Alan Woods beskriver stemningen i Venezuelas hovedstad Caracas ved fejringen af årsdagen for sejren over højrefløjens kup i 2002. Denne gang var der, ud over de sædvanlige røde trøjer, også et stort element af folkemilitsen i kamuflagegrøn kulør. De bar russiske AK-47 rifler som en klar advarsel til det reaktionære oligarki: folket er bevæbnet og klar til at kæmpe imod ethvert forsøg på at stille tiden tilbage.

For otte år siden skete der noget, der er uden fortilfælde i Latinamerikas historie. Kuppet den 11. april, hvor oligarkiet i Venezuela, sammen med USA’s ambassade og CIA, omstyrtede den demokratisk valgte regering, blev besejret af en spontan opstand blandt masserne.

Den dag blev der skrevet historie. Almindelige mænd og kvinder gik på gaden, med fare for deres liv, for at forsvare den bolivariske revolution. Uden noget parti, uden ledelse og uden et klart perspektiv ud over at slå kuppet tilbage, marcherede arbejderne, bønderne, de revolutionære unge, kvinder og mænd i tusindvis til præsidentpaladset Miraflores for at kræve, at præsident Chávez blev løsladt. Soldaterne gik over på befolkningens side, og kuppet kollapsede.

Disse heroiske begivenheder kan kun sammenlignes med Barcelona i juli 1936, hvor arbejderne – kun bevæbnet med gamle jagtgeværer, køller og hvad de ellers kunne få fat på – stormede kasernerne og nedkæmpede de fascistiske reaktionære. Hvis nogen tvivler på, at dette var en ægte revolution, bør de studere begivenhederne i april 2002.

Tidligere har disse begivenheder været en fejring af revolutionen. Bolivar Avenue i Caracas centrum har været et hav af røde trøjer, flag og bannere. Men i år var begivenheden ganske anderledes, end jeg husker den. I stedet for et rødt hav var Bolivar Avenue fyldt med et hav af kamuflagegrønt. Dette var folkemilitsens dag – en opvisning af et bevæbnet folk.

Når man gik langs gaden så det ud som om, at kolonnerne med militsfolk (der var desuden mange kvinder i uniform) var endeløs. Her kunne man endnu en gang føle massernes umådelige magt. Men her var der et element, der var anderledes. Her var tusinder og atter tusinder af arbejdere fra fabrikkerne, bønder fra landsbyerne og unge fra skoler og universiteter, der alle udtrykte deres vilje til at kæmpe med våben i hånd for at forsvare revolutionen imod dens fjender – både udenlandske og indenlandske.

Folk forsamlede sig under den brændende sol – de sædvanlige rødklædte chavistaer side om side med de grønklædte militsfolk. Langs gaden udråbte højtalere revolutionære slagord: imod imperialisme, imod borgerskabet, for revolutionen, for socialisme og for Chávez: ”Højrefløjen forbreder stadig en ny 11. april, men nu er folket bevæbnet! Længe leve den bolivariske revolution! Længe leve det bevæbnede folk! Længe leve præsident Chávez!”

Folk klatrede op i træer og lygtepæle for at få bedre udigt og for at fremvise skilte med slagord, mens andre tjente en hurtig mønt ved at sælge hatte, t-shirts og kolde drikke (som der var stor efterspørgsel efter). Der var en øredøvende støj af musik – latinamerikanske rytmer med revolutionære tekster, afbrudt af slagord og paroler. Militsen blev organiseret af grupper, der viste deres oprindelse: unge teenagere fra skolerne, og bønder emd stråhatte og traktorer, hvor der stod Hviderusland på siden.

Bagude var militsen ubevæbnet, men da man kom frem til den forreste del af demonstrationen, holdt alle en russisk AK-47 riffel, dette alsidige og effektive våben, der er let og nemt at bruge. I de senere år har Chávez opkøbt store partier af disse våben fra Rusland. Washington og deres købte medier har lavet meget larm om dette og hævdet, at disse våben var bestemt for FARC-guerillaerne i Colombia. Nu kan alle se, hvad de virkelig skal bruges til.

Mens de venter på, at præsidenten skal ankomme, står militsfolkene sløve hen eller sidder på jorden for at spise en sandwich. Nogle hviler på deres geværer, en eller to hviler endda geværmundingen på deres fod – en temmelig risikabel gerning, kunne man tænke. En professionel sergent ville utvivlsomt få et hjerteslag ved synet af disse semi-trænede civilister med geværer.

Men dette indtryk ville være aldeles forkert. Disse militsfolk er de direkte arvtagere efter guerillaerne på Cuba eller de militsfolk, der kæmpede imod Franco i den spanske borgerkrig, efter de arbejdermilitser, der omstyrtede tsaren i Rusland i 1917, eller hvis vi går endnu længere tilbage, efter den franske revolutions hærenheder og den amerikanske revolutions militser i det 18. århundrede.

Ingen af disse var professionelle styrker, og de levede ikke op til standarderne i en professionel, borgerlig stående hær. Men de kæmpede ikke mindre dårligt af den grund, og i mere end ét tilfælde (Spanien falder i tankerne), havde forsøgene på at presse dem ind i en professionel hærs former, den mest negative indvirkning på deres kampmoral.

