pensionsplakatRegeringens Arne-udspil er kompliceret. Og det spiller gamle arbejdere ud imod unge, offentligt ansatte ud mod privatansatte og mænd mod kvinder. Altsammen bidrager det til at fjerne fokus fra, at regeringen ønsker at hæve den generelle pensionsalder til at blive verdens højeste.

Mette Frederiksen lovede i 2019, at nedslidte arbejdere skulle kunne trække sig tilbage efter »mere end 40 år på arbejdsmarkedet«. De gik til valg på idéen om en værdig tilbagetrækning for de mest nedslidte arbejdere. Hvordan hænger det løfte sammen med det nye udspil?

Regeringen forventer, at mellem 6-10.000 personer om året vil kunne gå tidligere på pension end deres kollegaer de næste år (i en alder af; 64 år). Det er mennesker, der for størstedelens vedkommende kunne være gået på efterløn. De får en fordel, idet den nye ydelse ikke modregnes arbejdsmarkedspension, som det er tilfældet med efterlønnen. For disse 6-10.000 arbejdere vil udspillet opleves som en forbedring. Så langt så godt.;

Men i det lidt længere perspektiv, for de generationer der er 50 år eller yngre, er retten til tidlig pension i realiteten en ret til en mindre sen pension – og kun for et lille mindretal. Lad os kigge nærmere på udspillet:

Ifølge regeringens udspil kan du gå på tidligere på pension, alt efter hvor mange år du har været på arbejdsmarkedet, når du fylder 61 år:;

44 år på arbejdsmarkedet giver ret til at gå 3 år tidligere på pension. Det vil sige, at du skal have været på arbejdsmarkedet, siden du var 17 år.43 år på arbejdsmarkedet giver ret til at gå 2 år tidligere på pension. Det vil sige, at du skal have været på arbejdsmarkedet, siden du var 18 år.42 år på arbejdsmarkedet giver ret til at gå 1 år tidligere på pension. Det vil sige, at du skal have været på arbejdsmarkedet, siden du var 19 år.;

Denne model har en række konsekvenser og udelukker mange grupper. Lad os starte med at udelukke langt de fleste pædagoger, sygeplejersker osv., som er uddannet efter 1990, og som skulle gennemgå en gymnasial uddannelse, inden de startede på deres uddannelse. De var over 19 år, da de ramte arbejdsmarkedet, og kan altså ikke få ret til tidlig pension men må følge den generelle pensionsalder.

Men hvad så med de arbejdere, der kan opnå retten? Regeringen fremstiller det som om, at nedslidte arbejdere med “Arne-udspillet” kan gå på pension efter godt og vel 40 år på arbejdsmarkedet, som der var lagt op til i Socialdemokratiets udspil fra 2019 – og sådan som de fleste vælgere forstod Mette Frederiksens valgløfter. For at få det til at lyde som om, at de leverer, har regeringen sat det punkt, hvorfra man opgør, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, til 61 år, selv om pensionsalderen i dag er 68 år. Manipulationsmetoden er simpel: Statsministeren rykker mållinjen for at tilpasse tallene til fortællingen om »40 år på arbejdsmarkedet«, mens det i realiteten nærmere er 50 år eller længere. Særlig slemt bliver det for de arbejdere, der er unge i dag, og som vil blive ramt af en overordentlig høj pensionsalder. For den tidligere tilbagetrækning er nemlig relativ i forhold til den til enhver tid gældende pensionsalder.

Vi kan tage et eksempel: En ung murerarbejdsmand, som i dag er 24 år, har arbejdet siden han var 17 år. Velfærdsforliget (som vi kommer tilbage til) betyder, at hans generations pensionsalder er 74 år. Heldigvis kan vor murerarbejdsmand få hjælp fra regeringens Arne-udspil. Som 61-årig har han nemlig været på arbejdsmarkedet i 43 år, og på grund af trappemodellen i udspillet, kan han trække sig 3 år tidligere tilbage end de af hans kollegaer, der var tre år ældre, da de trådte ind på arbejdsmarkedet. Med Mette Frederiksens udspil får han lov til at trække sig tilbage som 71-årig. Han kommer derfor ikke til at have været 40 eller 43 år på arbejdsmarkedet men 54 år. Er det tidlig tilbagetrækning for nedslidte arbejdere?

Ifølge oplysninger fra Socialdemokratiet er den forventede levealder for føromtalte murerarbejdsmand og andre ufaglærte mænd, der er omkring de 30 år i dag, 76 år. Med regeringens udspil kan han altså forvente at leve det søde pensionistliv i ca. 5 år, før han gennemsnitligt forventes at dø. Hans kollegaer, der først startede som 20 årige, kan få 2 år på pension i live. Vi skal arbejde til vi dør.

Stigende pensionsalder

Det er umuligt at forstå, hvor lille betydning Arne-udspillet får, uden at kigge på Velfærdsforliget. På grund af Velfærdsforliget skal politikerne her til efteråret igen hæve den generelle pensionsalder og denne gang til 69 år. Velfærdsforliget var en stor reform, som blev gennemført i 2006 af den borgerlige Venstre/Konservative-regering med stemmer fra Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne. Forligspartierne og altså også Socialdemokratiet har således bundet sig til at fortsætte med at hæve pensionsalderen i fremtiden, og det vil give Danmark verdens højeste pensionsalder.

