Denne artikel er skrevet af Alan Woods, redaktør på marxist.com, den 7. juni 2017 efter to terrorangreb i Storbritannien: det første i Manchester den 22. maj og det andet i London den 3. juni. Artiklen beskæftiger sig ikke kun med de konkrete terrorangreb, men analyserer i dybden den moderne terror i en historisk og teoretisk kontekst. Den er derfor værd at læse for enhver, der vil forstå terrorens natur og, hvordan den kan bekæmpes.
På en klar, solrig aften den 22. maj samledes tusindvis af hovedsageligt unge teenagere til en popkoncert i Manchester Arena. Men hvad der skulle havde været en festlig begivenhed, blev forvandlet til et blodbad, da en enlig selvmordsbomber detonerede en improviseret bombe fyldt med sprængstykker i en fyldt foyer, hvor forældre ventede på deres børn.
De fleste døde og sårede var børn og unge mennesker, en af dem otte år gammel. Mange flere modtager stadig behandling på hospitaler. Hjerteskærende billeder af de første unge ofre og manglende koncertgængere blev spredt på nettet. Eksplosionen i Manchester var den værste i byens historie.
Derefter efterlod et nyt terrorangreb den 3. juni i London otte mennesker døde og 48 sårede. Det var det tredje dødbringende terrorangreb i Storbritannien på under tre måneder. Omkring kl. 22.00 blev en varevogn med høj fart kørt ind i fodgængere på London Bridge. Da vognen stoppede steg tre mænd ud og stak tilfældige pub- og restaurantgæster ned i området omkring Borough Market syd for Themsen. Mændene, der havde råbt ”dette er for Allah”, blev skudt og dræbt af politiet.
De seneste terrorattentater i Manchester og London sendte en bølge af chok og forfærdelse gennem samfundet. Men de to angreb ser ud til at have været af forskellig karakter. Den umiddelbare simple grovhed ved det seneste angreb står i stærk kontrast til angrebet i Manchester, hvor en relativ sofistikeret bombe blev brugt til at dræbe så mange mennesker som muligt.
Hvem eller hvad står bag disse terrorangreb? ISIS har påtaget sig ansvaret, selvom dette ikke er blevet bekræftet. I en udtagelse publiceret den 3. juni fra ISIS’ Amaq nyhedsbureau hævdes det, at “en enhed af krigere fra Islamisk Stat udførte gårsdagens London angreb”.
Valget af en popkoncert som mål for angrebet minder meget om Bataclan massakren i Paris i november 2015. Jihadist terrorister inspireret af ISIS og al-Qaeda går målrettet efter store spillesteder, som afholder begivenheder, delvist for deres symbolske værdi som eksempler på ”vestlig dekadens”, men fortrinsvist fordi de er sårbare ”bløde” mål, der kan angribes med minimal risiko. Det faktum, at mange af ofrene for denne slags angreb var børn og teenagere, bliver ikke set som en negativ faktor. Tværtimod passer det terroristernes fordrejede agenda, eftersom det tilføjer en dimension af skræk og rædsel.
Målrettet at gå efter børn og teenagere til en koncert med en selvmodsbombe fyldt med søm og møtrikker virker for de fleste folk som en så uhyrlig forbrydelse, at det kun kan være produktet af en syg og sindsforvirret hjerne. Sådan en dom er ganske logisk; men den giver ingen forklaring. Vi kan enes om, at denne form for vilkårlig terrorisme er en form for galskab. Men det er nødvendigt at undersøge, hvor denne galskab kommer fra.
Manchester morderen, Salman Abedi, en 22-årig britisk muslim, var kendt af de britiske terrorbekæmpelsesstyrker. Salman Abedi var født og opvokset i Manchester, og familien er af libysk oprindelse og har jævnligt rejst frem og tilbage til Libyen, hvor hans far er aktiv i en terroristisk jihadistisk organisation. En, der kendte Abedi, beskrev ham som en ”vovehals” med et omdømme for involvering i småkriminalitet. ”I går var de narkohandlere, i dag er de muslimer” sagde han, og tilføjede at han mente Abedi også havde været venner med Anil Khalil Raoufi, der var kendt fra Didsbury for at rekruttere til IS, som selv blev dræbt i Syrien i 2014.
Politiundersøgelser har ikke fundet nogle solide beviser for at kunne bekræfte teorien om en terrorist celle og konkluderede, at denne morderiske handling blev udført af en enlig selvmordsbomber. Andre faktorer tyder derimod på, at gerningsmanden formentlig har modtaget træning i Libyen. Abedi var for nylig i Libyen. Hans far og bror blev arresteret i Tripoli den 24 maj. Militsen, der tilbageholder dem, påstår, at broderen er medlem af ISIS og planlagde et angreb i Tripoli.
Theresa May: hykleri som en maske for inkompetence
Straks efter Manchester angrebet hævede Theresa May med sit fugle-lignende stærkt fikserede syn på valget terrortrussel niveauet fra ”alvorlig” til ”kritisk”. For første gang blev hæren beordret i gaderne på fastlandet i Storbritannien. En højest dramatisk, for ikke at sige teatralsk gestus! Men hvad var den konkrete effekt af dette? Ingenting. I omkring en dag stod soldaterne akavet på gadehjørner uden at være sikre på, hvad de egentlig skulle foretage sig. Derefter blev de sendt tilbage til barakkerne. De mistænkte, som hastigt var blevet arresteret, blev løsladt en for en uden sigtelser.
I løbet af et par dage havde vi terrorister hærgende på London Bridge. Efter London Bridge angrebet informerede fru May os, at: ”Nok er nok”, at tingene må forandres og så videre og så videre. Hvis alt, hvad der skulle til for at besejre terrorisme, var taler fra trapperne på Downing Street nummer 10, ville ISIS, al-Qaeda og Talibans samlede styrker for længst havde lagt deres våben og begyndt at lave havearbejde for lang tid siden. Men desværre vil ingen mængde retorik fra fru May producere den mindste effekt.
Theresa May har været premierminister i en del måneder, og inden da havde hun været indenrigsminister siden 2010. Dette betyder, at hun var ansvarlig for politiet og sikkerheden. Man bliver fristet til at spørge: Hvorfor var ”nok” ikke ”nok” for syv år siden? Behøver det britiske folk vente til en valgkamp, før fru May konkluderer, at ”tingene må forandres”? Vi kan være sikre på én ting: uanset hvilke foranstaltninger Det Konservative Parti (The Tories, red.) tager, så vil det være magtesløstt i at stoppe fremtidige terrorangreb, hvilket er et direkte resultat af Storbritanniens politik med intervention i Mellemøsten sammen med amerikansk imperialisme. Militær handling har langt til at beskytte den britiske befolkning mod terrorisme, tværtimod den haft den modsatte effekt.
For at understrege det selvindlysende faktum eksploderede en bombe den 31. maj gemt i en tankvogn i myldretiden i et tæt befolket område i Kabul. Eksplosionen knuste vinduer kilometervis borte og sendte skyer af sort røg hvirvlende hen over byen. Mindst 90 mennesker blev dræbt og mere end 460 blev såret. Dette var et af de dødeligste angreb i hovedstaden i den 16-år lange krig. Angrebet foregik i, hvad der skulle forestille at være et ”sikkert område” nær snesevis af udenlandske ambassader. Bomben, der rev Kabul i stykker, var et klart bevis på, at den såkaldte krig mod terror har fejlet.
I forhold til politiforanstaltninger så har de også en begrænset effekt. MI5 har på deres liste op imod 3.000 personer, som den betragter som religiøse ekstremister; men den har kun ressourcerne til konstant at overvåge omkring 40 af dem, 24 timers overvågning af en enkel person kræver op til 18 politifolk. Derudover er der regler for, hvor længe så intens overvågning af et enkelt individ kan foregå. Desuden har nedskæringer introduceret af fru May resulteret i fyringen af 20.000 politibetjente over de sidste syv år.
