D. 7. September 2004 besluttede ejerne af Venepal, en papirmølle I Morón, Carabobo, Venezuela, at stoppe alting og ikke udbetale løn til deres 400 arbejdere. Dette er ikke den første gang den slags er sket. For et år siden tog firmaet den samme beslutning grundet finansielle problemer. Den gang besluttede arbejderne at besætte bygningerne i en hård 11-uger lang kamp. Nu kræver de at regeringen nationaliserer firmaet og sætter den under arbejderkontrol. Dette er en ekstremt vigtig kamp, der kan være afgørende for arbejderbevægelsens fremtid og den Bolivarianske revolution i Venezuela.
Venepal er en af de største papir og pap-producenter i Venezuela, og den ligger i Morón, i industri-staten Carabobo. På et tidspunkt havde den hele 1.600 ansatte, kontrollerede 40% af det nationale marked og var en af Latinamerikas hovedproducenter i denne sektor. Men virksomhedens ledelse tillod papirmøllen langsomt at miste markedsandele og fortjenester. I April 2002, da det korte kup mod Chávez fandt sted, var nogen af firmaets hovedaktionærer tilstede ved tiltrædelsesceremonien for den nye illegitime ”præsident” Pedro Carmona. Under arbejdsgivernes lockout mod Chávez i December-Januar 2002-2003 modstod arbejderne arbejdsgivernes forsøg på at lamme produktionen.
Til sidst, d. 4 juli 2003, erklærede firmaet sig bankerot og efterlod 600 arbejdere uden jobs og stor gæld mht. ikke-udbetalte lønninger. Selskabet havde akkumuleret en gæld på 100 mio. $ til bankerne (60% til de internationale banker; Citybank og Chase Manhattan Bank, og 40% til de nationale banker), og yderligere 30 mio. $ til den Venezuelanske stat i ubetalte skatter, nationale forsikringsydelser, gas, elektricitet, osv.
Arbejderkontrol
På det tidspunkt havde den revolutionære process Venezuela, som har været igang siden 1998, givet arbejderne nok selvtillid til at skride til handling og redde deres jobs. Ved forskellige lejligheder havde præsident Chávez opfordret arbejderne til at overtage fabrikker hvis ejerne lukkede ned for dem. Efter et massemøde med deltagelse fra lokalsamfundene, besluttede arbejderne at besætte bygningerne og styre dem gennem arbejderkontrol. Konflikten varede i 77 dage.
Da besættelsen begyndte havde arbejderne støtte fra den Bolivariske MF’er Iris Varela og endda den lokale garnisons kommandør, General Acosta Carles, der var til stede for at garantere arbejdernes sikkerhed, da Carabobo er en stat der er styret af den reaktionære opposition. Rowan Jimenez, en fagforeningsaktivist og medlem af kamp-komitteen, forklarer hvordan arbejderne under besættelsen ”organiserede produktionen, satte produktivitetsrekorder og reducerede mængden af uproduktivt skrald til et niveau man aldrig havde set før”. (El Topo Obrero interview, 16/09/04). Nu krævede arbejderne at regeringen skulle overføre bygninger osv. til et arbejder-kooperativ og at de skulle organisere produktionen. Efter en tre måneder lang kamp og forhandlinger, nåede de endelig frem til en løsning. Denne indeholdt en plan for tilbagebetaling af lønninger og vedligeholdelsen af mellem 400 og 600 jobs. Papirmøllen ville genåbne under dens tidligere ejers kontrol og staten ville investere i den ved at give billig kredit.
Arbejderne så dette som en delvis sejr, især pga. den skæbne de andre fabrikker der var besat på den tid havde lidt – men de stod fast. Alexis Polanco, lederen af UNT i Morón stod klart frem og sagde at han mente at ”modsætningerne internt i firmaet vil fortsætte og vi må gå videre hen mod en model hvor arbejderne og regeringen styrer firmaet, der burde være statsejet” (interview med El Militante, October 2003) Selvom der ikke var nogen formel aftale etablerede arbejderne, gennem fagforeningen, en slags arbejderkontrol. F.eks. i december 2003, da firmaet fortalte dem at deres lønninger og Jule-bonus ville blive udbetalt i to omgange, en i December, og den anden i Januar, svarede arbejderne at de også ville lave produktion i to omgange! Alle belsutninger der blev taget angående produktion, inventar, ansættelser og fyringer, osv., blev styret af arbejderne. Dette var en urolig våbenhvile, der helt sikkert ikke ville kunne holde.
