Hen over de sidste par uger er det lykkedes Hayat-Tahrir al-Sham (HTS) med støtte fra Tyrkiet at vælte Assad-regimet. I de vestlige medier er det generelt blevet fejret. Men en ting, der ikke er blevet reporteret om, er hvordan der på samme tid er tyrkiske styrker, der trækker ind i en del af det autonome kurdiske område i det nordøstlige Syrien, også bedre kendt som Rojava.

Over de sidste par uger har Tyrkiet fortsat deres indtog ind i det kurdiske territorie, hvor de i sidste uge indtog Tel Rifaat og indenfor de sidste par dage Manbij, den sidste kurdisk kontrollerede by vest for floden Eufrat. Tyrkiske styrker har sammen med allierede jihadister bombet Qereqozac-broen, som forbinder de to sider af floden. De sigtede højst sandsynligt efter at erobre broen og krydse den, men de blev slået tilbage. Reporter om massehenrettelser og voldtægter er allerede kommet frem. Otte mennesker fra én familie blev slået ihjel på bare en enkelt dag i Ain Issa.

Erdogan så en mulighed for at fremme tyrkisk imperialismes ambitioner ved at sponsorere HTS’ offensiv. Hans plan er at få de facto kontrol over det nordlige Syrien og bruge det nyligt indsatte jihadist-styrede regime i Damaskus som sin marionet. Men mere end noget andet ønsker han at knuse det autonome kurdiske område og udrydde SDF-militserne, der er knyttede til det kurdiske venstrefløjsparti PKK i Tyrkiet, og som i årevis har været en torn i øjet på ham. Han har til hensigt at knuse kurdernes nationale bestræbelser ved at slukke håbet om en autonom kurdisk stat i Rojava.

Vestlig imperialisme havde siden 2014 baseret sig på kurderne som de mest effektive til at bekæmpe IS. Det er nu tydeligt at et forræderi er under opsejling. Det bekræfter blot endnu en gang, at små og undertrykte nationaliteter behandles som brikker i imperialisternes magtkamp. Man kan ikke have ét gran tillid til disse gangstere.

Den eneste måde, hvorpå det kurdiske folk kan opnå varig uafhængighed og ægte frihed, er ved at kæmpe for at vælte alle regionens rådne regimer side om side med de undertrykte og fattige masser for en socialistisk føderation i Mellemøsten.

Erdogans vendetta mod kurderne

Alle stormagterne har i de seneste år spillet en rolle i at reducere Syrien til murbrokker. Men Erdogan har været særdeles brutal. Tyrkiet har investeret kraftigt i jihadistiske grupper, herunder IS og HTS, og støttet dem som en måde at fremme sine egne interesser i regionen. Det er ligegyldigt for Erdogan, hvor barbariske disse grupper er, det eneste der betyder noget er, hvordan han kan bruge dem. Eftersom kurderne har kæmpet mod jihadisterne i Syrien i 10 år nu, ser Erdogan dem som en kraft, der underminerer sine planer.

Erdogan ser også kurderne som en femte kolonne indeni den tyrkiske stat. Det kurdiske folk, der er spredt ud mellem Syrien, Iran, Irak og Tyrkiet, udgør 15-20 procent af befolkningen i Tyrkiet. De kunne derfor blive en af de største trusler mod hans styre og hans drøm om et ‘Stor-Tyrkiet’. 

Kurdiske organisationer kontrollerer flere fagforeninger i Tyrkiet og det lovlige venstrefløjsparti HDP, og så, da det var på sit højeste, ud til at tiltrække mange stemmer fra tyrkiske arbejdere og unge. Det viste partiets potentiale til at bryde ud af sin overvejende kurdiske base. Partiet vinder fortsat flertal til valg i de kurdiske regioner. Erdogan er især fokuseret på at ødelægge PKK (det kurdiske arbejderparti), som er tæt associeret med PYD/YPG (de primære kurdiske styrker i Syrien).

