Pernille Skipper croppedI marts vedtog Enhedslistens hovedbestyrelse partiets valgprogram. I forlængelse heraf annoncerede deres politiske ordfører, Pernille Skipper, at det havde været en fejl, at partiet havde krævet en afstemning om dansk udmeldelse af EU dagen efter brexit-afstemningen for tre år siden. På facebook skrev hun d. 15. marts i år:

Vi ønsker en folkeafstemning om Danmarks relation til EU, ja, men det er en forudsætning, at der er klare alternativer til medlemskab af EU, som befolkningen kan tage stilling til. Derfor var det også en fejl, da vi dagen efter folkeafstemningen i Storbritannien foreslog en lignende afstemning herhjemme med det samme. En fejl, som vi har lært af.

Udmeldingen må have været noget af en overraskelse for partiets medlemmer: Uden at det nogensinde er blevet vedtaget på et årsmøde, har partiet åbenbart ikke længere et klart krav om dansk udmeldelse af EU?

Et venstreorienteret alternativ?

Partitoppen i Enhedslisten havde i flere år presset på for, at partiet skulle opsige aftalen med Folkebevægelsen mod EU og i stedet selv stille kandidater op til Europaparlamentet. Da forslaget var oppe på årsmødet i 2013, blev partitoppen stemt ned, og først i 2016 fik den flertal for selvstændig opstilling. Argumentet dengang var, at det var nødvendigt at styrke den venstreorienterede modstand mod EU, og at det var umuligt som en del af den brede, tværpolitiske, Folkebevægelse mod EU.

Mange, der anså sig selv som venstrefløjen i Enhedslisten, var arge modstandere. Deres argument var, at partitoppen blot ønskede flere poster til partiet. Det havde de sådan set ret i. Problemet var, at partitoppen havde ret politisk: der manglede virkeligt et venstreorienteret alternativ til EU.

Folkebevægelsen mod EU er en tværpolitisk “folkefront”, der samler alle EU-modstandere fra Enhedslistens medlemmer til konservative. Det eneste, som bevægelsen således kan enes om, er at være imod EU og for en dansk udmeldelse. Danmark, Folketinget og den danske grundlov fremhæves åbenlyst som et mere progressivt alternativ til EU. Folkebevægelsens EU-modstand er nationalistisk.

Enhedslistens mangeårige deltagelse i Folkebevægelsen betød, at den eneste mulighed for at stemme “socialistisk” til EP-valgene var at stemme på SF, et parti der siden starten af 90’erne har omfavnet EU, og hvis spidskandidat, præsten Margrethe Auken, så absolut ikke kan siges at være socialist af andet end navn.

Enhedslistens partitop havde altså ret i, at der manglede et venstreorienteret alternativ. Men det viser sig nu med fuld tydelighed, at partitoppen faktisk ikke har et andet mere venstreorienteret alternativ til EU end Folkebevægelsen. Begge fremhæver de Norge som eksempel på, hvordan Danmark i givet fald kunne agere udenfor EU. Norge, der lige nu er ledet af en bundborgerlig regering, kan på ingen måde siges at være et venstreorienteret alternativ. Norge fører nedskæringspolitik, ligesom et Danmark udenfor EU ville være tvunget til. Et Danmark udenfor EU på kapitalistisk basis ville ikke adskille sig væsentligt fra et Danmark indenfor EU: Danmark ville stadig være underlagt verdensmarkedet, konkurrencen og ikke mindst de store europæiske økonomier og i særdeleshed Tyskland.

Brexit har afsløret, at Enhedslistens partitop i realiteten slet ikke har et alternativ til EU. I en kronik skrev Pernille Skipper og Enhedslistens spidskandidat til EP-valget, Nikolaj Willumsen, at: »[...] når brexit-kaosset en dag har lagt sig, vil vi være meget klogere på, hvordan briternes forhold til EU bliver. Derfor mener vi i Enhedslisten, at det er fornuftigt at vente til brexit-aftalen er på plads, før vi spørger befolkningen om, hvilken tilknytning Danmark skal have til EU i fremtiden.« (jp.dk 14/3-19)

Brexit er én stor nedsmeltning, og det har givet Enhedslistens partitop kolde fødder - derfor kommer meldingen om, at kravet om en dansk udmeldelse var en fejl. Men hvad er det i realiteten, Skipper og Willumsen siger her? I bund og grund siger de, at de vil lade det være op til det britiske konservative Tory-parti både at diktere Enhedslistens alternativ til EU og deres politik på spørgsmålet om dansk udmeldelse.

