I de sidste måneder er tusindvis af unge og studerende over hele verden gået på gaden for at demonstrere mod politikernes manglende handling i forbindelse med klimaforandringerne. Mere end 10.000 unge mødte op på Christiansborg Slotsplads den 15. marts for at tage del i den største internationale klimastrejke nogensinde. Aktionsdagen samlede 1,6 millioner unge fra mere end 120 lande i et fælles opråb for at løse en af historiens mest alvorlige kriser. Men efter skolestrejken den 15. marts, hvilken vej frem må bevægelsen så tage for at nå det radikale mål om at stoppe klimaforandringerne?
Klimastrejkerne, der begyndte med den unge aktivist Greta Thunbergs protestaktion foran det svenske parlament i august 2018, har på kort tid vokset sig til en global bevægelse.
Klimaspørgsmålet har radikaliseret et nyt lag af unge og draget dem ind i den politiske kamp. Strejkernes globale, spontane og militante karakter har vist, at et større lag af unge rejser tvivl om det kapitalistiske system generelt.
På Christiansborg Slotsplads den 15. marts gik især ét kampråb igen: “Det er ikke nok! Det er ikke nok!” Netop denne konklusion indfanger det centrale i klimakrisen: at eliten og deres politiske repræsentanter ikke rører en finger, når det kommer til at stoppe forurening og udledning af drivhusgasser. Forskere ignoreres af regeringer verden over, hvad end disse erklærer sig røde eller blå. Unge såvel som arbejdere er så småt ved at miste den rest af tillid, de har tilovers for eliten og politikerne. Klimastrejken viser tydeligt, hvordan unge i højere og højere grad retter deres frustrationer mod det bestående samfund og i takt med dette begynder at kræve systemisk forandring.
Gnisten til noget større
Denne radikalisering omkring klimaspørgsmålet kunne meget vel udvikle sig til at være gnisten, der antænder kampen for en ny organisering af samfundet og et opgør med kapitalismen. Klimakrisen er et alvorligt problem, og det er de unge, der er tvunget til at skulle leve med konsekvenserne i fremtiden. Som mange af de strejkende unge allerede har indset, er det ikke nok at råbe passive politikere op. En løsning på klimakrisen kan ikke opnås uden at omdanne vores økonomi og vores samfund fundamentalt. Skolestrejkerne må derfor være et første skridt i opbyggelsen af en større bevægelse. For at komme videre må bevægelsen udvide og udvikle sig ad revolutionære linjer.
Når unge historisk set er gået på gaden, har deres kamp mod det etablerede samfund og status quo ofte været gnisten til meget bredere og mere virkningsfulde bevægelser blandt arbejderklassen. På egen hånd har studerende ikke megen magt at true politikerne eller kapitalistklassen med. Lader unge være med at gå i skole, fortsætter samfundets gang forholdsvis upåvirket. Men utilfredsheden blandt unge afspejler ofte større frustrationer i samfundet, og dette gælder også når det kommer til klimaspørgsmålet. Hvis studerende organiserer sig og rækker ud til arbejderklassen, kan en bevægelse, der i starten er begrænset til en enkelt del af samfundet, være en katalysator for en politisk bevægelse blandt samfundets potentielt set mest magtfulde sociale klasse: arbejderklassen. Derfor må klimaspørgsmålet gennem en bredere kamp knyttes til andre presserende spørgsmål som nedskæringer på uddannelse, smadring af velfærden og stigende ulighed.
Da franske studerende for lidt over 50 år siden i maj ‘68 besatte de franske universiteter og lycéer i protest mod imperialisme og undertrykkelse, spredte kampen sig som en steppebrand blandt de franske arbejdere. Spontane strejker og besættelser af fabrikker voksede sig hurtigt til den mest omfattende generalstrejke i verdenshistorien. Den daværende præsident Charles de Gaulle og resten af hans politiske stab stod overfor en bevægelse, de ikke kunne kontrollere. Denne bevægelse, hvis den havde haft en revolutionær ledelse, kunne ikke blot have presset ethvert politisk og økonomisk krav igennem, men var en direkte trussel mod kapitalismen selv. Med klimakrisens faretruende konsekvenser er det bevægelser som disse, vi må tage ved lære af.
For en revolutionær klimabevægelse
Hvis klimabevægelsen skal nå sit mål, er det først og fremmest afgørende, at skoleelever får opbakning fra deres lærere og Danmarks Lærerforening. En strejke, der indeholder både elever og lærere, har meget større vægt og ville kunne mobilisere titusindvis af unge og arbejdere skulder ved skulder. Samtidig ville organiserede lærere kunne yde beskyttelse mod potentielle straffe fra skoleledelsen, når eleverne “pjækker” for at gå til demonstration. Hvis frygten for at blive straffet blev taget ud af ligningen, ville det give endnu flere studerende lyst til at deltage i strejken, hvilket kun ville gøre bevægelsen både større og stærkere.
Ydermere er det afgørende, at studerende og ansatte på universiteterne også mobiliseres og deltager i kampen, der i øjeblikket består hovedsageligt at folkeskole- og gymnasieelever. Men der er brug for at sprede bevægelsen videre ud. De repræsentative organer for studerende på alle niveauer af uddannelsessystemet, såsom DGS, Studenterråd og lokale elevråd, skal omdannes til levende politiske organisationer, der samler studerende aktivt omkring sociale bevægelser og ikke er bange for at være forkæmpere for et revolutionært socialistisk program. Disse organisationer, der repræsenterer mange tusinder studerende, har både ressourcer til rådighed og muligheden for at skabe stærke forbindelser til arbejdere og fagforeninger.
