Situationen i USA har siden anden verdenskrigs afslutning haft afgørende betydning på verdenssituationen. Som verdens største økonomi og verdens største militærmagt er det afgørende for Danmark, såvel som resten af verden, hvordan USA svinger politisk. Efter katastrofen i New Orleans oplever George Bush nu de laveste meningsmålinger nogensinde. Mange amerikanere drog konklusioner efter Katrina, og det fortsætter. Seneste eksempel på røre er Transport strejken i NewYork. Situationen i USA begynder at forandre sig ikke kun i befolkningen, men også den amerikanske økonomi viser at tingenes tilstand må forandres.
USA har tidligere haft en meget militant arbejdertradition, med store strejker og demonstrationer, bl.a. minearbejderne og jernbanearbejderne har i 20’erne og 30’erne været ude og gå forrest med Wildcat-strejker. Staten har så svaret igen meget hårdhændet med at hyre mange strejkebrydere, politibetjente og andre agenter, som f.eks. de kendte Pinkerton-detektiver, til at slå ned på disse strejker.
Som middel i klassekampen har den herskende klasse i USA lige nu meget kontrol over medierne, og får konsekvent neddroslet sager så det ikke får alt for stor betydning for præsidenten især.
Men kontrol over medierne er ikke alt. Nogen ting vil ud. F.eks. var det ret svært at tie stille med orkanen Katrina der ramte USAs golfkyst i slutningen af august.
Orkanen
Katrina ødelagde mere end blot huse, dæmninger og menneskeliv. Selve illusionen om verdens rigeste land som et land der hjælper sine egne, blev ødelagt. Regeringen havde først skåret ned på de lokale ingeniørtroppers (der skulle stå for at holde dæmningerne i stand) bevillinger, for derefter at være mere end langsomme med at komme de lokale til hjælp, og især meget langsomme med at hjælpe dem der ikke kunne komme ud af byer som New Orleans ved egen hjælp. Pengene havde de brugt i Irak.
Dette meget konkrete link mellem Irak og de lokale forhold gjorde mange folk vrede, og de efterfølgende historier om oliebaroner der udnyttede folks pressede situation til at sætte oliepriserne højt op, forsikringsselskaber der snød og bedragede kunderne for millioner af dollars og så endelig den meget langsomme, og for nogle udsigtsløse pga. deres økonomiske situation, genopbygningsproces, har tilsammen gjort stemningen endnu mere presset.
Nu ramte orkanen jo ikke hele USA, men store dele af USA er blevet påvirket af den. Den har været dråben der fik bægeret til at flyde over for mange, der altid har oplevet spredt utilfredse i deres hverdag, måske med dårlige arbejdsforhold, måske med de nedskæringer på f.eks. pensions- og sundhedsforsikringsordningerne der har været, krigen i Irak, eller noget andet. Sagerne har akkumuleret sig, helt op til Katrina. Derefter var det nok.
Utilfredse amerikanere
Regeringen og kapitalismen trådte på folk der lå ned i forvejen, og siden er meningsmålingerne styrtdykket. F.eks. lavede Pew Research en måling der spurgte om folk ville stemme på en præsident med samme eller anderledes politik end Bush ved næste valg. 69% ville have en helt ny politisk linje, kun 25% ville beholde den nuværende. Og en anden meningsmåling viser at 49% af de voksne amerikanere mener at deres egen tillid til den nuværende administration i det Hvide Hus har været faldende på det seneste, mens kun sølle 2% synes at deres tillid til regeringen har været stigende.
New York lammet
Alt i alt en eksplosiv stemning, hvilket vi også så komme til udtryk ved de seneste strejker i New York, hvor hele byens offentlige transportsystem blev lammet, da alle transportarbejderne i december gik i strejke i USA’s største offentlige transportsystem, noget de ikke havde gjort i 25 år. Deres fagforeningsledere fik dem dog sendt på arbejde igen efter få dage, uden større resultater. Men strejker som denne er noget man vil se mere til, da det er arbejderklassens stærkeste våben mod de nedskæringer der følger af krigen i Irak og USA’s dårlige økonomi.
Hver gang Bush laver nedskæringer eller fejlhåndterer en katastrofe som Katrina, eller jo dårligere det går med krigen i Irak, jo mere falder tilliden til regeringen og systemet som helhed. Den Amerikanske drøm om den lille mand, der kan kæmpe sig frem hvis bare han vil, er ved at falde sammen, og folk ser mere og mere at selv hårdarbejdende arbejdere ikke kommer frem. Det meste er styret af nogle store monopoler der holder resten af befolkningen nede. En stemme på demokraterne eller de grønne vil ikke ændre dette.
De økonomiske rammer og klassekampen er grundlaget for alle politiske tiltag. Lige nu ser vi klart at Bush-regeringen er mere end bundet af kapitalisterne, hvilket derved også sikrer højreorienteret politik.
Demokraterne opstiller ikke noget nævneværdigt alternativ til den nuværende linje, ligesom de Grønne på ingen måde formår at opstille en konkret og reel politik for hele den amerikansk arbejderklasse. Begge partier fører i bund og grund borgerlig politik, der ville have været meget godt for 100 år siden, men som på ingen måde løser hverken gælds-, bolig- eller arbejdsløshedsproblemer for den amerikanske arbejderklasse.
De konklusioner, bl.a. Katrina lagde vejen for, bør ikke blot stå alene hos den enkelte amerikaner. Der er brug for, at arbejderne organiserer sig mere, og at fagforeningerne bryder deres traditionelle støtte til demokraterne, og giver nogle konkrete perspektiver, som tager udgangspunkt i arbejdernes hverdag, i form af et kæmpende arbejderparti. Et arbejderparti der ikke går i de store firmaers interesse, men som tværtimod bryder med den kapitalisme, der lige nu trækker USA længere og længere ned i et økonomisk sort hul.