For at besejre terroristerne er der behov for befolkningens aktive støtte og i særdeleshed den muslimske del af befolkningen. Men befolkningen har ikke længere nogen tillid til regeringen eller det politiske establishment. De fleste er fremmedgjorte overfor Westminister, og graden af fremmedgørelse stiger proportionelt i forhold til graden af arbejdsløshed, fattigdom, dårlige boliger, racisme og diskrimination. Det er grobunden, hvorpå en terroristisk stemning kan trives blandt et lag af fremmedgjorte og desillusionerede unge. Krigen mod terror kan kun vindes, når disse forhold er udryddet fra vores samfund.
Efter en tre dages pause i valgkampen efter Manchester angrebet relancerede Labour deres valgkamp, hvor Jeremy Corbyn havde modet til at rette opmærksomhed mod forbindelsen mellem terrorangreb såsom Manchester selvmordsaktionen og Storbritanniens udenlandske krige. Han etablerede en kausal forbindelse imellem ”krige vores regering har støttet eller kæmpet i andre lande og terrorisme herhjemme”.
Denne udtalelse forårsagede naturligvis et rasende svar fra de Konservative, der hævdede, at Corbyn ”beskyldte Storbritannien for terroraktioner” og ”gav terrorisme en undskyldning”. Det var på trods af det faktum, at han understregede, at hans vurdering deles af efterretnings- og sikkerhedstjenesten, og at hans udtalelse ”på ingen måde reducerer skylden hos dem, der angriber vores børn”. ”Terroristerne vil for altid blive hånt og holdt til ansvar for deres handlinger”, sagde han.
Corbyn lovede at ”ændre hvad vi gør udenlands” og tilføjede: ”En informeret forståelse af årsagerne til terrorisme er en essentiel del af en effektiv reaktion, der vil beskytte vore folks sikkerhed, og bekæmpe i stedet for at fungere som brændsel for terrorisme. Vi må være modige nok til at indrømme, at ’krigen imod terror’ ganske enkelt ikke fungerer. Vi har behov for en smartere måde at reducere truslen på fra de lande, der fremmer og generere terrorisme”.
På trods af de rasende protester fra de Konservative, så kan der absolut ikke være nogen som helst tvivl om, at der er en kausal sammenhæng mellem Storbritanniens involvering i militære eventyr i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien og terrorisme. Det er et simpelt faktum, at inden invasionen af Irak – den barbariske og kriminelle handling organiseret af Tony Blair og George W. Bush – var der ingen terrorangreb i Storbritannien – ikke et eneste. Inden da havde al-Qaeda ingen base i Irak eller Syrien, og ISIS eksisterede ikke. Dette er fakta, og fakta er stædige ting.
Den libyske forbindelse
Det er intet tilfælde, at Manchester selvmordsbomberen, Salman Abedi, havde stærke forbindelser til Libyen. Hans far var en islamisk fundamentalist, der undslap Gaddafi og blev hilst velkommen til Storbritannien ud fra det velkendte princip: min fjendes fjende er min ven. Men diplomati er en meget forræderisk sump, og fjenden i dag kan hurtigt blive morgendagens ven og allierede.
Det er ikke almindeligt kendt, at de britiske myndigheder aktivt opfordrede unge muslimer til at rejse til Syrien og hjælpe med at vælte Assad regeringen. Mange af disse unge mennesker var radikaliseret i Syrien, hvor de blev rekrutteret til terroristiske, jihadistiske grupperinger. Mange er vendt tilbage til Storbritannien, hvor de udgør et seriøst potentiale for terroristiske attentater som dem vi for nylig har set i Manchester og London.
De britiske myndigheder har ikke kun promoveret terroristiske aktiviteter i Syrien. I Libyens tilfælde er sagen endnu klarere. Ved denne lejlighed var det Storbritannien og Frankrig, der slog på krigstrommerne til fordel for at intervenere og fjerne Gaddafi (amerikanerne var på ingen måde begejstrede for ideen). Og alle husker forestillingen, hvor David Cameron adresserede en jublende folkemængde i Benghazi efter den såkaldte ”befrielse” af Libyen. Men hvad blev der opnået med det?
Det ”befriede” land er i komplet kaos. Det er oversvømmet med jihadistiske terrorister og med forskellige former for kriminelle bander, der konkurrerer om kontrol. Vi har situationen med menneskesmuglere, der plyndrer desperate flygtninge, som dagligt bliver sendt til deres død i overfyldte og usødygtige fartøjer. Mord, voldtægt, plyndring, kaos, elendighed og kriminalitet er, hvad der har erstattet Gaddafis styre. Det er det eneste resultat af Storbritanniens involvering i Libyen.
LIFG (Libyan Islamist Fighting Group) var en anti-Gaddafi islamisk terrorgruppe, grundlagt i 1990 af libyske jihadister, der var blevet brugt til at kæmpe mod Sovjetunionen i Afghanistan. Efter tilnærmelsen imellem den britiske og libyske regering, som forseglet med den såkaldte ”Deal in the Desert” mellem den daværende britiske premierminister, Tony Blair, og Gaddafi i 2004, blev mange libyske landflygtige med forbindelse til LIFG i Storbritannien sat under kontrol og udsat for overvågning og aflytning.
De britiske myndigheders kynisme blev afsløret af hemmelige dokumenter ,der blev fundet i den libyske efterretningstjenestes forladte kontorer, efter Gaddafis fald i 2011. Disse dokumenter viser, at den britiske regering under Tony Blair havde indgået et tæt partnerskab med Gaddafi regimet, inklusive samarbejde mellem den britiske og libyske efterretningstjeneste. Ifølge disse dokumenter slog den britiske sikkerhedstjeneste ned på libyske beboere i Storbritannien som en del af aftalen, samtidig med udleveringen af to fremtrædende LIFG ledere, Abdel Hakim Belhaj og Samir al-Saadi, som begge blev sendt til Tripoli, hvor de blev tortureret.
I et af disse kriminaliserende dokumenter er der et brev, som Tony Blair skrev til Gaddafi i april 2007, adresseret ”Kære Mu’amma”, hvori Blair udtrykker sine beklagelser over, at den britiske regering fejlede i sit forsøg på at få et antal af Gaddafis modstandere deporteret fra Storbritannien og takkede diktatoren for hans efterretningstjenestes ”fremragende samarbejde” med den britiske modpart.
Men senere ændrede Londons holdning til Tripoli sig til sin modsætning. Endnu en gang blev Gaddafi fjenden. Hans fald blev fremskyndet af NATO luftangreb, ledt an af Frankrig og Storbritannien (en krigsdeltagelse som også Danmark tog del i, med samtlige af Folketinget partiers opbakning, red.). Den britiske regering benyttede sig nu af en ”åben dør”-politik, der tillod libyske landflygtige og britisk-libyske statsborgere at slutte sig til 2011-oprøret, der væltede Gaddafi, på trods af, at nogle havde været under terrorbekæmpelsesovervågning og -kontrol.
Kontroltilhold blev introduceret som del af den terrorbekæmpelseslovgivning, som der blevet lavet udkast til efter 2005 bombningen i London. Ziad Hashem, et LIFG medlem tildelt asyl i Storbritannien, sagde, at han havde været fængslet i 18 måneder uden sigtelse, hvorefter han var i husarrest i tre år, baseret på informationer, som han mente var blevet forsynet af det libyske efterretningsvæsen.
Men han tilføjede: ”Da revolutionen startede, ændrede ting sig i Storbritannien. Den måde de talte til mig og behandlede mig på var anderledes. De tilbød at give mig fordele, selv ubegrænset mulighed for at blive eller statsborgerskab”.