Præmissen bag reformen var den såkaldte ældrebyrde: at der kom flere pensionister og færre aktive på arbejdsmarkedet. Derfor, måtte man forstå, var den eneste løsning, at arbejderklassen skulle bruge flere år af deres liv på arbejdsmarkedet for at »øge arbejdsudbuddet«.;

Hvad betyder det at øge arbejdsudbuddet? Det betyder ikke, at der kommer flere i arbejde. Det betyder, at der er flere om arbejdet. Men finansministeriets regnemodeller siger, at hvis du kaster flere arbejdere ind på arbejdsmarkedet øges vores interne konkurrence, og prisen på arbejdskraft (vores lønninger) falder. Dette skulle ifølge deres teorier få kapitalisterne til at øjne profit og få dem til at investere og oprette flere arbejdspladser. Med andre ord er deres løsning på ældrebyrden at sænke arbejderklassens lønninger. Og her er stigende pensionsalder ét af værktøjerne. Problemet er bare, at de brede masser i sidste ende også udgør det marked, kapitalisterne skal afsætte deres varer på, et marked der allerede er mættet. Markedet er begrænset af det faktum, at arbejderklassen kun får udbetalt en brøkdel af den værdi, som den producerer i løn. Og den brøkdel bliver kun mindre, når arbejdsudbuddet øges. Så selvom et øget arbejdsudbud ganske rigtigt hæver profitraten, fjerner det altså på ingen måde de fundamentale modsætninger i kapitalismen. Men tilbage til Velfærdsforliget:

Velfærdsforliget blev i 2006 mødt af stor modstand fra fagforeninger og studenterorganisationer, som blandt andet mobiliserede til en demonstration med over 100.000 deltagere. Men reformen blev dog vedtaget. Indtil da havde den generelle pensionsalder ligget på 65 år, og det var muligt at gå på efterløn fra man fyldte 60 år. Vi gentager: Den reelle tilbagetrækningsalder var 60 år. Dette blev smadret af Velfærdsforliget, som indebar en løbende opregulering af den generelle pensionsalder i takt med den stigende levealder. Samtidig forringede forliget efterlønnen, der senere blev fuldstændig undergravet med Tilbagetrækningsreformen i 2011, og den er derfor fuldstændig ubrugelig for langt de fleste i dag. Herunder er der en oversigt over, hvordan pensionsalderen forventes at stige:

Anmærkning 2020 09 08 123028*Folkepensionsalderen fra 2035 er skøn, og skal først vedtages af Folketinget. Tabel: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (2019). Folkepensionsalderen nu og fremover. Hentet d. 26.08.20 fra www.star.dk/ydelser/pension-og-efterloen/folkepension-og-foertidspension/folkepension/folkepensionsalderen-nu-og-fremover/.

 

Velfærdsforliget har været afgørende for at presse arbejderklassen herhjemme og holde sig konkurrencedygtig på verdensmarkedet. Derfor har Velfærdsforliget også været det underliggende økonomiske fundament for enhver regering lige siden dets vedtagelse.;

Afledning og splittelse

Det er svært at se ‘Arnes-pension’ som andet end en manøvre for at aflede opmærksomheden fra det faktum, at regeringen til efteråret endnu engang vil stemme for at hæve pensionsalderen på grund af Velfærdsforliget. Ved at give en minimal indrømmelse til en lille gruppe de næste år vil regeringen splitte arbejderklassen med det udtrykkelige formål at bevare Velfærdsforliget for at sikre, at den generelle pensionsalder for alle fortsat skal stige.;

Således skrev statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en samlet kronik i Avisen Danmark med titlen “Retten til tidlig pension er en kamp for retfærdighed” så sent som den 16. august i år, at »...[pensionsudspillet] handler også om danskernes opbakning til Velfærdsaftalens princip om, at når vi lever længere, skal vi også arbejde længere.« Ja, tak skal du have!

Et af de vigtigste formål med Arne-udspillet er at opdele, splitte og skabe interne konflikter i arbejderklassen. Det gør regeringen ved at give nogle få krummer til den lille gruppe arbejdere, som udspillet kommer til at omfatte, og sætte dem på en piedestal med følgende logik: »I fik ikke nogen uddannelse ligesom DE ANDRE! I har knoklet hele livet modsat DEM! I har opbygget det velfærdssamfund, som alle DE ANDRE nyder godt af!«;

