En kort introduktion af Alan Woods
Det er et velkendt faktum, at tilfældigheder kan spille en betydelig rolle i både historien og individers liv. I løbet af mit liv har jeg observeret mange tilfældigheder, også af de mere ekstraordinære slags. Men jeg har aldrig oplevet en så unik og uforudsigelig sammenkædning af omstændigheder, som jeg skal til at berette om her.
Det centrerer sig om et enkelt brevs ekstraordinære skæbne. Et brev skrevet af Leon Trotskij i 1938 og adresseret til Workers International League of Great Britain, som var den direkte og lineære forgænger for nutidens Internationale Marxistiske Tendens. Dette brev har ikke set dagens lys i otte årtier. Vi troede alle, at det var gået tabt, og i en vis udstrækning var den antagelse korrekt.
Men nu ved en enestående udvikling af situationen, er det tabte brev returneret til dets rette ejere. Måden, det skete på, er gengivet her. Det minder om et af de mere usandsynlige afsnit i en af de detektivserier, der ofte vises i fjernsynet. Og ligesom alle gode detektivhistorier begynder denne med en anklagende finger mod dem, som er ansvarlige for en forbrydelse: den forbrydelse det er at forsøge at forfalske historien.
Hvordan det hele startede
Historien begynder en mandag den 21. maj 2018. Kammerat Ana Muñoz er ansvarlig for det daglige arbejde med at følge op på korrespondancen på vores hjemmeside In Defence of Marxism. Normalt har dette arbejde en ret rutinepræget karakter. Af og til dukker en mail op fra et land, hvor vi normalt ikke har meget kontakt. Men oftere fører brevene ikke til mere. Nogle af dem er blot simpel snyderi.
Så da Ana modtog en besked fra en person, som spurgte, om vi var interesserede i nogle af Trotskijs breve, der var dukket op i en kasse på loftet hos vedkommendes mor, der for nyligt var gået bort, var hun lige dele spændt og skeptisk. Teksten i beskeden lød således:
”Jeg har fundet breve fra Leon Trotskij på et loft. Vil I gerne have dem, eller skal jeg smide dem ud?”
Beskeden var ekstremt lakonisk, endda underlig. Den var underskrevet MT. Men der var ikke nogen indikation på, hvor den kom fra, eller om afsenderen var en mand eller en kvinde. Hvem var denne mystiske person? Og hvad var det for nogle breve? Eksisterede de overhovedet? Alle former for tvivl dukkede op hos Ana, men hun besluttede sig for at svare, at selvfølgelig var vi interesserede i brevene. Hun skrev tilbage:
“Kære MT,
Mange tak for dit tilbud om nogle breve fra Leon Trotskij. Vi er afgjort interesserede i dem, hvis ikke du er. En af vores repræsentanter vil befinde sig i New York meget snart. Ville det være muligt for ham at kontakte dig og måske arrangere en aftale angående dette? Lad os endelig vide det.
Venlig Hilsen
Ana Muñoz på vegne af IDOM”
Ana havde foretaget lidt efterforskning og opdagede, at beskeden kom fra en IP-adresse fra New York. Vedkommende var en kvinde, som i sit svar bekræftede dette, og sendte så endnu en kryptisk besked.
“Jeg forlader New York. Er der en adresse, jeg kan sende dem til?
MT”
Ana skrev tilbage og foreslog, at hun skulle kontakte nogle af vores kammerater i vores amerikanske sektion, som har hovedkvarter i New York. Kontakten var efterfølgende etableret. Ana skrev igen:
”Kære MT,
Jeg bekræfter hermed, at jeg har videregivet din e-mail til vores repræsentanter i New York. De burde have skrevet til dig nu. Jeg vil også takke dig for din venlighed ved at donere disse breve.
Venlig hilsen
A. Muñoz”
På vegne af Internationalen kontaktede vores kammerat, Antonio Balmer, brevskriveren og arrangerede, at brevene blev sendt.
Brevene ankommer
Og så ventede vi. En uge gik, så en ny, så endnu en. Mistanken om, at vi aldrig ville få brevene at se, voksede. Med det store generelle arbejdspres havde vi næsten glemt dem. Men så en skønne dag fik vi et opkald fra en begejstret kammerat i New York: Brevene var kommet!
Vi var naturligvis meget glade for at høre nyheden, men selv på dette stadie indså vi ikke, hvor betydningsfuld denne begivenhed skulle vise sig at være. Vi havde ingen idé om, hvad brevene indeholdte, og antog at de ville være af sekundær betydning – formentlig af en organisatorisk eller administrativ karakter. Vi kunne ikke have taget mere fejl.
Før vi modtog de originale breve, fik vi tilsendt en mail med kopierne vedhæftede. Jeg led af en slem omgang øjenbetændelse, så jeg fandt det svært at læse. Jeg bad Ana om at læse brevene højt for mig. Hun svarede, at der var tre breve, to længere og et, som var kortere. Jeg bad hende læse mig det korte brev.
Hun begyndte at læse, og jeg blev øjeblikkeligt forbløffet over, hvad jeg hørte. Jeg sagde: ”Kan du læse det igen?” Det gjorde hun, og min forbløffelse voksede for hvert øjeblik. Jeg udbrød: ”Du gode gud! Det er utroligt. Du ved ikke, hvad du holder i dine hænder!”
Jeg undersøgte kopien og så, at brevet i høj grad var ægte. Trotskijs egen underskrift var der, tydeligt for alle. Dette var det brev, som vi alle i otte årtier, havde troet, var gået tabt!
Uden stadig at turde tro på min egen dømmekraft ringede jeg til Rob Sewell, som få år forinden var taget til Harvard University for lede efter det tabte brev i Trotskij-arkiverne, der opbevares dér. Han fandt ikke brevet, selvom han ved et uheld snublede over nogle kasser, der indeholdt ikke-publiceret materiale fra Trotskijs biografi om Stalin, som vi senere udgav for første gang.
Jeg sagde: “Rob, du vil ikke tro det, men det ser ud til, at det brev, du søgte efter, nu er i mine hænder. Uanset er det en bekræftelse på, at brevet eksisterede, men dette ser ægte ud for mig”. Efter jeg læste brevet op for ham, sagde han straks: ”Det er det brev!”
Men hvilket brev?
da han levede holdt Ted Grant ofte oplæg om den britiske trotskistiske bevægelse i 1930’erne, hvor han selv var involveret. Han talt ofte om en episode med et brev, som Trotskij havde sendt os vedrørende introduktionen til Trotskijs artikel Læren fra Spanien – Den sidste advarsel skrevet i foråret i 1938.
Han havde altid holdt fast i, at Trotskij havde sendt en kopi og et svar, hvori han bød udgivelsen velkommen og roste introduktionen. Han sagde, at Trotskij også varmt havde budt initiativet om, at kammeraterne var ved at etablere deres eget trykkeri, velkommen.
Problemet var, at ted Grant aldrig havde haft en kopi af dette brev, og det findes ikke i Trotskijs Writings. Hvor var brevet? Det var en gåde, som vi mente, var umulig at løse. Men nu er den blevet løst. Lad os bringe klarhed over mysteriet punkt for punkt.
Tre breve
Her er de tre breve I deres fulde længde.
“Avenida Londres 127
Coyoacan, D.F.
Mexico.
21. maj, 1937
Kære kammerat Sumner,
Jeg er dig og dit venlige og meget informative brev oprigtig taknemmelig. Jeg kan meget vel forstå de udfordringer, du må overkomme, men det er hinsides enhver tvivl, at for hver måned vil situationen ændre sig til din fordel. Den eneste vanskelighed var at begynde undersøgelsen; nu vil sandheden afsløre sig selv næsten automatisk som en naturkraft. Alle disse kvinder og mænd, inklusiv gamle politiske ræve som Brailsford og Fenner Brockway, vil snart opdage, at jorden er ved at brænde under dem, og de vil forsøge at komme over i sandhedens lejr for at undgå at blive definitivt kompromitteret. Vi kan, åbent og fulde af forvisning, forudse vore sejr over bagmændene for bagvaskelsen og deres agenter af første og anden grad. Skiftet, der er ved at ske i USA, vil utvivlsomt have en favorabel påvirkning på jeres situation i England.
Videregiv venligst mine respektfulde hilsner til din mor og mine bedste ønsker til alle vore venner i England.
Kammeratligst,
Leon Trotskij
LT/BW”
“15. april, 1938
Kære kammerat Sumner,
Jeg har ikke skrevet til dig i lang tid, men du forstår grundene. Vi modtog dit telegram og dit brev, og både Natalia og jeg sætter stor pris på dine venlige følelser…
Jeg ved ikke, om du er blevet informeret om kammerat Cannons rejse til Europa og i første omgang til London. Det er muligt, at kammerat Shachtman også vil følge Cannon. Jeg tilskriver denne rejse stor vigtighed, særligt for tingene i England. Canon og Shachtman er vore to bedste kammerater i staterne med et bredt udsyn og seriøs organisatorisk erfaring. En af deres opgaver er at møde med alle de engelske grupper, som tilhører eller ønsker at tilhøre den Fjerde Internationale og forsøge at normalisere situationen blandt disse grupper for at hjælpe med krystalliseringen af en ægte britisk sektion i Fjerde Internationale. Jeg håber, at du og din gruppe vil give Canon og Shachtman jeres fulde samarbejde med deres opgave.
Jeg tvivler på, at de kan blive i London i mere end én uge, muligvis mindre. Det er absolut nødvendigt at bruge tiden så nyttigt som muligt. For mig lader det til, at den bedste procedure vil være at gå i forbindelse med de andre grupper nu og endda etablere en teknisk komité med det formål at arrangere mødet mellem de amerikanske venner og hver enkelt af de britiske grupper separat, og herefter med dem alle samlet. Du vil formentlig tids nok modtage et kommuniké, der specificerer den præcise dag for de amerikanske venners ankomst til London. Jeg vil blive glad for at få en besked fra dig om forberedelserne for diskussionerne med C og S og også senere om resultatet af disse diskussioner
Jeg modtager jeres publikationer. Tak. Men i dag skriver jeg kun om ‘C-S’-rejsen.
De bedste hilsner fra Natalia og mig til dig og alle vennerne.
Kammeratligst
L. Trotskij
Coyoacan, D.F.
LT: joe 61-18
P.S. – Jeg har modtaget et brev fra Frank Maitland på vegne af ‘Revolutionary Socialist Party’. Han ønsker at publicere min artikel om Spanien som en pamflet og er klar til at gøre det i samarbejde med en af vores britiske grupper. Hans partis udvikling, skriver han til mig, er fuldstændig i den Fjerde Internationales retning. Er du i forbindelse med dem? Jeg skriver til Maitland i dag.”
