Den 2. april annoncerede Donald Trump historisk høje toldsatser. Trump annoncerede, at hans administration vil indføre 10 procents told på al udenlandsk import til USA. Derudover vil USA indføre en række højere toldsatser på blandt andet EU, men især på USA’s store handelsrival Kina, som i skrivende stund har en toldsats på 145%. Den gennemsnitlige amerikanske told er i skrivende stund på 30 procent, op fra 2 procent, da Trump tiltrådte. Det er det højeste niveau i 100 år og højere end på noget tidspunkt i 1930’erne. De historisk høje toldsatser vil få store konsekvenser for verdensøkonomien.
Det Demokratiske parti, den liberale fløj af den amerikanske herskende klasse og deres tilhængere i Europa er fuldstændig ude af stand til at forklare, hvorfor USA indleder denne handelskrig, ikke bare imod Kina, men mod hele verden, inklusiv deres lydige allierede i Europa og Asien. De begræder enden på “frihandel” og bortforklarer det med Trumps “vanvid”. Men denne toldkrig er ikke bare et resultat af Trumps person, selvom den uden tvivl også spiller en forstærkende rolle.
I virkeligheden er Trumps politik et produkt af det kapitalistiske systems egen logik og galskab, der opdeler verden op i konkurrerende nationalstater med hver deres kapitalistiske interesser.
Den europæiske herskende klasse i vildrede
Den danske og europæiske herskende klasse og deres forsvarere i medierne er i vildrede. Den ene dårlige forklaring efter den anden bliver givet som årsag til de nye toldbarrierer. Berlingskes chefredaktør, Pierre Collignon, søger forklaring i Trumps personlige tanker om sig selv som slags “patriark”, og samme slags analyser kan man finde i samtlige borgerlige aviser. Ideen, der går igen, udtalt eller ej: Trump (modsat ‘den fornuftige politiske midte’) fører en uansvarlig økonomisk politik.
Hos den reformistiske venstrefløj får man heller ikke en meget dybere forståelse af, hvad der faktisk er årsagen til dette monumentale skift i den verdensøkonomiske orden. Ifølge Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten, kan Trumps økonomiske politik koges ned til én ting: “Trump gør det, fordi han er en bølle.”
I tider som disse er det dog forfriskende, at man i det mindste kan få noget så sjældent som et ærligt svar fra udenrigsminister Lars Løkke, som skrev på X: “Det er over min forstand, at USA vil indlede en handelskrig mod Europa.”
Fælles for alle disse analyser er, at de ikke giver en reel forklaring. De er ude af stand til at beskrive, hvorfor tendensen til protektionisme i verdensøkonomien pludselig har accelereret.
Som marxister søger vi at forstå de processer, der finder sted i det kapitalistiske system og nøjes derfor ikke med de lette forklaringer om, at det hele kan koges ned til Trumps person.
Den generelle proces i verdensøkonomien med øget protektionisme og tiltagende handelskrig har længe været en kendsgerning. Både Biden og Obama har bidraget til denne proces: Obama med sin American Recovery and Reinvestment Act fra 2009, hvor han lancerede sit slogan “buy American”; og Biden med sin Inflation Reduction Act. Trump har imidlertid taget processen til et nyt kvalitativt niveau.
“Aldrig igen told!”
Det er helt klart, hvad Trumps mål er: Han vil tvinge virksomheder til at flytte produktionen til USA, og ikke kun produktionen af biler, men hele produktionskæder skal flytte tilbage inden for USA’s grænser.
I økonomiske fremgangsperioder kan kapitalismen øge den internationale arbejdsdeling og midlertidigt overkomme nationalstatens begrænsninger, som vi har set det i perioden efter anden verdenskrig. Men i krisetider, som den vi befinder os i nu, øges konkurrencen mellem de nationale kapitalistklasser.
For at beskytte sig mod denne konkurrence og sikre deres produktionslinjer, griber de nationale kapitalistklasser i desperation til redskaber som told. Mindst lige så vigtigt for kapitalisterne er det at undgå krisens sociale konsekvenser og den følgende klassekamp, som de forsøger at eksportere til andre lande gennem protektionisme. Kapitalistklasserne i de enkelte lande forsøger dermed at skrue historiens hjul tilbage og tvinge produktionen tilbage inden for nationalstatens snævre rammer.
Det er præcist hvad vi ser: Trump lover at skrue tiden tilbage til 1950’erne eller 1960’erne, hvor den amerikanske økonomi blomstrede, og arbejdere havde jobs med mere anstændige vilkår og lønninger. Problemet er, at det er den rene utopi.
Dette ønske vil — som mange borgerlige økonomer også pointerer — betyde en enorm destruktion af produktivkræfterne og elendighed for millioner af arbejdere, som vi så det med krisen i 1930’erne. Økonomerne har erklæret »aldrig igen!« om protektionisme og told. Men som så mange andre økonomiske »aldrig igen’er«, som printning af penge, har det måttet vige for den reelle udvikling af internationale og klassemæssige modsætninger.
