Artiklen er skrevet få timer efter terrorangrebet på London den 7. juli
Omkring klokken ti minutter i 9 i morges blev London rystet af en række eksplosioner i forskellige undergrundstog. Der blev rapporteret om eksplosioner i undergrundstationerne ved Aldgate East, Edgware Rd, Kings Cross, Liverpool Street, Moorgate og Russell Square. En bus blevsprunget i luften på Tavistock Square og London’s transport netværk blev lammet. I hovedstaden herskede der kaos.
Øjenvidner berettede om ”flere tilskadekommende” på Liverpool street. Et øjenvidne, der befandt sig i et tog da eksplosionerne fandt sted, fortalte, at der lå folk overalt i vognene, og at løsrevne lemmer flød på gulvet. Hun så folk der tilsyneladende havde fået blæst deres tøj af af eksplotionen og hun så folk ligge bevidstløse i togvognene.
Der var mange flere frygtelige historier. Chokerede passagerer fortalte om ofre indsmurte i blod. Folk blev set strømmende ud af en undergrundstation indsmurt i blod og sod. I hele London blev passagerer evakueret, mange i chok og med deres tøj revet itu. Flere hospitaler har meldt ud, at man nu kun behandler folk i tilfælde af nødsituationer. Der rapporteres om alvorlige hovedlæsioner, tab af lemmer og røgforgiftninger.
Loyita Worley, der arbejder for et af Londons advokatfirmaer, fortalte BBC, at hun befandt sig I et undergrundstog da en eksplosion fandt sted i den næste vogn i tunellen. Den 49 årige sagde, at ”alt lyset gik ud og toget stoppede brat. Der var røg overalt. Mange hostede voldsomt, men alle forholdt sig roligt. Vi kunne ikke åbne dørerne.”
Hele systemet blev lukket ned og de vigtigste trafikknudepunkter blev blokeret af politi- og ambulancefolk. Politiet afspærrede store områder omkring andre undergroundsstationer og togstationer. Brandmænd iførte sig beskyttelsesdragter mod kemikalier før de hastede ned i undergrundstationerne. Beredskabsfolk behandlede sårede passagerer udenfor Aldgate station, og der blev raporteret om passagerer dækket af sod ved King´s Cross.
Først gav det britiske transportpoliti strømkilder skylden for eksplosionerne, men elselskabet sagde, at elforsyningen ikke kunne være skyld i ulykkerne. Den selvindlysende sandhed blev snart klar; London var mål for et barbarisk terrorangreb. Det ser ud til, der var syv eksplosioner. Rejsende kom op fra tunellerne dækket i blod. En talsmand fra det britiske transportpoliti sagde, at to tog fortsat er fanget i tunellerne. Effekten af en eksplosion i et lukket rum med flyvende glasstykker, kan man knap forestille sig.
Den første bombe eksploderede i en bus nær Russel Square. Ikke lang tid efter blev flere brag hørt fra Londons undergrundsbaner. Et øjenvidne fortalte at hele bussens øverste øverste dæk blev ødelagt. En passager fortalte at bussen var fyldt med passagerer, ”Det var en kæmpe eksplosion og en masse papirer og det halve af bussen fløj gennem luften”
Årsagen til angrebene er indtil videre uklar. Men efter terrorangrebet I Madrid sidste år kan en forbindelse til Mellemøsten ikke udelukkes. Ligesom i Madrid var det et velplanlagt og koordineret angreb. Ved angrebene i London blev der ligesom ved terrorangrebene i Madrid ikke givet nogen form for advarsel. Og ligesom i Madrid var målet at slå så mange tilfældige så muligt ihjel. Det har alle træk fra fanatikere af Al Qaida-typen.
Arabiske websider med forbindelse til al-Qaeda har tilsyneladende erklæret at al-Qaeda står bag angrebene. Selvom dette endnu ikke er blevet bekræftet, er det aldeles sandsynligt. Eksplosionerne i undergrunden var indstillet til at finde sted på et særligt tidspunkt, da et stort antal af almindelige folk fra arbejderklassen tog på arbejde. Dette blev efterfulgt af en eksplosion i en bus. Bombningerne fandt sted dagen efter, at London fik tildelt OL i 2012, og tilstanden af kollektivt chok var endnu større i den hårde kontrast til scenerne med folkelig jubel dagen forinden. Det fandt også sted mens lederne fra G8-landene mødtes i Skotland. Det er ikke usandsynligt, at angrebet var planlagt til at falde sammen med dette møde.