’SAS træning’
Det hemmelige samarbejde imellem det britiske efterretningsvæsen og jihadisterne begrænsede sig ikke til blot at vende det blinde øje til unge mennesker, der rejste til Libyen for at kæmpe imod Gaddafi. Der er rigeligt med beviser, der viser, at de britiske specialstyrker (SAS) faktisk bevæbnede og trænede dem. En britisk statsborger med libysk baggrund, som var placeret under kontroltilholdet – i praksis husarrest – på grund af frygt for, at han ville tilslutte sig militante grupper i Irak, sagde, at han var ”chokeret” over, at han var i stand til at rejse til Libyen i 2011 kort efter kontrolbekendtgørelsen var hævet: ”Jeg var i stand til at tage af sted, uden nogle spørgsmål”, sagde han. Han mødte flere andre britisk-libyere i London, der også havde fået deres kontroltilhold ophævet i 2011 i forbindelse med krigen mod Gaddafi intensiverede, hvor Storbritannien, Frankrig og USA udførte luftangreb og deployerede specialstyrker på jorden for at hjælpe oprørerne.
”De havde ikke pas, så de var på udkig efter falske pas eller en måde at smugle dem selv derover”, sagde han. Men få dage efter deres kontroltilholdet var blevet ophævet, returnerede de britiske myndigheder deres pas.
”De var old school LIFG folk, de [de britiske myndigheder] vidste hvad de lavede”, sagde han. Den britiske regering oplistede i 2005 LIFG som en forbudt terrororganisation, beskrevet som at have til formål at etablere en ”hard-line islamisk stat” og som værende den en ”del af den bredere islamiske, ekstremistiske bevægelse inspireret af al-Qaeda”.
Belal Younis, en anden britisk statsborger, der tog til Libyen, beskrev, hvordan han blev stoppet under ’Schedule 7’, antiterrorloven, på sin vej tilbage til Storbritannien efter et besøg i landet tidligt i 2011. Schedule 7 tillader politi og immigrationsmyndigheder at tilbageholde og afhøre enhver person, der passerer igennem en grænsekontrol ved havne og lufthavne, for at afgøre, hvorvidt de er involveret i terrorisme.
Han sagde, at han dernæst blev spurgt af en efterretningsofficer fra MI5, Storbritanniens indenlandske sikkerhedstjeneste: ”Er du villig til at gå i kamp?”.
”Imens jeg tog mig tid til at finde et svar, vendte han sig og fortalte mig, at den britiske regering ikke har noget problem med folk der kæmper imod Gaddafi”.
Da han rejse tilbage til Libyen i maj 2011, blev han i afgangshallen antastet af to antiterror politibetjente, som fortalte ham, at hvis han var på vej ud for at kæmpe, så ville han begå en forbrydelse. Men efter han forsynede dem med navn og telefonnummer på MI5 agenten, som han tidligere havde talt med, og efterfulgt af et kort telefonopkald, blev han vinket igennem. Da han skulle til at stige om bord på flyet, ringede den samme MI5 agent og fortalte ham, at han havde ”ordnet det hele”.
”Regeringen satte inden forhindringer i vejen for folk på vej til Libyen. Størstedelen af folkene fra Storbritannien var mænd sidst i tyverne. Der var nogle 18- og 19-årige. Størstedelen, der tog dertil herfra, var fra Manchester”.
En af britisk-libyerne beskrev, hvordan han udførte “PR-arbejde” for oprørene i månedsvis, inden Gaddafi blev væltet og efterfølgende dræbt i oktober 2011. Han sagde, at han var ansat til at redigere videoer af libyske oprørere, der blev trænet af tidligere britiske SAS og irske specialstyrker i Benghazi, som er den østlige by, hvorfra oprøret mod Gaddafi blev lanceret:
”De var ikke billige videoer med arabiske nasheeds [sange], de var velproducerede, professionelle film, som vi viste til folk fra Qatar og Emiraterne, for at få støtte til tropperne, der modtog elite SAS træning”. Han blev også afkrævet af oprørsledere at træne unge libyere i at bruge et kamera, så de kunne sælge videoer til de internationale medier.
På en opgave ved en oprørsbase i en skole i Misrata stødte han ind i otte unge britisk-libyere. Efter at have lavet sjov med deres nordlige accent fandt han ud af, at de aldrig havde været i Libyen før. ”De så ud til at være omkring 17 eller 18, måske var én allerhøjest 20. De havde en rigtig Manchester accent,” sagde han. ”De levede og kæmpede der, og gik hele vejen.”
Fra optimisme til kaos
Omstyrtningen og drabet på Gaddafi blev efterfulgt af en periode med berusende optimisme. Til en forsamling i Benghazi i den østlige del af landet i september 2011 adresserede den daværende britiske premierminister, David Cameron, og franske præsident, Nicolas Sarkozy, en stor folkemængde bærende franske og engelsk flag. ”Det er fantastisk at være her i et frit Benghazi og i et frit Libyen”, fortalte Cameron dem.
Euforien varede ikke længe, og ingen ønsker i dag at blive mindet om David Camerons øjeblik af ”hæder”. Ligesom i Irak blev omstyrtningen af det gamle regime efterfulgt af et komplet sammenbrud, anarki og kaos. En FN støttet fredsaftale, underskrevet af nogle af rivalerne i 2015, fejlede i at samle landet eller skabe en fungerende stat under ”den nationale samlingsregering” (GNA). Talrige bevæbnede grupper, som er løst allierede med rivaliserende regeringer i øst og i vest, kæmper om magten. ISIS har blomstret i al virvaret og gjort det værre, senest ved at angribe vandrør og pumpestationer.
Ind i vakuummet trådte jihadistiske lejemordere og militser fra rivaliserende krigsherrer og bander. Libyens hjælpeløse befolkning var faldet fra stegepanden og direkte ned i ilden. Og deres britiske og franske ”allierede” efterlod dem prompte i stikken. Libyen er blevet et tilflugtssted for terrorister og en magnet for kommende jihadister fra Europa, herunder Storbritannien. Unge mennesker fra Manchester og andre byer kunne frit rejse frem og tilbage uden forhindringer inklusive dem, der var under overvågning og mistænkt for ekstremistiske forbindelser. Blandt dem, der rejste frit frem og tilbage til Libyen, og som man vidste havde forbindelser til terrororganisationer, var Abedi.
Var Abedi en af de unge mennesker fra Manchester, der ”gik hele vejen”, en af dem, der modtog træning fra SAS? Han var formentlig for ung på daværende tidspunkt. Men der ser ikke ud til at være tvivl om, at han modtog træning af folk med dybdegående evner i den dødbringende kunst i bombefremstilling. Og det er meget sandsynligt, at de unge mennesker modtog den pågældende træning fra britiske eksperter. Uanset hvad er Storbritanniens involvering i lyssky og åben militær handling i Libyen kommet tilbage for at hjemsøge det britiske folk.
Indenrigsminister Amber Rudd har indrømmet, at Abedi var velkendt hos sikkerhedstjenesten. En lokal kommunalarbejder fortalte BBC, at snesevis af folk havde rapporteret Abedi til politiet via en anti-terror hotline. Abedis yngre bror og far, der flyttede til Libyen efter Gaddafis fald, er også blevet arresteret under mistanke for at have forbindelser til ISIS, som påtog sig ansvaret for Manchester angrebet.
Er jihadisme en form for fascisme?
Småborgerskabet er den mest magtesløse af alle samfundets klasser. Knust imellem de store monopoler og proletariatet er det historisk dømt til udryddelse. Men det kæmper desperat mod udryddelse. Det hader de store banker og monopoler, som ruinerer dem; men de frygter og hader proletariatet, i hvis rækker de hele tiden skubbes ned.