Frank Maitland var en skotsk trotskist, som jeg mener gik ind med i RSL (Revolutionary Socialist League) i en kort periode. Men den foreslåede pamflet om Trotskij tekster om Spanien er ikke dukket op. Formentlig blev den aldrig publiceret. Kammeraterne i WIL (Workers International League, britisk trotskistisk gruppe som Ted Grant var med til at danne, red.) udgav derimod en pamflet om Trotskijs artikel Læren fra Spanien med en introduktion skrevet af Ted Grant i samarbejde med Ralph Lee. Det er den introduktion, Trotskij roste i sit følgende brev:
”Kære kammerat Sumner
Jeg modtog jeres version af min Spaniens-pamflet med jeres fremragende introduktion. Det var en rigtig god revolutionær idé at lave sit eget trykkeri.
Vi modtog Leons brev til jer, som viste sig, at blive hans sidste brev [Leon var Trotskij søn, som blev myrdet for sin revolutionære aktivitet i Fjerde Internationale – red]. Jeg kan ikke huske, om jeg svarede jer på det tidspunkt. Natalia var meget rørt over jeres opmærksomhed.
Jeg skrev til jer om Canons og Shachtmans rejse til Europa og særligt til England og planerne i forbindelse med denne rejse. Modtog du dette brev? Du svarede mig aldrig vedrørende dette.
Min varmeste hilsner til dig og dine venner.
Ærbødigst,
Leon Trotsky
Coyoacan, D.F.
LT: joe 71.2”
Hvem var Charles Sumner?
Charles Sumner (også kendt som A. Boyd) var partinavnet på Hilary Sumner-Boyd. Han var faktisk amerikaner, født i Boston, Massachusetts i januar 1913 og død i Istanbul i september 1976, 63 år gammel. Søn af Matthew Frederick Boyd og Anne Porter Boyd, han kom tydeligvis fra en velbeslået familie, da han fik en privat uddannelse.
Senere studerede han på Christ Church i Oxford. Men det lader til at have haft en vis radikal indflydelse på familien. Hans far havde kendt John Reed (forfatter til Ti dage der rystede verden, medstifter af Kommunistpartiet i USA – red), og Trotskij har tilsyneladende kendt hans mor. Han var en begavet intellektuel, som talte græsk, tysk, fransk, tyrkisk og latin.
På det tidspunkt, som vi interesserer os for, var han sekretær i det britiske Revolutionary Socialist League og var forretningsansvarlig for The Red Flag, og hans lejlighed på 238 Edgware Road var centrum for organisationens aktiviteter. Hans var også medlem af det Internationale Sekretariat og deltog i den Fjerde Internationales stiftende kongres.
Men, som kammeraterne i WIL havde advaret om, var den såkaldte “Foreningskongres” i Storbritannien dødsdømt fra starten. Den kunstige ”forening”, som blev formidlet af Cannon og Shachtman brød straks sammen (årsagerne til dette bliver forklaret i nedenstående, red.). Den nye organisation splittede meget snart i stumper og stykker. Dette må have haft en dybdegående effekt på hans morale.
Uanset, så flyttede Sumner senere fra England til fordel for Tyrkiet, hvor han droppede ud af aktiv politik og blev opslugt af universitetsverdenen, hvor han skabte lidt af et navn for sig selv. Han var forfatter til en meget velkendt bog for turister: Strolling through Istanbul: a brief guide to the city. Hilary havde også en indflydelse på udviklingen af den moderne tyrkiske teaterscene, hvor et antal af hans studerede endte som anerkendte skuespillere, instruktører og manuskriptforfattere.
Men selvom han droppede ud af den trotskistiske bevægelse, lader det til, at han aldrig gav helt afkald på sine ideer. Den britiske filosof A.J. Ayer mindes et møde ”…en amerikaner ved navn Hilary Sumner-Boyd, som var sekretær og, så vidt jeg ved, det eneste medlem af the Oxford Trotskyist party (!). Hans usædvanlige blide manerer blev modsagt af hans ideers voldsomhed.”
Dette blev bekræftet i et brev, skrevet af hans advokat, efter han døde. Det relaterer sig til brevene fra Trotskij, som han sikkert havde opbevaret blandt sine ejendele gennem alle årene. Advokaten skriver:
“Taşkonak
Meydan Mahallesi No 18
Rumeli Hisarı
Istanbul
19. marts, 1977
“Til MW:
Som administrator og bobestyrer af boet efter den afdøde professor Hilary Sumner-Boyd, har jeg den fornøjelse at overdrage til dig, helt og aldeles uden forbehold, disse vedlagte breve til Hilary af Leon Trotskij á den 15. april, 29. juni og 21. maj 1937.
Disse breve kan anvendes eller smides ud af dig alt efter din diskretion.
Jeg ved, at Hilary ville have været meget glad for at vide, at disse breve ville være i din besiddelse. De har ikke stor historisk værdi, men det betyder alligevel noget at kunne røre ved en del af historien. Det var Hilarys ønske, at hans ejendele skulle gives til dem, som ville bruge dem og sætte pris på det for deres egen skyld, og ikke for hans. Det er i overensstemmelse med det ønske, at brevene her bliver dig betroet.
Michael J.L. Austin”
Det fremgår, at advokaten var tilstrækkelig bekendt med sin klient til at vide om hans politiske tilbøjeligheder, og han understregede hans ønske om, at disse breve blev givet videre til nogen, ”som ville bruge dem og sætte pris på dem for deres egen skyld, og ikke for hans.”
Heraf er det tydeligt, at selvom manden, der var kendt som kammerat Sumner, længe havde hørt op med at spille en aktiv rolle i den revolutionære trotskistiske bevægelse, havde han beholdt og skattet disse breve hele sit liv, og var tilstrækkelig bekymret for deres fremtid til at insistere på som hans sidste vilje, at de blev overgivet til dem, som vil sætte pris på disses værdi og ville bruge dem på ordentlig vis.
Det var af denne årsag, at advokaten i Istanbul gjorde sig besværet med at få kontakt til én, som på det tidspunkt var et aktiv medlem af den amerikanske SWP (Socialist Workers Party). Vi ved ikke, om det lykkedes at skabe forbindelsen. Hvad, vi ved, er, at modtageren på brevene, MW, senere gav dem til den person, som nu har givet dem videre til de personer, som Trotskij oprindelig havde tiltænkt brevene.
I vores tak til MT for hendes generøse gave, forklarede vi også noget af brevenes baggrund, og hvorfor de betyder så meget for os. I svaret på en af vores beskeder, giver hun lidt flere detaljer om, hvordan disse breve så dagens lys:
“Hej,
Jeg er glad for, at brevene har fundet deres rette hjem.
Angående deres herkomst, så gik jeg I skole med MW for mange år siden. Da MW han fik sin afgangseksamen, overrakte han en folder for The Tufts Student Coalition Against Racism, som jeg ledte det næste år. Han gav brevene videre til mig, da han tænkte, at jeg ville finde dem interessante. Jeg fandt dem igen, da jeg gjorde min mors loft rent, efter at hun gik bort. De var i en gammel kasse med ‘skattede’ breve og opgaver fra high school.
Jeg var ude af stand til at skaffe MW’s nuværende kontaktinformationer fra Tafts alumnekontor, så jeg foretog en søgning på internettet og fandt jeres organisation.
Jeg beklager, at de har været gemt af vejen så længe, men jeg er glad for, at de nu har fundet jer og vil udfylde nogle huller. Tak for at dele deres betydning med mig! Ud af deres kontekst har jeg fundet dem lidt forvirrende, og jeg har nu en ny forståelse for deres historie og betydning.
Venlig hilsen,
MT”
Historien bevæger sig af så omstændige veje!
Kammerat Steve Iverson fra Boston og medlem af IMT’s amerikanske sektion kunne kaste yderligere lys over disse spørgsmål. I mange år var han nemlig et aktivt medlem i SWP. I en kommentar på en tale jeg holdt i sommer på IMT’s verdenskongres i Italien, hvor jeg beskrev Trotskijs breve som vores ”dåbsattest”, skrev Steve følgende:
“De delegerede på IMT’s verdenskongres i 2018 var begejstret for at høre historien om, hvordan vi fik fat på vores tendens’ ”dåbsattest”, brevene fra Trotskij til de britiske kammerater, hvor han lykønsker dem med publiceringen af pamflettet om Den Spanske Revolution.
Som historien udfoldede sig, rummer den stadig et mysterium om selve dokumentets oprindelse: Altså hvordan var kæden blev skabt således, at de fandt deres retmæssige hjem.
Ana fortalte mig, at den amerikanske kvinde, som kontaktede os med tilbuddet om de tre originale Trotskij-breve, senere fortalte os om de omstændigheder, som førte til, at de kom i hendes besiddelse.
Jeg er tilfældigvis i en position, hvor jeg kan komme med et par af de manglende brikker til dette puslespil.
Vor velgører fortalte os, at hun i midt 70’erne var student på Tufts University i Somerville, Massachusetts. Mens hun studerede der, gik hun med i the National Student Coalition Against Racism, NSCAR på universitetet. Jeg var også selv medlem af denne organisation en kort periode. Og selv om jeg nu lever to blokke væk fra det universitet, levede jeg på det tidspunkt i den helt modsatte ende af kontinentet, i Californien.
NSCAR blev stiftet på en januar-konference i 1975 på Boston University på initiativ af US Socialist Workers Party og dets ungdomsorganisation, Young Socialist Alliance, som en måde at udvide og uddybe mobiliseringerne til at støtte den kamp der foregik i Bostons sorte kvarterer mod de racistiske kræfter, der aktivt blokerede for desegregering på Bostons skoler.
Denne kvinde forklarer os, at da formanden for Tufts afdeling af SCAR forberedte sig på at forlade Boston og flytte til en anden by, tilbød han hende de tre dokumenter. Han havde modtaget dem, som en arv fra en professor, der døde i starten af 70’erne.
Forbindelsen mellem denne professor og den studerende forbliver et mysterium, men den studerende arving, MW, er én, jeg kendte engang.
Han er, så vidt jeg ved, ikke længere politisk aktiv. Men i mange år var MW medlem af Socialist Workers Party. Over årene har han tjent som afdelings-organisator i en række forskellige byer, og han var endda på valg som SWP’s borgmesterkandidat i Pittsburgh, Pennsylvania i 1985.
En bemærkelsesværdig ting omkring MW’s overdragelse af de tre dokumenter i 1977 er, hvorfor han ville gøre det på et tidspunkt, hvor Trotskij-arkiverne, langt om længe, var blevet åbnet for offentligheden på Harvard University, og adskillige SWP-medlemmer var blevet udpeget til at forske i dokumenterne for at udvide indholdet i Pathfinder Press’ serie om Trotskijs skrifter i hans sidste eksil. Hvorfor overdragede han dem ikke i stedet til det parti, han tilhørte?”
Det skulle vise sig, at kopier af to af de tre breve havde fundet vej til arkivet og var blevet trykt. Men det tredje, det som vi var mest interesserede i, havde aldrig set dagens lys…
Hvorfor brevene blev holdt skjult?
