Denne artikel er skrevet af Serge Goulart fra den brasilianske sektion af IMT, og blev bragt på marxist.com 2. august 2017.

Den fascistiske borgerlige opposition, med støtte fra nordamerikansk og europæisk imperialisme, truer med at knuse den Venezuelanske revolution, og smadre det den har opnået. De fascistiske angreb, i arbejderklassenabolag og mod chavistaer, er en forsmag på, hvad der er på vej hvis oppositionen tager magten. Denne ultrareaktionære opposition skal overvindes nu, og kun arbejdernes revolutionære initiativ kan gøre det.

Maduros regering er fuldstændig ude af stand til at håndtere kontrarevolutionen. Faktisk underminerer den de revolutionære kræfter i sine forsøg på, for enhver pris, at opretholde kapitalismen og indgå forlig med borgerskabet. Dens privatiseringspolitik og indrømmelser til international kapital svækker kun revolutionen. Dens tro på muligheden for en aftale med oppositionen har ingen forbindelse til virkeligheden. Sammenlagt med borgerskabets økonomiske sabotage har resultatet af Maduros regering været mangel på mad, medicin osv. Og regeringen har allerede vist sig ude af stand til at løse situationen.

Fremmedgørelsen af dele af proletariatets masser fra regeringen er konsekvensen af den pro-kapitalistiske politik Maduro fører, og som skaber større og større lidelser for arbejderne. Regeringens undertrykkende handlinger, inklusive mod de dele af venstrefløjen som er kritisk over for den, angrebene på partifrihed, og forfølgelsen af militante på venstrefløjen er beviser på regeringens politiske fiasko. Mens der var økonomisk kaos og masserne led, opstod en situation hvor borgerskabets offensiv voksede frem i gaderne. Dens fascistiske bander har allerede dræbt dusinvis af mennesker.

Det der fejler i Venezuela er Maduro og klassesamarbejdspolitikken. Det er ikke revolutionen, der har fejlet. Dem som har fejlet er de bureaukratiske ledere, efter sigende socialistiske, men faktisk pro-borgerlige, som er forskansede i regeringen.

Revolutionen har opbrugt enorme kræfter i de sidste 20 år, og masserne har mobiliseret til dens forsvar hver gang den er blevet truet. De har demonstreret i millionvis, overtaget fabrikker, tvunget de kontrarevolutionære som kidnappede Chávez til at levere ham tilbage, kæmpet imod sabotage og arbejdsgivernes ”strejke” (lockout i 2002-03, red.) ved at overtage PDVSA (det statslige olieselskab, red.) og andre selskaber, for at holde dem i gang.

Chavista-masserne var ærefrygtindgydende i kampen for at forsvare og styrke revolutionen. Og de har stadig enorme reserver af kampkraft, som de har vist i de sidste uger. Det var deres ledere som fejlede. De var ude af stand til at styrke revolutionen ved at gøre op med borgerskabet og ekspropriere kapitalen, og skabte derfor kaos med deres værdiløse reformistiske ideer om at ”regulere” kapitalismen.

I dag er alle de ting, der er blev opnået i Chávez’ tid (jobstabilitet for alle arbejdere, gratis offentlig sundhedspleje og uddannelse, sociale boligbyggerier i ordentlig kvalitet, et universelt socialt sikkerhedsnet og meget mere) truet af Maduro og hans venners politik og manglende evner, som åbner vejen for kontrarevolutionens fascistiske terror. Man kan ikke have nogen tillid til denne regering. Arbejderne bør stole alene på deres egen styrke og organisering.

I lyset af den fascistiske offensiv er arbejderne nødt til at organisere folkeforsamlinger i nabolagene og fabrikkerne, danne væbnede selvforsvarskomiteer, og konfrontere fascisterne. Kun den generelle væbning af arbejderne kan redde revolutionen.

Al magt til den grundlovgivende forsamling

Nationalforsamlingen er fascisternes fæstningsværk. De revolutionære bør bygge deres eget. Maduro har indkaldt til en grundlovgivende forsamling med målet om at forhandle med oppositionen. Endnu engang rakte han hånden frem til de kontrarevolutionære selvsamme nat efter millioner af venezuelanere havde stået over for fascistiske bander for at stemme til det valg han havde udskrevet. Det er tid til at bygge et uafhængigt revolutionært fort, og at modsætte sig og overvinde den borgerlige opposition.

Revolutionen har ikke brug for nye love inden for kapitalismens rammer. Det er præcist det, som er ved at undergrave revolutionen. De nødvendige skridt er nu, at ekspropriere kapital, omfordele jorden, annullere udenlandsgælden, erklære et monopol på udenrigshandel og planlægge økonomien efter folkets interesser og ikke efter profitinteresserne for en parasitisk minoritet.

