Sent tirsdag erklærede den peruvianske præsident Alejandro Toledo en 30-dages undtagelsestilstand, hvor landets sikkerhed vil være i hænderne på militæret i tolv af landets provinser. Det er anden gang, at han erklærer landet i undtagelsestilstand på mindre end et år. Dette var den peruvianske regerings svar på de voksende sociale spændinger i landet. En bølge af strejker har ramt landet i løbet af de sidste to uger med flere og flere deltagende arbejdere. Under valgkampen i 2001 lovede Toledo demagogisk at fordoble arbejdernes lønninger, hvis han kom til magten. Toledo havde også lovet aldrig at sælge ud af statsejede forsyningsselskaber. Han lovede jobs, velstand og en tilbagevenden til “ægte demokrati”.
På baggrund af denne populistiske demagogi var han i stand til at tage magten, efter at en massebevægelse havde afsat Fujimoris diktatoriske anti-arbejderklasse-regering. Arbejderne i Peru afviste Fujimori og stemte for det, de så som en kraft, der gik mod privatiseringer og forsvarede arbejdernes levestandard. I stedet fik de præcis det modsatte af det, de havde stemt for. Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, som ved noget om Toledos baggrund. Han er en USA-trænet, tidligere rådgiver for Verdensbanken! Så det var som ulven, der blev sat til at passe på fårene.
Allerede i juli sidste år var der voldsomme gadeprotester i Arequipa i den sydlige del af landet. Protesterne gjaldt de foreslåede planer om at privatisere to statsdrevne virksomheder i området. Toledo svarede med at erklære en 30-dages undtagelsestilstand. Dette var blot på baggrund af en lokal konflikt. Siden da har tingene udviklet sig, og nu gengælder hele Perus arbejdere de mange angreb. Især lærerne har iværksat daglige protester over hele landet til støtte for deres krav. Deres protest har spredt sig og er begyndt at påvirke andre sektorer.
Lærernes strejke
Lærere organiseret i fagforeningen SUTEP har været ude i strejke to uger, forud for undtagelsestilstands-erklæringen, og de kræver en lønforhøjelse på $60 til en gennemsnitlig løn på $200, og mandag i denne uge gik bønder i forskellige dele af landet med i strejken. Som en del af protesterne har strejkende landarbejdere sat 35 vejafspærringer op langs den såkaldte pan-amerikanske motorvej. I tirsdags spredte strejken sig til otte hospitaler og tusinder af sundhedscentre – der deltog 35.000 læger og sygeplejersker med krav om lønstigninger. Arbejderne ved retsinstanserne har også været i strejke i ti dage. Formålet med nødstilstanden er at fjerne vejafspærringerne, stoppe strejkerne blandt landarbejderne og genåbne skolerne. Uddannelsesminister Gerardo Ayzanoa erklærede øjeblikkeligt lærernes strejke for ulovlig.
Meget interessant er det, at noget af det, der var vigtigst for Toledo i hans første udtalelse, var beskyttelse af “offentlige og private investeringer i landet”. Han udtalte, at folks rettigheder måtte beskyttes – deriblandt “retten til at gå på arbej-de” – derved ignorerede han selvfølgelig fuldstændigt, at han ved at erklære undtagelsestilstand har frataget folk en af de mest fundamentale rettigheder, nemlig retten til at strejke! Undtagelsestilstanden betyder, at præsidenten har ret til at suspendere eller begrænse den individuelle frihed. Militæret vil have ret til at gennemsøge alles huse, og retten til at forsamles kan enten begrænses eller fuldstændig suspenderes. Dette betyder, at præsidenten i realiteten har diktatorisk magt. Derfor er det da også yderst interessant, at præsidenten har indkaldt forretningsfolk og ejerne af massemedierne (aviser og tv) til et møde for at diskutere, hvad der skal gøres.
Firmaledelserne bakker selvfølgelig undtagelsestilstanden fuldstændigt op. Det er i deres interesse, at den er blevet erklæret. Og ifølge Allan Wagner Tizon, så kan “investorer og det internationale samfund [en anden betegnelse for IMF, Verdensbanken og de store imperialistiske magter, først og fremmest USA] bedre lide lande, hvor regeringen har autoritet og er i stand til at holde orden”.
