Demonstration på Rådhuspladsen. Fotograf: RS.Socialdemokraternes racistiske politik slår det meste som højrefløjen kan hitte på i folketinget. Det er resultatet af, at partiet ikke kan levere på deres løfter om at forbedre leveforholdene for flertallet af danskere. Men som demonstrationerne i onsdags viste en snert af, så kan regeringen forvente massiv gademodstand mod deres reaktionære politik.

Efterhånden optræder Danmark ofte i internationale medier med den racistiske politik, der bliver ført af forskellige regeringer. Tidligere var det med sager som “smykkeloven”, hvor den danske stat stjal private ejendele fra flygtninge der kom til landet, og “burkaloven”, hvor statsmagten skulle bestemme hvilket tøj du måtte og ikke måtte gå i. Det var tidligere det nationalkonservative Dansk Folkeparti, der var bannerfører for den racistiske politik som blev vedtaget i Folketinget. Men de er nu blevet overhalet højre om af Socialdemokratiet med Mette Frederiksen for bordenden.

Danmark har nu igen ramt overskrifterne i internationale medier med den socialdemokratiske regerings beslutning om at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Men det affødte også en reaktion på gadeplan. Onsdag den 19. maj gik folk på gaden i 25 byer i landet til støtte for de syriske flygtninge. Demonstrationen i København var stor med flere tusinder deltagere og det er mange år siden, at der har været så mange simultane demonstrationer over hele landet på én gang. 

Til demonstrationerne var der en virkelig god energi. Omkring 10.000 gik på gaden over hele landet. Den vrede som unge og arbejdere har siddet med derhjemme foran computerskærmen det sidste år har de nu mulighed for at forløst noget af, nu hvor det er muligt at gå på gaden igen. I Revolutionære Socialister deltog vi naturligvis og selvom vi havde trykt ekstra mange eksemplarer af vores avis Revolution, så blev den revet væk, på trods af avisens radikale navn. Mange unge vi mødte var mere end friske på at blive involveret i revolutionær politik.

En lille gruppe fascistiske provokatører havde taget opstilling ved yderkanten og begyndte ved demonstrationens start at råbe ind i en megafon. Her var ikke behov for en gruppe specialtrænede anti-fascister for at tage sig af det. Der gik nemlig ikke mange sekunder før omkring 50 deltagere fra demonstrationen omringede fascisterne og fysisk pressede dem væk, så de blev nødt til at tage halen mellem benene og søge beskyttelse hos politiet.

Demonstrationerne var et modsvar på Mette Frederiksens og regeringens beslutning om, at ca. 500 syriske flygtninge ikke længere kan opnå opholdstilladelse og derfor skal sendes hjem til fængslinger, tortur og død. Regeringen bygger sin beslutning på en rapport der er udfærdiget af Udlændingestyrelsen og som konkluderer, at forholdene i Syrien er sikre nok. Men efter rapporten er blevet udgivet har 11 ud af 12 af de kilder som rapporten bygger på taget afstand fra rapportens indhold og konklusioner. Den eneste af kilderne som stadig støtter rapporten er den syriske general fra Assad-regimet, Naji Numeir, leder af Syriens immigrationsmyndigheder.

Danske politikere forsøger altid at fremstille dem selv som humanister, demokratiets forkæmpere og Danmark som civilisationens højborg. Men disse politikere har intet problem med at sende flygtninge tilbage til et borgerkrigshærget Syrien, som de selv samme politikere har været med til at bombe, eller oprette lejre i Rwanda, hvor der har været rapporter om flygtninge der “forsvinder” eller bliver solgt til slavehandel. Politikerne forsøger at fremstå anstændige i deres pæne, dyre jakkesæt, men sandheden er, at de med deres hykleriske politik står i uskyldige menneskers blod til halsen. 

Udvisningen af de syriske flygtninge er blot den seneste sag i en række af fremmedfjendske tiltag. At den racistiske politik og udmeldinger fra regeringen optrappes nu er ikke tilfældigt. Før pandemien ramte havde Mette Frederiksen skabt store forventninger til, at en socialdemokratisk regering denne gang ville blive noget helt andet. Corona gav regeringen en midlertidig pause fra disse forventninger, men nu hvor pandemien er trukket i baggrunden bliver det svært at finde på nye undskyldninger.

