Redaktionens note: Hovedstadens lærlinge indenfor metal og industri er begyndt at røre på sig. For nylig viderebragte vi her på siden en udtalelse med lærlingenes krav, og her bringer vi en tale, der blev holdt på inustriens lærlinges generalforsamling. Talen er et forbilledligt eksempel på fagligt lærlingearbejde.
Ved Formand Majid Atik
For at se vores egne situation må vi først forstå hvilken situation resten af samfundet er i. De seneste år har i Danmark og i resten af verden primært været præget af en stigende ulighed i samfundet. Vi har set direktør lønninger stige med 15-20 procent om året imens den private overenskomst ikke gav mere til arbejderne end inflationen tager fra os igen. I dag lever mere end 60.000 københavnere under fattigdomsgrænsen og dette endda uden at tælle studerende og lærlinge med. På den anden side skal man endda arbejde hårdere, alle tal viser at de samme arbejdere og maskiner producerer flere var hvert eneste år. Samtidig med at selskaberne har tjent historisk høje overskud hjem på at vi arbejder hårdere, er selskabsskatten siden 1989 blevet sat ned fra 50 til 26 procent og i det seneste år endda helt ned til 22 procent.
Skattetrykket lettes også på dem der tjener mest og der kommer flere asociale skatter og afgifter, for eksempel skal lærlinge med bil betale mere i skat efter det seneste skatteforlig.
Udover lønnen og arbejdsvilkårene står velfærden også for skud. Sygehuse og hospitaler er på kollapsens rand og de sociale muligheder vi havde vundet er næsten væk. I Københavns kommune er der ikke længere råd til at anbringe selv nogle af de mest udsatte børn og unge. I skolerne, på gymnasierne og på universiteterne er der heller ikke meget håb – færre lærer, flere elever, ingen tid til flertallet og mange gange ikke engang plads i klasseværelserne til at alle elever kan få en sideplads. På gymnasier og universiteter må flere og flere hyre private “konsulenter” og “coaches” for at bestå eksamenerne. Der er simpelthen for lidt undervisning og eleverne har ikke en chance for at lære pensum.
I realiteten er den borgerlige regering i gang med at privatisere undervisningen ved at udsulte den offentlige sektor. Alt dette er endda ingen ting i forhold til de tekniske skoler der er i en tilstand af fuldstændig forfald. Ofte kan man ikke længere kalde de tekniske skoler for uddannelses steder.
Under disse forhold har lærlinge været nogle af de mest udsatte. Lønnen der ligger under mange ungarbejderes løn rækker ikke langt når man efter at man har betalt huslejen. Der for bliver de fleste nødt til at arbejder ved siden at og det betyder jo at den 37 timers arbejdsuge reelt set er sat ude af kræft. Fra arbejdsgiverne bliver lærlingene presset til at tage flere opgaver og fra fagforeningens side bliver vi ofte “glemt”. Bare se på den seneste overenskomst der gav mellem 1 og 3 kroner mere i timen lærlingene. Oven i det skal man også kæmpe på teknisk skole hvor det kun er de allermest selvstændige elever – dem der kan lære sig selv faget – der har en chance for at fuldføre uddannelsen.
Alle disse ting har vist sig ved at der i Danmark har været en dyb, dyb utilfredshed. i de seneste 3 år har der været 3 demonstrationer med op mod 100.000 i hver. Dette er ikke hverdag og de arbejdere, der demonstrerer, har ikke gjort det for sjov, men fordi de gerne vil ændre kursen i samfundet.