Eksportørernes forening, ADEX, har prøvet på at sætte skel mellem de almindelige arbejdere, som er ude at protestere, på den ene side, og så de “virkelige ledere” på den anden side. De har appelleret til sidstnævnte om at “komme til for-nuft” og indgå i en dialog med regeringen. De prøver åbenlyst at ødelægge bevægelsen ved at presse ledelsen i håb om, at de vil afblæse strejken. Men situationen har udviklet sin egen logik.
Når først en sådan bevægelse har udviklet sig, kan den ikke stoppes af sådanne tiltag. Det er derfor, at staten nu viser tænder. Arbejderne lærer meget hurtigt i disse situationer. Alle de illusioner, som medierne, skolesystemet og kirken omhyggeligt har fremmanet, forsvinder nu. Som en lærer i Lima udtalte: “Dette er ikke demokrati. De sender soldater ud, så snart de ikke er i stand til styre situationen”.
Nu ser vi, hvad staten virkelig er. Under normale tilstande prøver retssystemet, militæret, politiet og massemedierne at virke, som om de er upartiske eller står over klassekonflikterne. I realiteten arbejder de selvfølgelig konstant på at beva-re de riges magt. Nu da de står over for en voksende massebevægelse, bliver masken kastet væk. Dette er en seriøs situation. Bevægelsen er ved at blive så magtfuld, at alt, hvad den peruvianske herskende klasse og deres imperialistiske bagmænd har opnået for sig selv, kan blive revet i stykker af masserne. Alt bliver nu vendt på hovedet. Politiet og hæ-ren har fået ordre til at beskytte “flertallets” rettigheder. Det er en underlig forståelse, de har af ordet “flertal”! Det vir-kelige flertal i Peru – arbejderne, bønderne, de fattige og de studerende – er i fuldstændig opposition til regeringens politik.
Toledos popularitet kollapset
Masserne er ved at lære nogle vigtige lektioner i erfaringens hårde skole. Først var der katastrofen Fujimori. Dette er nu blevet efterfulgt af katastrofen Toledo. Paradoksalt nok voksede Perus økonomi med 5,2% sidste år, det hurtigste i La-tinamerika. Men det hjalp ikke almindelige mennesker i Peru. De fattige er fortsat blevet fattigere. Toledo har tilmed, imens han græd krokodilletårer, indrømmet, at hans regering ikke har været i stand til at formindske fattigdommen, og at antallet af fattige rent faktisk er steget “på trods” af hans økonomiske politik.
Nu, efter kun 22 måneder ved magten, har Toledo tabt betydelig støtte. En nylig meningsmåling viste, at kun 14% af befolkningen stadig støtter ham – alligevel har han stadig den frækhed at udtale, at han er på “flertallets” side. Det vir-kelige flertal er enten ude at strejke, blokere veje eller støtter i det mindste disse protester. Samtidig med at strejkende arbejdere bliver beordret til at gå tilbage på arbejde, har regeringen pludselig besluttet sig til at hæve politiets lønninger og har tilføjet det til det budgetforslag, der skal fremlægges for parlamentet. Dette viser, hvor bekymrede de er. De har behov for at have en solid opbakning fra alle dele af politiet. En bevægelse som den i Peru kan være meget smittefarlig og få indflydelse i politiets rækker. Når alt kommer til alt, så tilhører de fleste almindelige medlemmer af politiet den samme klasse, som er i gang med at protestere på grund af lave lønninger.
Toledo troede, at han ved erklære undtagelsestilstand kunne bringe Peru tilbage til “normale tilstande”. Han tilføjede tilmed, at hvis disse tiltag opnåede det ønskede resultat med at “overbevise” folk om at stoppe protesterne, så ville han allernådigst kun lade dem gælde i 15 til 20 dage. Dette betyder, at hvis arbejderne frivilligt accepterer at leve i den yder-ste fattigdom uden at protestere, så vil der ikke være brug for undtagelsestilstanden. Det svarer til at sige, “hvis du begår selvmord, så behøver jeg ikke at slå dig ihjel”.