Angrebet på London er tænkt som en besked. Og indholdet af denne besked er ret klar: I hævder, at krigen mod terror bliver vundet, at verden nu er et sikrere sted og at invasionen af Irak er lykkedes, men alt dette er forkert. Terroristernes identitet er ukendt, men hvem der end er ansvarlig, viste ingen nåde over for ofrene for deres handlinger. Sådanne handlinger er dybt afskyvækkende for alle, der forsvarer socialismen og arbejderklassens sag. Disse handlinger tjener kun til at styrke reaktionens kræfter. Der er absolut intet, der retfærdiggør det. Det må fordømmes skarpt.
Vores fordømmelse har intet til fælles med de hykleriske fordømmelser, som Bush og Blair er kommet med. I sin udtalelse sagde Tony Blair: ”Vores tanker og bønner er med ofrene og deres familier”. I næste åndedrag gentog han så sin beslutsomhed om at ”nedkæmpe terrorisme”. Disse herrer fælder ingen tårer over de titusinder af mænd, kvinder og børn, der er blevet slagtet i Irak som følge af deres politik. Det er også terrorisme – terrorisme på en langt større og umenneskelig skala. De har ingen moralsk ret til at fordømme vold når de selv er ansvarlige for at sprede krige og vold over hele verden i deres egne interesser.
Så grusomme de end var, var angrebene i London relativt små, sammenlignet med 11. september 2001. Det var et opsigtsvækkendeangreb i USA’s hjerte. Men hvad var resultatet? Alene styrkelsen af de mest reaktionære elementer i den herskende klasse, stykelse af imperialismen, sejr til George Bush, invasionerne af Afghanistan og irak. I mordsager stiller advokater spørgsmålet: cui bono? – til hvis fordel. De eneste mennesker, der drager fordel af terrorisme er de værste af arbejderklassens, demokratiets og socialismens fjender. Vi fordømmer ikke blot terroristernes metoder fordi de slagter uskyldige mennesker. Vi fordømmer dem fordi de giver alle de undskyldninger, Bush og Blair behøver for at fortsætte deres kriminelle politik. Det er lige nu de elementer, der forsøger at indskrænke borgerrettighederne. Politiet vil få nye beføjelser. Staten vil blive styrket. Den offentlige mening vil blødes op for nye repressionsgerninger og militær aggression med undskyldning om at ”bekæmpe terrorisme”. Det vil til gengæld forøge risikoen for terrorangreb.
Dette er rædsel uden ende. Det er en sygdom, der spredes som en global epedimi fra det ene land og kontinent til det andet. Ingen er sikker. Intet land er sikkert. Ledernes taler om at ”vi vil vinde krigen mod terror” klinger hult.
Billedet er stadig meget broget. Befolkningen er ramt af sorg og chok. Det er naturligt, at folk er chokerede og skræmte. Men når røgen fra eksplosionerne klarer og tankerne bliver klare, er der nogle hårde spørgsmål, der skal stilles. Det var klart kun et spørgsmål om tid, før de terroristiske galninge ville angribe London. Med sine handlinger har Tony Blair placeret sit folk i galskabens frontlinie. Dette resultat var helt forudsigeligt.
Det seneste angreb kan muligvis se ud til at vise de terrroristiske metoders styrke. En lille gruppe fanatikere med bomber kan lamme en storby. Men i den sidste analyse kan terrorister ikke vinde. Disse sindssyge og barbariske handlinger tjener kun imperialismens interesser. Terrorisme og imperialisme lever af hinanden. Den enes barbari tjener som undskyldning for den andens barbari. Og det vil altid være almindelige mennesker, der betaler prisen.
Massemedierne vil have en dag i marken. Blair og Bush vi bruge disse forfærdelige angreb til at retfærdiggøre deres politik i Irak og på hjemmefronten. Men når folk begynder at reflektere roligt over disse begivenheder vil de drage meget anderledes konklusioner. Krigen mod terror er ikke vundet. Invasionen af Irak har destabiliseret hele Mellemøsten og skaffet mange nye rekrutter til terroristiske organisationer som al Qaida. Og verden er et langt farligere sted end før invasionen af Irak.
