Dette dokument blev vedtaget på et møde i august 2004, hvor omkring 300 marxister fra 26 lande, inklusiv Venezuela og Cuba, deltog for at diskutere verdenssituationen og marxisternes opgaver.

I de sidste 10 eller 20 år er der blevet ophobet masser af modsætninger på verdensplan. Nu ser vi resultaterne. Ikke siden 1945 har vi i verdenshistorien set så enorme krampetrækninger på alle niveauer: økonomiske, sociale, diplomatiske og politiske. Aldrig før har vi set det kapitalistiske systems modsætninger komme så klart til udtryk over hele kloden.

Verdensperspektivet omhandler den ustabile situation, verdensøkonomien, USA og verden, truslen fra protektionisme, forholdet mellem EU og USA, situationen i Europa og hvad der sker i masseorganisationerne, forholdet mellem verdens lande, Irak, Mellemøsten og Afghanistan, Ustabilitet i Pakistan, Den indiske arbejderklasses kolossale potentiale, Latinamerika, Den venezuelanske revolution og Cuba.

Hele historien er en proces hvor modsætninger langsomt ophobes, indtil de til sidst når et kritisk punkt, hvor kvantitet omdannes til kvalitet. Dialektikkens opgave er at fastslå, hvornår sådanne kritiske punkter opstår. I de sidste 10 eller 20 år er der blevet ophobet masser af modsætninger på verdensplan. Nu ser vi resultaterne. Ikke siden 1945 har vi i verdenshistorien set så enorme krampetrækninger på alle niveauer: økonomiske, sociale, diplomatiske og politiske. Aldrig før har vi set det kapitalistiske systems modsætninger komme så klart til udtryk over hele kloden.

Den nuværende verdenssituation ligner det, der inden for fysikken kaldes en kritisk tilstand, hvor partikler udsættes for de største svingninger. Dette skaber visse vanskeligheder for perspektiver, der i den foregående periode var mere forudsigelige. Ligesom det er relativt let at forudsige en væskes strømretning under normale forhold, men svært at forudsige udfaldet af turbulens, således kan verdenssituationen – når den balancerer på randen af kaos – også komme med alle mulige overraskelser, både for den herskende klasse og for marxisterne.

Den kritiske tilstand i fysikken kan demonstreres ved et simpelt eksperiment, hvor man udløser et skred bare ved at lægge ét enkelt sandkorn til en bunke sand. Ved det kritiske punkt kan en hvilken som helst tilfældig faktor udløse en seriøs krise. Dette kaldes i moderne fysik for et “uligevægtssystem”. Udtrykket beskriver meget godt den nuværende verdenssituation. Det er en helt fundamental beskrivelse af den historiske epoke, som vi er på vej igennem. Det er dette, der er bestemmende for vores analyse – ikke den ene eller den anden tilfældige begivenhed. Det er nødvendigt at se ud over de umiddelbare enkeltheder og lede efter de dybereliggende historiske processer.

Der er visse historiske perioder, hvor det lader til, at der ikke sker ret meget. I et langt stykke tid efter anden verdenskrig havde det kapitalistiske system held til at etablere en relativ og midlertidig ligevægt. Delingen af verden mellem det mægtige stalinistiske Rusland og den amerikanske imperialisme førte til en fastfrysning af de internationale forhold i en hel historisk periode. Samtidig førte den lange periode med kapitalistisk opsving til en nedgang i spændingerne mellem klasserne, i hvert fald i de fremskredne kapitalistiske lande. Revolutionen var taget af dagsordenen i årtier, selvom der selv på dette stadie var revolutionen i Frankrig i maj 1968. Men nu er hele processen vendt fuldstændig op og ned.

Disse bemærkninger gælder selvfølgelig de fremskredne kapitalistiske lande i Europa, Japan og USA. For de to-tredje dele af verdens befolkning, der lever i de uudviklede lande, har der aldrig været noget pusterum. Det var en periode med næsten uafbrudte omvæltninger, krige, revolutioner og kontrarevolutioner. Men for de udviklede kapitalistiske lande var dette ikke tilfældet. I lang tid var konflikterne og spændingerne gemt under overfladen. Arbejderklassen blev holdt hen i passivitet. Men nu er den gamle ligevægt blevet forstyrret. De skjulte kræfter er begyndt at sætte sig igennem.

Hvad er det væsentligste træk ved verdenssituationen? Det er netop nedbrydningen af den gamle stabilitet, den voldsomme forstyrrelse af den gamle ligevægt overalt. I stedet ser vi en kolossal ustabilitet helt uden sidestykke og omskiftelighed på alle niveauer, uanset hvor vi kigger hen. Dette er den mest ustabile periode efter 1945. I stedet for vækst, fuld beskæftigelse og fremgang er der krise, voksende arbejdsløshed og nedskæringer i levestandarden, selv i de rigeste lande. Kløften mellem rig og fattig vokser konstant, og den økonomiske magt bliver koncentreret på færre og færre hænder.

Væk er den gamle sikkerhed, den “amerikanske drøm”, overbevisningen om, at i morgen bliver bedre end i dag, ligesom i dag var bedre end i går. I de fremskredne kapitalistiske lande bliver den nuværende generation den første siden 1945, der vil opleve ringere levestandard og arbejdsforhold end deres forældre. Forholdet mellem klasserne er mere og mere anstrengt og ustabilt. I takt med at den virkelige situation gør indtryk på massernes bevidsthed, vil scenen blive sat for en eksplosion i klassekampen overalt. Det er sandt, at bevidstheden halter efter begivenhederne, men den vil indhente dem med et brag. Det er essensen af en revolution.

Den gamle ligevægt er blevet ødelagt, ikke bare mellem klasserne, men også mellem landene. Ikke siden 1945 har verdenssituationen været så forstyrret og kaotisk. Forholdet mellem magterne bliver stadig mere anstrengt, og USA’s ambitioner om verdensherredømme fører til den ene krig efter den anden. Irak-krigen var ikke et uheld, men udtryk for en generel tendens. Den har alle mulige følger for den generelle situation i Mellemøsten og på verdensplan.

Vi forklarede dette for lang tid siden, da alle andre tendenser var dybt fortvivlede over massernes tilsyneladende apati. Vi forklarede, at under den tilsyneladende rolige overflade skete der en stille ophobning af bitterhed, vrede, frustration og fortvivlelse. Det var det, Trotskij mente, da han snakkede om den socialistiske revolutions molekylære proces. Når situationen når det kritiske punkt, er der en tendens til voksende ustabilitet og turbulens, som kan blive sat i skred af selv den mindste forandring.

Ustabilitet er indbygget i selve situationen. Forandringer, der i en anden situation ikke ville have nogen videre virkning, sætter nu gang i kolossale omvæltninger. Disse forandringer kan være af økonomisk, politisk eller militær art. Men i alle tilfælde er virkningerne altid ude af proportioner til årsagerne. Den ikke-dialektiske tankegang, der altid skøjter hen over begivenhedernes overflade uden nogensinde at ane de dybereliggende lovmæssigheder, søger forklaringer i den ene eller den anden tilfælde faktor – Georges Bush’s handlinger, bin Ladens sindssyge osv. Disse individuelle faktorer spiller utvivlsomt en rolle, men den dybere årsag er, at det kapitalistiske system på verdensplan har nået sine grænser og er ved at gå til under vægten af sine indbyggede modsætninger, den private ejendomsret og nationalstaten.

De fundamentale modsætninger kommer mest synligt til udtryk, når der bryder krige ud, som krigen i Irak og invasionen af Afghanistan. Her ser vi, hvordan en militær begivenhed øjeblikkeligt satte gang i en kæde af reaktioner, der ikke var forudset af dens ophavsmænd. Selv før de første skud var affyret i Irak, var der enorme protestdemonstrationer i London, Washington, Rom og Madrid. I London alene var der 2 millioner på gaden og i Spanien 6 millioner. Hvordan forklarer vi dette? Bestemt ikke med organisatorernes dygtighed – de var mere overraskede over resultaterne end nogen andre. Den eneste mulige forklaring er eksistensen af en dyb og udbredt utilfredshed blandt størstedelen af befolkninger, der bare ventede på en måde til at kunne udtrykke sig selv på.

Den nuværende periodes krampagtige karakter er ikke et tilfælde. Det er blot udtryk for den kendsgerning, at det kapitalistiske system på verdensplan har opbrugt sit potentiale som en historisk progressiv kraft. Udviklingen af produktivkræfterne, der opnåede imponerende resultater i perioden 1945-74, bliver nu holdt tilbage af den private ejendomsret og nationalstatens begrænsninger. Disse udgør nu hovedbarrieren på vejen til menneskeligt fremskridt. Den fremtidige udvikling af den menneskelige race afhænger af, at disse uhyrlige barrierer fejes af vejen, og der dannes et harmonisk og rationelt økonomisk system på basis af verdenssocialismen.

Pludselige og voldsomme ændringer er indbygget i situationen. Hvis der nogen sinde har været et tidspunkt, hvor rutinisme har været udelukket, så er det nu. I sådanne perioder er det nødvendigt at forvente det uventede! Begivenhederne den 11. september var et eksempel på uundgåeligheden af sådanne pludselige og voldsomme forandringer. Resultaterne af den konkrete handling var, som vi forudså det, reaktionære. Men den fremtidige revolutionære udviklings frø bliver også sået, selv af begivenheder som disse. Pendulet kan svinge hurtigt fra venstre til højre og tilbage igen, og åbne op for store muligheder for den revolutionære tendens på verdensplan, forudsat er vi er i stand til at gribe dem. Dette er ikke tiden til at være skeptisk og vente på begivenhederne. Vi må være forberedte – og vi må forberede andre – på de store begivenheder, der står foran os.

Verdensøkonomien

Lenin sagde, at politik er koncentreret økonomi. Verdensøkonomiens luner vil komme til udtryk i alle klassers psykologi, begyndende med den herskende klasse. Sindsstemningen hos kapitalens talsmænd svinger mellem vild optimisme og dyb depression. Disse humørsvingninger er i sig selv et udtryk for den generelle ustabilitet. I øjeblikket taler borgerskabet og dets økonomiske talsmænd optimistisk om en nært forestående bedring i verdensøkonomien. Der kan selvfølgelig ikke være nogen tvivl om, at der på et tidspunkt vil ske en vis bedring. Der kan aldrig komme nogen endelig krise for kapitalismen. Historien viser, at kapitalismen altid kan komme ud af selv de dybeste kriser. Den vil ikke kollapse af sig selv, men må omvæltes af arbejderklassens bevidste bevægelse.

Ikke desto mindre er der en stor del ønsketænkning i borgerskabets optimistiske erklæringer. De kan ikke skjule den kendsgerning, at alle de smukke drømme, de havde i 1990’erne om at eliminere opsving-krise-cyklussen, er fordampet og har efterladt nogle ubehagelige tømmermænd. Verdens kapitalistiske ledere overvejer deres økonomiske fremtid. Der er ikke meget tegn på nogen som helst økonomisk opgang i det stagnerende kontinentale Europa eller Japan.

USA og Englands økonomier vokser på nuværende tidspunkt med 3-4 % om året, mens Europas store kapitalistiske økonomier og Japan har svært ved at nå 2 %. Arbejdsløsheden er – ifølge de officielle tal, der underdriver den virkelige situation – på 5 % i USA og England, mens den er det dobbelte i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien, og på rekordhøjt niveau i Japan. Og nu er der fare for, at rekordhøje oliepriser kan sætte en stopper for det korte asiatiske økonomiske opsving, og skubbe Kina og Japan ud i økonomisk nedgang.

Den vækst, der er, er hovedsageligt koncentreret i ét land – USA – og selv der er den hovedsageligt begrænset til forbrugsområdet. Selv i USA er symptomerne modsigende, på trods af bedringen. Beviserne for en betydelig bedring i de produktive investeringer – den virkelige drivkraft i ethvert opsving – er stadig ikke tilstrækkelige. Dette er nært forbundet med spørgsmålet om profitabilitet. Kapitalisterne forsøger desperat at genoprette profitraten på bekostning af arbejderklassen. Den nuværende “bedring” i USA følges af stigende arbejdsløshed, med yderligere nedskæringer, fabriksnedlæggelse, fyringer og reduktioner. For det store flertal af amerikanere føles det overhovedet ikke som et opsving. Nu er det amerikanske borgerskab igen begyndt at bekymre sig for faren for inflation – især den høje oliepris, der truer bedringen.

I den seneste rapport fra den amerikanske regerings Bureau of Census afsløres det, at under George Bush er antallet af amerikanere, der lever under fattigdomsgrænsen, steget med næsten 1,5 mio. i 2003, det tredje år i træk med en stigning. Nu lever næsten 36 mio. amerikanere i fattigdom (defineret meget snævert af Bureauet: man skal være decideret ludfattig for at komme i den kategori, dvs. man må højst have 6.000 $ om året). Det svarer til 12,5 % af befolkningen. Børnefattigdommen er endnu værre. 13 mio. amerikanske børn lever i fattigdom, eller 17,6 % af alle børn – en stigning fra 16,7%. Selv med Bureauets definition er disse fattigdomstal ikke bedre end i de sene 1960’ere.

For at kunne vurdere tingenes virkelige tilstand er det nødvendigt at ty til en historisk parallel. Nu om dage begynder borgerskabet at juble højlydt, hvis det får en vækstrate på tre procent. Men historisk set er dette ekstremt lavt. Lad os se på tallene for væksten i BNP (bruttonationalprodukt) i de fremskredne kapitalistiske lande i de ti år op til den første efterkrigsnedgang i 1973:

Japan 146 %
Canada 69 %
Frankrig 69 %
Italien 58 %
Vesttyskland 54 %
USA 48 %
OECD 63 %

Ud fra disse tal kan vi se, at i opsvingsperioden var den gennemsnitlige årlige vækst i OECD på 5 %, hvilket er mere end dobbelt så meget som det, de nu sigter efter (uden meget held), mens Japan faktisk opnåede en årlig vækstrate på over 9,4 %.

Alle de foranstaltninger, som de japanske kapitalister har afprøvet under pres fra Washington, har ikke formået at skabe den ønskede effekt. Dette er et klart svar til keynesianisterne i arbejderbevægelsen, der tror, at vejen ud af krisen er at stimulere økonomien ved at øge det offentlige forbrug. Japan har reelt ført en keynesianistisk politik i det meste af den sidste periode. De lancerede det største program for offentligt forbrug siden 1945. Det japanske borgerskab satte sig ud over alle forsigtighedshensyn. Hvad var resultatet? De kastede den japanske økonomi ud i gæld ved at vende et budgetoverskud på 1,4 % af BNP i 2000 til et underskud på 4,6 % af BNP i 2003. Og det har ikke garanteret en stabil langsigtet vækst.

Verdensøkonomiens sygelige tilstand viser sig i den globale tendens til deflation. I de første to kvartaler af 2003 var G7-landenes nominelle BNP-vækst kun 2 % (på årsbasis). Selv denne vækst bliver kun opretholdt af det amerikanske forbrug, som forøges med 3 % om året, i forhold til 1,8 % i Japan og 0,8 % i Tyskland. Væksten i EU har været endnu langsommere end i Japan de sidste tre år. Forbrugernes tillid i Italien og Belgien er faldet til det laveste niveau i henholdsvis 9 og 10 år. I Holland står den på det laveste niveau siden 1958. Prognosen for væksten i EU er 0,75 %.

USA og verden

De amerikanske kapitalister har formået at holde næsen oven vande ved at bruge deres særlige position og deres enorme økonomiske og finansielle magt. Men fra et strengt borgerligt standpunkt har den amerikanske kapitalisme opført sig uforsvarligt. Ved at forsøge at undgå en krise har den skabt en hel række nye modsætninger og skævvridninger, der med tiden kan underminere hele det verdenshandelssystem, som med megen møje blev opbygget efter anden verdenskrig. Det udgør en enorm fare for verdenskapitalismen. Men den dominerende gruppe i Washington bekymrer sig ikke om dette. De er nogle kortsynede pengepugere, der kun koncentrerer sig om amerikanske interesser. Deres parole er: “Hvad der er godt for USA, er godt for verden”. Uheldigvis er det ikke nødvendigvis tilfældet.

Til syvende og sidst er kapitalismens krise en overproduktionskrise (udtrykt som overkapacitet). Krisen forværres af gæld og underskud, men det er ikke det, der er årsagen – det er kun symptomer på det underliggende problem. For at løse det nuværende budgetunderskud må USA importere mindre og eksportere mere. Men under de nuværende forhold bringer det USA i konflikt med resten af verden. Hvis det nuværende opsving i den amerikanske økonomi skal fastholdes, må det ske ved at finde nye markeder for de amerikanske produkter. Det kan kun ske på bekostning af Asien og Europa. Hvis en stigende efterspørgsel i USA kun forøger importen fra resten af verden, vil det være meget skadeligt, set med de amerikanske kapitalisters øjne.

En bedring baseret på voksende efterspørgsel hos forbrugerne er ikke en sund økonomisk fremgang. På trods af de høje vækstrater, der er blevet målt, viser den amerikanske økonomis underliggende sygdom sig i den konstant høje arbejdsløshed. Det har givet næring til en protektionistisk lobby, der forlanger tiltag, der kan forsvare amerikansk industri mod udenlandsk konkurrence, særligt fra Kina, der har et stort handelsoverskud med USA, som svarer til ca. halvdelen af USA’s totale underskud. Denne situation skaber stigende spændinger mellem Kina og USA. Men det påvirker ikke kun Kina. Taiwan, Sydkorea og andre asiatiske økonomier er også vokset på bekostning af USA, fordi de bevidst har holdt deres valutaer på et lavt niveau.

I de sidste tre år er 3 millioner job i den amerikanske fremstillingsindustri gået tabt – næsten hvert sjette i den sektor. En faldende dollar er en måde at øge konkurrenceevnen for amerikansk eksport på. Med andre ord er det et middel til at eksportere arbejdsløshed til Europa og Japan. Det vil lægge et stadig større pres på Europa og øge spændingerne mellem Europa og USA. En svagere dollar vil utvivlsomt hjælpe den amerikanske eksport, men på bekostning af Europa, Kina og Japan. Det vil forværre de sociale spændinger og øge klassekampen i disse lande. Men det er ligegyldigt for de amerikanske kapitalister, der højlydt kræver handling mod Kina og andre konkurrenter på verdensmarkedet. Det er et tegn på, hvor dyb krisen er på verdensplan.

Kinas økonomi er vokset hurtigt, meget hurtigere end resten af verden. Det er en kæmpe, og i fremtiden vil Kina utvivlsomt spille en nøglerolle i verdenshistorien. Hvad angår verdensøkonomien, har Kina spillet den rolle, som Vesten engang troede, at Rusland ville spille. På trods af anklagerne om, at Kina har nydt godt af sin eksport til USA og andre markeder, er Kinas import faktisk vokset hurtigere end eksporten – 40 % om året mod omkring 30%. Men det imponerer ikke USA, der har et stort handelsunderskud med Kina. Faktisk er USA’s underskud med Kina større end dets underskud med Japan. Den kinesiske valuta, yuan’en, er bundet til dollaren og har siden 1994 ligget fast på 8,3=1$. Kineserne blev først rost for dette. Nu siges det, at yuan’en ligger op til 56 % for lavt, og Kina anklages for at dumpe billige produkter på det amerikanske marked.

Beijing modsætter sig det amerikanske pres for at revaluere yuan’en, fordi de er skræmte over de sociale og politiske følger af arbejdsløshed. Det har ført til en hysterisk kampagne i USA mod Kina. Der er nogle, der taler om at lægge told på kinesiske varer, hvis de skønnes at medføre “markedsforstyrrelser”. Så meget for USA’s tilslutning til frihandel!

Asiens økonomier er afhængige af det amerikanske marked. Eksport udgør nu 64 procent af Asiens BNP, i 1990’erne var det kun 55 procent. Kapitalisterne i Taiwan, Sydkorea og Kina købte store mængder dollars for at hindre, at dollaren skulle falde yderligere, for på den måde at hjælpe deres egen eksport på bekostning af USA. De har brug for at holde deres eksportvarer på et kunstigt lavt prisniveau for at fastholde deres eksportafhængige vækst. Men det fører til store modsætninger til kapitalisterne i USA, der ønsker at holde importen nede og øge deres andel af verdenshandlen. Der er blevet markant flere spændinger, ikke bare mellem USA og Europa, men også mellem Asien og USA. I sidste ende forhindrede de asiatiske kapitalisters ihærdighed dog ikke dollaren i at falde yderligere.

Dette er det centrale problem: Hele verden afhænger nu af økonomien i ét land – USA. Tidligere var det ikke tilfældet. Stærke økonomier som Japan og Vesttyskland var verdensøkonomiens lokomotiver sammen med USA og kunne tage over, hvis USA faldt bagud. Men det er ikke længere muligt. Efter et årti med økonomisk nedgang er Japan endelig begyndt at vise tegn på bedring, men den anden tidligere drivkraft i verdensøkonomien, Tyskland, fortsætter med at være stagneret, med 4,4 mio. arbejdsløse (omkring 10 %). Verdensøkonomiens hovedstøtte ligger stadig i væksten i forbrugernes efterspørgsel i USA, som giver resten af verden et marked at eksportere til. Hvis dette begynder at falde sammen, vil bedringen i verdensøkonomien hurtigt blive bragt til ende.

Dette fremhæver et fundamentalt problem. I løbet af de sidste par år har den amerikanske import overhalet den amerikanske eksport betydeligt. USA har suget importvarer fra andre lande til sig og derved holdt dem flydende. Dette er vældig rart for den europæiske, kinesiske og japanske fremstillingsindustri, men mindre rart for deres amerikanske konkurrenter. Amerikansk industri bliver tvunget til at lukke, og amerikanske arbejdere mister deres job. Derudover har USA’s løbende budgetunderskud i stigende grad været alarmerende. Hvis det var fortsat med at vokse med den samme høje fart som sidste år ville det være nået omkring 800 mia. $, eller 7 procent af BNP, ved udgangen af 2004. Det ville have været en uacceptabel situation, hvor de store summer, som skal betales i renter, ville dræne USA for en stor del af dets rigdomme. Men som vi forudsagde for et år siden, fik udviklingen ikke lov at gå så langt. Markedets “usynlige hånd” har interveneret og gennemført en korrektion gennem en devaluering af dollaren. Dette vil få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien.

Det nuværende budgetunderskud i USA er det største i landets historie. Tidligere var USA verdens største kreditorland. Nu er det verdens største debitor. Selv i slutningen af det 19. århundrede efter borgerkrigen var USA’s budgetunderskud normalt under 3 procent af BNP. I slutningen af 1970’erne, efter årtier med overskud på finanserne, besad USA udenlandske aktiver til en værdi af omkring 10 procent af BNP. Men i 1980’erne vendte gentagne budgetunderskud USA til en debitor. Siden da er landet kommet dybere og dybere i gæld.

Denne situation bliver kun opretholdt ved massive indskud af udenlandsk kapital. Imidlertid kan det, der flyder ind, også flyde ud igen, når de udenlandske investorer finder ud af, at hele konstruktionen er omtrent lige så sund som en hytte bygget på kyllingelår. I Reagan-perioden nåede underskuddet 3,4 % af BNP. Nu er det oppe på 589,5 mia. $ (juni 2004) – svarende til 5,2 % af BNP. Hvis dette får lov at fortsætte uhindret, vil rentetilbagebetalingerne fra den samlede gæld skabe et uacceptabelt dræn i den amerikanske rigdom. Dette vil selvfølgelig ikke ske, for som vi tidligere har forklaret, vil de udenlandske investorer begynde at sælge dollars, længe før vi når dertil, hvilket vil føre til en brat devaluering af den amerikanske valuta. Dette sker allerede.

IMF’s charter forbyder manipulation med valutaer for at opnå “en uretfærdig konkurrencefordel” over for handelspartnere. Men som man siger, i krig og kærlighed gælder alle kneb, og det gælder også for handelskrige. Uheldigvis for europæerne og kapitalisterne i Asien har USA alle musklerne, hvis det kommer til en kamp om globale markeder. Bush har allerede vist, at regler og regulativer betyder meget lidt, når det kommer til en kamp om vitale interesser. Han var knap trådt ind i det Hvide Hus, før han rev Kyotoaftalen i stykker. Derefter fortsatte han med at ignorere eller afvise andre internationale aftaler om nedrustning, handel eller ethvert andet område, der ikke passede ham – eller rettere, de store amerikanske virksomheders interesser.

Hele situationen er aldeles usund og kan ikke vare ved. Den amerikanske dollar er allerede under pres. Den faldt uafbrudt i 18 måneder og kom så lidt til sig selv igen, i forhold til Euroen. Men det vil ikke vare ved. Siden dens højdepunkt i 2002 er dollaren faldet skarpt i forhold til handelspartnernes valuta. Amerikanerne håber, at det kan opnås gennem en kontrolleret “korrektion”. Imidlertid varierer budene på, hvor meget dollaren bør falde, fra 15 % og helt op til 50%. En devaluering på 50 % vil skubbe euroen op til over 2$ og den japanske yen til under 60 for en dollar. Det er ekstremt svært at kontrollere så stor en devaluering.