Blandt de unge har vi også set oprør, først var det ungdomshus bevægelsen der samlede en del unge omkring sig. Dernæst var det de unge på Nørrebro der satte gang i et oprør der hurtigt spredte sig til hele Danmark. Man talte om, at det var forskellige ting der startede bevægelsen, men der er ingen tvivl om at den ikke ville have fundet sted hvis der ikke havde været en dybere underliggende utilfredshed. På nogle måder minder de unges oprør sig om starten af fagbevægelsen. Dengang smadrede utilfredse arbejdere maskinerne og fabrikkerne, men problemet var at de efterfølgende ikke havde noget sted at arbejde. Samtidig kunne politiet nemmere vinde opbakning til at slå hårdt ned på arbejderne. Med tiden opdagede arbejderne de midler der senere er blevet dets traditionelle kampmidler – organisation, demonstration og strejke. Men arbejderklassen skulle igennem nogle dyrt købte erfaringer for at nå til disse konklusioner. Ved at vise hvordan arbejderklassen kæmper kan vi i dag gøre de erfaringer, meget mindre smertefrit for dem der er utilfredse med samfundet i dag.
Men at der skal kæmpes er der ingen tvivl om. For arbejderklassen har aldrig fået noget uden kamp. Ingen har foræret noget som helst til arbejderne. Den 37 timers arbejdsuge, retten til en høj mindsteløn, retten til ferie, retten til løn under sygdom og et velfærds system er kun opnået igennem kamp. I årene 1966-68 fordoblede lærlingene deres løn, ved at organisere, mobilisere og kæmpe.
Hvis vi skal forsvare vores forhold i dag kræver det at vi bruger de samme metoder som da vi vandt disse forhold. Bare se på frankrig for nogle år siden. Her ville staten indføre en lov der ville gøre det muligt at fyre alle unge under 26 uden varsel i de første to af deres ansættelse. Men de franske unge og arbejdere organiserede en kæmpe demonstrations bølge i alle landets afkroge. Alle uddannelsesinstitutioner blev lukket og der var en mulighed for at der kunne opstå en generalstrejke. Alle disse ting gjorde at CPE loven blev trukket tilbage. Det er disse erfaringer og metoder som vi må bruge i dag når vi skal forsvare vores forhold i Danmark.
Industriens Lærlinge blev stiftet for et år siden og dengang startede vi med at lave en NEJ kampagne omkring overenskomsten. Selvom det blev et spinkelt ja til overenskomsten blev vi ikke modløse. Vi fortsatte med at lave en kampagne på AKS. Det gjorde vi fordi der var flere fra vores bestyrelse der arbejdede på AKS og fordi forholdene, især for lærlingene, er ekstremt dårlige på AKS. Vi besluttede at vi ville hjælpe med, at organisere lærlingene på AKS i en lærlinge klub. Til den stiftende generalforsamling for AKS- lærlingeklub samlede vi 24 ud af 32 lærlinge. Dette er et enormt højt tal, især set i lyset af at der i mange år, på AKS, ikke har været tradition for at organisere lærlinge i hverken lærlingeklubber eller fagforeninger. Selve mødet var præget af stor kampgejst og entusiasme og gode diskussioner.
På mødet blev der fremsat 4 mål for AKS- lærlingeklubs arbejde. Disse var: at vide hvilken bonusordning der findes på fabrikken, at indføre en rotations ordning for lærlingene (hvilket jo er et lovkrav), at få et månedligt nyhedsbrev og at arrangere en julefrokost. Der gik faktisk ikke mere end en dag efter generalforsamlingen før der blev indfør en rotationsordning på firmaet. Dette viste hvor stærkt lærlingene kunne stå hvis de organiserede sig.
Desværre var ledelsen i firmaet fast besluttet på at smadre lærlingeklubben. Det første de gjorde var at stoppe det første nyhedsbrev før det blev delt ud i hele fabrikken. De gik derefter i gang med, at sprede falske rygter om de aktive metallere og at true de personer der var aktive i lærlingeklubbens bestyrelse. Resultatet blev:
1. Formanden og kasseren for lærlingeklubben benægtede, pludseligt, al kendskab til det nyhedsbrev (som de under det første ledelsesmøde havde rost til skyerne)
2. Mange lærlinge trak sig tilbage af frygt for fyring og fordi de havde hørt falske rygter om initiativtagerne til klubben
3. klubben blev i realiteten nedlagt. Det er ikke første gang at AKS-ledelsen går imod faglig organisering, i starten af 90’erne har de fyret næsten en hel afdeling fordi de ville organisere sig.
