Vi har de seneste måneder set en farlig tendens, hvor arbejdsgiverne håndterer krisen ved at gå direkte efter struben på arbejdernes organisering: Fyringer af arbejdernes tillidsvalgte.
Den økonomiske krise kradser, og på trods af regeringens midlertidige støtteordninger kan det tydeligt mærkes rundt omkring på arbejdspladserne. I slutning af august fyrede Zoologisk Have København 14 medarbejdere hvoraf fire var dyrepassere. Én af dyrepasserne har været tillidsrepræsentant for dyrepasserne igennem de seneste 17 år. Ledelsens begrundelse for fyringen var, at han var en “dårlig dyrepasser”.
Der er i alt 276 medarbejdere i Zoologisk Have København. Virksomheden har fået flere millioner i støtte fra staten i lønkompensation, og selv dyrepasserne besluttede i foråret at donere 25.000 kr. fra deres faglige klub til virksomheden som en symbolsk hjælp til at få virksomheden igennem krisen. 3F København har arrangeret flere protester imod fyringen af tillidsmanden, og støtten er strømmet ind fra mange organiserede arbejdere, faglige klubber og andre dele af fagbevægelsen.
Fyring på fyring
Men angrebet på tillidsvalgte er ikke forbeholdt Zoo i København. De seneste måneder er der dukket flere historier op om fyringer af tillidsvalgte. I starten af september satte 12 arbejdere sig ned på på fodervirksomheden Hamlet Protein i Horsens, efter deres tillidsmand blev fritstillet, og deres lokalaftaler blev opsagt, hvilket kommer til at betyde lønnedgang.
På Amager i København på Den Blå Planet har ledelsen ligeledes fyret tillidsvalgte. Tre ud af ni dyrepassere på det nationale akvarium blev fyret, hvoraf den ene var tillidsrepræsentant og en anden havde beskyttelse som en tillidsrepræsentant, da han var medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem. Sidst men ikke mindst skulle to tillidsvalgte hos bygge- og anlægsvirksomheden Per Aarsleff efter sigende også være blevet fyret inden for de sidste måneder.
I struben på arbejdernes organisering
Det er uvist, hvor mange andre tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og andre tillidsvalgte, der ellers er blevet fyret i den seneste periode. Ligegyldigt hvad tegner der sig et tydeligt, dystert mønster.
Ved at fyre tillidsvalgte går arbejdsgiverne bevidst efter de forreste led i arbejderklassens organisering. Det er som regel mere besværligt og mere omkostningsfuldt at fyre tillidsvalgte, men når arbejdsgiverne gør det, giver det et krystalklart signal til resten af arbejderne: Hvis vi kan fyre jeres tillidsvalgte, kan vi endnu nemmere fyre jer, så hold jer i skindet! Det er en metode til at intimidere og tryne arbejderne og trykke deres forhold i bund.
Arbejdsgiverne har tænkt sig at tørre regningen for den økonomiske krise, som corona-pandemien udløste, af på arbejderklassen. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Ude på arbejdspladserne bliver arbejderklassen angrebet i form af fyringer, lønnedgang og forringede arbejdsforhold, og det bliver desto lettere at tryne arbejderne, når først tillidsrepræsentanten er ryddet af vejen – også selv om det kan koste lidt flere penge på den korte bane. På Den Blå Planet endte virksomheden eksempelvis med ubetinget at fritstille de to tillidsvalgte, give dem seks måneders løn og derudover en særlig godtgørelse på 351.000 kr.
Det kan virke som mange penge, men det er en lille pris at betale for at ødelægge organiseringen blandt arbejderne og dermed sænke de generelle omkostningerne for virksomheden på længere sigt. For at overleve krisen og forsøge at forblive konkurrencedygtige i fremtiden er de danske virksomheders strategi at blive “lean and mean”; medarbejderstaben skal trimmes, lønninger skal sænkes og alle “goder” erstattes med ekstraudgifter for arbejderne.
Arbejdsgiverne forstår kun én ting
Dette er endnu et godt eksempel på, hvorfor den “danske model” er arbejdsgivernes model. Mens det kun er lovligt for arbejderne at anvende deres eneste effektive kampmiddel – strejken – når der ikke er en gældende overenskomst, så blæser arbejdsgiverne på den såkaldte fredspligt, som det er meningen skal herske mellem overenskomstforhandlinger.
Det tætte samarbejde med toppen af fagbevægelsen havde arbejdsgiverne intet problem med i opsvingsårene. Arbejdsgiverne ugte dette samarbejde til at holde lønninger og omkostninger tilbage for at kunne blive ved med at være “konkurrencedygtige”. Nu er der krise, og med disse angreb på tillidsvalgte kunne det virke til, at arbejdsgiverne tilsidesætter dette samarbejde, den danske model. Som beskrevet er arbejdsgiverne ikke kede af en enkelt merudgift, hvis de får ryddet en tillidsvalgt af vejen, heller ikke i form af bod fra Arbejdsretten. De har intet problem med at holde fagforeningerne beskæftiget i lange perioder med fagretslige sager, som kan trække ud i måneds- og årevis. Disse fyringer kunne være et tegn på, at arbejdsgiverne kunne droppe samarbejde og i stedet trumfe deres vilje igennem.
Men med det kommer den anden side af mønten: Arbejdernes reaktion, når toppen af fagforeningerne ikke er der til at holde arbejderne igen. Hvad arbejdsgiverne frygter er, at arbejderne svarer kontant og prompte igen, specielt her i krisetid: At de tilbageholder deres arbejdskraft og går i strejke. En strejke uden slutdato, støttet op af blokader af virksomheden fra andre arbejdere, vil hurtigt kunne tvinge enhver virksomhed i knæ og tvinge arbejdsgiveren til at genansætte en fyret tillidsmand.
Hvis arbejdsgiverne får held med sådan en kampagne mod tillidsvalgte på nogle enkelte arbejdspladser, vil de uden tvivl fortsætte og udvide det til mange andre arbejdspladser. Derfor må enhver strejke mod fyringer af tillidsvalgte støttes op af sympatikonflikter fra andre arbejdspladser, og strejken må spredes ud for at være så effektiv som mulig.
Hvis arbejdsgiverne ikke skal få succes og selvtillid af deres nuværende offensiv, må der svares klart igen. Vi er i en krise, og svaret må være hårdt mod hårdt.