Sent om eftermiddagen kan man føle en forventningsfuld stemning. Militsen begynder at danne rækker. Mængden på fortovet presser fremad for at få et glimt af deres helt. Chávez kommer til syne, iklædt hærens uniform, stående bagpå en åben bil – en almindelig militærbil – gør honør og vinker til mængden. Militsen marcherer fremad imod scenen, hvor Chávez skal holde sin tale.

Hans tale var kortere end tidligere, men gik direkte til sagens kerne. Han taler om de dramatiske begivenheder i april 2002, og han drager et flot sværd og viser det til forsamlingen. Det er Simon Bolivars sværd. El Libertador (befrieren). Han fortæller, at Latinamerikas befrielse ikke er blevet opnået i løbet af 200 år, og at den kun kan opnås gennem socialistisk revolution.

I den type dramatiske gestus, der er typisk for ham, får han folket til at sværge en ed: at de aldrig vil hvile, førend denne opgave er opfyldt. Militsfolkene gentager højt ordene mens de holder deres geværer op i luften. ”Militsen er folket, og folket er militsen,” erklærer han.

Dernæst taler Chávez om begivenhederne i april 2002, fra det fascistiske kup den 11. april til den folkelig-militære opstand den 13. april. ”Jeg har tænkt meget over dette,” siger han. ”Lige siden 1970’erne har nogle folk drømt om et folkelig-militært oprør. Men det skete aldrig. 1980’erne var en sort periode, der mundede ud i Caracazzo’en i 1989, med en massakre på ubevæbnede civile.”

Chávez talte dernæst om, hvordan han og en gruppe progressive officerer fra hæren forsøgte at starte et oprør i 1992: ”Det slog fejl fordi det var en militær opstand uden folket,” konkluderer han. Efter en periode i fængsel, husker han, hvordan massebevægelsen, den bolivariske bevægelse, opstod og overbevisende vandt valget i 1998. Men oligarkiet spildte ikke tiden: de forberedte kuppet i 2002.

Chávez mindedes de mænd og kvinder, der døde i kuppet, og de mange andre, der blev såret. I modsætning til den myte, der så ivrigt bliver spredt af de vestlige medier om det angiveligt undertrykkende og diktatoriske styre i Venezuela, er ingen i fængsel for disse forbrydelser, og otte år senere henslæber de juridiske undersøgelser stadig: ””lad der ikke blive nogen straffrihed for denne massakre ligesom der har været straffrihed for så mange andre massakrer i vores historie!,” sagde han.

Han sagde dernæst, at blodet fra disse revolutionens martyrer er en spore for revolutionen. ”Omgående efter 11. april begyndte anholdelserne og menneskejagten, truslerne mod tv og andre medier. Men dette vækkede den slumrende magt hos masserne, der havde været undertrykt så længe,” sagde han. ”Dette vækkede det største oprør i vores historie – den folkelige opstand, vi havde ventet så længe på at se.”

”Dette var en opstand imod borgerskabet og imperialismen. De havde regnet med, at sådan en opstand ville blive druknet i blod af hæren, som det skete under caracazzo’en. Men vore soldater nægtede ikke blot at skyde på folket, men gik over på folkets side. Borgerskabet og imperialisterne fik deres livs overraskelse.”

Chávez pegede på, at den amerikanske imperialisme aktivt var indblandet i kuppet. Amerikanske helikoptere og spionfly fløj over venezuelansk luftrum, en amerikansk ubåd og et hangarskib befandt sig i Venezuelas farvand, klar til at intervenere. Men massernes bevægelse tvang dem til at trække sig tilbage.

Siden da har de borgerlige medier forsøgt at skrive denne dato ud af kalenderen, men masserne har holdt den i live. ”De kan ikke skrive april ud af kalenderen, ligesom de heller ikke kan skrive januar, februar eller nogen anden måned ud.”

Chávez pegede på, at hvis de havde haft held til at knuse den venezuelanske revolution, ville det have været et hårdt slag imod den revolutionære bevægelse i hele Latinamerika. ”Der ligger et tungt ansvar på vores skuldre,” sagde han. ”Latinamerikas folk ser til os efter frelse.” Han erkendte, at revolutionen langt fra er gennemført, og at der stadig er en kolossal opgave forude, og han opfordrede til tålmodighed. ”Efter sit første årti er revolutionen knap nok begyndt,” sagde han.

Chávez advarede om, at truslen for kontrarevolution ikke er forsvundet, og at der er konspirationer for at snigmyrde ham. Han sagde, at i fald dette skulle ske: ”Mist ikke jeres hoveder, bevar roen. I ved, hvad I skal gøre: tag magten i jeres egne hænder – AL magten! Ekspropriér bankerne, industrien, monopolerne, der fortsat er i hænderne på borgerskabet.”

Han talte om valget til september og advarede: ”Vi kan ikke tillade, at borgerskabet vinder kontrol med Nationalforsamlingen. Hvis de gør dette, vil de bruge det til at destabilisere landet og skabe forudsætningerne for en ny 11. april. Vi må vinde to tredjedele af pladserne for at gå videre med vores program.”

Han advarede borgerskabet om, at det ikke er muligt at gentage, hvad der skete i april 2002, fordi folket nu er bevæbnet og vil knuse ethvert kontrarevolutionært forsøg. Han sluttede med ordene: Længe leve den nationale milits! Længe leve det bevæbnede folk! Længe leve den socialistiske revolution! Patria, socialismo o muerte!