For nylig blev det tredje sociale verdenstopmøde, “World Social Forum” (WSF) afholdt i Porto Alegre i Brasilien. Dette sker i en periode, hvor der sker store forandringer i verdenssituationen. Dette afspejledes i det enorme antal deltagere ved WSF. For første gang var der mere end 100.000, hvilket er et klart tegn på den ændrede stemning overalt i Latinamerika.
Den kommende krig mod Irak, verdensøkonomiens krise og klassekampens udvikling i Europa og især i Latinamerika var alle spørgsmål, der burde have været på dagsordenen og diskuteret gennem hele forummet.
Den varme velkomst, som Chavez og Lula blev mødt med, er ikke et tegn på “degenerering” af bevægelsen, som nogle intellektuelle har sagt. Tværtimod var det en soleklar indikation på en tørst efter radikal forandring blandt masserne.
Uheldigvis blev det klart, at organisatorerne bag WSF var mere interesseret i at gøre begivenheden til en konkurrence med det økonomiske forum i Davos, hvad angår størrelse og mediedækning, end i at diskutere de vigtige spørgsmål, der er på spil. Hvis man tager et blik på den borgerlige presse, kan man tydeligt se et billede af en begivenhed, der er blevet harmløs for verdens kapitalister.
For at organisere en begivenhed som WSF har man brug for store mængder penge. Blandt de økonomiske støtter fandt man Petrobras, det statslige brasilianske olieselskab, og Ford-fonden, der tilhører det kendte amerikanske bilfirma. Kan man seriøst forestille sig, at de skulle give penge til noget, der anses for en trussel mod det kapitalistiske system?
I ugerne op til WSF blev der talt meget om at have en klar strategi for antiglobaliseringsbevægelsen. Indtil videre er intet slutdokument eller nogen resolutioner dukket op på internettet eller i pressen, men mediernes rapporter tyder på, at der faktisk blev opnået utrolig lidt.
Skal bevægelsen forlange afskaffelse af de fattige landes gæld, eller skal den få gælden til genforhandling med IMF? Det lader nu til, at vi har den geniale ide, at alle frit kan vælge mellem disse muligheder, ifølge det italienske “Il Manifesto” (28. januar 2003).
Er den såkaldte “sociale” økonomi en modsætning eller et alternativ til kapitalismen? Ifølge en ung delegeret kan begge veje følges, siden bevægelsen ikke baseres på begreber som minoritet og majoritet. Det hele kommer an på korte og mellemlange mål. (Il Manifesto, 28. januar 2003)
At der er forvirring, er soleklart. Lulas opførsel er et meget godt eksempel. Han besluttede at deltage i både WSF og dagen efter i forummet i Davos, hvilket udløste debat blandt de delegerede i Porto Alegre.
Problemet er, at de emner, der er på spil, ikke er abstrakte. De vedrører millioner af arbejdere og unges liv over hele verden.
Et klart eksempel er begivenhederne i Venezuela. Præcis fordi kapitalisternes interesser var på spil i det land, organiserede de et kup sidste april. De reagerede mod nogle ganske små reformer, som Chavez-regeringen havde foreslået. Dette viser, at den såkaldte “sociale” økonomi er uforenelig med kapitalisme. Et andet eksempel er Argentina, der røg ud i sin værste krise nogensinde, fordi IMF nægtede at genforhandle landets udlandsgæld.
Vi har analyseret antiglobaliseringsbevægelsens lederes idéer mere end en enkelt gang. Vi har gentaget os selv mange gange; ingen middelvej, “tredje” eller “ny” vej mellem reform og revolution er mulig. Alle de begivenheder, der har fundet sted over det sidste år, har bevist dette ud over enhver tvivl. Disse såkaldte “nye” idéer kan være mere eller mindre attraktive eller moderigtige, men vores spørgsmål er: “Virker de eller ej”?
Den generelle forvirring, som kunne spores under WSF, blev endnu større – hvis det er muligt. Den utrolige idé om, at “vi ikke kæmper for magt – det, vi vil have, er lykke”, blev gentaget igen og igen under en stor debat i Gigantinho, den store sal i WSF.
Naturligvis er det ikke for sjov, at vi rejser spørgsmålet om nødvendigheden af, at arbejderklassen erobrer magten. Arbejderne er nødt til at tage magten over samfundet, fordi det er den eneste måde, hvorpå de kan tage kontrollen over de instrumenter, som de kan bruge til at ændre deres levevilkår.
Erfaringerne fra lokalregeringen i Rio Grande do Sul (hvor Porto Alegre er hovedstaden) er meget nyttige i denne sammenhæng. Det er her, en af nøgleidéerne fra “No-global”-teoretikerne blev gennemført. Det drejer sig om det såkaldte “deltagelsesbudget” eller “nærdemokrati-budget”. Masserne blev givet en vejledende folkeafstemning om, hvordan 10% af statens budget skulle bruges. Imidlertid stoppede det ikke de føderale myndigheder i samtidig at gennemføre fyringer og nedskæringer på sundhed og uddannelse. Som resultat af dette mistede arbejderpartiet PT ved sidste valg kontrollen over Rio Grande do Sul! Den virkelige økonomiske magt forblev i hænderne på kapitalisterne, mens de lokale PT-ledere var tvunget til at bøje sig for arbejdsgivernes diktater.