De to første breve blev publiceret i Trotskijs Writings. Det blev det tredje ikke. Det forsvandt ganske enkelt, som om det aldrig havde eksisteret. Spørgsmålet, der må stilles, er: Hvorfor dette brev – og kun dette brev – blev holdt skjult i årtier?
Hvis dette brev var af afgørende betydning for vores tendens, så vil en bevidst undertrykkelse af det være ligeledes afgørende for vores politiske fjender. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at dette brev rent faktisk blev undertrykt af lederne i SWP og i særdeleshed af James Cannon.
Hvilket bevis har vi for denne antagelse? Vi har allerede slået fast, at der var tre breve involveret. To af dem blev publiceret i Trotskijs skrifter, som blev udfærdiget af det amerikanske SWP. Kun et blev udeladt, det er det berømte tabte brev. Havde SWP ikke en kopi af dette brev? Det er ret utænkeligt. Joseph Hansen, som var en af Trotskijs sekretærer, havde en kopi af al Trotskijs korrespondance. Han må helt klart have haft en kopi af dette brev, som det fastslås nederst i brevet, hvor der er en arkiveringsreference skrevet ud til: ”Joe 71.2” (det vil sige til Joe Hansen).
Men i Harvard-arkiverne eksisterer der intet kopi af dette brev. Som nævnt ovenfor tog kammerat Rob Sewell i 2003 til Harvard University i Boston for at lede efter det forsvundne brev i Trotskij-arkiverne. Han fandt absolut intet spor af det, men – som vi forklarede ovenfor – så fandt han flere kasser med upubliceret materiale, der var blevet udeladt fra Trotskijs biografi om Stalin. Det blev starten på et meget vigtigt projekt for IMT med at publicere den nye og forbedrede version af dette vigtige værk. Men hvad angår det tabte brev, så forblev det tabt.
For at kunne forklare årsagerne til dette mysterium, bliver vi nødt til at gå helt tilbage til vores tendens’ oprindelse i perioden, der ledte op til Trotskijs forsøg på at lancere Den Fjerde Internationale for 80 år siden i 1938. Dette er ikke anledningen til at gå i detaljer om de nærmere omstændigheder, der førte til Fjerde Internationales kollaps. Disse spørgsmål er blevet behandlet i andre værker, især i Ted Grants History of British Trotskyism og The Programme of the International.
Denne artikels fokus er langt mere begrænset end det, men vil ikke desto mindre kaste en del lys over de feje metoder og organisatoriske chikane, som – sammen med ukorrekte politiske positioner og analyser – var et vigtigt element i degenereringen og kollapset i Internationalen efter Anden Verdenskrig.
Selvom vi ikke kan behandle dette emne i detaljen, er det nødvendigt i det mindste at give omridset af visse begivenheder, for at læseren kan få en ide om, hvad der ligger bag sagen om det tabte brev.
IMT’s oprindelse
Vores tendens’ historie kan spores direkte tilbage til Trotskij og Venstreoppositionens store arbjede i 1920’erne og strækker sig faktisk længere tilbage til Tredje Internationales heroiske dage under Lenin og Trotskij. Den Russiske Revolutions isolering under forfærdelige, tilbagestående forhold skabte grobunden for, at et kæmpe bureaukrati kunne rejse sig, opsatte på at nyde sejrens frugter.
Bureaukratiets modstand mod verdensrevolutionen havde et materielt grundlag. Det voksende stratum af konservative embedsmænd ville have et stille liv uden revolutionens storm og stress og være fri af massernes kontrol. Ved hvert af arbejderklassens tilbageslag samlede denne privilegerede kaste af embedsmænd – hvoraf mange var tidligere zariske embedsmænd – større magt i dets hænder, og skubbede den udmattede arbejderklasse til side.
Efter Lenins sidste sygdom, tog Trotskij det på sine skuldre at kæmpe imod Stalin og den voksende bureaukratiske plage, og kæmpede for det leninistiske program om proletarisk internationalisme og arbejderdemokrati. Han lancerede Venstreoppositionen sidst på året i 1923 efter Den Tyske Revolutions nederlag i et forsøg på at forsvare Lenins grundlæggende ideer, som systematisk blev omskrevet eller kastet til side.
Udfaldet af denne kamp inden for Rusland mellem Oppositionen og triumviratet bestående af Stalin, Zinoviev og Kamenev var i første omgang begrænset inden for det sovjetiske Kommunistpartis (CPSU) ledelse. Men kampen havde sit eget momentum, og med Lenins død blev kampagnen for at miskreditere Trotskij, som Lenins efterfølger, hurtigt ført ud i den kommunistiske Internationales rækker.
Som i det russiske partiapparat, hvor Stalin havde brugt sin position til personligt at udvælge de personer, som var loyale over for hans fraktion, udvalgte Zinoviev ligeså ledere i de nationale sektioner, som viste sig mere føjelige over for Moskva. Ikke desto mindre var bureaukratiet, i den første tid af den kommunistiske bevægelse, tvunget til at tillade en pseudo-demokratisk diskussion af de emner, der blev rejst af Oppositionen, og som var brudt ud i det russiske parti.
Den efterfølgende eksklusion af Venstreoppositionen i november 1927 markerede et nederlag for den ægte leninistiske kræfter inden for de kommunistiske partier. Det banede vejen for Stalins senere ultra-drejning og hans elimineringer af Bukharins Højreopposition. Ydermere markerede det endnu et skift i bureaukratiets konsolidering inden for den kommunistiske Internationale. Efter eksklusion af den russiske Venstreopposition fandt lignende udrensninger sted i alle Kominterns sektioner.
Ene mand mod verden
På trods af alle Stalin og hans magtfulde apparats anstrengelser for at knuse Oppositionen, nægtede Trotskij at forblive tavs. Fra den lille ø Prinkipo i Tyrkiet fortsatte Leon Trotskij sin stædige krig mod stalinismen. Han påbegyndte den langsomme og møjsommelige proces med at samle de kommunister, som ønskede at forsvare de ægte bolsjevistisk-leninistiske program og traditioner.
Men Trotskijs forsøg på at danne en ny Internationale fandt sted under de værst tænkelige forhold. Reaktionens tidevande havde skyllet over Europa, hvilket blev afspejlet i en række nederlag for arbejderklassen og fascismens fremvækst i Italien, Tyskland og Spanien. I Rusland repræsenterede Moskva-processerne bureaukratiets énsidige borgerkrig mod bolsjevismen. Trotskij fortsatte sin kamp fra sit fjerntliggende mexicanske eksil, hvor han kæmpede en modig, men ensom, krig mod uhyrlige odds: en mand mod hele verden.
Under disse omstændigheder afspejlede den nye Internationales kadrer et klima af nederlag og reaktion: demoraliserede elementer, primært rekrutteret fra småborgerskabet. Sagens kerne er, at Trotskij havde meget begrænsede ressourcer at trække på. Mange af dem, som kom over til Oppositionen, gjorde det ikke fordi, de var overbeviste bolsjevistiske-leninister, men som en reaktion mod stalinismens udskejelser. Nogle var trætte og nedslidte, og mange var politisk desorienterede. Der var elementer fra ultra-venstre, quasi-anarkister, syndikalister, bordiguister og andre afvigelser.
Trotskij var meget bevidst om problemet. Det faktum er vel forklaret i Trotskijs bog The Crisis in the French Section, som dækker perioden 1935-36. Mest afslørende af alt er transskriptionen af et interview Trotskij gav til Fred Zeller, som dengang var en fransk venstreorienteret leder af Socialistpartiets Ungdom. Da Fred Zeller henvendte sig til Trotskij om hans følgeres dårlige opførsel i Frankrig, forsøgte han ikke engang at forsvare dem. Alt, han sagde, var:
“Du ved godt, sagde han, der er ikke så meget tale om et valg. Du bliver nødt til at arbejde med det materiale, du har ved hånden. Det er ikke altid lige bekvemt.” (Trotskij, On Organizational Problems, November 1935, i The Crisis in the French Section, s. 67.)
Trotskismen i Storbritannien
Trotskijs dom over de franske trotskister kunne ligeså vel have gjaldt dem, der kaldte sig selv for trotskister i Storbritannien. Ligesom franskmændene bestod de hovedsageligt af småborgerlige elementer, boheme-typer, der organisk er ude af stand til at slippe fri af deres småcirkel-mentalitet og finde vej til arbejderklassen. De var smittet af sekterismens syge, som har plaget bevægelsen siden dens undfangelse, og som Trotskij kritiserede mange gange.
I et forsøg på at overvinde de britiske trotskisters isolation fra arbejderklassen, forsøgte Trotskij at overtale dem til at gå ind i Independent Labour Party, som var splittet fra Labour først i 1930’erne med støtte fra et stort antal af venstreorienterede arbejdere. For det meste undgik de hans råd, og kun en lille gruppe på femten eller tyve folk gik til sidst ind i ILP. Desværre var de meget uerfarne, og de gik ind i ILP meget sent, da partiet allerede var ved at miste terræn. De blev kendt som Den Marxistiske Gruppe.
Situationen begyndte at ændre sig med ankomsten af en gruppe entusiastiske unge trotskister fra Sydafrika, hvem Ted Grant var iblandt. De vandt en vis fremgang, men på dette tidspunkt, var mulighederne i ILP faldet markant. Trotskij så, at der tydeligvis åbnede sig bedre muligheder op inden for partiet Labour, især i Labour League of Youth. Han skrev:
“Eftersom de unge i ILP ser ud til at være få og spredte, mens Labour Youth er ungdommens masseorganisation, vil jeg sige: Byg ikke kun fraktioner – søg efter at komme ind. Den britiske sektion vil rekruttere sine første kadrer blandt de tredive tusind unge arbejdere i Labour League of Youth.” (Leon Trotskij, Writings, 1935-36, s. 203.)
Ted Grant var med at udvikle den bolsjevistiske-leninistiske gruppe inden i Labour partiet, som i offentligheden blev kendt som Militant gruppen, efter navnet på dens avis. På det tidspunkt havde flertallet i den sydafrikanske gruppe, inklusive Ralph Lee, sluttet sig til ham. Men sammensætningen af Militant gruppen var overvejende småborgerlig, og dens interne regime afspejlede det faktum. Et arnested for sladder, intriger og bedrag var det den slags usunde miljø, som småborgerlige elementer trives i.
De gamle ledere var jaloux på de entusiastiske yngre kammerater, og de udviste modvilje over dem, og så dem som en trussel mod deres position og autoritet. Som altid med sådanne grupper erstattede skandaler og personangreb den politiske debat. Ude af stand til at argumentere for deres politiske position organiserede lederne en kampagne af skandaløse angreb og bagvaskelse direkte rettet mod Ralph Lee. Disse beskyldninger var falske og blev senere tilbagevist. Men den giftige atmosfære førte til et uundgåeligt sammenbrud i relationerne. Krisen endte med, at kammeraterne blev ekskluderet fra Militant gruppen.
