Følgende er en udtalelse om situationen, der udfolder sig i Hviderusland. For en politisk generalstrejke! Ned med Lukasjenko-regimet! For socialisme og ægte demokrati!
Som marxister forstår vi, at den politiske krise der nu udfolder sig i Hviderusland, ikke er sket på grund af et tilfælde af omstændigheder eller fremmede staters intriger. Det er en konsekvens af den socioøkonomiske krise, som landet har stået overfor i de seneste år. I to årtier med begyndelse i midten af 90’erne, da Lukasjenko stoppede privatiseringsprocessen og overordnet bibeholdte statsejerskab og elementer af vejledende planlægning i økonomiens nøglesektorer, forblev Hviderusland den eneste ø af økonomisk stabilitet i det tidligere Sovjetunionen. Som alle erfaringer fra det 20. århundredes historie viser, er statsejendom alene i et frit marked, dvs. uden en retningsbestemmende planøkonomi, desværre ikke i stand til at udvikle produktivkræfterne undtagen gennem superudbytning og undertrykkelse af arbejderklassen.
De angreb på arbejderklassens rettigheder og de selvstændige (ofte mest undertrykte) arbejdere man så sidste år under Lukasjenkos styre, er forbundet med netop dette. Det bonapartistiske regime står i stigende grad i modsætning til den del af bureaukratiet og dettes tæt forbundne nationale borgerskab, som advokerer direkte for privatisering og en fuld integration ind i det imperialistiske verdenssystem. Disse kræfter har ikke brug for ham personligt og hans kamarilla, og i dag har de sat sig for at vælte hans regime.
På den anden side har politikken med nedskæringer og angreb på arbejderklassen og dens organisationer frataget Lukasjenko den (trods alt passive) støtte fra størstedelen af arbejderne, han havde før. Angrebet på arbejdernes interesser fik konkret udtryk i sådanne fænomener som privatiseringspolitikken, hævningen af pensionsalderen, ophævelsen af sociale goder, det nuværende kontraktbaserede ansættelsessystem osv. Under disse omstændigheder er Lukasjenkos regimes fald kun et spørgsmål om tid.
Men hans nederlag betyder ikke automatisk sejr til dem, der støtter det frie marked og total privatisering. Hvideruslands arbejderklasse har de sidste dage og timer vist sin styrke og evne til at kæmpe for sine rettigheder. Det eneste der mangler, er politisk lederskab.
Som vi ved, er den kommunistiske bevægelse i Hviderusland splittet over loyalitet til Lukasjenko og hans kamarilla i stedet for over ideologiske principper. Begge sider i denne konfrontation – Hvideruslands Kommunistiske Parti (HKP) og ”En Retfærdig Verden” – har siddet fast i realpolitikkens sump med ideer om ”det mindre onde”, og har derfor opgivet perspektivet for social revolution. Tværtimod mener vi, at disse dages begivenheder kun er begyndelsen på en revolutionær proces, der på et givent tidspunkt vil bringe det hviderussiske proletariat ind på historiens arena under lederskab af et ægte marxistisk revolutionært parti. Så snart det sker, vil den proletariske revolution øjeblikkeligt og uundgåeligt omfavne Rusland, Ukraine, Litauen og Polen såvel som andre lande. Udviklingen af en revolutionær situation er uundgåelig, og nu som aldrig før er det spørgsmålet om den subjektive faktor: det virkelige kommunistiske parti, der kan lede arbejderklassen til den socialistiske revolution.
Vi er bevidste om, at et sådant parti ikke kan bygges på fundamentet af de venstreorienterede organisationer, der eksisterer i Hviderusland i dag med deres nuværende programmatiske og politiske begrænsninger. Men funderet på den ægte marxismes ideer – de ideer som den Internationale Marxistiske Tendens har forsvaret i mange år – er dannelsen af en sådan organisation mere end mulig. Hvis sådan en organisation bliver skabt, vil den med de rette taktikker erobre masserne og ændre ikke bare Hvideruslands skæbne, men hele menneskehedens!
Hvad sker der, og hvad er det næste skridt for masserne?
Lukasjenkos bonapartistiske regime er gået ind i en periode med politisk krise, som før eller senere vil ende med hans omvæltning. Enhver mulighed for en fredelig overgang via valg blev blokeret af åbenlyse forfalskninger og voldshandlinger fra regimets sikkerhedsapparat på natten for stemmeoptællingen mellem den 9. og 10. august, samt den vedblivende politivold der fremprovokerer potentialet for en yderligere eskalering af situationen.
Regimets krise blev ikke kun skabt af den langvarige undertrykkelse af elementære demokratiske rettigheder (inkl. retten til at danne fagforeninger og arbejderes ret til politisk organisering), men også hovedsageligt af det fald i befolkningens levestandarder og primært lønarbejdernes fald i levestandard, som er foregået de seneste år. Kontraktsystemet, nedskæringer på velfærdsgoder, loven mod ”parasitter” og andre angreb foretaget af regimet er en afspejling af verdenskapitalismens krise på et nationalt niveau. De der forsøger at se Hviderusland som en form for fortsættelse af den sovjetiske planøkonomi, begår en dyb fejl: Det nuværende regime har længe fulgt en asocial politik med privatisering af foretagender og deregulering af priser.