Det er den udfordring, som Lula står over for i hele landet. Bertinotti, lederen for det italienske Rifondazione Comunista, kom frem med idéen om, at “vi må bygge en verdensomspændende Lula”. Naturligvis hilser vi PT’s sejr meget velkommen. Det er et vigtigt skridt fremad for den brasilianske revolution. Men de udfordringer, som Lula står over for, er særdeles store.
Som vi pointerede lige efter valget i Brasilien, der fandt sted sidste år: “Trods alle hans løfter frygter de (kapitalisterne og godsejerne), at den nye præsident er ude af stand til at tage de hårde beslutninger om at ‘stabilisere gælden’, hvilket vil sige at angribe levestandarden for de mennesker, der stemte på ham. Derfor vil de reagere med at trække deres penge ud af landet med større hast end før. Resultatet vil være en kapitalstrejke, der yderligere vil skade økonomien og forårsage en stigning i arbejdsløshed og fattigdom. Dette er den lille gave, som kapitalisterne og bankerne har forberedt til den nye præsident i Brasilien, som en høflig advarsel til ham om ikke at glemme, hvem der er den rigtige herre i huset”.
“Det, kapitalisterne ønsker, er at få Lula til at gennemføre en politik, der tjener de riges interesser, at fortsætte Cardosos “markedsreformer”, skære ned på pensionerne, privatisere statslige selskaber og fortsætte fyringerne. Med andre ord ønsker de ikke forandring. Men millioner af brasilianere har lige stemt for fundamental forandring. Præsidenten vil før eller siden blive nødt til at vælge side”.
“Biblen siger: ‘Du kan ikke tjene to herrer; du kan ikke tjene både Gud og mammon’. Dette gælder også for PT. Lula er blevet valgt med stemmerne fra det overvældende flertal af vælgerne. Hvad betyder mest: 50 millioner brasilianeres håb og stræben eller en håndfuld rige parasitters interesser?” (Fra artiklen “Valget i Brasilien – et nyt stadie i den latinamerikanske revolution” af Alan Woods).
I stedet for disse klare idéer spreder Bertinotti blot mere forvirring med sit seneste slogan. Vi har brug for arbejderpartier ved magten ikke bare i Latinamerika, men også i resten af verden. Imidlertid repræsenterer etableringen af venstrefløjsregeringer bare begyndelsen, ikke enden på processen.
Det program, som disse partier tager op, og arbejderklassens rolle i processen er afgørende. Programmet må være et revolutionært program for ekspropriation af kapitalisterne og godsejerne, for de store firmaers nationalisering under arbejdernes egen kontrol. Og bevægelsen må indse, at arbejderklassen spiller en essentiel rolle i den revolutionære proces, ellers er en socialistisk omdannelse af samfundet ikke mulig.
Arbejderne kan ikke vente på en frelser, selv om hans navn er Lula eller Chavez. De må deltage, ikke med en “rådgivende”, men en bevidst rolle i samfundets drift. Det er den eneste måde, hvorpå man kan sikre sejren for de massebevægelser, der udvikler sig overalt i Latinamerika.
Et andet nøglespørgsmål, som arbejdere og unge i hele verden står over for lige nu, er den truende krig mod Irak. Forummet vedtog en appel om at stoppe den truende konflikt. Naturligvis er vi enige i, at det er nødvendigt at stoppe denne krig, men hvordan opnår man det? Er det seriøst at sige, at vi kan gøre det ved at appellere til “alle, der tror på en politisk og demokratisk løsning af internationale konflikter”?
Alt dette er ønsketænkning, der ser bort fra det faktum, at Washington overhovedet ikke er interesseret i en “demokratisk” løsning. Det er derfor, de skynder sig i krig. Med denne slags idéer vil antikrigsbevægelsens kræfter blive spildt på en frustrerende kampagne for simpelthen at “lægge pres” på de vestlige regeringer. Det, der er brug for, er at bruge disse kræfter på en åben klassekrig. Masseaktion, generalstrejker og appeller til de arabiske masser om at rejse sig mod deres egne tyranner er den eneste måde at stoppe krigen på.
De aktivister, der var med til WSF i Porto Alegre 2003, må drage de nødvendige konklusioner. Halvhjertede tiltag er ubrugelige i den nuværende situation. Det, der er nødvendigt, er at samle alle de bedste kræfter blandt arbejdere og unge verden over om et ægte socialistisk program. Dette er en presserende opgave. Nu, mere end nogensinde.