Regeringen sætter på denne måde et modsætningsforhold op mellem forskellige dele af arbejderklassen, som ingen bund har i virkeligheden, med det formål at undgå at snakke om hele arbejderklassens samlede interesser. F.eks. kommer det til at være nemmere for nogle arbejdere fra dele af det private arbejdsmarked at få tidligere tilbagetrækning, end for arbejdere i det offentlige. Grupper som sygeplejersker og pædagoger, som er uddannet efter 1990 og som har en høj koncentration af kvinder, kan se langt efter en ret til tidligere tilbagetrækning. På trods af, at nedslidningen her er massiv. Man behøver bare prøve at forestille sig at bære rundt på 3,4 vuggestuebørn (hvilket ifølge BUPL var normeringstallet fra 2018 for vuggestuebørn ml. 0-2 år), fuldtid, efter man har rundet de 70 år, for at indse det åbenlyst uretfærdige i ordningen, ligesom det gælder for mange andre grupper, der heller ikke tages med. Som det fremgår, kan udspillet ikke undgå at spille forskellige grupper af arbejdere ud mod hinanden i en diskussion om, hvem der har det hårdeste arbejde. Imens gnider regeringen sig i hænderne over, at det ikke er dem og deres Velfærdsforlig, der står for skud.

Men udspillet splitter ikke kun mellem fag, generationer og køn. Også over etniske linjer forsøger regeringen at sætte en kile ind i arbejderklassens største styrke: dens enhed. Finansministeren gjorde det således klart, at de få tusinder, man forventer rent faktisk vil trække sig fra arbejdsstyrken de næste år som følge af denne nye ret, skal modsvares af øget arbejdsudbud et andet sted. Hvordan vil regeringen finde disse arbejdere? Til regeringens pressemøde om udspillet lagde Nicolai Wammen, naturligvis, fristes man til at sige, op til, at det var arbejdere med indvandrerbaggrund, der skulle have med pisken. De politiske effekter af udspillet er med andre ord dybt reaktionære.

Ret til pension som 60-årig!

Så længe Velfærdsforliget består, er regeringens pensions-udspil intet andet end en narresut. Drop ideen om en differentieret pensionsalder og skrot i stedet Velfærdsforliget. En generelt stigende pensionsalder kan på ingen måde accepteres. Både 70 år, som SF vil det, og det nuværende pensionsniveau på 68 år, som Enhedslisten vil fastholde, er alt for højt. Vi vil ikke arbejde til vi dør, og vi kræver, at pensionsalderen bliver sat drastisk ned – for alle.

Pension som 60-årig burde være en ret for alle, ikke blot de få heldige i overklassen med private, forgyldte pensionsordninger. Borgerlige kommentatorer vil affeje en tilbagetrækningsalder på 60 år som vanvid. Men efterlønnen, der blev indført i 1979 og gjaldt fra det 60. år, gjorde, at netop den tilbagetrækningsalder var realiteten for mange arbejdere. Men selv dette kan den syge kapitalisme ikke imødekomme. Efterlønnen blev afmonteret. Først angrebet af Socialdemokraterne under Poul Nyrup i 1998. Siden yderligere forringet i 2006 af alle de selverklærede ansvarlige partier og de facto afskaffet fremadrettet under Helle Thorning i 2011. Ret til pension ved det 60. leveår er på ingen måde vanvittigt. Vanviddet er at blive ved med at hæve pensionsalderen og køre arbejderklassen helt ned til sokkeholderne samtidig med, at en ny, dyb økonomisk krise har accelereret arbejdsløsheden, og hundredtusindvis af mennesker står uden arbejde.

Giv arbejdet til dem, der mangler! Brandbeskat overklassens formue og arv! Sådan kan vi begynde at finde penge til at give hele arbejderklassen en værdig alderdom. Men så længe kapitalismen får lov at bestå, skal vi kun leve for at arbejde.;

Alene når økonomien tages ud af hænderne på den lille privilegerede elite af kapitalejere og sættes under samfundets ejerskab og arbejderklassens demokratiske kontrol, er vi for bestandigt sikret et værdigt liv efter arbejdet. Hvis det ikke var snævre profithensyn men derimod flertallets behov, der bestemte samfundets udvikling, så ville vi blive herrer over arbejdet, i stedet for at arbejdet er herre over os. Vi kunne udrydde arbejdsløshed, sænke arbejdstiden og fjerne massevis af unødvendigt arbejde. Både ved at fjerne ligegyldige brancher og jobs, indenfor reklame- og finansverden, der kunstigt bliver opretholdt og parasitisk suger liv ud af den produktive del af samfundet. Men også ved massive investeringer i produktionen, der kunne lade maskiner overtage arbejde, som i dag bliver udført af mennesker. Arbejdsmængden ville reduceres drastisk og det resterende arbejde kunne fordeles mellem alle samfundets medlemmer, så ingen skulle dø af hverken stress, overbelastning eller nedslidning.

Højere pensionsalder er hverken uundgåeligt eller nødvendigt. Det er et værktøj kapitalistklassen bruger til forsøge at redde deres socio-økonomiske system, som falder mere og mere fra hinanden, og som hiver os alle sammen med ned. Et garanteret værdigt liv for arbejderklassen i alderdommen får vi først, når kapitalismen er lagt i graven.

Skrot Velfærdsforliget!

Ret til pension fra 60 år!

Giv arbejdet til de arbejdsløse!

Beskat overklassens formuer og arv!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.