Vi præsenterer her den Internationale Marxistiske Tendens’ verdensperspektiv for 2018: som diskuteret, ændret og vedtaget af de delegerede på verdenskongressen i sommeren 2018. Det følgende er IMT’s analyse af den nuværende politisk situation internationalt og perspektiv for hvor vi er på vej hen. 

Begivenhederne har overhalet en række af de konkrete begivenheder der beskrives i perspektivet, men vi mener, at stadig at analysens generelle linjer er gældende og derfor stadig relevante.

Ti år efter krakket

Ti år er gået siden det finansielle krak i 2008. Det var et af de definerende øjeblikke i verdenshistorien, som markerede et fundamentalt skift i situationen, ligesom 1914, 1917, 1929 og 1935-1945. Det er derfor passende at gøre status på det seneste årti nu.

Denne krise var kvalitativt anderledes fra alle de andre, der er gået forud. Det var ikke en normal cyklisk krise, men en afspejling af kapitalismens organiske krise. Ti år efter kollapset i 2008 kæmper borgerskabet stadig med at gøre sig fra af krisen, der ødelagde ligevægten i det kapitalistiske system. I det meget begrænsede omfang, at man kan tale om en økonomisk fremgang, er den meget svag. Faktisk er det det svageste økonomiske opsving i historien. Selv i 1930’erne var der større opsving. Herfra udspringer visse konklusioner.

For ti år siden forudså vi, at alle forsøg på at genoprette den økonomiske ligevægt ville ødelægge det politiske og den sociale ligevægt. Det er nu blevet bekræftet af begivenhederne på verdensplan. Regeringer i det ene land efter det andet har forsøgt sig med nedskæringer i et desperat forsøg på at få gang i økonomien (hvad de ikke har formået), hvilket har forberedt sociale eksplosioner i et omfang uden fortilfælde.

“Koncentreret økonomi”

Lenin sagde, at politik er koncentreret økonomi. Når alt kommer til alt er alle disse kriser et udtryk for at kapitalismen befinder sig i en blindgyde, og ikke længere er i stand til at udvikle produktivkræfterne som tidligere. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke længere kan være nogen udvikling af produktivkræfterne.

Hverken Marx, Lenin eller Trotskij har nogensinde sagt, at der er et absolut loft for udviklingen af produktivkræfterne under kapitalismen. Det er et relativt, ikke et absolut fænomen. Der kan altid være en vis udvikling, som der har været i Kina i den seneste periode. Men på verdensplan er det ingenting sammenlignet med udviklingen af produktivkræfterne i sidste halvdel af det 20 århundrede efter Anden Verdenskrig.

Marxismen forklarer, at hemmeligheden bag ethvert økonomisk systems levedygtighed er muligheden for at få et maksimalt udbytte af arbejdstiden. En af de vigtigste elementer i udviklingen af kapitalismen er netop væksten i arbejdets produktivitet. På 200 år øgede kapitalismen den menneskelige arbejdskrafts produktivitet til et niveau, som man førhen end ikke kunne forestille sig. Men dette fremskridt er nu ved at nå sin grænse.

En undersøgelse af produktivitet fra Center for Economic and Policy Research i september 2015 kom frem til, at mellem 2007 og 2012 voksede den årlige produktivitet med 0,5%; halvdelen af hvad den var i perioden 1996-2006. Men i perioden 2012-2014 bremsede den fuldstændig op ved nul procent. I lande som Brasilien og Mexico var den faktisk negativ. Som rapporten forklarer: ”Dette er en af de mest bekymrende og, uden tvivl, vigtigste fænomener, der påvirker verdensøkonomien.”

Disse tal er en sikker indikation på, at kapitalismen nu befinder sig i en systemisk krise. Den træge vækst i arbejdsproduktiviteten – og fald i visse tilfælde – er et slående symptom på dødvandet i kapitalismen, som ikke længere er i stand til at opnå fortidens store fremskridt.

Kilden til problemet ligger i de historisk lave investeringsniveauer: Den totale kapitaldannelse i EU og USA er faldet til under 20 procent af BNP for første gang siden 1960’erne, mens kapitalforbruget og afskrivninger stiger. I de tidligere koloniale lande satte boomet i råvarer gang i en kortvarig stigning af investeringer, men er faldet igen de seneste par år.

De svigtende investeringer i produktion er ikke et resultat af en mangel på penge. Tværtimod svømmer de store selskaber i penge. Adam Davidson skrev i januar 2016 i New York Times, at ”amerikanske virksomheder har for nuværende 1,9 billioner dollar i kontanter, som bare står rundt omkring” (…) [Denne] tilstand [er] uden sidestykke i økonomiens historie…” (”Why Are Corporations Hoarding Trillions?” New York Times, 20. januar 2016).

 Artiklens forfatter betragter dette som et ”mysterium”, men hvad, det viser, er, at kapitalisterne ikke har nogen profitable steder, hvor de kan investere i verdensøkonomiens nuværende tilstand.

Nyere data fra the US Federal Reserve (The Fed: den Amerikanske Centralbank) anslår at andelen af “ikke-finansielle virksomheders likvide midler, som inkluderer hård valuta, udenlandske indeståender, pengemarkedet og aktier i investeringsforeninger”, er på ”rekordhøje 2,4 billioner dollar i tredje kvartal” i 2017.

Systemet drukner bogstaveligt talt i en overflod af rigdom. Det er ligesom troldmandens lærling, der har fremmanet kræfter, han ikke kan kontrollere. Produktivkræfterne har potentialet til at producere en masse varer, som markederne ikke kan absorbere.

Denne manglende evne til at drage produktivt nytte af de kolossale mængder af merværdi, som er udvundet af arbejdernes sved og blod, er den sidste domfældelse af kapitalismen. Overproduktionen afspejles i en generel krise i verdensøkonomien, som befinder sig i en meget skrøbelig tilstand. Billig kredit er ikke længere nok til at stimulere investering. For hvad er pointen i at investere i skabelsen af nye produktivkræfter, når der ikke er nogen markeder for den eksisterende produktion?

Et nyt opsving?

Hver dag forkynder medierne, at der er opsving. I bedst fald er der en mindre stigning i BNP indenfor den generaliserede kontekst af langvarig stagnation. For marxister kommer dette ikke som en overraskelse; selv i perioder med nedgang fortsætter systemet med at bevæge sig i cyklusser, og efter en lang periode med nedgang eller stagnation vil en lille fremgang være forventelig. Men den er så svag, at den ikke vil resultere i et betydeligt opsving, der vil vare ved.

Den begrænsede vækst sker på baggrund af en ultra-lempelig pengepolitik. Den Amerikanske Centralbank har holdt basisrenten på lige over nul fra efteråret 2008 til begyndelsen af 2017. The European Central Bank (ECB: Den Europæiske Centralbank) har også sænket deres rente til lige over nul.

Boligbobler eksisterer på boligmarkederne i Storbritannien, Canada, Kina og Skandinavien. Aktiemarkederne er ikke kun kommet sig, men har overgået deres værdiansættelser fra 2007. Dow Jones-indekset har ikke blot overgået sig selv, men øget værdiansættelsen med 36 procent. The price over earnings ratio (P/E: price/earnings, som viser, hvor meget en investor skal betale for hver én dollar af overskud i selskabet) har nået sin tredjehøjeste top i historien (de to tidligere var 1929 og 2000). Alt dette indikerer ikke et sundt opsving, men at endnu en krise er under opsejling. Det har også den konsekvens, at det overfører enorme summer af penge til kapitalistklassen, hvis aktiver er steget i værdi med tilstrømningen af ny kredit.

Begrænsningen ved kredit

Årsagen til den nuværende blindgyde er, at i årtierne før 2008 nåede kapitalismen ikke blot sine grænser, men gik langt ud over sine ”naturlige” grænser. Den uhørte udvidelse af kredit og gæld er delvist det, som gjorde kapitalismen i stand til at overkomme begrænsningerne sat af markedet og overproduktion. På den anden side var der en enorm ekspansion i verdenshandlen og en intensivering af den internationale arbejdsdeling.

Marx forklarede, at en af de måder, som kapitalismen kommer ud over sine begrænsninger og profitratens tendens til at falde, er gennem den massive udvidelse af kredit og øget verdenshandel (”globalisering”), som delvist – og i en periode, som begrænser sig til få årtier – gør den i stand til at omgå en anden central modsætning: nationalstatens begrænsninger. Begge disse løsninger har begrænset effekt og er nu slået over i deres modsætninger.

Historisk har USA’s totale gæld (statslig og privat) ligget på mellem 100-180 procent af BNP. Men sidst i 1980’erne nåede den totale gæld 200 procent, og den fortsatte med at stige indtil 2009, hvor den toppede på omkring 300 procent. Japan, Storbritannien, Spanien, Frankrig, ITalien og Sydkorea har allesammen gældsniveauer på over 300 procent. Verdens gæld lyder nu på 217 billioner dollar svarende til 327 procent af den globale BNP, det højeste i historien. Marx påpegede i Det Kommunistiske Manifest, at borgerskabet kun løser nutidens kriser ved at bane vejen for større kriser i fremtiden. Hvad har de opnået de seneste ti år med al den smerte, nedskæring og lidelse? Deres mål var at reducere underskuddet samt det kæmpe, uhørte gældsbjerg, der var blevet bygget op som et resultat af den forudgående periode.

Alt, hvad de har opnået, er at forvandle det, som var et gigantisk sort hul hos de private banker, til et kæmpe sort hul i de offentlige finanser. Bankerne stod på afgrundens rand, og de blev kun reddet, da staten intervenerede. Staten reddede dem ved at give dem billioner fra den offentlige pengepung. Problemet er, at staten ikke har nogen penge udover dem, som de kan klemme ud af skatteborgerne.

Spørgsmålet er derfor: hvem betaler? Det er velkendt, at de rige ikke betaler meget i skat. De har tusindvis af måder at undgå denne smertefulde nødvendighed på. Arbejderklassen må betale, middelklassen må betale, de arbejdsløse må betale, de syge må betale, skolerne må betale. Alle må betale på nær de rige, som er blevet rigere og rigere, selv i denne ”sparetid”.

Har alt dette løst noget? Syv ud af de 10 største økonomier i verden kører med årlige statslige underskud i omegnen af tre procent af BNP, og kun Tyskland har mindre end to procent i underskud. Gælden stiger overalt. Der er ingen vej ud af krisen, før gælden er blevet udslettet på den ene eller anden måde. Og hvordan komme man af med den offentlige gæld? Naturligvis ved at placere hele byrden på de fattigste og mest sårbare dele af samfundet.

Det scenarie, vi er vidne til internationalt, er virkeligt uden fortilfælde. Og vi taler her kun om de avancerede kapitalistiske lande. Situationen i den såkaldt Tredje Verden er en helt anden sag. Her er virkeligheden endeløs elendighed, ufattelig lidelse, sult og fornedrelse af milliarder af mænd, kvinder og børn.

Truslen fra protektionisme

I årtier voksede verdenshandlen meget hurtigere end produktionen, hvilket var drivkraften i verdensøkonomiens vækst. Men i den seneste periode er væksten i verdenshandlen bremset ned til et niveau under BNP’s vækst. Den globale handel i forhold til BNP toppede to gange på 61 procent i 2008 og 2011, men er nu faldet til 58 procent.

World Trade Organisation (WTO: Verdenshandelsorganisation) har udtrykt bekymring over, at nationale regeringer kan blive fristet til at forsvare deres hjemmemarkeder med protektionistiske tiltag, og at disse til gengæld vil få en negativ indvirkning på væksten i handlen. Som for at bekræfte denne frygt vælter Donald Trump ind på scenen som en elefant i en porcelænsbutik. Hans politik om America first er i sig selv en afspejling af den globale krise. Han ønsker at “make America great again” på bekostning af resten af verden. Det vil sige, han ønsker at bruge USA’s muskler til at snuppe et større bid af verdensmarkederne.

I løbet af de seneste par år har de amerikanske kapitalister kæmpet for at få en række handelsaftaler igennem med Europa, det øvrige Amerika og Asien. Det første Trump gjorde var at skrotte TPP og TTIP. Han truer også med at ødelægge NAFTA, hvis ikke han kan få en ny aftalen igennem, hvori Mexico og Canada ofrer deres interesser til fordel for USA’s, ligesom han truer med at lamme WTO ved at blokere for at erstatningen af dommere til dets nævn.

Kina har et stort handelsoverskud med USA, på rekordhøje 275,81 milliarder dollar i 2017, og det er en af hovedårsagerne til, at Trump klager over, at Kina skader USA’s økonomi. Under sin valgkamp anklagede Trump Kina for at ”voldtage USA”, stjæle amerikanske job etc. Siden da, har han været nødt til at moderere sit sprog i håb om at få Kina til at lægge pres på Nordkorea. Men det mål blev ikke opnået, og modsætningerne mellem USA og Kina forbliver uløste. Allerede her ligger skitsen til en fremtidige handelskrig mellem USA og Kina.

Han er ikke den eneste, som forfølger denne politik. Siden krisens begyndelse har de avancerede kapitalistiske lande taget midler i brug, der øger deres handelsoverskud. Dette er delvist gjort med en række protektionistiske tiltag. USA (under Obama) blev verdensførende indenfor protektionisme, men også Storbritannien, Tyskland og Frankrig er mere protektionistiske end Kina.

Vi må huske, at det var protektionisme, som skærpede krakket i 1929, hvilket var et afgørende element i den Store Depression i 1930’erne. Hvis protektionisme vinder indpas, kan det få hele verdenshandlens skrøbelige struktur til at falde sammen med de mest alvorlige følger.

USA i en krise uden fortilfælde

USA’s relative svækkelse siden Anden Verdenskrig bliver tydelig i det faktum, at hvor mere end 50 procent af verdens BNP i 1945 blev produceret i USA, er tallet nu omkring 20 procent. Når vi refererer til den amerikansk imperialismes relative svækkelse, må vi trods alt ikke overdrive denne proces. Med relativ nedgang, mener vi, at den er blevet svækket og ikke kan spille den samme rolle som førhen, som det eksempelvis kan ses i den syriske krise. Ikke desto mindre forbliver USA den dominerende supermagt på verdensplan, og ingen anden magt er i en position, der kan erstatte USA, som USA tidligere erstattede Storbritannien for eksempel.

Denne relative nedgang har haft en effekt på USA’s evne til både at dominere verden økonomisk, politisk og diplomatisk og dets evne til at give de amerikanske arbejdere den levestandard, som lå bag fortidens relative interne stabilitet. Denne realitet er nu trængt ind i bevidstheden hos de amerikanske masser.

Den amerikanske drøm er død. Den er blevet erstattet af det amerikanske mareridt. Drømmen er slut, og den kan på ingen måde genvindes. Forandringen i bevidstheden i USA blev tydelig på særegen vis under præsidentvalget i november 2016. I hundredevis af år var den amerikanske kapitalismes stabilitet baseret på to partier: Demokraterne og Republikanerne. I al den tid skiftedes disse to partier til at have magten.

Der eksisterer en kæmpe utilfredshed og et brændende ønske om forandring. Det så vi allerede med valget af Obama, som demagogisk lovede forandring. Millioner af mennesker, som normalt ikke stemmer, stillede sig i kø for at stemme på en sort præsident. Det gjorde de to gange, men i sidste ende kom der ingen forandring. Derfor voksede en stemning af vrede, bitterhed og frustration frem, særligt blandt de fattigste dele af samfundet.

Denne stemning blev tydeligt udtrykt i Bernie Sanders kampagne. Først var der knap nok nogen, der kendte til Bernie Sanders, hvorimod alle kendte Hillary Clinton. Men når han talte om en politisk revolution mod milliardærklassen vakte det alligevel genklang hos mange, især (men ikke kun) hos unge. Der var massemøder med titusindvis til støtte for Bernie Sanders. Mindst et studie har vist, at hvis det var Sanders der havde været stillet op imod Trump, kunne han have vundet. Men han blev nødvendigvis udmanøvreret af Demokraternes partiapparat.

Hvad der er endnu værre, så accepterede han det, hvilket skabte en vis demoralisering blandt hans tilhængere. Den herskende klasse kan lide at have folk, som de kan kontrollere, folk som Hillary Clinton. De hverken ville eller vil have Trump, fordi han er en enspænder, som i ekstrem grad lider af egocentrisme og derfor er svær at kontrollere. Hillary Clinton er det store erhvervslivs repræsentant. Trump repræsenterer den samme klasse, men han har sine egne ideer om, hvordan tingene skal gøres. Under sin valgkamp appellerede han demagogisk til arbejderne. For første gang i nyere historie henvendte en præsidentkandidat sig til arbejderklassen (det samme gjorde Bernie Sanders). Det var uhørt. Selv de fleste på den liberale venstrefløj og blandt fagforeningslederne refererede altid til ”middelklassen”.

The establishment var desperate efter at stoppe Trump. Men de fejlede. Den herskende klasse var imod denne påtrængende personage; Demokraterne var selvfølgelig imod ham, men også flertallet af Republikanerne var imod ham. Alle medierne var imod ham. Det lykkedes ham endda for en tid at støde Fox News fra sig. Medierne er uden tvivl et magtfuld instrument i hænderne på den herskende klasse, men alligevel vandt han.

Det var et politisk jordskælv. Men hvordan kan man forklare det? Trump er reaktionær, men han er også en dygtig demagog, som direkte appellerer til de fattige, de fremmedgjorte arbejdsløse og arbejderne i rustbæltet: ved at tilbyde dem arbejde, fordømme tingenes tilstand og det privilegerede establishment i Washington. På den måde forbandt han sig med den generelle stemning af vrede og utilfredshed.

Bernie Sanders forbandt sig til den samme stemning. Men han blev på forudsigeligt nok saboteret af det Demokratiske partiapparat. Og da Sanders til sidst kapitulerede og opfordrede til at støtte Hillary Clinton, så mange Trump som ”det mindre onde”, og han endte med at vinde valget. Mange, som ville have stemt på Sanders, endte med enten helt at undlade at stemme eller tænke: ”Hvis vi ikke kan stemme på Sanders, stemmer vi på Trump”.

Trumps kampagne var kendetegnet ved galvaniseringen og mobiliseringen af en del af vælgerne, som førhen var inaktive, og han fik flere absolutte stemmer end nogen anden republikansk kandidat i historien, selvom han vandt med en mindre overordnet procentdel end den republikanske kandidat, Mitt Romney, fik i 2012. Men hans sejr udstillede også uigennemsigtigheden og den udemokratiske beskaffenhed i det amerikanske valgmandssystem, som var til Trumps fordel til trods for, at han fik næsten tre millioner færre stemmer end Hillary Clinton.