I 1930’erne blev det tyske småborgerskab – de ruinerede småhandlende og forretningsejere – mobiliseret af Hitler på et falskt og demagogisk program, som på overfladen skulle rettes mod bankerne og storkapitalen (især finanskapitalen). I realiteten var Hitler kun agent for tysk storkapital. Med stor dygtighed rettede han småborgerskabets vrede mod en bestemt sektion af kapitalen, den, som han identificerede med jøderne. De ruinerede forretningsejeres had blev derved drejet væk fra kapitalismen og mod et andet objekt.
Som individ er småborgeren ubetydelig. Men mobiliseret i en hær med en følelse af et fælles mål og bevæbnet med slogans om race og national overlegenhed kan småborgerskabet føle sig selv som en magt. Menneskeligt støv bliver en kraft. Småborgerskabets magtesløse vrede blev iført en uniform, og den intense følelse af ydmygelse blev tildelt en falsk følelse af tilfredsstillelse i form af national og racemæssige overlegenhed. Ormen blev forvandlet (i det mindste i dets eget hoved) til en drage. Det resulterende galskab kaldes fascisme. Rettet mod arbejderklassen blev småborgerskabet en effektiv reaktionær aktør: en magtfuld rambuk brugt til at ødelægge arbejderbevægelsen med. En bevægelse, der skulle havde været rettet mod storkapitalen, blev i praksis den mest effektive opretholder af monopolkapitalisme.
Småborgerskabet blev fanatisk hengiven til Hitler, fordi han lovede en vej ud af krisen i tysk kapitalisme. Fra et logisk standpunkt var hans ideer irrationelle, mystiske, forvirrede og selvmodsigende. Men logik er ikke nødvendigvis det mest magtfulde redskab til at bevæge masserne. Følelser spiller en endnu større rolle i afgørende øjeblikke. Og Hitler vidste udmærket, hvordan man spillede på massernes følelser, især det arrige småborgerskabs, som han selv var en del af. Nationalsocialisme stillede ”race” overlegenhed over alt andet. Det tyske småborgerskab, personligt magtesløst, følte sig som en del af et større hele – nationen og racen, der var almægtig. I dette tilfælde dækkede løgnen om raceoverlegenhed over tysk imperialismes nøgne interesser.
Hvilken relation har dette fænomen til islamisk fundamentalisme? Nogle har refereret til islamisk fundamentalisme som islamisk-fascisme. Formuleringen har en overfladisk tiltrækning; men den er ikke desto mindre vildledende. Fascisme er et produkt af monopolkapitalisme i en periode, hvor kapitalismen befinder sig i forfald. Det er et ekstremt udtryk for racisme, der er den destillerede essens af imperialisme. Ideen om raceoverlegenhed over ”lavere” folk udgør et brugbart dække for imperialistisk aggressivitet og en nations slavebinding af en anden nation. I kontrast hertil er jihadist bevægelserne ikke opstået i udviklede imperialistiske nationer, men er derimod opstået i nogle af de mest undertrykte lande i østen – tidligere kolonier, der opnåede formel selvstændighed fra direkte imperialistisk dominans, men som på kapitalistisk basis finder dem selv i en komplet blindgyde.
De moderne jihadister adskiller sig fra nationalsocialismen i, at de er et udtryk for de skrigende sociale modsætninger, der eksisterer i fattige, eks-koloniale nationer, og ikke udtryk for sociale modsætninger fra destruktive imperialistiske stater. Ikke desto mindre har de mange ligheder i forhold til psyke og klassekomposition. Som en klasse der er dømt at forvinde, er småborgerskabet særlig tilbøjelig til illusioner. Det ses tydeligt ud fra det mystiske og pseudo-historiske affald som Hitler pakkede sit reaktionære budskab ind i, og som skjulte dets virkelige indhold. Vi ser et lignende fænomen med den forvirrede og mystiske jihad ideologi, selvom dets konkrete indhold ikke er det samme som fascisme, og bevægelsen har komplet anderledes rødder.
Klasseindholdet og jihadismens ideologi
Islamisme er på sin egen måde en ekstrem manifestation af ”identitetspolitik”, eftersom den tilbyder en følelse af identitet til en bestemt social gruppe, som utvivlsomt lider under undertrykkelse, marginalisering og fremmedgørelse i vestlige samfund. Men ligesom alle andre manifestationer af ”identitetspolitik” tilbyder den ingen løsning på de problemer, som det adresserer. I stedet for at forbinde unge arbejdsløse muslimers problemer med arbejderklassen i fælles kamp imod kapitalismen, så splitter den de unge muslimer fra andre undertrykte og udbyttede lag og vender dem mod dem. Ved at så splid og had spiller den en fuldstændig reaktionær og kontrarevolutionær rolle.
Den eneste form for identitetspolitik, som oprigtigt kan tjene et progressivt og revolutionært formål, er politik om klasse mod klasse. Enhver anden form for identitet er i bedste fald en illusorisk og splittende substitut for oprigtig revolutionær kamp og i værste tilfælde et dække for de mest reaktionære mål.
Jihadisterne spiller på følelsen af ydmygelse og undertrykkelse, der eksisterer blandt brede lag befolkningen i eks-koloniale lande. Den arbejdsløse student i Cairo, den desperate slumbeboer i Karachi, den ruinerede butiksejer i Jakarta, udgør alle et parat publikum for velfinansierede reaktionære bevægelser, som fortæller dem, at alle deres problemer skyldes den dekadente vestlige kultur, og at den eneste løsning er en tilbagevenden til ”ren” islam.
Vi vil kommentere på det virkelige indhold af denne ”rene” islam senere. For nu er det tilstrækkeligt at bemærke, at bevægelser baseret på utilfredshed gennem historien ofte har indeholdt et element af ønsket om at vende tilbage til en gylden tidsalder, som aldrig rigtig eksisterede, men som udtrykker et brændende had mod den herskende orden og et ønske om at undslippe dets modsætninger. Disse drømme om en bedre verden har ofte haft en semimystisk og religiøs karakter.
Den jihadistiske ideologi er simpel og af den årsag tiltrækkende: alle vores problemer skyldes de vestlige værdier og kulturs dominans. Vi er undertrykte og ydmygede. Vores kultur, værdier og religion er forhadte. Vi må tage vores land tilbage, uddrive de vantro, udrydde ethvert spor af fremmede ideer, moral og religion, vende tilbage til de traditionelle måder at leve på og etablere et samfund af sande troende. Så vil alt blive godt.
Ideens vaghed er på samme tid dens styrke og dens svaghed. I et samfund, der på grusom vis er delt mellem rig og fattig, prædiker den en form for identitet, der angiveligt transcenderer klasse. Dette er et magtfuldt budskab. Det giver folk en følelse af identitet og fællesskab, et broderskab i religion, i stedet for kapitalismens nådesløse atomisering og fremmedgørelse. Men denne ”løsning” er i realiteten illusorisk. Ligesom al anden religion løser den ikke problemet i realiteten, men kun i sindet, ikke her og nu, men i livet på den anden side af graven.
”I moskeen er alle muslimer lige”. Det er måske sandt til en vis grad, men det overser det faktum, at når de forlader moskeen, vil de rige muslimske land eller fabriksejer udbytte, røve og snyde de fattige muslimske bønder og arbejdere. De fattige vil forblive fattige og må vente på deres belønning til et andet liv, mens de rige styrer samfundet som før og modtager deres belønning uden yderlig forsinkelse.
Det er selvfølgelig nyttesløs at argumentere mod religiøs tro, der per definition ikke står til ansvar over for logikkens love. De ulidelige modsætninger i kapitalistiske samfund kan drive folk til at søge desperate løsninger. En druknende person vil klamre sig til et strå og holde ved det, selvom logikken siger, at det er en nyttesløs handling.