Multinational overtagelse frygtet
Den 7. September i år, stoppede selskabet igen sine aktiviteter og arbejderkampen startede igen. Denne beslutning hænger også sammen med et forsøg på at slippe af med en militant arbejdsstyrke, overdrage selskabets aktiver til det multinationale papirselskab Smurfit, og flytte produktionen til Colombia. Smurfit er en af de største multinationale selskaber i papir og pap-sektoren og har været involveret i Venepal før. Arbejderne frygter at dette vil føre til en hensynsløs ripning af virksomheden for alle produktionsmidler, ligesom det spanske flyselskab Iberia gjorde ved Viasa, et Venezuelansk flyselskab, i 1990’erne.
Arbejderne har nu overtaget kontrollen med faciliteterne og kræver nationalisering under arbejderkontrol som den eneste vej fremad. D. 16 september tog en delegation på 100 arbejdere til Caracas for at protestere foran Arbejdsministeriet. Edgar Peña, Generalsekretær i Papirindustriarbejdernes fagforening (SUTIP), der hænger sammen med UNT, forklarede hvordan ”Smurfit har været igang med at bryde selskabet op, og overtage forskellige dele af det, med det formål af overtage den overordnede kontrol over Venepal” (El Topo Obrero interview, 16/09/04).
Arbejdernes enhed med det revolutionære folk
Arbejderne er godt klar over nødvendigheden i at involvere lokalsamfundet i kampen for at redde deres levebrød. Morón er en meget revolutionær by med ca. 80.000 indbygger, hvor støtten til Chávez ved tilbagekaldelsesafstemningen d. 15 august nåede helt op på 73%. Arbejderne forklarede hvordan Venepal kunne blive brugt til gavn for hele revolutionen. På den ene side ved at producere papir de ”Misiones” (regeringsstyrede sociale projekter der køres af lokalsamfundene) der vedrører uddannelse, det Bolivarianske Universitet, osv. Men der er mere. Selskabets faciliteter inkluderer 5.000 hektar land i Carabobo, Falcón og Yaracuy, hvoraf det meste af det ligger braklagt, som bønderne har prøvet at opdyrke imod ejernes vilje. Der er også møller, forladte huse, en skole, græsgange til kvæg, et Baseballstadium, et hotel med en swimmingpool, et kraftværk og endda deres egen flyvestation. De fleste af disse faciliteter står ubenyttede og arbejderne argumenterer derfor for at de bør bruges som en del af det revolutionære projekt, til gavn for folket. Der bør deles land ud til bondekooperativer, sports- og uddannelsesfaciliteterne bør bruges af lokalsamfundene, osv.
Af disse grunde, organiserede de kæmpende arbejdere d. 22 september et massemøde med de lokale Valgbataljoner (UBE’erne), de organisationer der blev sat op for at føre afstemningskampen op til d. 15 august, og som nu er ved at blive lokale organisationskomitteer for den revolutionære bevægelse. 10 af de lokale UBE’er var til stede, og repræsenterede hundreder af organiserede folk. Der var en navneopråbning af alle de forskellige UBE’er der var tilstede, og alle deres repræsentanter forklarede hvor mange folk de kunne mobilisere og hvordan de var forberedt på at hjælpe til med kampen (ved f.eks. at sørge for mad og transport). Stemningen på mødet var elektrisk. En repræsentant fra en UBE sagde at ”vi er igang med en revolution, og denne kamp er vores kamp. Vi kæmper for Venepal-arbejderne og deres familier, for forsvar for revolutionen, og for vores land”, en Venepal-arbejder tilføjede: ”Her ser vi arbejderklassens styrke, der er i stand til at forene og mobilisere alle folkelige kræfter mod et fælles mål”.
