Da Margaret Thatcher døde, blev hun straks hyldet af eliten og højreorienterede kommentatorer. Den engelske dronning sendte en personlig kondolence til Thatchers familie. Hun blev fremstillet som en forkæmper for frihed. I virkeligheden var hun en forkæmper for kapitalismen, den herskende klasse og alt, den repræsenterer.
Hendes død bliver nu brugt til at rehabilitere hende og gøre hende til en heltinde. Margaret Thatcher nyder naturligvis næsegrus beundring hos hendes klassefæller som en frontkæmper for den eksisterende sociale orden og deres klasseinteresser. For os var Thatcher personificeringen af klassesamfundets ulighed.
Margaret Thatcher var premierminister i Storbritannien fra 1979 til 1990. Mens hun var ved magten, forsøgte hun at knuse fagforeningerne og plyndre staten gennem privatiseringer. Det hele skete i et forsøg på at genoprette den britiske kapitalismes position på verdensplan. Hun forsøgte at drive arbejderne tilbage til Victoria-tiden ved at angribe alle, der gjorde modstand som ”fjender iblandt os”. Der blev gennemført en lang række love imod fagforeningerne.
Hendes økonomiske politik var baseret på monetarisme og en tilbagevenden til ideen om ”balance i budgettet”, som herskede inden Anden Verdenskrig. Det førte til, at en femtedel af den britiske industri lukkede ned mellem 1979 og 1981. Det var en større ødelæggelse af den britiske industri, end det tyske Luftwaffe formåede at øve under Anden Verdenskrig. Antallet af arbejdsløse steg til mere end tre millioner.
I 1984-85 satte hun sig for at smadre minearbejdernes fagforening NUM og nedlægge mineindustrien. Under minearbejdernes strejke blev der gjort alt for at sulte dem tilbage til arbejde. Thatcher håbede på en hurtig sejr, men minearbejderne holdt ud i 12 måneder. I sidste ende var det fagtoppen og Labour-ledernes sabotage, der beseglede minearbejdernes skæbne og gav Thatcher sejren.
Erfaringerne fra strejken i 1984-85 blev brændt ind i de britiske arbejderes bevidsthed. De vil aldrig glemme og aldrig tilgive.
Thatchers ideologi monetarisme ophøjer grådighed og egoisme til et princip. Dens filosofi er, at alle – uanset konsekvenserne – bør rage så meget til sig, som de kan. Den rigeste elite bliver rost til skyerne og de fattige bliver fordømt som dovne og ugidelige.
Hun benægtede eksistensen af et ”samfund” og promoverede individuel selviskhed. Sammen med Reagan i USA stod hun i spidsen for en art ”kontrarevolution” mod arbejdende mennesker. Hun berøvede dem deres rettigheder og de fremskridt, de tidligere havde vundet. Hun afspejlede, at kapitalismen i sin nedgangsperiode ikke længere har råd til de indrømmelser, som blev aftvunget tidligere.
Man kunne forvente, at de konservative politikere ville sørge over Margaret Thatcher. Men til deres store skam er Labour-lederne også sunket ned til dette niveau. De ser ikke politik som en kamp mellem klasser, men som et parlamentarisk spil. De er afskåret fra almindelige, arbejdende menneskers tilværelse, som er blevet direkte påvirket af Thatchers politik.
Labours formand Ed Milliband sagde, at ”hun omformede politik for en hel generation. Hun flyttede midten i britisk politik og var en enorm skikkelse på verdensplan. Labour-partiet var uenige i meget af det, hun gjorde, og hun vil altid være kontroversiel. Men vi kan både være uenige og samtidig respektere hendes politiske resultater og personlige styrke.”
Hvilke resultater taler vi om her? Hun gjorde de rige rigere og de fattige fattigere. Hun destruerede arbejderklasse-bysamfund til fordel for profit.
De forhenværende premierministre fra Labour, Tony Blair og Gordon Brown, har konkurreret om at prise den kvinde, som millioner afskyede. Deres lovprisninger er spyt i ansigtet på de, der stod imod Thatcher og hendes politik. Det er en hån mod alle de, der stod sammen med arbejderne, da de kæmpede imod højrefløjens angreb i 1980’erne og 1990’erne.
Tony Blair har indrømmet, at han fortsatte Thatchers politik. Det er grunden til, at han fastholdt hendes fagforeningsfjendske love. Det er grunden til, at han fortsatte privatiseringerne. Det er grunden til, at også han bøjede sig for markedet. Blair var kapitalismens agent i arbejderbevægelsen.
Labours ledelse har fjernet sig lysår fra fagbevægelsen og arbejderne. Vi kendte Thatcher som vores klassefjende. Nu bør vi rense arbejderbevægelsen for de, der bruger den til deres egne karriereformål. De pro-kapitalistiske ledere bør erstattes af aktivister, der vil kæmpe for arbejderklassens interesser.