Så snart folk begynder at sælge store mængder dollars på verdens pengemarkeder, kan det udvikle sig til fuldstændig panik. Der er fare for en ond nedadgående spiral, hvor den ene faktor påvirker den næste og kører hele verdensøkonomien ned. Manglende efterspørgsel fører til faldende priser og profitter, hvilket igen fører til færre investeringer, fabrikslukninger og stigende arbejdsløshed. Disse faktorer underminerer forbrugertilliden, hvilket fører til faldende efterspørgsel, og så videre. Det, der skete i Sydøstasien, kan gentage sig, med langt mere ødelæggende kraft, med den amerikanske dollar. Det kunne meget let skubbe verdensøkonomien ud i en dyb krise, som The Economist bemærker:

“Den form for prissænkning er enormt risikofyldt. Jo mere en valuta falder, des større er faren for, at den falder for meget og for hurtigt. Et pludseligt dollarfald kunne vælte de finansielle markeder og kaste verden ud i recession.” (The Economist, 20. september 2003.)

De fortsætter med at advare:

“Derudover er det usandsynligt, at dollaren vil falde ligeligt over for andre valuta. De asiatiske centralbankers faste beslutning om at forhindre deres valutaer i at stige, har indtil videre koncentreret dollarens fald til euroen med et fald på 20 % over for den europæiske valuta siden starten af 2002, sammenlignet med et overordnet fald på 8 %. Et yderligere endnu større fald i dollaren mod euroen ville formentlig sænke Europas økonomier.” (Ibid.)

De konkluderer: “Risikoen for et dollarkrak og en efterfølgende finansiel nedsmeltning kan ikke udelukkes.” Som det blev sagt af tidligere cheføkonom i IMF, Ken Rogoff fra Harvard Universitet: “Verden står over for at skulle hoppe ned fra toppen af et vandfald uden at vide, hvor dybt vandet er nedenunder.”
(Ibid.)

På trods af alle disse advarsler afspejler det stejle fald i dollaren den amerikanske økonomi og de amerikanske finansers usunde situation. Forbrugertilliden i USA har vist en klar nedgang, der afspejler det høje gældsniveau og usikkerheden mht. fremtiden. Prisstigningerne overgår lønstigningerne. Det høje budgetunderskud (på nuværende tidspunkt på 4,7% af det amerikanske BNP) begrænser muligheden for yderligere skattelettelser og rentesænkninger. Det betyder, at verdensøkonomien ikke kan fortsætte med at være afhængig af USA ret meget længere. Den proces er ved at nå sine grænser. De amerikanske kapitalister er ikke særlig bekymrede over dette. De tillader dollaren at falde for at opnå en fordel frem for rivalerne. De sigter på at løse deres problemer på bekostning af Kina, Europa og Japan, selv hvis prisen er at skabe kaos på verdensplan.

I en årrække har kapitalisterne uophørligt spredt den idé, at globaliseringens fremkomst har elimineret alle de gamle modsætninger mellem nationer og lagt grunden for en fredelig og fremgangsrig fremtid. De mere åndsfraværende revisionister som professor Hobsbawn har naturligvis slugt disse argumenter med hud og hår. De forsøger, at præsentere bevægelsen mod frihandel og globalisering som en uundgåelig og automatisk proces, og tager ikke hensyn til alle modsætningerne og de modstridende tendenser. Faktisk viser selv den mest overfladiske gennemgang af historien, at perioder med megen frihandel (som før første verdenskrig) har vekslet med perioder med grufulde handelskrige og protektionisme (som i 1930’erne), og at kapitalisterne vil ty til protektionisme, så snart deres interesser er truet. Det er lige så sandt i den nuværende epoke, som det var, da Marx eller Lenin var i live.

På trods af et årti eller mere med “globalisering” er ingen af de gamle modsætninger blevet fjernet. Tværtimod er de blevet mangedoblet og genskabt i langt større udstrækning end nogensinde før. Konflikterne udspiller sig for øjnene af os og spreder sig fra det ene land til det næste med utrolig hast. Det nationale spørgsmål har antaget en intens og giftig karakter overalt, i stedet for at forsvinde, som Hobsbawn og andre havde forestillet sig. Den ene krig følger i hælene på den anden. Og på bundlinjen afspejler dette den blindgyde, som verdensøkonomien befinder sig i, mens den fastholdes og kvæles i “den frie markedsøkonomis” spændetrøje. Dette er perioden, hvor kapitalismen har “røde tænder og kløer.”

Disse underliggende modsætninger er den virkelige forklaring på USA’s ændrede rolle i verden og deres mere aggressive, truende imperialisme. Kapitalisterne i alle lande er tvunget til at erobre udenlandske markeder, råmaterialer og indflydelsesområder. I den nuværende situation vil de slås for selv de mindste markeder som hunde om et ben. I dette klima er idéen om, at et angiveligt upartisk internationalt forum kan afskaffe konflikter mellem imperialisterne, lige så meningsløs som tanken om, at man skulle kunne overtale en menneskeædende tiger til at spise græs. Dette gælder ikke blot for FN, men også for WTO, hvis fremtid nu er tvivlsom.

Truslen fra protektionisme

Hvad der virkelig bekymrer kapitalens strateger er ikke en krise, men truslen om protektionisme. Det kapitalistiske system vil altid komme ud af selv den dybeste krise. De gjorde det i 1939 ved at gå i krig. Modsætningerne mellem de kapitalistiske magter er nu så alvorlige, at det tidligere ville have ført til krig mellem USA, Europa og Japan. Men af årsager, vi har forklaret i tidligere dokumenter, er en ny verdenskrig udelukket, i hvert fald i den nærmeste fremtid. Alle de ophobede modsætninger i verdenskapitalismen må derfor udtrykkes gennem andre kanaler. Det viser sig ved stigningen i protektionistiske tendenser, der truer verdenshandelssystemet, som smertefuldt blev stykket sammen efter 1945.

Udvidelsen af verdenshandlen (intensiveringen af den internationale arbejdsdeling) var en af de væsentligste årsager til, at verdenskapitalismen kunne undgå en dyb krise og opnå de resultater, den har opnået de sidste 50 år. Handelsbarriererne er blevet betragteligt sænket siden 1960’erne, i det mindste mellem de fremskredne kapitalistiske lande. På denne måde blev en af hovedbarriererne for vækst, nationalstaten, delvist overvundet i en midlertidig periode. Men der er ingen garanti for, at denne situation vil fortsætte i fremtiden. Historisk set er perioder med opsving og relativt fri handel blevet fulgt af perioder med nedgang ledsaget af protektionisme som i 1930’erne. Det er den største bekymring for kapitalisterne på nuværende tidspunkt.

Sammenbruddet ved verdenshandelforhandlingerne i Cancun sidste år var en advarsel om, at modsætningerne mellem de store kapitalistiske magter – og mellem dem og den underudviklede verden – har nået nye og faretruende højder. The Economist advarede i en leder: “Sammenbruddet i Cancun efterlader hele systemet i fare. Det kommer mindre end fire år efter et lignende flop i Seattle i 1999, hvor forsøg på forhandlinger faldt til jorden midt iblandt gadevolden. Efter to usle nederlag på fire år er WTO i enorme problemer.” (The Economist, 20. september 2003.)

Det siger sig selv, at grunden til, at forhandlingerne brød sammen, ikke var gadedemonstrationerne, men de uoverkommelige modsætninger mellem de forskellige kapitalistiske magter. Amerikanerne var ikke villige til at mindske støtten til bomuldsproducenterne. Støtten til landmænd i OECD-landene har mere eller mindre ligget på det samme niveau de sidste 15 år – omkring 300 mia. $. I USA modtager 25.000 bomuldsproducenter mere end 3 mia. $ om året i støtte. Det påvirker hovedsageligt producenter i de fattige lande. The Economist var ganske klar omkring årsagerne til Washingtons standpunkt: “Et præsidentvalg ligger forude i USA: Sultende bønder giver ikke så mange stemmer.” (Ibid., vores fremhævelse). Men USA er ikke det eneste land, der opfører sig på denne måde. Japan er ikke klar til at reducere støtten til risproducenter. EU nægter at mindske støtten til landmænd. På den ene eller den anden måde tager de alle protektionistiske metoder i brug.

WTO blev dannet ud fra det gamle GATT, som blev kørt af de rige lande. Fattige lande spillede næsten ingen rolle. Men de fattige landes kapitalister forsøgte på at forsvare deres interesser, og det førte til et sammenbrud i forhandlingerne. De amerikanske, japanske og europæiske imperialister er, på trods af al deres hykleri, ikke interesserede i de fattige landes problemer, men kun i at erobre og fastholde markeder, råmaterialer og indflydelsesområder. Særligt USA kørte en hård linje i Cancun og saboterede praktisk talt forhandlingerne. Det er ikke klart om WTO-forhandlingerne kan genoplives.

Al snakken om “det hellige frihandelsprincip” er blevet afsløret som fuldstændig hul. USA – og enhver anden nation – forsvarer kynisk sine egne interesser. Det er et spørgsmål om “enhver for sig selv, og Fanden tage de sidste!” De står for at beskytte de amerikanske virksomheders og landbrugs interesser først og sidst. Derfor ville amerikanerne have Cancun-forhandlingerne til at bryde sammen. I virkeligheden har den protektionistiske fløj været på fremmarch i USA i mindst et årti. USA har som verdensøkonomiens drivkraft suget importvarer til sig. Handelsunderskuddet vokser og arbejdspladser nedlægges. De berørte retter deres vrede mod Kina og andre konkurrenter.

Kina har nu et stort handelsoverskud med USA. De amerikanske kapitalister forlanger, at Kina revaluerer yuan’en, ellers vil de kunne se frem til repressalier. Men Kina viser ingen tegn på at adlyde dem. Årsagerne til dette er ikke kun økonomiske, men også politiske og sociale. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: “En mand, der rider på ryggen af en tiger, har svært ved at komme ned igen.” Med over 150 mio. arbejdsløse og en urolig arbejderklasse og ukontrollable bønder tårner de sociale spændinger sig op. Der er dybe splittelser i det herskende bureaukrati. En fløj ønsker at sætte turbo på bevægelsen mod kapitalisme, lukke de store statsejede fabrikker og lade arbejdsløsheden stige. Men den anden fløj (de “konservative”) frygter at det kan skabe en social eksplosion:

“Regeringen er dybt bekymret over den ustabilitet, der kan blive resultatet [af en devaluering af yuan’en og en opbremsning i økonomien],” skriver The Economist. “I nogle år har den fået sin legitimitet, som den nu er, gennem landets økonomiske boom. Den frygter, at en indblanding i valutaen, kan få arbejdsløsheden til at stige og forstærke deflationspresset samt føre til en nedsmeltning i banksystemet.” (The Economist 20. september 2003)

På trods af den hurtige vækst – faktisk til dels på grund af den – balancerer den kinesiske økonomi på kanten af afgrunden. Kreditten stiger til farlige højder. Den hastige vækst i finansielle skandaler og skabelsen af en ejendomsboble er alt sammen symptomer, man forbinder med toppen af et opsving, på vej til kollaps. Men et økonomisk kollaps i Kina ville udløse voldsomme sociale kræfter, der kunne true den etablerede orden. Arbejderne og bønderne i Kina har indtil nu accepteret bevægelsen mod kapitalisme med sammenbidte tænder, i håbet om at tingene vil blive bedre. Hvis disse håb tilintetgøres, kan de hurtigt bevæge sig i en revolutionær retning. Der har allerede været eksplosive bevægelser, selvom de endnu ikke har generel karakter, men de er som de første smårystelser før et fremtidigt jordskælv. For i det mindste at opretholde illusionen om fremgang vil det være nødvendigt at opretholde en høj vækstrate for at holde arbejdsløsheden inden for mere eller mindre acceptable grænser.

Af alle disse grunde har Beijing ikke råd til at sætte hastigheden ned på den økonomiske vækst for at glæde Washington. Og siden kapitalisterne i de andre asiatiske lande er skrækslagne for, at Kina vil invadere deres egne markeder med billige importvarer, vil de ikke tillade deres vekselkurser at stige, medmindre Kina gør det først. Derfor fortsætter presset på USA, og den amerikanske fremstillingsindustri især, med at stige.

For at gøre tingene værre, fortsætter kapitalen med at strømme ind i Kina med voldsom fart. I 2002 var Kina verdens største modtager af direkte udenlandske investeringer, med et niveau på 53 milliarder $. Økonomien vokser nu med 9,6 % om året. Kinas industri kører for fuld kraft – den gør brug af billig arbejdskraft og hælder utrolige mængder varer af alle slags ud på verdensmarkedet, det vil sige ind på det amerikanske marked. Derudover er yuan’en ifølge The Economist undervurderet med hele 56 %. Kinas bilaterale handelsoverskud med USA er nu større end Japans. Dette kan ikke få lov til at fortsætte uendeligt.

De amerikanske kapitalister så kun Kina som et kæmpe marked for deres produkter og som et profitabelt område for investeringer. Det var delvist derfor, de var så opsatte på at få Kina med i WTO, den anden grund var at binde Kina fast til det kapitalistiske verdensmarked. Men denne strategi har givet bagslag. Det er sandt at Kina er et kæmpe marked, der absorberer importvarer med en vækstrate på over 40 % om året. Bilimporten i Kina var fx i 2003 mere end 60% større end i 2002. Men hvad amerikanerne ikke havde forstået, var, at Kina også ville blive en formidabel eksportør. Det havde de ikke forventet!

Presset for protektionisme er ved at blive uimodståeligt i USA. På hjemmeside med titlen ”Red den amerikanske fremstillingsindustri” (Save American Manufacturing) opfordrer en tegneserieudgave af Uncle Sam folk til at “gå med i kampen for at stoppe afindustrialiseringen af USA”. Kina beskyldes for at være ansvarlig for tabet af et ud af tre jobs i fremstillingsindustrien i USA indenfor de sidste tre år, ligesom Japan blev beskyldt for tidligere. Joseph Liebermann, der sidste år var med i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat og skal forestille at være fortaler for frihandel, har beskyldt Kina for “økonomiske angreb”.

Dette er allerede krigsretorik. USA opfordres til at “forsvare sig selv”. Blandt kravene for Kinas indtræden i WTO er der en række “sikkerhedsventiler”, der tillader lande at lægge told på kinesiske varer, hvis de anses for at føre til “markedsforstyrrelser”. Multifiberaftalens udløb i slutningen af 2004 kunne blive det kritiske punkt for et sammenstød mellem de to lande. Med sin store hær af lavt betalte arbejdere ville det være Kina, der fik mest ud af afslutningen på dette kvotesystem, der har styret verdens tekstilhandel i årtier. Ifølge nogle beregninger kunne Kinas andel af USA’s tekstilmarked stige fra 12 % til 30 %, når restriktionerne løftes. Kravet om protektionisme vil blive et øredøvende kor.

Bush skal forestille at være fortaler for frihandel. Han har også brug for Kinas hjælp i forhold til Nordkorea. Men alt dette vil blive kastet til side i præsidentvalget, når stater som Ohio vil kræve handling mod Kina for at beskytte jobs. Hvis Beijing ikke gør noget for at ændre situationen, (og det er svært at se, hvordan de skulle kunne det), vil udfaldet blive en handelskrig mellem USA og Kina, der vil få katastrofale konsekvenser – frem for alt for Kina. En sådan udvikling ville gøre en ende på WTO som et effektivt organ og have seriøse konsekvenser for hele verdenshandelens struktur.

Højdepunktet for amerikansk arrogance var, da de trodsede FN’s sikkerhedsråd i spørgsmålet om krigen i Irak. Den amerikanske imperialisme besluttede at gå amok som en vild elefant og træde alle aftaler, resolutioner og diplomatiske regler under fode. Det var en ‘live’ genudsendelse af den gamle imperialistiske politik i slutningen af det 19. århundrede, da USA under McKinley og Theodore Roseveldt først begyndte at ville regere verden under sloganet “speak softly and carry a big stick”. USA’s virkelige mål var at underminere de europæiske imperialister og overtage deres imperier, især i Asien.

Men i dag er magtbalancen i verden fuldstændig anderledes. USA’s vej til ekspansion i Asien er blokeret af Kina, der nu er en kolossal og voksende magt. Dette skaber bekymring i Washington. Tidligere når det amerikanske imperium havde sit blik rettet mod Asien, var Kina et svagt og forfaldent imperium med en tilbagestående halv-feudal økonomi. De amerikanske imperialister kæmpede med deres europæiske rivaler om at dele Kina op, om at bemægtige sig stykker af territorium og “koncessioner”. Kina havde ikke en chance for at stå imod. Nu er tingene meget anderledes. Trods maoismens forbrydelser ændrede den kinesiske revolution situationen radikalt ved at fjerne tilbageståenheden og etablere en solid basis for fantastisk vækst. Som resultat er Kina selv ved at blive en kæmpe magtfaktor i Asien.

Der har været et skift i magtbalancen i Asien. Kinas stigende økonomiske magt er det centrale element i ligningen. Hvis vi ikke medtager Japan, er Kina nu regionens kæmpe med den hurtigst voksende økonomi og de største reserver. Økonomisk og industriel magt er basen for militær magt. Da Kina for nylig sendte en satellit op, var det en advarsel om, at Kinas økonomiske fremskridt har militære implikationer. På længere sigt vil Asiens fremtid blive afgjort i en gigantisk konflikt mellem USA og Kina. Trods alle de officielle venskabeligheder, er begge sider ekstremt klar over dette. Den højrøstede kampagne i USA mod Kina er at udtryk for den underliggende modsætning, der før eller senere må komme op til overfladen.

Cancun-forhandlingernes fiasko var et dødeligt stød til WTO. Det er ikke umuligt, at kollapset i Cancun var planlagt af amerikanerne selv. Kongressen er nu i en tilstand af et protektionistisk vanvid. Det er ikke sikkert, at den amerikanske Kongres vil stemme for at forny USA’s medlemskab af WTO. I stedet udvikler USA en række bilaterale handelsaftaler med andre lande. Dette passer ind i den amerikanske imperialismes generelle tendens til at forfølge sine egne interesser uanset andre landes meninger. De forbereder sig på et sammenstød, hvor de vil bruge deres muskelkraft til at overvælde deres modstandere. Det er det økonomiske sidestykke til deres militære taktik “chok og ærefrygt”.

Men intet er nogensinde simpelt i verdensøkonomien eller verdenspolitik. I dette komplekse net af gensidige relationer påvirker tingene hinanden dialektisk, og hele verdenshandelens skrøbelige mekanisme kan blive uopretteligt skadet. På samme måde som USA’s forkludrede taktik i Irak truer med at destabilisere hele Mellemøsten, kan deres økonomiske bøllefacon optrevle hele verdenshandelens fine net.

Verdensøkonomien opsplittes på regional basis, efterhånden som de forskellige imperialistiske bander skynder sig med at konsolidere deres kontrol over forskellige dele af kloden. Dette ses på den ene side i skabelsen af euro-zonen og bevægelsen mod en europæisk militærkraft uafhængig af NATO (dvs. uafhængigt af USA), og på den anden side i skabelsen af NAFTA og USA’s voksende appetit på bilaterale handelsaftaler. Resultatet vil være en uundgåelig fragmentering af den internationale handel og vækst i protektionisme i den næste periode.

En vækst i protektionismen er en uundgåelig konsekvens af en periode med træg vækst – det bedste scenario for verdensøkonomien i den kommende periode. The Economist advarer dystert: “WTO er en skrøbelig organisation, mindre end ti år gammel. Den vil ikke overleve en længerevarende periode med manglende amerikansk engagement”. Selvfølgelig vil der være modstridende tendenser. Men den generelle tendens vil være i retning af større gnidninger og flere modsætninger. Kapitalisterne forstår behovet for frihandel, men de forstår det kun abstrakt. I det øjeblik frihandelen påvirker deres vitale nationale interesser, reagerer de imod det. Vi er derfor på vej ind i en periode i historien, der vil være mere lig perioden i 1930’erne end den, vi har haft det sidste halve århundrede: En stormfuld periode for verdensøkonomien, der vil danne baggrund for krige, revolutioner og kontrarevolutioner i det ene land og på det ene kontinent efter det andet.

EU

De stigende modsætninger mellem USA og Europa er endnu mere alvorlige end konflikterne med Kina. Euroen fortsætter med at stige imod dollaren, og det betyder, at disse forhold i stigende grad forværres. Der vil komme endnu flere handelsstridigheder at tilføje til den allerede lange liste. WTO har afgjort, at USA’s skatteniveau for firmaer, der sælger varer i udlandet, var en ulovlig eksportstøtte, og har givet europæerne lov til at opkræve 4 milliarder pund i gengældelsestold. En tidligere britisk minister har argumenteret for at indføre told specielt målrettet til at ramme stater i USA, hvor det kunne have en ugunstig effekt på Bush’s chancer for genvalg. På den anden side foreslår EU at introducere nye reguleringer på kemikalier, der ville kræve, at producenter og brugere af kemikalier giver detaljerede oplysninger om sundheds- og miljømæssige effekter af alle deres produkter. Ligesom reguleringerne på genmodificeret mad opfatter de amerikanske producenter dette som protektionistiske tiltag.

USA er den stærkeste imperialistiske magt på kloden. De amerikanske imperialister er fast besluttet på at bruge deres økonomiske muskler til at fremme deres egne interesser, præcis ligesom de har været forberedt på at bruge deres militære kræfter. Det er et spørgsmål om “USA først!”. Dem, der står i vejen, må knuses – enten med raketter og bomber eller med økonomisk pres og afpresning. Dette vil skabe nye massive modsætninger på verdensplan. Det vil føre til et generelt opsving i oprør blandt masserne i Asien, Afrika og Latinamerika. Vi kan allerede se begyndelsen på dette i Venezuela og Bolivia. Men det vil også skærpe modsætningerne mellem USA og Europa enormt.

Dette har vidtrækkende konsekvenser. Hele den verdensorden, der så omhyggeligt blev sammensat efter anden verdenskrig, er ved at revne og splintre i sømmene. Den krigeriske adfærd, som kliken i det Hvide Hus lægger for dagen, fremskynder sammenbruddet. USA forbereder sig på at fremme sine egne interesser på bekostning af WTO, ved at udvikle et helt netværk af bilaterale handelsaftaler. Dette er en farlig tendens set ud fra et frihandelssynspunkt. WTO kan blive reduceret til blot at være et bureaukratisk kontor, der skal afgøre sekundære uoverensstemmelser – en snakkeklub, mere ligesom FN og præcis ligeså magtesløs. Dette kan føre til en opsplitning af verdenshandelen, med stigende protektionisme som konsekvens.

Der er allerede masser af beviser på stigende protektionistiske spændinger mellem USA og Europa. der har været alvorlige konflikter over stål, tekstiler og landbrugsprodukter. Vi har allerede nævnt den amerikanske skat på virksomheders salg i udlandet og WTO-afgørelsen, der giver Europa lov til at opkræve op til 4 milliarder dollars i gengældelsestold. EU’s foreslåede reguleringer på kemikalier, der afkræver producenter detaljerede informationer om sundheds- og miljømæssige effekter af alle deres produkter, vil medvirke til en ny runde af protektionisme og fremprovokere et svar fra USA. På grund af krisens omfang er hverken USA eller EU i en position, hvor de kan gå på kompromis. Selvom de vil gøre forsøg på at nå en aftale gentagne gange, af frygt for alternativet, vil der komme nye uoverensstemmelser hele tiden, den ene mere alvorlig end den foregående.

Den herskende klasse i Frankrig og Tyskland, der tilsammen dominerer Europa, frygter den amerikanske imperialismes magt. De kan se, at der på verdensplan er en reel interessemodsætning mellem dem og USA, og de forbereder sig på at slås. Krigen i Irak, der delte Europa i det såkaldte “nye” og “gamle” Europa, har langsigtede konsekvenser for udviklingen af den europæiske union. Frankrig og Tyskland har indladt sig på et såkaldt “strukturelt samarbejde” vedrørende militære og våbenmæssige sager for at være i stand til at handle uafhængigt af USA. Resten af de europæiske lande har ikke længere en selvstændig udenrigspolitik. De er tvunget til at vælge mellem på den ene side den udenrigspolitiske linje, som den fransk-tyske akse fører, eller på den anden side den amerikanske. De er svage kapitalistiske regimer, der vakler mellem magtens hovedcentre. De østeuropæiske lande som Polen eller Tjekkiet læner sig op ad USA for ikke at blive fuldstændig afhængig af Tyskland. De amerikanske imperialister forsøger at bruge nogle af de sydøst- og østeuropæiske lande til at skabe en slags afgrænsning for Tysklands “Drang nach Osten” (fremstød mod øst). Af den grund planlægger de amerikanske imperialister at flytte militære baser fra Tyskland til lande som Polen, Bulgarien og Rumænien. I øjeblikket hælder Ungarn, Slovenien og Kroatien derimod til Tyskland og Østrig.