Arbejdernes reaktion
Sjovt nok så har Perus arbejdere ingen intentioner om at begå selvmord. I stedet for at opnå den ønskede “stabilitet” og “orden” har undtagelsestilstanden ledt til mere uro. Lederen af SUTEP, Nilver Lopez, har erklæret, at lærernes nationale strejke vil fortsætte, og han beskyldte regeringen for at erklære krig imod de 280.000 lærere, der er involveret i strejken. Dette er sandt på flere måder. En militær deling er blevet udstationeret lige uden for CGT’s hovedkvarter, den ledende fagforeningssammenslutning (LO).
Men over hele Peru har arbejderne nægtet at stoppe. De har rejst sig op og udfordrer regeringen. Sammenstød med politiet og hæren er brudt ud over hele Peru. I Pativlica er strejkende landarbejdere og små landmænd kommet i kamp med militæret, og der er rapporteret om sårede. I Huanuco marcherede lærere imod politiet og blev mødt med tåregas. Nogle af lærerne blev også arresteret. Hæren har taget kontrol med alle broer, der fører ind til Lima og Tingo Maria. I byen Trujillo havde yderligere tusinder af lærere sammenstød med politiet.
I Chiclayo havde 8.000 lærere fra SUTEP sammenstød med politiet, der igen affyrede tåregas for at opløse demonstrati-onen. Men i stedet for at flygte vendte lærerne sig imod politiet og kastede sten imod dem – byens centrum lignede nærmest en krigsskueplads. Fem lærere og fagforeningsaktivister blev arresteret. Yderligere tusinder af lærere stødte sammen med politiet i Huaraz, Chimbote, Pucallpa og Cajamarca. Der var mindst otte sårede og tretten arresterede.
I Pucallpa demonstrerede 7.000 til støtte for en strejke organiseret af “Frente de Lucha de los Intereses de Ucayali”. Demonstranterne krævede en reduktion i prisen på petroleum og benzin og krævede en ændring af skovbrugslovene. Mere end 40 mennesker blev arresteret. Landarbejderne har også nægtet at anerkende undtagelsestilstanden, og der er rygter om, at de planlægger en konvoj af traktorer, der skal besætte centrum i de største byer. Arbejderne ved domstole-ne har reageret på samme måde. Hundreder af arbejdere ved domstolene har blokeret justitspalæet. Politiet beordrede dem at stoppe, men de svarede igen ved at barrikadere bygningen, indtil politiet trak sig tilbage.
Desværre har lederen af Lima-afdelingen af Sindicato de Trabajadores del Poder Judical (Domstolsarbejdernes Fagfor-ening) erklæret at de vil fortsætte strejken på ubestemt tid uden at organisere demonstrationer rundt omkring i landet. Dette er et forsøg på at formilde myndighederne ved at virke “moderat”, men det vil ikke stoppe politiet og hæren. Det, der er brug for, er militant aktion, at gøre bevægelsen større ved at inkludere alle dele af samfundet og at ændre den til en generalstrejke.
Splittelser i toppen
I lyset af sådan en massiv reaktion fra de strejkende arbejdere har lederne af oppositionspartiet APRA og eks-præsident Alan Garcia prøvet at distancere sig selv fra regeringens angreb. Han har appelleret til regeringen om at gå i “dialog” med lederne af lærernes fagforening, landarbejderne og de andre strejkende arbejdere. Generalsekretæren i APRA, Jorge del Castillo, sagde, at regeringens midler kun vil opnå det modsatte af, hvad der var meningen, nemlig et endnu mere militant modspil fra arbejderne. APRA prøver at spille rollen som forsoner. Deres ledere har erklæret, at det er forkert at blokere vejene og besætte offentlige og private bygninger. Selvom de ikke støtter arbejdernes kamp, er de bange for, at de hårde metoder, som er taget i brug af regeringen, rent faktisk vil lede til en endnu farligere situation for den herskende klasse i Peru.