Langt størstedelen af borgerskabet var ikke glade for dette uventede skift. Men i første omgang var de ikke specielt bekymrede. De har tusindvis af måder til at kontrollere en besværlig politiker. Til en start prøvede de at trøste dem selv med ideen om, at hvad Trump sagde under kampagnen blot var propaganda, og at han ville opføre sig rationelt, så snart han blev indsat i Det Hvide Hus (det vil sige, at han ville følge den herskende klasses ordrer). Men de tog fejl. Manden i Det Hvide Hus har vist sig svær at kontrollere.

Demokraterne havde en meget simpel forklaring på Trumps sejr: de gav russerne skylden, mens Hillary Clinton også skød skylden på Sanders. Det beviser bare, at til denne dag har Demokraterne stadig ikke forstået, hvorfor Trump vandt valget. De piskede en kampagne op om, at russerne var ansvarlige for hacking, hvilket de påstår afgjorde valgresultatet.

Beskyldningerne om, at russerne var indblandet i at hacking af dokumenter, er måske eller måske ikke sandt. Men mange lande, ikke mindst USA, er konstant involveret i hacking, telefonaflytning og indblanding i andre landes interne anliggende – inklusiv deres ”allierede”, som Angela Merkel måtte sande. Men at argumentere for, at Kreml afgjorde millioner af amerikanske borgeres stemmer, er ekstremt barnligt.

Det, som ikke er set før, er en amerikansk præsident i åben konfrontation mod FBI og en hel række andre amerikanske efterretningstjenester offentligt. Det er netop meningen at de hemmelige tjenester skal være hemmelige, og de udgør kernen i den borgerlige stat. At disse agenturer offentligt støder sammen med præsidenten og forsøger at underminere ham og få ham ud af regeringskontoret – det er absolut uhørt. Og midt i al denne larm har alle nu glemt, hvad der var i de hackede mails. Og ingen belemrer sig selv med at spørge, om indholdet faktisk var sandt.

I virkeligheden var de belastende beskyldninger i materialet, som blev offentliggjort af WikiLeaks, fuldstændig sande. Det beviste blandt andet, at det Demokratiske partiapparat brugte beskidte trick for at blokere for Bernie Sanders og give sejren til Hillary Clinton. Det var uden tvivl den mest åbenlyse indblanding i det amerikanske valg. Men midt i alt hurlumhejet om ”russisk indblanding” er alt dette belejligt blevet glemt.

Som Lenin forklarede, er en splittelse i den herskende klasse en af betingelserne for en revolutionær proces. Her har vi en åben splittelse i staten. Det er ikke en normal politisk krise. Det er en krise i regimet. Efterretningstjenesterne – den herskende klasses prætorianergarde – bryder sig ikke om at blive set blande sig i politik, selvom de i hemmelighed gør det hele tiden. Tingenes tilstand er aldeles usædvanlige, når FBI’s rænkespil og intriger offentligt bliver stillet til skue, så alle almindelige amerikanere kan se det. Den nuværende politiske situation i USA er uden fortilfælde. En valgt præsident der er i direkte konfrontation med størstedelen af statsapparatet, medierne, FBI, CIA, og alle de andre efterretningstjenester, som den herskende klasse bruger i forsøget på at komme af med Trump eller tvinge ham til at adlyde dem.

Bevidstheden i forandring

Mange på den europæiske venstrefløj har slugt ideen om, at det amerikanske folk var reaktionære, højreorienterede og aldrig vil støtte socialismen. Det er fuldstændig forkert. En meningsmåling endda fra før Sanders-kampagnen spurgte unge under 30 år: ”Ville du stemme på en socialistisk præsident?” 69 procent sagde ja (se Gallup-målingen).

Denne same meningsmåling spurgte amerikanere over 65 år om det samme spørgsmål og ”kun” 34 procent sagde ja. Det resultat er endnu mere utroligt. Efter 100 år med benhård, bidsk propaganda mod socialisme og kommunisme, repræsenterer det et slående skift i bevidstheden.

Forandringen i bevidstheden er ikke begrænset sig ikke til de lavere lag af samfundet. På en særegen, reaktionær og forvansket måde afspejler Donald Trump millioner af arbejdere og andres vrede mod de eksisterende vilkår og system, mod det han kalder the establishment. Naturligvis kan masserne kun lære gennem erfaring. Og erfaring vil visse – faktisk viser den det allerede – at dette er nonsens. Scenen vil blive sat til store bevægelser i den næste periode. Faktisk er disse allerede begyndt. Straks efter valget af Trump var der massedemonstrationer i alle byer. The Women’s March var den største éndags protest i amerikansk historie. Det var samme weekend, som han blev svoret ind som præsident. Og det var kun begyndelsen til, hvad der vil komme.

Grunden til at den herskende klasse hader Trump, er at han har rettet et lammende slag mod den allerede udslidte konsensus, der eksisterer mellem Demokraterne og Republikanerne. At underminere den konsensus kan have meget farlige konsekvenser, som den seneste nedlukning af staten var et eksempel på. Det såkaldte politiske centrums kollaps reflekterer den voksende kløft og skarpe polarisering mellem klasserne i det amerikanske samfund. Det har meget alvorlige implikationer for fremtiden.

Obama og Demokraterne er ansvarlige for Donald Trumps sejr. Men Trump er selv med til at uddybe den sociale og politiske radikaliseringsproces og forbereder hermed endnu større sving til venstre. I en graverende fordømmelse af toparti-systemet har de seneste meningsmålinger vist, at et rekordhøjt antal af amerikanerne, 61 procent, er imod både Demokraterne og Republikanerne og mener, at det er nødvendigt med et nyt stort parti. Blandt de unge er tallet 71 procent. Denne polarisering i USA – på både venstre- og højrefløjen – har skabt en fænomenal vækst til Democratic Socialists of America (DSA), en venstrefløjsgruppe i Demokraternes udkant.

Før Sanders kampagne havde denne gruppe omkring 6000 medlemmer: primært ældre, der var gennemsyret af reformisme. Men siden valget af Trump er DSA eksploderet til over 30.000 medlemmer, for det meste unge, der leder efter en socialistisk organisation. De er slået igennem på mange nye områder, hvor de tidligere ingenting havde, og er ved at udvikle en base på mange universiteter over hele USA. Der er nu en intern debat om, hvorvidt man helt skal bryde med Demokraterne.

Nogle lag er ved at udvikle meget radikale ideer og er vidt åbne over for marxismens revolutionære ideer. Denne organisations fremtid er endnu ikke fastlagt, men hvis den bryder med Demokraterne og anlægger en selvstændig klasseposition, har den potentiale til at spille en vigtig rolle i den eventuelle skabelse af et socialistisk masseparti i USA.

Canada og Quebec

Canada blev ikke så hårdt ramt af krisen i 2008, da landet havde en mindre boligboble, og dets økonomi var understøttet af eksport af råvarer til et boomende Kina. Som følge heraf har Canada ikke mærket den samme grad af nedskæringer som andre OECD-lande. Men de faktorer, som skabte denne stabilitet, er nu ved at slå over i deres modsætning. Billig kredit har givet næring til gæld og en eksplosion i boligomkostninger. Husholdningernes gæld er nu på uhørt 171 procent af den årlige indkomst og stødt stigende. Kina presser ikke længere priserne på olie og råvarer op i samme udstrækning, mens Trumps protektionistiske trussel med at trække sig ud af NAFTA truer Canadas eksport. En ny global nedtur vil fremskynde alle disse modsætninger.

Quebec har dog været igennem en periode af intens klassekamp, som startede i 2012 med en studenterstrejke i Quebec. På grund af en kombination af ultra-venstre-politik fra en del af ledelsen og fagforeningsbureaukratiets opportunistiske kapitulation døde bevægelsen desværre hen, men de aktive lag leder stadig efter svar. Quebecisk nationalisme er i krise. Parti

Quebecois (PQ) har bevæget sig mod højre og har indtaget en racistisk nationalisme. PQ har i løbet af de sidste 40 år været i regering mange gang og vedtaget nedskæringer, hvilket forklarer, hvorfor ungdommen ser dem som en del af etablissementet. Det venstrenationalistiske Quebec

Solidaire kunne agere som en kanal for utilfredsheden, men dets småborgerlige ledelse er forvirret og begår mange fejl. Typisk får de opbakning, når de fokuserer på klassemæssige problemer, men når de fokuserer på uafhængighed, bliver de identificeret med PQ.

Nye folkeafstemninger om uafhængighed skaber ikke entusiasme blandt de klassebevidste arbejdere og unge. Selvom vi ikke skal afskrive muligheden for, at massernes klassevrede kommer til udtryk gennem en national uafhængighedsbevægelse, lader det til at være et usandsynligt perspektiv for Quebec på den korte bane.

Kina

Den kinesiske økonomi har oplevet en voldsom udvikling af produktivkræfterne gennem de sidste 40 år. Det var en af hovedårsagerne til, at verdensøkonomien ikke faldt ned i et dybt hul, men holdt sig flydende i 20-30 år. Men det har nu nået sine grænser. Væksten i Kina er mindsket markant og er nu på mindre end syv procent. Det er meget lavt efter kinesiske standarder.

Der er mange uløste modsætninger i den kinesiske økonomi. Kinesisk produktion er stærkt afhængig af eksport. For at kunne fastholde sine vækstrater skal Kina eksportere. Hvis Europa eller USA ikke forbruger, som de gjorde førhen, kan Kina ikke producere, som det gjorde førhen, fordi de har brug for udenlandske markeder til at absorbere deres overskudsprodukter. Og hvis Kina ikke producerer, så kan andre lande som Brasilien, Argentina, Canada og Australien ikke eksportere deres råvarer. Dermed manifesterer globaliseringen sig som en global krise i det kapitalistiske system.

I den globale finanskrises efterspil var Kinas herskere alarmeret. De estimerede, at de havde brug for at fastholde en årlig vækst på minimum otte procent for at forhindre en akkumulation af uroligheder, som kunne true deres styre. De tyede til keynesiansk politik og lancerede en plan for offentlige investeringer i infrastrukturen uden sidestykke. De har brugt de statsejede banker til at igangsætte et historisk stort program for pengepolitiske lempelser, som tilbyder nemme lån. Men det skaber nye modsætninger, som truer den fremtidige stabilitet for Kina og resten af verden.

Som et resultat er den kinesiske statsgæld siden 2008 blevet fordoblet og er nu på 46,2 procent, der dog ganske vist stadig er relativt lav i sammenligning med USA’s. Men den totale gæld (den kombinerede stats-, bank-, virksomheds- og husholdningsgæld) er vokset eksponentielt og truer med at komme ud af kontrol. I absolutte tal er Kinas totale gæld eksploderet fra seks billioner dollar ved finanskrisens start i 2008 til næsten 28 billioner dollars ved slutningen af 2016. Målt i procent af BNP er den totale gæld i perioden øget fra 140 procent til knap 260 procent. Og de officielle tal underdriver uden tvivl den faktiske situation.

Det er mere sandsynligt, at Kinas totale gæld er tættere på 300 procent af BNP – og dette estimat inkluderer ikke den uregulerede skyggebank-sektor (som anslås til at være mellem 30 og 80 procent af BNP), som Verdensbanken i dens rapport fra oktober 2017 om Østasien og Stillehavet specifikt advarer om som en af de største trusler for den regionale velstand.

Den kinesiske økonomi blev på den korte bane uden tvivl reddet af regeringens beslutning om at åbne sluserne for kreditten, men det har resulteret i en økonomi afhængig af lån og som plages af store spekulative bobler. Den virkelige test kommer, når Beijing på et tidspunkt forsøger at reducere denne afhængighed af gæld. Det kan forårsage et finansielt kollaps, som de seriøse borgerlige økonomer frygter, vil have en ødelæggende effekt på verdensøkonomien. Sidste år udstedte Den Internationale Valutafond (IMF, International Monetary Fund) en advarsel om Beijings modvillighed til at få styr på de farlige gældsniveauer.

På nuværende tidspunkt virker et kollaps i det kinesiske finanssystem ikke nært forestående. Men det gjorde krakket i 2008 heller ikke… før det skete. Det er er sandt, at på grund af statssektorens særlige vægt, kan den kinesiske regering udøve mere kontrol over både långivere og låntagere, end det er muligt i en normal markedsøkonomi. Den kan beordre statsejede banker til at blive ved med at låne til tabsgivende virksomheder eller til mindre udlånere, som er afhængig af kortfristede kreditter for at holde sig likvide. Som sagerne stod i slutningen af december i 2017, havde Kina 3,14 billioner dollar i dets valutareserve, som kan anvendes i ”nødssituationer” – men selv det vil ikke være nok til at redde dem i al evighed.

Dette har gjort det muligt for Beijing at udskyde problemerne i længere tid. Men udskydelsen af et problem betyder ikke, at det er løst. Tværtimod, jo længere den nuværende uholdbare position får lov til at fortsætte, desto mere voldsom og krampagtig vil krisen blive, når den kommer – og før eller senere må den komme. Opbremsningen i økonomien har ført til en stor stigning i arbejdsløsheden, som er skjult i de officielle tal, der ikke inkluderer de millioner af migranter, som kommer fra landet, fordi de ikke kan få arbejde. Det vil få betydning for den politiske og sociale situation.

Det er svært præcist at vide, hvad der sker i Kina. I en totalitær stat er nyhederne strengt kontrolleret. Men der har været udbredte strejker og demonstrationer: antallet af sådanne ”episoder” blev fordoblet hvert år mellem 2011 og 2015, og det var kun toppen af isbjerget. Det lykkedes regimet at bremse bølgen af strejker ved at lægge pres på virksomheder, der ikke betalte løn til tiden og ved at retsforfølge tilstrækkelige mange sager om korruption, til at fremstå som om at de er ”på arbejdernes side”.

Under den tilsyneladende rolige overflade er en stor vrede ved at bygge sig op. Massernes indignation får næring fra uretfærdigheden: Bureaukratiets vilkårlige handlinger behandling af bønder, som får deres land stjålet af korrupte embedsmænd, ødelæggelsen af miljøet, med Beijing og andre byer indhyllet i giftige skyer og frem for alt den skandaløse ulighed, som åbent håner påstanden om, at Kina er et socialistisk land.

De kinesiske arbejdere fandt sig i disse ting, så længe de samtidig følte, at det trods alt gik fremad og at situationen blev bedre. Men de indser nu, at dette ikke længere er tilfældet. Kinas skæbne afhænger af verdensmarkedets fremtid. Kina drog fordel af at deltage i verdensmarkedet, men nu kommer alle modsætningerne tilbage for at ramme dem. En eksplosiv situation er under opbygning, som uden varsel kan komme op til overfladen.

Australien og New Zealand

Både Australien og New Zealand blev kun ramt mildt af den globale finanskrise og recession i 2008. Australien undgik en recession fra 2008 og frem, på den ene side på grund af et boom i råvarer og aggregater (der primært eksporteres til Kina). I skrivende stund har Australien haft et historisk langt forløb på 26 år uden en recession.

Den økonomiske vækst er blevet bibeholdt på arbejderklassens bekostning. Australske arbejdere har oplevet stagnerende lønninger, underbeskæftigelse og angreb på den sociale løn fra skiftende regeringer, fx reelle nedskæringer på sundhedsområdet og en øgning af den statslige pensionsalder.

Usikkerhed og kortfristede ansættelseskontrakter er i stigning, især blandt de unge. Det er en af grundene til, at 59 procent af de 22 til 38-årige australiere har et favorabelt syn på socialisme, 59 procent mener, at kapitalismen har fejlet, og 62 procent synes, at arbejderne er værre stillet i dag end for 40 år siden.

I New Zealand var valget af en regering ledet af Labour et politisk jordskælv. Jacinda Ardern forvandlede med sin Corbyn-inspirerede kampagne et sikkert nederlag til sejr. Ved begyndelsen af året havde Labour en opbakning på 24 procent. Med et sving til venstre fik Labour 37 procent ved valget, men indgik herefter i koalition med et populistisk højrefløjsparti (New Zealand First) og De Grønne. Ardern tappede ind i en stemning af utilfredshed blandt masserne, som havde oplevet ni år med nedskæringer under Det Nationale Parti (the National Party), på trods af en voksende økonomi.

Masserne forventer en masse fra regeringen, selvom dets program ikke indeholder noget forsøg på et socialistisk manifest overhovedet. Arbejderne føler sig opildnet af den nye regering. Lærere, sygeplejersker, jernbane- og havnearbejdere truer eller tager allerede del i strejkeaktioner. Mindre reformer er blevet sat i værk, for at øge overførselsindkomsterne, et års gratis stipendier til universitetet og en standsning af hævningen af pensionsalderen, men dette når også grænserne indenfor det kapitalistisk system. Tilslutningen til TPPA viser den virkelige retning, som regeringen bevæger sig mod.

Internationale relationer

Konflikten med Nordkorea afslørede eklatant begrænsningerne i den amerikanske imperialismes magt. Trump truede med total udslettelse, men det fremprovokerede ikke en nordkoreansk tilbagetrækning og førte kun til krigerisk larm og øgede antallet af atomprøvesprængninger og raketaffyringer over Japan.

USA overvejede at installere en missilbase i Sydkorea, hvilket kineserne hårdnakket modsatte sig. Trump måtte æde sine egne ord og søge Beijings støtte til at lægge pres på Pyongyang. Kina har faktisk lagt sit eget blide pres på det nordkoreanske regime for at presse det i den retning Kina ønsker, at falde ind i geled, så man undgår en mere åben og farlig konflikt med USA. Det er langt fra, hvad Trump ønsker. Men i sidste ende er Kinas linje i forhold til Nordkorea, at det ikke vil tillade, at styret kollapser på kaotisk vis. Herudover har det nordkoreanske bureaukrati, som er afhængig af Kina, ingen intentioner om at ende som Saddam Hussein eller Gaddafi.

Trumps internationale optræden, hans trusler og bravader skal helt klart forstås som hans forsøg på at få genbekræftet en international position for USA i et økonomisk og politisk kaos på globalt plan. Hans retorik og pres på Nordkorea tilsigter på den ene side at undvige og overskygge det interne klima i USA, hvilket i stigende grad går imod hans politikker og metoder, ligesom det skal fremtvinge forhandlinger og fremskynde atomnedrustning hos ethvert land, som USA betragter som ”upålideligt” eller en ”fjende”, det værende Korea, Iran etc.

