontation mellem den franske arbejderklasse og Macron. I løbet af de fem måneder, som bevægelsen strakte sig over, viste de franske arbejdere i flere omgange, at de var klar til at slås for at vælte den forhadte regering. Det sås fx den 7. marts hvor landet var lammet af strejker: Frankrigs syv olieraffinaderier stod alle stille, to tredjedele af skolelærerne havde nedlagt arbejdet, tre fjerdedele af alle togafgange blev aflyst på grund af strejke og det samme var tilfældet for en tredjedel af alle flyafgange.
Der var et reelt potentiale for at vælte Macron, men det store spørgsmål var, om lederne af den franske arbejderbevægelse var parat til at føre kampen til døren. Det var desværre ikke tilfældet. I stedet for at forsøge at udvide kampen til et mere generelt opgør med Macron og den politik han repræsenterer, så forsøgte fagtoppen at holde kampen tilbage ved at begrænse den til kun at handle om at bekæmpe pensionsreformen.
En vigtig lektion for revolutionære er behovet for at bygge en kæmpende ledelse, der fremfører krav, som kan skubbe bevægelsen frem ved at forbinde den partikulære kamp med den generelle kamp mod systemet. Dermed bliver det også muligt at udvikle kampen og inddrage størst mulige lag af arbejderklassen. I den her situation ville eksempelvis kravet om Macrons afgang have skabt enorm opbakning, og ville hurtigt kunne lede over i en kamp for en radikal omdannelse af samfundet.
Radikalisering blandt arbejderklassen
CGT kongres. Billede: La CGT Twitter min
I stedet for at forberede en tidsubegrænset, politisk generalstrejke med det udtalte mål om at vælte Macron, så begrænsede lederne af den franske arbejderbevægelse kampen til blot at handle om at afværge den reaktionære pensionsreform. Måden det skulle opnås på, var via isolerede endags strejker, kaldet aktionsdage. Frem for at udgøre en reel trussel mod Macron og fransk kapitalisme, så fungerer aktionsdagene som en sikkerhedsventil, hvor frustration og vrede kan få et udløb, men hvor det holdes inden for sikre kanaler.
Fagtoppens taktik med aktionsdage trak fremdriften ud af bevægelsen; i stedet for at udvikle og udbrede kampen, så stagnerede den, hvilket kørte arbejderne trætte og demoraliserede dem. Erfaringen fra den franske klassekamp viser, at punktvise endags strejker er utilstrækkelige, og at revolutionære må fremføre behovet for en tidsubegrænset strejke, hvis arbejdernes kamp skal føres effektivt. En tidsubegrænset strejke lammer økonomien, rammer kapitalisterne på deres pengepung og lægger et enormt pres på politikerne.
Fagtoppens taktik virker ikke i klassekampen, men hjælper heller ikke med at hæve arbejderklassens bevidsthed ved at drage lektionerne fra de nederlag, som arbejderne oplever. Det er derimod et revolutionært partis rolle; at studere erfaringerne og hjælpe arbejderne med at drage lektionerne, fra deres sejre såvel som fra deres nederlag.
De franske arbejdere er med god grund trætte af fagtoppens gamle, fejlslagne taktik, som koster arbejderne flere dages lønninger uden at det leverer resultater. Vi ser derfor at et betydeligt lag af arbejdere, radikaliseret af flere måneders uafbrudt klassekamp, er begyndt at drage meget radikale konklusioner.
På CGT fagforeningens kongres i slutningen af marts fandt et regulært jordskælv sted, da den afgående ledelses årsrapport blev nedstemt af flertallet af de delegerede. Det er uset, og en kæmpe afvisning af ledelsens moderate kurs. Fagforeningens venstrefløj var i offensiven under hele kongressen, rettede en skarp kritik af ledelsen og rejste behovet for at føre en politisk kamp mod kapitalismen og for socialisme.
Venstrefløjen vandt opbakning til flere forslag om at ændre fagforeningens politiske program, som nu inkluderer det udtalte mål om at nationalisere centrale dele af den franske økonomi! Den voksende opbakningen til CGT’s venstrefløj, og medlemmernes mistillid til ledelsen, er udtryk for et generelt bevidsthedsskift blandt de franske arbejdere, der i stigende grad afviser fagtoppens klasseforsonende taktik og i stedet søger efter en mere radikal kurs.
CGT-kongressen illustrerer således den dybe radikalisering, som finder sted blandt de franske arbejdere. Det højreorienterede fagbureaukrati formåede imidlertid at bevare kontrollen over CGT, men med den eskalerende krise i fransk kapitalisme så vil polariseringen internt i fagforeningerne kun vokse i den kommende periode - ligesom i resten af det franske samfund.
Regimet i krise
Bevægelsen mod Macrons pensionsreform har forværret krisen i regimet, som i forvejen vakler på et spinkelt grundlag. Selvom Macron sidste år blev genvalgt som præsident, så er det kun en lille minoritet af befolkningen, som støtter ham. I den første valgrunde af præsidentvalget, var der kun 20% af de stemmeberettigede franskmænd, som stemte på ham.
Hele 57% af stemmerne gik til kandidater, som i borgerlige medier er blevet stemplet som repræsentanter fra den yderste højre- eller venstrefløj, og med en valgdeltagelse på kun 66% viste præsidentvalget først og fremmest en massiv politikerlede og afvisning af hele det politiske system. Hvad vi ser i Frankrig er altså en kraftig polarisering, og en udbredt mistillid til etablissementet, personificeret i Macron.
