Blandt aktive i SF og andre dele af den danske arbejderbevægelse bliver erfaringen med arbejderregeringen i Norge ofte fremhævet som et eksempel på, at det kan lade sig gøre at bryde med den borgerlige politik. Uanset hvad man mener om den norske regering er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at se på, hvilke styrker og svagheder, som den norske regering har udvist.

For aktive i SF, SFU og andre steder i arbejderbevægelsen står det øverst på dagsordenen at skabe et slagkraftigt, venstreorienteret alternativ til den borgerlige regering og deres overklasse-politik. Alternativet må være en regering med arbejderpartierne, og den må bruges til at gennemføre en politik, der gavner det store flertal – arbejderklassen, ungdommen og pensionisterne. Erfaringerne fra Norge er værdifulde, fordi de viser, hvilke metoder, der virker, og hvilke der slår fejl.

Norges regering
Den norske regering er en koalition mellem de to arbejderpartier Arbejderpartiet (AP) og Sosialistisk Venstreparti (SV). Disse to partier kan sammenlignes med det danske Socialdemokrati og SF. Desuden indgår det lille borgerlige Senterpartiet også i regeringen.

Ved valget i 2005 lykkedes det at slippe af med den borgerlige Bondevik-regering, som havde siddet siden 2001. Dette var en stor sejr, og det lovede også godt, at SF’s søsterparti SV indgik i den nye regering. Sejren skyldtes ikke mindst, at Norges LO gennem en omfattende kampagne havde presset især Arbejderpartiet til at føre en mere venstreorienteret kurs på baggrund af 54 konkrete krav fra LO om forbedringer af velfærden.

Baggrunden
På trods af, at den norske stat i årevis har haft enorme indtægter på olie, er det meste af væksten sket i den private sektor mens den offentlige sektor er sakket bagud. I 1992 var den offentlige sektors andel af den samlede økonomi på 52 procent. Blot seks år senere var dette tal faldet til 43 procent. Dette skete oven i købet i en periode, hvor AP havde regeringsmagten under statsministrene Gro Harlem Brundtland og Thorbjørn Jagland.

Arbejderpartiet havde magten fra 2000 til 2001, men mistede stor støtte på grund af, at regeringen gennemførte store privatiseringer (blandt andet delvise privatiseringer af Statoil og Telenor) og systematisk nægtede at bruge statens overskud fra olie på mere velfærd. I stedet kom en konservativt ledet regering, som angreb velfærden endnu hårdere. Men erfaringen fra 2000-2001, hvor arbejderbevægelsen mistede regeringsmagten på grund af ledelsens højrekurs, førte til diskussioner og øget pres for et sving til venstre – især i fagbevægelsen.

Valgkampen i Trondheim
I 2001 blev Arbejderpartiet straffet hårdt for sine privatiseringsprogrammer og markedsreformer i blandt andet sundhedssektoren. Partiet mistede en tredjedel af sine stemmer og fik kun 24 procent. Det var det værste resultat siden 1920’erne. Mange aktive så korrekt, at den højredrejede kurs bar skylden for nederlaget. Det fik især et udtryk i kommunalvalget i Norges tredjestørste by Trondheim i 2003.

En koalition af fagforeninger i Trondheim samlede sig med det formål at dreje arbejderpartierne til venstre. De udviklede i fællesskab et politisk program med 19 konkrete krav om forbedringer. Disse krav blev sendt til alle partierne med følgende besked: vi vil støtte de partier, der støtter vores krav. Kravene omfattede blandt andet stop for alle privatiseringer og en tilbagerulning af allerede gennemførte privatiseringer. Disse krav vandt genklang blandt partiernes medlemmer, og det førte til en klar venstredrejning i AP.

Det konservative Høyre, som havde haft magten i Trondheim, tabte valget stort. I stedet fik de tre arbejderpartier AP, SV og Rød Valgalliance (et mindre venstrefløjsparti, der ikke har pladser i parlamentet) flertal. Det var en klar sejr, der viser, at det er muligt at besejre de borgerlige gennem et venstresving i arbejderbevægelsen.

Sejr over de borgerlige
Eksemplet fra Trondheim vakte genklang i hele den norske arbejderbevægelse. I 2005 blev det delvist gentaget på landsplan. LO rejste 54 krav og førte valgkamp for en ny politisk kurs og en regering med arbejderpartierne og Senterpartiet. De gik til valg på et program om at standse privatiseringer og udbygge velfærden. Det blev set som en klar venstredrejning, og det skabte en stor entusiasme omkring AP og SV. Igen blev resultatet en syngende lussing til de borgerlige. Det norske borgerskabs traditionelle parti, Høyre, mistede en tredjedel af sine stemmer og gik fra 21 procent til 14 procent. AP genvandt til gengæld en del af de stemmer, partiet tidligere have mistet under højrekursen.

Resultaterne
Den nye regering med AP, SV og det borgerlige Senterpartiet tog straks fat på at rette op på nogle af de borgerliges værste ulykker. Alle privatiseringer indenfor jernbaner, sundhed og uddannelse blev omgående stoppet. De borgerliges ødelæggelse af arbejdsmiljøloven blev omgjort og de norske tropper blev trukket hjem fra Irak.

Men siden disse tiltag, har det været småt med reformerne og fremskridtene. Den kendte norske venstreorienterede faglige leder Asbjørn Wahl siger ”Selv om centrum-venstreregeringen fortsat vedtager enkelte progressive skridt som at slette ulandenes gæld og anerkende den nye palæstinensiske regering, ser det ud som om, at grænsen for dens radikale tiltag går der, hvor den ville blive nødt til at konfrontere stærke økonomiske interesser i samfundet.”

En skillevej
Arbejderpartierne i Norge gik klart frem ved valget i 2005, men kort efter valget begyndte lederne at dreje mod højre igen. Lederne af SV har til og med opfordret til social ro, så de kan ”gennemføre politikken”. Men grunden til, at de kom til magten, var lige præcis mobilisering fra neden – mobilisering uden for parlamentet. Mobilisering på arbejdspladserne, demonstrationer og lignende, burde være en styrke for en arbejderregering, fordi det giver bedre mulighed for at presse borgerskabet tilbage. Men lederne af AP og SV har i praksis standset alle vigtige reformer, når det ville komme i konflikt med de norske kapitalister og den private ejendomsret til banker, olieselskaber og store virksomheder. Desuden har de gennemført en ”pensionsreform”, som dækker over nedskæringer og mere social skævhed i pensionssystemet.

De grundlæggende sociale modsætninger i det norske samfund er stadig ikke løst. Økonomien er ramt af krisen, og arbejdsløsheden er stigende. Disse forhold må der gøres noget ved. Hvis ikke arbejderbevægelsen i Norge mobiliserer for at løse disse problemer gennem et livtag med arbejdsgiverne og bankerne, så er der stor risiko for, at de borgerlige kan vende tilbage. Højrekursen har bragt regeringen i fare. Denne lære må også tages op i Danmark, og aktive i SF og resten af arbejderbevægelsen må presse på for en socialistisk kurs for at feje de borgerlige af banen én gang for alle.