I den nuværende internationale krisesituation har USA, på trods af at det er verdens mest magtfulde økonomi, hverken betingelserne for eller interesse i, at punge ud med store summer af ”hjælp” til sine allierede. Det fremprovokerer i adskillige regimer, der er i krise, en global søgen efter en omgruppering med dem der kan gøre dette på den ene eller den anden måde, og Kina har en masse ubrugt kapital. Duerte, Filippinernes ”stærke mand”, har sagt, at USA snakker, men ikke er parate til at sætte handling bag. Han har draget den konklusion, at han vil få mere ud af trække Filippinerne ind i Kinas kredsløb. Sydkorea er nu diplomatisk tættere på Kina, særligt på grund af dets historiske spænding med Japan.

Thailand var førhen en af USA’s tætteste allierede, men har meldt ud, at det vil købe ubåde fra Kina, som også indebærer samarbejde med Kina. Planet blev sat på hold efter amerikansk pres, men lader til at blive fuldført. Kuppet i Thailand i 2014 blev fordømt af USA, men rost af Kina. Vietnam og Malaysia har også knyttet tættere bånd til Kina, selvom forholdet mellem Kina og Vietnam er kompliceret af territoriale konflikter, særdeles Kinas krav i det Sydkinesiske Hav.

Kina og USA er i kamp om markeder og indflydelse. Mange lande har Kina som deres største handelspartner. Det har medejerskab i to tredjedele af verdens 50 vigtigste havne. Landets projekt Silkevej 2.0 (One Belt, One Road) er et af de største diplomatiske og finansielle projekter siden Marshallplanen.

Spændingerne mellem de to magter er tydeligst i regionen omkring Det Sydkinesiske Hav, hvor Kinas herskende klasse har udviklet sin egen version af Monroe-doktrinen, hvilket betyder, at den må have kontrol over sin egen baghave. Washington sætter sig imod Kinas provokerende ø-byggeri ved at sende krigsskibe ind for at sikre, hvad de kalder ”havenes frihed”. Før Anden Verdenskrig ville spændingerne mellem USA og Kina allerede nu have ført til krig. Men det atombevæbnede Kina er ikke længere det svage semi-koloniale land fra fortiden, og en amerikansk invasion og undertvingelse af Kina er absolut ikke på bordet.

Mellemøsten

I Mellemøsten fremtræder den globale kapitalismes modsætninger i koncentreret form. Den globale kapitalismes krise er også den amerikanske imperialismes krise. Da de ignorante og inkompetente amerikanske imperialister stormede ind i Irak og ramponerede hele landet, ødelagde de ikke blot millioner af liv, men ved at ødelægge irakiske hær splintrede de også den skrøbelige ligevægt mellem magterne i Mellemøsten. Alle de efterfølgende forbrydelser og uhyrligheder skyldes i sidste ende imperialismens monstrøse kriminelle handlinger.

Med tilintetgørelsen af den irakiske hær, steg Irans indflydelse hastigt på bekostning af USA og dets traditionelle allierede, særligt Saudi-Arabien. Den blodige konflikt i Syrien, som i virkeligheden var en stedfortræderkrig mellem adskillige udenlandske magter, var et forsøg på at vinde noget af det tabte tilbage. Målet var at isolere Libanon og få Syrien ud af Irans indflydelsessfære. Men i dag er Irans indflydelse stærkere end nogensinde i Syrien og Libanon. I Syrien er den amerikanske imperialismes begrænsninger himmelråbende klare. Den mest magtfulde nation på jorden var ude af stand til at intervenere militært på en afgørende måde. Det efterlod et vakuum, som Rusland, Iran og Tyrkiet indtog. Den russiske intervention vendte afgørende balancen til Assads fordel. Aleppos fald markerede et afgørende vendepunkt og et sønderlemmende og ydmygende nederlag – ikke kun for USA, men også for dets Allierede, især Saudi-Arabien.

Nu er ISIS blevet besejret i både Syrien og Irak. Men roden til problemet er ikke blevet løst. Hvad vil der ske nu? Tyrkerne overvåger Raqqa, Mosul og selv Kirkuk som høge, klar til at snuppe det de kan. Iranerne har øget deres indflydelse i hele området til amerikanernes, saudiarabernes og israelernes bekymring. Imens er Irak og Syrien fragmenteret og vil forblive ustabile i den næste periode.

En fløj af USA’s herskende klasse ville gerne fortsætte krigen, men dette forsøg var dømt til at fejle. Putin udmanøvrerede dem ved hvert eneste skridt. Da russerne indkaldte til en fredskonference i Astana i Kasakhstan (en lydstat til Rusland) var amerikanerne og europæerne ikke engang inviteret. På trods af al deres offentlige retorik accepterede amerikanerne modvilligt i sidste ende denne fait accompli dikteret af Moskva.

Faktum er, at USA er blevet besejret i Syrien. Det afspejler et skift i magtbalancen i regionen. Det vil have vidtrækkende konsekvenser, især for Washingtons allierede, som har mistet tiltroen til USA og i stigende grad følger deres egen vej og interesser. Tyrkiet er angiveligt en af USA’s allierede og et nøglemedlem af NATO, men ofte har USA og Tyrkiet støttet hver deres side i Syrien. I starten satsede USA på de tyrkisk og saudiarabisk støttede jihadistiske oprørere, men disse viste sig ineffektive og – som det blev klart med ISIS’ oprejsning – upålidelige forsvarere af amerikanske interesser. Pentagon var derfor nødt til at lægge dets vægt bag de kurdiske styrker fra YPG i kampen mod ISIS i det nordlige Syrien.

Men der er et problem. Erdogan har store ambitioner i regionen. Han vil have et imperium i stil med det ottomanske, og kurderne udgør en fysisk og politisk forhindring for ham. Hans hovedinteresse er derfor nu at knuse kurderne både i Tyrkiet og Syrien. Efter at være blevet slået i Syrien har Erdogan valgt at ændre kurs ved at læne sig mere opad Iran og Rusland for at kunne få indflydelse til at manøvrere mod Vesten.

I kraft af at de droppede oprørerne i Aleppo og andre steder, som er støttet af USA, Saudi-Arabien og andre golfstater, gjorde Rusland og Iran, det muligt for Tyrkiet at tage et stykke af det nordlige Syrien, så de kunne stoppe de kurdiske styrker i at udvide deres territorium dér. Dette samarbejde mellem Tyrkiet, Rusland og Iran har leveret et lammende slag mod amerikanerne og saudiaraberne, hvis jihadistiske lejesvende er blevet knust eller tvunget til at tilslutte sig Astana-aftalen, selvom den snu Erdogans øgede vægt i regionen kun vil lede til yderligere intriger og usikkerhed.

Trumps plan om at underminere den iranske atomaftale er et desperat forsøg på at sætte uret tilbage. Men hvor USA er under konstant pres for at trække deres tropper ud af Mellemøsten, råder Iran over hundredtusindvis af kamptrænede militssoldater der er hærdet i Irak, Syrien og Libanon. I sidste ende bliver det den afgørende faktor. Europæerne har taget afstand fra Trumps Iran-politik, hvilket har vist sig at være en større af afskrækkelse for Washington end Teheran, som nyder skuet af et Vesten i opløsning.

Saudi-Arabien

Saudi-Arabien har kastet milliarder af dollar efter de mest reaktionære grupper i Syrien. Men det har tabt. Den saudiske krig mod Yemen er også ved at slå fejl. Efter næsten tre års brutale kamphandlinger, som har ødelagt hele landet og efterladt millioner i hungersnød, har de iransk støttede houthier en stærk position i deres områder. Imens er den saudisk ledede koalition ved at falde fra hinanden. Jihadisterne, sydyemenitiske nationalister og styrker fra De Forenede Arabiske Emirater, som ellers udgør den saudisk støttede styrker, følger alle deres egen dagsorden. Det er endnu et nederlag, som yderligere vil underminere fundamentet under det rådne Saudi-regime.

Saudierne har forsøgt at hævde dem selv i Qatar ved at kræve, at landet dropper sine forbindelser med Iran og Tyrkiet og retter ind efter den saudiske udenrigspolitik. Men Qatar har blot styrket sin handel og militære bånd med Iran og Tyrkiet. Tyrkiet har udvidet sin militære base på halvøen – en alvorlig advarsel til Al-Saud familien om ikke at gå for langt. Oprindeligt bakkede Trump op om saudierne, indtil hans rådgivere hviskede ham i øret, at USA har en meget vigtig militærbase i Qatar.

Den gamle kong Abdullah var helt igennem reaktionær, men han var snedig og forsigtig. Det nye regime, regeret af kronprins Muhammad Bin Salman, er alt andet end forsigtigt. Som en tabende gambler giver han sig hovedløst i kast med risikofyldte satsninger, som skal modsvare Irans voksende magt og indflydelse. Men i stedet for at bremse det saudiske forfald accelererer disse anstrengelser processen og fremmer dens krampagtige karakter.

I årtier blev dette reaktionære regimes liv kunstigt forlænget af imperialismen, særligt på grund af dets rolle som hovedleverandør af olie til USA og som kontrarevolutionens hovedbase i den muslimske verden. Det koblet sammen med høje oliepriser betød, at regimet kunne opretholde sig selv ved at bestikke de reaktionære stammer og religiøse lag, som udgør styrets base.

Men disse faktorer er ved at forsvinde. USA er blevet mindre afhængig af olie på grund af en forhøjelse i sin egen produktion af ikke-konventionelle kulbrinte (i 2016 var dets produktion på lidt over 12 millioner tønder om dagen, med et forbrug på 19 millioner; mens tallet i 2008 var på mindre end halvdelen, seks millioner, og forbruget var på over 20 millioner). I den forstand bliver Saudi-Arabien nødt til at lede efter andre købere til sin produktion, såsom Kina. Kongedømmets rolle på den internationale scene skrumper, og derfor begynder de herskende klassers interesser i Saudi-Arabien og USA at afvige. Krisen udhuler også de saudiske reserver, hvilket tvinger dem til at implementere nedskæringer for første gang nogensinde. De kan ikke længere købe sig til social stabilitet ved at bestikke den lokale befolkning med rundhåndede subsidier og garanterede job i den offentlige sektor.

På mellemlang sigt vil alle disse faktorer kombineret underminere regimets stabilitet, som kan falde som et råddent æble, når man mindst venter det. Hvad end der erstatter det, vil det ikke fornøje Washington. Som konsekvens af den amerikanske imperialismes krise er den gamle orden i regionen, der blev sat i stand af britisk og amerikansk imperialisme, ved at blive trevlet op. Som om alt dette ikke var mere end nok, har Trumps idiotiske uforskammethed med at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte ambassaden fra Tel Aviv, der var rettet mod et amerikansk publikum, tilføjet et nyt element af eksplosiv ustabilitet til Mellemøsten. Det har også skabt yderligere splittelse mellem de europæiske og amerikanske imperialister. De første frygter konsekvenserne for de såkaldte fredsforhandlinger, som ingen alligevel tager seriøst, hvis de nogensinde har gjort det. De sidste forstår, som sædvanlig, intet og forudser intet.

Alligevel virker det utænkeligt, at Trump kunne have taget den beslutning uden de saudiske lederes viden og stiltiende accept. De er nu solidt på samme side som Trump og israelerne og er hovedsageligt optaget af at konfrontere Iran. De ville have erklæret sig enig i at stikke palæstinensere i ryggen, samtidig med at lave lidt obligatorisk spektakel for at gøre sig til for det arabiske publikum. Det vil på sigt vise sig som endnu et søm i kisten for det korrupte og afskyelige saudiske regime.

Revolution i Mellemøsten og Nordafrika

Revolutionen, der fejede over regionen i 2011-2013, fejlede, fordi den manglede en revolutionær ledelse. I dag har den generelle bevægelse, træt og forvirret, trukket sig tilbage og har efterladt plads til, reaktionens manøvrer. Reaktionens og den islamistiske kontrarevolutions fremkomst i regionen er forbundet med den revolutionære bevægelses nedgang.

Men begivenhederne i Marokko i 2017 viser, at revolutionen ikke er død. Opstanden i Rif (region i det nordlige Marokko, red.) var den mest spektakulære bevægelse i Marokko siden 2011-revolutionen i Mellemøsten og Nordafrika. Den umiddelbare begivenhed, som satte gang i opstanden, var politiets mord på en ung fiskehandler i en skraldebil. Da først den var startet, udfoldede denne bevægelse sig med utrolig hast og intensitet. En landsomfattende solidaritetsbevægelse blandt arbejderklassen og de undertrykte lag blev vakt til live med egne krav, som var hverken nationalistiske eller sekteriske. Denne bevægelse forgreb udviklingen i resten af regionen, hvor der ikke eksisterer et eneste stabilt regime. Alle regionens regimer er svage og kæmper for deres overlevelse. De kan ikke løse nogen af masserne problemer, som til gengæld er under et massivt pres. Før eller senere vil bevægelsen genopstå på et endnu højere niveau.

Verdenskrig?

Krisen over det nordkoreanske atomprogram forårsagede en masse snak om verdenskrig. Men dette er mildest talt forhastet. Under de nuværende forhold er verdenskrig fuldstændig udelukket på grund af styrkeforholdet mellem klasserne på globalt plan. Imperialisterne fører ikke krig af vilkårlige årsager. Borgerskabet tyr til krig for at erobre markeder og indflydelsessfærer. Men krig er en meget bekostelig og risikabel affære. Og med atomvåben er risikoen ganget med tusindfold.

Rusland er ikke ligeså stærkt militært som USA, men det er en meget magtfuld militærnation. Og det er langt stærkere end britisk, fransk eller tysk imperialisme, både i konventionelle og nukleare termer. Vesten kunne intet gøre for at forhindre overtagelsen af Krim (hvor flertallet alligevel er russere). Ligesom Vesten heller ikke kunne gøre noget for at stoppe den russiske intervention for at redde Assad-regimet i Syrien. Disse to eksempler afslører begrænsningerne i den amerikanske imperialismes magt.

Sidste år sendte NATO et par tusinde tropper til Polen som en advarsel til Rusland. Det var blot en joke. Russerne svarede ved at holde de største militære øvelser nogensinde sammen med Hviderusland ved netop den polske grænse. Det var en lille advarsel til NATO. Fra et militært perspektiv er Storbritannien ubetydelig i sammenligning med Rusland, Frankrig er ikke meget mere og Tyskland er ingenting overhovedet.

Frem for alt er det internationale styrkeforhold mellem klasserne en alvorlig barriere mod initieringen af en storkrig. Det skal også huskes, at før Anden Verdenskrig kunne finde sted, måtte arbejderklassen først lide en hel række knusende nederlag i Ungarn, Italien, Tyskland, Spanien… Men nu er arbejderklassens styrker intakt. Arbejderklassen har ikke lidt nogen alvorlige nederlag i de avancerede kapitalistiske lande.

I USA er folk trætte af militære eventyr. Den amerikanske imperialisme brændte fingrene slemt i Irak og Afghanistan. Det kostede dem enorme mængder blod og guld uden at de opnåede noget som helst. Resultatet var, at Obama ikke engang var i stand til at beordre en militær intervention i Syrien. Han forsøgte men indså, at det ville fremprovokere en massiv folkelig opstand. Han måtte melde fra. Det samme var tilfældet med Camerons konservative regering i Storbritannien.

Der kan ikke komme en verdenskrig i hvert fald i den forudsigelige fremtid med mindre et totalitært regime kom til magten i USA på basis af et knusende nederlag til den amerikanske arbejderklasse. Det ville betyde et kvalitativt andet styrkeforhold. Men det er ikke situationen i den umiddelbare fremtid. Tværtimod vil pendulet i en hel periode svinge til venstre.

Trump er en reaktionær borgerlig politiker, men i modsætning til den demagogiske antagelse fra nogle på venstrefløjen er han ikke en fascist og han står ikke i spidsen for en totalitær stat som Hitlers. Tværtimod kontrollerer han slet ikke staten: Den er i krig mod ham. Han har ikke engang fuld kontrol over Kongressen, selvom den er domineret af Det Republikanske Parti. Faktisk er hans greb om magten ekstremt svag. Den stærke mand i Det Hvide Hus har fødder af ler.

Selvom en krig i stil med dem fra 1914-1918 og 1939-1945 er udelukket under de nuværende forhol, vil der konstant være mindre krige, som under moderne forhold er frygtelige nok. Irak var en mindre krig. Syrien var en mindre krig. Borgerkrigen i Congo kostede mindst fem millioner mennesker livet og kom ikke engang på avisernes forsider. Disse ting vil ske igen og igen. Alt imens betyder terrorismens spredning, at dette barbari begynder at påvirke det ”civiliserede” Europa. Dette var, hvad Lenin mente, når han sagde, at kapitalismen er rædsler uden ende.

USA og Europa

Dem, som i virkeligheden styrer EU, er bankfolk, bureaukrater og kapitalister, især den tyske kapitalisme. Oprindeligt var EU domineret af Frankrig og Tyskland. Det franske borgerskab havde store ideer om, at de kunne dominere EU politisk og militært, og Tyskland kunne dominere økonomisk. Det holdt ikke særligt længe. Ingen er i dag i tvivl om, at det er den tyske herskende klasse, der dominerer EU fuldstændigt.

Som konsekvens kom Tyskland straks i konflikt med den nye mand i Det Hvide Hus. Donald Trump og Angela Merkel er ikke på god fod. Årsagen til det kan ikke findes i deres personlige egenskaber – selvom disse er meget forskellige. Det skal snarere findes i hr. Trumps valgparole: ”Make America Great Again”.

I øjeblikket klarer de tyske kapitalister sig ganske godt med store handelsoverskud. I 2016 var det i omegnen af 270 milliarder dollar: det højeste nogensinde. Det er ikke nødvendigt at være nobelprismodtager i økonomi for at vide, at et lands handelsoverskud er et andet lands underskud. Trump kan i det mindste finde ud af at lægge sammen og er slet ikke tilfreds med dette tal. Og eftersom diplomati ikke er hans stærke side, har han sagt det offentligt til Merkel. Trump sagde: ”Hvis tyskerne ikke gør noget, vil jeg skære ned på importen af tyske biler til USA”. Nuvel, dette er farlig snak. Hvis han fortsætter ned ad den vej, er det opskriften på en handelskrig. Tyskerne vil øjeblikkeligt gøre gengæld ved at blokere for visse amerikanske varer. Protektionisme er eksport af arbejdsløshed. Trump siger, at han vil skaffe flere jobs i USA til amerikanerne, hvilket betyder færre jobs for tyskerne, kineserne og andre. Dette er roden til antagonismen mellem Washington og Berlin.

Trump tog til Polen, hvor han blev budt entusiastisk velkommen. Dette besøg var absolut ikke tilfældigt. Relationerne mellem Polen og Tyskland har været anstrengt af forskellige årsager, særligt over spørgsmålet om at indføre kvoter for flygtninge. Faktisk uddybes brudlinjerne i Europa hele tiden. Problemet med Europa er, at de europæiske lande ikke er enig om særlig meget i disse dage. Det er derfor Trump tog til Polen: for at gøre sprækkerne dybere mellem Tyskland og dets østlige nabo.

