”Politik er koncentreret økonomi” – Lenin
”Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk” – Karl Marx
Denne artikel starter med et Lenin og et Marx-citat for at vise vigtigheden af, at forstå de økonomiske ændringer, verden gennemgår. Verdensøkonomien er baseret på markedsøkonomi, der er baseret på handel i et marked, der er justeret efter kapitalistiske målsætninger om profit. Som Marx og Engels forudsagde for mange år siden, er dette marked blevet kosmopolitisk (verdensomfattende), da kapitalismen kun bekymrer sig om landegrænser så længe den kan tjene profit på det. Dette gør at verdens største økonomis kapitalister ikke vil betale de relativt høje lønninger i USA, men hellere betale for den samme produktion i U-lande som Filippinerne, Sri Lanka, Mexico osv. I Danmark ser vi den samme udvikling, hvor mange arbejdspladser flytter til f.eks. Polen og Indien hvor lønnen er lavere og hvor produktionsomkostningerne er mindre, bl.a. pga. dårligere sikkerhed og billigere råmaterialer. Direktøren for Danfoss forudså for nyligt at mellem 25.000 og 50.000 arbejdspladser vil flytte ud af Danmark inden for få år.
Denne jobflytning skete tidligere kun fra de rige vestlige lande, til de laverestående østlige lande. Men nu sker den også internt i østlandene, hvor de rigere Tigerøkonomiers arbejdspladser bl.a. flyttes til Kina og Indonesien, hvor det er endnu billigere at producere end i f.eks. SydKorea. Dette er med til at skabe stor vækst (på bekostning af arbejderklassen) i Kina, der efter alt at dømme vil vokse sig større økonomisk set, end USA er nu i løbet af 10 år.
Derfor er det let at forstå, hvorfor økonomerne forudser en vækst i EU på sølle 0,75%, og hvorfor økonomier som Italien, Tyskland og Frankrig kører med underskud og stigende arbejdsløshed, især i Tyskland . I opsvingsårene efter 2.verdenskrig havde kapitalisterne gavn af væksten i Europa, hvor de tjente fedt på genopbygning og det efterfølgende opsving i økonomien. Det gav dem dog en overmod mht. europæisk økonomi, så de troede at sålænge man producerede, var der nok nogen der skulle købe det. Dette er desværre ikke muligt, når man ikke koordinerer hvad der produceres, og man så derfor store overproduktioner af bla. mobiltelefoner. I efterkrigsårene var reformer mulige, som følge af at kapitalismen tjente godt, og derfor havde råd til at betale de høje europæiske skatter. Dette er ikke længere tilfældet, da de europæiske firmaer kom under konkurrence fra bl.a. Tigerøkonomierne i Sydøst-Asien, og måtte finde profit under lignende vilkår. Ligeledes med Amerikanske firmaer, der også måtte søge profit på andre måder end almindelig national produktion. Der tyede man til WTO (Verdenshandelsorganisationen) og fik bl.a. oprettet det man kalder EPZ’er – EksportProcesZoner – hvor vestlige firmaer kunne oprette billig produktion i områder i fattige U-lande. Dette tiltag, samt IMFs strukturtilpasningspolitik om ”åbne markeder” de tvinger de lande der låner penge af dem til at bruge, viser klare tegn på en kapitalisme under konstant pres. En markedskrig som den i Irak, hvor Amerikanske firmaer nu, under dække af ”demokratisk opbygning”, tjener stort på at genopbygge landet, samt sikrer sig store oliereserver, viser meget klart hvordan kapitalismen er tvunget til at finde nye markeder for at kunne overleve. På bekostning af alm. arbejdere over hele verden, da det ikke bare sker i Irak, men også i lande som Sudan og Colombia.
Denne jagt på nye markeder og profitmuligheder kaldes verdensøkonomien, og af borgerlige økonomer påstås den at gå godt. Men gør den det? og for hvem? Ikke for arbejderne i hverken de fattige U-lande eller de vestlige økonomier, der for de førstnævnte lever under dårlige arbejdsmiljøforhold, lange arbejdsdage og på fattigdomsgrænsen, og for de sidstnævnte oplever flere og flere nedskæringer på velfærden, bl.a. pensionerne. I Danmark har arbejderne hos SAS både oplevet fyringer og lønnedgang.
Dette kommer efter al sandsynlighed til at fortsætte – modsat regeringens lovning om flere jobs – da Dansk økonomi hænger tæt sammen med verdensøkonomien. Sidstnævnte har hidtil været domineret af USAs økonomi. Men USAs økonomi har det ikke for godt, Dollaren falder og arbejdsløsheden er steget med flere millioner siden Bush kom til magten for 3 år siden. Samtidig har de et stort betalingsbalanceunderskud, samt en tilsyneladende evigt stigende gæld, både privat og offentligt. USA havde 5% underskud på BNP i 2003 grundet stort forbrug af udenlandske varer og derved underskud på betallingsbalancen. Det samme underskud på 5% ses også på budgettet, der har lidt hårdt under udgifterne til krigen i Irak(ca. 1 mia. kr. om dagen) og i Afghanistan. Den vækst USA havde i 2003, på omkring 3%, var en oppustet vækst. Den var så at sige kunstig, da den var baseret på værdipapirer og papirpenge, ikke rigtig reel produktion hvilket må siges at være grundlaget for enhver økonomi. Når udenlandske firmaer sælger til USA, får de typisk papirpenge igen, eller obligationer i den Amerikanske stat. Dette er de i stigende grad ved at blive trætte af, og investerer derfor mere og mere i Euro og Yen. Dette skaber så et andet problem, da dette medfører hhv. at dollaren falder og Euroen og Yen’en stiger, med højere arbejdsløshed til følge i EU og Japan. En faktor der sidste år gjorde at USAs økonomi fungerede nogenlunde, var skattelettelserne og nedsættelsen af bankrenten. Men begge de muligheder er nærmest brugt op, da bankrenten stort set ikke kan komme længere ned, og skattelettelserne er så dyre at der ikke er råd til flere af dem. Skattelettelserne var nemlig stort set kun til fordel for de rigeste Amerikanere, hvor de 185.000 millionærer der findes i USA gennemsnitligt fik skattelettelser for over 70.000$, mens de 85% fattigste i USA fik ca. 207$ i skattelettelser, samt en masse fyresedler.
Det Hvide Hus har dog lovet, at økonomien i 2004 også vil gå glimrende, der kræves bare ca. 250.000 nye jobs om måneden. Indtil december sidste år steg antallet af arbejdsløse drastisk, men stoppede i december hvor der faktisk kom 1000 flere i arbejde. Men derfra og så til 250.000 er der lang vej endnu, og ligeledes med resten af økonomien – der er lang vej til udsigter om en bedre fremtid for økonomien, så længe den forbliver markedsøkonomisk.