Men den nye regering i Spanien viser, hvor hurtigt disse alliancer kan ændre sig, og hvor ustabile de er. Den nye situation er især farlig for Sydøsteuropa. Hvis to rivaliserende imperialistiske blokke blander sig på Balkan i stedet for ét relativt fælles “internationalt samfund” (af imperialister), vil de chauvinistiske revanchister af alle nationaliteter blive styrket enormt. Uløste konflikter mellem nationaliteterne kan måske udvikle sig til marionetkrige mellem stormagter i fremtiden. Før eller siden vil spændingerne i Europa bevæge sig ud over det diplomatiske niveau og ind på de økonomiske relationers niveau. Individuelle lande med en svag økonomisk base er måske ikke i stand til at stå imod presset fra den strenge underkastelse under de kriterier, der er fastsat for euroen, og bliver måske tvunget til at trække sig ud af den monetære union. Dette ville blive udnyttet af den amerikanske imperialisme i dens manøvrer mod de store europæiske magter. De europæiske borgerlige strategers drømme har dermed vist sig at være utopiske. I stedet for et samlet Europa som en modvægt mod USA, ser vi et USA, der manøvrerer mod de vigtigste europæiske magter gennem en række mindre europæiske lande – ligesom en masse trojanske heste i hjertet af den europæiske union.

I to verdenskrige mislykkedes den tyske herskende klasses forsøg på at dominere hele Europa. Efter anden verdenskrig havde den franske herskende klasse den idé, at den kunne dominere Europa gennem en alliance med Tyskland. Men tingene udviklede sig anderledes. Tyskland blev den vigtigste stormagt, og Frankrig blev tvunget til at tilpasse sig denne nye situation. De franske kapitalister indser nu, at de ikke kan klare sig alene imod den amerikanske imperialisme og kunne blive USA’s marionet ligesom England. Det er hovedårsagen til den relative stabilitet, der er i blokken mellem den franske og tyske imperialisme, i det mindste for øjeblikket. Men den fransk-tyske blok er ikke mere end et kartel mellem to rivaliserende imperialistiske magter. På den ene side har Frankrig tolereret Tysklands økonomiske dominans, på den anden side ignorerer Tyskland Frankrigs økonomiske politik med statsintervention, som Frankrig forsøger at bruge for at beskytte sin økonomi mod tysk kapital. Det fransk-tyske militære samarbejde vil mangle styrke pga. landenes forskellige udenrigspolitiske interesser. Planerne om en EU-forfatning er endnu engang et desperat forsøg fra den franske og tyske imperialismes side på at forene Europa under deres styre efter Irak-krigens destabiliserende effekt. Men selv hvis de europæiske stormagter er i stand til at nå til en form for kompromisaftale, vil denne forfatning ikke have nogen virkelig betydning og vil ikke løse de virkelige interne konflikter i Europa. Den kan ikke gøre det, fordi konflikterne mellem medlemslandene i EU kun tillader en forfatning, der ikke ramler sammen med hver nationale herskende klasses virkelige magt. Derudover vil en forfatning ikke reducere USA’s indflydelse på europæisk politik.

De europæiske kapitalister forsøger at fremstille EU’s østudvidelse som en chance for millioner af østeuropæere for at få en bedre fremtid i et forenet Europa. Det billede, de præsenterer, er et, hvor de nye medlemslande opnår hurtigere vækstrater end Vesteuropa, så deres levestandard kommer op på niveau inden for en vis tid. Virkeligheden ser ret anderledes ud. De såkaldte “baltiske tigre” var kun i stand til at vokse med 4-6%, fordi deres økonomier tidligere var faldet til 59% af 1989-niveauet som et resultat af “markedsreformer”. Alle de østeuropæiske lande er ekstremt afhængige af eksport til Vesteuropa, og før eller senere vil de blive ramt af stagnationen i efterspørgslen over hele Europa. Hvis vi sammenligner BNP i Østeuropa med det vesteuropæiske gennemsnit, ser vi, at med undtagelse af Slovenien står alle østeuropæiske lande værre nu end i 1989. De sydøsteuropæiske lande oplevede en negativ gennemsnitlig vækst på -8% mellem 1991 og 2001. Først i 2002 begyndte der at komme bedring. Men selv de moderate vækstrater, som vi ser nu, er i fare.

Det er ikke kun faldet i efterspørgslen i Vesteuropa, der kan føre til problemer. De direkte udenlandske investeringer i de nye medlemslande faldt med 50% i 2003, og denne tendens fortsætter. Grunden til dette er, at investeringerne i Østeuropa siden “jerntæppets” fald ikke har skabt nye industrier, men nærmere har delt de eksisterende op. Nu er markedet delt op. Det vil føre til store problemer i fremtiden, fordi handels- og budgetunderskud indtil nu blev finansieret af penge fra direkte udenlandske investeringer. Hvis denne indtægt udtørrer, skal der købes udenlandsk valuta. De østeuropæiske valutaer vil komme under pres fra devaluering. Men på samme tid er disse valutaer bundet til euroen, og derfor bliver de et mål for spekulation. Financial Times Germany har allerede advaret om, at Østeuropa, og især Ungarn, kan komme til at stå over for en krise som den i Argentina inden for de næste par år. De fleste af disse lande forsøger nu at tiltrække nye investeringer ved at sænke deres skatter helt vildt. Slovakiet har indført et lavt skatteniveau på 19% og står nu over for faren for konkurs. Andre lande som Tjekkiet følger også denne vej mod ruin. Selv IMF har kritiseret dem for deres omfattende sænkninger af skatteniveauet. De sidste 15 år med såkaldte “markedsreformer” har ført til en situation, hvor byer som Bratislava, Prag eller Warsawa virkelig har nået samme niveau som det vesteuropæiske gennemsnit. Men dette viser ikke hele billedet. På samme tid er hele regioner, især de gamle industrielle områder, blevet reduceret til absolut fattigdom. I Polen og Slovakiet er arbejdsløsheden nået 20% og er fortsat stigende, mens den i de gamle industriområder er på 30-60%.

I Polen, hvor mere end 20% af befolkningen arbejder i landbruget, vil medlemskab af EU føre til alvorlige problemer. Modsat hvad den borgerlige propaganda siger, kan de små polske bønder ikke overleve inden for det europæiske marked. Trods overgangslovene vil de blive knust af de teknologisk langt mere udviklede industrielle landbrug i Vesten. De småbønder, der klarer at overleve på markedet, vil blive sat ud af spillet af sådanne ting som EU’s sundheds- og sikkerhedsregulativer. De sociale modsætninger vil yderligere forværre spændingerne mellem medlemslandene, og i de østeuropæiske stater vil klassekampen være på dagsordenen.

De svage, udslidte og degenererede engelske kapitalister har tabt deres imperium og dermed alle deres muligheder for at opnå en ledende plads i Europa. De er sunket ned i rollen som et parasitisk rentier-borgerskab, baseret på service, banker og turisme. Den engelske industri er gået i forfald. “Verdens værksted” er kun et svagt minde om fortiden. På den internationale arena stiller de sig tilfreds med den ydmygende rolle som den amerikanske imperialismes lakaj. De bliver derfor set på med mistænkelighed i Paris og Berlin. Det har skubbet Frankrig og Tyskland tættere sammen – i det mindste for øjeblikket – og har dømt England til yderligere isolation på verdensplan.

Imens har der i England, hvor begivenhederne ellers så ud til at halte bagefter, været en dramatisk ændring i situationen. På overfladen ser det ud til, at Blair har sikret sig selv. Han gennemførte, med begrænset åben opposition, en borgerlig politik med angreb på arbejderklassen. Han havde stort set formået at gennemføre en ‘kontrarevolution’ i Labour partiet. I alliance med Aznar og Berlusconi havde Blair sat sig selv i front for den europæiske højrefløj, der forsøgte at forme sig selv efter den amerikanske model med det frie marked.

Men denne politik lagde grunden for et massivt tilbageslag. Blairs tilsyneladende sejr skulle blive til ingenting. Underdønningen af modstand mod politikken hjemme og ude har allerede nu dybtgående konsekvenser. Blair har stået over for massive oprør fra de menige partimedlemmer i parlamentet, hvilket afspejlede en stigende opposition fra neden. Selv regeringen har været påvirket af opsigelser. Labour har lidt en række rystende nederlag i lokale og europæiske valg. Dette viser, at der sker en stille og rolig ophobning af utilfredshed i England.

Den store demonstration mod krigen i Irak i februar 2003, med to millioner deltagere, var et vendepunkt. Det var den største demonstration i Englands historie og afspejlede modstanden mod Blair-regeringen, ikke kun hvad angår krigen, men mod hele den kapitalistiske politik, der er blevet ført.

Som vi forklarede tidligere, vil modstanden mod Blair blive afspejlet i masseorganisationerne på et vist tidspunkt. Dette er allerede sket i fagforeningerne, hvor der har været et massivt sving til venstre i løbet af de sidste fem år. Venstreorienterede kandidater har vundet ved flere valg til fagforeningernes ledelser, og det har været en afspejling denne voksende opposition. Der har været et jordskælv, der har resulteret i alvorlige nederlag for højrefløjen i en række fagforeninger.

Denne proces med venstresving vil blive afspejlet i Labour-partiet i den kommende periode. Blairs dage er talte. De kriser, der vil udspille sig i England, vil resultere i en række splittelser i masseorganisationerne og den endelige udrensning af Blair og højrefløjen. Selvom det ikke vil ske i en lige linje, vil venstrereformisternes uundgåelige sejr indvarsle en ny urolig periode i det engelske samfund og åbne enorme muligheder for den marxistiske tendens.

De europæiske kapitalister befinder sig i en specielt svær position. De bliver nødt til at skære i levestandarden for at genoprette profitabiliteten, men står over for magtfulde og ubesejrede arbejderorganisationer. Den europæiske kapitalismes krise er, som vi forudsagde, blevet forværret af forsøget på at tvinge forskellige økonomier ind i en stram spændetrøje under den såkaldte “solidaritets- og vækstaftale”. Det gennemsnitlige underskud i eurozonen er 2,8%, hvorimod forventningen lå på 1,8%. Frankrig, Italien og Tyskland har alle brudt de aftalte grænser for underskud. Både Frankrig og Tyskland står over for store bøder, men det er ikke sandsynligt, at de nogensinde vil blive betalt. Chirac har offentligt bedt om en “midlertidig lempelse” af reglerne, som – hvis den bliver gennemført – naturligvis ikke vil være midlertidig. I virkeligheden var Maastricht-traktaten en undskyldning for at indføre en permanent sparepolitik, med store nedskæringer i de offentlige udgifter. Over hele Europa er der en fælles nedskæringspolitik, især på pensionsområdet, og det er en færdig opskrift på klassekamp. Dette udgør en grundlæggende ændring i situationen.

Frankrig har, ligesom Tyskland, brudt Maastricht-kravet om højst 3% underskud på budgettet. Det franske borgerskab udviser en ekstrem ligegyldighed i denne sag, og har faktisk lovet en sænkning på 3% på indkomstskatten, hvilket vil øge underskuddet yderligere. Den eneste måde at få “budgettet til at balancere” er ved store nedskæringer i de offentlige udgifter, hvilket betyder en yderligere intensivering af klassekampen i Frankrig. Rafarin-regeringen formåede at gennemføre sine kontrareformer på pensionsområdet trods masseprotester og strejker. 35-timersarbejdsugen er under angreb. Nu foreslår de en reduktion i ferierne. Dette er ikke resultatet af den ene eller den anden premierministers onde vilje, men et udtryk for en dyb social krise. Den samme politik føres, med variationer, af alle regeringer i Europa.

Den franske økonomi har sænket tempoet i de sidste to et halvt år. Arbejdsløsheden stiger. Alt dette er baggrunden for en periode med enorm social og politisk turbulens. Der har været store strejker i de sidste ti år. Selvfølgelig er dette ikke foregået i en lige linje. Kampen har udviklet sig i bølger. Kampen nåede et højdepunkt i november-december 1995, og igen i marts 2000, og igen i sommeren 2003. D. 13. maj 2003 var der 600.000 demonstranter på gaderne i Paris, og i alt mere end 2 millioner i hele Frankrig. Antallet af strejkedage er steget. Alle lag har været påvirket. I sommeren 2002 blev alle store kunstfestivaler i Frankrig aflyst, fordi kunstnerne strejkede.

Nedskæringerne i levestandarden provokerer arbejderklassen og småborgerskabet. I Italien har der de sidste 2 år været en hel række af strejker, inklusiv to generalstrejker, ligesom der har været masser af lokale og nationale demonstrationer, der har involveret hundredetusinder af mennesker. Det har været en sand flodbølge, der viste, at den italienske arbejderklasse er ved at vågne op igen. Men de italienske kapitalister presser på med deres nedskæringer og angreb på arbejdernes rettigheder og levestandard. Dette har uundgåeligt ført til en vis forvirring i arbejdernes rækker. Men i den nuværende periode er enhver stilstand i kampen blot optakten til nye og endnu hårdere kampe. Stilstanden blev fulgt af yderligere udbrud af strejker og massedemonstrationer – hos Alitalia, Fiat-Melfi osv.

Faktisk er dette et generelt fænomen, der præcist udtrykker krisens alvorlighed. Det er en ny situation, som arbejderne ikke er vant til. Førhen ville kapitalisterne som regel give nogle indrømmelser, når de stod over for masseaktioner. Men nu slår de hælene i og nægter at gå på kompromis. Det er derfor kun naturligt, hvis der kommer en vis tøven fra arbejdernes side, mens de prøver at forstå, hvad der sker, og finde den bedste måde at svare på. Men tøven fra fagforeningernes side opmuntrer arbejdsgiverne til at fremføre nye og endnu mere uforskammede krav. Fagforeningsledernes svaghed har opmuntret Berlusconi til at kræve, at pensionsalderen sættes op. Dette blev besvaret med en generalstrejke indkaldt af fagforeningerne.

I Tyskland prøver Schröder også at gennemtvinge et program med kontrareformer. Han vil have tyskerne til at gå på pension, når de fylder 67 i stedet for 65, og acceptere 40% af bruttoindkomsten i stedet for de nuværende 48%. Der er en voksende opposition i fagbevægelsens og Socialdemokratiets rækker, men ledelsen er håbløst utilfredsstillende i forhold til de opgaver, der ligger forude. Lederne af IG Metal stoppede kampen for en 35-timersarbejdsuge i Øst, før den havde en chance for at lykkes.

Den underliggende sociale og politiske ustabilitet kommer til udtryk ved voldsomme sving til højre og venstre i valgresultaterne rundt omkring. Dette er et udtryk for den generelle krise, der skaber en feberagtig omskiftelighed i middelklassens sindelag. Sekterne, der altid drager de forkerte konklusioner, har lavet en masse postyr om den overhængende fare for fascisme. På et vist stadie kan regimets krise ganske vist svinge i retning af åben reaktion, selvom dette vil blive karakteriseret ved bonapartistiske tendenser, og ikke den slags fascistiske regimer, som vi så i 1940’erne. Men på nuværende tidspunkt er dette udelukket pga. magtbalancen mellem klasserne.

På trods af sekternes hysteri var den stigende støtte til Le Pen og lignende bevægelser i Holland og Østrig ikke et tegn på en strømning mod fascisme, men et symptom på dyb ustabilitet og på middelklassens desperate søgen efter en vej ud af krisen. Den såkaldte Fortuyns-Blok i Holland gik i opløsning meget hurtigt efter lederens død. I Østrig er Folkepartiet splittet og i krise. Under alle omstændigheder var ingen af disse partier fascistiske, på trods af deres modbydelige reaktionære karakter.

I hvert eneste tilfælde er fremkomsten af disse reaktionære partier resultatet af fiasko og fallit fra den reformistiske ledelses side. Når arbejderbevægelsens ledere ikke giver nogen løsning på krisen, er vejen lagt åben for højrefløjsdemagogerne, der kan komme og påstå, at arbejdsløshed og dårlige boliger er indvandrernes skyld. Dette ser vi mest tydeligt i Frankrig, hvor masseutilfredshed med Socialistpartiets og Kommunistpartiets regering førte til et voldsomt nederlag for Jospin. Hysteriet omkring Le Pen førte til, at venstrefløjspartierne førte en katastrofal valgpolitik, med entusiastisk opbakning fra sekterne. Venstrefløjsledernes beslutning om at bakke op om Chirac som det “mindste onde” var en dum og snæversynet handling. Erfaringen med højrefløjsregeringen under Chirac-Raffarin med deres angreb på levestandarden vil være vand på Le Pen’s mølle og bane vejen for en endnu større polarisering til venstre og højre i Frankrig. I større eller mindre grad vil lignende processer udspille sig i alle europæiske lande. Men den generelle tendens er til venstre, som vi så i de sidste valg.

Den herskende klasse går ikke så let over til reaktion. Den vil kun ty til bonapartistisk reaktion, når den føler sig truet af umiddelbar fare for at blive væltet, og som en sidste udvej, når alle andre muligheder er udtømte. Den ved, at det vil provokere arbejderklassen, og det er derfor en risikabel disposition. Vi er stadig langt fra sådan en situation. Det vil kræve en hel periode med klassekamp, før vi når det stadie. Og længe før perspektivet om bonapartisme tegner sig, vil arbejderklassen have haft mange chancer for at tage magten. På nuværende tidspunkt svinger pendulet til venstre, ikke til højre, og endnu mindre i retning af fascistisk reaktion.

De seneste mobiliseringer, der er foregået over hele Europa – fra Spanien til Østrig, fra Italien til Tyskland, fra Portugal til Frankrig – viser, at masserne er ved at vågne op efter en lang periode præget af inaktivitet. Og ligesom en atlet har brug for opvarmningsøvelser, har arbejderne brug for at strække deres lemmer og føle sig lidt frem. Den nuværende bevægelse er kun et forvarsel – en forberedelse til mere alvorlige begivenheder. På en måde mangler der modenhed. Demonstrationerne har til dels haft en munter, godmodig atmosfære, ligesom karneval. Dette er altid tilfældet i begyndelsen af en revolution, før masserne har opfattet situationens alvor. I fremtiden vil stemningen blive ganske anderledes.

Under de massive demonstrationer i begyndelsen af Irak-krigen var den generelle stemning: “Se, hvor mange vi er! Dette kan de da ikke ignorere. Noget må ændre sig!” Men de ignorere det faktisk, og krigen rullede videre alligevel. Dette førte til hurtig demoralisering hos middelklasseelementerne, som faldt hen i dyb fortvivlelse og passivitet. Men arbejderklassen er langsomt ved at forstå, at tingene ikke kommer let, at det vil blive nødvendigt at bruge mere alvorlige metoder i kampen. De begynder at forstå, at i fremtiden er den eneste metode til at opnå indrømmelser kamp til det sidste. Korte strejker og karnevalsagtige stævner og parader er ikke nok.

Hovedproblemet er den subjektive faktor. Med en bare halvseriøs ledelse ville generalstrejkerne og demonstrationerne kunne have været udgangspunkt for en modoffensiv fra fagbevægelsen. Dette er den eneste måde at tvinge arbejdsgiverne til at give indrømmelser. Den herskende klasse vil altid give noget, hvis de frygter at miste alt. Seriøse reformer er som regel et biprodukt af revolutionære kampe. Det er derfor, at reformistiske ledere er svagest på det punkt, hvor de tror sig stærkest – i kampen for reformer.

I deres reformistiske blindhed tror de, at det er muligt at opnå indrømmelser ved at forhandle aftaler med arbejdsgiverne og vise sig som “ansvarsfulde”. Men det giver tværtimod grønt lys til arbejdsgiverne til at presse på med deres angreb. Det er derfor, at de kolossale strejker og demonstrationer næsten ikke har ført til noget. Lederne smed chancen for at vinde bare en halv sejr væk. Trods de reformistiske lederes organiske mangel på evner har den massebevægelse, der har udviklet sig i det sidste halvandet år i Europa, rent faktisk været af enorm betydning. Vi har været vidner til vigtige ændringer i den politiske situation. I Spanien har vi et slående eksempel på, hvordan situationen kan blive fuldstændig forandret på 24 timer. Dette viser præcis, hvordan pludselige og skarpe ændringer er implicitte i situationen.

Det højreorienterede Folkeparti (PP) så ud til at have fuld kontrol. Denne situation førte til forvirring og desorientering blandt et lag af aktivister og især i ledelsen af de traditionelle venstrefløjsorganisationer, der skød skylden på et påstået “højresving i arbejderklassen”. I virkeligheden forstod de intet. Det var i virkeligheden disse reformistiske lederes manglende evne til at være i kontakt med masserne, der var den væsentligste årsag til, at de hidtil ikke havde været i stand til at besejre PP afgørende ved valgene.

Men trods de reformistiske ledere udviklede den politiske radikalisering og polarisering sig under overfladen. Denne proces brød dramatisk igennem efter terrorangrebene d. 11. marts, der dræbte 200 arbejdere. Arbejderklassen og ungdommen forstod korrekt dette kriminelle angrebs politiske karakter, og de skød skylden på PP for deres involvering i den imperialistiske krig. Ved en pludselig ændring af hele situationen kom hundredetusinder af mennesker ud på gaderne for at protestere imod terrorangrebet, mod den imperialistiske krig og frem for alt mod regeringen og PP’s kampagne med løgne og manøvrer i de 48 timer efter terroristangrebet. Aznar forsøgte at skyde skylden for massakren på ETA for at sikre sig en fordel i valgene. Men massernes fantastiske bevægelse førte til et valgnederlag til PP d. 14. marts og til socialistpartiet PSOE’s sejr, der vandt over 11 mio. stemmer og slog PP med mere end 1 mio. stemmer.

Begivenhederne i Spanien viste arbejderklassens enorme styrke. Det er det, der forklarer PP-regeringens nederlag og tilbagetrækningen af spanske tropper fra Irak. Problemet er, at arbejderklassen ikke kan finde et passende værktøj til at udtrykke deres stræben efter at ændre samfundet. Problemet er masseorganisationernes ledelse. De socialdemokratiske og faglige ledere er den mest konservative kraft på denne planet. De kigger altid tilbage, ikke fremad, til fortiden, ikke fremtiden. Selvom de ser sig selv som de største realister på jorden, er de rent faktisk de mest uvidende og snæversynede empirister, fuldstændig ude af trit med virkeligheden. De håber, at den sidste periode med kapitalistisk opsving vil komme tilbage – de gode, gamle dage med kompromiser og klassesamarbejde, som lettede dem for den smertefulde byrde, det er at lede en kamp. Men dette er umuligt. Deres såkaldte “realistiske” politik garanterer nederlag efter nederlag under de nuværende forhold. For hvert skridt de tager tilbage, vil arbejdsgiverne kræve ti til. En sådan politik fører altid til sejr for reaktionen. Men under de nuværende forhold vil højrefløjens valgsejre ikke være langvarige, og de vil bane vejen for en yderligere bevægelse mod venstre.

Voksende ulighed

Vi er i en periode med kolossal og stadigt voksende polarisering mellem rige og fattige. Der har været en stigning i uligheden, som er helt uden fortilfælde. Kløften mellem rige og fattige er blevet til en hel afgrund, og skellet mellem rige og fattige lande er også blevet meget større. Omkring halvdelen af verdens befolkning lever for 2 dollars om dagen, mens der på den anden side er en uanstændig koncentration af velstand og luksus på få hænder. I en periode hvor man sender sonder til Mars, dør syv millioner børn om året som følge af sygdomme, der er relateret til mangel på rent drikkevand.

Hele planeten er blevet sønderrevet af de multinationale selskabers griske begærlighed. Massernes levestandard i de såkaldte udviklingslande er ikke stigende, men tværtimod faldende. Tilbagegangen stoppes ikke engang af opsvingsperioder. Ifølge en ny rapport fra FN faldt gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i 54 “udviklingslande” op gennem 90’erne. I 1980’erne faldt “indekset for menneskelig udvikling” (Human Development Index) – en oversigt over helbred, levealder, uddannelse og levestandard – i 4 fattige lande. I 1990’erne, midt i et opsving, faldt det i 21 lande.

Afrika syd for Sahara er et mareridt, hvor barbariske tilstande får tag i det ene land efter det andet. Her får Lenins erklæring om, at “kapitalisme er rædsel uden ende” fuld gyldighed. Sierra Leone, Congo, Rwanda, Liberia – alle har været skueplads for forfærdelige nedslagtninger, lemlæstelser og kannibalisme. Disse forfærdelige rystelser er et tegn på kapitalismens manglende evne til at løse selv de mindste problemer for disse folkeslag, trods de kolossale mineralrigdomme, som landene råder over, eller nærmere på grund af disse. Rivaliserende gangstergrupper allierer sig med den ene eller anden stat for at få fat på diamanterne eller andre mineralrigdomme, og altid ser man den ene eller anden imperialistiske magt eller multinationale selskab trække i trådene. I borgerkrigen i Congo alene var der mindst 4,5 millioner, der blev slagtet – for det meste uskyldige landsbyboere. Endnu en kvart million mennesker blev dræbt i borgerkrigene i Liberia, Sierra Leone, Guinea og Elfenbenskysten. Nu har vi katastrofen i Darfur, der ødelægger millioner af fattige menneskers liv.