De ekskluderede kammerater besluttede, at en ny start var nødvendig, og de startede Workers’ International League (WIL), og den første udgave af avisen Workers’ International News udkom i januar 1938. De var kun en håndfuld, men hvad de manglede i antal og ressourcer, gjorde de op for i rent ungdommeligt momentum og revolutionær entusiasme. Rekrutter blev vundet fra ILP, Guild of Youth, Labour League of Youth og Kommunistpartiet. Ted huskede senere hen:
“Vi have otte medlemmer. Vi var aktive; vi solgte i Hyde Park, Piccadilly og Tottenham Court Road. Var der strejker, så intervenerede vi og vandt folk på den måde, vi vandt arbejdere. Vi var den eneste gruppe, arbejderne kendte. Vi ønskede arbejdere; vi ville ikke have det skrald, der var i de andre grupper”.
Hurtigt efter dannelsen af WIL, skrev Ralph Lee et brev til Trotskij 12. februar 1938 (Leon Trotsky exile papers, Harvard, bms Russ 13.1, 2625.). Han sendte også to udgaver af Workers International News. Inklusiv den første udgave af WIN, produceret i januar, der indeholdt en artikel af Trotskij. Trotskij læste brevet og lavede røde og blå understregninger. Der er et spørgsmålstegn sat af Trotskij i marginen, hvor Ralph skriver, at kopier af WIN og en pamflet er blevet sendt til ham separat. Det lader til at indikere, at han ikke modtog dem, eller at han havde brug for at finde ud af mere om gruppen, eller begge dele.
Kort før krigen anskaffede Workers’ International League sig deres første trykpresse: en smadret gammel maskine, som Lee, der var meget ressourcefuld, formåede at få til at virke. De publicerede et teoretisk magasin kaldet Workers’ International News og også en avis kaldet Youth for Socialism. De producerede også en lille pamflet om Trotskijs artikel Læren af Spanien med den introduktion, som Ted skrev i samarbejde med Ralph Lee.
Ralph forklarede, at gruppen havde anskaffet sig en trykpresse, med hvilket det nye WIN var blevet trykt. ”Indtil nu har vi publiceret to udgaver af Workers International News og pamfletten Summary of the final report of the commission of enquiry into the charges against Leon Trotsky in the Moscow Trials. Kopier af disse er blevet sendt til dig med separat post.” Denne sætning er blevet understreget med rød.
Ralph afslutter sit brev med ordene: “Hidtil har vi været afhængig af de amerikanske kammeraters initiativ og energi, men dette har blandt andet betydet uoverkommelige priser på vores publikationer, som har forhindret at disse fik en bred distribution. I stræben efter at ende denne afhængighed af en ekstern sektion i Den Fjerde Internationale, håber vi, at vi har din velsignelse.” De sidste otte ord er igen understreget af Trotskij med en rød blyant. Dette var altså noget, som skulle have hans overvejelser, eller der skulle spørges yderligere ind til, muligvis hos Charles Sumner.
I Trotskij-arkivet er der et andet brev fra Ralph Lee til Trotskij sendt 14. december 1938, vedlagt var WIL’s erklæring om det generelle medlemsmøde, der blev afholdt den 27. november 1938 (bms Russ 13.1, 1111-1115.).
I en diskussion med lederne af det amerikanske SWP 23. juli 1938 irettesatte Trotskij dem for deres manglende revolutionære selvopofrelse, og at de ikke have formået at etablere et trykkeri. Han fortsatte med at pege på WIL som et eksempel:
”Vi skal have sådan et trykkeri, ellers har vi ingenting.
For eksempel har vores engelske kammerater nu deres egen trykpresse, ved at have sådan et trykkeri med to eller tre dedikerede kammerater, ville vi ikke kun kunne udgive Socialist Appeal mindst to gange om ugen, men også pamfletter, flyers etc. Problemet er, at partiarbejdet er alt for meget baseret på småborgerlige opfattelser.
Vi må være bedre til at uddanne vore unge i selvopofrelsens ånd. Vi har allerede for mange unge bureaukrater i vores bevægelse.” (Trotskij, Writings, 1937-38, s.394.).
Disse kritikker må have stukket til Cannon. De var et slag mod hans opblæste ego – og de blev leveret af Trotskij selv, his autoritet Cannon dækkede sig ind bag. Hans prestige blev undermineret, og for ham var det en utilgivelige fornærmelse. Det forklarer hans hadske og utrættelige fjendtlighed over for WIL, mod hvem han førte en vedholdende offensiv med brug af metoder, som Trotskij utvetydigt ville have fordømt.
Det er værd at bemærke, at mens andre omfattende kommentarer af Trotskij blev gengivet ordret i SWP’s interne bulletiner, blev den, som indeholdt denne skarpe kritik af SWP, udeladt.
Hvordan man ikke forener
Med den kommende fare for en ny verdenskrig besluttede Trotskij at fremskynde forberedelse af dannelsen af en ny Internationale. I august 1938, kort før den stiftende kongres for Fjerde Internationale, kom James P. Cannon fra USA’s Socialist Workers’ Party til London med det mål at forene de forskellige britiske trotskister i en samlet organisation.
Fordi de havde et særligt forhold til Trotskij, troede lederne af SWP, at de havde en privilegerede position i den internationale trotskistiske bevægelse. Det var særligt tilfældet med Cannon, som tog det for givet, at de britiske trotskister ville følge hans anvisninger i alt.
Cannon forsøgte at bruge sin autoritet til presse kammeraterne til at forene sig med de andre grupper. De fortalte ham, at de var for enhed, men kun på basis af klar politisk enighed om strategi og taktik. Hvis Cannon kørte frem med sit krav om forening på et principløst grundlag, fortalte de ham, at han vil forene tre grupper til ti. Ikke desto mindre, bad han dem om at deltage i enhedskonferencen, og det blev enige om at deltage og fremlægge deres syn på sagen.
Medlemmerne af WIL var forståeligt nok forsigtige. Efter deres dårlige erfaringer med Militant gruppen, var de usikre på, hvordan nogen som helst meningsfuld enhed kunne opnås. Men pligtskyldigt drog de til konferencen. De var, selvfølgelig, fuldt ud for Fjerde Internationale, og havde en høj agtelse for Cannon, men da de dukkede op til konferencen, blev de komplet chokerede over det, de så.
Den fulde historie kan findes i The History of British Trotskyism, hvor vi kan læse følgende:
“Som optakt til Fjerde Internationales stiftende kongres i Paris kom James Cannon, lederen af de amerikanske trotskister og delegeret til Verdenskongressen, over fra USA for at forberede grundlaget for en forenet trotskistiske organisation i Storbritannien. Han forestillede sig, at han kunne feje forskellene til side og forene bevægelsen i et snuptag. På det tidspunkt eksisterede der tre forskellige grupper, der påstod, de havde trotskistiske rødder, i London-området, og én i Skotland. Det var Militant gruppen, Revolutionary Socialist League, Revolutionary Socialist Party og os selv, WIL. RSP havde splittet fra Socialist Labour Party, en stor sekterisk organisation i SKotland, med rester i Glasgow, Edinburgh og få folk i Yorkshire, som havde bevæget sig i retning mod trotskisme.
Således lå landet, da Cannon kom til Storbritannien. Vi så op til Cannon, som havde en lang revolutionær historie i bevægelsen. Han var leder af SWP og var i regelmæssig kontakt med Trotskij i Mexico. Kammeraterne havde en høj agtelse for ham. Da vi mødte Cannon, fortalte han os, at hans opgave var at forene de britiske grupper før Fjerde Internationales stiftende kongres til september. Det var tidsfristen, og vi kunne ikke vente, indtil alle var afklaret med denne forening. Hvad angik os, så fortalte vi ham, at vi var for forening, men det måtte ske på et korrekt, principielt grundlag. På grund af de fundamentale forskelle mellem de forskellige grupper på det tidspunkt, var det nødvendigt at afklare det presserende spørgsmål om, hvordan man skulle arbejde: entrisme eller ikke-entrisme, selvstændigt arbejde eller arbejde i Labour partiet. Vi fortalte Cannon, at vi først måtte blive enige om enten en politisk for entrisme eller en politik for selvstændigt arbejde. Oven i dette var der, selvfølgelig, mindretallets ret til at fremlægge deres egen position frit og forsøge at overbevise flertallet inden for organisationens rammer.
Cannon sagde: ‘Ja, men RSP-tendensen og James-tendensen ville aldrig acceptere dette’. Så vi svarede: ‘Hvis ikke de er parate til at acceptere det, så vil der naturligvis ikke blive nogen forening for vores vedkommende’.”
Kammeraterne i WIL’s værste frygt blev øjeblikkeligt bekræftet. Hele ”enheds”-konferencen var en farce. Da Ralph Lee så, hvordan det gik for sig, med døre der åbnede og lukkede sig, og folk der gik rundt og rundt, opsøgende og udførte lobbyvirksomhed, idet de forskellige deltagere indgik i studehandler og lokumsaftaler, sammenlignede han det med en sovekammer-farce fra Frankrig. De eneste, som hverken gjorde sig i lobbyvirksomhed eller lavede hemmelige aftaler, var medlemmerne af WIL.
Grundlæggende var problemet, at det var umuligt at forene grupper med så radikalt forskellige politikker, taktikker og orientering. Kammeraterne i WIL forsøgte at gøre dette faktum klart for Cannon, men han lod sig ikke rokke. Han krævede enhed, og det var alt, der var at sige i den sag. I sidste ende nægtede WIL at gå med og argumenterede for, at den enhedsaftale, som tillod de trotskister, der var mod entrisme, at lave åbent arbejde, var dømt til at slå fejl.
Cannons svar var helt på linje med hans karakter: Han sagde: “Vi knuser splittere som biller”. Lee gav igen med samme skarphed og sagde, at enhed på det grundlag var umulig. Henry Sara, som var ordstyrer, sagde til Lee, ”du kan ikke tiltale en gæst sådan”. Ted rejste sig og protesterede, ”at selv hvis kammerat Trotskij havde været til stede, havde vi fået lov til at fremsætte, hvilken som helst position vi ønskede. Det er demokratiet inden for vores bevægelse, uanset hvem der er her”.
Lees advarsel blev bekræftet indenfor en uge. Maitland, som havde deltaget for RSP, blev udstødt af hans egen gruppe, og de afviste enhed. Snart fulgte andre splittelser. Inden for seks uger lå hele redeligheden i ruiner. Canon var ikke tilfreds. Han var vant til at få det på sin måde. Han bebrejdede WIL for sine problemer. Den resulterende vrede, som han efterfølgende følte mod ”den akavede gruppe”, der bestod af Lee, Jock Haston og Ted Grant varede i årevis. Det er forklaringen på mysteriet om det forsvundne brev.