Som et resultat heraf har Erdogan over de seneste år på skamløs vis sat sig for at knuse kurderne, hvad end det er ved indirekte at fremme IS eller ved at lave direkte militærangreb. I 2015 bombede og angreb Erdogan de kurdiske områder af Tyrkiet i en aktion, som han påstod var et angreb på PKK, men som i realiteten primært ramte civile. I 2018 angreb Erdogan på brutal vis det kurdiske territorie vest for Eufrat, samt belejrede og overtog kontrollen med byen Afrin, som på daværende tidspunkt var kontrolleret af PYD. Alt sammen imens kurderne fokuserede al deres energi på at bekæmpe IS. Tusindvis blev dræbt i det tyrkiske angreb, kaldet ‘Operation Olivengren’ og over 150.000 blev fordrevet.

Selvom Erdogan gerne vil fremstå som anti-imperialist – for eksempel i spørgsmålet om Palæstina – er det fuldstændig falskt. Han er, ligesom resten af verdens ledere, repræsentant for en rådden og skrupelløs kapitalistklasse, som bliver ved med at hive Mellemøsten ned i helvede. Hvis den tyrkiske belejring af kurderne ikke bliver slået tilbage, vil den utvivlsomt medføre yderligere tragedie.

Upålidelige allierede

Tyrkiet er unægteligt en stærk stat. Men hvem er på kurdernes side?

Rojava blev etableret i 2013, imens den syriske revolution degenererede til en borgerkrig med reaktion på begge sider. YPG er påvirket af PKK’s ideer og bliver set som en progressiv venstreorienteret kraft. På grund af dette fik de massiv genklang. Deres virkelige støtte er altid kommet, ikke fra den ene eller den anden magtfulde fraktion, men fra de fattige og undertrykte masser og ikke kun fra de kurdiske områder. Revolutionen i Rojava kunne have været spredt vidt og bredt, hvis den var blevet forbundet med et revolutionært kommunistisk program og en appel til fattige og arbejdere i Syrien, Tyrkiet, Irak og Iran, hvor den kurdiske nation er spredt.

Den kurdiske ledelse så det til gengæld som, at kampen havde en udelukkende national karakter, og at spørgsmålet om at finde militære allierede var et rent taktisk og ikke et politisk spørgsmål. Amerikanerne – som havde givet massiv økonomisk og militær støtte til de jihadistiske oprørere i Syrien, som hjalp med at skabe monsteret IS – havde brug for at få et støttepunkt for at presse IS tilbage og reetablere et fodfæste i Syrien. De ønskede at bruge YPG til dette formål.

De tilbød den kurdiske ledelse penge, våben og støtte i bytte for en alliance. Den kom dog med en pris. Amerikanerne ville gerne bruge kurderne, men havde ingen reelle planer om at give dem nogle sikkerhedsgarantier.

Fra 2014 og frem blev kurderne organiseret af amerikanerne i Syrian Democratic Forces (SDF). Det var tiltænkt som en samlet styrke, der var separat fra PYD/YPG. Men i realiteten var det stadigvæk kun kurderne, der var på frontlinjerne, som det altid havde været. Amerikanerne, som var en del af SDF, havde ingen insignier eller efternavne, og opererede i næsten total hemmelighed. Alt imens stillede amerikanerne store krav til kurderne, udvalgte alle de militære mål og sendte dem imod den ene IS-kontrollerede by efter den anden. Imellem 2015 og 2019 blev der samlet set dræbt over 11.000 kurdere i kamp mod IS. Til sammenligning var det kun otte amerikanere, som blev dræbt i kampene i samme tidsperiode.

Kurderne var de mest effektive kæmpere imod IS. De kæmpede for at forsvare hele deres levemåde imod en af de mest barbariske kræfter på jorden. Men lederne af SDF gav afkøb på deres politiske frihed i bytte for militær støtte. Det er, hvad der banede vejen for den katastrofe, de nu står overfor.

Amerikanerne var aldrig rigtig på kurdernes side. De blev bare brugt som et redskab til at tippe magtbalancen i Syrien lidt tættere på USA i forhold til Rusland og Iran, alt imens USA også bejlede til Tyrkiet og på skandaløs vis kanaliserede penge til islamistiske grupper. Samtidig tog de alle beslutningerne, om hvilke byer SDF skulle indtage, og dermed forhindrede de kurderne i at sprede revolutionen ind i områder, som var styret af den syriske stat eller ind i Tyrkiet.