AIDS-epidemien i Afrika forårsager død og ødelæggelse af et omfang, der kan sammenlignes med den sorte død i Europa i middelalderen. Forskellen er, at der i dag eksisterer medicin, der ville kunne hjælpe disse ulykkelige mennesker betydeligt, men de store medicinalfirmaers grådighed forhindrer disse medicinalprodukter i at komme ud til de ramte i fattige lande til en pris, der kan betales. Kapitalisterne betragter dette forfærdelige ocean af menneskelig lidelse med overlegen ligegyldighed. Og selvom medicinen blev gjort tilgængelig til overkommelige priser, ville de fleste af disse mennesker dø af sult alligevel. Selv i lande, der har oplevet en vis vækst, har væksten ikke forbedret levevilkårene for masserne. Ugandas BNP er vokset med 6% om året de sidste 10 år, men indkomsten pr. indbygger er mindre end 250$ om året. Imidlertid blev arbejderklassens revolutionære potentiale vist ved den fantastiske generalstrejke i Nigeria sidste år. Arbejderklassen kunne sagtens have taget magten, men endnu en gang var det fagforeningslederne, der stoppede udviklingen. De reddede den herskende klasse, der samtidig udtrykte sin tak ved at arrestere dem alle sammen.

Den såkaldte ulandshjælp, som imperialisterne giver, er en dårlig joke. Den er ubetydelig og kædes typisk sammen med profitable handelsaftaler, ofte med våben. Men denne ubetydelige “hjælp” ser endnu mindre ud ved siden af de umådelige beløb, imperialisterne tager fra de såkaldte udviklingslande gennem ulige handel og gældsrenter. “Hjælpen” fra USA er kun næsten 0,1% af BNP, hvilket svarer til halvdelen af gennemsnittet for andre lande, mens f.eks. lille Danmark betaler 0,9%. Selv den lille mængde støtte, USA giver, er i realiteten ikke støtte. Det meste af det er mad og er i virkeligheden en skjult støtte til amerikanske landmænd.

Polariseringen mellem rige og fattige er ikke et geografisk fænomen, som småborgerlige grupper i vestlige lande påstår. Samtidig med at de trækker hjerteblodet ud fra de sultende millioner i Asien, Afrika og Latinamerika, intensiverer de samme gigantiske selskaber udbytningen af arbejderne i deres egne lande. I 1970 var den årlige indkomst for de 100 største topchefer (målt i 2003-kurser) 1,3 millioner $ – 39 gange mere end en gennemsnitsarbejders løn. Men i 2000 var dette tal steget til 37,5 millioner $ – 1.000 gange mere end gennemsnitarbejderens løn. Aldrig før i historien har kløften mellem arbejdere og arbejdsgivere været så stor. Aldrig før har så meget magt og rigdom været koncentreret på så få hænder.

Forholdene mellem verdens lande

Kapitalismens almene krise kommer til udtryk gennem de voldsomme omvæltninger i forholdene mellem verdens lan-de. Alle mulige revner og sprækker er ved at åbne sig i de institutioner, der så omhyggeligt blev sat sammen efter 1945 for at sikre den kapitalistiske verdensorden og USA’s herredømme over sine “allierede”. I løbet af ugerne op til Irakkri-gen kom disse institutioner en efter en i krise, med alle tegn på sammenbrud: FN, NATO, EU og G7 – alle blev ramt af splittelser og uenigheder. På samme tid blev forholdet mellem Europa og USA værre end nogensinde. Der var endda et åbent brud mellem USA og Tyrkiet, som indtil da havde bakket op om alle USA’s invasioner siden 1945 uden at sætte spørgsmålstegn.

Og det er ikke sekundære emner, det drejer sig om – ikke bare mindre “korrektioner” – der er alvorlig krise i forholdene mellem landene, den værste krise siden 1945. Vi kan her lave en sammenligning med situationen i geologien. Mindre tilpasninger (“korrektioner”) finder hele tiden sted i jordens skorpe som svar på det tryk, der opbygges under overfla-den. Men under bestemte omstændigheder skaber disse mindre tilpasninger usædvanlige og dramatiske resultater. Hvad der begynder som en mindre tilpasning, kan ende som en dramatisk ændring – et jordskælv.

Sovjetunionens fald har skabt et pludseligt og fundamentalt skift i magtbalancen på verdensplan, svarende til et seis-misk skift i de tektoniske plader. Og ligesom ved alle af den slags skift kommer der jordskælv. Det, vi har været vidner til i perioden efter 11. september, er den diplomatiske ækvivalent til geologiens jordskælv. Det overordnede billede er fyldt med rystelser og den ene eksplosion efter den anden. Dette afspejler den blindgyde, kapitalismen over hele verden er kommet ind i. Det kommer til udtryk i en glubsk kamp om markeder, råmaterialer og indflydelsesområder, hvilket resulterer i den ene krig og diplomatiske krise efter den anden.

Ligesom jordens skorpe er verdens politiske og økonomiske struktur også en skrøbelig mekanisme, der tit bliver udsat for voldsomme omvæltninger. Det er derfor, at empirismen, hvor man prøver at basere sig på, hvad man umiddelbart ved, eller det som er kendt ud fra tidligere erfaringer, er håbløst utilstrækkelig, når det drejer sig om at fortolke så kom-plekse og modsætningsfyldte fænomener. For at kunne forstå de seneste begivenheder i verden er det ikke nok bare at lægge mærke til den ene eller anden drejning eller tilfældige fænomen. Det er nødvendigt at se de underlæggende pro-cesser og klarlægge deres indre modsætninger og fundamentale tendenser.

Mange mener, at den globale situation, økonomisk, diplomatisk og militært, er mere eller mindre fast, og at den altid tenderer mod ligevægt. Der er en hvis grad af sandhed i dette, men denne ” ligevægt” bliver hele tiden bragt ud af balance. USA’s nuværende adfærd minder om landets første store imperialistiske ekspansionsperiode i slutningen af det 19. århundrede, hvor de først spillede med musklerne i krigen mod Spanien om Cuba, overtagelsen af Filippiner-ne og Puerto Rico osv. Denne nye fremgangsmåde minder om Theodore Roosevelts imperialisme og den første periode med amerikansk ekspansion, hvor USA organiserede provokationer såsom sænkningen af “Maine” for at retfærdiggøre væbnet indgriben i Cuba i 1898.

Den virkelige hensigt dengang var at fordrive Spanien fra den vestlige halvdel af jordkloden og overtage deres kolonier. Forskellen i forhold til nu ligger i, at det dengang var en ung imperialisme, der kæmpede for at gøre sig gældende på verdensplan, alt imens den udfordrede de gamle etablerede britiske, franske og tyske magter. Nu gør USA’s imperialis-me præcis det samme over hele kloden, beslaglægger territorier, råmaterialer og interesseområder på bekostning af dens rivaler. Den konfronterer især Frankrig, men kolliderer også med Tyskland og udfordrer Rusland. Efter Sovjetunionens sammenbrud har USA etableret sig som den dominerende verdensmagt og som den eneste supermagt. Dette er af stor betydning for den fremherskende ustabilitet.

USA fører an i det nye våbenkapløb. Det amerikanske forsvarsbudget forventes at stige med 700 milliarder $ mere end antaget i Bushs budgetudkast. Dette er i sandhed svimlende beløb, som – hvis de blev sat ind i produktionen – ville være nok til at ændre levestandarden for verdens befolkning. I stedet bliver de brugt til at dræbe et stort antal mennesker og at smadre og ødelægge produktionsmidlerne. Dette er et yderligere udtryk for kapitalismens krise og dens bestandigt syge karakter.

Modsætningerne mellem de imperialistiske magter er blevet forværret til det ekstreme. USA intervenerer overalt: I Irak, Afghanistan, Palæstina, Iran, Nordkorea, Colombia, Venezuela og andre steder. De udfordrer Frankrig i Mellemøsten og Afrika. Bush tog på en Afrikatur, hvor han besøgte Senegal, en Fransk satellitstat, og Nigeria (hvor der er store olie-reserver), såvel som Botswana og Uganda. Andre imperialistiske kræfter intervenerer også i Afrika: England i Sierra Leone, og Frankrig på Elfenbenskysten og i Congo. I en situation med økonomisk krise er det nødvendigt at overtage selv de mindste markeder.

I en sådan situation er organisationer som FN ude af stand til at spille en rolle. Vi har mange gange forklaret, at FN, selv i den sidste periode, kun var et forum, hvor de mægtigste imperialistiske magter og Moskva-bureaukratiet kunne ordne mindre sager. Alle de vigtige sager blev afgjort på den traditionelle måde – ved krig. Dette var tilfældet med Korea, der endte uafgjort, og Vietnam, hvor USA for første gang led nederlag i en krig. Israel har systematisk ignoreret FN’s reso-lutioner, osv. Venstrereformisterne forstår det ikke. De forestiller sig, at det er muligt at afskaffe krige og udrydde nati-onale stridigheder gennem et internationalt organ (et “verdensparlament”) uden at afskaffe kapitalismen.

Dette er en endnu mere absurd illusion end reformisternes drøm om at afskaffe klassekampen og komme frem til en fornuftig aftale mellem arbejdere og kapitalister. Problemet er, som Hegel forklarede for mange år siden, at det ikke er fornuft, der dikterer nationernes adfærd, men interesser. Dette gør sig gældende for både udenrigs- og indenrigspolitik, og den ene ting er kun en fortsættelse af den anden. Bush-administrationens indenrigs- og udenrigspolitik er dikteret af de store amerikanske selskabers grådige og umættelige appetit på merværdi. USA-imperialismens kolossale kræfter gør den i stand til at rive enhver traktat og aftale i stykker, som ikke passer i dens interesser, hvilket den også gør.

Selv den beskedne rolle, som FN spillede i før i tiden, bliver nu nægtet Sikkerhedsrådet. De mellemstatslige stridighe-der er langtfra blevet stoppet eller mindsket, og man har ikke kunnet forhindre krige – tværtimod er Sikkerhedsrådet blevet skueplads for vilde konflikter mellem rivaliserende imperialistiske magter, USA, England, Tyskland, Frankrig, og nu også Rusland. Som for at latterliggøre reformisternes ynkelige bønner har FN nu vist sin totale afmagt i krigen mod Irak. De amerikanske imperialister og deres engelske marionetter ignorerede simpelthen Sikkerhedsrådet, da de ikke kunne opnå flertal for deres sag.

Dette tyder på en ny og stormfuld periode i forholdene mellem verdens lande. Ligesom kapitalisterne derhjemme i for-holdene mellem klasserne har smidt reformismens og klassesamarbejdets maske for at afsløre klassekrigens grimme og griske fjæs, således har de også droppet at benytte sig af FN i internationale forhold og revet den ene pagt og aftale efter den anden i stykker. I særdeleshed har de amerikanske imperialister tyet til krig, ikke som en sidste udvej, men som en næsten automatisk reaktion. I stedet for det gamle blankpudsede europæiske diplomati (der under alle omstændigheder bare var et figenblad for at skjule deres egen aggressive politik) har Bush-administrationen indtaget en grov og vulgær stilling, der trodser verdensopinionen, og som ikke tillader nogen mellemvej. Dens parole er: Magt er ret!

Amerika har taget kontrol over Ruslands gamle indflydelsesområder i Østeuropa og på Balkan – i det sidste tilfælde gennem en krig, der blev fremprovokeret med vilje for at fjerne Milosevic fra magten. Argumenterne om demokrati, humanisme og selvbestemmelse for Kosovo-albanerne var kun et røgslør, en eventyrfortælling for små børn og sekteri-kere, der aldrig har været kendt for deres evner til at tænke. Resultatet blev uendelig elendighed, død og kaos for be-folkningen, samt konsolidering af USA’s imperialistiske greb om Balkan. Imidlertid ser vi her allerede grænserne for imperialismens kræfter.

USA’s intervention i Balkanområdet har ikke løst noget. Som vi forudsagde, er der kaos med potentiale for nye krige og etniske konflikter. De reaktionære nationalister i Kosovo og Makedonien har indledt en kampagne for et “Storalbanien”. Dette er en færdig opskrift på nye krige og opstande på Balkan. Imperialisterne har nu for sent indset, at de har jokket i spinaten. En britisk brigadechef beskriver den Albanske Nationale Hær (AKSh – som er aktive blandt det albansktalen-de mindretal i Makedonien) som “kriminelle, der vifter med et politisk bekvemmelighedsflag i håb om at finde beretti-gelse”. Dette er en ganske god beskrivelse, men det er lidt for sent at begræde resultaterne af den imperialistiske indgri-ben i Jugoslavien, der har opfordret og støttet disse elementer. Vi husker også, at disse såkaldte “frihedskæmpere”, der ikke bare er koblet til den reaktionære højrefløj, men også til organiseret international kriminalitet, fik entusiastisk op-bakning fra sekterne.

Dette er typisk for det rod, man kommer ud i, når man forlader et klassestandpunkt mht. det nationale spørgsmål. Jugo-slaviens opbrud var en reaktionær udvikling, der gik helt imod alle folkeslagenes interesser. Det var en forbrydelse uden den mindste smule progressivt indhold. Men denne forbrydelse blev forsvaret af alle sekterne, angiveligt på grund af “selvbestemmelse”.

Den herskende klike i Rusland har set hjælpeløst til, mens USA har besat det ene land efter det andet, der tidligere hørte til Sovjetblokken. De russiske generaler har bidt tænderne sammen, mens NATO udvidede op til Ruslands grænser. Denne svaghed er et tegn på det russiske borgerskabs råddenskab. Nu er der endda amerikanske tropper i Kaukasus. I Sovjetunionens dage ville dette have været utænkeligt. Nu er de amerikanske imperialister ved at løbe over af arrogan-ce. Den såkaldte “ublodige revolution i Georgien” er bare endnu et eksempel på den amerikanske imperialisme, der udvider sin indflydelse til Ruslands tidligere satellitstater.

De opfører sig, som de gjorde, dengang de tog kontrol over dele af det kollapsede kinesiske imperium. Efter krigen i Afghanistan har amerikanerne systematisk været i gang med at flytte ind i Centralasien, skaffe sig kontrol over oliefor-syningerne, bygge olieledninger og oprette baser. Dette vil få meget vidtrækkende konsekvenser for fremtiden. Det langsigtede strategiske mål for USA’s imperialisme har altid været at erobre Asien. Dette var tilfældet allerede, da de overtog Filippinerne for over 100 år siden. Men situationen er ikke den samme, som den var før i tiden, da Kina var svag og forsvarsløs. Dengang førte forsøget på at dominere Kina til Stillehavskrigen med Japan. Nu er Kina blevet en stormagt i Asien, økonomisk såvel som militært. Opsendelsen af en kinesisk satellit sender tydelige tegn til resten af verden om, at Kina nu betragter sig selv som værende en af stormagterne.

For at citere Napoleon, så vil verden ryste, så snart Asien med sin utallige millioner mennesker og umådelige ressourcer vågner fra sin lange søvn. Stillehavet, der geografisk inkluderer både USA’s vestkyst, Japan og Rusland, kommer sik-kert til at blive begivenhedernes centrum i det 21. århundrede. Det vil spille den samme rolle, som Atlanterhavet spille-de i det 20.århundrede, og Middelhavet i oldtiden. Asiens produktive potentiale er umådeligt stort. Vi har allerede fået et indblik i potentialet med tigerøkonomiernes store fremgang i 1980’erne og første halvdel af 1990’erne. I fremtiden vil der – på grundlag af en socialistisk, planlagt produktion, der forener alle økonomierne i regionen på en rationel måde – næsten ingen grænser være.

Imidlertid vil fremkomsten af magtfulde økonomier i Asien, på et kapitalistisk grundlag, ikke føre til fred og fordrage-lighed, men til nye farer for menneskeheden. Nye spændinger vil opstå, især i Asien. Det kommende centrum for ver-denshistorien vil blive skueplads for nye konflikter og krige. Den måde Bush og de andre banditter i det Hvide Hus har hundset med Nordkorea på – under påskud af atomvåbentruslen – er endnu et tegn på deres vilje til at blande sig i asia-tiske sager, der angiveligt kunne udgøre en trussel mod USA’s nationale interesser. Men til trods for al snakken tør de ikke angribe Nordkorea, sådan som de angreb Irak, da nordkoreanerne har en stærk hær og missiler, der vil være i stand til at svare kraftigt igen på et evt. angreb.

Til trods for den nuværende tilsyneladende afspænding i forholdet til Kina vil USA uundgåeligt kollidere med Kina i fremtiden. De nuværende gnidninger over handel er bare en forsmag på dette. Den nuværende situation med en verden, der er domineret af én stormagt, vil ikke holde for evigt. Det fører, paradoksalt nok, til en større opdeling af verden, både politisk og økonomisk. Ud af dette kaos vil der opstå nye magtblokke og alliancer, hvis hovedformål vil være at bremse og konfrontere USA. Kina vil spille en vigtig rolle i at udfordre USA som leder af Asien. Begivenhedernes logik dikterer, at Kina og Rusland, og muligvis Indien, vil slå sig sammen i fremtiden i en blok mod USA i Asien.

Irak

Bush og den højreorienterede republikanske klike i Det Hvide Hus forventede, at invasionen af Irak ville blive en “glimrende lille krig”, for at citere Theodore Roosevelt’s berømte formulering – en krig, der kunne vindes hurtigt og med få amerikanske tab. Men i virkeligheden var tingene ikke så simple. De er nu fanget i et hængedynd, og der kan de blive siddende i mange år. Hver dag er der meldinger om nye amerikanske døde og sårede. Den irakiske modstandsbe-vægelse bliver stadig mere dristig og selvsikker, i takt med at de udenlandske besættelsesstyrker bliver mere og mere forhadte i befolkningen.

De er tumlet ind i et område, hvor deres tilstedeværelse kun tjener det formål at forværre problemerne og skabe kaos. Selv udsigten til at plyndre Iraks rige oliereserver er tvivlsom som følge af sabotage mod olierørledningerne og det generelle kaos. Moralen blandt de amerikanske tropper i Irak er lav, grænsende til mytteri nogle steder, som det blev vist gennem de åbne angreb på Rumsfeld. Uheldigvis har USA intet andet alternativ end at blive i Irak, da konsekven-serne af en tilbagetrækning, når ingen af deres mål er blevet realiseret, vil være endnu mere katastrofalt.

På trods af alle løfterne om, at USA’s besættelse af Irak vil være “midlertidig”, og at Washington har “overdraget” mag-ten til irakerne, er kendsgerningerne, at landet nu er et amerikansk protektorat eller en semi-koloni. Den såkaldte iraki-ske regering er i virkeligheden en marionetadministration og en regering af kollaboratører. Ingen tvivler på, at den ame-rikanske hær kontrollerer alt og bestemmer alt. De har endda slået sig ned i Saddam Hussein’s paladser, som de renove-rer for at gøre sig det mere behageligt, mens de planlægger Iraks skæbne. Folk, der planlægger snart at rejse, ville ikke gøre sådan.

Dette er til dels en simpel forretningsudregning. Amerikanerne har brugt en masse penge på denne krig, i modsætning til den sidste Golfkrig, der blev betalt af Saudi Arabien og de andre “allierede”. Bush, Rumsfeld og Cheney er olie-mænd, og de ønsker at sikre sig, at de selv og deres venner i de store amerikanske olieselskaber og i byggeindustrien får en god del af profitten for genopbygningen af Irak, før de endeligt beslutter sig for at forlade landet. Under alle om-stændigheder må amerikanerne sikre deres olieforsyninger i Mellemøsten, specielt eftersom Saudi Arabien nu ser ud-præget vakkelvorn ud. På den anden side giver besiddelsen af Irak amerikanerne en nyttig base for operationer i hele regionen. Det har derfor både en økonomisk og strategisk betydning, der klart opvejer besværet med et par få døde og sårede amerikanske soldater. Desuden er det nødvendigt at holde franskmændene, tyskerne og russerne ude af Irak, men samtidig presse dem til at stille penge til rådighed til at finansiere besættelsen af Irak. Dette er en meget kompliceret opgave!

Det beløb, der skal bruges for at fortsætte besættelsen af Irak, er allerede enormt, og de fremtidige udgifter ukendte. IMF, Verdensbanken og FN har anslået, at Irak skal bruge 36 milliarder dollars til genopbygning inden for de næste fire år, samt yderligere 19 milliarder dollars til andre ikke-militære behov beregnet af den amerikanske besættelsesmagt. Selv en økonomisk gigant som USA har ikke råd til en så gigantisk dræning af sine reserver over en længere periode. Der skal bruges 15 milliarder dollars alene til genopbygningen af olie-, vand- og elektricitetsforsyningen. Iraks oliepro-duktion vil ikke være nok til at betale disse udgifter i den nærmeste fremtid. Den nuværende olieeksport beløber sig kun til 500 millioner dollars om måneden.

Bush’s skattelettelser og de skyhøje krigsudgifter bør sættes i sammenhæng med det rekordstore budget- og handelsun-derskud, som den svage amerikanske økonomi står overfor for tiden. USA’s handelsunderskud er allerede gået over den farlige 5-procentsgrænse og stiger stadig; mens budgetunderskuddet har været et hurtig omslag i forhold til de uafbrudte overskud, der blev lovet i de forudgående år, langt ind i fremtiden. Læg dertil 5 milliarder dollars om måneden, prisen for besættelsen af Irak, eksklusiv genopbygning, og vi har et beløb, der allerede nærmer sig det, de havde under Viet-namkrigen. Dette kan ikke fortsætte. Amerikanerne leder derfor efter andre til at betale regningerne. Det er derfor de vendte tilbage til det forhadte FN for at bede om hjælp.

De amerikanske imperialisters hykleri er forbløffende. Det udkast til en FN-resolution, som USA fremlagde i Sikker-hedsrådet, blev undsagt af den ellers føjelige generalsekretær Kofi Annan. USA appellerer i forslaget til “medlemssta-terne om at styrke deres indsats for at hjælpe det irakiske folk med genopbygningen og udviklingen af deres økonomi”. Desuden “opfordres medlemsstaterne og implicerede organisationer til at imødekomme det irakiske folks behov ved at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for rehabiliteringen og genopbygningen af Iraks økonomiske infrastruktur”.

Resolutionen bad endda FN om af finansiere den irakiske valgproces. Den “anmoder generalsekretæren om at sikre, at FN’s og de tilknyttede organisationers ressourcer står til rådighed, hvis det irakiske regeringsråd anmoder om det, til at hjælpe med at etablere en valgproces i Irak…”. Bush har udtalt, at denne krig blev ført for at give irakerne “demokrati-ets gave”. I virkeligheden har de givet det irakiske folk arbejdsløshedens, sultens, sygdommens, kaosets og ødelæggel-sens “gave”.

Europas kapitalister er tydeligvis ikke villige til at finansiere USA’s og de amerikanske virksomheders ensidige invasion af Irak. De har deres egne interesser at tænke på. USA besidder kæmpemæssige ressourcer, men ikke desto mindre er disse ressourcer ikke ubegrænsede. Ved at indlede den såkaldte globale krig mod terror, vil USA strække sig for langt. Dette viser sig allerede at være en alvorlig byrde for landets økonomi. Problemet er, at USA’s “allierede” ikke er parat til at betale enorme mængder penge for at hjælpe Washington med at tage kontrol over Irak og dets vældige oliereser-ver. På et tidspunkt forlød det, at EU overvejede kun at give sølle 250 millioner dollars til Iraks genopbygning. Dette er ikke engang 1 procent af det nødvendige beløb, og amerikanske embedsmænd var angiveligt “chokerede” over beløbets størrelse. Canada er villig til at give 200 millioner. Kun Japan er tilsyneladende villig til at give et relativt stort beløb på 5 milliarder dollars på grund af deres afhængighed af olie fra Mellemøsten. Men selv når alle disse beløb bliver lagt sammen, bliver det til et ubetydeligt beløb sammenlignet med de nødvendige 36 milliarder dollars.

Den eneste løsning er at presse pengene ud af irakerne selv. Senator Byron Dorgan insisterer på, at USA “ikke skal bære hele byrden selv. Irak har nok olie til at betale for en del af genopbygningsbestræbelserne”. Forsvarsminister Donald Rumsfeld er mere ubøjelig. “Jeg mener ikke, at det er vores job at genopbygge det land efter 30 års centraliseret stali-nist-lignende økonomisk kontrol i det land”, udtalte han, som om skaderne intet havde at gøre med krydsermissilerne og den ti år lange embargo. “Infrastrukturen i det land blev slet ikke synderligt beskadiget af krigen”, fastholder Rumsfeldt. Men den amerikanske imperialismes plan om at lade det irakiske folk betale for amerikanernes angrebskrig vil medføre en masse nye modsigelser.