Jihadisterne og imperialisme
Den eneste vej ud af dette forfærdelige dødvande er at betræde vejen til en socialistisk revolution. Det var fuldstændig muligt. Arbejderklassen i Irak, Sudan, Indonesien, Indien og mange andre lande viste enormt heltemod og så mod kommunisme for en vej ud. Men kommunistpartierne i disse lande under lederskab fra Moskva (eller Beijing i Indonesiens tilfælde) fulgte den kriminelle politik om ”stadier”, som erklærede, at arbejderklassen skulle give magten til det ”nationale borgerskab”. Politikken paralyserede proletariatet, isolerede dets kommunistiske avantgarde og overgav dem til bødlerne, som var de får på et slagteri.
Stalinismens bedrageri og ødelæggelsen af arbejderbevægelsen i det ene land efter det andet er, hvad der har skubbet disse lande ned i den afgrund af lidelse, hvori de finder sig selv i dag. Vakuummet er blevet fyldt af jihadistisk reaktion. Men denne proces blev ikke færdiggjort uden aktiv imperialistisk intervention.
Nogle venstrefløjsgrupper har tilladt dem selv at blive narret af jihadisternes ”anti-imperialistiske” retorik. Men det er vigtigt at have in mente, at det er muligt at være ”mod imperialisme” af mange forskellige årsager, og ikke alle af dem er af en progressiv natur. I udarbejdelsen af udkast til Teser om det nationale og koloniale spørgsmål til den Kommunistiske Internationales anden kongres, var Lenin emfatisk på behovet for at bevare en uforsonlig opposition til de reaktionære feudale og religiøse elementer i koloniale lande:
”11) Hvad angår de mere tilbagestående stater og nationer, hvor feudale eller patriarkalske og patriarkalsk-bondeprægede forhold er fremherskende, må man navnlig have for øje:
for det første, nødvendigheden af, at alle kommunistiske partier yder den borgerlig-demokratiske frihedsbevægelse i disse lande hjælp og, at pligten til at yde den mest aktive hjælp i første række påhviler arbejderne i det land, til hvilket den tilbagestående nation står i kolonialt eller finansielt afhængighedsforhold;
for det andet, nødvendigheden af at bekæmpe gejstligheden og andre reaktionære og middelalderlige elementer, der har indflydelse i tilbagestående lande;
for det tredje, nødvendigheden af at bekæmpe pan-islamismen og lignende strømninger, der forsøger på at koble frihedsbevægelsen mod den europæiske og amerikanske imperialisme sammen med en styrkelse af khanernes, godsejernes, mullahernes og andre herskabers position;” (vores fremhævning)
Disse ord er meget klare og er fuldstændig relevante for at afgøre vores holdning til den reaktionære jihadistiske tendens, der forgiver at ”bekæmpe imperialisme” under reaktionens sorte banner. I ISIS og andre jihadisters mundering er der ikke et eneste gram af progressivt indhold. Faktisk repræsenterer de den mest radikale form for reaktion. Deres påstand om at ”bekæmpe imperialisme” er også fuldstændig fup, som enhver der er det mindste bekendt med de reelle fakta, vil vide.
Islamisk fundamentalisme var fremavlet og finansieret af imperialisme – især amerikansk imperialisme – som et middel til at bekæmpe kommunisme i Mellemøsten under den kolde krig. I kølvandet på den afghanske revolution i 1979 støttede, finansierede og bevæbnede CIA de jihadist bander, som senere blev til Taliban. Osama bin Laden – sønnen af en Saudi milliardær – var en CIA agent på daværende tidspunkt. USA havde intet problem med al-Qaeda, så længe de dræbte russere. Men da den sovjetiske hær trak sig tilbage fra Afghanistan og jihadisterne begyndte at angribe amerikanere, stoppede de med at være ”frihedskæmpere” og blev ”terrorister”.
Saudi Arabiens rolle
Den “rene” type islam, som jihadisterne refererer til, er naturligvis den type, der er importeret fra Saudi Arabien, hvor en parasitisk gruppe af privilegerede og degenererede prinser og sheiker lever en overdådig livsstil med obskøn rigdom. Disse ”forsvarere af de hellige steder” bor i enorme paladser, ejer dyre limousiner og nyder alle de bekvemmeligheder, som den vantro vestlige verden kan tilbyde. Når de ikke opholder sig i deres paladser, bruger de deres tid på bordeller og i kasinoer i London og Paris i en konstant whisky-gennemdrevet lykkesaglighed.
Det er sådanne mænd, der nidkært vogter denne ”rene”, wahhabiske islams mest hellige dyder. Enhver, der vover at overtræde deres rigide moralske kodeks, eller enhver, der vover at stille spørgsmålstegn ved deres styre, kan forvente at blive irettesat på den hårdest tænkelige måde. Blandt alle disse herlige, wahhabiske skikke finder vi bl.a. piskning, lemlæstelse, stening, halshugning og korsfæstelse.
Den reaktionære bande i Riyadh, hvorfra den eksporterer ikke blot olie, men også denne giftige wahhabi-fanatisme, har fortrinlige forhold til de vestlige imperialister og Israel, med hvem den netop har etableret en direkte luftrute. Med denes enorme mængder penge kan den købe tjenester fra repræsentanter, der spreder deres ideologi gennem tusindvis af frontorganisationer, alt fra madrassaer i Pakistan og ”velgørenhed” i Nordafrika til bevæbnede jihad-bevægelser i Irak, Syrien og Libyen.
Hvis vi følger sporene, der binder alle de forskellige jihad-terroristorganisationer sammen, finder vi at næsten alle, hvis ikke hver eneste, leder tilbage til Riyadh. De fleste af dem, der var involverede i terrorangrebet, der blev udført den 11. september mod World Trade Center, var saudier. Der var også folk fra Jordan, men ikke en eneste iraker. Dog var det Irak, og ikke Jordan eller Saudi-Arabien, der blev invaderet. Dagen efter 9/11-angrebet beordrede præsident Bush alle fly, der fløj over USA til at blive på jorden, med kun én undtagelse: Fly, der fragtede saudier ud af USA – inklusiv Osama bin Ladens familie.
Det passer imperialisterne at vende det blinde øje til disse aktiviteter, der er knyttet til deres venner i Riyadh, da ikke alene er disse venner deres mest trofaste tjenere, men de er også en kilde til fordelagtige våbenhandler, som den handel præsident Trump for nylig underskrev for omkring 100 milliarder dollars. Det faktum, at disse våben bruges til at nedslagte Yemens befolkning, berør dem ikke det mindste.
Hvordan saudierne belønner vores ”demokrater”
Det virker måske overraskende, at det velkendte faktum, at saudierne og deres wahhabi-forbindelser udgør den væsentligste drivkraft bag de jihadistiske terrororganisationer, der opererer i Syrien, Afghanistan, Irak og Libyen, og som står bag terrorangrebene i Storbritannien, Frankrig, Belgien og Tyskland, aldrig bliver nævnt af nogen. Men der er intet overraskende over dette. Saudi-regimet betaler en hær af journalister og rådgivere i mange lande, hvis eneste roller er at neddysse kritikken af regimet og dets aktiviteter.
Som en del af et stort spind af korruption, der er betalt med saudiarabiske oliepenge, er britiske Konservative parlamentsmedlemmer blevet overøst med penge og gaver af Saudi-Arabiens regering. Kongerigets finansielle forbindelser til de Konservative parlamentsmedlemmer er nedskrevet i et register over finansielle interesser, der er blevet udgivet af det britiske parlament. Disse viser, at Konservative parlamentsmedlemmer i alt har fået 99.396 pund (840.000 kr.) i form af gaver, rejseudgifter eller ”konsultationsgebyr” fra Saudi Arabiens regering, siden krigen i Yemen startede.