For et rødt og grønt EU?

Med spørgsmålet om udmeldelse skudt til hjørne, melder det næste sig: Hvad vil Enhedslisten så indtil da? Enhedslisten skrev i sin begrundelse for opstilling: »Vi stiller op til parlamentet for at kæmpe sammen med resten af den europæiske venstrefløj for rød-grønne løsninger på de store grænseoverskridende problemer, som Europa og verden står overfor. På samme måde, som vi gør hver dag i Folketinget, kommuner, regioner og i bevægelserne.«

Det er der jo som sådan ikke noget i vejen med. Men problemet er hvordan? Gennem hvilke institutioner? Hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten Mikkel Warming stemte som den eneste i hovedbestyrelsen imod det nye valgprogram. Til trods for at han ligger på Enhedslistens højrefløj, så er han det i det mindste konsekvent. Han påpegede, at valgprogrammet er tvetydigt: »programmet, trods retoriske opstramninger, afspejler at Enhedslisten hænger fast i en dogmatik, som betyder, at partiet ikke vil være med til forpligtende, grænseoverskridende samarbejde,« og han peger på paradokset: »Enhedslistens ledelse ved godt, at det egentlig er et uholdbart standpunkt for et progressivt parti, så i EU-valgprogrammet tales der om en koalition af ‘villige lande’ [...].« (Solidaritet.dk)

På den ene side kritiserer partiet selve EU’s traktatgrundlag, som man altid har gjort, men samtidig har Brexit givet partitoppen kolde fødder, så de ikke længere kræver direkte dansk udmeldelse. Partiet vil gerne arbejde for rød-grønne løsninger internationalt, men er stadig ikke parat til at sige præcis, hvad det skal ske gennem. Det, som Mikkel Warming plæderer for, er at partiet skal tage konsekvensen af sin position, og gå samme vej som SF - at acceptere EU som institution og arbejde indenfor rammerne: »[...] fordi EU er den eneste ramme med institutionel magt, der findes. Selv om det er en dårlig ramme, skal den bruges fuldt – mens vi laver såvel EU som resten af verden om.«

Ét af argumenterne fra Warming er, at mange unge i dag omfavner EU. Han har helt ret i, at mange unge i dag frastødes af den nationalisme, der gennemsyrer EU-modstanden – selvfølgelig især på højrefløjen, men sådan set også på venstrefløjen. Mange unge har indset, at de europæiske økonomier er fuldstændig sammenvævede, og at de problemer, som verden står overfor, såsom klima, velfærd, flygtninge osv. kun kan løses internationalt. Og det har de fuldstændig ret i. Men løsningen er ikke EU. At tro at EU kan bruges progressivt, er en utopi.

EU blev skabt for at sikre de europæiske kapitalisters interesser dels udadtil mod andre nationer og dels indadtil mod den europæiske arbejderklasse. EU’s reaktionære natur er blevet demonstreret gang på gang: Den har installeret teknokratiske nedskæringsregeringer. Den bankede grækerne eftertrykkelig på plads, da de prøvede at bryde med nedskæringspolitikken, som er indskrevet i den europæiske “grundlov”.

Den eneste vej til et progressivt internationalt samarbejde i Europa og resten af verden banes ved at bryde med kapitalismen og dens institutioner - herunder EU - som blot er forhindringer på vejen til at skabe et samfund, der er til gavn for det store flertal. Det venstreorienterede alternativ til EU kan kun findes i kampen for en socialistisk revolution i Danmark, Europa og resten af verden. Kun på et socialistisk grundlag kan der skabes en progressiv forening af de europæiske lande - et Europas forenede socialistiske stater, som en del af en socialistisk verdensføderation.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.