Plyndringen af Irak er allerede i gang. Regeringsrådets finansminister, Kamel al-Kelani, håndplukket af USA, annonce-rede for noget tid siden, at alle Iraks aktiver og statsejede virksomheder, undtagen olieindustrien, ville blive solgt. Som lokkemad ville køberne være berettiget til 100 procent ejerskab over deres køb, de ville kunne tage alle deres profitter ud af landet, og der ville være minimal beskatning. I Iraks nuværende situation vil varerne på auktionsbordet blive me-get billige. Men om få år, vil det der blev købt til usandsynligt billige priser – ved hjælp af Iraks oliefortjenester – kunne blive solgt med et pænt overskud. Men pga. den kaotiske situation i landet, de konstante opstande og guerrillaangrebene på olieinstallationerne står det ikke klart, om disse planer vil blive til noget.

At gøre brug af Iraks værdier til genopbygningen betyder, at det er irakerne selv, der kommer til at betale for det, som amerikanerne har ødelagt. Brugen af irakernes penge til finansiering af den massive privatiseringsplan for deres øko-nomi betyder, at det er irakerne selv, der kommer til at betale amerikanske virksomheder for at købe deres egne værdier af dem. Dette er også en overtrædelse af Geneve-konventionen, der siger, at humanitær hjælp, bistand, genopbygning og andre udviklingsomkostninger er en besættelsesstyrkes retslige og moralske forpligtigelse. Dette rører selvfølgelig ikke Washington specielt meget. Men den olie, der kommer ud af Irak, har kun været i stand til at fylde ca. 1 million tønder om dagen (mbd) – meget mindre end det, som USA oprindeligt baserede deres planer på.

Analytikere siger, at det vil tage yderligere 18 måneder, før produktionen begynder bare at kunne nærme sig produkti-onsniveauet før krigen på 3 mbd. Og dette tager ikke sabotagen af rørledningerne med i overvejelserne. Alt dette er bare benzin på bålet. Det irakiske folk afskyer de imperialistiske røveres besættelse af deres land. Massernes anti-imperialistiske stemning er en fast base for modstandskæmperne, der saboterer rørledningerne og angriber olieinstalla-tioner. På grund af den farlige situation holder de multinationale oliegiganter sig forståeligt nok på en vis afstand. “Der skal være en ordentlig sikkerhed, legitim autoritet og en legitim proces… hvorigennem vi vil være i stand til at forhand-le aftaler, der er langtidsholdbare i årtier,” som Sir Philip Watts, formand for Royal Dutch/Shell, blev citeret for at sige. “Når den legitime autoritet er der på vegne af Irak, vil vi vide det og anerkende den”.

I et forsøg på at betale sine irakiske regninger overvejer USA at omdanne Iraks forventede fremtidige olieindtægter til værdipapirer, der kunne sælges til discountpris med det samme. Dette indikerer, at USA vil blive i Irak i lang tid, på trods af den såkaldte magtoverdragelse. Det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt USA har lov til at bestemme over sager, som normalt ville være forbeholdt legitime og suveræne regeringer. Men sådanne små retslige detaljer bekymrer ikke George W Bush alt for meget.

Bush-administrationen har lige givet sine rigeste skatteydere 1,8 billioner dollars i skattelettelser, men den har ikke råd til at bruge 20 milliarder dollars på det folk, den lige har “befriet”. Republikanerne væltede Demokraternes anstrengel-ser for at betale krigen ved at hæve skatterne for de rigeste amerikanere. En række af disse folk vil profitere ganske flot på efter-invasionsopsvinget i Irak. Den kynisme, som disse gentlemen udtaler sig med, er virkelig betagende: “Du bliver nød til at tilbyde dem et stykke af kagen”, rådede den franske politiker og tidligere særlige repræsentant for FN i Koso-vo, Bernard Kouchner. Med 100 milliarder dollars eller mere på spil – efter sigende et af de mest profitable byggepro-grammer i årtier – vil der være en stor kage at byde af. Men det er tydeligt, at størstedelen af byttet er gået til store ame-rikanske virksomheder, med kun små stykker til europæerne og ikke meget mere til englænderne. Irakerne selv får stort set intet.

Tyskland, Frankrig og andre potentielle donorer vil have sikkerhed for, at deres virksomheder ikke lukkes ude af Irak af amerikanske virksomheder. Med andre ord vil de europæiske imperialister ikke give nogle seriøse pengebeløb, med mindre deres virksomheder sikres at få invitationer under udskæringen af kagen. Indtil videre har de måttet stille sig tilfredse med krummer. De amerikanske imperialisters slogan er: “Vinderen tager det hele”.

Dette minder om vilde dyrs kamp om ådsler. Løverne får mest, og hyænerne, sjakalerne og gribbene må vente, til løver-ne har fået stillet deres sult, og stille sig tilfredse med knoglerne. Den såkaldte US Federal Procurement-lov bestemmer, at regeringskontrakter i Irak kun kan gå til amerikanske virksomheder, der så derefter frit kan hyre underle-verandører, som de finder det passende. Store amerikanske firmaer som Halliburton og Bechtel får ikke kun broderpar-ten til sig selv, men bestemmer også, hvilke udenlandske virksomheder, der kan få de underleverandørkontrakter, der er ledige.

De store amerikanske virksomheder forsøger på ingen måde at skjule deres skammelige aktiviteter i Irak. Det irakiske folk tvinges til at betale amerikanerne for genopbygningen af skoler, hospitaler, veje og broer, der blev smadret af det amerikanske militær. Med penge lånt fra USA må irakerne betale til virksomheder, der ingenting ville have at gøre i Irak, hvis der ikke havde været en krig. Kongressens Undersøgelsesservice (Congressional Research Service) erklærede for nylig, at vicepræsident Dick Cheney, der angiveligt pressede efterretningstjenesterne til at overdrive deres fund i Irak, stadig har en økonomisk interesse i Halliburton. Dette er et styre af banditter og forbrydere, der er villige til at plyndre hele kloden, og som ikke engang gider at skjule det faktum, at de beriger sig selv gennem udplyndring.

Dette kvalmende skue udspiller sig for øjnene af hele verden. Mange begynder nu at forstå, at denne krig ikke blev kæmpet for demokratiets eller for det irakiske folks skyld, men ene og alene for de store multinationale selskabers profit og den amerikanske imperialismes grådighed efter olie. Dette kan også føre til en ændring af bevidstheden, især i USA. Men i sidste ende vil amerikanerne finde ud af, at udgifterne til at holde en fjendtlig befolkning i Irak nede overgår de potentielle økonomiske goder. Det var det, der overtalte De Gaulle til at trække den franske hær ud af Algeriet i slutnin-gen af 1950’erne. Men hvis det sker, vil resultatet være katastrofalt for den amerikanske imperialisme i hele Mellem-østen. William Nordhaus, økonom på Yale Universitet, advarede længe før krigen: “Hvis de amerikanske skatteydere nægter at betale regningen for at sikre Iraks langsigtede helbred, må USA efterlade bjerge af murbrokker og masser af vrede mennesker bag sig”.

Dialektikken forklarer, hvordan ting før eller senere ændrer sig til deres modsætning. Det irakiske eventyr vil koste USA dyrt. Det konstante finansielle dræn og de uophørlige tab vil begynde at påvirke situationen inde i USA. Allerede nu falder Bush’s popularitet. Selv inden for det republikanske parti udtrykkes der tvivl. Men den demokratiske kandidat Kerry er ikke kommet med en fundamental anderledes holdning end Bush’s. I virkeligheden har de den samme holdning på alle afgørende spørgsmål.

Den af de to kandidater, der vinder valget, vil på et tidspunkt komme til at stå over for et massivt oprør. Utilfredsheden vil blive til en flodbølge af protester, efterhånden som tiden går, og situationens alvor går op for folk. Det er endnu et eksempel på, hvordan den amerikanske imperialismes rolle som verdens politimand i en periode med kapitalistisk for-fald underminerer den på hjemmefronten, hvor den har dynamit bygget ind i sit fundament.

Mellemøsten

Ideen om at USA’s invasion af Irak på en eller anden måde ville bringe stabilitet i Mellemøsten er blevet afsløret som fuldstændig hul. I virkeligheden er der ikke ét eneste stabilt regime i den arabiske verden. Selv regimet i Saudi Arabien risikerer at blive væltet, hvilket er grunden til, at det har været nødt til at tage afstand fra den amerikanske imperialis-mes handlinger for nylig. Men det vil ikke redde regimet. Levestandarden i Saudi Arabien er faldet med 80% i de sidste 20 år. Der er en gærende utilfredshed. USA’s aggressive handlinger har skærpet denne utilfredshed til det ekstreme.

Lige efter Bagdads fald var der naturligt nok en forbløffet reaktion i hele den arabiske verden. At en af de mægtigste hære i Mellemøsten blev besejret så hurtigt, chokerede de arabiske masser, der var blevet ledt til at tro noget andet. Men skuffelsen vil hurtigt vige pladsen for raseri og indignation. Dette vil blive rettet lige så meget mod de pro-amerikanske arabiske herskende kliker som mod George Bush. Utilfredsheden vil blive til eksplosioner og omvæltningen af den ene degenererede arabiske hersker efter den anden. Kup, oprør, terrorhandlinger og snigmord er på dagsordenen. Dette blev vist ved bombesprængningerne i Tyrkiet.

Den amerikanske invasion af Irak har ikke styrket USA’s position i de muslimske lande, men har alvorligt svækket den. En ny global meningsmåling viser, at de positive holdninger over for USA alle steder er faldet drastisk, ikke bare i Mel-lemøsten. I Indonesien er tallet faldet fra 61% til 15%, i Tyrkiet fra 52% til 15%, i Jordan fra 25% til 1% osv. Det bety-der, at de regimer, der støtter amerikanerne, hænger i en tynd tråd. Tråden kan briste hvert øjeblik.

Palæstina forbliver et betændt sår, der konstant truer med at destabilisere hele Mellemøsten. Washington havde den vrangforestilling, at de kunne bruge den militære sejr i Irak til at stabilisere regionen, som er vital for deres strategiske og økonomiske interesser. Men de har faktisk opnået det modsatte. Den såkaldte køreplan for fred kollapsede næsten med det samme. Idéen om en uafhængig palæstinensisk stat var dødfødt fra starten. Israelerne ønskede en marionetstat, der kunne styre palæstinenserne på deres vegne, mens de udadtil accepterede “uafhængigheden” som pynt. En sådan aftale ville aldrig blive accepteret af de palæstinensiske masser.

Tel Avivs planer minder om den Irske Fristat i 1922, der blev brugt af den britiske imperialisme til at knuse den repu-blikanske bevægelse og prakke det irske folk en lemlæstet stat på. Resultatet var en blodig borgerkrig. Michael Collins, der underskrev aftalen, blev myrdet. Samme skæbne ville vente enhver palæstinensisk leder, der underskrev en dårlig aftale med Israel.

Det hele var dødfødt, fordi Sharon ikke ønsker fred. Hans slogan er “Det, vi har, holder vi fast i”. Opførelsen af en mur mellem Israel og de palæstinensiske områder er en klar indrømmelse af dette faktum. Det er også et middel til at beslag-lægge endnu mere palæstinensisk jord – en åben provokation. Resultatet var en ny strøm af selvmordsbomber, som den israelske imperialisme besvarede med deres vanlige brutalitet. De tror på mottoet “øje for øje, tand for tand”, bortset fra at her dræber og lemlæster de for hvert jødisk liv, der går tabt, mange flere uskyldige palæstinensere. Den såkaldte sikkerhedsmur vil ikke forhindre nye terrorangreb. De vil altid finde en vej rundt om.

Resultatet er endnu en omgang i den djævelske volds- og gengældelsescyklus, som ikke ser ud til at stoppe. Våbenhvi-len varede kun 7 uger, før den blev sprængt i stykker af selvmordsbomben i Jerusalem. Den såkaldte våbenstilstand var sådan set en farce fra begyndelsen. De israelske styrker trak sig ikke tilbage fra de besatte områder, men trak sig bare nogle meter tilbage fra Betlehem og åbnede et par veje i Gaza. De fjernede kun 5 vejspærringer ud af i alt 220 på Vest-bredden. Bosættelserne blev ikke fastfrosset.

De seneste begivenheder har ubarmhjertigt udstillet PLO-ledelsens manglende evner og fallit. Arafat klamrer sig hård-nakket til magten, men han er ude af stand til at vise en vej ud. Han lavede intriger mod den amerikanske håndlanger Mahmoud Abbas, men i virkeligheden er den eneste forskel mellem ham og den anden, at han selv ønsker at blive USA’s håndlanger. Alle hans appeller har været rettet til “det internationale samfund” – dvs. til de amerikanske og euro-pæiske imperialister. Han har ingen tillid til masserne og ville gerne nå frem til en aftale med Tel Aviv og Washington. Problemet er, at der ikke eksisterer noget reelt grundlag for sådan en aftale.

Derfor er ingen af manøvrerne og aftalerne blevet til noget. Sharon havde ingen intentioner om at give nogen seriøse indrømmelser og ventede mest af alt på en undskyldning for at forny fjendtlighederne. Bush kan ikke lægge alvorligt pres på Tel Aviv (der er snart valg, og man må tænke på de jødiske stemmer). Derfor kan Sharon vende det døve øre til forslagene fra verden udenfor. Han føler, at han kan handle risikofrit, fordi Washington i sidste ende har brug for en allieret i Mellemøsten, de kan stole på. Men samtidig har han heller ikke noget at tilbyde.

Forslaget om at trække sig ud af Gaza var i virkeligheden en taktisk manøvre for at styrke Israels greb om den altafgø-rende Vestbred. Total genbesættelse af Vestbredden og Gaza ville betyde indførsel af undtagelsestilstand for 3,5 millio-ner palæstinensere – en skræmmende opgave, som ville være meget dyr for et Israel i dyb økonomisk krise. Det førte til modstand tidligere og ville gøre det igen. Derudover har palæstinenserne våben og omkring 30.000 bevæbnede politi-mænd denne gang. Derfor foreslog Sharon et “kompromis”, som slet ikke var noget kompromis. Det var for lidt for palæstinenserne og for meget for de jødiske høge. Det fremprovokerede en ny bølge af sammenstød med palæstinenser-ne og en regeringskrise i Israel. Vi er derfor nu nået til et tidspunkt med et blodigt dødvande, der i sidste ende kun kan brydes med revolutionære midler.

Også her er der vigtige taktiske uenigheder mellem Europa og USA. De europæiske imperialister er bekymrede for påvirkningen på resten af Mellemøsten og ville gerne lægge mere pres på for at få Tel Aviv til at give indrømmelser til palæstinenserne. De er parate til at arbejde med Arafat, hvorimod Sharon ikke har skjult sit ønske om at få ham fjernet – helst med fødderne først – mens Bush prøvede at undvige spørgsmålet. Men da et mord på Arafat uden tvivl ville blive signalet til en generel volds- og protestbølge over hele den arabiske verden, og da dette ville være ubelejligt for imperia-listerne og deres arabiske håndlangere, lægger de et tilstrækkeligt pres på Tel Aviv til at disse planer stoppes. Men dette har dog ikke ændret den låste situation det mindste.

Pointen er, at uenighederne forbliver uovervindelige. Det betyder ikke, at der ikke kan komme en ny aftale. Tværtimod kan vi forudsige, at en eller anden form for ny aftale vil blive sat sammen, højst sandsynligt efter at Sharon har forladt scenen. Der vil komme den ene aftale efter den anden. Men hver gang de når et eller andet vakkelvornt kompromis, vil det bryde sammen i en strøm af blod og gensidige beskyldninger. På et kapitalistisk grundlag er en holdbar løsning ikke mulig.

Europa og Mellemøsten

Rivaliseringen mellem de europæiske og amerikanske imperialister viser sig også i Mellemøsten og Afrika. Bush’s overvejelser om at presse på med invasionen af Irak, til trods for Sikkerhedsrådet, gik til dels på udelukke franskmæn-dene, tyskerne og russerne fra denne region. Amerikanerne troede, at de kunne vinde en let sejr uden europæernes ind-blanding og derefter snuppe Iraks olierigdomme og fordele de indbringende genopbygningskontrakter til de store ame-rikanske virksomheder, der finansierede det republikanske partis valgsejr og nu ser frem til deres belønning. Selv eng-lænderne skulle fryses ud – en passende belønning for deres “loyalitet”.

Men tingene udviklede sig ikke, som Bush og Rumsfeld forventede. Den irakiske modstand ødelægger deres planer, dræber et stort antal amerikanske soldater, forsinker genopbygningen og forårsager en seriøs tapning af de amerikanske finanser. Derfor tilbød Washington Europa at deltage i det rod, de har skabt i Irak. Men Europa er ikke ivrige efter at påtage sig denne byrde. Franskmændene gnider deres hænder i slet skjult glæde over deres transatlantiske rivalers ube-hagelige situation. Englænderne bliver siddende i en svær alliance og får nogle få små kødben i form af genopbyg-ningskontrakter som tak for al deres bøvl. Men kløften mellem Europa og USA over Irak er stadig så stor som aldrig før.

Efter at være blevet forvist fra Irak ser europæerne nu Iran som en alternativ base. Tilbuddene fra EU til Teheran er ikke noget tilfælde. Mens Washington lukker varm luft ud om “ondskabens akse”, stræber Berlin og Paris efter gode relatio-ner med mullaherne. Teheran bruger sagen om atomvåben som et forhandlingskort og middel til at afskrække ameri-kansk aggression. Hvem kan efter invasionen af Irak tvivle på, at besiddelse af ægte masseødelæggelsesvåben er en rigtig god investering! Denne konklusion har både Iran og Nordkorea draget. Selv på dette punkt havde amerikanernes opførsel det modsatte resultat af, hvad de forventede. Men de europæiske kapitalister lader sig ikke bringe ud af fatning af spørgsmålet om atomvåben. De er interesserede i at få deres fod inden for døren og opnå privilegeret adgang til den iranske olie.

Der er også politiske årsager til de venlige toner fra EU over for Teheran. Iran er et nøgleland i denne region og er ved at være på kanten til revolution. Efter mere end 20 års diktatur under mullaherne begynder masserne at blive urolige. Bevægelsen i ungdommen og den åbne splittelse i regimets rækker er klare advarsler om en begyndende revolutionær krise. En revolution i Iran vil have en enorm effekt i hele regionen, ikke kun i Mellemøsten – startende med Irak – men også i Tyrkiet, Pakistan, Centralasien og Afghanistan. De europæiske kapitalister forsøger at beskytte regimet mod revolution og støtter “reformisterne” i håb om at fremtvinge nogle indrømmelser for at forhindre en eksplosion.

Men ligegyldigt hvor mange manøvrer, de laver i Paris, Berlin, London eller Washington, så kan de ikke forhindre opstande, der har rødder i den objektive situation. Bush og co. antager, at folket i Mellemøsten med tiden vil acceptere den amerikanske besættelse af Irak som et fait accompli. Befolkningerne vil få at se, at USA’s militære overle-genhed gør modstand nytteløs, hvorfor det er bedre at være på talefod med Washington og acceptere de amerikanske diktater.

Men dette er en komplet misforståelse af den virkelige tilstand. Massernes problemer bliver værre hver dag. Arbejds-løshed, fattigdom og sygdomme er virkeligheden for millioner, der lever i en region, som besidder alle forudsætninger for fremgang for alle. Denne modsætning er velkendt blandt masserne, der ikke vil lade sig holde nede af undertrykken-de og diktatoriske regimer bakket op af den amerikanske imperialisme. Situationen var uudholdelig før. Nu, med den amerikanske hærs hærgen i hele regionen, er det tusind gange være.

I takt med at folk konkluderer, at det er umuligt at besejre amerikanerne på slagmarken, vil deres opmærksomhed blive drejet mod fjender, der er nærmere på deres hjem og lettere at besejre. Kombinationen af økonomisk krise, national ydmygelse og korrupte, pro-imperialistiske regimer er en eksplosiv blanding. Spørgsmålet er ikke, om revolutionen vil bryde ud, men kun hvor og hvornår den vil begynde.

Hovedproblemet for den arabiske revolution er den subjektive faktor. Førhen havde kommunistpartierne en massebase i mange lande i Mellemøsten. De kunne have gennemført en proletarisk revolution mange gange i lande som Irak og Sudan. Men da de fulgte Moskvas linje om “to stadier”, smed de muligheden væk og underordnede arbejderklassen det rådne arabiske borgerskab. Arbejderne og bønderne betalte en forfærdelig pris for dette forræderi.

Stalinismens kollaps har efterladt et tomrum, der midlertidigt blev udfyldt af islamiske fundamentalister. Men de har intet alternativ til det kapitalistiske system. Deres taktik har vist sig at være bankerot. Det kan ikke besejre den ameri-kanske imperialisme. Dette kan kun opnås af arbejderne og bøndernes revolutionære bevægelse på et socialistisk pro-gram. Kapitalisterne har haft et halvt århundrede til at vise, hvad det kan, og det er gået grueligt galt. Revolutionen må feje de rådne og korrupte arabiske borgerlige regimer væk og etablere et regime baseret på arbejderstyre i alliance med de fattige bønder, små købmænd og de fattige i byerne.

Forudsætningen for succes er opbyggelsen af stærke revolutionære proletariske partier bevæbnet med marxismens idéer. Nogle mennesker i Mellemøsten siger: “Vi hører ikke om disse idéer længere!” Netop! Og præcis derfor har bevægelsen lidt skibbrud. Den må genopbygges! Kadrerne til disse partier vil komme fra de unge arbejdere og studerende, der længes efter frihed og retfærdighed, og også fra de bedste af den ældre generation af kommunister, der ikke har forladt idéen om en socialistisk revolution. Revolutionen er uundgåelig. Bevæbnet med det korrekte program og politik vil den være uovervindelig. Men det er nødvendigt at bryde med borgerlig nationalisme, fundamentalisme og stalinisme og stå klart for revolutionær socialisme og marxisme!

I mere end et årti har de fleste af de europæiske imperialister nydt godt af et fint forhold til mullaherne. I løbet af de sidste par år, især de sidste to til tre år, har EU-landene forbedret deres økonomiske og politiske forbindelser med regi-met, som vi kan se på væksten i handel og investeringer, under dække af en “konstruktiv dialog”, der har til formål at hjælpe “de reformvenlige” frem og moderere regimets opførsel. Nu da hele den “reformistiske” fløj er blevet afsløret foran de iranske masser, og de “autoritære” har overtaget størstedelen af “reformisternes” udenrigspolitik, går Teheran-regimet ind for at udvikle meget tættere bånd med de imperialistiske lande.

Der er lejlighedsvise uenigheder og midlertidige tilbagefald, såsom atomvåbenforskning, men den grundlæggende ten-dens er i retning af at forsøge at “normalisere” forholdet til de imperialistiske lande. Imperialisternes hykleri ses her med stor tydelighed. Hvis USA kræver yderligere indrømmelser, før alle forbindelserne kan genoptages, er det ikke pga. bekymringer om demokrati. Vi må skelne imellem USA’s offentlige retorik og de forhandlinger, der er foregået bag scenen.

Selvom Iran er blevet placeret på “ondskabens akse”, og USA regelmæssigt blokerer landets ansøgning om medlemskab af WTO, er forholdene blevet forbedret efter angrebet 11. september og invasionen af Afghanistan og Irak. Iran har konsekvent hjulpet den rovlystne amerikanske imperialisme med at besætte Irans naboer. For nylig har de optrådt som mæglere over for de irakiske shia-muslimer. Dette er tegn på vigtige ændringer. I maj 2003 tilbød det iranske regime endda at holde møder med USA om atomvåben og terrorisme. Men høgene i den amerikanske regering nedlagde veto imod det.

Mens den ene del af Bush’s regering taler hårdt, forbedrer den anden del forholdet til Iran der, hvor det tæller: USA forlængede for nylig den lempelse af sanktionerne, som var kommet efter jordskælvet i Bam. Det vil tage et par år for den amerikanske regering at løse de mange udeståender, den har med det iranske regime. Det nyder kapitalisterne i EU og Japan godt af i mellemtiden på bekostning af amerikanerne.

EU-landene og FN hjælper også regimet med at forbedre og modernisere sin økonomi og udvikle udenrigshandel og investeringer. Verdensbankens udlån til Iran blev genoptaget i år 2000 efter en afbrydelse på 7 år, og det nuværende engagement er på i alt 432 mio. dollars. Ifølge Verdensbanken hjælper disse operationer med til “at støtte Irans forsøg på reformer”. Der er nu en hel række andre FN-organer, der hjælper regimet med at “leve op til sine internationale for-pligtigelser”, inklusiv at “bekæmpe terrorisme”, hjemsende afghanske flygtninge osv. Hovedformålet er dog at støtte regimet og pacificere massebevægelsen.

Imperialisterne er rædselsslagne for en revolution i Iran og denne fælles frygt er det, der binder dem sammen med mul-laherne. Ud over studenterprotesterne har mange andre af samfundets sektorer protesteret, demonstreret, marcheret og endda vundet nogle små kampe. Det vigtigste element i denne ligning er arbejderklassen. Kampene og strejkerne mod ubetalte lønninger, midlertidige kontrakter, fabrikslukninger, privatiseringer, massiv arbejdsløshed, kæmpe inflation osv. er hovedsageligt blevet mødt med stilhed fra verdens medier.