Da Phillip Hammond, der nu er finansminister, var udenrigsminister, blev han kritiseret for at forsvare en massehenrettelse i Saudi Arabien, der inkluderede en ikke-voldelig kritiker af regeringen. Denne samme Phillip Hammond modtog et ur fra den saudiarabisk ambassadør til en værdi af 1.950 pund (16.000 kr.). Det Konservative parlamentsmedlem Charlotte Leslie, der har siddet i en vigtig position vedrørende udenrigspolitik i Mellemøsten, modtog en madkurv fra den saudiarabiske ambassade til en værdi af 500 pund (4.000 kr.). En mindre gave måske, men én, som stadig blev modtaget med åbne arme.
Siden krigen i Yemen brød ud, har den saudiarabiske regering også på allervenligste vis betalt for fire Konservative parlamentsmedlemmers udflugt til det fascinerende kongerige. Prisen for indkvarteringen, rejsen og måltiderne for de fire varierer mellem beskedne 2.888 pund (24.000 kr.) til mere acceptable 6.722 pund (56.000 kr.). Ifølge registret fra det britiske parlament har mindst 18 Konservative parlamentsmedlemmer deltaget i sådanne udflugter. Rehman Chishti, en af de Konservatives modtagere af sidste års herlige saudiarabiske gæstfrihed blev, ud over de normale beløb, betalt yderligere 2.000 pund (16.000 kr.) om måneden for sin rolle som rådgiver ved King Faisal Center for Research and Islamic Studies, en statsstøttet ”tænketank” i Saudi Arabien. Arrangementet blev startet i februar 2016. Det er ikke sikkert, om der stadig ”tænkes”, men der tjenes i hvert fald.
Det kræver en god fantasi for at kunne forestille sig, at sådanne utroligt generøse gaver ikke er en del af et forsøg på at købe indflydelse på begge sider af Atlanten. The Intercept rapporterer, at: ”Saudi Arabiens regering har sat stort ind på at forøge dens lobbyarbejde i Washington D.C. ved at hyre konsulenter og PR-eksperter med tæt tilknytning til præsident Donald Trump. Siden 2015 er antallet af registrerede repræsentanter, der arbejder for Kongeriget Saudi Arabien, steget fra 25 til 145 individer”. Hvis man skal dømme ud fra Donald Trumps nylige besøg i landet, kan man vist godt sige, at besværet var det hele værd.
De britiske Konservatives forbindelser til Saudi-Arabien er også blevet belønnet med rekordhøje våbensalg. Konservative regeringer har afsat 3,3 milliarder pund (28 mia. kr.) i våbensalg til det saudiarabiske militær siden begyndelsen af nedslagtningen i Yemen, til hvilken disse velkendte humanister desuden ikke har noget at sige – præcis som disse ”demokratiets forkæmpere” har udvist en vis tilbageholdenhed, når det kommer til at kritisere de krænkelser af menneskerettighederne, som deres saudiarabiske venner har udført.
Theresa (”nok er nok”) May besøgte Riyadh før hendes ven Donald Trump og tog derfra ganske tilfreds, da hun havde lavet endnu et favorabelt våbensalg med saudierne. Tilbage i London var hun hurtig til at benægte alle de anklager, der blev slynget mod Saudi Arabiens brutale aggression mod Yemen, som Storbritannien aktivt bakker op om. Penge er penge trods alt, og vi ved alle, at de ikke stinker, uanset hvilken kloak de er hevet op fra.
Man kunne forestille sig, at før Sankt Theresa af Downing Street rejste til Riyadh blev hun briefet af den britiske efterretningstjeneste. Man kunne yderligere forestille sig, at MI6 er fuldstændigt klar over forbindelserne mellem Saudi-regimet og wahhabisk terrorisme. Alligevel udviste Theresa May nøjagtigt som Donald Trump den mest ydmyge underdanighed over for disse monstre, der fortsætter med at støtte, bevæbne og finansiere terrororganisationer i Syrien, Irak og Libyen – inklusiv den organisation, der var forbundet til Manchester-angrebet. Det er nu kommet frem, at premierminister Theresa Mays konservative regering har tænkt sig at mørklægge en rapport, der omhandler udenlandsk finansiering af ekstremistiske grupper, som man tror indeholder information om Saudi Arabiens tilknytning til islamiske fundamentalister.
Saudi Arabien og Qatar
Saudi Arabien og dets satellitstater, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, har brudt deres relationer med Qatar. Saudierne annoncerede, at de ikke blot afbrød deres diplomatiske forhandlinger, men også lukkede deres ruter til landet over land, luft og vand, hvilket betyder, at Qatars eneste grænse over land bliver lukket. Indbyggere med qatarsk statsborgerskab skal forlade Saudi Arabien og vil fremover blive nægtet adgang. Desuden har saudierne udvist Qatars styrke på 1.000 mand, der var en del af koalitionen mod Yemen.
De saudiarabiske nyheder siger, at dette er blevet gjort på baggrund af Qatars ”støtte til terrorisme” inklusiv al-Qaeda. Her kunne man fristes til at sige: ”Tyv tror hver mand stjæler”. Det er sandt at qatarske indbyggere med store ambitioner har finansieret terrororganisationer i Syrien og andetsteds, nogle gange de samme og nogle gange nogle andre organisationer end dem, som Saudi Arabien støtter. Qatar støtter og har givet opholdstilladelse til Det Muslimske Broderskab, som De Forenede Arabiske Emirater kalder en terrororganisation. Desuden er Qatar vært for og finansierer Al Jazeera, som er et medieselskab, der tilbyder en platform til arabiske systemkritikere, så længe det ikke er om Qatar.
Det største problem er, at Qatar ikke er klar til at acceptere saudiarabisk dominans i området og har derfor været en torn i siden på kongeriget. Her er især det faktum, at Qatar stadig har relativt gode relationer til Iran ligesom Kuwait og Oman, særligt irriterende for Saudi Arabien. Qatars emir, Tamim bin Hamad Al Thani, har ikke just udtrykt sig positivt om Saudi Arabiens stadigt stigende krigeriske adfærd over for Iran.
I 1920’erne som en del af briternes ”del og hersk”-strategi valgte Storbritannien at forsvare Qatar mod saudierne og forhindrede dem derfor i at forlænge deres styre til deres protektorater ved kysten. Nu har Qatar bedt Israel, Iran, Tyrkiet og USA om støtte. På det seneste har landets alliancer dog været truede. Qatar har den største amerikanske base i Mellemøsten, al-Udeid, som ligger på vej til den saudiarabiske grænse, og som Qatar længe har anset som dets bedste forsvarsværk mod en invasion over land. Men Donald Trumps valg af Riyadh som den første udenlandske destination som præsident og saudiernes royale modtagelse af præsidenten, efterfulgt af store våbenhandelsaftaler, har skræmt Qatar. Dette er blot endnu en faktor, der skaber ustabilitet i en allerede meget ustabil del af verden.
Terrorisme – gammelt og nyt
Terrorisme har altid eksisteret i en eller anden form. Den er faktisk symptom på eksistensen af de ubærlige modsætninger i samfundet. Men den moderne terrorismes karakter har undergået en transformation, der afspejler kapitalismens sygdom i dens senile forfaldsepoke. Terrorismens vanvid er en afspejling af en verden, der er blevet vanvittig. For at citere Hegel: Fornuft bliver ufornuft.
Især russisk marxisme er affødt af den uforsonlige kamp mod individuel terrorisme. Den moderne slags terrorisme er meget anderledes end den gamle, russiske terrorisme, Narodnaya Volya (Folkets Vilje). De russiske terrorister var unge, heroiske idealister, der kæmpede alene mod det monstrøse tsar-regime. I denne tid var den russiske arbejderklasse stadig i et tidligt stadie af sin udvikling. Bondemasserne befandt sig i en bedøvet tilstand. De revolutionære studenter forsøgte at vække dem ved ”handlingens eksempel”, det vil sige ved at myrde regimets vigtige personer.