Venezuelas proletariske folk har klamret sig til den grundlovgivende forsamling som et middel til at forsvare sig mod den blodtørstige højrefløj, og millioner har deltaget i afstemningen. Det betyder meget lidt hvad Maduros intentioner var, eller det præcise antal deltagere – der var millioner. Hvis en fortrop af millioner har mobiliseret sig for at vælge repræsentanter til en grundlovgivende forsamling til forsvar for revolutionen, og med det formål at konfrontere højrefløjen, så er det på tide at proletariatets repræsentanter at leve op til ansvaret og tage magten. Dette er værktøjet som er ved hånden til at føre kampen, til at samle millioner af arbejdere, bønder og unge i forsvaret for deres umiddelbare interesser.

Det er nødvendigt at fremsætte et forslag til den valgte grundlovgivende forsamling om at støtte parolen ”al magt til den folkelige grundlovgivende forsamling”, med udpegelsen af en regeringen som er ansvarlig overfor den grundlovgivende forsamling, dannet af dens mest determinerede og anerkendte medlemmer.

• Al magt til den grundlovgivende forsamling for at organisere det væbnede forsvar af revolutionen
• Annuller udenlandsgælden som kvæler landet
• Fastfrys ved dekret omgående alle priser og en rimelig løn til arbejdere
• Eksproprier bankerne og al spekulationskapital
• Eksproprier Polar-konglomeratet såvel som alle store nationale og internationale selskaber
• Eksproprier alle TV- og radiostationer som er i oppositionens hænder
• Erklær landbrugsreform af alle godsejernes landejendomme
• Annuller de specielle zoner og alle indrømmelser og privatiseringer Maduro har givet til den nationale og internationale kapital
• Konfisker og distribuer til befolkningen alt den mad som er blevet afledt og gemt af kapitalisterne
• Organiser bevæbning af arbejderne og af de to millioner folkelige reservister, fraterniser med Chavistiske soldater
• Arrester lederne af den reaktionære borgerlige opposition og opstil folkedomstole til at retsforfølge dem.

Sådan en revolutionær grundlovgivende forsamling ville genoplive den Venezuelanske revolutions styrker og ville fremkalde en bølge af støtte og solidaritet fra kontinent og resten af verden. Proletariske kampe mod enhver kapitalistisk regering ville blive kraftigt intensiveret, og således svække imperialismens evne til at angribe revolutionen.

Revolutionære og reformister som har tabt hovedet

Mange strømninger som påstår at være socialistiske og revolutionære er på nuværende tidspunkt desorienterede verden over, men specielt på de amerikanske kontinenter. Nogle er gået fuldstændig fra snøvsen i mødet med Maduros politik, og er begyndt at råbe ”ned med Maduro”, og er på den måde objektivt set gået over på reaktionens side. Hvis Maduro blev væltet i dag, ville han blive erstattet med en semifascistisk regering af den borgerlige nationalforsamling eller et militærkup. For at drage en parallel til Brasilien ville det svare til at støtte anklagen mod Dilma, som blev organiseret af Temer, PSDB og næsten alle partier på højrefløjen.

Andre, uden af stand til at tænke politisk selvstændigt, tror at støtte til Maduro er det eneste der kan gøres. Men hvordan kan man støtte lige præcist dem, som lod denne situation opstå? De gør det fordi de også er fanget af det reformistiske program, som påstår at der ikke er noget liv uden for kapitalismen. Deres holdning er katastrofal fordi den lukker alle døre for masserne, som bliver dømt til at vælge mellem borgerlig reaktion og Maduros kaotiske kapitalistiske politik. Det kan kun føre til demoralisering af masserne. Det er det PT næsten har opnået i Brasilien.

Andre, forvirrede, forsøger at tage afstand fra disse sekteriske varianter, og tror at det er muligt at forsvare at vælte Maduro uden at stå sammen med højreoppositionen, og står på den måde i en ”tredje lejr”. De råber op om at vælte Maduro og knuse højreoppositionen uden nogen fornemmelse for virkeligheden eller proportioner. Der er ikke en sådan massekraft i Venezuela i dag. Den kan kun vokse ud af kampen mod højrefløjen, og særligt ud af revolutionens chavista-base.

Kan den Russiske Revolution redde den venezuelanske?

I år fejrer vi 100-året for den Russiske Revolution. Det er på høje tide at visse kammerater lærte noget fra den.

I august 1917 ville den socialrevolutionære og mensjevikiske (datidens reformister) Kerenskij-regering fortsætte den imperialistiske krig, som druknede arbejderne og bønderne ved fronten i blod. Der manglede brød i byerne, og landejerne herskede over markerne. Bolsjevikkerne, ledet af Lenin og Trotskij, kæmpede under parolen ”brød, fred og land”, og blev udsat for barsk undertrykkelse. Men, som Lenin plejede at sige, de fortsatte med tålmodigt at forklare situationen til arbejderne.