Det skal dog siges af de få mennesker der nåede at læse det første nyhedsbrev, før det blev stoppet at AKS’s ledelse, er næsten alle blevet værdifulde aktivister i fagforeningen og uden dem ville vores generalforsamling i dag ikke være det samme som den er.
Senere blev der på AKS startet en ny klub med støtte fra firmaet. Den udelukker umiddelbart Metal Ungdom, men vi støtter selvfølgelig altid lærlinges organisation og vi vil altid hjælpe dem hvis de har brug for det. Vi har også lavet en udtalelse der forklarer mere præcist hvad der foregik i den periode.
2. Oktober 2007 gik den danske arbejderbevægelse på gaden for at forsvare velfærden. Vi så det som en god mulighed for at starte et elevråd op på Tuborgvej Tekniske skole. Forholdene på skolen var elendige så det var ikke så svært at få opbakning til at starte et elevråd, men det blev ikke den normale slags elevråd man normalt kender. Elevrådet blev i praksis en del af Industriens Lærlinge. Vi samlede ca. 20 repræsentanter fra forskellige klasser og diskuterede situationen på skolen og generelt i Danmark. Under diskussionen besluttede vi at vi ville slå os til 2. Oktober demonstrationen og samtidig kom der et forslag om at grundforløbs eleverne uden kontrakt kunne lave en blokade af undervisningen.
Dette forslag blev taget op i alle klasser og der blev foretaget afstemning. Over 90 procent af industriteknikerne stemte for forslage og over 50 procent af skolens andre elever stemte for forslaget. På selve dagen var der til at starte forvirring, skolens ledelse kom med trusler og løgne om at vi ville få folk fyret, men det kunne eleverne godt se igennem. når blokaden først kom i gang var der ikke noget der kunne stoppe den – det var utroligt at se hvordan alle – uanset køn, hudfarve eller religion handlede som en enhed for et fælles mål, at forsvare retten til en ordentlig uddannelse. grundforløbs eleverne var endda så stædige at de blokerede i en time efter demonstrationen var taget af sted – de fortsatte demonstrationen indtil alle lærere havde givet op og ikke længere prøvede at bryde blokaden.
Skolens elever demonstrerede ned mod Nørrebro station hvor de slog sig til andre elever og lærlinge og vi gik ned ad Nørrebrogade hele vejen fra Nørrebro station til søerne – overalt kunne man se vores løbesedler i hænderne på forbipasserende. Vores krav var ret simple – bedre forhold og kamp indtil vi fik det. Til hoved demonstrationen var der op mod 100.000 mennesker til stede.
Under og efter bevægelsen blev lærlingene pludseligt taget meget seriøst. Af lærerne fordi de havde respekt for at vi kæmpede for dem og af ledelsen fordi vi viste at vi sætter handling bag ordene. Ledelsen gav os modvilligt lov til at arrangere et paneldebat op til valget og lærerne planlagde skemaerne således at så mange elever som muligt kunne deltage.
Vi fik også lov til at holde et møde mellem inspektøren, lærernes tillidsrepræsentant, en almindelig lærer og tre elever. Vi stillede inspektøren to spørgsmål – 1. Hvad vil ledelsen gøre ved de gamle og nedslidte maskiner og udstyr? 2. hvad vil ledelsen gøre ved læremanglen på skolen? Inspektøren svarede at der ikke var flere penge til maskiner og at vi skulle stemme anderledes hvis vi ville ændre på det samt at lærerne selv planlægger deres egen tid og så det er det vi skal tale med hvis vi vil ændre på den situation.