Årsagen til at Canon ikke kunne udstå de britiske trotskister er ganske enkelt den, at de ikke var rede til at acceptere hans ledelse betingelsesløst og uden kritik. Han betragtede dem altid som en plage. Derfor har det betydning, da han i sin kritik af ledelsen af den ”officielle” britiske sektion (det gamle RSL) beskyldte dem for at være for gentleman-agtige og ikke brutale nok mod WIL. Det faktum, at han sidestillede bolsjevisme med brutalitet, er en indikation på, hvor langt Cannon var fra Lenin og Trotskijs virkelige ideer og metoder.
Det er sandt, at hårdhed er et vigtigt element i den bolsjevistiske tankegang. Det er ikke nogen tilfældighed, at ved splittet i 1903 mellem Bolsjevikkerne og Mensjevikkerne, blev de førstnævnte kendt som ”de hårde” og sidstnævnte som ”de bløde”. Men Trotskij pointerer, at bolsjevismen ikke havde monopol på hårdhed. Også i Mensjevikkernes rækker var der mange hårde mænd og kvinder, som var dedikeret til deres sag og villige til at kæmpe og slås for den, mens der i den bolsjevistiske lejr ikke var mangel på kompromismagere, som vi så ved de afgørende øjeblikke i revolutionen.
Men i den sidste ende må hårdhed og blødhed i revolutionære tendenser have et politisk grundlag. Mensjevismens organisatoriske formløshed var kun en afspejling af deres politiske opportunisme – deres villighed til at gå på kompromis på principielle spørgsmål, at søge aftaler med fremmede klasser og, til syvende og sidst, at tilslutte sig borgerskabets lejr.
Lenin selv var altid hård og uforsonlig (nogen vil endda sige ”brutal”) når det kom til spørgsmål om teori og principper. Det var det egentlige grundlag for hans centralisme. Men det var kun den ene side af ligningen. Den anden side var hans ekstreme fleksibilitet i spørgsmål om organisation og taktik. Og i hans behandling af sine kammerater udviste han langt fra brutalitet, men altid stor omtanke, takt og medmenneskelighed.
For Lenin, og også for Trotskij, var det utænkeligt, at de nogensinde skulle bruge administrative metoder til at løse politiske uenigheder. Mobning, trusler, fornærmelser og forvridninger var helt fremmede for dem. De behandlede altid politiske modstandere med respekt, og svarede deres argumenter punkt for punkt. Det er tilstrækkeligt at se på de første fem år i den Kommunistiske Internationales levetid for at påvise dette. Cannons skole udsprang ikke af bolsjevismen, men snarere af zinovievismen, som klargjorde grobunden for stalinismen.
Den stiftende konference
På “enheds”-konferencen bad Cannon Ted og Jock Haston om at mødes med ham. Han spurgte dem, om de ville sende en delegeret til Fjerde Internationales stiftende konference og anmode om tilslutning som sympatiserende sektion. De svarede, at de ville ansøge om sympatiserende tilslutning, selvom de ikke mente, at de kunne skaffe pengene til at sende en kammerat afsted til den stiftende konference. Cannon svarede: ”Gør hvad I kan. Hvis ikke, så send et brev”.
De diskuterede det og udfærdigede et brev, hvori de udtrykte deres støtte til Fjerde Internationale og anmodede om at blive accepteret som en sympatiserende sektion. Den franske sektion argumenterede for, at WIL skulle accepteres som sådan. Dette ville næsten med garanti være blevet imødekommet, hvis ikke det var for Cannons intervention, hvor han tog sin hævn over kammeraterne på den mest smålige og ondsindede måde.
WIL’s brev blev ikke læst højt. I stedet holdt Cannon en dundertale mod WIL for at have splittet, angiveligt over bare personlige spørgsmål. Cannon afleverede en ond og løgnagtig dundertale mod WIL, som han beskyldte for ”sekterisk nationalisme”. Det var helt igennem falsk, hvilket Cannon meget vel vidste.
I sin konklusion advokerede Cannon for en anerkendelse af RSL som den officielle britiske sektion. Dette forslag blev naturligvis accepteret, og eftersom de delegerede blev fodret en hel række løgne, blev WIL’s anmodning om sympatiserende tilknytning afvist. Som et resultat af disse manøvrer blev WIL på uretfærdig vis fordømt. ”Alle rent nationale grupperinger”, lød den officielle udtalelse, ”alle dem som afviser international organisering, kontrol og disciplin er i deres essens reaktionære”.
Da Cannon skrev en rapport til Trotskij om Fjerde Internationales stiftende konference, gav han et uærligt og forvrænget billede af sit besøg i Storbritannien og enhedskonferencen, og gav følgende beskrivelse af WIL:
“Militant gruppen har de seneste seks måneder lidt under et split anført af Lee, som resulterede i dannelsen af en anden gruppe uden at der blev fremsat nogle principielle grunde til splittet (Workers’ International News). Dette kunne kun medføre forvirring og demoralisering – endnu mere da begge grupper udpræget arbejder inden for Labour partiet. På samme tidspunkt, havde Liverpool-afdelingen trukket sig fra Militant gruppen af opportunistiske årsager.
(…)
På Londonkonferencen, en uge senere, havde jeres fra starten deres [Edinburgh gruppens] støtte til en generel forening. Dette lagde uden tvivl et betragteligt pres på [CLR] James-gruppen.
I den politiske resolution blev det accepteret at grundlaget for enhed var, at hovedvægten af arbejdet skulle lægges i at arbejde i Labour partiet, uden at gøre medlemskab af Labour obligatorisk for de kammerater, som indtil videre ikke har været medlem. Det giver i det mindste en definitiv orientering for den forenede gruppe. Det var det maksimalt mulige. Det virker for mig som, at det vigtigste hvis vi i det mindste fik en korrekt orientering, var at bringe alle kammeraterne sammen og vænne dem til at fungere som én organisation, der ville være solidt tilknyttet Fjerde Internationale. Vi gennemførte et stærkt korstog mod uansvarlige split og gjorde det klart, at den internationale konference vil gøre op med muligheden for eksistensen af flere grupper og kun anerkende én gruppe for hvert land.
(…)
Lee gruppen består af tredive, mest unge, som er blevet slemt forgiftet af personligt fjendskab over for ledelsen i Militant gruppen. De forsøgte at obstruere foreningen, men fik nådesløse tæsk på enhedskonferencen, og deres rækker blev slemt rystet. Deres attitude blev fordømt på den internationale konference.
Under sit besøg i England havde Shachtman også et møde med denne gruppe. Hans mening er den samme som min – de bliver nødt til at underkaste sig den internationale beslutning og gå ind i en forenet britisk sektion eller lide under et split. Det er nødvendigt for den britiske sektion, at de tage et solidt og resolut standpunkt over for denne gruppe, og under ingen omstændigheder anerkender dens legitimitet. Desværre er det lettere sagt gjort. For ak, de engelske kammerater er nogle gentlemen. De er ikke vant til vore ‘brutale’ (det vil sige bolsjevikiske) behandling af grupper, som tager let på splittelser.” (James P. Cannon, Impressions of the Founding Conference, 12. oktober, 1938, i Joseph Hansen, James P. Cannon – The Internationalist, juli 1980.)
Cannons zinovistiske metoder
Lenin sagde, at nag spiller den mest foragtelige rolle i politik. Han refererede til Stalin i sit Testamente – et andet dokument der bevidst blev undertrykt af fraktionelle årsager. Men nag var også et træk ved Zinovievs psykologi og metode.
Det er generelt ikke særlig kendt, at den ondskabsfulde kampagne af løgn og sladder rettet mod Trotskij efter Lenins død ikke blev lanceret af Stalin, men af Zinoviev, som udelukkende var motiveret af personlig prestige. Han var overbevist om, at han var Lenins retmæssige tronfølger, og han var jaloux på Trotskij og afskyede bittert den enorme prestige, han havde vundet i Bolsjevikpartiet og arbejderklassen på grund af hans afgørende rolle i Oktoberrevolutionen og den borgerkrig, der fulgte.
Senere brød Zinoviev og Kamenev med Stalin og gik over til Trotskijs Venstreopposition. Men Zinoviev opgav aldrig sine principløse metoder, hvor organisatorisk intrigemageri blev sat i stedet for en ærlig kamp om politiske ideer. Hans komplette mangel på principfasthed blev endelig afsløret, da han kapitulerede overfor Stalin efter Venstreoppositionens eksklusion i 1927.
James Cannon spillede en vigtig rolle i at hjælpe med at opbygge Venstreoppositionen, efter at han brød med Stalin i 1928. Han havde en lang historie i arbejderbevægelsen og var en talentfuld agitator og organisator. Blandt alle de tidligere ledere i Fjerde Internationale, var han formentlig den mest duelige. Men Cannon var, ligesom Zinoviev og Stalin, ikke teoretiker.
Ikke blot indrømmede han dette, han var også stolt af det. Han sagde: ”Jeg slog konsekvent hårdt i bordet over for dem, som kaldte mig teoretiker. Jeg kaldte mig selv en agitator.” (Cannon, Writings, 1940-43, side 360.). Cannon overså den lille detalje, at Lenin og Trotskij, lederne af Bolsjevikpartiet, først og fremmest var teoretikere.
Cannon tilhørte en lang liste af selverklærede ”proletariske” revolutionære, som gemte deres teoretiske ignorance bag en facade af ”arbejderisme”. I stedet for teori falbyder de dårlig agitation. Bag deres påtagede foragt for teori og intellektuelle ligger der en dybtliggende følelse af utilstrækkelighed, som rummer et brændende ønske om at beherske, ikke kun kunsten at organisere intriger og manøvrer, men også teori – noget der konsekvent undveg dem. Der er ikke noget mere farligt dyr i den revolutionære bevægelser, end en mand som ikke er en teoretiker, men som mener, han burde være det.
Cannon var en zinovievist, og i sine organisatoriske metoder forblev han zinovievist resten af sit liv. Det indrømmede han reelt set i sin autobiografi: ”Venstreoppositionen tekster under Trotskij blev undertrykt. Vi fik kun vage bidder af dem her og der, og jeg, ligesom alle de andre ledere i det amerikanske parti dengang, kunne siges at være zinovievist. Vi blev hevet ind i trojkaens kampagne [Stalin, Zinoviev og Kamenevs kampagne mod Trotskij]”.
Og igen:
“Jeg vil sige, at det vil være mest rigtigt at sige, at jeg på det tidspunkt var zinovievist i den forstand, at alle andre ledere i partiet også var det, i den forstand at de tog hele Moskvas linje for pålydende og ikke undersøgte den særlig kritisk.” (Cannon, Writings 1945-47, s.187, min fremhævning, AW.).