Hans næste stop var Paris, og det var heller ikke tilfældigt. Trump ønsker at drive en kile ind mellem Frankrig og Tyskland. Macron var for sit eget vedkommende fornøjet ved at modtage ham, så han kunne opmuntre amerikanerne til at lægge pres på tyskerne, som allerede har nok på deres tallerken med forhandlingerne om Brexit. Det forklarer, hvorfor Trump var så ivrig efter at udtrykke sin solidaritet med London, og lokkede med en fristende udsigt om en handelsaftale engang ude i fremtiden – som måske eller (højst sandsynligt) måske ikke materialiserer sig.

Europa

De borgerlige økonomer er empiriske og impressionistiske. Det registrerer en meget lille vækst i Europa – lige knap over én procent (dog mere i Tyskland) og de proklamerer med stor glæde, at eurokrisen er løst. Men eurokrisen er ikke løst. I virkeligheden uddybes krisen i den europæiske kapitalisme fortsat. På trods af et lille opsving består de underliggende fundamentale problemer. Intet er blevet løst.

Den Internationale Valutafonds (IMF) økonomiske eksperter publicerer alarmerende rapporter om bankernes tilstand i Europa. ECB har sprøjtet milliarder ud men med det resultat, at når den næste krise kommer – som vil komme lige så sikkert, som nat følger dag – at det kan føre til et kollaps i euroen og muligvis true samhørigheden i selve EU. Den 3. juni 2017 forklarede The Economist at: ”Valutaen gik fra at være et instrument for konvergens mellem landene, til at være en kile, der skubber landene væk fra hinanden.” Disse få ord viser, at det intelligente borgerskab er ved at fatte det, som marxister sagde for længe siden.

Oveni en allerede ustabil situation i EU kommer flygtningekrisen. Den imperialistisk indblanding i Mellemøsten og Nordafrika har åbnet sluserne for mennesker, der desperat forsøger at flygte fra det levende helvede, de er blevet kastet ind i. Det lægger et enormt pres på medlemmerne af EU, særligt dem, som er mest eksponeret overfor daglige ankomster af nye flygtninge og migranter.

Europa er godt og grundigt splittet på dette spørgsmål. Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet nægter at tage mod nogen flygtninge. Problemet bliver forværret af den interne migration fra de fattigere EU-lande til de rigere, hvilket til gengæld fremprovokerer spændinger selv i lande som Tyskland, hvor højrefløjen driver flygtningespørgsmålet frem for at vinde en sektion af vælgerne. Dette står i stærk kontrast til situationen efter 1945, hvor Tyskland absorberede en langt større tilstrømning af flygtninge fra Østeuropa. Det var i en situation, hvor verdenskapitalismen var i fremgang. Men i en situation med dyb økonomisk krise og stagnation i produktivkræfterne tjener tilstrømningen af flygtninge til at skabe nye modsætninger, som ikke kan løses på kapitalismens basis. Det er endnu en faktor til ustabilitet, som øger de centrifugale tendenser i EU.

Tyskland er en økonomisk kæmpe, men dets Akilleshæl er dets afhængighed af eksport. ”Stakkels gamle Tyskland. For stort for Europa, for småt til verden”, som Henry Kissinger udtrykte det. Tysk kapitalisme er dybt afhængig af eksport til EU og resten af verden, og derfor meget sårbar for fremtidige handelskrige og verdensrecessioner.

Beretningerne om et angiveligt tysk “job-mirakel” skjuler det faktum, at prisen i høj grad har været en stigning af kortfristede ansættelsesforhold. Allerede nu har 40 procent af befolkningen en lavere levestandard end for 20 år siden. Manglen på boliger til overkommelige priser, et voksende lag af ”arbejdende fattige” og pensioner under fattigdomsgrænsen kommer til at udgøre grundlaget for enorm uro, eksplosioner og et nyt kapitel i klassekampen i Tyskland. Med deres nedskæringspolitik har Socialdemokraterne (SPD) mistet halvdelen af deres vælgerbase og deres medlemmer gennem de sidste 20 år. Den politiske ustabilitet og begyndelsen til en nye epoke blev udtrykt i det faktum, at det tog næsten seks måneder at danne en ny regering efter valget i 2017.

Brexit

Tendenserne til EU’s opbrud kom også til udtryk på dramatisk vis med Brexit. Resultatet af folkeafstemningen var endnu et eksempel på den stemning af vrede og bitterhed, der eksisterer overalt under overfladen. Resultatet var et politisk jordskælv.

De borgerlige kommentatorer var lamslåede da “leave”-siden vandt. Og dem, der var mest chokerede, var dem, der havde talt for Brexit. De havde aldrig forestillet sig, at de kunne vinde og havde derfor hverken en plan eller strategi. Selv nu lader de ikke til at have den mindste ide om, hvad de foretager sig. De betydningsfulde dele af det britiske borgerskab ønskede ikke at forlade EU, men var tvunget til at acceptere valgresultatet, som vil blive katastrofalt for britisk kapitalisme og også vil skabe seriøse problemer for EU selv.

Brexit har skabt alvorlige problemer i Irland. Grænsen mellem det uafhængige syd og Nordirland, som er en del af Storbritannien, har praktisk talt været uden betydning de seneste år. Hvis grænsen bliver reintroduceret, når Storbritannien forlader EU, vil det have en knusende påvirkning på økonomien i både syd og nord. Som et resultat kan det nationale spørgsmål blive genoplivet med alvorlige implikationer. Politikerne kæmper for at nå en eller anden form for aftale om dette komplicerede spørgsmål. Om resultatet i sidste ende vil være tilstrækkeligt til at løse cirklens kvadrat, vil tiden vise.

Briterne forestillede sig, at det vil blive nemt. Men det var aldrig en mulighed. Selv hvis Merkel ønskede at være sød overfor briterne (hvilket overhovedet ikke er klart), kan hun ikke gøre London nogen tjenester, fordi det vil opmuntre andre til at følge deres eksempel og gå. For at komplicere tingene yderligere, har Merkel lidt et nederlag i parlamentsvalget og har det nationalistiske og EU-fjendtlige parti Alternative für Deutschland (AfD) åndende i nakken. Al den fine snak om ”europæisk solidaritet” er glemt med det samme, når nationale antagonismer dukker op til overfladen. Udfaldet vil skabe store problemer for Storbritannien og EU.

Grækenland

I Kapitalen forklarer Marx, at under et opsving er kredit nemt tilgængeligt, men når der er krise, slår alt dette over i sin modsætning. Den moderne tids Shylock’er kræver deres pund kød af grækerne [Shylock, figur i Shakespeares “Købmanden fra Venedig” – red]. Men Grækenland kan på ingen måde betale det, Berlin og Bruxelles kræver. Alt det har konsekvenser. De oppisker et vældigt stort klassehad og polarisering i Grækenland og i alle andre lande i Sydeuropa. Efter et årti med ubeskrivelig lidelse, nedskæringer, fattigdom og elendighed, hvad er så blevet løst i Grækenland? Landet er blevet kastet ud i en desperat krise. De unge har intet arbejde og drives til at migrere, mens de ældre er frataget deres pension og drevet til selvmord.

Revolutionen er ikke en lige linje, der vil uundgåeligt være op- og nedture, som vi må være forberedte på. Efter så mange år med strejker, protester og demonstrationer er de græske arbejdere udmattede og skuffede. De vil sige: ”Alle har forrådt os. Vi stolede på Pasok, men Pasok forrådte os. Vi stolede på Tsipras, og han forrådte os også – Hvad mere kan vi gøre?” Til det næste parlamentsvalg vil SYRIZA klare det skidt ifølge meningsmålingerne med et fald til omkring 20 procent eller mindre.

Kommunistpartiet kan måske vinde lidt frem, men vil på grund af deres sekterisme ikke være i stand til at fylde det vakuum, som opstår efter SYRIZA. I mangel af bedre står Det Nye Demokrati (ND) til at vokse, ikke fordi mange vil gå over til dem, men udelukkende procentmæssigt. Det vil betyde, at en højrefløjskoalition centreret om ND vil komme til magten. Det vil blive en svag, ustabil regering, men den vil blive tvunget til at fortsætte og udbygge angrebene mod arbejderklassen uden at have nogen som helst autoritet hos arbejderklassen. Under disse betingelser vil der ske en ny radikalisering til venstre. Den nuværende stemning vil ikke vare for evigt; den er af en midlertidig karakter. Krisen er så dyb, at arbejderne og de unge ikke har andre alternativer end at genoptage kampen. Nye og mere voldsomme eksplosioner er ved at blive forberedt for fremtiden.

Frankrig: Macrons ”centrum” har spillet fallit

Fransk kapitalisme var krise længe før 2008. Men sidste års valg i Frankrig gav det europæiske borgerskab et tilsyneladende pusterum. De var bange for, at Marine Le Pen ville komme til magten, som Trump havde gjort det i USA. Ligesom Trump, er Le Pen en reaktionær chauvinist. Hun er også modstander af EU, og det skabte alvorlig bekymring i Bruxelles og Berlin, især efter Brexit-kaosset. Hvad der virkelig skræmte det franske borgerskab var den pludselige fremgang til Mélenchon i meningsmålingerne, i valgkampens afslutning, fordi han ville helt sikkert ville have vundet mod Le Pen eller endda Fillon i den anden runde – og havde nogle chancer for at vinde imod Macron.

 Mélenchons fremgang viser, at der en en voksende polarisering mellem venstre og højre. Jean-Luc Mélenchon var tæt på at slå Le Pen, og han kunne have gjort det, hvis det ikke var for de såkaldte franske trotskisters sekterisme. Under de konkrete betingelser i dette valg kunne de stemmer, som NPA og LO [to trotskistiske grupper i Frankrig – red] fik, have gjort forskellen mellem om det var Mélenchon eller Le Pen, som stillede op i anden valgrunde.

En direkte konfrontation mellem Mélenchon og Macron i anden valgrunde ville have ændret alt. Men det blev forhindret af sekternes splittende tosserier. Det havde været fuldt ud muligt for dem at begynde en kampagne på et revolutionært program og derefter trække sig til støtte for Mélenchon. Det gjorde de ikke, fordi de er typiske sekterikere, som sætter deres egne småsekters interesser før den franske arbejderklasses generelle interesser. I sidste ende vandt Macron, og borgerskabet drog et lettelsens suk. Ekstremerne var besejret, og det moderate havde til endelig sejret!

Den gode nyhed spredte sig fra Paris, til Berlin, til Rom og selv til London, hvor de åbnede flasker med champagne i The City [Londons finanscentrum, – red.]. Centrum havde vundet, men hvad mener disse folk med centrum? De mener højrefløjen, som skjuler sin sande natur ved at optræde som noget, den ikke er.

Macrons er kommet til magten på grundlag af opløsningen i de to store partier, som traditionelt har haft flertallet af vælgerne (Socialisterne, PS, og Republikanerne). Ved det seneste valg blev Socialisterne knust og Republikanerne led også et voldsomt nederlag og nåede ikke til anden runde i præsidentvalget. Måske ender PS som Pasok i Grækenland. Højrefløjs-republikanerne er også i en skidt forfatning: Prominente ledere har forladt partiet for at tilslutte sig Macrons regering (eller parti); de andre er splittet i forskellige fraktioner.

Kommunistpartiet er blevet kompromitteret af dets forbindelse til det miskrediterede Socialistparti og er nu et marginalt element i fransk politik. På den anden side vandt Front National, på trods af dets valgnederlag, 1,3 millioner flere stemmer end ved valget i 2012. Men La France Insoumise, Mélenchons parti, vandt tre millioner stemmer og udgør nu, sammen med fagforeningerne, hovedoppositionen til Macrons politik. I en meningsmåling fra oktober pegede 35 procent på La FRance Insoumise som hovedoppositionspartiet, 13 procent pegede på Front Nationale og kun 2 procent på PS og CP [Kommunistpartiet]! Melenchons parti udgør nu den vigtigste opposition både i parlamentet og på gaderne. Det er ikke sandt, at Macron vandt med absolut flertal. Det absolutte flertal – inklusiv dem som stemte blankt eller undlod at stemme – stemte ikke på Macron! Og denne ”stille majoritet” vil ikke fortsætte med at være stille særlig længe. Faktisk tog det ikke Macron lang tid før han afslørede sig selv, da han øjeblikkeligt bekræftede sine intentioner om at ændre arbejdsloven, så det bliver nemmere at fyre arbejderne.

Marx sagde, at Frankrig var det land, hvor klassekampen altid blev kæmpet til ende. Sandheden i det udsagn vil snart blive tydelig for enhver. Vi vil se store demonstrationer, strejker og generalstrejker. En gentagelse af 1968 er ikke udelukket: faktisk ligger det implicit i situationen.

Italien

Grækenland var det svageste led i europæisk kapitalisme. Spanien er kun et skridt efter Grækenland- Italien er kun et skridt efter Spanien. Den italienske økonomi har været stagneret siden det hårde økonomiske slag i 2008. Som konsekvens heraf er mange små og mellemstore virksomheder blevet insolvente, hvilket gør dem ude af stand til at betale af på deres gæld.

Det europæiske banksystem er i en forfærdelig forfatning. Det er tynget ned af gæld, og bliver kun holdt oven vande af Den Europæiske Centralbank (ECB). Det kan ikke fortsætte sådan på ubestemt tid, eftersom tyskerne står som garant for ECB. Og tyskerne er ikke klar til at finansiere de sydeuropæiske landes underskud gennem deres bidrag til ECB.

I Italien har der været en stor bankkrise. Faktum er, at hovedparten af de italienske banker er bankerotte. Ifølge EU-reglerne er det ikke tilladt for regeringer at redde banker, men Italien var undtagelsen. Hvis det italienske banksystem kollapsede, ville de trække hele det europæiske finansielle system med sig. Men de illegale bailouts løste intet fundamentalt. Italien er i en dyb krise – ikke kun økonomisk og finansielt men også politisk.

Der er et kollaps i tilliden til de politiske partier. Det var blev tydeligt i folkeafstemningen om forfatningsændringerne i december 2016, hvor Renzi led et massivt nederlag. Problemet med det italienske borgerskab er, at de ikke har en stærk regering. Men hvordan kan de få en stærk regering, når de ikke engang har et stærkt parti? De plejede at have Det Kristne Demokrati, men det er udraderet. Berlusconis Forza Italia er også blevet svagere. Og det Demokratiske Parti (PD), et borgerligt parti dannet ved at fusionere dele af det gamle Kommunistparti med, hvad der var tilbage af Det Kristne Demokrati og andre småborgerlige organisationer, er i forfald.

Der er en fragmenteringsproces i gang på den såkaldte venstrefløj, der lagt sammen ikke engang kan mønstre syv procent i meningsmålingerne. Førhen kunne den italienske herskende klasse bero på PCI’s [Det italienske Kommunistparti – red] ledere til at holde arbejderklassen tilbage. Men som resultat af årtiers stalinistisk degenerering og utallige forræderier mod arbejderklassen, er det engang så almægtige Kommunistparti blevet totalt elimineret.

I dette vakuum har vi set fremkomsten af Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse (M5S). Det er en protestbevægelse, der primært er småborgerlig i sin sammensætning, med et forvirret virvar af politikker – nogle af dem af reaktionær karakter. Faktisk er det slet ikke et parti og har ikke nogen struktur. Femstjernebevægelsen har ofte tyet til en anti-europæisk retorik. Men i den seneste periode har de nedtonet dette (for eksempel ved at opgive deres parole om en folkeafstemning om euroen) for at kunne gøre sig gældende hos det italienske borgerskab som et pålideligt regeringsparti. Men på grund af fraværet af reelle alternativer på venstrefløjen har det tiltrukket stemmer fra arbejderklassen på basis at deres linje mod the establishment, som kan opsummeres i sloganet: “Smid dem alle sammen på porten!”.

Grillos bevægelse er et ustabilt og modsætningsfyldt fænomen, som sandsynligvis ikke vil vare ved. Dets indre modsætninger vil snart dukke op til overfladen, og det vil hurtigt komme i krise. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt præcist at sige, hvordan situationen vil udfolde sig, men det er ikke en favorable situation for det italienske borgerskab.

Den italienske arbejderklasse har på den anden side revolutionære traditioner. Den italienske kapitalismes krise vil uundgåeligt skabe nye og uhørte eksplosioner på linje med maj 1968 i Frankrig eller “det varme efterår” i Italien i 1969. Så snart de vigtige bataljoner begynder at bevæge sig, vil hele situationen hastigt blive forandret med tilblivelsen af nye politiske formationer af en meget venstreorienteret og radikal karakter, som det skete i årene før og efter 1969.

Valget den 4. marts udgjorde et reelt politisk jordskælv. Partierne, der promoverede nedskæringspolitik i Europas navn (PD, borgerlige centerpartier, Forza Italia) blev knust i stemmeboksene, mens der var en spektakulær fremgang til Femstjernebevægelsen og i en vis udstrækning til Ligaen, som praktisk talt virker mere og mere som en Le Pen-lignende bevægelse, der ikke længere opfordrer til Norditaliens separation og med en national karakter (ordet ”nord” er fjernet fra partinavnet).

Efter flere måneder med en meget ustabil situation blev Conte-regeringen dannet gennem en alliance mellem de partier, der vandt valget. Selvom borgerskabet ville have foretrukket en regering mellem Femstjernebevægelsen og Det Demokratiske Parti, har de i sidste ende accepteret denne koalition, som de allerede arbejder på at influere på alle tænkelige måder (ikke mindst med inklusionen af dets egne direkte repræsentanter i centrale ministerier, såsom Finans- og Udenrigsministeriet).

Det særegne ved denne regering er, at selvom det ikke er en venstrefløjsregering (for slet ikke at tale om en arbejderregering) og på trods af at den indeholder stærkt reaktionære elementer, er der massive forventninger til den, særligt blandt arbejderklassen og de unge, som føler sig forladt af venstrefløjens historiske organisationer, og som derfor har besluttet massivt at stemme for Femstjernebevægelsen med procentandele på mellem 40 og 50 procent, især i syden. Dette element må marxister og andre, der ønsker at bygge en venstrefløj baseret på arbejderklasen i Italien, tage højde for. Nu venter millioner af mennesker på at De Maio gør, hvad han har lovet, det vil sige at afskaffe Fornero-loven (den kontrareform af pensionerne, som blev indført af den tidligere regering), job-loven og først og fremmest at introducere en basisindkomst for de arbejdsløse. Dette pres fra neden vil særligt blive rettet mod Beskæftigelsesministeren, Femstjernebevægelsens leder Luigi De Maio, som lovede alt mellem himmel og jord under valgkampen.