Kerenskij beordrede ødelæggelsen af Bolsjevikkernes presse og organiserede en smædekampagne, som påstod at Lenin og Trotskij var ”den tyske kejsers agenter”. Til sidst, efter Juli-demonstrationerne som blev ledet af Bolsjevikkerne, beordrede han dem arresteret. Trotskij blev arresteret og Lenin var nødt til hemmeligt at søge tilflugt i Finland.

I slutningen af august forsøgte general Kornilov, øverste leder af hæren, at udføre et fascistisk kup for at likvidere revolutionen og genetablere monarkiet.

Bolsjevikkerne blev forfulgt: Lenin var gået under jorden, Trotskij var blevet arresteret og bønderne og arbejderne blev udryddet ved fronten. Alt dette var på grund af Kerenskijs handlinger. Ingen ved deres fulde fem kan sige, at Maduro er værre end Kerenskij.

De væbnede arbejdere og matroser gik til det fængsel, hvor Trotskij blev holdt, og krævede at få lov til at tale med ham, for at vide hvordan de skulle stille sig overfor Kornilovs offensiv. Trotskij forklarede, at på dette tidspunkt, uden at give nogen støtte til Kerenskij, skulle de støtte deres rifler på Kerenskijs skulder og skyde mod Kornilov. Bagefter kunne de gøre regnskabet op med Kerenskij.

Lenin sendte breve til Bolsjevikpartiets centralkomite den 28. og 30. august, hvor han gav den samme orientering til centralkomiteen. Han forklarede at man på ingen måde kunne støtte regeringen, men at målet på daværende tidspunkt var at besejre Kornilov. Man var nødt til at vende alle kræfter mod det reaktionære kup. Han sagde, at de skulle fortsætte med at kritisere Kerenskij for hans manglende evne til at forsvare revolutionen og for hans kriminelle politik, men samtidig opfordre arbejderne til at kæmpe sammen mod den reaktionære general.

Med denne uafhængige revolutionære politik overvandt Bolsjevikkerne Kornilov. De vandt mange af generalens egne tropper over på sin side, og fik opløst resten af hans styrker, men vandt samtidig støtte fra majoriteten af masserne og soldaterne. I oktober tog de magten med støtte fra langt størstedelen af arbejdere, bønder, soldater og matroser.

Maduros støtter er vor tids Mensjevikker. De er dem, som ville elske en folkefront med borgerskabet, meget ligesom lederne af PT, som førte deres parti til dets nuværende katastrofe. De kan kun ræsonnere inden for kapitalismens begrænsninger, og antager derfor sågar Keynesianisme som en folkelig venstrefløjspolitik. På trods af, at Keynes selv skrev, at hans politikker sigtede mod at stoppe bolsjevisme!

Dem som kræver at Maduro væltes, mens den moderne Kornilov står uden for Caracas’ port, er barnlige revolutionære som, hvis de havde den mindste vægt (hvilket ikke er tilfældet), ville gå kontrarevolutionens ærinde, uagtet deres egne ønsker. Men verden består ikke blot af det vi ønsker.

Til den sidstnævnte gruppe bringer vi en udfordring om at finde sloganet ”ned med SR/Mensjevik-regeringen” eller ”ned med Kerensky” et eneste sted i Lenins tekster fra 1917. I stedet vil de finde sloganer som ”Ingen tillid tid den provisoriske regering”, ”ned med de 10 kapitalistiske ministre” eller ”al magt til sovjetterne”. Alle disse betød, i praksis, al magt til de Socialrevolutionære og Mensjevikkerne, som stadig havde flertal blandt masserne. Dette er præcist det modsatte af, hvad disse kammerater gør i dag.

Kun da Bolsjevikkerne havde vundet flertal i sovjetterne organiserede de oprøret og tog magten. For at nå dertil, skulle de først besejre Kornilov, mens de stadig var under Kerenskijs regering.

Ved den Russiske Revolutions 100-år, ville det så ikke være muligt for dem som erklærer sig dens arvtagere, at lære lidt om hvad der skete i året 1917 under Lenin og Trotskijs glimrende lederskab?

• Længe leve den Russiske Revolution i 1917!
• Længe leve den Venezuelanske Revolution!
• Al magt til den grundlovgivende forsamling!
• Folkedomstole, fængsel og rettergang til fascisterne!
• Ingen betaling af udenlandsgæld!
• Penge til mad, løn og sundhed!
• Landreform og ekspropriering af bankerne og de store selskaber!

Længe leve den internationale socialistiske revolution!