Vi bestemte os for at følge inspektørens råd og inviterede lærerne til et møde for at tale om problemerne. Men desværre blev lærerne kort inden mødet presset af skolens ledelse til ikke at komme. I stedet dukkede inspektøren op sammen med en uddannelses leder. De prøvede at forklare os at det ikke var sandt at der ikke var lærere nok og at der slet ikke var så mange problemer på Teknisk skole, men til mødet – hvor vi var 15-18 lærlinge – var der ikke nogen der accepterede deres svar. Vi besluttede efterfølgende at starte et stor-elevråd og vi forberedte endda en løbeseddel til det, men desværre har det haltet med at få det i gang. Det viser også hvor vigtigt det er at der er flere der påtager sig opgaven at organisere, mobiliser og lave andet praktisk. Fagforeningen kan ikke køre på enkeltpersoners skuldre. På grund af vores manglende aktivitet efter nytår har ledelsen følt sig stærke nok til helt at benægte at der findes et elevråd. I stedet vil tillidsrepræsentanten starte et nyt et op på skolen. Det er en rigtig god ting, men vi må også vide at det ikke kommer til at køre uden at klasser repræsentanterne bliver tilknyttet fagforeningen og også sidder i vores lærlingebestyrelse.
I den næste periode vil de kampene i den danske arbejderbevægelse. De offentlige overenskomster handler også om vores lærere. Hvis lærerne kommer i konflikt kan lærlingene spille en stor rolle for at støtte dem og udvidde deres kampe.
Generelt set kan man sige at vi går ind i en ny fase. Den økonomiske krise har bidt sig fast i verdens økonomien og dermed også den danske økonomi.
Aktiemarkederne har tabt tusinder af milliarder kroner og verdens største banker har været på randen af konkurs. I sådanne situationer vil alle problemerne blive læsset af på arbejderklassen. Bare se på Northern Rock, Englands femte største bank, der får de engelske skatteydere til at betale når banken går fallit. Det er det sande ansigt på markedsøkonomien og den frie konkurrence.
Men det er ikke det eneste der vil ske i fremtiden. Arbejdsløsheden vil stige,vi vil se store prisstigninger og der vil komme hårdere arbejdspres. Vi har allerede set starten af det inden for byggeriet hvor mange ikke kan få arbejde efter vinteren. Men det vil ramme hårdere endnu og lærlingene vil være en af de grupper der rammes hårdest.
Der vil kun være en løsning for os og det vil være at kæmpe. Det vil være at organisere arbejderne i deres traditionelle organisationer, det vil sige fagforeningerne og de traditionelle arbejderpartier – Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Det vil være hårdt men vi i Industriens Lærlinge har vist at det godt kan lade sig gøre.
Mange har sagt at det ikke nytter noget, at lærlinge alligevel ikke gider at kæmpe, at tage ansvar og at lave fagligt og politisk arbejde. De har sagt at vi kun gider at feste og drikke – Men vi har bevist at der INGEN andre veje er for aktive lærlinge i fagforeningerne. Imod alle odds har vi arbejdet hårdt for at forsvare lærlingenes interesser. Alle fra direktører på AKS til inspektører fra Teknisk skole har alle været imod os. Der har været rygter om os og trusler i mod os. Men vi har ikke bøjet os. På bare et år har vi bygget et af de største aktive lærlinge bestyrelser i Danmark med op imod 25 aktive lærlinge.
Det er rigtigt at vi også har oplevet nederlag, men det har ikke været afgørende nederlag. Lærlingene på AKS er blevet bedraget, men lige så snart de bliver bevidste om dette vil de slå sig til os med endnu større gejst og entusiasme. Så længe vi åbent, ærligt og demokratisk forklarer vores hensigter og forsvarer lærlingenes og arbejdernes sag vil intet kunne stoppe os.
For vi ved, at intet hjul kan dreje, og ingen maskine kan køre og intet samfund kan fungere uden at arbejderne giver deres tilladelse til dette. Nogen vil kalde det for rød front. Til dem må vi sige – ja, for fagforeningen er rød front, det har altid været rød front og det vil altid være rødt front.
Vi slutter beretningen med et citat fra den internationale arbejderbevægelses første leder – Karl Marx: “arbejderne har kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. Arbejdere i alle lande – Foren jer!”