Det er blevet estimeret, at hvis den nye regering leverede på alle forslagene i ”regeringskontrakten” skal den finde et beløb tæt på 160 milliarder euro, hvilket svarer til et budgetunderskud på syv til otte procent af BNP mod de af EU fastsatte tre procent, som i Italiens tilfælde, efter en beslutning fra Europa-kommissionen, skulle ligge på mindre end to procent.

Samtidig indeholder programmet reaktionære forslag, såsom en flad skat, en reducering fra 43 til 25 procent af de højeste skatter, som udover at komme cheferne og de privilegerede lag i samfundet til gode, hvis det blev indført (selv delvist) ville resultere i en mærkbar nedgang i statens indtægter. Det er tydeligt, at disse tal ikke stemmer, hvis vi bliver indenfor kapitalismens rammer, og det er utænkeligt, at denne regering, qua dens blotte natur, kan bevæge sig i en retning, der vil bryde med systemet.

Derfor findes der ingen måde, hvorpå denne “gul-grønne” regering kan få gennemført de progressive elementer i dets program, og det er hovedpunktet i den proces, der udvikler bevidstheden hos arbejderklassen, de arbejdsløse og masserne i syd, der stemte på femstjernebevægelsen i håbet om forandring.

I den udstrækning at alle disse forventninger ikke vil blive opfyldt og vil blive forrådt, vil de kunne skabe en hurtig mobilisering, måske så tidligt som til næste efterår.

Vi står således overfor en svag regering fuld af ukendte individer (begyndende med den usandsynlige skikkelse af en premierminister), som fra begyndelsen vil blive udsat for et enormt pres fra både den herskende klasse og arbejderklassen og fra de fattigere lag af samfundet.

Selv hvis Ligaen burger Indenrigsministeren, i skikkelse af dets leder Matteo Salvini, til at starte en krig blandt de fattige ved at gøre immigranterne til syndebukke, vil det ikke forhindre arbejderklassen i at identificere dens virkelige fjender og ikke kun i den Europæiske Union og hos cheferne, men også i en regering, der var valgt som modsvar til nedskæringer, men som uundgåeligt vil ende med at bøje sig for den herskende klasses pres og diktaterne fra Bruxelles. Vi kan slå fast, at situationen med ebbe, der i en lang tidsperiode var karakteristisk for den politiske og sociale situation i Italien, basalt set har nået sin afslutning. Forhindringen for fremvæksten af konflikt mellem klasserne og for skabelsen af en klassebaseret venstrefløj, som vi har set de i andre europæiske lande (Podemos, France Insoumise, etc.), er blevet fjernet.

Spanien

På trods af et delvis økonomisk opsving, er den krise i regimet, der startede i 2008, på ingen måde blevet løst. Årene med økonomisk krise, massearbejdsløshed og angreb på levevilkårene, kombineret med korruptionsskandaler, har skabt en alvorlig legitimitetskrise for hele det spanske borgerlige demokratiske regime. Den lange cyklus med massemobiliseringer i 2011-2015 fik til sidst et politisk udtryk med fremkomsten og væksten til Podemos, som valg valget i 2016 fik 21 procent af stemmerne.

Endelig blev den forhadte og korrupte borgerlige PP-regering væltet efter en tillidsafstemning i juni og blev erstattet af en PSOE-mindretalsregering ledet af Pedro Sanchez. Det var ikke den herskende klasses foretrukne udfald, idet tillidsafstemningen bragte PSOE, Unidos Podemos og de catalanske nationalister sammen og tvang de baskiske nationalister til at stemme for. De ville have foretrukket at vente lidt længere og erstatte PP, der er helt druknet i korruption med en regering ledet af Ciudadanos, dem der har vundet mest på den bølge af spansk reaktionær nationalisme, som flammede op i forbindelse med den catalanske uafhængighedsafstemning i oktober 2017, og som er lige så højreorienteret som PP, men med ”nye” og ”rene” ledere. I sidste ende var det korruptionen, som fremtvang (mis)tillidsafstemningen. Sanchez har forsikret den herskende klasse om, at han ikke vil afvige fra den nedskæringspolitik, som de har brug for, men samtidig også vil gøre et forsøg på at tilnærme sig venstrefløjen for at sikre sine mandater. Hovedsageligt på emner, som ikke koster nogle penge, og som ikke er afgørende.

PSOE-mindretalsregeringen vil være under pres for at levere på en lang række spørgsmål (besparelser på uddannelse og velfærd, arbejdsmarkedsreformer, demokratiske rettigheder og Cataloniens nationale rettigheder). Den herskende klasse håber, at den kan bruge Sanchez-regeringen til så meget som muligt, så den miskrediterer sig selv, og dermed vil Ciudadanos stå stærkt til næste valg sammen med et ”fornyet” og ”renset” PP.

Vi har set genoplivningen af massekamp med bemærkelsesværdige bevægelser som den ”feministiske strejke” 8. marts, bevægelsen mod de skandaløse domme i sagen om ”ulvepakket”-gruppevoldtægten, massemobilisering mod den skandaløse dom over Alsasu ungdom, de kvindelige immigrant landarbejderes protester i Andalusien etc.

Der har også været en række vigtige strejker, såsom den i H&M, Cadis-bugtens metalarbejdere etc. Hvis lederne i Podemos og Det Forenede Venstre forfulgte en strategi om at kombinere massemobiliseringer på gaden med pres i parlamentet, kunne de virkelig drage nytte af situationen. Men hele deres opførsel under PP-regeringen var en af parlamentarisk kretinisme og en komplet uegnethed og uvillighed til at basere sig på massehandling.

Den spanske stats brutale natur blev afsløret med den hårdhændede repression af det catalanske folk, hvis eneste ”forbrydelse” var deres ønske om at stemme om deres egen fremtid. Nu dukker alle de gamle dæmoner frem igen. Det spanske samfund er lige så dybt splittet, som det var for 40 år siden. Ungdommen og de mest avancerede lag i arbejderklassen forstår den reaktionære natur af grundloven fra 1978 og er klar til at kæmpe imod den.

Situationen er meget omskiftelig. Efter mange års lammelse har masserne genfundet fornemmelsen af gaderne og river den spanske chauvinismes tæppe væk. Pensionisterne bevægelse of fremfor alt kvindernes kamp mod seksuel vold på arbejdspladsen og mod det reaktionære juridiske system har forvandlet hele situationen. Oven i skal tilføjes den voksende indignation blandt unge og dele af arbejderklassen mod det kvælende, repressive miljø, der har været karakteristisk for PP-regeringerne og styrkelsen af de republikanske tendenser i samfundet.

Masserne viser deres kampgejst, først og fremmest i Barcelonas gader. Men også i Madrid, i Baskerlandet, i Asturien og i Sevilla.

Der vil uundgåeligt komme nederlag og tilbageslag som konsekvenserne af ledelsens kortsynethed, stupiditet og fejhed. Men arbejderne og de unge i Spanien, som gang på gang de seneste år har vist deres villighed til at kæmpe vil lære nye lektier.

 Der var også mange nederlag i fortiden, som “de to sorte år” eller den asturiske kommunes nederlag i 1934. Men de nederlag, vi snakker om i dag, kan ikke sammenlignes med disse. I dag er arbejdsklassens styrker intakte, mens hovedbasen for reaktionen er umådeligt meget svagere, end den var dengang: Der er ingen mauriske legioner, ingen carlistisk bondebevægelse og de studerende, som dengang i hobetal tilsluttede sig Falangisterne, står nu solidt bag arbejderklassen og venstrefløjen.

Endelig kan sådanne nederlag i en revolutionær periode kun være optakten til nye omvæltninger. I aktion, på gaderne, i fabrikkerne og på uddannelsesstederne vil masserne genopdage de revolutionære traditioner fra 1931-37 og den fantastiske kamp mod Francos diktatur. Spanien vil i den næste periode genfinde sig selv på den revolutionære kamps frontlinje i Europa.

Catalonien

Cataloniens forsøg på at udøve deres selvbestemmelsesret har været den største udfordring nogensinde mod 1978-regimet. Der er forskellige led i ligningen. Først og fremmest den tilbagestående og reaktionære spanske herskende klasse, der er direkte nedarvet fra Francos æra. Den betragter hvert et forsøg på at stille spørgsmål ved Spaniens enhed som en udfordring mod hele deres regime, og hvorfra andre spørgsmål ville følge (om monarkiet, nedskæringer, etc.). De er derfor klar på at bruge alle de midler, de har til rådighed, for at knus forsøget på at afholde en folkeafstemning: politi-undertrykkelse, konfiskeringen af stemmebokse, forsegling af valgsteder, fjernelsen af den catalanske regering og anholdelsen af dens medlemmer, etc.

På den anden side havde den catalanske regering, som består af borgerlige og småborgerlige nationalister, mistet opbakningen fra det catalanske borgerskab (bankfolkene og kapitalisterne), som er imod uafhængighed. Disse nationalistiske politikere betragtede i værste fald afstemningen som en måde at udøve pres på regeringen i Madrid, eller i bedste fald som en måde at udøve pres på EU og fremtvinge en intervention, som skulle presse den spanske regering til at arrangere en afstemning, som begge sider kunne enes om. Når det kommer til de borgerlige nationalister PDeCAT (det tidligere CDC), som blev totalt miskrediteret for dens borgerlige nedskæringspolitik, repression og korruptionsskandaler, var der også den kynisk kalkulation med at bruge uafhængighed som en måde til at genopfinde sig og forblive ved magten.

Disse partier var ikke forberedt på at bruge revolutionære midler, som det er nødvendigt i Spanien for at kunne udøve sin ret til selvbestemmelse. De blev tvunget til at gå længere, end de havde regnet med, da masserne kom ind i bevægelsen, en tredje faktor, som de ikke havde taget højde for.

Den 20. september (da 40.000 demonstrerede mod civilgardens eftersøgninger i de catalanske regeringsbygninger), den 1. oktober (da hundredtusindvis organiserede sig for at sikre, at afstemningen kunne finde sted og to millioner stemte) og den 3. oktober (da millioner deltog i generalstrejken mod politiets brutale undertrykkelse) trådte masserne ind på scenen på en kraftfuld måde og begyndte at blive bevidste om deres egen styrke.

Det satte den catalanske regering i en umulig situation: De blev tvunget til at udråbe republikken, men de var ikke parate til at bruge de nødvendige midler til at forsvare den: massemobilisering i gaderne, besættelsen af offentlige bygninger, generalstrejke, modstand mod det spanske politi.

Med andre ord; hvad, der var brug for, var en revolutionær opstand. Det er det, som forklarer deres ubeslutsomhed, vaklen og tvivl efter folkeafstemningen, den ”suspenderede” erklæring af republikken den 10. oktober, den konstante appel til forhandling, det lige-ved-og-næsten-forræderi mod bevægelsen den 25. oktober og den spagfærdige proklamation for Den Catalanske Republik 27. oktober, hvorefter de flygtede fra stedet.

Alt imens er masserne, som deltog i bevægelsen (en sektion af arbejderklassen, frem for alt ungdommen, middelklassen og småborgerlige lag, som udgør rygraden i denne demokratiske bevægelse) i stigende grad blevet kritiske overfor deres egne ledere. Fremkomsten af Komiteen for Forsvar for Republikken og den rolle, de spillede i generalstrejkerne den 8. november, viser vejen fremad.

En Catalansk republik er et grundlæggende demokratisk krav, som udfordrer hele det spanske regime. Marxister støtter kampen for en catalansk republik, men vi har en pligt til at forklare, at det kan kun opnås gennem revolutionære midler. Det kræver, at den nuværende ledelse bliver udskiftet med en, der er solidt baseret på arbejderklassen. Derudover skal de spansktalende arbejdere i Catalonien vindes over, hvilket kun kan ske, hvis kampen for Republikken bliver forbundet med kampen for arbejde, boliger, mod nedskæringer og også ses som del af en bredere spansk kamp mod 1978-regimet. Den parole som opsummerer disse ideer er: ”For en Catalansk Socialistisk Republik som en gnist til den iberiske revolution”.

Det catalanske valg den 21. december løste ikke noget. Faktisk repræsenterede det et nederlag for det spanske monarkistiske regime, da tilhængerne af afhængighed har fornyet deres flertal i det regionale parlament og sandsynligvis vil tage kontrollen med den catalanske regering. Ud fra en parlamentarisk forståelse er vi tilbage ved en situation lig den, der var aftenen før afstemningen den 21. oktober. Med sine ebber og floder vil den demokratiske nationale bevægelse fortsætte. Marxisternes opgave er at intervenere energisk og nå ud til de mest avancerede lag af ungdommen, som allerede drager revolutionære konklusioner.

Storbritannien: Corbyn-fænomenet

For ikke så lang tid siden var Storbritannien et af de mest stabile lande i Europa. Nu er det et af de mest ustabile lande og oplever det ene chok efter det andet. I Skotland er det nationale spørgsmål trådt lidt i baggrunden, men det er ikke blevet løst og kan dukke op igen med fornyet kraft i tilfælde af en ny økonomisk krise. Under den umiddelbare rolige overflade var der en sydende vrede, indignation og frem for alt frustration, en brændende trang til at forandre den situation, som manglede et tydeligt referencepunkt.

Forandringen i bevidstheden fik et udtryk i Jeremy Corbyns ekstraordinære fremkomsy. I 2015 blev Corbyn valgt til leder af Labour partiet ved et tilfælde, men han blev øjeblikkeligt mødt af massiv modstand fra Blair-fløjen i partiet.

Theresa May så dette og drog den logiske konklusion. Hun udskrev et lynvalg i juni 2017, fast i troen på, at hun ville få et stort flertal og knuse Labour.

Labours Blair-fløj håbede i hemmelighed på et ydmygende nederlag, som de så som den eneste måde at slippe af med Jeremy Corbyn, og de forsøgte at sabotere kampagnen.

Alle forudså en konservativ jordskredssejr. Men i stedet blev det et knusende nederlag for De Konservative, medierne og Labours forræderiske højrefløj.

Så snart kampagnen started holdt Jeremy Corbyn entusiastiske massemøder primært for de unge. Corbyn kom ud med et af de meste venstreorienterede programmer, Labour har haft i årtier, og han forbandt sig øjeblikkeligt med den stemning af utilfredshed, der eksisterer i samfundet. Ingen forventede dette politisk jordskælv.

Hundredetusindvis af mennesker, hovedsageligt unge, meldte sig ind i Labour. Medlemstallet var 180.000 før Corbyn. Nu er det oppe på 570.000, hvilket gør Labour til det største parti i Europa. Alle kunne se, at den rigtige vinder af valget var Jeremy Corbyn. Hen fik kolossal støtte blandt græsrødderne.

Højrefløjen led et afgørende nederlag ved Labours partikonference i September 2017, som viste at venstrefløjen havde vundet flertallet i alle afdelinger af partiet.

På trods af det er parlamentsmedlemmerne, rådgiverne og de fastansatte i partiapparatet stadig under højrefløjens kontrol. Den herskende klasse og dens agenter vil ikke med lethed give kontrollen over Labour fra sig, men for nuværende er de nødsaget til at droppe forsøget på at komme af med Corbyn og indtage en afventende taktik.

Den oprørsstemning, der er under overfladen, søger efter et udtryk. I Storbritannien fik den et udtryk gennem Corbyn, og det er nødvendigt for de britiske marxister, at rette deres kræfter mod denne bevægelse.

Men samtidig med en støtte til Corbyn mod højrefløjen, er det nødvendigt, på en positive og venlig måde, tålmodigt at forklare begrænsningerne i Corbyns program, og behovet for et gennemgående revolutionært program for en socialistisk transformation af samfundet.

Labour vil sandsynligvis vinde det næste valg og Corbyn vil danne en regering. Ethvert forsøg på at implementere reformerne i hans program vil blive mødt med en heftig modstand fra den herskende klasse og aktiv sabotage fra Blair-fløjens aktive femte kolonne, ligesom der vil komme forsøg på at tæmme de mere radikale dele af hans program.

Dele af den herskende klasse leger med ideen om en omstilling af britisk politik, hvorved en ny centrum-formation eller koalition vil blive skabt med medvirken fra ”venstrefløjen” hos De Konservative og højrefløjen hos Labour.

Det er der ikke umiddelbart et perspektiv for, men det kan implementeres på en måde, der har til hensigt at få væltet en Corbyn-ledet regering. Men i en periode med politisk polarisering og økonomisk krise vil der være meget lidt basis for et centerparti. Erfaringen med regeringsmagten og et muligt split i partiet vil blot bane vejen for yderligere radikalisering i Labours rækker.

Rusland

Opstandene i Ukraine og annekteringen af Krim har haft en betydningsfuld effekt på hele det politiske spektrum i Rusland. Men den nationalistiske eufori fra 2014, da Putins popularitetsindeks nåede op på 84 procent, er gradvist blevet ødslet bort. Olieprisernes fald og (i mindre udstrækning) Vestens sanktioner har ført til et fald i rublens valutakurs og en inflation i 2015 på 13 procent.

Centralbankens høje udlånsrente (den rente bankerne betaler, når de låner penge hos Centralbanken) sammen med de økonomiske sanktioner påført af vesten har haft en alvorlig effekt på den finansielle sektor, hvilket har ført til at en række banker er gået konkurs.

Stående overfor denne situation har regeringen brugt af de finansielle reserver til at støtte de største finansielle og industrielle grupper, som har tætte forbindelser til staten, hvilket har ført til en yderligere koncentration af kapital.

På den anden side har regeringen brugt administrative tiltag i kampen mod arbejdsløshed og har faktisk forbudt massefyringer. For at reducere budgetunderskuddet blev en række meget effektive tiltag introduceret med den hovedhensigt at reducere korruption og skatteunddragelse. Dette stød var primært sigtet mod middelklassen og småborgerskabet, særligt de små familieejede virksomheder, for eksempel vognmænd.

Udover de rent økonomiske grunde reagerede Putin på denne måde som svar på den protest-stemning der er i mellemlagene i de store byer, hvor han er mindst populær. Putin handlede her efter princippet: ”For mine venner er alt tilladt – for mine fjender, lovens fulde kraft”.

Samtidig blev en reform af de videregående uddannelser implementeret, som forværrede situationen for den masse af lærere og lektorer, som Putin anser for illoyale. På den måde var Putin i stand til at fastholde et højt niveau af støtte blandt sit eget lag og blandt pensionister og lavtlønnede arbejdere på bekostning af mellemlagene i de større byer. Utilfredsheden blandt sidstnævnte fandt sit politiske udtryk i den borgerlige demagog Alexei Navalny.