Sådan et skift kan kun opnås hvis studerende bliver organiserede. Elever må på deres egne institutioner involvere sig i lokale udvalg, knytte kampen for god uddannelse sammen med klimakampen og klassekampen, således at nationale og internationale elevsammenslutninger får en revolutionær og klar socialistisk politik. Der bør afholdes regelmæssige politiske møder på uddannelsesinstitutioner for at involvere det maksimale antal studerende i kampen. Permanente strejkeudvalg bør oprettes på skoler, gymnasier og universiteter over hele landet. Disse bør vælges af eleverne og bruges til at organisere og koordinere fremtidige strejker, kampagner og stormøder. Ydermere kan disse udvalg etablere en permanent forbindelse med det mest radikale lag i blandt andre Danmarks Lærerforening, Gymnasieskolernes Lærerforening og Dansk Magisterforening. Skridt i denne retning vil sikre at bevægelsen omkring klimastrejkerne ikke løber ud i sandet og rent faktisk begynder at true den politiske og økonomiske elite, der fortsat ser passivt til, imens verdenstemperaturen stiger og stiger – en udvikling de selv bidrager til i større grad end nogle andre individer.
Til klimademonstrationer har der til tider været en uheldig tendens til, at de officielle taler har været præget af småborgerlige ideer om politisk forbrug og moralisering over almindelige menneskers individuelle livsstil som metoder til at standse truende klimakatastrofer. Dette er beklageligt, for dels er klimakrisen ikke et individuelt problem, og lige så vigtigt svækker det bevægelsen og risikerer at begrænse den til de udvalgte få. Ja, faktisk kan et individuelt forbrugsorienteret fokus direkte frastøde almindelige arbejdere fra bevægelsen. I stedet for individuelle løsninger bør paroler som “systemet er problemet” tages seriøst og uddybes. Ved at anlægge et klart og tydeligt klasseperspektiv kan bevægelsen sætte en kile ind mellem dem, der tjener på at udbytte vores arbejdskraft og naturressourcer, og dem, der betaler prisen. Bevægelsen kan vinde den vigtigste sociale gruppe over på sin side: arbejderklassen. Der kan nemlig ikke rejses tvivl om hvem, der kommer til at betale prisen, når konsekvenserne af klimaforandringerne bliver alvorlige. Det er arbejderklassen og det fattigste lag i samfundet, der bliver ramt, sådan som vi allerede ser det i dag, når naturkatastrofer efterlader store landområder i ruiner. Mens eliten kan flytte både sig selv, deres rigdomme og virksomheder, står arbejderklassen tilbage i et samfund, der i bogstaveligste forstand falder fra hinanden. Klimakrisen er et systemisk problem, og der er brug for systemiske forandringer. Hvis ikke klimabevægelsen forbindes med arbejderklassens kamp mod kapitalismen, forbliver de største klimasyndere urørlige. Arbejderklassen er den eneste sociale klasse, der, gennem sin plads i produktionen, har magten til at sætte samfundet i stå og dermed gennemtvinge sine krav.
Arbejdere og studerende i fælles kamp
Den nuværende bølge af politisk aktivitet og entusiasme skal opretholdes, men må nødvendigvis udvikle sig til noget, der rækker ud over de nuværende strejker og protester. Solidaritet mellem de studerende og et bredt lag af arbejdere er afgørende. Fremadrettet skal denne bevægelse rettes mod mere end blot klimaforandringerne. Der er et utal af andre politiske spørgsmål og problemer, der på daglig basis smadrer vilkår for studerende, arbejdere, minoriteter, arbejdsløse og ældre. Alle disse kampe må knyttes direkte til kampen mod det økonomiske system, der dagligt udbytter og undertrykker langt størstedelen af verdens befolkning.
Overfor studerende og arbejdere står en fælles fjende: kapitalistklassen, der over hele verden gennemtvinger nedskæringer, privatiserer uddannelse, holder fast i livsfarlige arbejdsvilkår og ødelægger miljøet i profittens navn. Isoleret som individer står vi magtesløse, men forenet og organiseret, arbejdere og studerende skulder ved skulder, er vi en ustandselig kraft.
Studerende og arbejdere må kæmpe sammen og forene sig omkring et revolutionært socialistisk program, der fremsætter en reel løsning på klimakrisen. Kapitalismen kan kun tilbyde et kapløb mod bunden, hvor arbejdere og unge år efter år ser deres vilkår og omverden forringet, mens milliardærerne kun bliver rigere og svælger sig i ubegribelige summer penge. En demokratisk planlægning af økonomien og produktionen, der drives og ejes af arbejderklassen, er den eneste måde, hvorpå en af vor tids største udfordringer kan løses.
Valget mellem socialisme eller barbari står skarpere for hver skridt, kapitalismen tager mod yderligere smadring af planeten. Studerende må stå forrest på barrikaderne og gøre kampen mod klimaforandringerne til en kamp mod kapitalismen – til klassekamp.
