Vi udgiver her en oversættelse af en artikel af Svetlana Tsiberganova, en Borotba-aktivist baseret i Donetsk. Den behandler årsagerne til den fuldstændige bankerot hos en del af den ukrainske venstrefløj, som har kapituleret til anti-kommunistiske, liberale fordomme og ukrainsk nationalisme. Et bankerot som desværre også har vist sig på den danske venstrefløj, se tidligere artikel.
Mange er overraskede over, hvor hurtigt det ukrainske samfund er kommet under indflydelse af aggressiv chauvinistisk propaganda og er begyndt at leve efter principperne fra den Orwellske dystopi: “Krig – er fred. Frihed – er slaveri. Demokrati – er begrænsningen af alle rettigheder!! Ytringsfrihed – er stilhed. Ofrene brændte og dræbte sig selv”[1]!
Men der er i virkeligheden ikke noget overraskende i dette.
Hvis vi analyserer den ukrainske “venstrefløjs” nyere historie, står det klart, at disse kyniske principper er selve essensen af ukrainsk nationalisme, og kan høres udtrykt selv blandt dem, der ikke burde være bukket under for det chauvinistiske hysteri.
Hvorfor er de “venstre”-liberale gået med Maidan-bevægelsen? Hvorfor blev de ukrainske nationalister, under vejende EU-flag – skrigende: “moskovitterne skal have kniven, død over fjenderne!” – benævnt som “folket” af “venstre”-liberale, mens befolkningen i Syd-Øst blev kaldt “sovky”[2], “kvæg” og “skadedyr”? Lagde de “venstreorienterede” ikke mærke den anti-kommunistiske retorik, der blev hørt overalt på Maidan? Hørte de ikke de højtidelige løfter om at gennemføre anti-sociale reformer umiddelbart efter Maidans sejr – de samme kontrareformer der blive gennemført i dag? Og hvad med aggressionen mod alle de, der rejste progressive krav? Eller opfordringerne til at undertrykke al opposition? Eller de gejstlige, som beskrev kvinden som “mandens hjælper”, i tråd med de ridderlige idealer fra senmiddelalderens Ukraine? Var det ikke indlysende, hvem disse Maidan-tilhængere virkelig var?
I lang tid, var jeg ikke i stand til at løse denne gåde, indtil jeg på min computer fandt et billede fra i vinters på Maidan Nezalezhnosti, hvor publikum tørrer deres fødder af i det røde flag. Alt blev klart.
Alle de liberale, som i dag aktivt forsvarer oligarkerne og nationalisternes regime, og som i årevis spottede venstrefløjen og deltog i nedrivning og destruktion af kommunistiske symboler, er ikke anderledes i denne henseende end de “brune” ukrainske nationalister. De støttede den anti-kommunistiske retorik, og dæmoniserede i ekstrem grad den sovjetiske fortid. De implementerede anti-venstrefløjspropaganda i uddannelsessystemet og de historiske videnskaber med henblik på at lede masserne og arbejderne væk fra socialismen, og dermed hjælpe med til højrefløjens vækst.
Mange gange, ja på hvert eneste møde i organisationskomiteen for 1. maj, var jeg nødt til at forsvare det vigtigste symbol på den internationale kommunistiske og arbejderbevægelse – den røde fane med hammer og segl. Der var dem, der opfordrede til at fjerne den, for ikke at skræmme de liberale og nationalisterne – selv om de ikke har noget imod anarkisternes rød-sorte flag, som 100 pct. af befolkningen i Kiev forbinder med de rød-sorte flag fra den ultra-nationalistiske Bandera-bevægelse.
Perifere “venstre-“sekterikere kæmpede aktivt mod den “autoritære stalinisme” (som ikke har eksisteret i årtier), og ignorerede på kujonagtig vis den virkelige trussel, der nærmede sig i form af ukrainsk nationalismes magtovertagelse, som har udvist chokerende autoritærinisme – i et omfang, der sjældent blev set selv i Ukraines Kommunistpartis komiteer.
Pointen er, at de ukrainske “anarkister” (jeg kan ikke skrive det uden anførselstegn) og “libertarianere” blev fortroppen for ukrainsk nationalisme før “det var cool.” Det vil sige, længe før “Euromaidan”.
Det er ikke overraskende, at de nu ikke ønsker, at se de tusinder af civile, der er såret og dræbt i det sydøstlige Ukraine. De er bange for at miste deres støtte fra EU-midler – hvilket ville ske, hvis de brød deres vane med ikke at true magtstrukturerne – ved selv at organisere en fredelig anti-krigs protest i hovedstaden for at standse drabene på nogle “savky”. De er bange for at stå op imod højrefløjen, at modstå de hysteriske angreb eller bliver udstødt fra deres oprindelige hipster-miljø og blive stemplet som “agenter for FSB”, hvilket er sket lige siden lederne af det borgerlige ukrainske regime brændemærkede anti-krigs protesterne som Kreml-finansierede provokationer.
Det er meget lettere at få et tilskud til en beskeden rundbordssamtale om ”truslen om krig.” Hørte du? Vi har krig! Ønsker du at tale om det for at få penge af europæiske sponsorer? På samme tid bliver hver anden (hvis ikke alle) busser med flygtninge fra Lugansk angrebet af den ukrainske hær og højreorienterede militser ved de forskellige checkpoints. Disse er de samme frivillige krigere, som Kievs “libertarianere” indsamler penge til våben og skudsikre veste til.