Lært af forgængere

Sidste gang Socialdemokratiet havde regeringsmagten var i 2011-15 under Helle Thorning-Schmidt. Her blev ført nøjagtig den samme nedskæringspolitik, hvis ikke værre, end hvad de borgerlige regeringer havde ført før hende. Dette miskrediterede i høj grad partiet og også regeringspartneren Socialistisk Folkeparti (SF), som blev så miskrediteret at de måtte træde ud af regeringen.

De to største venstrefløjspartier havde netop brugt regeringsperioden på at angribe arbejderklassen, ungdommen og velfærden, og tabte valget i 2015. Dansk Folkeparti gik til gengæld massivt frem med over 20 % af stemmerne. Hvorfor? 

Arbejderpartierne havde mistet tilliden blandt mange. Ulige de andre partier i folketinget anerkendte Dansk Folkeparti: “Ja, I har ret, der er store af problemer i samfundet.” Dansk Folkeparti havde også en klar årsag og løsning til problemerne: “Det er mennesker med mørkere hud, og hvis vi får færre af dem, får smidt flere ud, så bliver tingene bedre.” Det er klart, at det hverken var en sand årsag eller løsning, men i modsætning til de andre partier gav de et konkret bud på en løsning.

Efter den misser kiggede de danske socialdemokrater sig rundt om i Europa og kunne godt regne ud, at hvis de forsøgte sig med en lignende Helle Thorning-regering igen, så kunne de nemt ende som deres søsterpartier i Frankrig, Grækenland, Holland og Tyskland, som har set deres stemmeandel kollapse.

Regeringen har levet højt på corona 

Da Mette Frederiksen blev valgt som ny partiformand for Socialdemokratiet lavede hun derfor en mindre omvæltning i partiet og udstak en ny politisk retning. Først og fremmest kunne partiet ikke længere være med til at implementere store nedskæringprogrammer på velfærden, altså uddannelserne, sundhedsvæsenet, daginstitutionerne, osv. De blev nødt til at fremstå som om, at de ikke blot vil bevare, men også udvide velfærden. 

For det andet skulle Socialdemokraterne ikke blot kopiere Dansk Folkeparti og følge med højrefløjen i den såkaldte udlændingepolitik, men nu sætte standarden for hvor yderliggående og racistisk politikken kunne blive. Ræsonnementet var, at Socialdemokratiet kun kunne vinde vælgere ved at være hårdere end højrefløjen imod de udpegede syndebukke, som får skylden for alverdens problemer: indvandrere, flygtninge og muslimer. En del af den nye to-benede taktik fra Socialdemokratiet var at blive bedre end højrefløjen til at oppiske fremmedhad og bruge racisme til at skabe frygt for “islam”, “horder af flygtninge”, osv. Mette Frederiksen har lagt en ny kurs for Socialdemokratiet; færre nedskæringer og mere racisme. Foto: News Oresund

Partiet fik regeringsmagten ved valget i 2019 og Socialdemokratiet kunne ikke tro deres eget held da corona brød ud. Pandemien passede som fod i hose med deres politiske fortælling om, at samfundet var blevet “utrygt” og der var behov for en socialdemokratisk superstat til at beskytte os alle. En socialdemokratisk superstat, som nu helt legitimt lavede indgreb i vores frihedsrettigheder som indtil da var utænkelige. 

Allerede inden corona lukkede de et medie, Radio 24/7, som de ikke brød sig om. Men efterfølgende blev det kun vildere. Strafferammen blev fordoblet for lovovertrædelser der blev karakteriseret som corona-relateret, som er blevet brugt til at slå hårdt ned på folk der har protesteret imod regeringen.  Den socialdemokratiske justitsminister Nick Hækkerup, talte for flere overvågningskamera med argumentet om at: »Med overvågning stiger friheden.« I forlængelse heraf foregår lige nu forhandlinger om loven om såkaldte tryghedsskabende opholdsforbud, som giver politiet kæmpe beføjelser til at begrænse forsamlingsfriheden. Vi blev alle klienter i et socialdemokratisk formynderisk spindelvæv, som greb mere og mere om sig, hvor staten bestemte hvor du måtte opholde dig, om du måtte komme i skolen, hvor mange du må være sammen med, hvad du må købe hvornår, osv. 

Det var en kvælende fornemmelse, især for unge, men som blev accepteret på grund af pandemien, hvor der i befolkningen har været bred konsensus om, at strengere politisk styring og kontrol var nødvendig for at komme af med pandemien. 