Efter 2014 gik alle parlamentariske partier, inklusive Kommunistpartiet (CPRF), over til fuldstændig opbakning til Putins og hans regering og stemte for alle regeringens forslag i Dumaen (parlamentet, red.)

Det gør selvfølgelig intet for at øge deres popularitet. I næsten ti år har CPRF været i konstant krise. Der har været en permanent heksejagt, hvor folk er blevet ekskluderet fra partiet på grundlag af opdigtede anklager om ”trotskisme” – selvom de alle sammen var loyale støtter af Zyuganov (generalsekretæren i kommunistpartiet siden 1993, red.).

Kommunistpartiets medlemstal i Moskva, Sankt Petersborg og andre større byer er faldet med to tredjedele. Det efterlod et vakuum i oppositionen til Putin, som blev optaget af Navalny. Han er en typisk demagog, der præsenterer sig selv som ”folkets mand”, en slavisk efterligning af den amerikanske tradition. Men har står i skarp kontrast til andre opportunister.

Hans kampagnes grundlag er brugen af sociale medier særlig Youtube, hvor han publicerer sine videoer om korruption i de højere magtlag.

Selv er Navalny blevet frarøvet retten til at deltage i præsidentvalget på grund af to domme for korruption. Med mellemrum kalder Navalny sine tilhængere på gaden.

Størrelsen på disse mobiliseringer over hele landet er på omkring 100.000 mennesker, primært fordelt på de større byer. De fleste af dem er unge, som er tiltrukket af Navalnys umiddelbare beslutsomhed og hans dygtige brug af sociale medier.

I løbet af det sidste år er det lykkedes Putin at begrænse inflationen, og, generelt, at overkomme krisen – i det mindste midlertidigt. Men med olieprisernes nuværende niveau vil Ruslands budgetunderskud forblive højt og indenfor to til fem år vil reservefondene uundgåeligt være opbrugt, mens Ruslands muligheder for eksterne lån lige nu er minimale.

Hvis prisen på olie forbliver lav i to-tre år mere, vil hele situation slå over i sin modsætning. Når det øjeblik kommer, vil Putin (som tydeligvis bliver genvalgt som præsident) stå overfor et seriøst problem.

Regeringen vil ikke længere være i stand til at løse budgetunderskuddet uden store besparelser på de offentlige udgifter. På det tidspunkt vil hans popularitet fordampe fuldstændig. Det er derfor Putin benytter sig af alle muligheder for at stramme sin kontrol over internettet og indføre restriktioner på ytringsfriheden og andre demokratiske rettigheder.

Men på nuværende tidspunkt har Putin stadig manøvrerum. Han kan undgå voldsomme besparelser i det offentlige og drastiske angreb på levestandarderne. Det er hovedårsagen til, at oppositionen ikke har haft stor succes med at mobilisere de proletariske elementer.

På dette stadie er dem, der åbent tyer til gaderne, hovedsageligt middelklassen og småborgerskabet. Selvom Navalny har advokeret for at øge mindstelønnen, har han ikke haft succes med at få forbundet sig med sociale problemer.

Der er en grænse for, hvor langt oppositionen til Putin kan fortsætte på basis af krav om demokratiske rettigheder og fordømmelsen af korruption.

Ikke desto mindre har mange unge samlet sig om oppositionen, særligt skoleelever og universitetsstuderende. De er gået på gaderne i betydelige antal. Dette er en vigtig symptomatisk udvikling.

Ruslands historie viser, at de studerende unges opvågnen er en sikker foregribelse af større fremtidige bevægelser i arbejderklassen. ”Vinden blæser altid i trætoppene først”.

Østeuropa og Balkan

Højrefløjsnationalismens fremvækst i Østeuropa og anti-immigrationsretorikken er regeringernes forsøg på at aflede opmærksomheden fra den stigende fortvivlelse, forårsaget af lave levestandarder og de omkostninger, som kapitalismens krise har haft for flertallet af befolkningen, i en situation, hvor arbejderklassen endnu ikke er trådt ind på scenen på afgørende vis.

Højere vækstrater i BNP (relativt i forhold til dem i de Vesteuropæiske lande) skjuler den ekstreme kapitalistiske udbytnings realitet, hvor en faglært arbejderklasse lever under et regime af lave lønninger, de er påtvunget for at maksimere kapitalisternes profitter og udenlandske investeringer.

Et nyligt studie fra European Trade Union Institute (“Hvorfor Central- og Østeuropa har brug for en lønforhøjelse”) viser, at lønforskellene mellem Vest- og Østeuropa, som op til 2008 langsomt blev mindsket, er øget over de sidste ti år.

Som følge heraf har der været vigtige tegn på radikalisering blandt de unge, hvor de første symptomer er mobiliseringer mod korruption i flere lande, hvilket afspejler en voksende afvisning af hele etablissementet.

Nøglelag af arbejderklassen er også begyndt at gå i offensiven på det industrielle område – i mange tilfælde for første gang siden de stalinistiske regimers kollaps – og har gennemført vigtige strejker med mål om reelle lønstigninger og bedre arbejdsforhold.

I Slovakiet demonstrerede tusindvis af studerende i april 2017, hvor de krævede premierminister Robert Ficos afgang på grund af anklager om korruption. Det blev efterfulgt af en massiv strejke med 12.000 arbejdere hos de tre VW-fabrikker i Bratislava, og som resulterede i en lønstigning på 14 procent. En syv procents lønstigning blev også givet af KIA og Peugeot for at undgå strejker, da de var bekymret for, at bevægelsen skulle sprede sig.

Den 15. marts 2018 trådte premierminister Robert Fico (socialdemokrat) tilbage, på grund skandalen der blev udløst efter, at den undersøgende journalist Jan Kuciak, som undersøgte den italienske mafias forretningsforbindelser i landet og dens kontakter med nævnte politikers følge. Afgangen kom efter en bølge af demonstrationer i de større byer, som krævede, at regeringen, trængt af korruptionsanklagerne, trådte tilbage.

Vigtige bevægelser i opposition til reaktionære tiltag har også fundet sted. I Polen fremprovokerede den borgerlige regerings angreb på, hvad der fortsat er tilbage af abortrettigheder, bevægelsen Sort Protest i oktober 2016, som bestod af titusindvis af kvinder, hvilket tvang regering på tilbagetog.

I det tidligere Jugoslavien er radikaliseringsprocessen mere fremskreden. En tiltagende stemning af afvisning af de korrupte, reaktionære borgerlige regimer vinder frem blandt de unge og arbejderklassen, hvilket tydeligt kom til udtryk i opstandene i Bosnien i februar 2014.

Over det seneste år har der været betydelige strejker. De 2400 arbejderes totale strejke på FIAT-fabrikken i Kragujevac i juli 2017 er kun det mest betydningsfulde af en række radikale strejker på mindre fabrikker og arbejdspladser. Gentagende strejker og protester blev også gennemført af jernbanearbejdere i Bosnien.

Ungdommens protester mod Vucics sejr i det serbiske præsidentvalg i april 2017 har afsløret, at et voksende lag af unge er åbne for revolutionære ideer på trods af at den var domineret af småborgerlige illusioner. Potentialet for de jugoslaviske marxister viste sig ved det faktum, at de spillede en ledende rolle i protesterne i Novi Sad.

Latinamerika

Kirchnerismens valgnederlag i Argentina, PSUVs nederlag ved valgene til Nationalforsamlingen i Venezuela, Evo Morales nederlag ved folkeafstemningen i Bolivia og Dilmas afsked i Brasilien har kastet reformisterne og de ”progressive” intellektuelle på kontinentet ud i fortvivlelse. De taler om en ”konservativ bølge” og kontrarevolutionens fremmarch, uden at forstå noget af de faktiske processer, der er involveret.

I en periode på 10 eller 15 år oplevede det meste af Sydamerika en revolutionær bølge, som påvirkede forskellige lande med forskellige grader af intensitet. Der var valget af Chavez i Venezuela i 1998 og de revolutionære begivenheder, da kuppet blev besejret i april 2020 og kampen mod chefernes lockout i december 2002 til januar 2003, Argentinazo’en i 2001, opstanden i Ecuador i 2000 som væltede Mahuad, så kom omvæltningen af Lucio Gutierrez i 2005, som førte til valget af Correa i 2006.

I Bolivia var der ”vandkrigen” i Cochabamba i 1999-2000, og så var der gas-krigs-opstandene i oktober 2003 og i juni 2005, som førte til valget af Evo Morales. I Peru var der Arequipazo-opstanden i syden i 2002.

Man kan til disse tilføje den massive bevægelse mod valgsvindel i Mexico i 2006 og Oaxaca-kommunen det samme år, den store og vedvarende bevægelse blandt de chilenske studerende, massemobiliseringerne i Honduras mod kuppet i 2009 og selv valget af Lula i Brasilien i 2002, selvom det selvfølgelig ikke er en revolutionær begivenhed i sig selv. Alle afspejler de massernes længsel efter fundamental forandring.

Som et biprodukt af disse store bevægelser blandt arbejderne (og i nogle lande bondebevægelser) kom en række regeringer til magten, som overordnet blev beskrevet som ”progressive” eller ”revolutionære”.

Tydeligvis var de forskellige fra hinanden. Mens Chavez eksempelvis på en forvirret måde famlede efter og blev presset mod revolutionær forandring, stræbte Evo Morales, Correoa og Kirchnerne i Argentina efter at genetablere orden med omstruktureringer af den borgerlige stat i disse lande, og for at kunne gøre det, måtte de komme med vigtige indrømmelser, efter at masserne trådte ind på scenen. Imens gennemførte Lula og Dilma et program med kontrareformer.

Venstrefløjen i El Salvador havde næsten intet manøvrerum og er ved at tilbagerulle nogle af dens beskedne reformer, hvilket skaber desillusionering blandt masserne mod FMLN. Der bliver kapitaliseret på denne stemning, først og fremmest af borgmesteren i San Salvador Nayib Bukele, som blev bortvist fra partiet og har udbredt sympati blandt de unge.

Men gennem en længere periode nød alle disse regeringer en vis grad af stabilitet. Dette var til dels et resultat af massebevægelsernes styrke, og som den herskende klasse ikke kunne besejre i direkte konfrontation (kuppene i Venezuela i 2002, Bolivia i 2008 og Ecuador i 2010 blev alle besejret). Frem for alt drog de fordel af en periode med høje priser på råvarer og olie, hvilket tillod dem at gennemføre visse sociale programmer, mens de undgik et direkte sammenstød med masserne.

Råvarepriserne voksede stødt mellem 2003 og 2010 drevet frem af væksten i Kina. Oliepriserne steg fra 40 dollar per tønde, til over 100 dollar. Naturgas lå omkring tre dollar/MMBtu og steg til mellem otte og 18 dollar. Sojabønner sprang fra fire dollar/bu og toppede på 17 dollar. Zinc gik fra et lavpunkt på under 750 dollar/mt til rekordhøje 4600 dollar, kopper gik fra under 0,60 dollar per pund til 4,50 dollar, og tin fra 3700 dollar/mt til højdepunktet på 33.000 dollar/mt.

Dette boom i råvarepriserne og energikilder, som gav disse regeringer et vist manøvrerum, fik en ende og bragte hele regionen i recession i 2014-2015. Dette er hovedårsagen til præsident- og parlamentsvalgene og andre nederlag til disse regeringer, og havde holdt sig inden for kapitalismens begrænsninger.

Da den venezuelanske revolution tog fart, fik Cuba en vis hvilepause. Det er nu slut. Den cubanske økonomi er stadig baseret på planøkonomien, men reformerne, som blev introduceret har åbnet op for mere rum for kapitalistisk økonomi, der åbner op for små virksomheder, ligesom det skal forsøge at tiltrække store private investeringer.

Målet er at øge produktiviteten ved brug af kapitalistiske metoder uden at introducere nogle tiltag af arbejderkontrol. Godt nok består mange af de sociale erobringer i dag, men deres rækkevidde bliver i stigende grad begrænset, og kvaliteten forringes. Den sociale differentiering vokser.

Det er meget farligt. I år skal der være valg, hvor præsidenten for første gang ikke vil være en af Castro’erne eller nogen anden fra revolutionens historiske ledelse. Vi vil se sammenstød og pres fra den kapitalistiske højrefløj, interne og udenlandske, men også en reaktion i den modsatte retning fra dem, som ikke har fået noget ud af disse reformer, og dem, som vil forsvare den socialistiske revolution.

På trods af den patetiske jamren fra den latinamerikanske ”venstrefløj”, kan fjernelsen af Kirchner i Argentina og Dilma i Brasilien ikke tilskrives ”et skift til højre”. Temer og Macris kommen til magten er blev mødt med massive protestbevægelser fra arbejderklassen imod højrefløjens åbenlyse politik med angreb.

Det, som er ved at åbne sig op i Latinamerika, er ikke en periode med social fred og kapitalistisk stabilisering, men snarere en med skarpe modsætninger og øget klassekamp.

Det er blevet bevist med oprørsbevægelsen i Honduras efter valget i 2017. Tidligere, i Guatemala, i 2015, hvor en intern konflikt blandt de borgerlige banede vejen for en massemobilisering af ungdommen, bøndernes organisationer og arbejderklassen. Den proces er endnu ikke slut. I 2017 så vi en generalstrejke, der krævede præsidenten Jimmy Morales og 107 parlamentsmedlemmers fratræden. Andre lande vil gå samme vej, ligesom Mexico, som vil holde præsidentvalg i år, en begivenhed, hvor masserne vil udtrykke, at de er lede og kede af kapitalismens barbari.

Venezuela

Det venezuelanske oligarkis forsøg på at vælte Maduro-regeringen med imperialismens opbakning lader til at have lidt nederlag indtil videre. Oppositionens ledelses fejl og ubeslutsomhed såvel som massernes reaktion, som kom kraftfuldt til udtryk under valgene til Nationalforsamlingen i juli 2017, satte en midlertidig stopper for oppositionens offensiv i årets første halvdel. Men det ændrer intet fundamentalt i forhold til den økonomiske krise eller regeringens politik.

Venezuela er kørt fast i en dyb recession med hyperinflation og hastigt svindende valutareserver, og det har en meget negativ effekt på massernes levestandard. Med sine finansielle sanktioner fortsætter imperialismen med at stramme løkken.

Regeringen fortsætter sin politik med at give indrømmelser til kapitalisterne og med at forhandle med oppositionens politiske repræsentanter. Dens eneste mål er at forblive ved magten. Den midlertidige sejr over oppositionens offensiv har åbnet op for skærpelsen af intern differentiering indenfor den bolivariske bevægelse. Der har været arbejderdemonstrationer og fremkomsten af venstrefløjskandidater, som skal kæmpe mod de officielle kandidater i kommunalvalgene.

Vores position er klar: vi er imod oppositionens omstyrtning af Maduro-regeringen, da det vil være en katastrofe for masserne. Samtidig kan vi ikke støtte regeringens politik, som fører til den bolivariske revolutions katastrofe og nederlag.

En voksende stemning af kritik vinder frem mod det bolivariske ledelse, der ikke kan have den samme autoritet, som Hugo Chavez havde. Eduardo Saman er en tidligere minister, som har været fortaler for arbejderkontrol og modstander af big business, og hans beslutning om at stille op i kommunalvalgene i december 2017 var en tydelig indikation på denne forandrede stemning.

Selvom det hele tiden lå klart, at bureaukratiet var besluttet på at sabotere Samans kampagne, var det ikke desto mindre et vendepunkt, der åbner op for nye muligheder for den marxistiske tendens i Venezuela. Præsidentvalget den 20. maj gav ingen substantiel ændring. Kernen i chavista-stemmerne (30 procent af vælgerne) stemte på Maduro.

Oppositionen er demoraliseret og splittet. Regeringen fortsætter med at gennemføre sin katastrofale økonomiske politik, der kombinerer indrømmelse og appeller til den private sektor med forsøg på at regulere kapitalismen. Den økonomiske krises forværring fortsætter og tynger nøglesektorer til standsning.

Sanktionernes effekt kombineret med korruption, dårlig ledelse og sabotage har ført til et katastrofalt kollaps i olieproduktionen. Hyperinflation har pulveriseret købekraften. På landet er der åben kamp mellem comunero-landbrugskollektiverne og statsapparatet. Blandt arbejderne er der kimen til en protestbevægelse til forsvar for lønningerne. Et kup inden for hæren begynder at rumle. Den venezuelanske revolutions tragedie er fraværet af den subjektive faktor.

Indien og Pakistan

Narenda Modi kom til magten i 2014 på grundlag af udbredt desillusionering med Kongres-partiet, både blandt de arbejdende masser og i et lag af selve borgerskabet. Men det er ikke lykkes ham at tilfredsstille nogle af de kræfter, der bragte ham til magten. Hans afskaffelse af to af Indiens mest brugte pengesedler og “Varer og Tjenester-reformen” havde til hensigt at fremme erhvervslivet, men i stedet forværrede de blot økonomien yderligere, som er faldet fra en vækstrate på over ni procent til mindre end syv procent i 2017.

Den korte periode med høj vækst mellem 2014 og 2016 er nu blevet erstattet af en hård opbremsning. Selv under perioden med hurtigere vækst steg arbejdsløsheden faktisk, og Modi iværksatte en hel serie af angreb mod arbejderbevægelsen. Resultatet har været en eskalering i klassekampen. Studerende, bønder og arbejdere har alle tyet til gaderne. I september 2016 gik mere end 180 millioner arbejdere i strejke. Det er omkring 50 procent flere end under en lignende generalstrejke året før.

I Kashmir gik masserne også på gaden i en bevægelse, som rystede regeringen, der kun midlertidigt fik kuet bevægelsen ved hjælp af voldsom repression. Ikke desto mindre havde bevægelsen en vis indflydelse i resten af landet, særligt blandt de unge studerende. Modi har forsøgt at aflede opmærksomheden væk fra disse udviklinger ved at piske til hinduistisk sekterisme, men det kan kun virke i en begrænset periode. På et tidspunkt vil det blive skåret over af arbejdsklassens voksende opstand.

Begivenhederne i Pakistan og Indien er tæt forbundet. De indiske og pakistanske herskende klasser har en fælles interesse i at opretholde en tilstand af konflikt mellem de to lande for at kunne aflede massernes opmærksomhed. Men den pakistanske herskendes klasses position bliver svagere og svagere. I takt med at USA trækker sin støtte til regimet, træder Kina til.

Kineserne har en særlig interesse i Pakistan som en allierede og som en buffer overfor Indien, ligesom den kinesiske flåde bruger landet som udgangspunkt dets maritime operationer i Det Indiske Ocean. Men kinesiske investeringer skaber ikke jobs eller løser modsætningerne i samfundet.

