Venezuela er et af de mange lande i Latinamerika, hvor der for alvor sker vigtige begivenheder – og situationen minder for øvrigt utrolig meget om situationen op til kuppet i Chile i 1973. Siden Venezuelas præsident Hugo Chavez d. 23. november 2001 gennemførte en lovpakke, der øgede statens indflydelse i økonomien, har borgerskabet forsøgt at vælte Chavez, som nyder stor opbakning blandt størstedelen af befolkningen.
Det seneste års udvikling i Venezuela viser klassesamfundets sande ansigt. Borgerskabets vilje til, med eller uden loven, at fjerne de elementer i samfundet, der forsøger at hindre deres fuldstændige dominans. Mediernes funktion som propagandaskyts for den herskende klasse, der internationalt viser et fuldstændigt omvendt billede af protesterne mod Chavez og de protester, der har været mod ham. Politiets rolle som kapitalismens og borgerskabets bevæbnede forsvarer. De ting er nu bevist af begivenhederne i Venezuela.
Kuppet i april
Den primære konflikt mellem borgerskabet og Chavez og hans tilhængere har taget udgangspunkt i oliespørgsmålet. Det var da også en “strejke” i Venezuelas olieindustri, svarende til borgerskabets vognmandsstrejke i Chile, der ledte op til kuppet mod Chavez d. 12. og 13. april 2001.
Selve kuppet kom efter en anti-Chavez-demonstration d. 11. april, hvor borgerskabet endnu en gang var på gaden for at protestere mod Chavez. Demonstrationen blev mødt af en massiv moddemonstration af Chávez-tilhængere, der ifølge udenlandske medier skulle have skudt ind i anti-Chávez-demonstrationen. I virkeligheden viser rapporter dog, at det var snigskytter fra tagene, der skød på Chavez-tilhængerne.
Kort efter kuppet blev Chavez genindsat efter enormt pres fra landets masser. Klasseinteresserne bag kuppet var tydelige. Det første, den nye præsident, der i øvrigt var en rig forretningsmand, gjorde, var at ophæve den lovpakke, der skulle øge statens indflydelse i økonomien og forbedre massernes levestandard.
Imperialismen og medierne
Herhjemme og i udlandet blev medierne straks kørt i stilling efter kuppet, overskrifter som “Tilbagevenden til demokrati” var en stil, som bl.a. et spansk dagblad kørte. Også nu hvor borgerskabet igen “strejker” i olieindustrien, bliver det betegnet som en generalstrejke, og som om det er arbejderklassen, der strejker mod Chavez. Intet kan være længere fra sandheden.
Derimod viser mediernes måde at dække hændelserne i Venezuela soleklart, hvad det er, det vestlige borgerskab, med USA i spidsen, er interesseret i. Ligesom krigen mod Irak er der også stærke amerikanske olieinteresser involveret i konflikten i Venezuela. Inden kuppet i april foregik der mange møder mellem arbejdsgiverforeningen og den amerikanske ambassade. Læs evt. mere om det i artiklen “Revolution og kontrarevolution i Venezuela”.
Hvad sker der nu?
En “generalstrejke” har nu varet over en måned. Den startede i december, hvor olieindustrien iværksatte en kampagne for at smadre Venezuelas økonomi, så Chavez ville blive presset. De fleste i Venezuela mener dog, at “generalstrejken” er grinagtig, på murerne er der graffiti, hvor der står ting som “Dette er de riges strejke”.
“Generalstrejken” er dog på tilbagetog. Den startede med at blokere og stoppe for alt olieudvinding. Kaptajnerne på olietankerne strejkede, alle overordnede var i aktion for at vælte Chavez. Der gik dog ikke længe, før det lykkedes Chavez at få åbnet for et af olieraffinaderierne igen. I øjeblikket er alt næsten som det normale igen, men der er stadig sektorer, der strejker; de store butikker, McDonalds, Burgerking, øl- og cigaretfirmaerne, så disse ting er svære at skaffe. De små butikker i de fattige kvarterer har dog åbnet igen.
Medierne – også herhjemme i Danmark – bruger alle tricks for at få oppositionen til at se større ud, end den egentlig er. Oppositionslederne har fx optaget potte-banken på bånd og afspillet det i højtalere ved deres demonstrationer for at få det til at lyde meget højere, end det i virkeligheden er.
For en anden generalstrejke!
Borgerskabet har for alvor vist sine tænder, nu er det tid til at vise dem, hvad arbejderklassen kan! Arbejderklassen kan ikke fortsætte med at nøjes med Chavez’ bløde håndtering af det venezuelanske borgerskabs aggressioner, ikke alene mod ham, men mod hele arbejderklassen i Venezuela. Nok er han en ærlig mand og vil sikkert kun det venezuelanske folk det bedste, men det er bare ikke nok. Der er brug for, at kampen rykker ud fra parlamentet, ikke kun ud på gaderne, men også på arbejdspladserne – det var borgerskabet, der meldte krig, så skal de også få det.
Kun en bevidst indblanding fra masserne og deres organisationer kan sætte borgerskabet ud af spil. Arbejderklassen må erobre magten og danne et værn der kan forsvare sig mod det blodlystne borgerskab.
