Sydafrika var på vej mod en situation, der kunne ligne en generalstrejke, da strejken i den offentlige sektor, der startede 18. august, var i fuld gang med at vokse i styrke. Nu er strejken blevet afblæst af fagforeningslederne på grund af nogle indrømmelser fra regeringens side. Det har gjort mange arbejdere vrede, da de hellere ville skrue op for aktiviteterne end at træde et skridt tilbage.
I en fælles pressemeddelelse mandag den 6. september offentliggjorde de fagforeninger i det offentlige, der er tilknyttet paraplyorganisationerne COSATU og ILC, at de ville ”suspendere strejken”, mens de samtidig sagde at det ikke betød ”at de havde accepteret statens tilbud”. (COSATU)
Strejken for de 1,3 millioner arbejdere i den offentlige sektor startede onsdag den 18. august. Den lammede skoler, hospitaler og andre offentlige ydelser. Strejken afspejlede den dybtfølte vrede, de sydafrikanske arbejdere føler mod den dobbeltsidede politik fra ANC-regeringen, med Zuma i spidsen, med ministre der får høje lønninger og fik masser af frynsegoder under VM, mens arbejderne bliver nægtet deres krav om en løn der er til at leve af, og adgang til boliger.
Strejke i to uger
Helt fra begyndelsen har regeringens indstilling været provokerende med voldsomme udmeldinger fra ministre, der sagde, at der ikke var flere penge i kasserne til den slags. De stillede fagforeningerne overfor et ultimatum. Det blev kombineret med brug af retssystemet, politiet og hæren mod de strejkende. Desuden var der en højt profileret mediekampagne, der beskyldte de strejkende for mord på grund af de lukkede hospitaler. Det gjorde blot de fagligt aktive endnu vredere, da de havde spillet en central rolle i at udskifte tidligere præsident Mbeki med Zuma, og de forventede, at han var på deres side.
Tilt rods for regeringens provokationer var strejken vedholdende i to uger og stemningen var ved at være skabt for solidaritetsaktioner, der muligvis kunne føre til en generalstrejke til støtte for de offentligt ansatte arbejdere. Kommunalarbejdernes fagforening SAMWU fremsatte et forslag i ledelsen i COSATU der krævede at alle tilknyttede fagforeninger skulle udsende 7-dages strejkeadvarsler. En generalstrejke ville reelt have startet den 2. september.
Regeringen presset
Det var kun truslen om en generalstrejke, der havde fuld opbakning fra magtfulde fagforeninger som minearbejdernes NUM, der tvang regeringen tilbage til forhandlingsbordet. Præsident Zuma vendte tilbage fra sit statsbesøg i Kina og beordrede ministrene til at indgå en aftale med fagforeningerne. Der var for meget på spil, og Zuma kunne ikke risikere at afskære sig fuldstændigt fra sine allierede i fagbevægelsen (da en del truede med ikke at støtte ANC i det kommende valg).
Under disse forhold trak regeringen sig tilbage fra sin tidligere påstand om at ”der ikke er flere penge”, og gik med til at øge sit udspil om lønstigninger fra 7 procent til 7,5 procent, selvom dette stadig ikke nåede op på arbejdernes krav om 8,6 procent. Fagforeningerne ser det stadig som en sejr, eller i hvert fald en delvis.
Medlemmerne afviste forslaget
Aftalen skulle imidlertid godkendes af fagforeningernes medlemmer. Det var på dette tidspunkt, onsdag den første september, at COSATU besluttede at afblæse generalstrejken. Det var helt klart en fejl. Hvis man står i en styrket position forlader man den ikke blot uden videre.
Fagforeningernes ledere troede sandsynligvis, at medlemmerne ville acceptere det reviderede forslag. Til trods for alt deres radikale sprog, så fagforeningslederne ikke ud til at være klar til at gå hele vejen i deres konfrontation med regeringen.
Til deres store overraskelse afviste medlemmerne det nye forslag. Især lærernes fagforening SADTU, men også de sundheds- og statsansattes fagforening NEHAWU var meget imod forslaget. Det virker endda til, at fagforeningerne under ILC også afviste forslaget, dog snævert.
Strejken afblæst
Men til trods for mandatet fra medlemmerne besluttede fagforeningslederne sig for at afblæse strejken, og give sig selv 21 dage til at “afslutte forhandlingerne om forhandlingsudspillet”. Det virker sandsynligt, at i det mindste nogle af de faglige ledere, der deltog i forhandlingerne med regeringen, var sikre på at de kunne sælge aftalen til deres medlemmer.