Zinovievismen er en grov karikatur af bolsjevismen, som fremhæver den ene side af Lenins ideer (behovet for en stærk, disciplineret og centraliseret revolutionær organisation), mens den ignorerer eller negligerer vigtigheden af teori og ideer. Zinovievistiske tendenser er beklageligvis til stede i mange grupper den dag i dag, hvor man lader som om, at man står under trotskismens banner. Disse tendenser spillede en meget skadelig rolle i Fjerde Internationales degenerering, og ultimativt i dens likvidering.
James Cannons zinovievistiske metoder var tydelige tilstede helt fra begyndelsen – et faktum som var velkendt af Trotskij, som ved mere end en lejlighed tog afstand fra dem. Cannons opførsel over for de britiske trotskister var et klassisk eksempel på de metoder. Hans mål var at opnå komplet dominans. Vovede nogen at modsætte sig ham, blev de behandlet som en fjende, der skulle drives ud af bevægelsen. Selv det sprog, han brugte, var fuld af den mest giftige hån. Det følgende er bare et eksempel:
“Alle den helt igennem rådne Haston-fraktions forbrydelser og fejltagelser kan direkte spores til sin oprindelse som en principløs klike i 1938. Det jeg var i England lidt under et år senere, lige før den første verdenskongres, fordømte jeg Lee-Haston fraktionen som værende principløs lige fra sin start. Jeg havde ikke den mindste tillid til dem gennem deres efterfølgende udvikling, uanset hvilke teser de skrev eller stemte for i et givent øjeblik.” (Cannon, Speeches to the Party, ss.296-297, 6 April 1953.)
I sin beskrivelse af splittet i Storbritannien, skrev han:
“Splittet i den engelske bevægelse [1938] kan ikke forklares af politiske årsager. Det gjorde usigelig skade på bevægelsen og efterlod den i en svagere position, selv i dag efter at der endelig under pres og intervention fra den internationale bevægelse er blevet skabt enhed.” (Cannon, Writings and Speeches 1945-47, s. 61.).
Dette er en åbenlys løgn. Cannon var meget bevidst om de politiske forskelle, der adskilte WIL fra de andre grupper, og han fremtvang en umoden og principløs forening. Kammeraterne i WIL advarede ham – som vi har set – om at sådan en ”enhed” ikke ville vare mere end fem minutter, og det skulle vise sig, at de havde ret. Under Anden Verdenskrig, i en ligeledes principløs manøvre, trak Cannon vilkårligt anerkendelsen af den”officielle” sektion (RSL) tilbage og anerkendte WIL, fordi sidstnævnte havde vist sig at vokse mere succesfuldt under krigen.
På trods at alt dette, fremførte SWP i årevis myten om, at der ikke var ”nogen politiske forskelligheder” mellem RSL og WIL. I noterne til Trotskijs Writings, 1938-39, side 405, note 238, kan vi læse følgende: ”Lee-gruppen opstod i 1938, som et resultat af rent personlige uenigheder og havde ikke noget reelt politisk program. Millie Lee var sydafrikaner og tidligere medlem af CP.”
I denne note er det svært at skelne mellem, hvad der er værst: den politiske forvridning eller den rene og skære ignorance. Forfatteren til denne beklagelige note ved ikke engang, at lederen af WIL ikke var Millie Lee, men hendes mand, Ralph Lee, selvom Millie uden tvivl spillede en meget aktiv rolle i gruppen.
I en note i Cannons Writings and Speeches kan man læse følgende: ”Cannon tog til England i 1938, forud for Fjerde Internationales stiftende konference, som repræsentant for det Internationale Sekretariat med det mål at fremme en fusion af de dengang fire eksisterende trotskistiske grupper. Det lykkedes ham at forene tre af disse til dannelsen af Revolutionary Socialist League (disse var Revolutionary Socialist Party; den marxistiske gruppe, ledet af C.L.R. James; og Militant gruppen). RSL blev repræsenteret på Fjerde Internationales stiftende konference og blev anerkendt som den britiske sektion. Workers International League, ledet af Ralph Lee og Jock Haston, nægtede at gå med i den forenede bevægelse og boykottede Fjerde Internationales stiftende konference. Under pres fra den internationale bevægelse fusionerede RSL og WIL i 1944 og dannede Revolutionary Communist Party.” (min fremhævning, AW).
Dette er endnu en løgn. Som vi har set, boykottede WIL ikke Fjerde Internationales stiftende konference. Selvom WIL formelt stod uden for Fjerde Internationale, anså de sig selv som en del af den internationale trotskistiske bevægelse. De var helt enige med Fjerde Internationales program og principper, som de var blevet udlagt af Trotskij.
Trotskijs attitude over for WIL
På trods af Cannons systematiske forfalskningskampagne, er det tydeligt, at Trotskij havde en helt anden attitude. Han var rede til at være tålmodig og vente og se, hvilken gruppe i England der virkeligt repræsenterede Fjerde Internationales fremtid. Indtil da holdt han igen med sin dom. Men i de få henvisninger han havde til WIL, undgik han omhyggeligt nogen form for kritik.
Hvis Trotskij var overbevist om, at de faktisk var ”sekteriske nationalister”, ville han utvivlsomt have angrebet dem i de stærkeste vendinger. Tidligt i 1939 udarbejde CLR. James en rapport om de britiske trotskistiske grupper til Trotskij. Efter at have beskrevet problemerne i den officielle gruppe, gik han videre med kommentarer om, hvad han kalder Lees gruppe i Labour partiet (dvs. WIL):
“Der er også en anden gruppe – Lees gruppe i Labour partiet – som nægtede, at have noget som helst at gøre med fusionen, og som siger, at den er dømt til at fejle. Lee-gruppen er meget aktive.” Se Trotskijs Writings,1938-39, s. 250.
Trotskij lyttede opmærksomt, men kommenterede det ikke. Han fordømte ikke Lee-gruppen, men havde en ”vent-og-se”-tilgang. Han havde trods alt entusiastisk kommenteret deres bestræbelser det forgangne år med publiceringen af hans pamflet om Spanien og anskaffelsen af en trykpresse. I et interview med Sam Bornstein pointerede Ted Grant:
“Det vigtige at huske er, at Trotskij aldrig angreb WIL i nogen af alle hans tekster. Han ventede for at se, hvad der ville ske. Han vidste, [hvordan] Cannon og disse folk opførte sig. Han havde erfaring med dem, og derfor angreb Trotskij os aldrig. (…) Han skrev og roste os, han roste os for at vi skaffede vores egen trykpresse, roste den introduktion som Lee og jeg skrev til pamfletten Læren fra Spanien.”
Ted erindrede deres glæde, da de læste et brev fra Trotskij – præcis det brev, som nu er fundet – der lykønskede dem med publiceringen af denne pamflet, og i hvilken han understregede, hvor vigtigt det var for en revolutionær organisation at have sit eget trykkeri, uafhængigt af kapitalistiske virksomheder. Af dette er det tydeligt, at Trotskij fulgte WIL’s arbejde med interesse og jævnligt modtog materiale fra dem.
Selv om de formelt set stod uden for Internationalen, fortsatte Ted og de andre med at se sig selv som en del af den: ”Vi så os selv som Internationales bastarder,” forklarede han. De var overbeviste om, at de før eller senere ville blive anerkendt som den retmæssige britiske sektion. Historien skulle bevise, at de havde ret. Som vi har set, begyndte ”den forenede” gruppe at falde fra hinanden, så snart konference fra overstået.
I mellemtiden, fortsatte WIL deres stadige fremskridt, ved at vinde arbejdere, medlemmer af ILP, Kommunistpartiet og Labour, og selv fra RSL, som blev reduceret til en ren ubetydelighed. I sidste ende blev Cannon, som vi har set, nødt til at skrotte det døende RSL og anerkende WIL som Fjerde Internationales officielle sektion i Storbritannien. Men selv efter det, stoppede han ikke sine destruktive intriger og manøvrer mod ledelsen i den britiske sektion, som til sidst førte til et nyt split og ødelæggelsen af sektionen efter Anden Verdenskrig.
Vi bør tilføje, at Cannon ikke var eneansvarlig for Fjerde Internationales forlis. Han var ikke den værste af de såkaldte ledere, der kom i forreste række efter Trotskijs død. De andre var ikke bedre, og mange var langt værre. Pablo, Mandel, Pierre Frank, Livio Maitan – alle havde de Cannons defekter og ingen af hans dyder. Ikke en af dem kunne leve op til det niveau, som historien krævede. Sammen reducerede de Internationalen til støv.
Forfalskning er en forbrydelse
Breve kan forsvinde i posten, blive ødelagt eller endda glemt i en kasse på loftet. Men i tilfældet med Trotskijs brevs forsvinden, var der ikke tale om et uheld, men om en overlagt politisk forfalskning. Dette er naturligvis en meget alvorlig anklage. Leon Trotskij førte selv en uforsonlig kamp mod historieforfalskning, som er en stalinistisk og zinovievistisk metode, der er fuldstændig fremmed fra bolsjevismens traditioner. Det er intet andet end en forbrydelse.
Hvilket bevis har vi for denne antagelse? I efterforskningen af hvilken som helst forbrydelse er det nødvendigt at opstille et motiv og et mulighedsrum. Cannons motiv i denne affære kan siges meget simpelt. Han var frem for alt motiveret af en besættelse af sin egen personlige prestige. Han anså sig selv som den principielle leder i den internationale trotskistiske bevægelse, kun overgået af Trotskij selv. Det var velkendt, at han var arrogant og intolerant overfor enhver modstand og kritik. Disse er meget seriøse fejl hos enhver, der foregiver at være en revolutionær leder.
Selv om Trotskij priste Cannons utvetydige talenter, særligt i den organisatoriske sfære, accepterede han aldrig Cannons organisatoriske metoder. Da SWP splittede i spørgsmålet om holdningen til Sovjetunionen, og da Shachtman og andre bøjede sig for småborgerligt pres og accepterede den forkerte teori om statskapitalisme, forsvarede Cannon Trotskijs position, hvilket uden tvivl var korrekt. Men Trotskij advarede Cannon mod at bruge administrative metoder mod mindretallet, eller at forsøge at skubbe Shachtman ud af organisationen. Men det var præcis, hvad han gjorde.
Hvad angår mulighedsrum, så havde Cannon enhver mulighed i verden til at kunne undertrykke et brev, eller noget andet dokument eller artikel, som han fra sit synspunkt anså som ubekvemt. Det faktum, at det forsvundne brev ikke er at finde i Trotskijs arkiver på Harvard University, er endnu en indikation på, hvor langt Cannon og Hansen var rede til at gå i forfalskningen af de historiske optegnelser. Der er al mulig grund til at tro på Sam Bornstein og Al Richardson, da de beklagede sig over, at der må være mange af Trotskijs dokumenter, der mangler af præcis den årsag.