Alexis Polanco, leder af UNT i Morón, og generalsekretær for arbejdernes fagforening i metalfabrikken Ferrelca, opfordrede Carabobo afdelingen af UNT til at organisere en regional march til støtte for Venepal-arbejderne. ”Denne kamp må blive et samlingspunkt for hele den revolutionære bevægelse. Hvis Venepal falder i hænderne på multinationale Smurfit, vil der gå jobs tabt og en megen velstand, der tilhører det Venezuelanske folk, vil overgå til dette multinationale selskab. Dette går mod det revolutionære projekt vi kæmper for. Venepals kamp er kampen for alle dem der støtter den revolutionære proces, alle de udnyttede, og vi kan vinde denne kamp”.
Det næste skridt i kampen var en march gennem Moróns gader d. 30 september. Mere end 700 deltog, og stemningen var fyldt med entusiasme og en fasttømret tro på at det kan lykkes. Det er klart at sejren for de revolutionære styrker d. 15. august, det tredje større nederlag for det reaktionære oligarki efter kuppet i april 2002 og bossernes lockout i december 2002, har påvirket arbejderklassens bevidsthed meget. Bare i Carabobo, en stat der koncentrerer en stor del af landets private industri, dusinvis af fabrikker er ved at blive organiseret i fagforeninger med tilknytning til UNT. Det mest aktuelle eksempel er arbejderne på Daimler-Chrysler fabrikken hvor – efter 25 år med CTV’s (den gamle fagforenings) mafialignende måde at køre fagforening på – er 400 arbejdere nu igang med at opstille en uafhængig klassekampsfagforening.
Organiseret arbejderklassesolidaritet
D. 6 oktober var der et møde i Valencia indkaldt af UNTs Carabobo-sektion med mere end 50 fagforeningsledere fra staten, for at diskutere hvordan man bør organisere solidaritet med Venepal-arbejderne. Tilstede var fagforeningsledere og tillidsmænd fra Coca-Cola, Pirelli, Trimeca, Venezolana de Pinturas, Ford, General Motors, Proagro seccional Bejuma, Ferralsa, Owen-Illinois, Tubo Auto C.A., Protinal, Rodhia og Vicson, sammen med en delegation af Venepal-arbejdere. Solidariteten fra andre fagforeninger var imponerende. Tillidsmænd fra Ford donerede 200.000 Bs, og fagforeningsdelegerede fra Owen-Illinois gav en check på 100.000 Bs. Arbejdere på Venezolana de Pinturas besluttede på et massemøde d. 9. oktober at lave en ugentlig donation til kampfonden, og oliearbejderne på El Palito refinery=destilleringssted? Besluttede at donere 10.000 Bs pr. Arbejder. Andre fabrikker gik med til at organisere indsamlinger ved fabriksporten, og der blev lavet en plan for at besøge alle de fabrikker der er organiseret af UNT i Carabobo.
Et manifest blev vedtaget på dette møde der opfordrer til nationalisering af Venepal under arbejderkontrol, opfordring til alle UNT-organiserede til at støtte Venepal-arbejdernes ved at deltage i mobiliseringen og indsamle de nødvendige midler til at gennemføre det. Den indkalder også til masse-arbejdspladsmøder på alle fabrikker for at forklare sagen og indsamle ugentlig donationer fra alle arbejdere, til kampfonden. Manifestet går også imod Centralregeringens forhandlinger med pro-kup bosser der overtræder arbejderes rettigheder, ligesom det går imod de reaktionære dommeres medvirken i arbejdsgivernes intriger, og indkalder til en national og international solidaritetskampagne under sloganet ”Nationalisering af Venepal under arbejderkontrol”.
Dette er helt klart en kamp der vil være ekstremt betydningsfuld for fremtiden for den Bolivarianske Revolution i Venezuela. Lige fra starten har den parasitiske venezuelanske overklasse været indædt imod denne revolution, trods at bevægelsen endnu ikke har rørt ved den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I årtier har de været uvillige og ude af stand til at udvikle landet på nogen som helst progressiv måde, og derfor er de klar over at en revolutionær bevægelse for bare at opfylde massernes mest basale krav (helbred, uddannelse, jobs, boliger, land) ville støde imod deres kontrol over landets økonomi. Og de har ret. De Venepal-arbejdernes kamp viser klart vejen fremad. For at kunne forsvare og udvikle de venezuelanske massers levestandarder, må arbejderne tage kontrol over økonomien, så den kan blive styret gennem en demokratisk plan til gavn for flertallet af folket .
11. oktober, 2004
