Den amerikanske regerings propagandakrig mod “terrorisme” går også ud på at aflede opmærksomheden fra den dramatiske økonomiske nedtur, der har ramt USA, og de alvorlige konsekvenser, det har for de amerikanske arbejdere. Rob Sewell tager et kig på situationen.
I følge de seneste tal har den amerikanske industri nu været i krise i en samlet længere periode end på noget andet tidspunkt efter den store depression i 1930erne. I oktober var der flere arbejdere, der mistede deres job (415.000) end i nogen anden måned siden maj 1980, og oplysninger fra fagforeningerne viser, at omkring 638.000 har mistet deres arbejde siden angrebet den elvte september. “Det store spring opad i denne måneds arbejdsløshedstal viser, at vi står ved en skillevej,” siger John Sweeney, formanden for fagforeningssammenslutningen AFL-CIO (American Federation of Labor – Congress of Industrial Organizations).
Husholdningernes opsparing er på et historisk lavpunkt, og der er mange, der allerede var i dyb gæld, før den økonomiske nedtur begyndte. Tallene viser, at den gennemsnitlige forbrugergæld er på 5.000$. Men gennemsnitstal skjuler ofte et langt værre billede. Når gælden vokser, og jobs forsvinder, er der flere og flere arbejdere, der må gå fra hus og hjem. I Chicago er antallet af hjemløse steget med 30%, og i forstæderne med 100%!
Arbejdsløse kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen. De brutale kontrareformer på velfærdsområdet, som Clinton introducerede i 1996 blev til at begynde med skjult af opsvinget, men nu begynder de at gøre ondt: der er mange, der ikke kan få tilstrækkelig understøttelse eller som slet ikke for nogen. I jordens rigeste land er der kun 39% af de arbejdsløse, der får understøttelse. Og antallet af arbejdsløse stiger dag for dag. Regeringens besked til dem er klar: “Find et job, eller find dig i at være sulten.” Som altid er det dem på bunden, der lider mest. Samtidig har Amerikas rige aldrig været rigere – det minder uhyggeligt meget om den klassepolarisering, der fandt sted i 1920erne op til den store depression.
For at gøre tingene endnu værre, så betyder USAs føderale opbygning, at der er forskel på undestøttelsens størrelse fra stat til stat. I Massachusetts var den på 477$ om ugen sidste år, mens den i sydlige stater som Alabama og Mississippi lå på 190$.
Folk, der bliver arbejdsløse, oplever store fald i indkomst – og har ikke længere råd til “luksus”-ting som f.eks. sygesikring. Der er ikke megen mulighed for at låne mere, så den kommende vinter ser trist ud for millioner af amerikanere.
“Det er ikke nok til at overleve for, ” siger arbejdsløse Edgardo Viray. “Jeg skal betale 300$ om måneden i husleje og 256$ i afdrag på bilen. Og når de daglige udgifter så kommer oveni, så kan det simpelthen ikke løbe rundt. Jeg bliver nødt til at finde et job med en god løn. Men det er svært, især nu hvor firmaerne ikke ansætter nogen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
Mange af fyringerne har fundet sted blandt folk, der i forvejen er dårligt betalte eller deltidsansatte, især indenfor servicefagene. “Jeg tror, der vil komme endnu en omgang fyringer til januar. Det ser ud til at blive meget værre end i den sidste økonomiske nedtur,” siger Henry Tamarin fra hotel- og restaurationspersonalets fagforening.
Hykleri
Mens præsidentens kære kone, iført det fineste tøj og de dyreste smykker, optræder på TV og protesterer imod de afghanske kvinders dårlige forhold, så bliver Amerikas fattige kvinder trådt ned i skidtet af hendes mand og hans rige støtter. Måske er “førstedamen” i sit hjem i det Hvide Hus eller på miilionær-ranchen i Texas ikke klar over, at den gennemsnitlige alder for hjemløse i USA er ni år – fordi der er så mange enlige mødre, der har måttet forlade deres boliger.
“Hvad med alle de børn, der bliver udsat for terror i form af fattigdom og sult?”, spørger John Donahue, der er leder af Chicagos Hjemløses Koalition – en organisation, som fru Bush sikkert aldrig har hørt om. De er blandt de fattige, der i følge Bush-administrationen ikke har gjort sig fortjent til hjælp, og som er blevet tilsmudset og marginaliseret af både republikanske og demokratiske politikere.
Det er altid dem på bunden af samfundet, der lider mest i en krise. “En af de ting, der holdt økonomien kørende, var, at så mange kvinder blev tvunget til at tage lavt-betalte jobs – til minimumslønninger, der ikke engang kan betale en husleje i nogen by i dette land. Og det er folk i den slags udsatte jobs, der er de første til at blive fyret”, fortsætter john Donahue.
Den brutale fart, fyringerne finder sted med, vækker også harme blandt fagforeningsfolk. Leslie Mayo, der repræsenterer kabinepersonalet i American Airlines, hvor 1.400 er blevet fyret, siger, at mindst 1.000 af dem fik meget lidt eller slet ingen økonomisk kompensation for den pludselige fyring. “De var ikke beskyttede, og nu har vi indklaget det”, siger hun.
Kurt Hanson, en ansat i Speea – en Seattle-baseret luftfartsfagforening – arbejder for at får arbejderne til at donere penge til at hjælpe de 30.000, der mister deres job her op til jul. De fleste af dem skal holde op i ugen, før juleferien begynder. Fagforeningen har foreslået dele-jobs, men det blev afvist af ledelsen. “Folk er ret vrede”, siger han. “Mange mener, at den elvte september bare bliver brugt som et dække for tiltag, som ledelsen ville have kommet med alligevel. Boeing har f.eks. tydeligt vist, at de ikke bekymrer sig om deres ansatte – ellers ville de ikke have fyret så mange i perioden mellem Thanksgiving og jul, hvilket er hvad de gør nu.”
Og dette er ikke noget isoleret tilfælde. Den herskende klasse prøver at smide hele krisens byrde over på arbejderklassens skuldre. Opsvinget er væk. De amerikanske arbejdsgivere er parate til at gå hårdt til værks. Mens de fører imperialistisk krig i udlandet, er de nu gået i gang med at føre klassekrig derhjemme. Lige så hensynsløse de er, når det gælder om at forsvare deres interesser udenlands, lige så ubarmhjertige vil de være, når de skal smadre de amerikanske arbejderes modstand.
Men den amerikanske arbejderklasse vil ikke bare lægge sig på ryggen og tage imod angrebene. Den har en rig militant tradition. Det er ikke noget tilfælde, at heltene fra elvte september – New Yorks brandfolk – sloges med uropoliti, da de fik at vide, at de skulle stoppe arbejdet med at grave deres døde kammerater fri. Selv om det måske i nogle tilfælde bliver med et amerikansk flag i hånden, vil den amerikanske arbejderklasse vise sin revolutionære iver i den stormfulde periode, der nu er begyndt i USA.