I Iran kan en simpel protest medføre ikke bare et blodbad, men også til, at dem, der argumenterer for “konstruktiv dia-log”, nægter at offentliggøre det. Da de fyrede arbejdere og deres familier fra kobbersmeltningsfabrikken i Khatoonabad protesterede i januar 2004, førte det til, at fire arbejdere blev dræbt af skud fra uropolitiet. Regeringens brug af uropoli-tiet, specielle politienheder og helikoptere til at dræbe og lemlæste arbejdere og deres familier kan opløse individuelle protester. Drab og alvorlige kvæstelser er dog blevet en del af hverdagen for arbejderklassefamilier. Det er derfor, at disse uhyrligheder ikke resulterede i en nedgang i kampen, men førte til en opfordring til en femminutters generalstrej-ke.

De nylige arrestationer 1. maj og den efterfølgende frigivelse af alle arbejdere og aktivister viser et klart skift i balancen mellem klassekræfterne i Iran. For første gang i sin 25-årige historie har dette regime givet indrømmelser under pres fra arbejdernes kampe. (Selvom det igen er gået i offensiven på dette spørgsmål nu). Det er derfor ingen overraskelse, at en af de mest aktive FN-institutioner i Iran har været den Internationale Arbejderorganisation (ILO). ILO har givet de iranske kapitalister og deres regime de råd og den træning, de behøver for at kunne skabe “fagforeninger”, der kan kvæ-le al radikal handling fra arbejdernes side. Dette er et reaktionært svar på den uafbrudte stigning i arbejdernes kampe i Iran i de sidste få år, selvom det bliver forklædt som en “bekymring” for de faglige rettigheder.

Revolutionen i Iran vil udvikle sig over en periode med op- og nedture, men den er absolut uundgåelig. Når det sker, vil det få voldsom indvirkning på hele regionen, ikke bare i Mellemøsten – startende med Irak – men i Tyrkiet, Pakistan, Centralasien, Afghanistan og Kaukasus. Det er et nøgleelement i verdensrevolutionen i dag.

Dødvande i Afghanistan

USA har siddet fast i Afghanistan, siden de fik styrtet Taliban-regeringen i slutningen af 2001. På trods af masser af forsøg har USA været ude af stand til at etablere noget, der bare minder om stabilitet. De har skabt et indtryk af noget, der ligner orden i Kabul – hvor den “nationale” regering befinder sig – men udenfor Kabul har de begrænset eller ingen kontrol. De amerikanske styrker kontrollerer ikke engang det samme område, som den sovjetiske hær kontrollerede i årene 1979-1989. USA forsøger faktisk ikke engang på at kontrollere hele det afghanske territorium.

USA holder fiktionen om et “samlet” Afghanistan kørende uden at stille tropper til rådighed for at kunne håndhæve et centralt styre. Den NATO ledede International Security Assistance Force (ISAF) patruljerer kun Kabul og det umiddel-bart omkringliggende område, mens forskellige regionale krigsherrer og deres militser styrer hver deres respektive territorier. Forsøget på at bedrage verdensopinionen ved at afholde såkaldte valg i Afghanistan er ubarmhjertigt blevet udstillet ved en ny række af angreb fra Talibanerne og andre anti-amerikanske elementer.

Talibanerne og deres sympatisører er ikke blevet besejret, men er stadig frie til at drage omkring, mere eller mindre som de ønsker, og udføre punktvise guerillaangreb. Selvom Al-Qaeda ikke længere kan bruge Afghanistan som en hovedtræningsbase, er de stadige aktive der og bruger landet som affyringsrampe til at sende deres krigere ind i Irak. Dette er ironisk set i lyset af Bush og Blairs gentagne påstande om, at invasionen i Irak skyldtes, at Al-Qaeda var i lan-det. Rent faktisk var de der ikke før invasionen – men det er de uden tvivl nu!

Det er rigtigt, at Al-Qaeda ikke har været i stand til at gennemføre et større angreb på et amerikansk mål siden 11. sep-tember 2001. Men det har angrebet “bløde” mål steder som Casablanca, Bali, An-Najaf, Riyadh osv. Frem for alt har de tydeligvis deltaget i angrebene på de amerikanske styrker inde i Irak. Alt hvad de amerikanske imperialister har formået at gøre er at sprede ustabiliteten til andre dele af regionen – især Pakistan. Den bjergrige grænseregion på grænsen mel-lem Afghanistan og Pakistan er porøs, relativ ubeskyttet og hjemsted for den etniske gruppe pashtunerne, der er på begge sider af den nationale grænse. Al-Qaeda har højst sandsynligt flyttet størstedelen af sine styrker ind i denne regi-on, hvor det er svært for de amerikanske styrker at operere.

Et slag mod Al-Qaeda ville være en god måde at aflede den amerikanske offentligheds opmærksomhed væk fra det blodige rod i Irak. Men der er et problem. Al-Qaeda er baseret i Pakistan, der er en af USA’s hovedallierede, og også ekstremt ustabilt. Washington har skrammet skruen på Islamabad for nylig. Med den sædvanlige brutale arrogance lægger den amerikanske imperialisme et nådesløst pres på sin “allierede” Musharraf. I virkeligheden siger de til ham: Enten får du ordnet Al-Qaeda, eller vi gør det for dig! Det vækker voldsom uro i de herskende cirkler i Islamabad.

Amerikanerne vil have, at der bliver skredet afgørende ind imod Taliban og Al-Qaeda og deres støtter i Pakistan. Det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer til at ske dramatiske begivenheder i regionen. Den afghansk-pakistanske grænse er et hårdt bjergrigt terræn, som er perfekt til guerillaoperationer. Grænsen selv er porøs, hvilket tillader kon-stant guerillainfiltration. Vintervejret og bjergene tillader ikke brug af tanks og andet udstyr, som er nødvendigt for konventionel moderne krigsførelse. Derfor er amerikanernes teknologiske forspring alvorligt formindsket. Først og fremmest kan deres fjender regne med støtte og sympati fra den lokale pashtunske befolkning.

Dette så vi i foråret, da den pakistanske hærs offensiv i det nordlige Pakistan endte i en farce. Pashtunerne er voldsomt imod den amerikanske imperialismes aktiviteter i deres hjemland. I land tid har det område, der hedder Northwest Fron-tier Territories, i virkeligheden været forbudt område for den pakistanske hær. Forsøget på at lancere en hel offensiv i det område kunne kun blive en blodig affære og fyldt med farer. Den løste intet, men underminerede yderligere Musharrafs allerede skrøbelige regime. Som vi forudsagde, øgede det yderligere fundamentalisternes vrede, der har støttepunkter i toppen af hæren og i reaktionens arnested, den pakistanske efterretningstjeneste ISI.

Ustabilitet i Pakistan

Det pakistanske regime befinder sig i en meget svag og ustabil stilling. Musharraf forsøger at balancere mellem den amerikanske imperialisme og den militante islamisme, der blev opbygget over årtier af ISI og den pakistanske hær, med Washingtons aktive medviden. Nu da det ikke længere passer den amerikanske imperialisme, kræver de Paki-stans ubetingede opbakning til den såkaldte krig mod terrorisme. Ved at gøre det gør de alle de eksplosive modsæt-ninger i Pakistan endnu dybere.

Musharraf har forsøgt at skabe sikkerhedsafstand mellem hans egen regering og USA, men alle ved at dette er en løgn. Han ses i stigende grad som Washingtons marionetdukke. Dette er dødskysset for hans regime. Mullahernes anti-amerikanisme har reaktionære overtoner, men de pakistanske massers anti-amerikanisme er et udtryk for en dybfølt anti-imperialisme. USA’s nådesløse pres på deres marionet Musharraf underminerer ham fuldstændig i be-folkningens øjne. Der vil komme massedemonstrationer mod imperialismen, som hurtigt kan blive til masseprotester imod diktaturet. Der har allerede været tre eller fire forsøg på at slå Musharraf ihjel, og nye forsøg er uundgåelige i denne situation. Regimet hænger i en tynd tråd. Det kan falde til hver en tid.

Bush-administrationen er ligeglad med, hvad der sker med deres “allierede” i Islamabad. De er fast besluttet på at ødelægge Al-Qaeda og fange eller dræbe Bin Laden, og hvis det betyder, at den pakistanske præsident må falde, så må det være sådan. Fra Washingtons synspunkt kan sådanne “allierede” købes for et par håndører. I det store hele hvad betyder det så, om der sker en ændring af regimet i Islamabad? Der har været masser af sådanne ændringer før, og der vil komme masser i fremtiden!

Musharraf har ingen illusioner til værdien af et venskab med amerikanerne. Derfor forsøger han desperat at overtale sine landsmænd til at gribe til handling mod “ekstremisterne”, før det er for sent. Under pres fra Washington har han givet indrømmelser til Indien i forhold til Kashmir, og han har endda taget skridt til at lukke nogle af jihadi-gruppernes baser. Men lige meget hvad han gør, vil det være for lidt og for sent. Indien og USA vil stille nye krav hele tiden. Til sidst vil han ikke kunne efterkomme dem.

Tiden er ved at løbe ud for Musharraf. Hvor længe han vil være i stand til at klynge sig til magten, kan man ikke forudsige præcist. Men én ting er klart: Det nuværende regime er meget ustabilt og kan ikke holde. Når dets tid er kommet, bliver den amerikanske imperialisme nødt til at finde en afløser. De har en afløser i form af Benazir Bhutto. Hun har udtrykt sin fulde støtte til USA, selvom en sådan støtte er dødskysset for enhver regering i Pakistan.

Når Benazir vender tilbage, vil hun befinde sig i en situation, der er meget forskellig fra den, hun forlod. Masserne vil være vækket. Det er uundgåeligt, at masserne, der for nylig er vågnet op til politisk liv, vil vende sig til PPP (Pa-kistan People’s Party). Dette er en lov. De politisk utrænede masser vil vende sig til de velkendte navne, de store partier og traditionelle bannere. Massernes hukommelse er kort, og de er meget tilgivende over for deres ledere. Det sætter en PPP-regering på dagsordenen.

Men den næste PPP-regering vil ikke være som de to foregående. Den vil fra begyndelsen af være under pres fra masserne, der vil stemme på PPP, fordi de ønsker at ændre de forhold, de lever under. De vil være forberedte på at vente lidt, men ikke så længe. De vil kræve resultater og vil ikke være forberedte på at acceptere ledernes sædvanli-ge undskyldninger længe. Regeringen vil være klemt mellem presset fra masserne og det nådesløse pres fra imperia-lismen og den herskende klasse. Den vil sidde som en lus mellem to negle.

Dette betyder, at det vil være en regering i krise, helt fra starten. Der vil komme rystelser og splittelser i partiet. På et vist tidspunkt vil en massevenstrefløj opstå, som under de ekstreme forhold, der er i Pakistan, hurtigt kan få en cen-tristisk karakter – det er en position, der vakler mellem marxisme og venstrereformisme. Det er ikke sandsynligt, at partiet kan holdes samlet under sådanne forhold. Der vil komme en åben splittelse mellem de borgerlige og feudale elementer i ledelsen og partiets grundlag blandt arbejdere og bønder. Dette vil åbne meget favorable omstændighe-der for vækst i den marxistiske tendens.

I den revolutionære periode i 1968-69 kunne de pakistanske arbejdere og bønder have taget magten ti gange, men de blev lammet af ledelsen. Men denne periodes revolutionære traditioner lever stadig i klassens hukommelse. De ud-trykkes i PPP’s originale program, der indeholder ekspropriering af bankerne, jorden og industrien under arbejder-kontrol og den stående hærs udskiftning med det væbnede folk. Når Pakistans arbejdere og bønder endnu engang går ind i kampen, vil de kræve en tilbagevenden til disse idéer. Forskellen er, at denne gang vil de have en ægte marxi-stisk tendens til at lede dem.

Det er muligt at verdensrevolutionens første gennembrud vil komme i Pakistan, hvor forholdene, både de objektive og de subjektive, modnes hurtigt. Den herskende klasse er splittet og demoraliseret. Der er røre i middelklassen. Arbejderklassen er i det store hele kommet sig over fortidens nederlag og forbereder sig på at gå ind i kampen. Sidst, men ikke mindst, har de pakistanske marxister bygget en stærk base i masseorganisationerne. De har fulgt den kor-rekte taktik og arbejdsmetode og er godt placeret til at lede en massebevægelse, der vil ryste hele subkontinentet.

De pakistanske marxister har udvist enorm energi og gåpåmod. De har kombineret mange forskellige slags arbejde – i fagforeninger, ungdommen, det parlamentariske område osv. – og det med stor kreativitet. Deres slående succeser har åbnet vigtige muligheder i det, der er nøglelandet på subkontinentet – Indien. Et afgørende element i ligningen er en internationalistisk politik. Hvis de pakistanske marxister kommer til magten, må de appellere til arbejderne og bønderne i Indien om at støtte dem, ellers vil det reaktionære indiske borgerskab slå sig sammen med de pakistanske godsejere og kapitalister for at knuse revolutionen, som de gjorde i Bangladesh tidligere.

Den indiske arbejderklasses kolossale potentiale

Den reaktionære BJP-regerings spektakulære nederlag var endnu et eksempel på, at der uundgåeligt sker pludselige og skarpe ændringer i situationen. Ingen af de officielle medier havde overvejet sådan en mulighed. BJP selv var sikre på succes. Deres valgkampagne var baseret på sloganet: “Strålende Indien”. Men valgresultatet viste, at for millioner af mennesker var Indien langt fra et strålende sted, men nærmere et mareridt med fattigdom, sult og for-tvivlelse. Elektricitetsafbrydelser, hullede veje og forurenet vand, korrupte regeringer, analfabetisme, sult og etniske forfølgelser – dette er de normale forhold for millioner af indiske arbejdere og bønder i dag. Med 17% af verdens befolkning, står Indien for mindre end to procent af verdens BNP og en procent af verdenshandelen.

På overfladen udviklede den indiske økonomi sig hurtigt, men en årlig vækstrate på 8 procent. Men sådanne tal skjuler ligeså meget, som de afslører. I byer som Bangalore har et mindretal af middelklassefolk gode jobs og løn-ninger. I landsbyerne er der en ekstrem tilbageståenhed, med mudderveje og intet rent drikkevand. Indien kan ikke stråle der, fordi der ikke er nogen elektricitet. For de 70% af befolkningen, der bor på landet, kom der mørke og ikke lys. Tre fjerdedele af den dyrkede jord er uden vandingssystemer. 300 millioner lever for under 1 dollar om dagen. 47% af børnene under 5 år er undervægtige, og den forventede levetid er 63 år. Kun 58% af befolkningen kan læse, i modsætning til 85% i Kina. Kun 2% af BNP bruges på uddannelse.

Dette er resultatet af over et halvt århundrede med uafhængighed på kapitalistisk grundlag. Siden den kriminelle deling i 1947 har kapitalisterne i Indien og Pakistan vist deres fuldstændigt manglende evne til at føre samfundet fremad. De indiske kapitalister hævdede engang, at de var sekulære, demokratiske og endda “socialistiske”. Men så viste reaktionens grimme ansigt sig i form af BJP. BJP’s fremgang var resultatet af Kongrespartiets fallit, som efter årtier ved magten alligevel ikke formåede at løse nogen af det indiske samfunds fundamentale problemer.

Nu har Kongrespartiet fået magten igen. Men Manmohan Singh har intet svar på de indiske massers presserende problemer. Han er en entusiastisk fortaler for “markedsøkonomien”. Både BJP og Kongrespartiet er reaktionære anti-arbejderklassepartier. Hvad der er brug for, er et uafhængigt klassealternativ. Det vigtigste element ved disse valg var den kæmpe andel stemmer til kommunistpartierne. Det viser, at masserne ønsker en fundamental ændring.

CPI (Indiens Kommunistiske Parti) og CPI (M) (Indiens Kommunistiske Parti – Marxister) har en massebasis blandt arbejderne og bønderne i Indien. De må bryde med kapitalismen og Kongrespartiet og forberede sig på at tage mag-ten. Den eneste udvej er dannelsen af en arbejder- og bonderegering med et ægte socialistisk program. Sådan et program vil få entusiastisk opbakning fra millioner af arbejdere, bønder, daliter (“urørlige”, kasteløse) og folk fra de undertrykte nationaliteter. Det ville med det samme hive tæppet væk under fødderne på de reaktionære. Når den arbejdende befolkning i Indien var stærk nok til at besejre det engelske raj (herredømme), er den også stærk nok til at besejre de indiske godsejere og kapitalister. Det, der kræves, er en stærk og beslutsom ledelse!

Hvis de indiske kapitalister har fejlet i Indien, har de endnu mere reaktionære og korrupte pakistanske kapitalister ruineret Pakistan og bragt landet på randen af barbari. På et kapitalistisk grundlag er der ingen vej frem for hverken Indien eller Pakistan, eller nogen af de andre nationer, der udgør subkontinentet. Bangladesh lider af tilbageståenhed og forfærdelig fattigdom. Sri Lanka er blevet ødelagt af årtiers blodig borgerkrig og etniske konflikter. Også Nepal er kastet ind i en gensidigt ødelæggende borgerkrig. Kashmir sygner hen lænket. Overalt er masserne udnyttede, undertrykte og ydmygede.

Den indiske arbejderklasse er den stærkeste i regionen. Den har meget militante traditioner, som vi så under den store generalstrejke mod BJP-regeringens privatiseringsplaner i april 2003, som omfattede 50 millioner over hele landet, og igen i den fantastiske generalstrejke 24. februar 2004. Det anslås, at 50 millioner mennesker, inklusiv statsansatte, deltog i den nationale generalstrejke i februar, som krævede, at højesteretsafgørelsen omkring retten til at strejke blev taget op til genovervejelse, og at regeringens økonomiske politik blev trukket tilbage.

Strejken var total i de delstater, der styres af venstrefløjen, og havde en vigtig effekt over hele landet. Strejken, som blev indkaldt af de centrale fagforeninger og industriforbund, var total i Vestbengalen, Kerala og Tripura, og resulte-rede i en situation, der lignede en opstand i Assam, Haryana, Orissa og Jharkhand. Statens fulde vægt blev sat ind imod de strejkende. Arbejderklassen havde hævdet sin ret til at strejke i trods mod højesterettens forbud. Der var rapporter om angreb fra politiets side og masseanholdelser i Delhi, Haryana, Orissa og Pondicherry og andre delsta-ter.

Strejkens omfang var imponerende. Alle klassens lag blev draget ind i kampen. Ansatte i bankerne og forsikringssel-skaberne gik med i strejken. Olieinstallationerne i Tripura, Assam, Vestbengalen og Bihar blev berørt. Et stort antal kulminearbejdere, offentligt ansatte i Bangalore, Hyderabad, og Visakhapatnam, plantagearbejdere, bygningsarbej-dere og de ansatte på stålfabrikkerne i Salem, Durgapur og Burnpur deltog også i strejken. Strejken ramte arbejdet i havnene i Kolkata, Haldi, Cochin, Gujarat, Paradip, Tuticorin og Bombay. Flytrafikken blev også berørt. Ingen fly lettede fra Kolkata, og jernbanetrafikken blev afbrudt flere steder.

Denne fantastiske strejke viser den indiske arbejderklasses enorme revolutionære potentiale, når den bliver mobilise-ret til kamp. Det var denne massebevægelse, der banede vejen for BJP’s nederlag ved valgene – ikke Kongrespartiets ledelse. De havde ingen tro på en sejr. Arbejderklassens massive tilslutning til strejken udstillede regeringens hule påstande om, at den indiske kapitalisme har skabt velstand for alle. BJP’s markedsøkonomiske politik er kommet et lille mindretal af udbyttere til gode med fattigdom, stigende arbejdsløshed, privatiseringer og lukninger og de gen-tagne angreb på arbejderklassen som omkostning.

Både de indiske og pakistanske kapitalister er skrækslagne for masserne i deres eget land. I dag har de brug for en aftale til at pacificere masserne. I morgen vil de igen skabe krigshysteri for at distrahere masserne. Der vil ikke mangle begrundelser – terroraktioner, politiets grusomheder, lokale nedslagtninger. Kun arbejderklassen kan vise en vej ud af denne forfærdelige blindgyde, ved revolutionære midler. Arbejderklassen kan ikke acceptere de nuværende grænser, der skærer igennem alle naturlige grænser og opdeler folk, der taler det samme sprog og har delt en fælles historie i tusinder af år.

Balkaniseringen af subkontinentet er den væsentligste grund til, at det er svagt og domineret af verdensimperialis-men, også årtier efter at man har opnået formel “uafhængighed”. Den proletariske revolution må derfor placere slo-ganet om en socialistisk føderation på subkontinentet øverst på dagsordenen, som den eneste vej frem for regionens folk. Kun ved at samle subkontinentets enorme produktive potentiale vil det være muligt at hæve menneskene i denne umådelige og imponerende region op på deres retmæssige niveau.

Latinamerika

Latinamerika gennemgår nu sin dybeste krise nogensinde. Det er på nuværende tidspunkt den mest udviklede region i verden set ud fra den revolutionære bevægelses synspunkt. I de sidste fem år har kontinentet oplevet en stigende økonomisk, social og politisk krise, der har resulteret i revolutionære begivenheder i flere lande.

Der er ikke ét eneste stabilt borgerligt styre i Latinamerika. Massestrejker og bevægelser, generalstrejker, valg af venstreorienterede regeringer og i nogle tilfælde opstande og begyndelsen på revolutionære processer har rystet alle lande uden undtagelse. Den generelle retning er mod revolution, og de lande, hvor bevægelsen endnu ikke har nået et så udviklet stadie, bevæger sig ikke desto mindre i den samme retning. Venezuela, Bolivia, Argentina og Ecuador er spejle, der viser fremtiden for hele Latinamerika. Selv i små og tidligere mere stabile lande som Costa Rica og Honduras er det kapitalistiske system i krise, og arbejderbevægelsen i offensiven.

Dette er resultatet af en hel række økonomiske, politiske og sociale faktorer, der tilsammen har skabt en højst skrø-belig og eksplosiv situation.

Økonomisk set har hele regionen gennemgået en alvorlig økonomisk krise i perioden fra 1997 til 2002. Borgerlige økonomiske analytikere har beskrevet det som det “tabte halve årti”. Produktionen pr. indbygger er nu 1,5% lavere end i 1997. Halvdelen af regionens lande havde en negativ vækstrate i denne femårsperiode (1997-2002), og alle de andre er stagneret efter en periode med hastig økonomisk vækst i begyndelsen i 1990’erne.

Den økonomiske nedgang ses tydeligt i de følgende tal. Efter en periode med vækst i 1960’erne, der afspejlede et opsving i verdenskapitalismen, har produktivkræfterne i bedste fald stagneret i den sidste periode. De er ikke kom-met så meget som i nærheden af den slags vækstrater, der blev opnået tidligere. Som følge deraf er levestandarden for millioner af mennesker enten stagneret eller faldet:

Den åbenlyse arbejdsløshed har nu nået 9% ifølge de officielle tal, hvilket er det højeste niveau nogensinde. Den virkelige arbejdsløshed og underbeskæftigelsen er selvfølgelig langt højere – i mange lande nærmer den sig 60% af den aktive del af befolkningen. I samme periode er antallet af fattige steget med 20 millioner, hvor op til 50-70% af befolkningen i mange lande lever under fattigdomsgrænsen (mindre end 2 dollars om dagen), og op til 30% lever under den absolutte fattigdomsgrænse (mindre end 1 US$ om dagen). F.eks. har 15% af befolkningen i Ecuador været nødt til at emigrere for at flygte fra fattigdommen.

Men dette er ikke bare en cyklisk økonomisk krise, det er i høj grad også det direkte resultat af den økonomiske politik, som imperialismen har påtvunget disse lande, og som de lokale regeringer, der repræsenterer en kapitalist-klasse, der er fuldstændig afhængig af imperialismen, entusiastisk har overtaget.

Vi har på hele kontinentet været vidne til en åben kamp mellem europæiske og amerikanske multinationale selskaber om at få kontrol over virksomheder og naturressourcer. For de spanske virksomheder og bankers vedkommende har dette været en genkoloniseringsproces af kontinentet, hvor de har overtaget banker, telefonselskaber, flyselskaber, oliekontrakter osv. i Peru, Brasilien, Venezuela, Argentina, Ecuador og andre steder.

Regionens økonomier har også været overladt til de internationale kapitalmarkeders lunefulde nåde. De udenlandske investeringer tørrede således ud, efter at de sydøstasiatiske økonomier kollapsede i 1998. Bare for et par år siden modtog Latinamerika mere end 150 milliarder dollars i udenlandske investeringer på et år. I 2002 var dette tal faldet til mindre end 35 milliarder dollars. Nettostrømmen af kapital i 2002 var negativ, med et beløb på ikke mindre end 41 milliarder dollars. Som følge deraf startede der en regulær krig med konkurrerende devalueringer mellem landene i Latinamerika for at opretholde de direkte udenlandske investeringer. De gentagne devalueringer af den brasilianske valuta var dråben, der fik bægeret til at løbe over for den argentinske økonomi. Devalueringerne reddede heller ikke den brasilianske økonomi. I den første halvdel af 2003 faldt BNP i Brasilien med 1%.