På skandaløs vis var amerikanernes reaktion på det tyrkiske angreb på Afrin i 2018 at rådgive Mazlum Abdi, generalen af SDF, om at Afrin ikke var et strategisk mål. Pentagon udtalte: “Vi anser dem ikke for at være en del af vores ‘Bekæmp IS’-operation… og vi støtter dem ikke.”

Først og fremmest har kurderne betalt en høj politisk pris for den amerikanske støtte. De venstreorienterede kurdiske styrker kunne have ledt en revolutionær bevægelse i regionen. Men ved at blive indenfor rammerne af en national bevægelse og ved at undlade at bryde med kapitalismen – ufravigelige betingelser for amerikansk støtte – blev deres opbakning nødvendigt begrænset til den kurdiske befolkning. Amerikansk imperialisme er den mest reaktionære kraft på jorden. Den er med rette universelt hadet på tværs af Mellemøsten. Amerikansk støtte er en bjørnetjeneste, som kun har formået at yderligere isolere kurderne fra masserne i den bredere region.

Forrådt af imperialismen

Afrin satte tonen for, hvad der skete efterfølgende. Siden IS var blevet presset tilbage i 2018, har amerikanerne gradvist trukket deres støtte til kurderne tilbage. Det efterlod i en periode kurderne i en de facto ikke-angrebspagt med Assad-regimet imod Tyrkiet og islamisterne, men det kunne ikke holde for evigt. Tiden, hvor kurderne kunne balancere mellem forskellige magter og spille dem ud imod hinanden, har nået sin ende.

Tyrkiet har erstattet USA og Rusland som den største spiller i landet, og bevæbner og finansierer HTS. Prisen, som Tyrkiet vil kræve for sin støtte, vil være, at man vender det blinde øje til deres aktiviteter. For vestlig imperialisme er det vigtigste, at få så meget krigsbytte som muligt, og for at skære et stykke af kagen til dem selv vil de i stigende grad basere sig på deres tyrkiske allierede.

Det er ikke bare USA, men nu også Storbritannien og Europa, som danser efter Erdogans pibe, når det kommer til kurderne.

Det viser den britiske stats repression mod kurdiske grupper hen over de sidste par uger. Seks kurdere er blevet sigtet for at være medlemmer af en terrororganisation. Det viser de vestlige regeringers ekstreme hykleri, da flere af dem samtidig er ved at diskutere, om HTS skal fjernes fra terrorlisten. I sidste måned accepterede Tyskland salget af 40 Eurofighter Typhoon-kampfly til Tyrkiet. Dette er en hård lektion i de imperialistiske landes reelle attitude overfor små nationers rettigheder.

Med det seneste tyrkiske angreb tryglede Abdi USA om at intervenere på deres vegne. Men i stedet for mæglede amerikanerne en våbenhvile, som ikke var det papir værd, det var skrevet på, hvori kurderne blev nødt til at overgive byen Manbij til tyrkisk-støttede militser. Biden sagde engang til kurderne, at “bjerge er ikke jeres eneste venner.” Dette er muligvis sandt, men han er i hvert fald ikke én af dem.

Hvad nu?

Nu hvor kurderne er trængt op i et hjørne, overvejer dele af den kurdiske ledelse at samarbejde med det nye regime. Militæret har allerede taget skridt i den retning ved for eksempel at hejse det nye syriske flag over regeringsbygninger. At gå ned af dette spor ville imidlertid være en kæmpe fejltagelse.

Den hastighed, hvormed Assad-regimet kollapsede, viste, at den gamle stat var rådnet op indefra. Det er umuligt at sige med sikkerhed, hvad der kommer til at ske nu. Men på nuværende tidspunkt er der andre bevæbnede grupper, som udfylder statens magttomrum, og landet er besat af et væld af imperialistiske magter og krigsherrer.