Det faktum, at Bornstein og Richardson bestemt ikke var på god fod med Ted Grant og WIL, betyder, at de kan citeres som pålidelige vidner for det faktum, at Cannon og hans støtter af fraktionsmæssige årsager bevidst undertrykte det brev, hvori Trotskij roste WIL’s arbejde. I deres bog War and the International. A History of the Trotskyist Movement in Britain 1937-1949, kan vi læse følgende:
“Særligt grelle er de huller, der er i LD Trotskijs skrifter, hvilket viser, at selv de mere omfattende samlinger af hans værker om Storbritannien ikke kan påstås at være andet end blotte udvalg. I mindst et eksempel, kan vi med sandsynlighed legitimt påstå, at et dokument blev undertrykt af fraktionsmæssige årsager.” (War and the International s. xi, min fremhævning, AW.).
Hvilket brev refererer de til? De uddyber:
“Blandt de breve, der blev sendt af Trotskij til Sumner på dette tidspunkt, var der et, som lykønskede WIL for introduktionen til deres udgave af Læren fra Spanien: Den sidste advarsel. Den er endnu ikke publiceret i ’Pioneer’s udgave af de samlede værker fra Trotskijs sidste eksil, åbenlyst ud fra fraktionsmæssige motiver. C.f. J. Haston, brev til Pablo (M. Raptis), 19. juli, 1947, i Internal Bulletin of the RCP, s.1” (Sam Bornstein og Al Richardson, War and the International. A History of the Trotskyist Movement in Britain, 1937-1949, p.46, note 5, min fremhævning, AW.).
Historiens knude bundet igen
Jeg kan forstå, at det for mange uden for vores bevægelse kan virke underligt, at opdagelsen af så kort et brev, der kun består af få afsnit, kan være årsag til så stor opstandelse. Men publiceringen af et hvilket som helst af Trotskijs breve er altid en glædelig anledning for de af os, som er forblevet trofaste over for de ideer, han stod for, og den sag, som han viede hele sit liv til.
Men for medlemmerne af den Internationale Marxistiske Tendens, repræsenterer dette brev meget mere end det. Det er beviset på det, som Ted Grant, stifteren af vores bevægelse, beskrev som den ubrudte tråd, der forbinder os til den revolutionære internationale marxismes oprindelse. Det er, som jeg forklarede på IMT’s Verdenskongres i 2018, vores dåbsattest. Det forbinder os direkte til Leon Trotskij, og er en slående bekræftelse af, at de ideer og metoder vi forsvarer, havde den store mands billigelse.
Jeg var for nylig i New York, hvor jeg deltog i en meget succesfuld skolingsdag for de nordøstlige afdelinger i IMT’s amerikanske sektion. Nyheden om brevene var kun netop blevet givet videre til de amerikanske kammerater, som det gjorde et dybt indtryk på. En af sektionens veteraner sagde til mig: ”Hvis jeg havde religiøse tilbøjeligheder, ville jeg betragte dette brevs overlevelse som et mindre mirakel.”
Disse ord indeholder ikke et gran overdrivelse. Man kan komme i tanke om et dusin grunde til, at dette brev aldrig ville have set dagens lys. Det er rejst fra Coyoacan i Mexico til London, fra London til Istanbul, fra den tyrkiske hovedstad til New York, hvor det lå i mange år, glemt i en kasse på et loft, for til sidst, efter denne utrolige odyssé, at finde vej til den korrekte destination efter en forsinkelse på præcis 80 år. I alle verdens postvæsners historie må dette høre til blandt de mest utrolige leveringer, der nogensinde er sket.
Ted Grant fortalte mig engang, at før Anden Verdenskrig var der en af vores kammerater, som havde været medlem af Første, Anden, Tredje og Fjerde Internationale. Jeg mødte beklageligvis aldrig denne kammerat. Han døde længe før, at jeg gik med tendensen i 1960. Men vi er meget stolte af, at vi kan spore vores politiske afstamning tilbage gennem Trotskij i Overgangsprogrammet, den Internationale Venstreopposition, Lenin og Bolsjevikpartiet, lige tilbage til Marx og Engels’ idéer, Første Internationale og Det Kommunistiske Manifest, som den dag i dag stadig er det mest relevante nutidige dokument i verden.
For dem af os, som har haft det privilegium og den ære at arbejde og kæmpe for opbygningen af en ægte trotskistisk internationale, har opdagelsen af det manglende brev været en bevægende og inspirerende oplevelse. Det var som at finde den sidste del af et kolossalt puslespil, hvor alting til sidste faldt på plads. Men dettes øjebliks triumf var samtidigt et øjeblik fyldt med en tragisk erkendelse.
Ted Grant insisterede altid korrekt på behovet for at forstå hvem vi er og hvor vi kommer fra. Han talte ofte om tendensens historie (selvom han på grund af tidsmangel aldrig nåede længere end 1949). Og hver gang Ted talte om dette emne, undgik han aldrig at nævne dette brev. Hvis bare Ted kunne have levet længe nok til at se det. Han ville have været henrykt. Desværre skulle det ikke være sådan.
Historiens hjul bevæger sig umådeligt langsomt, mens det biologiske ur som styrer mænd og kvinders liv er ubarmhjertigt. Vi bliver født, vi lever, og vi dør. Men arbejderklassens sag er udødelig, og den sag er større end noget individuelt liv. Kampen fortsætter, og vi vil fortsætte indtil den endelige sejr. Det er til denne sag, at vi dedikerer os selv i fuld og absolut tillid til, at den vil sejre.
I dag, 80 år efter grundlæggelsen, eksisterer Fjerde Internationale ikke længere som organisation. Det utal af mundhuggende sekter, som påstår at være Fjerde Internationales arvtagere, laver ikke andet end at miskrediteret trotskismens navn blandt de mest avancerede arbejdere og unge, der leder efter en vej til den socialistiske revolution. Trotskij overrakte os et rent banner. De småborgerlige zinovievister har plettet og miskrediteret det. Vi har resolut vendt vores ryg til dem.
Men Internationalen eksisterer stadig. Dens flamme brænder klarere end nogensinde og er mere nødvendig i dag end nogensinde før. Den eksisterer som de idéer, principper og det program som blev fastlagt af Trotskij, som i sin essens er de samme idéer, som Marx og Engels erklærede i Det Kommunistiske Manifest, de samme idéer som Lenin og Bolsjevikpartiets, de samme idéer som ledte de russiske arbejdere til sejr i 1917, de samme idéer som blev nedfældet i Kommunistisk Internationales dokumenter fra de fire første kongresser.
I dag bliver disse idéer forsvaret af den Internationale Marxistiske Tendens, som er stolt af kunne spore sin afstamning direkte tilbage Trotskij. Det giver os retten til at sige til hele verden: dette er vores banner, vores arv og vores tradition. Og det er, hvad der fylder os med den selvtillid, som er nødvendig for, at vi kan føre kampen til enden.
London, 17. december 2018
Introduktion til Læren af Spanien
Af: Ralph Lee og Ted Grant
Folkefronten i Storbritannien1 tager nu under agitationen om “fredsalliancens” gennemskuelige dække, nu sine første skridt i retning af at komme ind på den politiske arena. De liberale spidser opmærksomt ører, Labours ledelse er stærke modstandere af projektet, og Kommunistpartiet, agitationens initiator, udnytter alle sine ressourcer for at gøre Folkefronten til virkelighed. Det er nu en akut nødvendighed for britiske arbejdere at drage konklusioner fra begivenhederne i Spanien, at undersøge erfaringerne fra folkefrontspolitikken, som den viser sig i praksis i borgerkrigen, for at kunne imødegå morgendagens problemer.
Leon Trotskij har i en række artikler og brochurer om den spanske situation konsekvent peget på hvilken vej, de spanske masser må gå, hvis fascismen skal besejres, [og] har insisteret på, at det revolutionære arbejderparti, det eneste der kan lede de opvågnende spanske masser ad den vej, påtager sig sin rolle i spidsen for de spanske masser. Trotskij afslutter sin pjece Revolutionen i Spanien, skrevet i 1931 med disse ord: “For en vellykket løsning af alle disse opgaver kræves der tre betingelser: et parti; endnu en gang et parti; og igen et parti.”
Betingelserne for arbejdernes sejr over reaktionen, således epigrammatisk opsummeret, er stadig uopfyldte: det er den lektion, som arbejderne må gøres bevidste om i Storbritannien og i Spanien.
Mens de spanske fascister med hjælp fra udlandet åbent forberedte deres slag, undlod folkefrontsregeringen fuldstændig at forberede et modtræk, der kunne have ødelagt fjenden hurtigt og nemt. Hæren blev efterladt urørt i de reaktionæres hænder; lige for næsen af den folkefrontsregering konsoliderede de en stærk base blandt maurerne2, der var et let bytte for Francos besnærende løfter efter at de havde oplevet at den nye regerings kæder ikke gnavede mindre end monarkiets. På den anden side blev arbejderne af deres reformistiske ledere forhindret i at træffe de foranstaltninger, der ville have obstrueret fascisternes planer – oprettelsen af arbejdermilitser og fabrikskomiteer.
Da arbejderne strejkede, og bønderne besatte jorden, på trods af deres lederes bøn om ikke at “provokere” reaktionen, ikke at “antagonisere” deres republikanske kapitalistiske partnere i folkefronten, svarede regeringen ved at arrestere de strejkende, afbryde arbejdernes møder, censurere arbejdernes aviser og nedskyde bønderne. Sådan fremkommer historien fra pressen og den officielle kommunikation i månederne med folkefrontsmagt, der ledte op til borgerkrigen. I de måneder, der gik forud for Franco’s oprør, gav Folkefronten på den måde arbejderne mundkurv på og bandt dem på hænder og fødder, og drev massevis over i den modsatte lejr, hvor de sluttede sig sammen med maurerne i opposition til en “demokratisk” regering, som fortsatte med at opretholde deres elendighed og undertrykkelse.
Hverken folkefronten eller nogen anden kapitalistisk regering kunne løse det moderne Spaniens grundlæggende problemer. Fem millioner bondefamilier med utilstrækkeligt jord, tre millioner af dem uden jord overhovedet, blev presset af beskatning og sultede. Kun de store landmænds ekspropriation og jordens omfordelingen af jorden blandt de fattige bønder kunne ende hungersnøden. Men denne løsning var umulig under kapitalismen, fordi hele den spanske bankstruktur hviler på jordlånene, således at de store grundejeres fallit ville føre til kapitalisternes og bankernes fallit. Kun en spansk “Oktober [revolution]”3 kunne ende sulten blandt de døende masser på landet, ved at tilføre både kapitalisterne og de jordbesiddende klasser et dødsstød.
Arbejdernes vilkår i byerne udgjorde ligeledes et uløseligt problem under kapitalismen. Den spanske industri, der er født for sent til at konkurrere med de billige varer, som en veludviklet udenlandsk industri er i stand til at hælde ind på de godt bevogtede markeder, er ude af stand til at finde selv et hjemmemarked på grund af den fattige bondebefolkning. Marx og Lenin sagde, at for arbejderne er der ikke nogen anden vej ud af deres fængsel bestående af dårlige lønninger og voksende ledighed, end ved at knuse kapitalismens rammer og lægge kontrollen med industrien i arbejderklassens hænder.