En af årsagerne til at corona har ramt Danmark relativt mildt sammenlignet med andre lande er uden tvivl også, at regeringen lukkede landet ned hurtigt efter pandemien brød ud og den efterfølgende udrullede massetestning af befolkning. Mette Frederiksen har levet højt på coronahåndteringen, som gav hende en høj autoritet. Det svækkede samtidig de borgerlige oppositionspartier, hvor der i forvejen var total kaos, og også regeringens støttepartier, herunder venstrefløjen i form af Enhedslisten og SF, som har været blide som lam. 

Regeringen har desuden været velsignet med en lav statsgæld ved begyndelsen af COVID-19-udbruddet. Det betød, at den kunne kaste om sig med penge til lønkompensation til virksomhederne, lønne de offentlige ansatte og holde hånden under de små virksomhedsejere, så gælden i 2020 “kun” er steget med 13 procentpoint til 46,3 % af BNP. 

Kombinationen af heldige omstændigheder for regeringen har slået igennem i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet har ligget stabilt over 30 % af stemmerne. Sidste gang partiet fik så stor andel af stemmerne var ved valget i 1998. De kortsigtede danske politiske kommentatorer har da også allerede slået fast, at vi nu står i begyndelsen af et socialdemokratisk tusindårsrige og at en valgsejr ved næste folketingsvalg er garanteret.

Ophobede forventninger og frustrationer

 Men Mette Frederiksen og hendes inderkreds ved udmærket, at en stor del af deres opbakning er pustet op af corona. Historien har flere gange vist hvordan regeringsledere er blevet enormt populære for succesfuldt at håndtere samfundskriser, men at deres opbakning opfølgende skvatter sammen, da de bliver personificeringen af disse kriser og de ikke formår at tage hånd om de problemer som ellers hersker.

For regeringen blev valgt på løfter om, at den denne gang ville blive anderledes. At årtiers nedskæringer ville blive udskiftet med en “classic” socialdemokratisk regering, hvor velfærden blev udvidet og der blev taget hånd om de problemer som arbejdere og unge står med til hverdag. Venstrefløjen tiljublede valget af den nye regering og dens politiske grundlag, som de selv var med til udarbejde, hvor der på papiret var et meget højt ambitionsniveau i forhold til den grønne omstilling. Dette gjorde næppe forventningsniveauet lavere hos dem der så til regeringen.

Corona satte disse forventninger på pause. Men allerede nu kan arbejdere og unge godt gennemskue, at regeringen ikke kommer til at levere. Inden pandemien blev regeringens famøse “Arne-pensionsreform” gennemført, som skulle sikre lavere pension for de mest nedslidte, men hvor det er tydeligt, at det blot var et skalkeskjul for at regeringen stemte for at hæve den generelle pensionsalder FOR ALLE. På nuværende tidspunkt er socialdemokraterne larmende stille om hvilke andre velfærdsforbedringer de vil levere.

I forhold til klimaområdet har regeringen, som blev valgt til et folketingsvalg der blev døbt det “grønneste valg nogensinde”, ikke gjort andet end at producere syltekrukker og satse på, at ny teknologi vil klare klimaforandringerne ude i den uvisse fremtid.

Pandemien forsvinder og højintensiv racisme vender tilbage

Alle disse ting og mere til har skabt frustrationer som unge og arbejdere nu har siddet alene med i ét år foran computerskærmen og som kun er blevet større. Det ved regeringen godt og de er bange for hvad det kan resultere i, nu hvor corona ikke længere kan bruges som lynafleder.

Mette Frederiksen er derfor gået tilbage til sin oprindelig game plan. På den ene side er hun villige til at strække den offentlige saldo til det yderste for at undgå at skulle lave tydelige direkte nedskæringer. På den anden side skruer regeringen helt op for den racistiske retorik og politik mod indvandrere, flygtninge, muslimer og brune mennesker i det hele taget, for at distrahere arbejdere og unge fra de reelle problemer i samfundet. Det er derfor ingen tilfældighed, at vi har set en optrapning i de fremmedfjendske udmeldinger fra regeringen i de sidste måneder, efter corona-vaccinationsprogrammet for alvor er begyndt.

Og regeringen har ikke ligget på den lade side. Indtil for nogle få dage siden nægtede regeringen at tage kvinder og børn, som er danske statsborgere, hjem fra fangelejrene i Syrien. De ville hellere lade små 4-årige børn med PTSD rådne op end at slække på den “stramme udlændingepolitik”. Nu har regeringen så valgt at tage en gruppe af dem hjem for at retsforfølge kvinderne for at have støttet Islamisk Stat, mens de lader de andre blive.

