På arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, samles tusindvis traditionen tro i Fælledparken i København. Men man skal lede længe efter kampen i kampdagen i Fælledparken. Toppen af fagbevægelsen har omdannet 1. maj til en festival med fadøl og røde pølser i massevis, krydret med et par politiske taler, som meget få lytter til.
For toppen i fagbevægelsen er 1. maj en dag, hvor de klapper hinanden på skuldrene, mens de fylder øl og gammel dansk på medlemmerne, så de ikke brokker sig for højlydt. De gør, som de har gjort de sidste mange år. Imens har de fuldstændig overset, at tiderne har ændret sig. Men de mest bevidste lag blandt arbejderne begynder at indse, at tiderne er skiftet og kravet om en kæmpende fagbevægelse vokser frem blandt medlemmerne. De kræver, at fagbevægelsen “gør noget nyt”. Og med “nyt” mener de, at det er på tide at bevæge sig ud af kontorerne og tage kampen op mod arbejdsgiverne.
I årtier har fagtoppen og smarte konsulenttyper affejet strejker, blokader og klassekamp som forældet og gammeldags. Men de “gammeldags” metoder giver resultater. Den 1. April fik de ansatte i DSB nok og gik i en historisk strejke. I 11 timer var togtrafikken på Sjælland lammet. Efter 11 timers strejke fik lokoførerne flere indrømmelser fra ledelsen i DSB end månedsvis af forhandlinger mellem Dansk Jernbaneforbund og ledelsen i DSB havde opnået.
De ansatte i DSB viste med al ønskelig tydelighed, hvilken magt arbejderklassen står med i hænderne, hvis den forstår at bruge den. Uden arbejderne er der bogstaveligt talt ikke et hjul, der kører. Hvad arbejdsgiverne virkelig frygter er at blive ramt på pengepungen. Det er en lektion, der ikke vil gå hen over hovedet på hverken de ansatte i DSB eller arbejdere i andre fag. Skal man opnå indrømmelser, så kræver det kamp.
Hvad er det i virkeligheden, der er forældet og gammeldags? Det er fagtoppen, der lever i fortiden. Mentalt befinder de sig stadig i efterkrigsopsvinget – en periode hvor klassemodsætningerne blev opblødt og klassesamarbejdet mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og stat for alvor blev etableret. Heller ikke dengang førte forhandlinger i sig selv til forbedringer uden trussel om kamp, men i efterkrigsopsvinget blev der trods alt gennemført reelle reformer til gavn for arbejderklassen såsom dagpenge, pension, SU osv.. Fagtoppen befinder sig stadig i illusionen om, at de kan opnå resultater ved at sidde i deres magelige forhandlingslokaler og tage på fælles rejser til varmere himmelstrøg med arbejdsgiverne, hvilket er udbredt praksis som optakt til overenskomstforhandlingerne.
Men efterkrigsopsvinget er for længst slut. Tiderne er skiftet. I dag er det nedskæringer og privatiseringer, der er på dagsordenen. Arbejdsgiverne har længe ført en brutal offensiv mod arbejderklassen, men uden noget reelt modsvar fra fagbevægelsen. Det er forklaringen på, at fagforeningerne de sidste mange år har mistet medlemmer. Kravet om fornyelse er ikke en afvisning af fagbevægelsen men tværtimod et krav om, at fagforeningerne gør det, de blev stiftet til: at kæmpe for arbejderklassens interesser. Der er intet galt med fadøl og røde pølser, men skal arbejdsgivernes offensiv stoppes, er der kun en vej: kamp. Fagbevægelsen må vågne op – ud af kontorerne og op på barrikaderne!