Frustrationsniveauet ved lokale møder var så højt, at lederne var nødt til at sige at forslaget var blevet stemt ned. Business Report skrev: ”Sizwe Pamla, den nationale talsmand for NEHAWU, sagde fredag, at efter en bølge af emails og tekstbeskeder ’måtte vi anerkende afslaget’.” Men da denne leder fra NEHAWU ikke var tilfreds med beslutningen, prøvede han at vende den til sin modsætning ved at sige, at ”det er svært at sige at det var en officiel afvisning, da medlemmerne ikke var blevet ordentligt konsulteret”. Med andre ord lykkedes det ikke for fagforeningernes ledere at overtale deres medlemmer, men det var kun fordi de ikke forklarede aftalen ordentligt eller fyldestgørende nok, så derfor var det nødvendigt med 21 dage mere.
Utilfredshed med ledelsens udsalg
Det er skandaløs indstilling. Når først strejkens momentum er blevet tabt, vil det blive meget svært at genopbygge den. Fagforeningslederne burde ikke have afblæst strejken før de havde fået en aftale i stand der var acceptabel for medlemmerne; dette burde være ABC for fagforeningstaktik. Når først truslen om generalstrejke er fjernet, og arbejderne går tilbage til arbejdet, selv hvis aftalen bliver afvist, hvilket magtmiddel har fagforeningerne så til at få flere indrømmelser fra regeringen? Intet.
Mange arbejdere var med god grund vrede da de fandt ud af beslutningen om at stoppe strejken. City Press rapporterede at ”NEHAWU fagforeningsledere blev jagtet ud af mødet i Johannesburg i eftermiddags”. Rapporten citerede NEHAWU medlem Ramarumo for at sige ”Medlemmerne er sure og vil protestere ved at gå til det nationale kontor og brænde deres medlemskort”.
Den samme rapport citerede generalsekretæren for SADTUs centrale Gauteng-afdeling, Ronald Nyathi for at sige: ”Lærerne er ikke glade, men efter vi fandt ud af at nogle fagforeninger under COSATU og ILC har accepteret regeringens tilbud, har vi indset at vi ikke kan fortsætte med strejken alene.”
Dette vil helt sikkert stille en masse spørgsmål blandt de fagligt aktive om deres egne ledere, især fordi COSATU har en stolt tradition med at stå for arbejdernes kontrol over fagforeningens strukturer og ansatte.
Uenighed i ANC
Uanset resultatet af denne konkrete kamp, kommer de vigtige spørgsmål, der blev rejst under strejken, især forholdet til ANC’s politik, forholdet mellem fagbevægelsen og regeringen, og også om lederne af kommunistpartiet SACP’s rolle i regeringen, ikke til at forsvinde.
Det kommende møde i ANC’s nationale ledelse vil være stedet hvor mange af disse spørgsmål vil blive diskuteret. ANCs ungdomsforbund vil sikkert fremsætte kravet om nødvendigheden i at nationalisere minerne, som en del af deres kampagne for ”økonomisk frihed i vores levetid”. Det såkaldte Black Economic Empowerment (BEE, Økonomisk Styrkelse af Sorte, red.) vil også blive diskuteret.
BEE har basalt set tilladt et lille sort mindretal (en del i Zumas egen vennekreds og familie) at gå med i kapitalistklassen, mens flertallet af de arbejdende folk og fattige, der kæmpede mod apartheid har set deres levestandard falde, og kløften mellem rige og fattige blive større og større.
Nødvendigt med et alternativ
Søndag den 5. september skrev formanden for ungkommunisternes forbund, YCL, David Masondo, en skarpt skrevet artikel i City Press, hvor han kaldte BEE for en instrument, gennem hvilket ”bestemte sorte millionærer, der var forbundet med frihedsbevægelsen, er blevet håndplukket af hvide forretningsfolk”. (BEE has evolved into a family affair, Citypress).
Denne artikel har allerede skabt splittelser inde i YCL, hvor en udtalelse fra ledende ungkommunister har taget afstand fra Masondos offentlige kritik af Zuma (Statement by the YCL National Office Bearers on the article by David Masondo, YCL).
Det, der virkelig er brug for, er at fokusere på debatten om det afgørende spørgsmål: Nødvendigheden af et socialistisk alternativ, der virkelig kan opnå ”økonomisk frigørelse i vores levetid”. Kun ved at udfordre kapitalismens logik, gennem ekspropriationer af minerne og de store monopoler kan man begynde at tage fat på de presserende problemer for flertallet af sydafrikanerne, arbejderne og de fattige.
Så længe den økonomiske magt forbliver i hænderne på et uvalgt mindretal, kan reel befrielse ikke opnås. Boliger, jordreform, uddannelse og sundhedspleje for alle, arbejdspladser… ingen af disse problemer kan blive løst indenfor kapitalismens grænser, hvilket er blevet tydeligt i løbet af de sidste 16 år siden apartheids endeligt. Det formelle styre fra det nederdrægtige regime med racistisk diskrimination blev omstyrtet gennem massernes heroiske kamp. Men det kapitalistiske regime som det tjente, eksisterer stadig i bedste velgående.