Alle disse faktorer har tilsammen gjort den nedadgående cyklus i 2001-2002 til den længste og dybeste i regionen i de sidste 15 år, og vi ser også en stigende synkronisering af den økonomiske cyklus. Således har nedgangen i 2001-2002 berørt hele det latinamerikanske kontinent, dvs. Sydamerika, Centralamerika, Caribien og Mexico, mens krisen i 1994-96 hovedsageligt berørte Mexico og Argentina, og krisen i 1998-99 hovedsageligt ramte de sydamerikanske økonomier. Den nedskærings- og privatiseringspolitik, der er blevet ført i de sidste 10 år, har også gjort regionen ekstremt svækket og mindre i stand til at skabe økonomisk vækst.

I 2002 var der fald i BNP i alle latinamerikanske lande, med en overordnet reduktion i BNP på 0,6% efter en lille stigning på 0,4% i 2001. Disse tal er udtryk for en social katastrofe, da levestandarderne er stagneret for flertallet selv i perioder med vækst. Selvom der har været bedring i de sidste måneder, betyder det ikke en generel forbedring af levestandarden. Kløften mellem klasserne er blevet til en afgrund. Klassekrigen har alle steder nået en intensitet helt uden sidestykke.

I Ecuador forsøgte masserne at bruge valgene til at gennemtvinge en ændring i den økonomiske politik ved at stem-me på kandidater, der lovede alt til alle på en typisk populistisk måde, Buccaram og Mahuad. Men i begge tilfælde forrådte disse borgerlige politikere klædt i populistiske klæder massernes forventninger, da de fik magten, ved loyalt at følge den tilpasningspolitik, der blev dikteret fra Washington. I begge tilfælde gik masserne, da de var blokeret på den parlamentariske front, over til massemobiliseringer i gaderne og væltede begge præsidenter, den sidste under de revolutionære begivenheder i januar 2000.

Venezuela var et af de tidligste tilfælde, hvor masserne besvarede nedskæringspolitikken med massemobiliseringer i 1989, efter at Carlos Andres Perez’ regering, der var blevet valgt i håb om en tilbagevenden til 1970’ernes “gyldne tider”, med det samme gennemførte en nedskæringsplan. “Caracazo”-opstanden i februar 1989 efterlod tusinder af mennesker døde og skabte en dyb legitimitetskrise i det borgerlige politiske system, som den venezuelanske her-skende klasse endnu ikke er kommet sig over.

I Argentina satte masserne på skift de Radikale, Peronisterne og det centrum-venstredrejede FREPASO på magten, men de gennemførte alle den samme nedskæringspolitik. Alle disse erfaringer har radikaliseret bevægelsen og gene-raliseret idéen om, at kun direkte aktion i gaderne kan skabe ændringer. Der har været et generelt sving til venstre på kontinentet og en generel stigning i klassekampens skarphed. En vigtig faktor i dette har været erkendelsen af, at den “nyliberale” politik har fejlet fuldstændig i praksis. Den har fejlet endnu mere opsigtsvækkende i de lande, der har gennemført den mest grundigt, og som af IMF blev anset for at være “mønsterelever”, især Argentina.

Derudover har masserne ikke lidt nogen alvorlige nederlag i nogen af landene. Tværtimod har der været en række af sejre, hvor arbejderne og bønderne med massemobiliseringer i gaderne og i nogle tilfælde ved brug af opstande formåede at vælte regeringer og besejre privatiseringsplaner. Der har været en klar bedring i bevægelsens tillid til sin egen styrke.

På det politiske område er denne proces faldet sammen med en dyb krise i arbejderbevægelsen og venstrefløjsorga-nisationernes ledelse i de fleste lande. Venstrefløjen og guerillaernes ledere, der var trænet i den stalinistiske “marxi-stisk-leninistiske” skole, var fuldstændig ude af stand til at forstå stalinismens kollaps i Sovjetunionen efter 1989 og den kapitalistiske økonomiske politiks tilsyneladende succes i starten af 1990’erne, og de forlod fuldstændig enhver idé om sociale ændringer og solgte de tusinder af arbejdere, bønder og unge, der havde sat deres lid til disse organi-sationer. Således så vi, hvordan Sandinisterne i Nicaragua forvandlede sig til fortalere for det frie marked og invol-verede sig i alle mulige slags korruptionsskandaler.

Tidligere venstrefløjsledere og intellektuelle gik med i højreorienterede regeringer og forsynede kapitalisterne med “intellektuelle” argumenter mod arbejderbevægelsen. To af de mest ekstreme tilfælde er Jorge Castaneda, der gik med i Fox’s højreorienterede PAN-regering i Mexico, hvor han endda iscenesatte en provokation mod Fidel Castros besøg til det amerikanske topmødet; og den tidligere leder for FMLN-guerillaen Villalobos, der blev rådgiver for Uribe’s højreorienterede, pro-imperialistiske regering i Colombia. Andre er sunket ned i velgørenhedsarbejde gen-nem NGO’er, hvor de i mange tilfælde spiller en skadelig rolle ved at demobilisere masserne og introducere reaktio-nære idéer i bevægelsen.

Alle mulige former for reformistiske og kontrarevolutionære idéer blev populære blandt “venstrefløjens” intelligen-tsia. Mange bevægede sig mod den såkaldte “indigenismo”, hvor man gik ind for idéen om, at vejen frem var en tilbagevenden til de traditionelle indianske værdier, at arbejderklassen var blevet ødelagt og ikke længere kunne spille en progressiv rolle, at det ikke længere var nødvendigt at tage magten osv. Marxismens idéer mistede en mas-se af sin autoritet, selvom det i virkeligheden var stalinismen der havde vist sin bankerot.

Dette førte uundgåeligt til forvirring og demoralisering i arbejderklassens og venstrefløjsaktivisternes rækker i en periode. Men som vi forklarede på det tidspunkt, ville de økonomiske eksistensvilkår endnu engang skubbe arbej-derne og ungdommen ud i kamp. Pga. manglen på et seriøst revolutionært alternativ har masserne måttet gå gennem mange forvrængede erfaringer i de sidste fem år, men i alle tilfælde har de forsøgt at kæmpe for at forbedre deres forhold. Dette var en nødvendig læreproces, der blev gjort sværere og mere smertefuld pga. de traditionelle arbejder- og bondeorganisationers lederes opførsel.

Det generelle venstresving er kommet til udtryk ved, at der er blevet valgt venstreorienterede regeringer eller rege-ringer, der er blevet opfattet som venstreorienterede af masserne, i nogle lande (Lula i Brasilien, Lucio Gutierrez i Ecuador, den nylige valgsejr til FMLN i El Salvador, den massive opbakning til Evo Morales i Bolivia, venstreflø-jens sejr i Colombias kommunalvalg, Uribe’s nederlag ved folkeafstemningen osv.). Problemet er, at disse regeringer har meget lidt rum til manøvrer, og derfor vil massernes illusioner til dem sandsynligvis være kortlivede.

De latinamerikanske kapitalister har haft 200 år til at vise, hvad de kan. Resultaterne er tydelige for alle: Elendighed, sult, tilbageståenhed, arbejdsløshed og reaktionære og korrupte oligarkiers tøjlesløse styre. I de fleste tilfælde har de ikke engang gennemført en rigtig landbrugsreform. Selv den højt besungne “uafhængighed” er et bedrag, da Latin-amerika er domineret af den amerikanske imperialisme og de store nordamerikanske transnationale virksomheder.

På kapitalistisk grundlag kan ingen af de fundamentale spørgsmål, som arbejderne og bønderne i Latinamerika står overfor, blive løst. Masserne er instinktivt imod imperialismen, men den anti-imperialistiske kamp er fuldstændig blottet for indhold, med mindre den hænger fast sammen med kampen mod godsejervælde og kapitalisme. Den cu-banske revolution viste, hvad der er muligt på grundlag af en nationaliseret planøkonomi, trods dets bureaukratiske misdannelser. Men den cubanske revolution kan ikke overleve i isolation. Dens skæbne vi blive afgjort af den socia-listiske revolutions succes eller nederlag i resten af Latinamerika, frem for alt i Venezuela og Bolivia.

Hele Latinamerika er i en revolutionær eller før-revolutionær situation. Her ser vi, hvad der menes med verdensrevo-lutionen. Bevægelser i ét land har en indflydelse på arbejderne og bønderne i et andet. Forholdene er sådan, at når først arbejderne tager magten i ét land, vil regimerne falde som dominobrikker. En afgørende sejr i ethvert af disse lande ville fuldstændig ændre situationen på hele det amerikanske kontinent og på verdensplan.

Argentina

I december 2001 oplevede Argentina det største økonomiske kollaps, som en stat nogensinde har haft. Fra den ene dag til den anden blev millioner af mennesker kastet ud i fattigdom, og middelklassens opsparinger forsvandt. Dette førte med det samme til en folkelig opstand og åbnede op for en revolutionær proces, der stadig er i gang. Men pga. den subjektive faktors svaghed, er processen blevet trukket ud, som vi forudså.

Vi sagde, at kapitalisterne ikke med det samme kunne foretage et kontrarevolutionært kup, men i stedet ville benytte sig af manøvrer med en “venstreorienteret” peronist-regering. Det er præcis, hvad der er sket. Formålet med Nestor Kirchner’s regering er at vinde massernes tillid for bedre at kunne forråde dem til imperialismen og oligarkiet.

Kirchners sejr var fuldstændig forudsigelig – og blev forudsagt af vores tendens. Men for sekterne i Argentina er dette en bog lukket med syv segl. De misforstod fuldstændigt, hvilket stadie revolutionen var på, og valgte derfor en komplet forfejlet taktik i forhold til valget. Resultatet var, at de led et stort nederlag. Deres medlemmer er forvirrede og demoraliserede. De vil ikke være i stand til at spille nogen vigtig rolle i revolutionen.

Intet er blevet løst for den argentinske kapitalisme. I 2002 var der en dyb krise med et fald på 11% i produktionen. Et tidligere velstående land er blevet ændret til et fattigt land, hvor folk ikke får nok at spise. Det er sandt, at den argentinske økonomi i år har opnået en høj vækstrate. En vis bedring var uundgåelig, ligesom en ting, der bliver smidt ud fra en klippeskrænt, også vil hoppe lidt op igen, når den rammer bunden. Det vil måske give regimet et lille pusterum, men det har ikke løst noget fundamentalt. Der er en enorm gæld, der skal betales, og ingenting at betale den med. Før eller siden vil der komme endnu et udbrud i klassekampen.

Kirchner er en dygtig demagog, der har forsøgt at få et “venstreorienteret” image ved at angribe Juntaen. Men i vir-keligheden er han ude af stand til at føre en seriøs kamp imod imperialismen. Han taler om at “genetablere investo-rernes tillid” – hvilket ikke kan gøres uden at angribe arbejdernes levestandard. Men på kort sigt må han passe på ikke at støde masserne fra sig. 70% af befolkningen er imod at bruge landets reserver til at betale IMF.

Kirchner er nødt til at gå balancegang mellem klasserne. Før eller senere vil han blive skubbet af linen. Selvom øko-nomien nu vokser med ca. 5%, sker dette efter et fald på mindst 11%. Inflationen er høj, og officielt er arbejdsløshe-den 20%. Men det er en grov underdrivelse, og mere end 50% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. På kapitalistisk grundlag er der ingen vej ud for masserne. Illusionerne til Kirchner vil ikke holde længe. Scenen vil være sat for nye eksplosioner.

Den revolutionære proces i Argentina er ikke slut. Den vil fortsætte i nogle år, med op- og nedgange, før der kan komme en endelig konklusion – på den eller anden måde. På trods af al den larm, de laver, vil Kirchner-regeringen blive set som bare en midlertidig episode. Når alt kommer til alt, kan der kun komme ét ud af to mulige udfald – enten arbejderklassens største sejr eller det største nederlag.

Venezuela

Venezuela er, sammen med Bolivia, det land, hvor den revolutionære proces er gået længst. Den revolutionære be-vægelse har faktisk allerede besejret reaktionen i to afgørende tilfælde, under kuppet i april 2002 og under oliesabo-tagen og lockouten i december 2002 – januar 2003. Nu ser vi det samme blive gentaget i kampagnen op til tilbage-kaldelsesafstemningen.

Her ser vi massernes enorme revolutionære potentiale. I tre tilfælde har arbejderne besejret kontrarevolutionen. Hvis Hugo Chavez var marxist, kunne han let have omstyrtet det korrupte og reaktionære oligarki og taget magten. For-holdene er ekstremt favorable. De kontrarevolutionære var demoraliserede, efter at de arbejdsgivernes reaktionære lockout havde lidt nederlag. Masserne var vågne og selvsikre. Men endnu engang blev muligheden tabt. Nu agiterer de reaktionære for en afstemning for at komme af med Chavez.

De amerikanske imperialister er skrækslagne for, at Venezuela vil gå samme vej som Cuba. Dette er endnu ikke sket, men det er absolut muligt i fremtiden. På trods af nederlaget ved folkeafstemningen forbereder det kontrarevo-lutionære venezuelanske borgerskab med aktiv støtte fra den amerikanske ambassade og CIA et nyt forsøg. Der er derfor ingen mulighed for et kompromis. På trods af sine forsonende taler vil Chavez opdage, at oligarkiet er ufor-sonligt. Han kan blive tvunget til at støtte sig til arbejderklassen for at slå til imod reaktionen, og på den måde kan han ende med at gå længere, end han havde tænkt sig.

Kontrarevolutionens strategi er at vælte Chavez på den ene eller den anden måde. Deres nederlag i folkeafstemnin-gen var uden tvivl et hårdt slag, som vil tvinge dem til at foretage et taktisk tilbagetog i en periode. Men de vil gå til angreb igen senere. Imperialisterne, som modvilligt blev tvunget til at acceptere resultatet, vil måske ændre taktik, men deres fundamentale mål er stadig det samme. De stræber efter at underminere revolutionen og vælte Chavez. De har ikke opgivet dette mål, og det vil de heller ikke gøre.

Imperialisterne og deres lokale agenter kan bruge forskellige taktikker. De kan bruge en kombination af økonomisk sabotage for at underminere opbakningen til Chavez, sammen med alle mulige slags kontrarevolutionære provokati-oner, terroristiske aktiviteter og internationalt pres (ved at forsøge at præsentere Chavez-regeringen som en støtte til terrorisme). De kan forsøge at fremprovokere militære sammenstød mellem Venezuela og nabolandet Colombia. Men inde i Venezuela er de i en svag position. Oppositionens sociale grundlag, der har lidt nederlag tre gange, er demoraliseret, splittet og skeptisk. På samme tid er staten, som et instrument for den herskende klasses undertrykkel-se, blevet svækket.

På den anden side ser vi en fremgang i massernes radikaliseringsproces, og især i arbejderbevægelsen. Sejren i af-stemningen har øget massernes selvtillid enormt, og de vil presse på for flere reformer og ønske, at revolutionen går fremad.

Masserne, og især aktivisterne, er utilfredse med den gamle bureaukratiske ledelse og vil selv have kontrol med bevægelsen. De vil beholde patruljerne og de forskellige organisationer for almindelige mennesker.

Chavez-regeringen har et borgerligt nationalistisk program, det vil sige, den ønsker at udvikle landets økonomi til gavn for flertallet af befolkningen, men tror, at den kan gøre det inden for kapitalismens grænser. Problemet er, at det er et fuldstændig utopisk foretagende. Der er ikke nogen “progressiv” sektion af den herskende klasse i Venezue-la. Erfaringen de sidste 5 år viser dette tydeligt. Kapitalisterne og vigtige dele af middelklassen er imod Chavez og på imperialismens side, mens det store flertal af arbejdere og fattige og små dele af småborgerskabet er på Chavez’ side. Det er umuligt at forlige begge siders interesser, og derfor er konflikten ikke blevet løst på afgørende vis.

Den mest presserende opgave i Venezuela er at opbygge kernen til en marxistisk kadreorganisation, som er i stand til at kæmpe for ledelsen i arbejdernes og de fattiges bevægelse, på grundlag af et fast program med demokratisk arbej-dermagt og en demokratisk planlagt økonomi. Vi kan kun gøre dette, hvis vi klart forstår chavista-bevægelsens ka-rakter og intervenerer energisk i den.

Den venezuelanske revolution og Cuba

Sovjetunionens fald har ændret den internationale magtbalance og koncentreret en kolossal og hidtil uset magt i hænderne på den amerikanske imperialisme. Med enorm magt kommer enorm arrogance. Washington forsøger at påtvinge hele verden sin vilje. Den barbariske invasion og besættelse af Irak er et uhyrligt udtryk for dette.

Men den kapitalistiske krise på verdensplan manifesterer sig selv som en revolutionær krise overalt. Det er helt tyde-ligt i Latinamerika, hvor der ikke er ét eneste stabilt borgerligt regime på nuværende tidspunkt. Den amerikanske imperialismes aggressive kampagner rettet mod Cuba og Venezuela er en afspejling af dette faktum. Den cubanske og venezuelanske revolution er referencepunkter for de undertrykte arbejdere og bønder i Latinamerika. Det er der-for, at Washington med alle midler stræber efter at besejre og ødelægge dem.

Den cubanske revolution, der gav håb til millioner af mennesker, er truet af eksterne og interne fjender. De kræfter, der kæmper for en genindførelse af kapitalismen inde i Cuba, udgør den største fare for revolutionen. De bakkes op af verdensimperialismen, især af USA og EU. Det er nødvendigt at kæmpe imod en genindførelse af kapitalismen i Cuba og at forsvare den nationaliserede planøkonomi. Men i sidste ende er det eneste håb for den cubanske revoluti-on den socialistiske revolutions sejr i Latinamerika og på verdensplan.

Faren for genindførelse af kapitalismen i Cuba er reel. Det kan ikke benægtes, og det ville være kriminelt at lukke øjnene over for det. Faren kommer udefra – fra imperialismens nådesløse pres. Det er tydeligt for alle. Men truslen mod den cubanske revolution kommer ikke kun udefra, men også indefra. Det er ingen hemmelighed, at der er pro-kapitalistiske elementer i Cuba, og ikke kun blandt oppositionen. Det, der er meget farligere, er bureaukratiet, der indeholder magtfulde pro-kapitalistiske tendenser. Vi så den samme ting i Rusland før USSR’s kollaps.

Det er alle revolutionæres elementære pligt at forsvare den cubanske revolution mod imperialismen og kapitalistisk kontrarevolution. Kontrarevolutionens sejr ville være et kraftigt slag mod socialismen og arbejderklassen overalt. For det cubanske folk ville det være en forfærdelig katastrofe. Men det er nødvendigt at forstå, at truslen mod den nationaliserede planøkonomi i Cuba ikke bare kommer fra Washington og Miami, men også fra elementer inden for regimet selv.

Det er rigtigt, at Fidel Castro er en uforsonlig modstander af genoprettelse af kapitalismen. Så længe han lever, vil de pro-kapitalistiske elementer i det cubanske bureaukrati blive holdt under fast kontrol. Men hvad vil der ske, når han ikke længere er tilstede? Hvordan kan de pro-kapitalistiske elementer blive besejret og revolutionens fremskridt forsvaret?

Den cubanske revolutions eneste sikre støtte er masserne, arbejderne og bønderne, der er forblevet loyale over for revolutionens sag. Ved at indføre Lenins fire betingelser – principperne for arbejderdemokrati – ville revolutionen opnå ny styrke og energi til at stå op imod sine fjender, både de interne og eksterne. Men i sidste ende er den eneste måde at forsvare den cubanske revolution på at sprede den til resten af Latinamerika.

Betingelserne for den socialistiske revolutions sejr i Latinamerika modnes hurtigt. Der er røre alle steder, og hoved-fokus for de revolutionære begivenheder er de store byer. Arbejderklassens rolle er nøgleelementet i denne ligning. Den venezuelanske revolution viser den enorme magt, der eksisterer i arbejderklassen. Alle kontrarevolutionens forsøg er blevet besejret af masserne, arbejderne, bønder, byernes fattige, kvinderne og ungdommen.

Men spørgsmålet om magten er endnu ikke blevet løst. Selv efter den fantastiske sejr i afstemningen, er det ikke korrekt at sige, at revolutionen ikke kan blive rullet tilbage. Imperialismen og oligarkiet vil aldrig forsone sig med revolutionen. Der vil komme nye kontrarevolutionære forsøg – det ene efter det andet.

Den cubanske revolutions skæbne er uadskilleligt forbundet med den venezuelanske revolution og vil stå eller falde med den. Hvis den venezuelanske revolution bliver besejret, vil den cubanske revolution være isoleret, og imperia-lismens pres vil blive forstørret tusindfold. Kontrarevolutionens sejr i Venezuela ville være et dødeligt slag mod revolutionen over hele Latinamerika. Det ville udsætte den cubanske revolution for ekstrem fare.

Dem, der argumenterer for, at den venezuelanske revolution må standses, og at det er nødvendigt at forhandle med borgerskabet og imperialismen, forråder den venezuelanske revolution, uanset hvad deres subjektive intentioner er. Der kan ikke være våbenhvile mellem revolutionen og kontrarevolutionen. Enten den ene eller den anden side må vinde.

Den bolivariske revolution er begyndt som en national demokratisk revolution, men den mødes med vild modstand fra det venezuelanske oligarki og den amerikanske imperialisme. Under moderne forhold kan en samling af Latin-amerika aldrig opnås af kapitalisterne, og demokratiet kan ikke konsolideres på kapitalistisk grundlag. Kun den pro-letariske revolutions sejr kan garantere den nationale demokratiske revolutions fremskridt og samling af Latiname-rika. Den latinamerikanske revolution kan kun gennemføres af arbejderklassen i alliance med de fattige bønder og de andre udnyttede lag under socialismens banner.

Den eneste måde at forsvare den cubanske revolution på er ved at kæmpe for en socialistisk revolution i Latinameri-ka, startende med Venezuela. Den latinamerikanske revolution vil sejre som en proletarisk revolution, eller også vil den slet ikke sejre. Det er alle revolutionære marxisters pligt energisk og entusiastisk at støtte det latinamerikanske folks anti-imperialistiske kamp, at bevæbne det med marxismen-leninismens ideologi, program og politik, og gøre det til en proletarisk revolution i hele Latinamerika. Vores slogan er permanent revolution; vores mål er frigørelsen af arbejderklassen og hele menneskeheden.

Peru og Ecuador

Peru har også oplevet store strejker og demonstrationer. Toledo-regeringen er svag og holder måske ikke. Arbejder-ne kræver lønstigninger, mens regeringen hæver skatterne. Gælden i den offentlige sektor er 47% af BNP. Det er let at forestille sig endnu et kollaps som i Argentina.

Da Fujimori’s bonapartistiske regime led nederlag, var det et direkte resultat af en massebevægelse blandt folket, og valget af den borgerlige politiker Toledo var kun et fordrejet udtryk for denne bevægelse. Han førte valgkamp på at være modstander af “nyliberalismen” og spillede på sin indianske og fattige oprindelse. Men så snart han forsøgte at privatisere elektriciteten i den sydlige del af landet i juni 2002, blev han mødt af en generalstrejke, der nogle steder udviklede sig til noget, der mindede om en opstand, specielt i Arequipa, hvor hæren og politiet ikke var i stand til at komme ind i byen i mere end en uge. I denne bevægelse spillede arbejderklassen gennem sine organisationer en hovedrolle, og gennem borgerkomitéer blev andre lag inddraget i kampen. Bevægelsen sejrede og viste masserne Toledo-regimets svaghed og det faktum, at massekamp er den eneste vej til at besejre det.

Denne stemning førte til bevægelsen omkring lærerstrejken i maj/juni 2003. Dette var ikke en almindelig strejke, men afspejlede den dybe krise i hele det borgerlige politiske system i landet. Opbakningen til præsidenten, kongres-sen og det juridiske system nåede bunden, hvor kun 13% af befolkningen havde tillid til disse institutioner. Da rege-ringen forsøgte at erklære undtagelsestilstand for at knuse strejken, svarede fagforeningerne med generalstrejke, og der var massedemonstrationer over hele landet. Bevægelsen endte i en delvis sejr for lærerne og en yderligere svæk-kelse af Toledo-regeringen, som sandsynligvis vil falde inden for de næste få måneder. Bevægelsen er stadig i gang, og vi må følge den omhyggeligt.

I Ecuador så vi, efter de revolutionære begivenheder i januar 2000 og januar/februar 2001, hvordan Lucio Gutierrez blev valgt i begyndelsen af 2003. Dette var ikke bare en valgsejr, men det parlamentariske udtryk for den revolutio-nære bevægelse blandt masserne i årene op til, der var blevet afsporet pga. manglen på en marxistisk ledelse. Lucio var leder af de underofficerer, der gik med folket under revolutionen i januar 2000. Han blev valgt i en meget polari-seret valgkampagne, hvor alle de borgerlige partier slog sig sammen mod ham og beskyldte ham for at være ateist og kommunist. Selvfølgelig er han ingen af delene, men at masserne stemte på ham trods denne kampagne imod ham, er meget betydningsfuldt.

