Foto: WikimediaDen “ædle” Mattias Tesfaye vil udvise flygtninge til det fortsat krigshærgede Syrien angiveligt for at beskytte danskerne og afværge velfærdssamfundets deroute. Men danske arbejdere får ikke bedre forhold af de racistiske politikker, som i virkeligheden kun tjener den herskende klasse.

I to årtier har en stadig mere eksplicit racistisk politik fra Christiansborg vundet terræn. Den indvandrerfjendske kurs er efterhånden en integreret del af alle de traditionelle magtpartiers program. Dette har med al tydelighed vist sig hos Socialdemokratiet, som både under den nuværende og sidste regeringsperiode har stået i spidsen for en lang række målrettede angreb på især muslimer, flygtninge og indvandrere med “ikke-vestlig” baggrund.

Coronakrisen har kun bekræftet, at Mette Frederiksen & co. agter at benytte enhver lejlighed til at spinde samfundsmæssig tilbagegang og krise ind i et net af racistiske løgne. Det har til formål at skabe en idé om indvandrere, flygtninge og muslimer som fremmede, ødelæggende elementer i det danske samfund, hvis tilstedeværelse er på bekostning af “danskernes” velfærd. Den logiske konsekvens heraf bliver, at disse grupper derfor ikke bør være i Danmark overhovedet.

Rationalet kommer på en meget håndgribelig facon til udtryk i de aktuelle sager om inddragelserne af syriske flygtninges opholdstilladelser. Disse sager udstiller de racistiske og potentielt dødelige angrebs funktion, og hvorfor de ikke er i den danske arbejderklasses interesse.

Et “nødvendigt onde”

De danske myndigheder har, trods massiv kritik fra FN, EU, Amnesty International og andre organisationer, vurderet situationen i Damaskus og omegn i Syrien som sikker. En del flygtninge får derfor i øjeblikket afslag på forlængelser af deres opholdstilladelser, hvis de har midlertidig opholdstilladelse i Danmark på grund af den generelle situation i Syrien. Omkring 500 sager skal revurderes, og indtil videre har omkring 97 personer – heriblandt 20 børn – fået besked på at forlade Danmark.

Indholdet i Udlændingestyrelsens syrienrapporter fra 2019 og 2020, der ligger til grund for igangsættelsen af de nye vurderinger, har været under skarp kritik fra 11 ud af 12 navngivne kilder i materialet. Kilderne, som er analytikere og eksperterne i syrienforhold, tager afstand fra rapporterne og vurderer, at tilbagevendte syriske flygtninge risikerer anholdelser, bortførelser og tortur.

Kritikken preller dog af på Socialdemokratiet. I medierne forklarer udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye blot, at regeringen har tiltro til myndighedernes vurderinger, og at udvisningerne er et nødvendigt onde:

»Hvis jeg satte mig ned og drak en kop kaffe med dem, ville jeg sgu nok få en knude i maven,« forklarer Tesfaye i DR-podcasten Genstart den 13. april, »men vi kan ikke føre de åbne døres politik.«

I et indlæg i Politiken 20. april 2021 uddyber Tesfaye endvidere, at »vores samfund ikke [kan] holde til, at titusinder af mennesker bosætter sig her permanent.«

I sit forsvar for udvisningerne præsenterer Tesfaye sig således som en slags fædrelandsbeskytter, som lader fornuften og ikke følelserne råde: Trods sin »knude i maven« er han villig til at tage de nødvendige beslutninger for danskernes bedste, må vi forstå.

Tesfayes argument om, at velfærdsstaten uden en striks udlændingepolitik ville risikere at kollapse, er en udbredt opfattelse på Christiansborg. Begrundelsen lyder, at ikke-vestlige indvandrere og flygtninges kulturer og værdier er uforenelige med den danske, og at de er et dræn i statskassen.

I mange tilfælde henvises der til et smukt minde om en svunden tid før udlændingenes ankomst, hvor samfundet bevægede sig fremad under den “gode” kapitalisme i efterkrigsopsvinget, og alt var fryd og gammen. Men efterkrigsopsvinget havde intet med udlændinge at gøre og alt at gøre med genopbygningen efter en verdenskrig, der var tæt på at udrydde den menneskelige civilisation. Alligevel lever denne åbenlyst nationalromantiske idé i bedste velgående på højrefløjen og sågar i toppen af arbejderbevægelsen. Den afledte idé om, at der findes en grænse for, hvor mange nyankomne borgere, der kan indlemmes i den danske velfærdsstat, eksisterer over hele det politiske spektrum – også på venstrefløjen.

Dette er en katastrofal logik, som umuliggør enhver form for reel enhed i arbejderklassen, men mere herom senere. Det er også vigtigt at skyde påstanden om betydningen af antallet af flygtninge ned, som blot giver illusioner til, at det rent faktisk ville være muligt at forbedre forholdene indenfor kapitalismens rammer, hvis bare der var færre indvandrere. Virkeligheden viser det modsatte. I 20 år er der blevet ført en meget hård indvandringspolitik, og aldrig har vi set flere nedskæringer. Det lader næsten til, at forholdet er omvendt.