HTS’ styrker kontrollerer et område, der strækker sig fra Idlib til Damaskus, mens der er direkte tyrkiske stedfortrædere i den nordlige del af landet og drusiske militser i den sydlige del. Israel befinder sig i Golanhøjderne. Russerne er i den vestlige del af landet og USA støtter grupper i den sydøstlige del. Samtidig er IS endnu en gang ved at bryde ud fra ørkenen. På trods af alle deres forsøg på at rebrande sig som ‘moderater’ er der inden for HTS’ lejr uden tvivl en hel hardcore jihadister, som er vrede over al-Jolanis forsøg på at gøre sig respektabel i Vestens øjne.

Alle disse reaktionære kræfter, som er produktet af imperialismen og et kapitalistisk system, der er gået i forrådnelse. Ingen af fraktionerne kæmper for de undertrykte syriske massers interesse. Hvad der kommer til at opstå, er ikke en demokratisk stat, hvori kurderne får lov til at finde deres plads, men derimod en brutal sekterisk opsplitning af landet.

På sit højdepunkt appellerede ‘Rojava-drømmen’ til millioner. SDF og PYD/YPG havde kontrollen over et stort område af Syrien, mens PKK og HDP de facto havde magten i en hel række regioner i de kurdiske dele af Tyrkiet, alt imens de udgjorde en seriøs tiltrækningskraft både i Iran og Irak. I 2015 rejste masserne i den kurdiske del af Tyrkiet sig endda og var klar på at kæmpe imod den tyrkiske stats angreb. 

Men af frygt for at skubbe deres allierede væk, især amerikanerne, begik PKK en fejl og holdt sig tilbage, på det tidspunkt hvor de netop burde have bevæbnet befolkningen i disse områder og kombineret kampen med klassekampsmetoder samt udsendt en revolutionær appel til regionens undertrykte masser – kurdere såvel som ikke-kurdere. Siden da har ledelsen fortsat sit samarbejde med imperialistiske magter, og nu er disse selvsamme magter ved at foretage et forfærdeligt forræderi af kurderne.

Mange muligheder er blevet forspildt. Hvis kurderne havde fremført et progressivt, klassebaseret program for de syriske masser, kunne det have været dem, der havde nedkæmpet regimet i stedet for HTS, givet hvor råddent Assad-regimet var blevet. Det ville have sat dem i en meget stærkere position end den nuværende. Assad-regimet var kun ét svagt led i den kapitalistiske kæde i Mellemøsten, og mange af de andre regimer er lige så rådne. Den revolutionære transformation af Syrien, ledt an af kurderne, kunne have været en ledestjerne for masserne på tværs af hele regionen.

Nu står kurderne i stedet i en situation, hvor de er nødt til at forsvare sig selv. Den eneste mulige udvej er at erkende, at kampen for et kurdisk hjemland ikke kun kan opnås gennem en udelukkende national militær kamp. Kurderne kan kun opnå frihed gennem en revolutionær kamp for at vælte Erdogan og islamisterne i Syrien. Det kan kun opnås gennem en samlet revolutionær kamp, hvor de kurdiske og ikke-kurdiske masser står sammen side og side.

Det, der er brug for, er at få brudt de tyrkiske arbejdere og unge væk fra den herskende klasse og staten. Med ekstrem høj inflation og ungdomsarbejdsløshed i Tyrkiet er tiden moden til dette. Og i Syrien har masserne hadet Assad, men de vil ikke have meget til overs for det nye islamistiske regime.

Kommunister forsvarer fuldt ud kurdernes ret til selvbestemmelse. Kurdernes kamp mod de undertrykkende stater, der har udsat dem for så mange forfærdeligheder, er en progressiv, revolutionær kamp. Den resonerer og bliver set på med sympati af millioner af arbejdere og unge på tværs af kloden, der kæmper imod nedskæringer, diktatur og imperialisme.

Selv så sent som nu ville de kunne sejre, hvis de kæmpede for at bygge et revolutionært parti, der omfattede både kurdere og ikke-kurdere. Det ville kunne lade sig gøre ved hjælp af en klassekampsappel, der forbinder samtlige af befolkningens problemer til sloganet om en socialistisk føderation i Mellemøsten. Det er vejen frem for at forsvare Rojava og sprede revolutionen, men det kræver et brud med imperialisme, klassesamarbejde og kapitalisme.