På det tidspunkt sagde vi, at Lucio havde to alternativer: Hvis han valgte side med arbejderne og bønderne, ville han komme i konflikt med kapitalisterne og IMF, og en Chavez-lignende situation kunne opstå. Men hvis han valgte side med den herskende klasse og Washington, ville han hurtigt komme i konflikt med arbejderne og bønderne, der hav-de valgt ham. Det sidste er, hvad der skete.

Seks måneder inde i hans præsidentperiode havde han underskrevet en aftale med IMF og var end ikke begyndt at tage fat på arbejdernes og bøndernes presserende behov. Først trak MPD og den magtfulde bondeorganisation CO-NAIE, der spillede en hovedrolle i revolutionen i 2000, sig fra Lucios regering og kaldte til massemobiliseringer. Hvedebrødsdagene blev så korte, fordi kapitalismens krise i Ecuador er så dyb, at den herskende klasse kun kan opretholde sin profit ved en yderligere udnyttelse af arbejderne og bønderne, og margenen for indrømmelser er næ-sten ikke-eksisterende. Men en anden vigtig faktor er, at hans valgsejr ikke er begyndelsen af et venstresving (som det er tilfældet med Lula i Brasilien), men kommer efter en hel række revolutionære bevægelser blandt masserne, der ikke længere gider at vente. Rent faktisk står der i åbningslinjerne i udtalelsen fra Folkets Kongres, som blev samlet i august 2003 af CONAIE og andre fagforeningsorganisationer: “Nu er det nok! Vi har ventet i 6 måneder!” Snarere før end senere vil en ny massebevægelse vælte ham.

Bolivia – revolutionen er begyndt

De revolutionære begivenheder i Bolivia i oktober var et af de højeste punkter i den revolutionære proces i Latin-amerika. Den storslåede bevægelse blandt arbejdere og bønder er en inspiration for resten af verden. Opstanden var et resultat af de bolivianske arbejdere og bønders ophobede erfaringer gennem de sidste 3 års kamp. Da opstanden mod privatiseringen af vandforsyningen i Cochabamaba i marts/april 2000 sejrede, var det begyndelsen på en gen-rejsning af den bolivianske arbejder- og bondebevægelse, der havde lidt et massivt nederlag i 1985-86. Siden da har vi set massebevægelse blandt kokabønderne, landsdækkende vejblokader fra bøndernes side, bevægelsen blandt pensionisterne i januar 2003 og februaropstanden i år.

Alle disse bevægelser har vist den bolivianske herskende klasses ekstreme svaghed. Den er fragmenteret og splittet, når det gælder valg, og har et upålideligt statsapparat og er fuldstændig afhængig af amerikansk imperialisme. Et af nøgleelementerne i februaropstanden mod de skatteforslag, som Sanchez de Lozada-regeringen ville gennemføre, var et politimytteri, hvor politifolk kæmpede sammen med arbejderne imod hæren. Havde det ikke været for lederne af fagforeningerne og venstrefløjsorganisationerne, kunne arbejderne og bønderne have taget magten på det tids-punkt.

Disse tre år med rige erfaringer har også haft en vigtig indflydelse i arbejderklassens og bøndernes traditionelle or-ganisationer. De bolivianske fagforeninger har erstattet den tidligere regeringsvenlige, højreorienterede ledelse med en mere radikal, der repræsenterer den “anti-nyliberale blok”. Det var minearbejdernes sammenslutning (traditionelt rygraden i den bolivianske arbejderbevægelse), der spillede en hovedrolle i valget af en ny mere venstreorienteret ledelse i COB i august. Disse nye ledere i COB, især lederen Jaime Solares, der kommer fra minearbejdernes sam-menslutning, taler om en arbejder- og bonderegering med et socialistisk program, om arbejderforsvarsmilitser osv.

Dette er en afspejling af radikaliseringen af stemningen blandt masserne, men også et udtryk for den bolivianske arbejderbevægelses trotskistiske traditioner. Men taler, der lyder radikale og endda “marxistiske”, sikrer ikke i sig selv en sejr, tværtimod kan de ofte føre til nederlag. Under oktoberopstanden var det præcis den vaklende holdning , som disse ledere lagde for dagen i det afgørende øjeblik, der tillod den herskende klasse at ofre præsident Sanchez de Lozada og sætte en anden borgerlig politiker, Mesa, i hans sted.

Oktoberbevægelsens betydning er, at den klart stillede spørgsmålet om magten. I El Alto dannede arbejderne og bønderne forstadiet til Sovjetter i form af såkaldte Juntas Vecinales. Der var en appel om at danne selvforsvarskomi-téer, dele af politiet fraterniserede med demonstranterne, og selv inden for hæren var der soldater, der nægtede at skyde på folket. I nogle få dage var der en kamp mellem præsidenten, der ikke rigtig kunne gøre noget, og arbejder-ne og bønderne, der havde den reelle magt i gaderne. Trods alle de “venstreorienterede” intellektuelles påstande var det endnu engang arbejderklassen – og især minearbejderne – der gennem deres organisationer spillede hovedrollen i optanden. Alle andre sektioner i samfundet ser til fagforeningerne efter en ledelse.

Bevægelsen er ikke blevet besejret, kun midlertidigt afsporet. Den nye Mesa-regering har ikke nogen manøvremu-ligheder, og den vil komme til at stå over for en ny opstand, snarere før end senere. På et vist stadie bliver den her-skende klasse nødt til at sætte nogle af arbejder- og bondelederne i regeringen. Evo Morales og hans såkaldte “Be-vægelse i retning af socialisme” (MAS) er den ledende kandidat til at spille denne rolle. Men dette vil ikke blive en normal venstreorienteret regering, men en, der vil være under kraftigt pres fra neden, og som masserne ikke vil tole-rere noget skift til højre fra.

Idéen om en grundlovgivende forsamling, der fremsættes af nogle af venstrefløjens ledere (og nogle af de ultra-venstreorienterede sekter), vil højst sandsynlig blive brugt af den herskende klasse for at forsøge at løse regimets legitimitetskrise.

Massernes bevidsthed

Kapitalisterne i alle lande – med de amerikanske i spidsen – bevæger sig mod en katastrofe med lukkede øjne. De har ikke nogen forståelse eller perspektiv, men reagerer empirisk på begivenheder, som de ikke har kontrol over. I virkeligheden befinder det kapitalistiske system sig i en blindgyde i hele verden. Borgerskabet prøver desperat at finde en vej ud af krisen, men deres handlinger gør bare ondt værre.

Det er en kendt sandhed, at krisen ikke bevæger sig i en lige linje. Der er op- og nedgange. Det er nødvendigt at se på processen i sin helhed. Trotskij skrev engang: “Reformister ser kun fremgang, og sekterikere ser kun tilbagegang, mens marxister ser hele processen”. Hovedsagen er, hvilken virkning kapitalismens krisecyklus har på arbejderklas-sens bevidsthed og samfundet i det hele taget. Og virkningen af forandringer i økonomien kommer ikke automatisk, men kun med en vis forsinkelse. Den menneskelige bevidsthed er generelt set stokkonservativ og halter bagefter begivenhederne. Massernes nuværende bevidsthed sidder stadig fast i fortiden. Efter lang tid med relativ fremgang er der en naturlig modvilje mod at indrømme, at den periode nu er slut, og at der ikke er nogen vej tilbage.

Reformisterne baserer sig på denne psykologi, som kan karakteriseres som håbets triumf over virkeligheden. Det vil tage temmelig lang tid og mange slag at fjerne disse fordomme og illusioner fra massernes bevidsthed. Men hver dag får masserne nye erfaringer og vil høste smertefulde erfaringer i denne henseende. Den nye situation tillader ikke den herskende klasse den luksus at gennemføre reformer og komme med indrømmelser. De trækker tværtimod de gamle reformer tilbage.

Dette kan bedst illustreres ved angrebene på pensionerne i Europa. Arbejdere, som har arbejdet hårdt hele deres liv, får nu at vide, at nu må de arbejde, til de er 70 år. Mange dør af nedslidning, før de når denne alder. Med andre ord: Arbejd til du dør! Dette er kapitalisternes slogan, men dette forhindrer dem ikke i at plyndre arbejdernes pensions-fonde for at fylde deres egne lommer. Dette er ikke bare noget, arbejderklassen lægger mærke til, men også småbor-gerskabet lærer noget om, hvordan kapitalismen fungerer. Hvis lederne i arbejderbevægelsen var noget værd, kunne de sagtens mobilisere småborgerskabet for socialismen på dette grundlag. Men de er mere interesserede i at høre milliardærernes meninger end arbejderklassens og småborgerskabets.

Pointen er, at, hvis kapitalismen kunne have en fremgang på bare 3-4%, ville det ikke være nødvendigt at skære ned på pensionen. Men de kan ikke opnå de resultater, som de kunne i gamle dage. Mange ting udspringer fra denne kendsgerning, først og fremmest at de reformer, som de gav før i tiden, ikke kan opretholdes længere. Dette faktum har masserne i de udviklede kapitalistiske lande ikke forstået endnu – de tror, at denne krise er en forbigående afvi-gelse fra normalen. Denne illusion opretholdes af arbejderlederne, som lever i fortiden.

Fordi den subjektive faktor er så svag, trækkes den revolutionære proces i langdrag med uundgåelige op- og nedture. Den vil ligne den revolutionære proces i Spanien fra 1930 til 1937. I 1931 da monarkiet faldt, og republikken blev udråbt, åbnedes der op for en stormfuld periode med revolution. Masserne gik på gaden i store demonstrationer. Stemningen var euforisk.

Republikanerne og socialisterne kom til magten. Men den dybe krise i den spanske kapitalisme forhindrede en “mel-lemvej” mellem kapitalisme og socialisme. Denne periode endte med en stærk forøgelse af klassekampen, en åben konflikt mellem højre og venstre, som endte med den Asturiske Kommune i 1934 og sejr til højrefløjen under de “to sorte år” (Biennio Negro). Dette var en periode med den sorteste reaktion, men det løste ikke nogen af den spanske kapitalismes problemer. I 1936 kom Folkefronten til magten, og en ny revolutionær periode åbnede sig, som straks førte til fascisternes opstand og borgerkrig. Arbejderklassen havde mange muligheder for at tage magten i denne periode, men blev forrådt af hver eneste af klassens organisationer: Socialistpartiet, Kommunistpartiet, CNT og POUM. Den sidste mulighed for at tage magten var i 1937 under majdagene i Barcelona.

Selvfølgelig er der mange forskelle, og der kan ikke blive tale om en mekanisk gentagelse af begivenhederne i Spa-nien. Men den centrale pointe er, at den spanske revolution forløb over en periode på 7 år. I denne periode var der store revolutionære fremskridt, men også tilbageskridt, træthed, demoralisering, nederlag og endda sort reaktion. Men fordi det var umuligt at løse problemerne på grundlag af den spanske kapitalisme, blev hvert tilbageslag kun forberedelsen til en ny og endnu større opstand. Dette er den vigtigste parallel til den periode, vi nu er gået ind i på verdensplan.

Masseorganisationerne

Den nuværende krise er ikke bare et overgangsfænomen, som kapitalismens forsvarere forsøger at lade som om, men en dyb organisk krise i verdenskapitalismen. Den basale modsætning kan fremstilles enkelt: Kapitalisterne har ikke råd til seriøse indrømmelser, og arbejderne har ikke råd til flere nedskæringer. Ethvert forsøg fra kapitalisternes side på at finde en vej ud af krisen kan kun blive på bekostning af arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande og de forarmede masser i den såkaldte tredje verden. Det er det objektive grundlag for en eksplosion i klassekampen overalt. På det nuværende stadie halter bevidstheden stadig langt bagefter de objektive forhold. Dette er den funda-mentale grund til, at den revolutionære tendens er så svag på nuværende tidspunkt. Men massernes bevidsthed vil indhente situationen med et brag. Reformismens grundlag vil blive undermineret.

Perioder med store sociale omvæltninger påvirker uundgåeligt arbejderklassens masseorganisationer på afgørende vis. I den sidste periode har masseorganisationerne alle steder været domineret af højrereformismen. Dette var til dels en afspejling af de objektive forhold, og dels af efterslæbet i arbejderklassens bevidsthed. Men den nuværende krise fjerner tæppet under reformisternes fødder. Grundlaget for reformismen var reformer. Men reformisme uden reformer – reformisme med kontrareformer – giver ingen mening for nogen. Det er opskriften på kriser og store splittelser i de reformistiske organisationer. På et vist stadie vil højrereformisterne (Blair o.l.) blive drevet ud af masseorganisationerne. Dette vil bane vejen for en periode med venstrereformisme eller endda centrisme. Under sådanne forhold kan den marxistiske tendens gå fremad med stormskridt.

Erfaringerne fra den spanske revolution 1931-37 er et skoleeksempel på, hvordan masseorganisationerne afspejler arbejderklassens generelle bevægelse. Lederne af det spanske Socialistparti havde samarbejdet med Primo de Rive-ras diktatur. Largo Caballero, lederen af den socialistiske fagforening UGT, var endda minister i en kort periode. I perioden 1931-33 sad der socialistiske ministre i en regering, der brutalt undertrykte de anarkistiske arbejdere og bønders opstande. Alligevel organiserede socialisterne i 1934 under Largo Caballero den Asturiske Kommune.

Et år senere gik Ungsocialisterne, en organisation med 100.000 medlemmer, ud imod Anden og Tredje Internationa-le og for Fjerde Internationale. De bad endda de spanske trotskister om at gå med dem og uddanne dem i de bolsje-vikiske idéer. Men Andres Nin nægtede at gøre dette, med den begrundelse at det var umuligt at gå med i Socialde-mokratiet. På grund af dette blev en kæmpe mulighed tabt på gulvet, og Ungsocialisterne blev vundet af stalinister-ne. Dette afgjorde den spanske revolutions skæbne. Trotskij afbrød alle forbindelser til Nin, hvis handlinger han anså for forræderi.

Masseorganisationernes rolle i den nuværende epoke er et afgørende spørgsmål. Pga. historien de sidste 50 år har reformisterne og stalinisterne kolossale reserver af støtte i befolkningen, mens den ægte marxismes kræfter er blevet sat tilbage. Det vil tage tid og erfaring med store begivenheder at ændre denne situation. Men en ting er krystalklar: Kapitalismens krise vil medføre rystelser og splittelser i alle masseorganisationerne. Polariseringen af samfundet til venstre og højre vil uundgåeligt betyde en polarisering til venstre og højre inden i masseorganisationerne – ikke kun fagforeningerne, men også i de reformistiske partier.

Reformismens styrke er ikke et tilfælde, men har rødder i de objektive forhold – mere specifikt har det rødder i den forrige periodes forhold. Den nuværende bevidsthed blandt arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande er blevet formet af årtier med relative forbedringer i levestandarden og reformer. Klassemodsætningerne var selvfølgelig ikke ophævet, men de var delvist gjort mindre. Klassekampens kant var sløret og arbejderklassens masseorganisationer kom under kapitalistisk pres, især gennem de ledende lag. Alle mulige slags fremmede småborgerlige og borgerlige idéer banede sig vej ind i bevægelsen.

Dette afspejlede en vis blødhed i bevidstheden selv hos dele af arbejderaktivisterne, der havde glemt de hårde lekti-oner fra fortiden. Situationen så for dem ud til at være normal, hvor det i virkeligheden var en historisk undtagelse. Men nu er kapitalismen på vej tilbage til sin historiske norm. Den smilende reformistisk-demokratiske maske vil blive smidt til side for at afsløre kapitalismens ægte afskyelige og griske ansigt. De nuværende angreb på velfærdsstaten og den amerikanske imperialismes aggressive militarisme er kun en forsmag på, hvad vi kan forvente.

I den sidste periode har reformismen i alle sine forklædninger – keynsianisme, feminisme, pacifisme, sort nationa-lisme osv. – sløret aktivisternes klassebevidsthed, og den har afledt dem fra kampen for socialisme og revolutionær politik. Men når først klassekampens friske vinde begynder at blæse endnu engang, vil alt dette blive fejet til side. I de hårde klasseopgør, der vil komme, vil alle de bløde, krybende og forsonende tendenser blive brændt ud af arbej-derklassens bevidsthed. Arbejderne vil forstå situationens alvor, og at kun en revolutionær ændring af samfundet kan løse deres problemer.

Bølgen af strejker, generalstrejker og massedemonstrationer, der har løbet over Europa de sidste to år, var ikke et tilfælde. De er et symptom på, at arbejderklassen er ved at begynde at vågne op. Trotskij pointerede i sine skrifter om Spanien i 1930, at dette er et absolut uundgåeligt stadie. Men han pointerede også, at selv den mest stormfulde strejke ikke løser noget fundamentalt, og slet ikke dem, der lider nederlag. Uden en fundamental ændring af samfun-det, kan strejker og demonstrationer ikke løse de problemer, arbejderklassen står overfor. Kapitalismens krise har nået et punkt, hvor kapitalisterne ikke kan give seriøse indrømmelser. Gennem erfaringen fra mange kampe vil ar-bejderklassen, startende med dens fortrop, begynde at indse, at mere seriøse, politiske midler er nødvendige. Over en periode vil de begynde at drage revolutionære konklusioner.

Store begivenheder er nødvendige for at ændre arbejderklassens psykologi og fjerne alt støvet. Efter en langvarig periode med inaktivitet, må klassen strække sine muskler, de nye generationer må lære nogle hårde lektioner for at indse alvorligheden af den forestående opgave. Det vil tage tid. Det er ligesom, atleter varmer op. Generalstrejkerne og massedemonstrationerne i den sidste periode svarer mere eller mindre til en form for opvarmningsøvelser. De er en generalprøve på mere seriøse bevægelser, der er på vej.

Hovedproblemet er den subjektive faktors ekstreme svaghed – partiet og ledelsen. Hvis der eksisterede et marxistisk parti eller en marxistisk tendens med autoritet, ville arbejderne, startende med de aktive lag i fagforeningerne og massepartierne, lære meget hurtigere. Men marxismens autoritet er blevet skadet af årtier med stalinisme og nu med Sovjetunionens kollaps. Hele bevægelsen er midlertidigt blevet slået tilbage. I flere årtier har den ægte marxismes kræfter været reduceret til et lille mindretal og i høj grad isoleret fra klassen. Dette er hovedårsagen til, at hele denne proces bliver så langsom og langstrakt. Men begivenhedernes tempo er allerede begyndt at accelerere. Dette vil ske i endnu højere grad i den næste periode. Kombinationen af begivenheder og den marxistiske tendens’ vedholdende, tålmodige arbejde, vil gøre os i stand til at slå bro mellem arbejderne og marxisterne og gennemtrænge massebevæ-gelsen på alle niveauer. Det er den eneste hemmelighed ved succes, når det gælder opbygningen af den revolutionæ-re bevægelse.

Det siger sig selv, at flertallet i arbejderklassen ikke er marxister. Selv de udviklede dele i tillidsmandskomitéer har ikke fordelene ved et udarbejdet videnskabeligt perspektiv. Derfor blive de nemt ofre for en desillusioneret, skeptisk og fortvivlet stemning. Det er nødvendigt at stå fast, når man møder sådanne stemninger, der nogen gange endda kan påvirke marxisterne. Det er nødvendigt at føre en utrættelig ideologisk kamp for at skærme bevægelsen mod frem-mede idéer og styrke det teoretiske fundament for den revolutionære tendens. Dette er den primære betingelse, som alt andet afhænger af.

Det er næppe nødvendigt at pointere, at op- og nedture i klassekampen er uundgåelige. Arbejderne kan ikke altid være i strejke! Bevægelsen kan ikke fastholdes i en tilstand med fuld aktivitet på ubestemt tid. Kun venstresekteri-kerne kan forestille sig sådan noget. Der vil uundgåeligt komme nogle pauser, når arbejderne forsøger at gøre status over deres handlinger og finde på det næste skridt fremad. Men arbejdsgivernes krigeriskhed betyder, at sådanne pauser kun vil være forspillet til nye og endnu mere stormfulde begivenheder.

Overalt optræder arbejdsgiverne krigerisk. Dette er ikke af subjektive årsager, men afspejler kapitalismens krise, der ikke tillader meningsfulde reformer. Det vil blive en periode med hård klassekamp, hvor arbejderklassen kun kan opnå indrømmelser gennem militant handling. Tidligere kunne arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande opnå vigtige indrømmelser rimelig nemt. Ofte var de ikke engang nødt til at strejke, bare truslen om strejke kunne være nok til at få arbejdsgiverne på tilbagetog. Men disse dage er for længst forbi.

Selvfølgelig vil det ikke blive nemt og lige ud ad landevejen. Bevægelsen går aldrig fremad i en lige linje. Op- og nedgange er uundgåelige. Der vil komme mange nederlag, såvel som sejre. Der vil komme perioder med træthed og apati, fortvivlelse og endda reaktion. Men enhver “afmatning” vil bare være forspillet til nye rystelser og chok og endnu skarpere klassekampe. Pendulet vil svinge skarpt til venstre i en hel periode. Dette er hovedtendensen, og det er det, vi må lægge vægt på, ikke de midlertidige afmatninger, der er en uundgåelig del af processen.

Hovedpointen er, at kapitalisterne på verdensplan ikke har været i stand til at skabe en ny ligevægt. Ethvert forsøg på at skabe en ny økonomisk ligevægt vil ødelægge den sociale og politiske ligevægt. Dette er et centralt dilemma. Det vil give marxisterne mange muligheder, forudsat at vi står fast på vores idéer og program og vælger de rigtige tak-tikker og metoder. Og hvis vi træner vores kadrer i marxismens fundamentale idéer, vil bevægelsens overfladiske op- og nedture ikke få den store virkning på dem. Vi må lære at se udover det umiddelbare og se de bredere histori-ske processer, der udspiller sig, usynlige og uforventede for flertallet.

Hvis vi uddanner vores kadrer korrekt og koncentrerer os om teorien og Marx, Engels, Lenin og Trotskijs idéer, er der ingen grund til at vi skulle blive påvirket at de midlertidige op- og nedture i bevægelsen. Vi må lære at være tålmodige over for arbejderne. “Forklar tålmodigt!” – det var Lenins slogan i 1917, og vores i dag. Den form for skingre fordømmelser og hysteri, som sekterikerne praktiserer, er nyttesløs og modproduktiv. Det tjener kun til at frastøde arbejderne og bringe marxismens idéer i miskredit. De har travlt med at bygge “revolutionære partier” i skyerne, bestående af tre mænd og en hund. Men de er organisk ude af stand til af forbinde sig med arbejderklassens virkelige bevægelse.

Det store fortrin ved vores tendens i forhold til alle andre er vores seriøse holdning til teori. Sammen med fleksibel taktik og en fast orientering til arbejderklassens masseorganisationer er det garantien for vores succes. Teori er vores guide til handling og vores magnetiske nordpol, der vil føre os sikkert gennem alle sving og drejninger. Naturligvis vil der komme alle mulige modstrømninger og op- og nedture, men i en hel periode vil pendulet svinge til venstre. Det er derfor ikke rigtigt at lægge for stor vægt på midlertidige og flygtige stemninger i klassen. Vi må til alle tider koncentrere vores opmærksomhed om de fundamentale processer.

For lidt over et årti siden var kapitalisterne helt euforiske over Sovjetunionens kollaps. De drømte om en fremtid med fred, fremgang og demokrati overalt. Nu er alle disse drømme blevet reduceret til aske. Den gamle orden smuldrer for øjnene af os. Kriser og chok følger efter hinanden med en fart, der tager vejret fra en. Set i bakspejlet vil stalinismens kollaps kun blive set som optakten til meget større historiske dramaer. De fantastiske scener i Østeu-ropa, hvor folkemasser strømmede ud i gaderne og krævede en fundamental ændring af regimet, vil blive gentaget på et meget højere niveau i London, Paris og New York. Scenen vil være sat for den socialistiske revolutions sejr i det ene land efter det andet. Pga. den høje grad af sammenhæng i verdensøkonomien ville det være signal til revolu-tionære bevægelser på globalt plan.

Den nuværende epoke er unik i verdenshistorien. Revolutionerne i 1848-49 påvirkede kun Europa. Den revolutionæ-re bølge, der fulgte den bolsjevikiske revolution i 1917, påvirkede hele Europa, og fik et vigtigt ekko i Persien, Indi-en, Egypten, Tyrkiet og Kina. Men nu er hele verden forbundet på en måde, vi aldrig har set før. Kapitalismens for-svarere pralede med globaliseringen. Men nu har globaliseringen manifesteret sig selv som en global krise i kapita-lismen. Dette skaber de objektive muligheder for en verdensomspændende revolutionær bevægelse i arbejderklas-sen.

Det er den marxistiske tendens’ opgave at give denne internationale bevægelse et bevidst og organiseret udtryk, at bevæbne den med et program og et perspektiv. Det er den afgørende forudsætning for sejr.

Den nuværende epoke er verdensrevolutionens epoke.