Kapitalismens begrænsninger

Sandheden er, at de seneste årtiers nedskæringer mest af alt skyldes det faktum, at rigdommen i stigende grad koncentreres på en lille elites hænder på bekostning af det store flertal. At lukke grænserne, at udvise flygtninge eller at gøre livet surt for muslimer ændrer ikke ved denne fundamentale mekanisme i et system med privat ejendomsret til produktionsmidlerne.

Når Tesfaye siger, at der ikke er råd til opretholdelsen af velfærden, har han i og for sig ret, men det har intet med migration og ikke-vestlig kultur at gøre. Det skyldes begrænsningerne i kapitalismen.

I realiteten er der rigeligt med penge til at sikre alle flygtninge – og alle andre mennesker i verden – et godt liv: en bolig, mad på bordet og skolegang, men ressourcerne koncentreres i kløerne på en lille håndfuld milliardærer og multinationale virksomheder. Denne rå virkelighed udstilles i de nyeste tal for verdens rigeste: I løbet af 2020, under en af de voldsomste kriser i verdenshistorien, er der kommet yderligere 660 dollarmilliardærer i verden, således at tallet nu er oppe på 2755. Heriblandt findes 11 danskere (Forbes Billionaires 2021).

Del og hersk

Vi lever i et samfund, hvor kapitalistklassen gennem sit ejerskab over produktionsmidlerne tilegner sig den merværdi, som arbejderne producerer. Det er et notorisk ulige system med en numerisk meget lille herskende klasse, hvorfor den er nødt til at bygge sin magt på en base i det store flertal. Dette opnås effektivt ved at splitte befolkningen op i skel gående på race, køn, nationalitet, religion osv.

Som Malcolm X forklarede, er det umuligt at have kapitalisme uden at have racisme. Opretholdelsen af systemet er det hensyn, der får politikerne til at sprede racismens gift.

Selv om politikere oftest ikke er kapitalister, nyder de mange af de samme goder og privilegier som kapitalistklassen. Socialdemokratiet har en vælgerbase i arbejderklassen, som de skal forestille at repræsentere, men de socialdemokratiske politikeres leveforhold er meget langt fra en almindelig arbejders. Man kan godt argumentere for, at politikerne ligesom kapitalistklassen har en vis økonomisk interesse i opretholdelsen af status quo. Men vigtigst er, at Socialdemokratiets apparat er blevet en del af systemet selv. De ser ikke sig selv som repræsentanter for en bestemt klasse, men som repræsentanter for hele folket og “nationen” – altså det kapitalistiske klassesamfund. Og de er villige til at gøre hvad som helst for at forsvare det.

Traditionelt har eliten lænet sig op ad mellemlagene og de øverste lag af arbejderklassen. Men i takt med denne magtbases indskrænkning er de dog også gået efter især de nederste lag af arbejderklassen. Den racistiske dagsorden handler således ultimativt om at spille fattige danskere og indvandrere ud mod hinanden, mens eliten sidder sikkert på toppen.

Skulder ved skulder

En splittet arbejderklasse udgør ingen trussel mod kapitalisterne. Den falske modsætning mellem “danskere” og “indvandrere”, såvel som de konkrete dødspolitikker i form af udvisninger, er således fatale for arbejderklassens samlede styrke.

Når vi er imod udvisningerne, er det ikke blot et spørgsmål om det åbenlyst dybt forkastelige i Socialdemokraternes forsøg på de facto at sende mennesker på flugt i døden. Når flygtningene ofres på racismens bål, dannes nemlig samtidig et røgslør for arbejderklassens samlede interesser, og dens enhed svækkes. Immigrationskontrol i alle dens afskygninger fastholder os i en ødelæggende opdeling af “dem” og “os”.

Vi må ikke lade os narre til at tro, at forholdene for arbejdere i Danmark kan forbedres ved et fredeligt samarbejde med den herskende klasse inden for en isoleret nationalstat. Det vil udelukkende være på bekostning af arbejderklassen.

Den eneste måde at forsvare og forbedre arbejderklassens forhold er at forene arbejdere på tværs af skel. Vi må sætte klassesolidaritet i stedet for de kunstige split over etnicitet, race og religion. Det kræver i første omgang, at danske arbejdere står skulder ved skulder med de arbejdere og unge, der oplever de hårdeste angreb i regeringens politikker, nemlig indvandrere og flygtninge, i en fælles kamp mod de virkelige undertrykkere, den herskende klasse.

Hvis arbejdere står sammen, kan der opnås reelle forbedringer for det store flertal. Gennem en forenet klassekamp vil vi kunne knuse ikke blot racismen, men selve kapitalismen.