Biden og Kevin Mccarthy. Billede: The White House Wikimedia Commons
Det amerikanske politiske etablissement befinder sig i en historisk dyb krise. Gentagende hævninger af gældsloftet, den manglende evne til at vedtage en finanslov og det kaotiske forestående præsidentvalg vidner alle om den blindgyde, som amerikansk kapitalisme befinder sig i. Problemerne ophober sig i større og større grad, og viser, at der ikke er nogen langsigtede løsninger indenfor kapitalismens rammer.
2023 har været et år præget af dyb krise i det amerikanske politiske system. Den herskende klasses kontrol over den politiske situation er blevet alvorligt svækket, og præsidentvalget senere i år tegner kun til at eskalere den politiske krise yderligere.
Det Demokratiske Parti er ude af stand til at finde en anden præsidentkandidat end Joe Biden, der både er den mest upopulære og ældste præsident nogensinde, og som dermed ser ud til at give nøglerne til Det Hvide Hus tilbage til Donald Trump, hvis de to møder hinanden i præsidentvalget.
Selv hvis Demokraterne vinder valget, vil det ikke indlede en periode med politisk stabilitet, hvilket 2023 med største klarhed har vist. Det mest gennemgående krisetegn i USA i 2023 har været kampene om at få hævet gældsloftet og vedtage en finanslov. To alvorlige problemer som blot blev udskudt, og som derfor også kommer til at plage det amerikanske borgerskab igen i år.
Gældsloft og kortsigtede løsninger
Den amerikanske stat har ekstreme underskud på sine finanser. Eftersom det er nødvendigt for staten at betale sine regninger, har politikerne i Washington gennem årtier valgt at finansiere underskuddet gennem gældsættelse. For at forhindre at den amerikanske stat optager ukontrollerede mængder gæld, er statens mulighed for at optage nye lån begrænset af det såkaldte gældsloft. Problemet opstår imidlertid, når man rammer loftet. Der vil fortsat være behov for at finansiere statens udgifter, hvorfor det er nødvendigt at hæve gældsloftet og dermed forgælde USA yderligere.
Den 2. juni 2023 vedtog det amerikanske senat at suspendere gældsloftet helt frem til den 1. januar 2025. Gældsloftet havde på det tidspunkt nået astronomiske 31.400 milliarder dollars (117% af det amerikanske bruttonationalprodukt), men det var åbenbart ikke længere tilstrækkeligt til at finansiere underskuddet i den amerikanske stat. I forlængelse af senatets beslutning blev USA’s kreditvurdering nedjusteret fra AAA til AA+ af kreditvurderingsbureauet Fitch. Det skader landets mulighed for at låne yderligere, da et land med en lavere vurdering også vil få højere rente på et lån eller muligvis slet ikke få lånet. Men den ekstremt høje amerikanske gæld betyder, at det er nødvendigt at låne yderligere, blot for at dække omkostningerne til de eksisterende lån.
Gældskrisen raser i USA, og en suspendering af gældsloftet i halvandet år er ikke en løsning. Det vil tværtimod kun gøre problemet større. Samtidig viser det, at det politiske etablissement ikke har nogen langsigtede løsninger på amerikansk kapitalismes økonomiske problemer. Man optager bare mere og mere gæld for at udsætte problemerne og gør dem dermed endnu større. Det svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen.
Selvom både Demokraterne og Republikanerne præsenterer den samme klasses interesser, var der store udfordringer ved at gennemføre suspenderingen af gældsloftet, hvor begge partier skulle enes, eftersom Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus. Partiernes ringe evne til at samarbejde reflekterer en dyb splittelse i den amerikanske herskende klasse, og partierne er derfor ikke i stand til at finde fælles løsninger på de gigantiske problemer, der tårner sig op over amerikansk kapitalisme. Denne situation udspillede sig også i forbindelse med finansloven.
Umulige finanslovsforhandlinger
Udover problemerne med gældsloftet så vi i oktober, hvor det finansielle år begynder i USA, at der var store problemer med at gennemføre en finanslov. Hvis ikke Repræsentanternes Hus vedtog en finanslov, ville det betyde et betalingsstop fra staten USA. Det ville naturligvis have store konsekvenser både for amerikansk økonomi og for hele verden.
I mere normale tider ville man se ophedede diskussioner og uenigheder mellem partierne indtil et kompromis blev nået, for finansloven er trods alt nødvendig for at beskytte kapitalisternes interesser, som begge partier har som deres mest grundlæggende hensyn. Men den intense politiske polarisering og den fortsættende inflation i USA i oktober betød, at forhandlingerne ikke foregik som normalt. De to partier stod i hårdnakket opposition til hinanden, mens en nedlukning af staten hastigt nærmede sig. Det Republikanske Parti er splittet mellem såkaldte moderate og de mere hard-line trumpister, og resultatet af finanslovsforhandlinger var, at de moderate Republikanere sammen med Demokraterne i den 11. time vedtog en midlertidig finanslov, der blot udskød vedtagelsen af den endelige finanslov til den 17. november.
Trumpisterne var dog alt andet end glade for, at den daværende republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, havde tilvejebragt den midlertidige finanslov i samarbejde med demokraterne. McCarthy blev derfor efterfølgende væltet af otte trumpister. Det er første gang i USA’s historie, at en formand for Repræsentanternes Hus er blevet væltet.
Selvom vi har set USA støde hovedet mod gældsloftet tidligere, og at der også før har været udfordringer med at gennemføre en finanslov, så er det tydeligt, at den nuværende situation er på et helt andet niveau. Lenin forklarede, at den første betingelse for en revolution er, at den herskende klasse ikke længere er i stand til at herske, som den plejede at gøre. Dét er den politiske situation i USA netop et eksempel på. Krisen i amerikansk kapitalisme gør det umuligt at fortsætte, som man plejede, med relativt små uenigheder i toppen af samfundet og solide kompromiser, som stillede hele det politiske etablissement mere eller mindre tilfredse.