En anden sag som regeringen har slået sig op på, er at bestikke fattigere lande til at tage imod flygtninge, som ankommer til den danske grænser for at søge asyl. Flere ministre har således været på besøg i Rwanda for at diskutere med landets regering hvorvidt det er muligt at oprette modtagecenter for flygtninge der ankommer til Danmark. 

Selvom der endnu intet konkret er kommet ud af disse diskussioner, så er det racistiske signal fra socialdemokraterne krystalklart: Brune mennesker, selvom de er på flugt, skal ikke befinde sig på dansk jord, heller ikke mens deres sag bliver behandlet. Det er heller ikke udelukket, at det faktisk bliver konkret udmøntet i fremtiden. Især fordi Israel tidligere har haft et lignende samarbejde med Rwanda, hvor den israelske stat betalt Rwanda 5.000 dollars per asylansøger de modtog. De asylansøgere som ikke frivilligt ville tage til Rwanda blev sat i fængsel og dem som endte i Rwanda blev presset til at forlade landet igen af myndighederne. Samarbejdet var så suspekt, at de israelske myndigheder blev nødt til at stoppe det igen i 2018.

Derudover opretholder og overvejer regeringen at skærpe den såkaldte ghettolov. Her fremtræder racismen mere direkte i selve lovteksten. Her står det beskrevet, at det afgørende kriterium for om et alment boligområde kan komme på listen, enten som “ghetto” eller som “hård ghetto”, afgøres blandt andet af om mere end 50 % af beboerne har såkaldt “ikke-vestlig baggrund”. Konsekvensen bliver, at de billige almene boliger i storbyerne rives ned eller sælges til private. Med andre ord: Hvis flertallet af beboerne er for mørke i huden skal en stor del tvinges ud af de almene boligområder. For at undgå at komme på dødslisten, så skal boligselskaberne udelukke de uønskede elementer – de ikke-vestlige indvandrere – når folk søger om bolig. Det betyder en etnisk sortering: Er du hvid, så kan du få en billig almen bolig. Hvis du er brun kan du skride. Det kommer nemt til at minde om apartheid-lovgivning. 

Regeringen tager fejl, hvis de tro unge og arbejdere vil acceptere deres racistiske angreb uden modstand. Foto: RS

Kampen vender tilbage til gaden

Når den socialdemokratiske regering ikke kan levere på sine løfter og udvikle samfundet, så kan vi ikke forvente andet end, at de vil fortsætte med at optrappe racismen. Den xenofobiske logik tilskriver, at udmeldingerne fra regeringen hele tiden skal blive vildere for at blive ved med at have en chokeffekt som kan tage fokus. 

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at en af Socialdemokratiets mad dog, udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund, for nyligt lavede et opslag på Facebook hvor han indirekte sammenlignede udlændinge med ukrudt. For få år siden ville det være en melding som man kun kunne forvente fra det yderste højre. Nu er det almindelig socialdemokratisk retorik.

Men selvom racismen i en begrænset periode kan være yderst effektiv til at distrahere, så vil de reelle sociale og materielle problemer slå igennem før eller siden. Danske politikere har ført en racistisk udlændingepolitik i 20 år, hvor alle problemer er blevet tilskrevet indvandrere og muslimer. Ifølge deres egen logik burde denne udlændingepolitik have været med til at løse problemerne. Men er tingene blevet bedre for arbejdere og unge? Nej, tværtimod er de kun blevet værre.

Vi ser med åbningen af samfundet hvordan racismen fra overklassen og dens politikere ikke kun er med til at distrahere fra de reelle problemer, men, som med demonstrationerne i onsdags, får tusinder, især unge, til at gå på gaden over hele landet. Det kan blive farligt for regeringen. Når unge sætter en præcedens med, at store demonstrationer kan begynde at rykke den politiske dagsorden kan det blive en inspiration for arbejderklassen, som kan presse regeringen endnu mere.

Der hersker en enorm vrede, særligt blandt unge mennesker. Disse demonstrationer var blot en snert af hvad vi kan forvente i fremtiden. Hvis Mette Frederiksen og hendes ministre tror, at racistisk politik er garant for, at de kan sove roligt om natten, så kan de tro om igen. Med åbningen af samfundet vil klassekampen i Danmark før eller siden tage til igen, og den racistiske stemning som regeringen oppisker vil fordampede op i den blå luft.