Den politiske polarisering er resultatet af en proces, som har foregået i mange år. Ligesom kapitalismen på verdensplan er i krise, så gennemgår fransk kapitalisme et relativt forfald, som i årevis har påvirket alle sektorer af økonomien. Den langtrukne krise i fransk kapitalisme, har undermineret den sociale og politiske stabilitet, og den eksplosive bevægelse mod pensionsreformen har ikke blot udstillet krisen og ustabiliteten i regimet, men accelereret den yderligere.
Parlamentarisk står Macron nu i en endnu svagere position, end tilfældet var i 2018- 2019, da han blev udfordret af De Gule Veste. I parlamentsvalget sidste år mistede han sit flertal, og massernes vrede mod pensionsreformen var så kraftig, at han ikke kunne samle et flertal for den i parlamentet. Macrons besltning om at gennemføre den uden om parlamentet per dekret udstillede i mange franskmænds øjne, at det borgerlige demokrati – altså demokrati under kapitalismen – reelt set er et skuespil. Fra at være hyldet som det vestlige demokratis redningsmand, stod Macron nu svagere end nogensinde, og viser, at uanset hvad borgerskabet gør, kan det kun være forkert.
Macrons udemokratiske manøvre antændte en eksplosion af vrede, især blandt unge, som strømmede ud i gaderne. I et forsøg på at intimidere masserne, blev der skruet op for politiets vold mod demonstranterne, og demonstrationer blev direkte forbudt i flere byer.
Borgerskabet fik dermed sin pensionsreform gennemført, men det blev en såkaldt pyrrhussejr; en sejr som på paradoksal vis resulterede i at vinderen stod tilbage mere svækket end den modstander, som blev besejret. Hele affæren har udstillet den borgerlige parlamentarismes udemokratisk karakter, miskrediteret systemet yderligere og dermed forværret krisen i regimet.
Revolutionær ledelse
Billede: Unité CGT Twitter
At bevægelsen mod pensionsreformen har efterladt det franske regime svækket og mere ustabilt, blev tydeligt umiddelbart efter, at den langvarige bevægelse ebbede ud. Den 27. juni skød og dræbte det franske politi Nahel Merzouk, en 17-årig fransk-algerisk teenager. Politiets racistiske mord på Nahel antændte en eksplosion af vrede, som resulterede i fem dage med voldsomme demonstrationer på tværs af hele landet.
Over de sidste fem år har der været en stor stigning i antallet af mord begået af politiet på især unge mænd med indvandrebaggrund. Men den egentlige drivkraft bag demonstrationerne, der strømmede gennem Frankrig, er den fattigdom og systematiske diskrimination, som især unge mænd med mellemøstlig og afrikansk baggrund lider under. Politiets drab på Nahel Merzouk var blot den gnist, som antændte den ophobede vrede over årevis af uretfærdighed.
Frankrigs historie har vist utallige eksempler på, hvilken enorm styrke det giver, når arbejdere og unge supplerer hinanden i fælles kamp. Det tydeligste eksempel er revolutionen i Maj 1968, hvor landets arbejdere og unge havde muligheden for at vælte fransk kapitalisme.
Men i stedet for at forbinde arbejdernes kamp mod udbytning med de unges kamp mod undertrykkelse, så fordømte lederne af den franske arbejderbevægelse på skammelig vis de demonstranter, som kæmpede mod det franske politi i landets gader. Flere repræsentanter fra den franske venstrefløj forsvarede endda statens brutale repression, som til sidst formåede at knuse bevægelsen med rå politivold.
Bevægelsen viser, hvad resultatet er, når lederne af arbejderbevægelsen og venstrefløjen ikke viser en vej frem. I fraværet af en revolutionær ledelse, der aktivt forener arbejdernes og de unges kampe, får den desperation og undertrykkelse, som mange unge lider under, udtryk som et eksplosivt og inspirerende, men desværre perspektivløst, vredesudbrud.
Unge kan spille en vigtig revolutionær rolle, men hvis de unges revolutionære energi skal resultere i varig forandring, må den forenes med arbejderklassens historiske kamp for at vælte det bestående system - det er en lektion, som alle revolutionære bør have in mente, som en del af den politiske forberedelse på fremtidig massekamp i vores egne lande.
Det er ikke kun i Frankrig, at massekamp i fremtiden er på menuen. I alle lande skaber kapitalismens blindgyde og enorme modsætninger en dybfølt vrede og frustration, som før eller siden må komme til udtryk i kampe og bevægelser. Det er også fremtidsudsigterne for Danmark.
Hvad vi over de seneste år har set i Frankrig er, at lederne af arbejderklassens eksisterende organisationer har forsøgt at begrænse de franske massers kamp, og på ingen måde har forsøgt at forbinde den med kapitalismens generelle krise. Det kapitalistiske system er dødeligt sygt, hvilket betyder at der for flertallet kun er angreb på menuen, og at masserne derfor er tvunget til at forsvare sig selv i gentagne kampe, så længe systemet består. Som kommunister er det vores opgave, i Frankrig, Danmark, såvel som i resten af verden, at bygge et revolutionært parti, der beriget af erfaringerne fra tidligere kampe, kan føre en effektiv kamp for endegyldigt at lægge dette system i graven.