Sammenlignet med moderne terrorister var de russiske terrorister som helgener, som blev ledt af principper og høje moralske standarder. De plantede aldrig bomber for at dræbe almene folk. Deres mål var politichefer, torturbødler og reaktionære ministre. Ofte efter et mord ville de skyldige melde sig selv og lade sig blive idømt lange fængselsstraffe eller eksil til det frosne Sibirien.
På trods af deres utvivlsomme heltemod og revolutionære hengivenhed var terrorhandlingerne udført af Folkets Vilje forkerte og kontraproduktive. På trods af at det endda lykkedes dem at myrde tsaren. Men selve succesen med at eliminere den person, der styrede det forhadte, autokratiske regime, gav samtidigt dødsstødet til partiet der havde organiseret det.
Folkets Viljes idealisme står i stærk kontrast til moderne terrorister, der netop har det formål at dræbe og såre uskyldige kvinder og børn. De er ikke ledet af nogen høj moral, men er blændet af fanatisme og en reaktionær ideologi. Disse menneskers mentalitet har intet at gøre med den naive, utopiske socialisme som Narodnaya Volya var bygget på.
Man har forsøgt at sammenligne disse seneste angreb med IRA’s bombeangreb i 1996. Den moderne, jihadistiske terrorisme er anderledes fra den, der blev udført af IRA. Marxisterne modsatte sig den såkaldte bevæbnede kamp, som IRA kæmpede, og som ledte til mange unødvendige dødsfald og ikke førte nogle vegne. Men i det mindste havde IRA et klart program, som alle kunne forstå: Irlands forening. Det kunne man så være enig eller uenig i; men det var noget håndgribeligt. Den slags terror, som jihadisterne udfører, har et meget anderledes mål med tilsvarende anderledes metoder.
Følgende er hvad The Economist – et konservativt magasin – har at sige om sagen:
”Mange har sammenlignet dette terrorangreb med et andet, der også blev udført i Manchester i 1996, da den Irske Republikanske Hær (IRA) detonerede den største mængde eksplosiver, der nogensinde er blevet brugt i et terrorangreb i Storbritannien, på Corporation Street tæt på Arndale indkøbscentret. Der blev givet en advarsel, og selvom hundredvis blev sårede, blev ingen dræbt. Byen genfandt sit mod hurtigt efter dette angreb. De penge, som regeringen brugte på at genopbygge byens indkøbscenter, tilskyndede til en genskabelse af hele byen. Men IRA’s angreb var et angreb på byens økonomi. Denne uges angreb var designet til at dræbe og kvæste så mange som muligt – og de fleste af disse var unge piger. Det var et dybt følelsesladet angreb, der skulle splitte folket for at destruere Manchester’s rummelighed hvilket er et mål, som har været det samme for andre angreb udført af den såkaldte Islamiske Stat, der har taget ansvaret for angrebet.” (The Economist, 24. maj 2017).
Marxisme har altid sat sig imod individuel terrorisme, som er en type af kamp, typisk benyttet af småborgerskabet, bønderne, og lumpenproletariatet – afklasseficerede middelklasse intellektuelle, de kriminelle individer, der er blevet ”radikaliseret” i fængslet gennem kontakt til jihadister, og fortvivlede unge.
Samfundet i en blindgyde
Gennem hele historien har religion været en fjende mod fremskridt og civilisation. Opblomstringen af så mange religiøse sekter, der skyder frem som giftige svampe efter en storm, er en tydelig indikator på, at under kapitalismen er det menneskelige fremskridt løbet ind i en blindgyde.
For den seriøse historiestuderende er dette ikke et nyt fænomen. Tværtimod ser vi det gentaget i alle samfund, hvor det givne socioøkonomiske system har opbrugt sin brugbarhed og er blevet til en forhindring for social udvikling. I sådanne perioder mister mennesker troen på den eksisterende sociale orden, dennes værdier, moraler og religion. Romerrigets forfald var fulgt af en spredning af alle mulige mystiske idéer og overtro fra Østen, mens ingen længere besøgte de gamle guders templer, da ingen længere troede på disse. Vi kan se et lignende scenarie udspille sig i feudalismens sidste dage, hvor folk troede, at verdens undergang var forestående. Hvad der var forestående, var dog ikke verdens undergang, men undergangen for det givne sociale system.
Nu til dags er det normalt at referere til fundamentalisme, som var det forbeholdt islam. Men kristen fundamentalisme (her er Donald Trump og ”born again”-republikanere, der bakker op om ham, et ganske godt eksempel på dette), jødisk fundamentalisme og hinduistisk fundamentalisme findes også. Disse er alle udtryk for irrationelle tendenser i samfundet, der igen er afspejlinger af den irrationelle natur, som det samfund vi lever i har.
Det jihadistiske program er simpelt: Erobring af hele verden med den mest ekstreme form for islam. Midlerne hvormed dette skal opnås er ligeså simple: At dræbe så mange kafirer (vantro) som muligt og på samme tid vinde en billet til Himmeriget.
Præcis hvordan disse krav kunne blive tilfredsstillende forhandlet, er ikke umiddelbart helt klart. Erfaring viser os, at man ikke kan forhandle med religiøse fanatikere. Religiøs fanatisme benægter alle logiske argumenter og erstatter disse med blind ”tro”, som tager præcedens over alt andet. På individuelt plan kan dette ses som en form for galskab, der kan afvises som en slags harmløs excentricitet. Men det er en slags galskab, som under visse omstændigheder kan virke stærkt tiltrækkende hos konkrete sociale klasser og lag. Når denne galskab tager form som en massebevægelse, er den langt fra harmløs.
Terroristisk afmagt
Fra de seneste angreb kan folket let drage den konklusion, at der er terrorister overalt, og at de er klar til at slå til uden advarsel. Mod denne usynlige og mystiske fjende virker statens styrker magtesløse. Derfor bliver der skabt en forestilling om en almægtig, allestedsnærværende styrke. Men terrorisme er ikke et udtryk for styrke, men snarere det direkte modsatte. Terrorisme er de svages våben mod de stærke.
Den sidste bølge af terrorangreb i Europa er ikke et udtryk for islamismens triumferende fremmarch, men ekkoer af dens dødsrallen fra Irak og Syrien. Russisk og iransk indblanding i Syrien skabte en hurtig forandring af den militære situation i landet. Indtil da havde Vesten gjort nærmest intet for at bekæmpe den jihadske fjende. Vesten koncentrerede al dens magt om at vælte Assad, og opmuntrede faktisk terroristerne, der blev bevæbnet og finansieret af Saudi Arabien, Qatar og Tyrkiet.
Aleppos fald var det afgørende vendepunkt. Der var nu ikke længere udsigter til at vælte Assad, i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Jihadisterne blev nødt til at opgive Aleppo og fortsætte deres kamp andetsteds. Amerikanerne og deres allierede blev tvunget til at deltage i angrebet på Mosul, der nu er ved at kollapse. Afslutningen nærmer sig for ISIS’ selvudråbte ”kalifat”.
Men dette betyder ikke en ende på islamisk terror, der nu er blevet spredt til andre lande, heriblandt: Libyen, Nigeria, Indonesien og endda Philippinerne. Og ISIS tager hævn for dens nederlag i Syrien og Irak ved at opfordre sine sympatisører i Europa til at gå ud og tage hævn over ”korsridderne”, som de mener er alle afskygninger af Europas befolkning: mænd, kvinder og børn uden skelnen mellem disse.
Siden de var ude af stand til at besejre staternes bevæbnede styrker, har terroristerne nu vendt deres angreb mod ”bløde” mål, der ikke kræver større styrke, men stadig har en stor påvirkning på befolkningens tanker. Men ud over at skabe en stemning af frygt er de øvrige effekter på staten minimale. Hovedeffekten er faktisk det modsatte af, hvad de ønskede at opnå. Terrorisme har altid opnået at styrke staten og dens undertrykkende organer. Efter hvert terrorangreb er der et øredøvende råb fra befolkningen om at øge statens magt og dermed indskrænke demokratiske rettigheder. Det mest berygtede terrorangreb – angrebet på World Trade Center – førte til Homeland Act og anden reaktionær og undertrykkende lovgivning.