Det nationale spørgsmål bliver i stigende grad mere giftigt, og i steder som Baluchistan bliver sekterismen forværret af kinesernes tilstedeværelse. En sekterisme som blot er et dække for en stedfortræderkrig mellem fjendtlige eksterne magter (USA, Kina, Saudi-Arabien, Iran…). Hver dag bliver den herskende klasses reaktionære politik afdækket for øjnene af masserne, som har intet andet end foragt til overs for den rådne elite, der hersker og plyndrer landet.

I fortiden spillede lederne i PPP en rolle i at kanalisere massernes vrede og lænede sig op af traditionen for kamp i slut 1960’erne, under Ali Bhutto. Men efter lange perioder i regeringen, hvor de gennemførte nedskæringer, er PPP sunket fast i korruption og er over en bred kam miskrediteret. Det giver plads til, at Sharifs Muslimske Liga kan gøre et comeback. Nu er Sharif også udstillet for massernes åsyn som en korrupt borgerlig politiker, som intet har at tilbyde dem.

Der er en voksende stemning, der afsværger alle de politikere, som bliver set som at de kun tjener sig selv, anti-arbejdere og anti-fattige gangstere. Førhen ville hæren have taget magten nu, men hæren er selv splittet og demoraliseret. Generalerne er ikke meget for at tage ansvaret på sig for at rydde op i alt rodet. Det er i denne kontekst, at vi ser arbejderne og ungdommens begyndende kampe.

Politisk ustabilitet i Pakistan og uro blandt masserne er dukket op i de seneste måneder, blandt andet gennem dannelsen af Pashtin Tahafuz bevægelsen, en protestbevægelse, som så dagens lys for at sætte fokus på situationen omkring fattigdom og undertrykkelsen af det pashtunske mindretal. I løbet af kort tid samlede denne bevægelse en del kræfter, på trods af det pakistanske regimes voldelige repression. Den havde potentialet til at overvinde de etniske splittelser takket være dens fordømmelse af korruption og de pakistanske politikere og militærets barbari.

Afrika

I Sydafrika har mange års klassekamp splintret trepartsalliancen (ANC-CPSA-COSATU). Strejkerne og de unges bevægelser på universiteterne har ført til fremkomsten af Economic Freedom Fighters og det nye fagforbund ledet af NUMSA.

Selvom bevægelsen midlertidigt er stilnet af, er regimet blevet alvorligt påvirket af disse omvæltninger.

Økonomisk krise, masse-vrede, den åbenlyse plyndring af statens ressourcer af opkomlingene i den sorte elite omkring Zuma og Gupta-familien destabiliserer situationen og underminerer ANC’s autoritet. Storborgerskabet, der samarbejdede med Mandela for at stabilisere situationen efter de revolutionære begivenheder i 1980’erne og 1990’erne, er kommet i konflikt med det nyrige lag og den herskende klike omkring Zuma.

På den anden side kan den herskende klasse ikke kassere ANC, fordi den ikke har et alternativt parti, der kan stabilisere situationen. Bevidst om dette har Zuma-fløjen hæmningsløst øget indsatserne i et farligt spil. Denne åbne splittelse mellem de to lejre og den potentielle splittelse inden i ANC kan have revolutionære konsekvenser for Afrikas mest avanceret økonomi.

I Nigeria står en af hovedsøjlerne for det borgerlige styre, PDP, miskrediteret i massernes øjne efter det gevaldige opsving i klassekampen i januar 2012. Det er derfor, de så hastigt fik stykket et nyt parti, APC, sammen – i virkeligheden en fusion af mindre partier – og som dets leder indsatte Buhari, som de betragter som en god kandidat til at samle den brede befolkning og skære på tværs af den stigende radikalisering.

Den manøvre var mulig, fordi lederne af hovedfagforbundet, NLC, brugte tiden og al deres autoritet på at tøjle bevægelsen i 2012 i stedet for at bygge videre på den, samtidig med at de afviste at promovere et uafhængigt parti for arbejderklassen. Det er i dette vakuum, som fagforeningslederne efterlod, at Buhari kunne træde ind. Men på trods af alt dette er ingen af de nigerianske massers presserende problemer blevet løst. Det kom for nylig til udtryk i agitationen for en Biafran-republik i sydøst. Selvom den blev knust af militæret, afslørede den de underliggende spændinger i det nigerianske samfund. Og når de sidste rester af illusioner til Buhari endelig vil fortage sig, vil vi se klassekampens genopdukken, men på en endnu større skala end i 2012.

I Vest- og Centralafrika er massebevægelser mod de korrupte og udnyttende lokale borgerskaber markant øget i løbet af den sidste periode. Dette var enorme bevægelser, der strakte sig over lang tid og mobiliserede millioner af mennesker.

Masserne fulgte tæt den heroiske kamp i Burkina Faso, mens de skrøbelige økonomier i disse lande rammes særlig hårdt af den globale økonomiske krise. De svage regimers angreb på demokratiske rettigheder, senest i Togo og Den Demokratiske Republik Congo, var dråben, der fik bægret til at flyde over. Det er især massen af unge, som sætter lighedstegn mellem deres generelle undertrykkelse og de årtier gamle regeringer.

Den udbredte elendighed i regionen såvel som forræderierne hos de borgerligere oppositionsledere – hvis eneste interesse ligger i at erstatte dem i spidsen for regimerne – bekræfter både rigtigheden i teorien om den permanente revolution og behovet for at bygge en international revolutionær organisation. Efter store opsving i mobiliseringer er bevægelserne stilnet på grund af manglen på en kæmpende ledelse. Den eneste konklusion, masserne kan drage fra alle dette, er, at de ikke kan have tillid til den gamle ledelse. Marxistisk teori og revolutionær organisering er det, som kan bryde dette dødvande.

Borgerskabets pessimisme

Hundredårsjubilæet for Oktoberrevolutionen gav kapitalens strateger en mulighed for at reflektere over historien – og bekymre sig over fremtiden. den 15. august 2017 skrev Martin Sandbu i Financial Times:

”Dette år markerer vi to jubilæer – hundredåret for Den Russiske Revolution og tiåret siden starten på den global finansielle krise – som har mere tilfælles, end hvad det umiddelbart lader til.

Den globale finanskrise […] rystede selve fundamentet på den model, der kom sejrrigt ud af Den Kolde Krig.

1980’ernes fordummende kommunisme, som havde udviklet sig under sovjetblokken, kollapsede under vægten af dens egne økonomiske og politiske modsætninger. Det seneste års politiske uroligheder viser, at vi nu venter på at se, hvorvidt de åbne markedsøkonomier vil lide samme skæbne” (vores fremhævning).

Han fortsætter:

“Friedrichs von Hayeks indblik i, at fleksible markedspriser rummer mere information, end nogen planlægningsmekanisme kan håbe på at samle centralt; og at spredt beslutningstagning derfor fungerer mere effektivt end statslige autoriteter kan […] Men det fik en grov opvågning under den globale finanskrise, som underminerede enhver påstand fra den vestlige finansielle kapitalisme om at være den bedste måde at organisere en økonomi på”.

Og han konkluderer:

“Det som skete for ti år siden i denne måned var den forfærdelige realisering af, at de finansielle krav, der havde akkumuleret sig over den seneste periode, ikke stemte, at den fremtidige økonomiske produktion, som kravene var baseret på, var utilstrækkelige til, at de alle kun indfries til fulde.

[…] markedsliberalismen, forrådte, til gengæld, den drøm, den havde lovet. Vestlige økonomier er i dag langt fattigere, end tendensen forudså før krakket. Krisen og dens efterspil har efterladt særligt unge med meget lidt grund til at håbe på de samme muligheder, som gav deres forældre og bedsteforældre fremgang.

[…] et social system kan overleve disillusionering i lang tid. […] Men når folk ikke længere kan regne med deres levebrød, vil opbakningen forsvinde.”

Nogle af de mere seriøse kapitalistiske eksperter begynder at forstå, at deres opskrift for de sidste 30 år ikke længere virker. I en artikel, som udkom i juni 2016 i den tysk avis Die Zeit under titlen ”Neoliberalism is dead”, bliver vi informeret om, at selv Den Internationale Valutafond har indrømmet, at deres politik ikke har den ønskede effekt. Men naturligvis drager de aldrig de nødvendige konklusioner.

Wolfgang Streek fra Max Planck Instituttet har oplistet alle kapitalismens problemer i en lang artikel publiceret i New Left Review med titlen ”How will capitalism end? (May/June 2014), som han i 2016 udvidede til en bog. Han siger, at det kapitalistiske system har en legitimitetskrise, fordi det ikke længere kan give det, som det gjorde førhen, og folk derfor begynder at stille spørgsmål til systemet.

Det forklarer den store omskiftelighed i de demokratiske valg, som kan observeres i mange lande. Han fremsætter også spørgsmålet om, hvorvidt et ”demokratisk system” kan frembringe den politik, som kapitalismen har brug for. Det, han mener med det, er, hvorvidt de kan påtvinge arbejderklassen det, som borgerskabet har brug for.

I sin artikel skriver Streek, at kapitalismen “i den forudsigelige fremtid vil befinde sig i et limbo, død eller døende af en overdosis af sig selv, men stadig i høj grad til stede, da ingen har magten til at rydde dets rådnede lig af vejen”.

Det er ikke nogen ringe beskrivelse af nutidens kapitalisme. Det er ikke uden betydning, at Martin Wolf, cheføkonomisk kommentator på Financial Times, følte behov for at svare Streek i en artikel med den interessante titel ”The case against the collapse of capitalism” (Financial Times 2. november 2016). Hvor er det fantastisk, som kapitalens strateger forstår deres egets systems sygdom!

Lenin forklarede, at hvis ikke det kapitalistiske system væltes, vil det altid komme videre selv efter den dybeste krise. I 1930’erne var der endda perioder med fremgang. Den borgerlige presse har talt om et opsving de sidste syv år. I virkeligheden er det det svageste opsving i historien og visse ting kan følger af dette.

Selvfølgelig har det kapitalistiske system stadig vigtige reserver, og hvis kapitalisterne og bankfolkene føler sig truet med at miste alt, vil de introducere keynesianske tiltag. Men disse reserver er ikke ubegrænsede, og der er blevet tæret på dem med en alarmerende hastighed de sidste ti år. Som resultat heraf vil de være i en langt svagere position til at kunne afbøde dens konsekvenser, når den næste krise uundgåeligt kommer.

De gentager konstant, at de har lært lektierne fra 2008. Men de sagde også, at de havde lært lektierne af 1929. Og som Hegel pointerede, vil enhver, der har studeret historien, blive nødt til at konkludere, at ingen har lært noget som helst fra den.

I sidste ende vil det være forkert uanset hvad borgerskabet gør, om det så er keynesianisme, monetarismen, protektionisme eller hvad som helt andet. I middelalderen sagde præsterne: alle veje fører til Rom. Nu kan vi bruge en lidt anderledes variant: under kapitalisme fører alle vej til ruin.

Revolutionens molekylære proces

For ikke så lang tid siden virkede det som om, at der ikke skete så meget i verden. En diskussion om verdensperspektiverne ville koncentrere sig om et eller to lande. Men nu finder den samme revolutionære proces sted i større eller mindre intensitet i hvert eneste land i verden uden undtagelse. Det, vi derfor diskuterer, er en generel proces for revolution på verdensplan.

For marxister er en diskussion af økonomiske perspektiver ikke en akademisk eller intellektuel øvelse. Det, som er vigtigt, er dens betydning for klassekampen og bevidstheden. Men eftersom bevidstheden altid halter bagefter begivenhederne, var der en uundgåelig forsinkelse mellem krisens begyndelse og intensiveringen af klassekampen.

Borgerskabet, der altid famler sig empirisk frem, har været ude af stand til at se den eksplosive akkumulation af utilfredshed, der har opbygget sig under overfladen, og som i stilhed har samlet styrke. De lykønskede sig selv for, at ingen revolution havde fundet sted. Da de havde kommet sig oven på det første chok, var det for bankfolkene og kapitalisterne business as usual. Som en fuld mand, der står og danser på kanten af en afgrund, fortsatte de med pengeskabelsens muntre karneval, som krævede et endnu mere febrilsk tempo, imens vilkårene for masserne gik fra slemt til værre.

Trotskij forklarede det, han kaldte for revolutionens molekylære proces. I History of The Russian Revolution pointerer han, at, det som er bestemmende for massernes bevidsthed, ikke blot er den økonomiske krise, men snarere akkumulationen af utilfredshed, der bygger sig op over hele perioden. Massernes utilfredshed akkumulerer sig ubemærket, indtil det til sidst når et kritisk punkt, hvor kvantitet omdannes til kvalitet. Nu er den herskende klasses fornemmelse af lettelse pludselig blevet erstattet af pessimisme og bange anelser. Der er sociale og politiske krampetrækninger overalt, efterfulgt af ekstrem ustabilitet på verdensplan og voldsomme skift i verdensrelationerne.

Selv hvis økonomien forbedres, vil det ikke automatisk registrere sig i massernes bevidsthed, som er blevet formet af erindringerne om årtier med stagnerende eller faldende levestandarder. Det meget svage opsving i USA er blot et tegn på en meget relativ forbedring begrænset til bestemte sektorer. Det har ikke betydning for arbejdsløse arbejdere i rustbæltet. Og alle andre steder føles det ikke som et rigtigt opsving, og har ikke genoprettet nogen som helst følelse af tillid til systemet eller optimisme for fremtiden, tværtimod gør det modsatte sig gældende.

Vi ser den samme historie afspejlet i den britiske folkeafstemning om medlemskabet af EU. Der var mange grunde til, hvorfor valget endte med Brexit. Men en meget vigtig årsag fremstår i de skarpe regionale forskelle mellem nord og syd. Bankfolkene og spekulanterne i City of London har haft meget stor nytte af EU-medlemskabet, som gav dem en privilegeret adgang til Europas lukrative finansielle markeder. Men medlemskabet har absolut intet gjort for de fattige områder i nordøst eller i Wales, som har lidt under årtiers afindustrialisering og lukningen af kulminer, stålvalseværker og skibsværfter.

Den voksende ulighed

Overalt er der en voksende vrede mod de groteske niveauer af ulighed, hvor den voksende fattigdom og fortvivlelse på bunden står i skarp kontrast til den frastødende høje velstand hos en lille bitte parasitisk minoritet. Det seriøse borgerskab er i stigende grad bekymret for denne tendens, fordi den truer hele systemets stabilitet.

Overalt er der et brændende had mod de rige. Mange mennesker spørger: Hvis økonomien klarer sig så godt, hvorfor er der så ikke en forbedring i vores levestandarder? Hvorfor skærer de stadig i velfærd, sundhed og uddannelse? Hvor betaler de rige ikke skat? Og de får ingen svar på disse spørgsmål.

Borgerskabet bliver i stigende grad bekymret over krisens politiske konsekvenser. En stor del af arbejderklassen er milevidt fra at føle fordelene af det såkaldte opsving. I stedet har de det værre end før krakket. En undersøgelse fra McKinsey Global Institute viste, at 65-75 procent af ”indkomst-segmenterne” i de avancerede økonomier oplevede enten stagnation eller fald i deres indtægt mellem 2005 og 2014. I lande som Italien var der fald i alle indkomst-segmenterne (”Poorer Than Their Parents, McKinsey Global Institute”)

I det rigeste og mest magtfulde kapitalistiske land, der nogensinde har eksisteret, har der ikke været nogen reel fremgang i levestandarden i snart 40 år. Levestandarden for de fleste amerikanere er tværtimod faldende. Hvilket ikke er noget særtilfælde. I alle lande er den nuværende unge generation den første, som ikke kan forvente at få en bedre levestandard, end deres forældre.

Polariseringen af velstanden fortsætter uhindret i USA. Fra 2000-2010 steg profitterne med 80 procent og lønningerne med otte procent, mens den gennemsnitlige husstandsindkomst faktisk faldt med fem procent. Disse tal viser, at den massive stigning i profit blev opnået på bekostning af arbejderklassen (”What about the workers?”, The Economist, 25. maj 2011).

Disse tal, der er før skat og rådighedsbeløb, underdriver forholdet. De medregner ikke faktorer, som øgede arbejdstimer, øget antal korttidskontrakter, hvad enten der er tale om nultimers-kontrakter eller midlertidige, og nedskæringer på velfærden. Dette skal føjes til det samlede pres på arbejderfamilierne.

Krisen har sin mest smertefulde og direkte effekt på ungdommen. For første gang i mange årtier vil den nye generation ikke have de samme levestandarder som deres forældre. Det har alvorlige politiske følger. I alle lande finder det utålelige pres på ungdommen et udtryk i øget politisk radikalisering. I alle spørgsmål befinder de unge sig langt mere til venstre end resten af samfundet. De er langt mere åbne over for revolutionære ideer, end andre lag og er derfor vores naturlige politiske miljø.

Læren af stalinismens kollaps

I 1991 forandrede Sovjetunionens sammenbrud historiens gang. På det tidspunkt var borgerskabet og dets efterabere i arbejderbevægelsen, reformisterne, euforiske. De snakkede om socialismens endeligt og slutningen på kommunismen og endda om historiens afslutning.

Det Francis Fukuyama mente med sin notoriske aforisme, var ikke at historien som sådan har et endepunkt, men at Sovjetunionens kollaps betød, at socialismen var færdig. Den logiske slutning vil derfor være, at det eneste mulige system, der kan eksistere, var kapitalismen (den frie markedsøkonomi), og i den forstand havde historien nået et slutpunkt.

Det forbløffende ved stalinismens fald, var hvor hurtigt de umiddelbart magtfulde og monolitiske regimer kollapsede, så snart de blev udfordret af massebevægelser i Østeuropa.

Det var en afspejling af regimets indre råddenskab og opløsning. Men den senile kapitalismes forfald bliver stadigt tydeligere for millioner af mennesker.

Da Berlinmuren faldt, forudså Ted Grant, at set retrospektivt ville stalinismens fald kun være første akt i et verdensomspændende drama, som ville blive efterfulgt af en endnu mere dramatisk anden akt – kapitalismens globale krise. Vi ser nu sandheden i denne udtalelse. I stedet for universel velstand er der fattigdom, arbejdsløshed, sult og elendighed. I stedet for fred er der krig efter krig efter krig.

Den samme proces, der pludselig førte til stalinismens fald, kan finde sted i kapitalismen. I det ene land efter det andet er vi vidne til pludselige chok, som tester systemets modstandsdygtighed og udstiller dets svagheder.

