“Hvorfor finder de sig i det?”, kan man som ene revolutionær tænke om sine kollegaer når vilkårene igen bliver værre på ens arbejdsplads. I afmagt og utålmodighed kan man komme til at konkludere, at ens kollegaer aldrig vil røre på sig og kæmpe tilbage. Men på dagen hvor Trump blev genvalgt som præsident i USA, opstod der pludselig en strejke i Danmarks største medicinlagervirksomhed. 

Da jeg tidligt om morgenen mødte ind på lageret, var mine kollegaer på overfladen glade. Ugen forinden havde utilfredsheden imidlertid været stor, da ledelsen meddelte, at overtidsbetalingen ville blive halveret. Det er den betaling vi får for det ekstra arbejde som vi kun må afvise, hvis vi kan overbevise vores teamleder om vigtigheden af de aftaler vi bliver tvunget til at aflyse. Ved at gøre os den “tjeneste” at varsle overarbejdet en dag i forvejen, i stedet for på selve dagen, så behøver virksomheden ifølge overenskomsten kun at betale den halve overtidssats.

Der var om morgenen en del snak på gulvet om hvorvidt der ville komme overarbejde, da der var meldt travlhed fra varemodtagelsen. Jeg snakkede med nogle kollegaer om hvordan vi skulle reagere hvis lønforringelserne for overtiden ikke blev trukket tilbage. Da vores leder kaldte til morgenmøde, varslede han 2 timers tvunget overarbejde og det var til den halverede sats.

Jeg spurgte ud til resten af mit hold: “Hvor meget længere skal vi finde os i det? Jeg foreslår, at vi sætter os i kaffestuen og holder vores eget møde.” Lederen var chokeret. Jeg vendte mig om for at gå imod kaffestuen, mens han sagde “Jeg er nødt til at informere dig om at dette er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse”. Modtaget. Da jeg nåede døren til kaffestuen kiggede jeg tilbage og så at næsten hele mit hold var bag mig.

I starten kiggede folk til mig for at indlede mødet. Jeg brugte muligheden til at pointere hvor vigtigt det var, at vi stod sammen og ikke lod nogen være i stikken. De kan gå efter en, men ikke efter os alle. Jeg argumenterede også for at vi tog beslutninger om konkrete handlinger og ikke lod os opsplitte. 

Der var en runde, hvor alle lidt tilfældigt tog ordet og på forskellige måder udtrykte deres utilfredshed med ledelsen og arbejdsforholdene. En kerne af holdet var villige til at gå endnu længere for at presse ledelsen til fornuft, og foreslog at få de andre hold på lageret til at gå med i strejken. Vores leder kom ind af døren. “Jeg skal informere jer om at dette er en ulovlig arbejdsnedlæggelse. Jeg noterer lige hvem der sidder her.” Løgn. Det er ikke kriminelt at strejke, selv hvis det bryder overenskomsten.

Før vi havde siddet i et kvarters tid braste døren op. Hele ledelsen var troppet op, med logistik og driftschef i front. Driftschefen tog uden videre ordet.“Er i klar over at det her er en ulovlig arbejdsnedlæggelse! Jeres deltagelse kan have ansættelsesmæssige konsekvenser. Vi pålægger jer at genoptage arbejdet.” Jeg kiggede på mine kollegaer og foreslog, at vi blev siddende. Han henvendte sig så direkte til mig. Jeg prøvede at forklare at hele holdet er utilfredse og ønsker en løsning og at ledelsen ikke har lyttet til os indtil nu. “Nu stopper du!” , afbrød han mig vredt, før jeg kunne opremse eksempler, hvorefter andre begyndte at stille spørgsmål til ledelsen. 

Jeg mærkede omkring bordet, at folk var rystede over ledelsens voldsomme invasion af mødet. Ingen var helt trygge ved situationen, og vi kiggede lidt på hinanden. Nogle begyndte at rejse sig. Jeg kiggede hen til “kernen” og de kiggede tilbage og lettede skuldrene i afmagt. Da de sidste havde rejst sig op fra bordet fulgte jeg med dem ud tilbage på gulvet.

På gulvet mærkede jeg mange rygklap og fik faste håndtryk fra mine kollegaer. De var stolte over, at vi endelig havde stået imod ledelsen og at vi havde handlet samlet. “Næste gang er vi bedre forberedte.”, sagde en. Om vores korte strejke vil ændre på noget, vil tiden vise. I hvert fald har et helt hold lagerarbejdere oplevet et glimt af vores kollektive styrke og gjort vores første indtog på klassekampens arena. 

Før jeg blev organiseret kommunist, føltes det som om jeg stod magtesløs og alene i at bekæmpe virksomhedens tiltagende forringelser, men marxismen rustede mig med optimisme og tålmodighed. Efter at have studeret marxistisk teori, klassekampens erfaringer, fandt jeg ud af at der er en bevægelse i gang, lige under overfladen. Man kan tro at alle står stille, men i hver person ophobes der hver dag mere utilfredshed. En molekylær proces i alle celler af samfundet, der gradvist skubber os imod kogepunktet. 

Pludselig kommer dråben, der skubber utilfredsheden op til overfladen, den tilfældige begivenhed, der får folk til at sige: “Nu er det nok.”. Det er det samme kapitalistiske system, der presser os på alle arbejdspladser. Når vi kollektivt har fået nok, vil kampen ikke være isoleret til bare én arbejdsplads, men blive transformeret til revolutionær massebevægelse for en bedre verden.