Foto: Sean DavisVerdensøkonomien vokser, den amerikanske ditto, Eurozonen er måske ude af recession og medierne jubler. Så hvad er problemet?

Problemerne er ikke desto mindre store og har to vigtige elementer: på den ene side er forudsætningen for væksten, at de store centralbanker fortsætter deres historisk store støtte til økonomien, for blot at vedligeholde den beskedne vækst der er i USA og som er ved at titte frem i EU.

Det andet vigtige element er, at den beskedne vækst der har været i størstedelen af verdens lande, ikke er kommet arbejderklassen til gode, mens den rige elite bliver stadig rigere. Selv i de lande hvor der har været fald i arbejdsløsheden, har faldet været modsvaret af et tilsvarede fald i kvaliteten af de tilgængelige job. Deltidsansættelser, reallønsfald og midlertidige kontrakter er blevet normalen. Begrebet Working Poor er kommet for at blive.

Boble-økonomi uden opdrift

Grundlæggende set, er ingen af modsætningerne der førte til krisen i 2008 løst. ”Gældskrisen” er blevet forsøgt løst med mere gæld. ”Finanskrisen” er forsøgt løst med endnu mere spekulation. Siden bunden i 2009 er det vigtige amerikanske aktieindeks S&P 500 steget med næsten 150 procent mens det amerikanske BNP er steget med ca. 8 procent i samme periode. Den voldsomme stigning i aktiekurserne er ikke overraskende, når man tager i betragtning, at den amerikanske centralbank mere eller mindre konstant siden november 2008 har pumpet mellem 85 og 100 mia. dollars (svarende til 496 mia – 583 mia kr.) om måneden ud i den finansielle sektor, for at holde hånden under markedet gennem såkaldte kvantitative lettelser (QE).

Selv flere borgerlige økonomer begynder at indse, at dette ikke er en ”normal” krise. Den nobel-prisvindende økonom Poul Krugman skrev i New York Times: ”Men hvad hvis den verden vi har levet i de sidste fem år er den nye normal? Hvad hvis depressions-lignende forhold fortsætter, ikke bare et år eller to endnu, men i årtier?”. Den anerkendte økonom Larry Summers sagde på IMF’s årlige konference: ”Vi har […] en økonomi, hvis normale tilstand er mangel på efterspørgsel – eller i det mindste mild depression – og som kun kommer tæt på fuld beskæftigelse når den holdes flydende af bobler.” (NYT, 17.11.13).

Den massive intervention i markederne, med støtteopkøb af obligationer, fra centralbankernes side, i forsøget på at forhindre en ny nedgang, har betydet ligeså massive forvrængninger af økonomien. Grundlægger og Executive Chairman of the World Economic Forum professer Klaus Schwab har følgende at sige:

”Fed’s (USA’s centralbank) QE-politik og varianter over samme tema i andre lande, har betydet at de store centralbankers porteføljer [mængden af opkøbte obligationer, red.] er vokset dramatisk (fra 5-6.000 mia. dollars før krisen, til næsten 20.000 mia dollars i dag), og har gjort de finansielle markeder afhængige af billige penge. Som forlængelse heraf er opstået en global søgen efter forrentning, kunstig inflation i værdipapirer og fejlfordeling af kapital.”

Og videre:

”Det betyder, at jo længere QE fortsætter, jo større er følgeskaderne på den virkelige økonomi. Bekymringen går nu på, at når Fed begynder at aftrappe QE, og dollarlikviditeten drænes fra de globale markeder, vil strukturelle problemer og ubalancer komme tilbage til overfladen.”

Med andre ord: centralbankerne forsøger at udskyde det uundgåelige, med den konsekvens, at de grundlæggende problemer forværres, ligesom det var tilfældet op til krisen i 2008. Krisens funktion i kapitalismen er at rense ud i overproduktion og overkapacitet. Før det sker, kan der ikke blive tale om et egentligt opsving. Men det er ikke en lille bagatel vi taler om. Den økonomiske løsning på krisen i 30’erne, kom først med Anden Verdenskrigs uhyrlige ødelæggelser af produktivkræfter og genopdeling af verdensmarkedet og den følgende eksplosion i verdenshandlen. Det er økonomiske ødelæggelser i samme omfang som verdenskrigen medførte (blot uden bomber, men gennem fabrikslukninger, udryddelse af produktionsmidler, flere landes bankerot osv.) som er nødvendigt, for at den kapitalistiske økonomi virkelig kan ”begynde forfra”.

Organisk krise

Problemerne er, at en sådan ny voldsom udvikling vil sætte spørgsmålstegn ved om de nuværende magthavere kan bevare kontrollen. Hvis vi ser på den politiske og sociale stabilitet rundt om i verden i dag, er svaret nej. Derfor trækker den herskende klasse pinen ud. Resultatet er, at den økonomiske udvikling bliver stadig mere træg, som Larry Summers sagde: permanent depression, med ringe vækst, der kun kan holdes i gang ved kunstig stimuli.