Og endnu værre er der en række såkaldte anarkister, der åbenlyst kæmper på bødlernes side under nazisters kommando i bataljoner som “Azov” og “Donbas” og som offentligt praler med deres mord på ukrainere og om, hvordan de bliver undervist af svenske racister.
Hvis det ikke er en forbrydelse, hvorfor sættes opslag i personlige blogs – der afslører sandheden om drab på uskyldige civile, kvinder, børn og ældre, dræbte arbejdere; som kræver, at krigen skal stoppes – hvorfor sættes disse lig med støtte til Putin og separatisme? Ja, i de seneste måneder har ingen, ingen af mine “venstre”-liberale venner, der bragte mad til de højreekstremistiske krigere på Maidan og som mindedes de “Himmelske hundrede”[3], sagt et eneste ord om eller blot antydningen af fordømmelse af den ukrainske hær og de ukrainske højreorienterede militantes handlinger, og har slet ikke vist sympati med ofrene for disse mennesker. En af de mest populære undskyldninger for krigsforbrydelserne er: “De er selv skyld i det – de har ikke forvist banditter fra Donbas, de fremprovokerede selv krigen med deres folkeafstemning!” Pointen er denne: Hvordan er denne “venstrefløj” forskellig fra den gennemsnitlige fanatiske nationalist? Lad os være ærlige – det er den ikke.
Men den mest nedrige side af den sentimentale sump af venstre-liberalisme er relateret til deres holdning til de ukrainske politiske fanger og flygtninge, hvoraf mange er vores kammerater. Tusindvis af ulovligt (og endda fejlagtigt) anholdte mennesker får ingen støtte fra de liberale “menneskerettighedsforsvarere”. Princippet blandt Maidan-aktivisterne er: “vores folk – alt; fremmede – loven!” Folk, der igen og igen retfærdiggør massakrerne, kidnapninger og overfald, begået igen og igen af tilhængere af regimet, forsøger at skyde skylden på andre og disses forskellige ideologiske holdninger til kampen mod krigen. Hvis dette er anarkisme, hvad er så betydningen af fascismen?
Nu er jeg hjemme i Donbas. Hver eneste dag, og nogle gange hele natten, hører vi skudvekslinger og bombninger. Overalt i byen færdes mænd med våben. Men for øjeblikket føler jeg mig mere eller mindre rolig; for første gang med mange måneders hårdt og tungt arbejde; for første gang siden stormen på “Borotbas” kontorer, samt massearrestationerne i Kharkiv, hvoraf mange af arrestanterne blev mine venner; efter angrebene på mine venner og forfølgelsen fra politi og efterretningstjenester; efter kidnapningsforsøget på min kammerat og kæreste ved højlys dag i centrum af byen.
Vi modtager solidaritetsmeddelelser fra et stort antal mennesker, tilhængere af fred – ofte upolitiske mennesker; fra ukrainere og folk fra forskellige lande rundt om i verden. Men at støtte oppositionen til det nuværende regime – det er dog en alt for modige handling for de venstre-liberale. Ingen af dem kommenterede på nynazisternes mord på medlemmet af det kommunistiske parti, Vyacheslav Kovshun, sandsynligvis fordi han ikke var deres mand, og fordi han var medlem af det “forkerte borgerlige Kommunistparti”, mens nazisterne, der dræbte ham, var “progressive Maidan-aktivister”. Ingen sagde et ord om kidnapningen af vores kammerat, en kommunist fra Volnovakha eller mordet på Mariupol-journalisten Dolgov. Og ligeledes tav de om mordene i Kharkov, Odessa og i Donbas på modstanderne af højre-regimet.
Jeg havde håbet, at “venstrefløjen” ville deltage i anti-krigs aktioner, ved at støtte de aktionerende koner og mødre i det vestlige Ukraine, der protesterer imod tvangsudskrivning af deres mænd og børn. Men hvad kan man forvente af dem, der ikke har modet til at kalde sig kommunist; fra de der betragter sig selv som “venstrefløj”, mens de lydigt tjener nazisterne og oligarkernes interesser?
Men der er håb for menneskeheden og for menneskers ærlighed. Og jeg ved, at disse ærlige mennesker er derude.
Begivenhederne i de seneste dage, protesterne fra mødre og koner til ukrainske soldater har vist, at de ukrainske arbejdere ikke behøver en glamourøs, venstreorienteret, perifer bevægelse. Ukrainske arbejdere har brug for dristige og ideologiske kommunister, for hvem ordet “venstreorienteret” længe er blevet fulgt af en hånlig vrængen. Arbejderne har brug for dem, som ikke er bange for arbejderklassen, og som er parate til at organisere og uddanne; dem, som ikke har brug for at spørge, “hvordan starter jeg en samtale med en arbejder, så han ikke beder mig om at skrubbe af?”; dem, som ser fremtiden i arbejderklassen, og ikke i oligarkiets propaganda.
Jeg kender disse mennesker. Deres antal vokser, og de har en fremtid foran sig. Det er disse mennesker, der vil gøre Ukraine frit og socialistisk.
Oversættelse af КРАХ «ЛЕВОГО» ЛИБЕРАЛИЗМА
Noter:
[1] Henvisning til forklaringen fra Kiev-tilhængerne på massakren 2. maj i Odessa.