Det borgerlige demokratis institutioner, som tidligere nød blind tillid, begynder at blive miskrediteret overalt. Folk stoler ikke på politikerne, regeringen, dommerne, politiet, sikkerhedstjenesterne, ikke engang Kirken: Hele systemet er kommet under nøje granskning og kritik.

En repræsentant for WikiLeaks blev spurgt på britisk fjernsyn: “Siger du helt seriøst, at de amerikanske efterretningstjenester lyver?” Han svarede: ”Hvorfor ikke? De lyver altid!” Det er, hvad mange mennesker nu begynder at tro på.

Masseorganisationer: Reformismens krise

Kapitalismens krise er også reformismens krise. Overalt er de traditionelle partier både på højrefløjen og venstrefløjen i krise. Organisationer, der virkede som om de var solidt funderede og uforanderlige er på vej i krise, nedgang eller er i slet og ret forfald. De reformistiske partier, der har deltaget i regeringer, der har gennemført dybe nedskæringer, bliver afvist af deres traditionelle vælgerbase.

I en eller anden grad og hurtigere eller langsommere kan de samme processer ses i praktisk talt alle lande i Europa. Ligesom i Frankrig så man også i Holland, hvordan Geert Wilders højrefløjsparti blev slået til valget. Borgerskabet drog et lettelsens suk. Men langt mere betydningsfuld end Wilders nederlag var det knusende nederlag til det hollandske arbejderparti, som stort set blev udslettet. Partiet mistede 75 procent af sin støtte.

Det belgiske arbejderpartis fremvækst er også en betydningsfuld udvikling. Denne tidligere maoistiske sekt er nu et venstre-reformistisk parti, selvom det påstår både at være marxistisk og kommunistisk. I Vallonien, den fransktalende region, er de nummer to, lige efter Socialisterne.

Det samme gør sig gældende i Bruxelles. I de røde områder kan de få omkring 25 procent af stemmerne. Men de begynder også at vokse i Flandern. Masserne leder efter og kræver forandring. De har brug for at finde et organiseret politisk udtryk for denne vrede. Gennem den sidste perioder har de græske masser gjort alt i deres magt for at kæmpe for forandring i samfundet. Der har været mange massestrejker, generalstrejker og massedemonstrationer. Men her kommer vi til det vigtigste spørgsmål: den subjektive faktor.

I deres forsøg på at finde en vej ud af krisen, vender masserne sig først til den ene politiske mulighed, tester den, kasserer den, for så at se sig om efter en anden. Det forklarer de voldsomme sving i den offentlige opinion til venstre og højre. Men der finder ikke det, de leder efter. De folk, der burde lede – Labour politikerne, socialdemokraterne, se såkaldte eks-kommunister og fremfor alt fagforeningslederne – ønsker ikke at kæmpe mod nedskæringer og for en seriøs forandring af samfundet.

Trotskij forklarede, at forræderi er implicit i reformismen. Med dette mente han ikke, at alle reformister forråder arbejderklassen med overlæg. Der kan være ærlige reformister lige så vel, som der kan være korrupte karrieremagere og bureaukrater, som er borgerskabets agenter i arbejdernes organisationer.

Men selv ærlige venstre-reformister har ingen perspektiver for en socialistisk transformation af samfundet. De tror på, at det er muligt at gennemføre de reformer, som arbejderne kræver af dem indenfor kapitalismens rammer. De betragter sig selv som uovertrufne realister, men under kapitalismens krises er denne ”realisme” et udtryk for utopisme af den værste slags.

Pasok, som i årtier var massepartiet for den græske arbejderklasse, kollapsede på grund af dets forræderi og medvirken i nedskæringsregeringer. Arbejderne vendte sig til SYRIZA, som tidligere var et meget lille parti. Alexis Tsipras blev den mest populære politiske leder i Grækenland. Han afholdt en folkeafstemning, hvor han spurgte: ”Skal vi accepterer Frau Merkels nedskæringer?”, og der var en massiv respons.

I overvældende grad stemte det græske folk imod nedskæringer: ikke blot arbejderklassen, men også middelklassen, taxachaufførerne og de små erhvervsdrivende.

I det øjeblik kunne Tsipras have sagt: “Vi vil ikke betale en mere euro til disse gangstere! Nu er det nok! Vi vil tage magten i vore egne hænder og appellere til arbejderne i Spanien, Italien, Tyskland og Storbritannien til at følge vores eksempel. Vi må kæmpe mod bankfolkenes og kapitalisternes diktatur: for et ægte demokratisk socialistisk Europa.”

Havde han gjort det, ville han have modtaget en overvældende støtte. Folk vil have danset i gaderne. Og det græske folk ville have været klar til at give ofre, store ofre om nødvendigt, for at støtte deres ledere – på en betingelse: At de var sikre på, at de kæmpede for en retfærdig sag og at ofrene ville være de samme for alle. Tsipras kunne have løftet sin lillefinger, og det ville have været kapitalismens endeligt i Grækenland. Han kunne have eksproprieret bankerne, skibsredder-magnaterne og industrialisterne.

Men Tsipras er ikke marxist. Han er reformist og derfor faldt det ham ikke ind at basere sig på massernes magt. Han overgav sig til Berlin og Bruxelles afpresning og skrev under på en langt værre aftale end den, der oprindelige blev forslået, hvilket førte til en kolossal demoralisering og et stort fald i støtten til SYRIZA, selvom han stadig er ved magten, men blot fordi der intet alternativ er.

Processen påvirkede også Spanien, som oplever en omfattende politiske krise. Ligesom SYRIZAs krise i Grækenland, var Podemos hastige vækst en klar refleksion af massernes massive utilfredshed med de gamle partier og et brændende behov efter forandring. Men ledelsens forvirrende og svingende politik skuffede mange af dets vælgere, selv før de kom til magten. Pablo Iglesias’ flirt med Socialdemokratiet førte til en nedgang i Podemos’ vælgere og en skarp splittelse blandt dets ledere.

I noget tid har lederne i Podemos set til deres højre – mod PSOE i håbet om at en form for aftale kunne indgås for at fjerne den forhadte Rajoy-regering (hvilket til sidst skete med PP-regeringens kollaps i juni). Det har ledt dem til en moderation af deres sprog, og de er under et enormt pres for at virke mere respektable og ”statsmænds-agtige”. Dette vil yderligere forvirre og desorientere deres tilhængere.

Socialisternes nye leder, Pedro Sanchez, er en meget svag refleksion af Jeremy Corbyn og Mélenchon. Ikke desto mindre forsøgte den spanske herskende klasse at fjerne ham, efter han havde vovet at rejse ideen om en koalitionsregering med Podemos og de catalanske nationalister. Dette blev afvist af geledderne i det interne valg, hvilket genindsatte Pedro Sanchez som generalsekretær.

De ovenfornævnte eksempler er forskellige varianter af den samme proces. Overalt er de reformistiske og eks-stalinistiske partier i krise. Efter år med forræderi, klassesamarbejde og et endeløst skred mod højre er mange af de gamle masseorganisationer blevet godt og grundigt miskrediteret.

Der er det ikke sikkert, at den stigende klassekamp vil blive afspejlet i disse. Nogle af dem, har oplevet split, mens andre helt er forsvundet (hvor Italien er det mest ekstreme eksempel på dette, da både de gamle socialistiske og kommunistiske partier er væk). Vi har også set nye politiske formationer dukke op, såsom SYRIZA, France Insoumise og Podemos, alt afhængig af de enkelte landes traditioner og konkrete forhold ser vi mange lignende fænomener opstå i andre lande, og vi må orientere os tilsvarende.

Ligesom bølgernes havskum er disse nye formationer en refleksion af dybe og magtfulde strømme under overfladen. Men disse nye formationer mangler en stabil base i arbejderklassen og fagforeningerne. Som et resultat af dette, og også deres grundlæggende småborgerlige sammensætning, er de gennemgående ustabile og kan kollapse lige så hurtigt, som de er opstået.

Eksemplet med Corbyn i Storbritannien er indtil videre en undtagelse fra reglen. Som vi har forklaret, var denne udvikling et resultat af et tilfælde, men som Hegel forklarede, et tilfælde, der afslørede en nødvendighed. Corbyn-bevægelsens stærke side er, at den har givet massernes akkumulerede utilfredshed et nødvendigt udgangspunkt, særligt hos de unge. Dens svage side vil blive afdækket, når venstre-reformismens begrænsede natur vil blive sat på prøve i en venstreorienteret Labour-regering.

Det betyder, at vores taktik må være fleksibel til alle tider, tilpasset de konkrete forhold, bevidsthedsniveauet hos arbejderklassens og fremfor alt de mest aktive og avancerede lag. Vi vil støtte venstre-reformisterne i kampen mod højrefløjen og altid presse dem til at gå længere. Men på samme tid må vi tålmodigt forklare til de mest bevidste arbejdere og unge begrænsningerne i et program, der ikke søger at omvælte kapitalismen, men kun at reformere det indefra – en utopisk politik, der, uagtet dens fortaleres gode intentioner, kun kan føre til nederlag og forberede et sving til højre.

Ungdommens radikalisering

Politisk og social ustabilitet fejer som a varm vind fra et europæisk land til et andet.

Den ændrede bevidsthed blev afspejlet i en meningsmåling for unge offentliggjort i Quartz, den 28. april 2017. Det var en del af en EU-sponsoreret undersøgelse med titlen “Generation what?”

Omkring 580.000 respondenter i 35 lande blev stillet spørgsmålet: ”Vil du aktivt deltage i en opstand i stor skala mod generationen ved magten, hvis det skete indenfor de næste dage eller måneder?” Mere end halvdelen af de 18 til 34-årige svarede ja. Artiklen konkluderer: ”Unge europæere er lede ved det status quo, der er i Europa. Og de er parate til at gå på gaden for at skabe forandring.”

Rapporten fortsatte med at fokusere på respondenter fra 13 lande for bedre at forstå, hvad unge er optimistiske og frustrerede over i Europa. Blandt disse var unge i Grækenland ”særligt interesseret i at gå med i opstande i stor skala mod deres regering, hvor 67 procent svarede ja til spørgsmålet.” Respondenterne i Grækenland syntes også i højere grad, at politikerne var korrupte og har en negativ opfattelse af landets finansielle sektor.

Unge i Italien og Spanien kom næstefter med henholdsvis 65 og 63 procent, der var villige til at på med i opstande af stor skala. I Frankrig, et land, der har revolution kodet ind i dets DNA, svarede 61 procent af de unge ja. Men selv i Holland, som i undgik langt det værste af krisen, var en tredjedel af de unge enige i udsagnet. I Tyskland var det 37 procent og i Østrig til næsten 40 procent.

Under valgkampen demonstrerede franske teenagere i Rennes og andre byer for at protestere imod begge præsidentkandidater. Nogle af demonstranterne blokerede skoler, mens andre marcherede mod bykernen med plakater, som sagde ”Udvis Marine Le Pen, ikke immigranterne” og ”Vi vil hverken have Macron eller Le Pen.” Rapporten noterer sig, at respondenterne fra Frankrig klagede over en række negative udviklinger – for meget korruption, for mange skatter, for mange rige – i sammenligning med det øvrige EU.

Disse tal indikerer, at en omfattende forandring er ved at finde sted. Rapporten konkluderer: ”Vælgerapatien blandt unge har længe været beskrevet som en bekymrende tendens. I Storbritannien for eksempel faldt valgdeltagelsen for unge ved de almindelige valg med 28 procentpoint, fra 66 procentpoint i 1992 til 38 procentpoint i 2005. Men denne nedgang i valgdeltagelsen er ikke nødvendigvis et bevis for politisk apati.”

Problemet med ledelse

Overfladiske folk har spurgt: “Hvis tingene er så slemme, hvorfor har der så ikke været en revolution?” Den herskende klasse lykønskede sig selv for, at det ikke skete, da de indledningsvist frygtede det værste.

Og eftersom det værste ikke øjeblikkeligt materialiserede sig, drog de et lettelsens suk og genoptog deres fornøjelige pengeskabelseskarneval, mens alle andre så deres levestandarder og udsigter for fremtiden blive knust. Med andre ord opfører de sig som en mand, som saver den gren over, han sidder på.

I virkeligheden er der intet overraskende ved den revolutionære proces’ forsinkelse. Over mange årtier har bankfolkene og kapitalisterne bygget magtfulde forsvarsværker op omkring deres system. De kontrollerer aviserne, radioen og fjernsynet. De drager nytte af stort set ubegrænsede finansielle ressourcer, som de bruger til at købe tjenester af de politiske partier – ikke kun hos højrefløjen, men også hos ”venstrefløjen” og også hos mange af de ”ansvarlige” fagforeningsledere. De kan regne med støtte fra universitetsprofessorer, advokater, økonomer, biskopper og de mest privilegerede øvre lag i intelligentsiaen. Og hvis alt dette fejler, kan de altid ty til politimandens knippel, dommerne og fængselssystemet.

Men der er en anden og langt mere magtfuld barriere mod revolutionen. Den menneskelige bevidsthed er i modsætning til, hvad idealisterne mener, ikke progressiv; og bestemt ikke revolutionær. Den er gennemgående konservativ. Mange mennesker er bange for forandring. Under normale forhold vil de klamre sig til det velkendte, til det de kender: velkendte ideer, partier, ledere, religioner. Dette er fuldkommen naturligt og afspejler et selvoprettelsesinstinkt. Det stammer fra den tid, hvor vi levede i huler og frygtede mørkets afkroge, hvor farlige dyr lurede.

 Der er noget betryggende ved rutine, vane og tradition, i at gå ad de gamle, velkendte stier. Som en regel vil folk kun acceptere ideen om forandring på grundlag af store begivenheder, der ryster i samfundet i sit fundament, hvilket forandrer bevidstheden og tvinger folk til at se tingene, som de virkelig er. Det sker ikke gradvist, men på en eksplosiv måde. Og det er præcist det, vi ser begynde at finde sted overalt. Bevidstheden begynder at indhente situationen med et brag.

Det mest vigtige spørgsmål er spørgsmålet om ledelse. I 1914 beskrev de tyske hærofficerer den britiske hær i Frankrig på følgende vis: ”Løver ledet af æsler”. Og det er en meget god beskrivelse af arbejderklassen overalt. De reformistiske ledere spiller en yderst skadelig rolle ved at klynge sig til ”det frie marked”, selv når det kollapser omkring dem.

De højreorienterede reformistiske ledere er komplet korrupte. De har forladt alle påskud om at gå ind for socialisme for årtier siden og blev bankfolkene og kapitalisternes mest trofaste tjenere. De tager villigt ansvaret for nedskæringer i velfærden og angreb på levestandarderne på deres skuldre for at forsvare kapitalismen. Men ved at gøre dette miskrediterer de sig selv blandt masserne, der tidligere støttede dem.

Der var en klar logik i dette. I en periode med kapitalistisk opsving var det muligt at komme med indrømmelser i de avancerede kapitalistiske lande i Nordamerika, Europa og Japan. I en periode med dyb krise siger borgerskabet, at de ikke længere har råd til reformer. Tværtimod kræver de et opgør med de reformer, der er blevet vundet siden 1945. For masserne giver reformisme med reformer mening. Men reformisme uden reformer – eller rettere reformisme med kontra-reformer – giver ikke nogen mening overhovedet.

Det lange periode med kapitalistisk opsving, der fulgte afslutningen af Anden Verdenskrig, satte de sidste segl på socialdemokratiets degeneration. Denne degeneration er trængt dybt ind i dets rækker.

De fleste aktivister af den gamle skole i de socialdemokratiske partier og fagforeninger er blevet demoraliseret i løbet af den forrige periode. De er desillusionerede, desorienterede og gennemgående skeptiske. De er helt ude af trit med den virkelige stemning, og de afspejler ikke klassen.

Dette lag af aktivister forstod aldrig noget. De repræsenterer hverken nutiden eller fremtiden, men er kun en refleksion af fortidens demoraliserende nederlag. Situationen bliver endda værre hos eks-stalinisterne, som fuldstændig har forladt ethvert socialistisk perspektiv eller revolutionært klasseinstinkt, som de måske engang har haft. Nogle af dem kan blive aktive igen, når klassekampen rejser sig. Men de fleste af disse samt venstre-reformisterne er så dybt influeret af skepticismens ånd, at de er en hindring på vejen for de militante arbejdere og unge, der søger vejen for den socialistiske revolution.

 Vores position som en revolutionær organisation kan ikke afgøres eller influeres af dette lag. Vores taktik er baserer på den reelle situation: kapitalismens organiske krise, som til gengæld producerer en ny generation af klassekæmpere, der er langt mere revolutionære, end den tidligere generation nogensinde var. Vi skal basere os selv på ungdommen: både de studerende, skoleeleverne og fremfor alt arbejderklassens unge, som grusomt bliver udnyttet og er vidt åbne overfor revolutionære ideer.

Dette er en periode med pludselige chok og forandringer i situationen, som kan ramme alle lande uden undtagelse. Det politiske centrum er ved at kollapse overalt, og det er en afspejling af den voksende polarisering mellem klasserne. Hvor der tidligere var politiske stabilitet, er der nu voksende ustabilitet. Valg leder til det ene chok efter det andet: skarpe sving til højre og venstre. Ting som ikke skulle ske, er nu ved at ske. Derfor må vi være forberedt på store forandringer, der kan ske hurtigere, end vi tror. Hvis venstrefløjen skuffer massernes forhåbninger, kan der ske en bevægelse mod højre, som til gengæld forbereder endnu større sving til venstre.

Vi må følge processen, som den udfolder sig. Vi må væbne os selv med revolutionær tålmodighed, siden det er umuligt at påtvinge begivenhederne vores køreplan. Begivenhederne må følge deres egen kurs i overensstemmelse med deres egen fart. Men vi må også forberede os på skarpe og pludselige skift, som er implicit i hele situationen. Kolossale begivenheder kan komme over os langt tidligere, end vi regner med. Der er ikke plads til selvtilfredshed. Vi må bygge kræfterne i IMT så hurtigt som muligt. Vi er på rette vej. Vi må i handling og praksis bevise at være de rette arvtagere til traditionen fra 1917, til Lenin og Trotskij og den bolsjevikiske revolution.

Vi må have absolut tillid til vores klasse, arbejderklassen, den eneste kreative klasse, den klasse, der skaber al samfundets velstand, og den eneste sande revolutionære klasse, der holder menneskehedens skæbne i sine hænder. Vi må have fuldkommen tillid til os selv: absolut tiltro til at vi, bevæbnet med marxismens ideer, vil bygge de kræfter, som er nødvendige for at lede kampen for at forandre samfundet, at gøre en ende på dette grusomme regime af uretfærdighed, udnyttelse og slaveri og sikre socialismens sejr over hele verden.

Bardonecchia, 25, juli 201

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]