Ud over de cykliske udsving med krise og opsving, så er det vores opfattelse, at kapitalismen er inde i en organisk krise. Det betyder ikke konstant faldende BNP, men en situation hvor den generelle tendens der ligger bag de cykliske bevægelser, er for nedadgående.

Ser man på den gennemsnitlige udvikling i den økonomiske vækst i det førende kapitalistiske land USA siden Anden verdenskrig, illustreres denne tendens.

Gennemsnitlig årlig BNP vækst (tradingeconomics.com)

1947-1966: lige under 5 procent.
1966-1973: ca. 4 procent.
1973-2000: ca. 3 procent.
2000-2014: ca. 2 procent.

Denne sidste periode er væksten kun kommet gennem massive bobler og spekulation, som vi så det med boligmarkedet og gældsboblen op til 2006 og efter krisen i 2008 med de massive udpumpninger af ”gratis” penge til finansmarkederne. Samlet set ligner udviklingen, den udvikling som den bureaukratiske planøkonomi i Sovjet gennemgik op til kollapset i starten af 1990’erne. Med andre ord er kapitalismen inde i en alvorlig systemisk krise, som i sidste ende sætter spørgsmålstegn ved systemets overlevelse. Kapitalismen kollapser dog ikke af sig selv, dens fald kræver arbejderklassens bevidste handling, men systemets modstandskraft er alvorligt svækket.

Polarisering accelerer

Betyder den relative stagnation i dag, at der ikke bliver tjent penge? Intet kunne være længere fra sandheden. Men som Marx beskrev situationen i midten af 1800-tallet, så koncentreres enorme rigdomme hos en lille minoritet, mens fattigdom, arbejdsløshed osv. koncentreres i den anden ende af samfundet, hos de brede masser.

”Den global nedgang i væksten finder sted, på en basis af stigende økonomisk ulighed, på grund af arbejdets faldende andel af nationalindkomsten – et verdensomspændende fænomen, der kommer af globaliseringen og teknologiske fremskridt, som giver politikerne en alvorlig udfordring. Systemer der udbreder ulighed, eller som tilsyneladende er ude af stand til at bremse dens vækst, indeholder kimen til sin egen undergang.” Det professer Klaus Schwabs ord, ikke vores.

I følge en OECD-rapport fra maj 2013, er uligheden i de tre år op til slutningen af 2010 vokset hurtigere end de 12 forgående år. Uligheden i USA har nu overgået rekorden fra 1920’erne. Uligheden har udviklet sig anderledes i dag, end efter den Store Depression i 30’erne. Efter krisen i 30’erne var selv de rige langt ”fattigere” i 1939 end de var 1929. I dag er det ganske anderledes: fra 2009 til 2011 faldt nettoindkomsten for de nederste 97 procent af amerikanske husholdninger med 4 procent, mens den for de 7 procent rigeste steg med 28 procent.

Magasinet Forbes beretter, at 2013 var et rekordår for de 1.426 dollar-milliardærer i verden, hvis samlede formue steg fra 4.600 mia. dollars (25.042 mia kr) til 5.400mia dollars (29.400 mia kr.), særligt drevet af stigningerne af værdipapirer. Stigninger der, for en stor del, er forårsaget af statslig støtte, finansieret af arbejderklassen. Alt i alt ser vi altså en massiv omfordeling fra masserne til den absolutte top. 85 enkeltpersoner ejer i dag, ifølge Oxfarm, lige så meget som halvdelen af jordens befolkning til sammen.

Blindgyde

Massearbejdsløshed er nu et permanent fænomen, der ikke er begrænset til et enkelt land. Der er 26,2 mio. arbejdsløse i EU alene. I USA er det officielle tal 10,2 mio., hvilket dog dækker over, at flere og flere dropper at finde et job. Således er 91,8 mio. slet ikke en del af den officielle amerikanske arbejdsstyrke.

Dette er en udvikling, hvor den absolutte top i samfundet i den grad lever på massernes bekostning. Mens samfundet, den såkaldte velfærdsstat, falder sammen om ørerne på flertallet, flyder milliarder fra statskasserne til spekulanternes lommer. Det er en udvikling hvor det socioøkonomiske system ikke bare er ude af stand til at udvikle produktivkræfterne, men hvor alle tiltag for at stabilisere den økonomiske situation, undergraver systemets sociale base. Almindelige mennesker, arbejdere og unge, er parate til at yde ofre for det fælles bedste. Folk accepterer langt hen ad vejen, når politikerne siger, vi holde igen for at sikre velfærden, for at komme igennem krisen. Men det skal ske retfærdigt, byrden skal være jævnt fordelt. Nedskæringer og angreb, som vi ser i dag, på arbejdere, gamle og unge, mens samfundets absolutte top bare bliver rigere og rigere, er for meget af det gode. Det er en opskrift på sociale eksplosioner, som vi ser det fra Grækenland til Brasilien, fra Spanien til Egypten. Borgerskabet er ikke blinde overfor dette. Men økonomien – markedets nådesløse konkurrence – driver dem videre af samme spor, som en mand der med åbne øjne vandrer mod afgrunden. Fremtiden tilhører arbejderklassen.