Den liberale fløj af den amerikanske herskende klasse og deres økonomer kan begræde Trumps toldsatser så meget, som de har lyst til, men deres politik er mindst lige så “uansvarlig”. Deres politik var at udskyde økonomisk krise ved at printe penge, som skabte inflation. Deres politik smadrede arbejderklasses leveforhold; det er dem som, af kortsigtede hensyn har optaget bjerge af gæld, som har resulteret i årtier med nedskæringer; det er kort sagt deres uansvarlige politik som har bragt systemet til den nuværende blindgyde, hvor verdensøkonomien begynder at gå i bakgear. Inden for kapitalismen er der ingen vej ud.
Hvad er der i vente?
Der kan drages tydelige paralleller mellem den krise, kapitalismen står overfor i dag, og den store depression i 1930’erne. Efter Wall Street-krakket i 1929 begyndte USA og de europæiske nationer at indføre told for at beskytte deres egen økonomi og eksportere krisen til andre nationer. Men protektionismen i 1930’erne løste ikke krisen — tværtimod forværrede den den globale økonomiske nedtur.
Da USA indførte sin protektionistiske politik i 1930’erne, var andelen af verdenshandel til BNP omkring 9 procent. I dag ligger den nærmere på 25 procent. Det vil sige, at vi i dag har et langt mere integreret og globaliseret handelssystem, end hvad tilfældet var i 1930’erne. En smadring af verdensmarkedets integration i dag som konsekvens af øgede toldsatser og handelskrig vil derfor betyde en destruktion af verdens produktivkræfter af historiske proportioner.
Der er intet unaturligt eller uforklarligt ved den lurende krise. Den nuværende verdensorden er bygget op på baggrund af den exceptionelle periode i kapitalismens historie, der opstod i efterkrigsopsvinget. Med Europa i ruiner, USA i fremgang og Sovjetunionen ved siden af, der truede kapitalismen som helhed, var der grobund for økonomisk fremgang og øget globalisering. Men denne epoke med fremgang på kapitalistisk basis er død og borte.
Det, vi ser nu, er kapitalismen, der vender tilbage til sin normale tilstand af kriser og krige. En tilstand, hvor arbejderklassen hver gang vil blive bedt om at betale prisen for krisen gennem inflation, arbejdsløshed, nedskæringer – med vores liv og leveforhold.
Stop kapitalismens galskab
Den økonomiske nationalisme, som vi ser tage fart nu, er ikke opstået, fordi Trump tænker sig selv om “patriark” eller er “en bølle”; hans politik (hvor dårligt udført, den end er) udtrykker et reelt ønske fra en fløj af den amerikanske herskende klasse, der under pres fra krisen forsøger at rulle historiens hjul tilbage, en politik som allerede var sat igang før ham, men som han har taget til næste niveau.
I modsætning til hvad Demokraterne siger, er det ikke Trump alene, der har skabt krisen — det har det system, som de er med til at forsvare. Deres politik er som forklaret intet alternativ for arbejderklassen, som kun har set sine leveforhold forringes, mens kapitalisterne har set deres formuer eksplodere båret af årtiers printning af penge.
Kommunisters opgave er ikke at vælge side mellem den ene eller anden fløj inden for den herskende klasse, men at skære igennem tågen, forklare tingenes rigtige tilstand og vise en vej ud.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
I den kommende tid vil vi se kapitalismens galskab nå nye højder. Vi har den mest veludviklede økonomi, det rigeste og mest avancerede samfund i menneskehedens historie. Alligevel skal milliarder af arbejdere og unge verden over nu frygte for at blive skubbet ud i arbejdsløshed, sult og international ustabilitet. Det er tydeligt, at systemet har nået en komplet blindgyde.
Kapitalistklassen sidder som en parasit på økonomien. Med deres snævre nationale interesser bremser de udviklingen af produktivkræfterne. Hvad der er brug for, er en revolution, der afskaffer kapitalismen og erstatter den med en rationel planøkonomi. Som Trotskij forklarede i relation til den store depression i 1930’erne:
»Det, der er nødvendigt og presserende, er at adskille produktionsmidlerne fra deres nuværende parasitære ejere og organisere samfundet i overensstemmelse med en rationel plan. Så ville det med det samme være muligt virkelig at helbrede samfundet for dets sygdomme. Alle, der er i stand til at arbejde, ville finde et job. Arbejdsdagen ville gradvist blive kortere. Alle samfundsmedlemmers behov ville blive tilfredsstillet i stigende grad. Ordene “ejendom”, “krise”, “udnyttelse” ville forsvinde ud af cirkulation. Menneskeheden ville endelig krydse tærsklen til ægte menneskelighed.«