I borgerkrigens første måneder søgte de spanske arbejdere spontant denne vej, som en væsentlig del af deres kamp mod reaktionen, for det er ikke alene ved militære metoder, at Franco kan besejres. De nødvendige tiltag til at vække masserne ved at give dem noget at kæmpe for, blev iværksat: fabriks-, landsby- og værkstedsråd, der blev oprettet arbejderdomstole; og taget initiativ til en arbejderpolitistyrke og milits. Det var begyndelsen på en arbejderstat, der kunne føre en revolutionær krig mod fascisterne. Den eksisterede side om side med folkefronten, udfordrede dens autoritet og fravristede den dens funktioner.
Kommunist- og Socialistpartierne kom den kapitalistiske regering, der var truet med udryddelse, til undsætning. De indtrådte ind folkefrontsregering og Caballero4, hyldet som “den spanske lenin”, blev premierminister. Trin for trin blev arbejdernes sejre rullet tilbage i “forsvar for demokratiets” navn. Arbejdermilitserne blev opløst i den republikanske hær, arbejderdomstolene blev udryddet, og arbejderpolitistyrkerne opløst.
Den samme proces fandt sted i Catalonien, hvor POUM trådte ind i koalitionsregeringen og proklamerede den for at være en arbejderregering. Men POUM proklamerede også, at borgerkrigen grundlæggende var et spørgsmål om socialisme versus kapitalisme, en sandhed som undergraver selve grundlaget for folkefronten. Republikanerne og stalinisterne forenedes i en modbydelig kampagne rettet mod POUM, der bagvaskede partiet, beskyldte det for at være i betalt af Franco, drev det ud af regeringen, undertrykke dets propaganda og tidsskrifter og arresterede og fængslede dets ledere.
I begyndelsen af maj 1937 lancerede regeringen sit provokerende angreb på arbejderne for at genvinde besiddelsen af de fabrikker og bygninger, der var under arbejdernes kontrol. Arbejdernes modstand blev overvundet, og borgerskabets fulde kontrol blev genetableret i økonomien såvel som på de politiske og militære områder.
De alternativer, som de spanske masser står overfor i dag, er på den ene side Francos sejr, der vil indlede et totalitært regime eller på den anden side den nu problematiske sejr til et “demokratisk” kapitalistisk regime, som i et udbrændt og ødelagt Spanien kun kan herske gennem et let tilsløret diktatur. I begge tilfælde vil kun blive strammet endnu tættere om de udmattede og bedragne arbejdere, bønder og koloniale folk.
Fra den allerførste begyndelse fornægtede folkefronten i sit program ikke kun socialistiske men også semi-socialistiske tiltag. Den indrømmede åbent at den var den kapitalistiske ejendoms vogter, der lokkede folket med storslåede planer om fremtidige reformer for at distrahere deres opmærksomhed fra nutidige elendigheder. Den planlagte folkefront i Storbritannien er skåret ud af samme form. “Enhver ide om ægte socialisme ville skulle sættes til side for nu”, erklærer Sir Stafford Cripps5 i Tribune (14. april 1938) en sin anmodning om en “demokratisk front”-regering. The Daily Worker støtter den liberale kandidat i et by-election frem for Labours kandidat og snerrede ad Labour’s “forbløffende ‘opdagelse’, at liberale ikke er socialister, som om liberale nogensinde har påstået dette. “(11. maj 1938).
For Storbritannien såvel som for Spanien er kampen mod fascisme lig med kampen for socialismen. Oprustningsplanerne og fødevareplanerne, skræmmehistorierne om spioner og sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med luftangreb er en advarsel til arbejderne om, at “fredsperioden” hastigt nærmer sig sin afslutning. Den amerikanske recession i industrien spreder sig til Storbritannien; i de første tre måneder af 1938 angiver nedgangen i “new capital issues”, 33.000.000 mod 49.505.000 for tilsvarende periode sidste år, indikerer omfanget af den kommende industrielle nedgang. Den øgede beskæftigelse i forsvarsindustrien og den øgede rekruttering til hæren tjener for øjeblikket til at dæmpe væksten i den industrielle arbejdsløshed, og at nationaløkonomiens skiftende tyngdepunkt er ikke synlig i den generelle statistik over handel og industri, fordi krigsforberedelserne kunstige stimulans er med til at skjule den økonomiske sammensmeltnings virkelige proces. Den sygdom, der rammer det kapitalistiske system i forfald, hvor det gør mest ondt, skaber som symptom en feberagtig aktivitet i visse brancher af industriel aktivitet ledsaget af en falsk følelse af velvære, som må ses som det det er; førkrigs-“velstand”, delirium før krisen .
Så længe førkrigsopsvinget fortsætter, og de britiske masser fortsat befinder sig i en forholdsvis passiv tilstand, vil højrefløjsbureaukraterne i fagforeningerne og og Labour modsætte sig Folkefronten. Når masserne begynder at bevæge sig, som de gjorde i Spanien og Frankrig, mod en radikal, socialistisk løsning på deres vanskeligheder, vil Labour bureaukratiet ikke betænke sig på at følge sine modstykkers eksempel i Spanien og Frankrig for at tøjle massebevægelsen og lede den ind ad folkefrontens sikre kanaler. Hvis de i dag er modstandere af folkefronten, er det ikke fordi det svarer til åbent og forræderisk at opgive enhver forestillelse om at gå ind for socialismen, men fordi de er ret tilfredse med deres egen position i det kapitalistiske samfund, og fordi de frygter den uundgåelige eksponering, som det at tage den politiske magt vil udsætte dem for. I dag angriber de de liberale for at være ikke-socialister, i morgen vil de retfærdiggøre og forsvare dem og arbejde hånd i hånd med dem i folkefrontens “strejkebryder konspiration”, som deres med-reformister fra Kommunistpartiet allerede udfører.
Det Kommunistiske Parti i Storbritannien taler for folkefronten og støtter de liberale på et program for “våben til Spanien”, “forsvar for demokratiske frihedsrettigheder”, “økonomiske og sociale fremskridt for folket.” Da den franske folkefront var ved magten leverede den ingen våben til Spanien; de franske koloniale slaver i Nordafrika og Indo-Kina modtog som deres andel af “demokratiske frihedsrettigheder” – kugler og fængselsstraffe; Den franske folkefront 6 tog bid for bid de indrømmelser, som de franske arbejdere havde vundet fra den herskende klasse gennem direkte strejke tilbage og forpurrede deres lønfremgang gennem valutamanipulation. De liberale og “progressive” kapitalister tilbyder, i stedet for reformer, storslåede reformplaner.
De tidligere skrifter fra Kommunistpartiets ledere viser, at de er udmærket klar over de liberales forræderiske rolle. I dag er de i stand til at udnytte det radikale ry, som de vandt på grund af partimedlemmernes arbejde i den faglige kamp til at lede radikale arbejdere ind på den politiske vej som deres herrer i Kreml har udstukket. Stalin og kompagni er parat til at ofre den britiske arbejderklasses socialistiske ambitioner for en krigsalliance med det britiske bourgeoisi og har i den forbindelse beordret en folkefront i Storbritannien. De kommunistiske ledere står på spring for at adlyde; De modsiger direkte og skamløst deres egne argumenter fra nogle få måneder tilbage, de manøvrer bevidst og forsætlig arbejderne til at støtte en koalitionsregering med klassefjenden, de giver arbejderen bind for øjnene, mens de liberale forbereder de dolke, der vil stukket i hans ryg.
Kommunistpartiet gennemfører sit forræderiske arbejde under høje råb om “Enhed! Enhed!” Men den britiske arbejderklasse udgør i sig selv to tredjedele af befolkningen og ville trække hovedparten af den nederste middelklasse med sig, hvis den gik frem med et dristigt program med socialistiske krav. Arbejderne har ikke behov for en alliance med nogen dele af klassefjenden, mindst af alt med de degenererede, liberale, der for lang tid siden har spillet fallit. De ved instinktivt, at enhed er et almægtigt våben i deres kamp – arbejderklassens enhed. Folkefronten er en karikatur på enhed. Der er et skrigende behov for en virkelig enhedsfront på klassebasis, der binder arbejderne, deres organisationer, deres partier sammen om et program for fælles kamp. Det er den eneste vej til at forsvare de rettigheder og privilegier, som arbejderne har vundet gennem generationers kamp og ofre. Det vellykkede forsvar for de indrømmelser, der allerede er vundet, må uundgåeligt føre til en kampagne for arbejdernes fulde rettigheder, til kamp for arbejdermagt.
Erfaringerne fra Spanien er en advarsel og en lære for verdens arbejdere, frem for alt de britiske arbejdere. Gårsdagens drama i Spanien øves i dag i Storbritannien. I morgen vil det blive udspillet, hvis de britiske arbejdere ikke indser hvilke opgaver, historien har pålagt dem. Og i forberedelsen til at håndtere disse opgaver har arbejderklassen først og fremmest brug for “et parti, endnu engang et parti; igen en parti.”
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
Noter:
(1)
Folkefront var det navn, som koalitionen mellem arbejderpartier og såkaldte liberale eller radikale kapitalistiske partier fik. Den Kommunistiske Internationale vedtog deres folkefrontspolitik i 1935, efter at Hitler kom til magten.
(2) Mauerne: Den arabiske befolkning i Nordvestafrika. De kæmpede i årevis i Marokko for autonomi fra det spanske styre. Folkefrontsregeringen gjorde intet for dem, mens Franco lovede dem uafhængighed.
(3) Den Russiske Revolution fandt sted i oktober 1917 efter den gamle russiske kalender.
(4) Largo Caballero, leader of a left tendency in the Spanish Socialist Party in the 1930s. Prime Minister from September 1936 to May 1937.
Largo Caballero, leder af en venstreorienteret tendens i det Spanske Socialistparti i 1930’erne. Premierminister fra september 1936 til maj 1937.
(5) Stafford Cripps, Labour MP fra 1931, ekskluderet fra partiet i en periode i 1939 for at have ført kampagne for en folkefront. Som finansminister i 1947-50 gennemførte han et hårdt nedskæringsprogram. Tribune var avis for den reformistiske venstrefløj i partiet, som Cripps var med til at grundlægge i 1937.
(6) Alliancen mellem det Franske Kommunistparti (PCF), det socialistiske SFIO og det Radikale og Socialistiske Parti vandt valgene i maj 1936, hvilket førte til dannelsen af en regering ledet af SFIO’s formand Léon Blum. Léon Blums regering varede fra juni 1936 til juni 1937, men kollapsede til sidst på grund af presset fra frontens borgerlige højrefløj.