Dette viser, at der er ved at danne sig splittelser i toppen af samfundet. Den herskende klasse er splittet om, hvordan man skal fortsætte. Toledo har valgt den hårde linje. Han havde håbet, at disse metoder ville kue arbejderne, men som det så tit er sket i historien, kan et forsøg på at flå en voksende bevægelse ned få den modsatte virkning af det, der var planen. Det kan opildne og drive den fremad. Marx forklarede, at revolution har brug for kontrarevolutionens pisk. Det er, hvad der sker nu i Peru.
Situationen i Peru er endnu en bekræftelse af det revolutionære potentiale, som eksisterer i hele Latinamerika. Vi har haft bevægelsen i Argentina. Før den havde vi situationen i Ecuador i år 2000, hvor arbejdere og bønder med lethed kunne have taget magten. Så havde vi udviklingen i Venezuela, hvor massebevægelsen besejrede kuppet, som rent faktisk havde taget magten og var bakket op af USA. Reaktionen er blevet slået igen og igen i Venezuela i en hel perio-de. Vi har haft bevægelser i Bolivia. Der er en guerillakrig i gang i Colombia, ledsaget af vigtige strejkebevægelser.
Revolution i hele Latinamerika
Når vi får at vide, at en international revolution ikke er mulig, kan vi blot pege på Latinamerika. Revolutionære udvik-linger er på dagsordenen i alle lande på kontinentet. Peru er endnu en bekræftelse på det. Revolutionen stikker sit hoved frem i det ene land efter det andet i Latinamerika.
Det, der mangler, er ikke massernes revolutionære glød. Det er fuldstændigt klart, at masserne søger en revolutionær vej ud af den forfærdelige krise, som rammer dem. Det, der er brug for, er en ægte revolutionær ledelse. I Peru findes der nogle fagforeningsledere, som siger, at det ikke er formålet med den nuværende kamp at afsætte regeringen. SUTEP (lærernes fagforening) fører en meget militant kamp, men ledelsen er ude af stand til at forstå kampens opgaver. Nilver Lopez, SUTEP’s leder, siger, at det ikke er og aldrig har været lærernes formål at destabilisere regeringen. Han regner med, at kampen kan fortsætte inden for grænserne af en traditionel “faglig” kamp. Problemet er bare, at kapitalisterne ikke ser sådan på det. De er klar til at bruge militæret og politiet til at tvinge arbejderne tilbage i arbejde. Dette er ikke en almindelig faglig kamp. Det, der er på dagsordenen i Peru, er spørgsmålet om selve magten.
Det, der er brug for, er at generalisere bevægelsen til en generalstrejke og derfra at bevæge sig videre til kampen for en virkelig arbejderregering. Aktionskomitéer må dannes på hver fabrik, kontor, skole og i alle boligkvarterer. Arbejder-forsamlinger må organiseres for at diskutere en plan for handling. Bønderne må slutte sig direkte sammen med arbej-derne i byerne. Hvis arbejdere og landarbejdere og bønder stod sammen ville de udgøre det overvældende flertal i lan-det. Det ville være en urokkelig kraft, hvis blot den fik lov til at vise sin styrke. Det eneste, der mangler, er ledelsen.
Alle tænkende arbejdere og unge vil stille sig selv spørgsmålet “hvordan kommer vi videre herfra?” Hvad må der gøres? Svaret er at forene de mest avancerede lag blandt fagforenings- og ungdomsaktivisterne omkring et arbejderparti baseret på marxismens revolutionære program.
De peruvianske arbejderes problemer kan ikke blive løst ved kompromis med Toledo, eller hvem der end måtte erstatte ham. Løsningen ligger i at ekspropriere kapitalisterne. Nationalisér deres selskaber! Sæt dem under arbejderkontrol og planlæg produktionen udfra arbejdernes behov! Selvfølgelig må dette gøres gennem samarbejde med arbejderne i Boli-via, Ecuador, Venezuela, Argentina og så videre. I alle disse lande har betingelserne for en revolution vist sig, eller er ved at vise sig. En succesfuld revolution i ét land, såsom Peru, vil sætte hele kontinentet i flammer, og ingen kraft på jorden vil kunne stoppe det.