Terrorismen formår altså ikke at bekæmpe imperialismen og staten, men i stedet at styrke reaktionens magt, som nærer sig grådigt på terroren, præcis som terrorismen får uvurderlig hjælp fra de undertrykkende tiltag, som staten foretager, der skubber nye lag af utilfredse muslimske unge i retning mod ekstremisme. De to monstre, der skulle forestille at være lænket i en uendelig kamp, afhænger i virkeligheden af hinanden for overhovedet at kunne eksistere.
Kæmp mod racisme! For klasseenhed og solidaritet!
Efter Manchester-angrebet var der forståeligt nok frygt for tilbageslag. Mange muslimer lever med en frygt for, at deres samfund skal blive til en syndebuk for Abedis blodige gerning. Men indtil videre har der ingen tegn været på dette (efter denne artikel blev udgivet var der et angreb efter en bøn i en moske i London, tæt på Finsbury Park, hvor en varevogn kørte ind i folkemængden, red.). English Defence League, en organisation fra den yderste højrefløj, forsøgte at holde en demonstration i Arndale indkøbscenter tæt på Manchester Arena, hvor angrebet blev foretaget. Men gruppen blev overdøvet af vrede kunder, og demonstrationen blev spredt af politiet. Efter episoden gik folk med hjemmelavede plakater. På en af disse stod: ”Had løses ikke med had”. Og dette er synspunktet hos et overvældende flertal af befolkningen.
Arbejderklassefolk fra Manchester og London har reageret flot på denne brutale provokation. Så mange mennesker valgte at donere blod til ofrene, at efter blot få timer blev flere fremmødte afvist, siden lagerne nu var fyldte. I Manchester havde mange logget ind på sociale medier for at tilbyde en seng til dem, der flygtede fra koncerten efter angrebet, og som ikke kunne nå at komme hjem til Liverpool, Stockport eller andre steder.
Sygeplejere, læger og paramedicinere mødte spontant op på arbejde efter deres vagt var ovre. Sikher uddelte gratis vand og andre drikkevarer. Sikhske taxachauffører kørte hele natten igennem nødstedte personer til sikre områder i byen, uden taxameteret slået til. Repræsentanter fra Muslim Aid og Ahmadiyya-bevægelsen var parate til at hjælpe til, i form af en gruppe kvinder fra en lokal moske.
Den eneste styrke, der kan besejre terrorisme og fremføre en seriøs kamp mod imperialismen og kapitalismen er arbejderklassen. Både den herskende klasse og terroristerne ønsker at splitte arbejderklassen, men de fleste arbejdere ved at deres styrke alene ligger i deres sammenhold.
Socialisme eller barbarisme
Når de ser på tilstanden af den verden vi lever i, drager mange mennesker pessimistiske konklusioner. Dette kommer ikke som en overraskelse. Det 21. århundredes verden præsenterer et billede af monotont mørke: Overalt er der smerte, død, ødelæggelse, uendelige krige og terrorisme, der minder om en ustandselig epidemi.
Produktivkræfterne stagnerer eller går tilbage. Levestandarden falder konstant for flertallet, mens en lille håndfuld råder over utænkelige rigdomme. Selviskhed, grådighed og en følelseskold attitude til menneskelig lidelse er blevet det højeste moralske princip. Samfundet er sygt, og ingen synes at fremsætte en kur til sygdommen.
Denne evaluering er korrekt, men ensidig. Alle de lidelser vi ser er smerter fra et socioøkonomisk system, der har opbrugt sin historiske brugbarhed, men ikke forsvinder. Kapitalismen er dødssyg, men nægter at dø. I dens dødsrallen truer den med at bringe hele samfundet med sig. Århundreder af menneskelige fremskridt, kunst, videnskab, kultur og civilisation er nu truet af et dekadent og dødsdømt socioøkonomisk system.
Men dette er også blot den ene side af sagen. Inde i dette gamle samfunds skød kæmper en ny verden for at blive født. Rent objektivt set findes alle omstændighederne for at løse ethvert problem vi nu døjer med. Menneskeheden holder i dag i sine hænder alle de nødvendige teknologiske og videnskabelige forudsætninger for at udradere fattigdom, sygdom, arbejdsløshed, sult, hjemløshed og alle de andre onder, der forårsager lidelse, krig og konflikt.
Når dette ikke bliver gjort, er det ikke, fordi det ikke kan gøres, men fordi vi er løbet mod en væg i form af et økonomisk system, der er centreret alene omkring profit. Menneskehedens behov bliver ikke medregnet af de bankmænd og andre kapitalister, der styrer verden. Dette er det centrale spørgsmål, hvis svar vil bestemme hele menneskehedens fremtid.
Hvis vi ser på Mellemøsten og Nordafrika, som udgør en stor del af, hvad der bliver kaldt den islamiske verden, kan vi med sikkerhed sige, at i de store vidder, der strækker sig fra Eufrat-floden til Atlanterhavet, findes der alle de nødvendigheder påkrævet for at skabe en have langt smukkere end oldtidens hængende haver fra Babylon. Men årtier med kapitalistisk styre og imperialistisk udnyttelse har forvandlet, hvad der burde være en smuk have, til et helvede på jorden for millioner af mennesker.
Objektivt set udgør de enorme mængder af værdifulde mineraler under jordens overflade, de store områder med opdyrkeligt land, floderne, klimaet og de millioner af raske mænd og kvinder, der bor i områderne, et kolossalt produktivt potentiale, der kunne forbedre befolkningens liv. Men dette potentiale er blevet spildt.
Millioner af unge, mange af disse er studerende med kvalifikationer til at blive læger, lærere, ingeniører og agronomer, bliver tvunget til at klemme sig gennem en miserabel tilværelse uden erhverv, fremtid eller noget håb for forbedring. For at gøre tingene værre betyder den konstante militære indblanding fra imperialistiske stormagter, der har hærget Irak, Syrien og Libyen, at deres befolkninger er blevet reduceret til samfund, der grænser til barbarisme. Enhver, der søger den objektive årsag til terrorisme, behøver ikke søge længere.
Den barbariske terrorisme er blot en afspejling af de barbariske tilstande, som millioner af menneske er blevet tvunget til at leve i. Og nu banker denne barbarisme på Europas døre og truer befolkningens liv og sikkerhed. Det er et omfattende problem, der kræver en omfattende løsning. Tanken, at man kan ”bekæmpe terror” med terrorens egne våben, er en vrangforestilling. Det er som en læge, der forsøger at helbrede en syg ved at skære de overfladiske symptomer fra med en kniv. Denne metode er ikke alene smertefuld, men også ubrugelig. Den vil aldrig helbrede patienten, men derimod skamfere den for livet.
Den spanske socialist, Largo Caballero, sagde for længe siden: Du kan ikke kurere kræft med aspirin. Drastiske problemer kræver drastiske løsninger. Det, der er nødvendigt, er en altomfattende løsning. Problemet er kapitalismen selv. Bankernes og de store monopolers styre skal afsluttes. Samfundets kontrol skal lægges i hænderne på den eneste klasse, der skaber hele samfundets rigdom, og den eneste klasse, der faktisk tænker på menneskehedens fremtid: Arbejderklassen.
En socialistisk planøkonomi, der er dedikeret til at tilfredsstille hele menneskehedens behov, ikke blot et privilegeret fåtals profitsøgning, vil mobilisere de store mængder ressourcer, der findes på vores planet til fordel for hele menneskeligheden. Vi kan skabe et paradis i denne verden, der vil unødvendiggøre enhver drøm om et paradis i den næste. Dette er menneskehedens eneste håb og den eneste sag, der er værd at kæmpe for.
London, 7. juni 2017
