1. maj har altid været et vigtigt symbol for den danske arbejderbevægelse, for fagforeningerne og arbejderpartierne. Det har været et symbol på arbejdernes kamp for højere levestandarder og demokratiske rettigheder såvel som på en stolthed over at have opbygget stærke organisationer til forsvar for alt, man har tilkæmpet sig. 1. maj har på mange måder været det sidste minde om fortidens storhed.

I mange år har toppen af den danske arbejderbevægelse afholdt sig fra massemobiliseringer. 1. maj – Arbejdernes Internationale Kampdag – plejede dog at være den ene undtagelse på året. Her blev ledere af fagforeninger og arbejderpartier tvunget væk fra deres lune kontorer og ud i virkeligheden, hvor de skulle stå overfor deres medlemmer.

Men sådan skulle det ikke være i år. Selvom butikker, barer og restauranter slår dørene op på stribe, og COVID-19-smitten forbliver ekstremt lav, så holder arbejderlederne fast: Forbliv passivt derhjemme foran skærmen.

1. maj blev skabt i kampen for arbejderklassens rettigheder. Hvis der er noget, som det er værd at gå på gaden for i år, så er det netop at kæmpe for vores rettigheder, som det ene sted efter det andet er under angreb. Overklassen har nemlig ikke siddet på hænderne under coronapandemien, men har derimod set sit snit til at underminere, hvad vi tidligere har tilkæmpet.

Angreb på angreb

Som vi har beskrevet igen og igen er arbejdsgiverne gået efter struben på vores organisering med fyringer af tillidsvalgte på den ene arbejdsplads efter den anden. Retten til at organisere sig med sine kolleger har været under heftig beskydning, lige siden corona udbrød.

En uorganiseret arbejdsplads er en gylden mulighed for, at arbejdsgiveren kan underminere løn- og arbejdsforhold. Læg til disse fyringer alle de steder, hvor arbejdsgiverne det sidste års tid har sat lønningerne ned og sat tempoet i vejret. En del af af den vigtigste arv hos den danske arbejderbevægelse har været retten til et arbejdsliv, hvor du ikke pukler dig selv til døde og bliver betalt nogenlunde ordentligt for det arbejde, du leverer. Alt dette bliver flere og flere steder rullet tilbage. På flere og flere arbejdspladser skulle man ikke tro, at vi befinder os i 2021, men i 1921.

På det offentlige område – som i årtier er blevet udsultet og “effektiviseret” – har arbejdsgiverne (det vil i sidste ende sige regeringen) brugt corona som undskyldning til at præsentere historisk dårlig lønstigninger, der meget vel kan betyde reallønstilbagegang i en situation med stigende priser. 

På den politiske front har vi ligeledes set, hvordan Christiansborg og statsapparatet har slået til. Indskrænkningen af demokratiske rettigheder er ikke kun blevet brugt for at begrænse COVID-19. Staten har brugt corona som undskyldning for at slå ned på politiske modstandere og for at tæmme og skræmme enhver opposition til den herskende politik uden for Christiansborg.

Vi har set det i forhold til Men In Black-demonstranter, som har fået ekstrem høje fængselsstraffe for “forbrydelser” såsom to års ubetinget fængsel for at tale til en demonstration, der udvikler sig voldeligt, eller anklager om højforræderi med en strafferamme på 13 år for at sætte ild til en dukke. Disse forbrydelser er trivialiteter, som normalt ville være blevet ignoreret. Et andet eksempel var, da politiet ransagede en kvindes hjem og beslaglagde hendes ejendele, fordi hun havde delt et screenshot af en nyhedsudsendelse på Facebook.

Hvad end man mener om dem, som repressionen er gået ud over, og hvad de står for politisk, så er det noget, hele arbejderbevægelse må sige klart fra overfor. Formålet fra statens side er nemlig at skræmme enhver opposition væk. Vi hører som politisk aktive dagligt, at flere overvejer en ekstra gang, inden de begiver sig ud i politisk aktivitet. For hvad er nu tilladt at sige og gøre til demonstrationer? Hvad må man dele på sociale medier?

Hvis overklassen blot får en lillefinger, og vi ikke siger fra, vil de ende med at rive hele armen af. Politikerne fortsætter allerede nu ned ad samme sti med Socialdemokratiets justitsminister Nick Hækkerups lovforslag om såkaldt tryghedsskabende opholdsforbud (L 189). Loven behandles i april og maj og inkluderer blandt andet:

»… at politiet får mulighed for at udstede et generelt forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, hvis en gruppe af personer udviser en utryghedsskabende adfærd i området.«

Undskyldningen for loven er, at det vil skabe øget tryghed i nattelivet. Men det ligger lige til højrebenet for politiet at bruge det mod demonstrationer, som de ønsker at opløse. Det er et helt groteskt angreb på forsamlingsfriheden.

Imens politikerne er rigtig gode til at underminere vores rettigheder, så fortsætter de med at gøre absolut ingenting, når det kommer til klima, udover at manipulere og lyve. Alt dette forsøges gemt af vejen ved konstant at oppiske en racistisk stemning, ført an af Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og resten af regeringen, der efterhånden har overhalet DF højre om.

Vi går på gaden 1. maj

Kort fortalt er denne 1. maj den vigtigste for arbejderbevægelsen i lang tid. Hvis ikke i år, hvornår skal vi så gå på gaden og forsvare vores rettigheder? Skal vi sidde og gemme os bag en skærm på kampdagen, mens store dele af samfundet er vendt tilbage til normalen? Ellers tak! Der er al mulig grund til, at fagforeningslederne strammer an og tager deres medlemmer seriøst. Organiseringsgraden i den danske arbejderklassen er faldet og faldet og er nu tæt på 50 %. Men det kan heller ikke komme som en overraskelse med de elendige overenskomster, som er blevet forhandlet hjem og anbefalet år efter og år.

Vi ved godt, at vi er en lille organisation i Revolutionære Socialister, og oprindeligt ventede vi sådan set også på, at de store organisationer i arbejderbevægelsen ville tage teten med at arrangere en demonstration til Arbejdernes Internationale Kampdag. Men intet skete.

Derfor har vi taget initiativet til at arrangere NOK ER NOK – 1. MAJ DEMONSTRATION fra Blågårds Plads til Fælledparken i København. Vi nægter at sidde og se passivt til, mens arbejdsgiverne går amok ude på arbejdspladserne, mens politikerne underminerer vores demokratiske rettigheder, smadrer miljø og klima og forsøger at splitte os med racistisk politik. Med vores beskedne ressourcer vil vi gøre vores for at bringe kampen tilbage i kampdagen.

Mød op til demonstrationen 1. maj. Det er på høje tid at vikle fanerne ud og vise, at vi ikke er nogen, der har tænkt sig at være passive tilskuere til den retning, som samfundet bevæger sig i.