På nuværende tidspunkt sætter masserne en politisk revolutions opgaver på dagsordenen, hvis essens er overgangen til et borgerligt-demokratisk regime.
Vi støtter helhjertet massernes ønske om at etablere demokratiske rettigheder og især at skabe en mere favorabel atmosfære for arbejderklassens mulighed for at forsvare sine interesser og rettigheder både økonomisk og politisk.
Men vi advarer det arbejdende folk mod illusioner om deres økonomiske situation under det borgerlige-demokratiske regime, primært fordi dets etablering ikke vil give nogen garantier for at stoppe nedskæringerne. Faktisk er de borgerlig-demokratiske krav alene under de nuværende omstændigheder allerede fuldstændig utilstrækkelige til en virkelig løsning på spørgsmålet om demokrati, især hvis vi medregner de ansigter, der tæller den nuværende hovedoppositions politiske ledere, som efter at være kommet til magten i det mindste på det økonomiske område vil fortsætte den politik mod arbejderne, som allerede er blevet implementeret af regimet, men under et nyt dække. Derudover er disse selvsamme ledere klar til at kapitulere overfor regimet, hvis en aftale kan blive opnået med det, eller hvis der er tilstrækkelig stærkt pres fra den. Vi må gentage sandheden, der er indlysende for alle ægte marxister, at i vores tid er der kun én konsekvent revolutionær klasse, der er i stand til fundamentalt at ændre samfundet i alle lande: proletariatet.
Deltagelse fra arbejderklassen og dens kerne, de industrielle arbejdere, i en politisk strejke viser dens vigtighed og potentiale i kampen for progressiv social forandring. Ud over kampen for at udvide demokratiske rettigheder for dem selv må arbejderklassen og dens repræsentanter samtidig rejse deres egen ”sociale dagsorden” rettet både mod de gamle anti-arbejderforanstaltninger (kontraktsystemet osv.) og mod mulige nye (privatiseringen af statsejede foretagender, fyringer osv.).
Men for virkelig at kunne beskytte sine interesser bliver arbejderklassen og dens organisationer, der har fået pustet nyt liv i sig under de nuværende omstændigheder, nødt til at bevæge sig fra defensive til offensive politikker. Det vil sige, at arbejderne må danne deres egne politiske organer (råd) og bruge dem til at tage kontrol med politik, opretholde offentlig orden gennem oprettelsen af en arbejdermilits og kontrol over foretagender. Dette er den eneste mulige langsigtede vej. Alternativet er katastrofe.
Vi fordømmer de reaktionære udtalelser fra visse organisationer (Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, Hvideruslands Kommunistiske Parti osv.), der advokerer for Lukasjenkos miskrediterede regime. Vi ser muligheden for en gentagelse af det ”ukrainske tilfælde” for usandsynlig på grund af den næsten fuldstændige eksklusion af den ydre højrefløj fra de nuværende demonstrationer, manglen på betydelige nationale og sproglige modsætninger, antifascistiske ideers popularitet blandt det hviderussiske folk og dets historiske hukommelse med begivenhederne under anden verdenskrig og den tyske fascistiske besættelse. En af garantierne for at en mulig reaktionær omdannelse af modstanden (eller i hvert fald modstandens monopoliseringen af de liberale) ikke kommer til at ske, er den bredeste deltagelse fra arbejderklassen og dens politiske repræsentanter i den.
Vi mener at man bør afvise andre landes kapitalistiske regeringer fra at blande sig i landets affærer – først og fremmest alle de imperialistiske stormagter og blokke såsom Rusland, EU og USA. Ethvert initiativ mod det hviderussiske folks selvbestemmelse er entydigt reaktionært. De der i dag i Rusland forsøger at tale imod denne selvbestemmelse ”fra venstre”, erstatter i virkeligheden antifascisme med en imperialisme, der blot er pyntet med ”rød” retorik, uanset om de gør det bevidst eller ubevidst.
Efter at have mistet støtten blandt masserne beror Lukasjenko sig næsten udelukkende på det bureaukratiske apparats magt. I sådanne tilfælde er det meget muligt, at en splittelse mellem den herskende klasse og statsapparatet vil åbne sig under pres fra masserne, og forsøg på at slutte et kompromis med den liberale elite i oppositionen vil blive indgået for at forhindre videre deltagelse fra masserne i den politiske proces. Dette må ikke tillades. Den politiske forandring i retning af demokrati og socialisme skal gå så langt som muligt.
Vi opfordrer alle, der er klar til at tage kampen for arbejderdemokrati og international socialisme alvorligt, til at gå med i vores organisation, den Internationale Marxistiske Tendens, ved at påbegynde arbejdet med at bygge en fuldgyldig national sektion i Hviderusland.
Vi står for:
– En politisk generalstrejke!
– Ned med Lukasjenkos regime!
– Mod anti-arbejderforanstaltninger!
– Frihed til arbejdernes organisationer, folkets ret til at bestemme deres egen skæbne, mod politisk repression!
– Frihed til alle politiske fanger!
– Mod nedskæringspolitikken, privatiseringer, hævning af pensionsalderen, for ubegrænsede ansættelseskontrakter!
– Virkelig demokrati i det overvældende flertal af befolkningens – det arbejdende folks – interesser, for arbejderråd!