I dag er der åben krig inden for den politiske elite, og omvæltningen af Kevin McCarthy er netop et eksempel på, at intet længere er helligt inde i de inderste kredse af det amerikanske samfund. Slagsmålene i toppen af samfundet udstiller den råddenskab, der gennemsyrer det politiske system og underminerer almindelige menneskers tillid til det politiske etablissement. Det udmønter sig i undersøgelser, hvor kun 15% af amerikanere har tillid til regeringen.
Ingen løsninger indenfor kapitalismens rammer
Med voldsomme hudafskrabninger til det amerikanske politiske etablissement fik man altså, i form af den midlertidige finanslov, udsat katastrofen i lidt over en måned. Inden den nye deadline indtraf skulle en ny formand for Repræsentanternes Hus imidlertid vælges, da posten er nødvendigt for at ny lovgivning kan vedtages.
Efter stort ståhej lykkedes det at vælge en ny formand den 25. oktober i form af Mike Johnson. Det var kun muligt at vælge en ny formand inden den midlertidige finanslov udløb, fordi trumpisterne fik lov at sætte tonen, og resten af Republikanerne fulgte med. Mike Johnson, der er på højrefløjen af Det Republikanske Parti, blev således løftet op til den tredjemest magtfulde post i amerikansk politik. Han trådte oprindeligt ind på den nationale politiske scene sammen med Donald Trump i 2016 og har fulgt den tidligere præsident loyalt lige siden. Han var én af de mange republikanere i Repræsentanternes Hus, der stemte for at omstøde Præsidentvalget i 2020. Det er særligt relevant, fordi hans nye position også betyder, at han skal godkende vinderen af præsidentvalget i 2024, såfremt han bliver på posten indtil da.
Med Mike Johnson ved roret fik Repræsentanternes Hus også vedtaget en løsning på den potentielle katastrofale mangel på en finanslov. Denne gang blev løsningen (hvis man kan kalde den det) endnu en gang at vedtage en midlertidig lov, dele finansloven op i to bidder og udskyde vedtagelsen af disse til henholdsvis den 19. januar og den 2. februar. Med andre ord kan vi sige allerede nu, at USA kommer til at være foruden en endelig finanslov i minimum en tredjedel af det indeværende finansielle år og højst sandsynligt endnu længere.
Den 8. januar kunne man læse i diverse nyhedsmedier, at lederne fra begge de to store amerikanske partier i Senatet og Repræsentanternes Hus var blevet enige om en økonomisk ramme for finansloven. Dermed kommer man lidt tættere på en løsning inden den første deadline den 19. Januar, men der er langt i mål endnu. Aftalen skal både skrives og derefter vedtages i begge kamre, og der har allerede været rapporteret om uenigheder omkring, hvad de faktiske beløb er i den nye aftale. Samtidig insisterer trumpisterne på, at der ikke kan være tale om at vedtage en aftale, før demokraterne går med til at sætte en stopper for flygtningestrømme over den amerikansk-mexicanske grænse.
Selv hvis man lykkes med at lande en aftale på de to givne datoer, er der intet som tyder på, at det bliver nemmere at vedtage en ny finanslov til oktober. Det kan ende med at blive en endnu mere mudret og ødelæggende situation for det amerikanske politiske etablissement og amerikansk kapitalismes langsigtede stabilitet. På et tidspunkt, hvor landet ovenikøbet står midt i en præsidentvalgkamp og desuden kan se frem til at suspenderingen af gældsloftet udløber den 1. januar 2025.
Fjernt fra business as usual
Det kan være fristende at tænke, at “de ender jo altid med at finde ud af det”. Man har jo skulle hæve gældsloftet mange gange før, og der har været problemer med at få en finanslov igennem tidligere. Men disse gentagelser er ikke en garanti for det samme udfald. Hvert løft af gældsloftet betyder yderligere pres på økonomien gennem stadig stigende udgifter til den evigt voksende gæld. Hver gang man løser et problem, opstår der blot nye.
Krisen i det amerikanske politiske system er som en hydra, der gror to nye hoveder, hver gang man kapper et af. Intensiveringen i krisen betyder nu, at man udsætter den ønskede afkapning til næste måned, mens man lader de nye hoveder gro på livet løs. Etablissementets kortsigtede handlinger er ikke et spørgsmål om manglende vilje eller evne til at træffe mere eller mindre fornuftige politiske beslutninger. Det er resultatet af at skulle forvalte et kapitalistisk system i krise, hvor det er umuligt at finde langsigtede løsninger på de problemer, som den amerikanske stat står overfor. Det skaber den politisk krise og polarisering, og bringer elementer som Trump og Mike Johnson frem, som ikke er til at styre for den herskende klasse, og som derfor gør situationen stadig mere volatil.
En ting er imidlertid sikker, uanset hvad udfaldet bliver af finanslovsforhandlingerne i både januar, februar og oktober, præsidentvalget og deadline for gældsloftet: Dette er ikke business as usual. Krisen i det amerikanske politiske system er enorm, og den vokser konstant.
Hele situationen viser tydeligt kapitalismens fallit. Systemet er ikke i stand til at redde sig selv fra sine egne gentagne kriser, for slet ikke at tale om at levere et værdigt liv, til de mennesker der lever under det. Den eneste løsning er at tilintetgøre kapitalismen og bygge et andet system, der kan føre menneskeheden fremad mod en arbejderstat og en demokratisk planlagt økonomi.
