”I sat within the valley green, I sat me with my true love
My sad heart strove the two between, the old love and the new love
The old for her, the new that made me think on Ireland dearly
While soft the wind blew down the glen and shook the golden barley

‘Twas hard the woeful words to frame to break the ties that bound us
But harder still to bear the shame of foreign chains around us
And so I said, “The mountain glen I’ll seek at morning early
And join the bold united men” while soft winds shake the barley”

{Jeg sad i den grønne dal, jeg sad med min ægte kærlighed
Mit triste hjerte stræbte sig igennem de to, den gamle kærlighed og den nye
Den gamle til hende, den nye som fik mig til at tænke så inderligt på Irland
Imens den svage vind blæste ned igennem bjergkløften og rystede det gyldne korn

Det var hårdt, de sørgmodige ord, der skyggede over bruddet mellem de bånd der bandt os
Men endnu hårdere endda, at bære skammen over fremmede lænker omkring os
Og da sagde jeg, at bjergkløften vil jeg søge i morgen tidlig
Og gå med de bredde, forenede mænd, imens svage vinde ryster kornet.}

De to første vers af ”The Wind That Shakes The Barley”, irsk sang om oprøret i 1798 der har lagt navn til filmen.

Vinden der ryster kornet (engelsk: The wind that shakes the barley) er en film der, på trods af at den har fået guldpalmerne, er blevet meget overset. Mange biografer har simpelthen ikke vist den, fordi den er for politisk. Højreorienterede britiske anmeldere anklagede den endog for at være giftig anti-britisk historieforfalskning, dette på trods af at de slet ikke havde set filmen endnu. I Danmark har Øst For Paradis i Århus heldigvis hentet den hjem og derigennem fandt den vej til Grand i København, hvor undertegnede så den. Men man skal skynde sig, hvis man vil se den, da den vist nok bliver taget af plakaten efter Uge 12, for ellers må man jo så købe DVD versionen på nettet.

Filmen starter ud i 1920, altså fire år efter påskeopstanden og James Connollys død. Valget til det første ”Dail” (parlament) havde givet overvældende støtte til Sinn Féin, selvstændighed og socialisme. Det fungerede som en stat i staten, hvilket den britiske overklasse selvfølgelig ikke ville acceptere.

Derfor indsatte de, som støtte til det af dem kontrollerede irske politi, omkring 7000 paramilitære styrker der blev kendt som ”black and tans”. Kampene imellem disse og IRA (ingen direkte forbindelse med det nutidige), er hvad der senere bliver kendt som den irske frihedskrig.

Filmens hovedperson er den unge læge Damien der er på vej til London for at arbejde på et prestigefyldt hospital. Men efter de overgreb han ser ”black and tans” udføre og efter opfordring fra sin bror og venner, vælger han at blive tilbage i Irland og slutte sig til IRA for at kæmpe mod besættelsesmagten.

Filmen viser hvordan IRA fører guerillakrig mod briterne med en vis succes, men også hvordan dette samtidig fører til øget repression imod civilbefolkningen. Som altid i Ken Loach’s film er der flere scener han bruger til at understrege sine politiske pointer. Dette syntes jeg fungerer godt og diskussionsscenerne er med til at lægge de forskellige argumenter på bordet, som de forskellige sider havde.

Et eksempel er hvor flere af IRA folkene er taget til fange og Damien diskuterer med en britisk officer, der overfor anklager om krigsforbrydelser og om at de er en besættelsesmagt, undskylder sig med han bare er en soldat der følger ordrer. Samme undskyldning har mange bødler som bekendt brugt igennem tiden.

Da den irske frihedskrig afsluttes ved en traktat der ikke giver irerne reel frihed, befinder de to brødre sig pludselig på hver sin side af barrikaderne, noget der får fatale konsekvenser for deres forhold senere. Storebroren Teddy støtter traktaten og slutter sig til hæren i den såkaldte ”Irish Free State”, mens Damien ser det som et forræderi og derfor støtter det såkaldte ”anti-treaty IRA” der har størstedelen af de gamle frihedskæmpere iblandt sig.

Splittelsen imellem de to dele af IRA vises glimrende i en scene hvor de diskuterer konsekvensen af traktaten. Damien og hans støtter påpeger, at Irland ikke er reelt frit og hvordan der uden social frihed ingen frihed er. Dette vises også i filmen hvor man ser hvordan de irske godsejere samarbejder med briterne da de deler de samme interesser.

Meget glimrende illustreret i James Connollys berømte citat, der bruges tidligere i filmen:

“If you remove the English Army tomorrow and hoist the green flag over Dublin Castle., unless you set about the organization of the Socialist Republic your efforts will be in vain. England will still rule you. She would rule you through her capitalists, through her landlords, through her financiers, through the whole array of commercial and individualist institutions she has planted in this country and watered with the tears of our mothers and the blood of our martyrs. England would still rule you to your ruin, even while your lips offered hypocritical homage at the shrine of that Freedom whose cause you had betrayed”.
– James Connolly, from Socialism and Nationalism in Shan Van Vocht, January 1897

{“Hvis du fjerner den engelske hær i morgen og hænger det grønne flag op over Dublinborgen, medmindre du igangsætter organiseringen af en socialistisk republik, vil dine anstrengelser være forgæves. England vil stadig herske over dig. Det vil herske over dig, igennem dets kapitalister, igennem sine godsejere, igennem sine finansfolk, igennem hele den række kommercielle og individualistiske institutioner, som hun har plantet i dette land og vandet med vore mødres tårer og vore martyrers blod. England vil stadig herske over dig indtil din ruin, også selvom din retorik skulle yde hyklerisk hyldest til det frihedens skrin, hvis sag du har forrådt.”}

Denne splittelse i den irske republikanske bevægelse førte til den kriminelle deling af Irland og det nuværende dødvande i Nordirland. Splittelsen eksisterer stadigvæk idag, men det er en længere historie at komme ind på alle aspekterne omkring dette.

Vinden der ryster kornet er en meget gribende film. Gribende men også yderst brutal, eftersom Irlands historie og frihedskamp ofte har været brutal. Den er en yderst velkommen realistisk skildring af en intens periode i Irlands historie og befriende forskellig fra andre film om emnet som for eksempel ”Micheal Collins”, der alt andet lige var mere Hollywood sødsuppe end realistisk skildring. Netop derfor er det ærgeligt at den ikke er blevet mere udbredt.