De studerende på Maskinmesterskolen København organiserer sig i kampen mod nedskæringer som kommer til at betyde kæmpe klasser. Vi var med til deres stormøde og interviewede to af de studerende der har stået i spidsen.
I går eftermiddags var der stormøde på Maskinmesterskolen København (MSK). Over 50 studerende fra de forskellige klasser på skolen var mødt op for at tale om den sammenlægning af klasser som kommer til at få antallet af studerende i hver klasse til at stige enormt.
Vincent Kløcker og Odin Andersen går i samme klasse, M4D, på skolen og og styrede slagets gang til stormødet. Man kunne mærke, at der var en meget seriøs stemning blandt de fremmødte studerende. Vincent forklarede fra scenen, at sammenlægningerne finder sted på grund af 2%-besparelser som rammer hele uddannelsessektoren hvert år og, at de regner med at blive 37-38 studerende i de nye kæmpe klasser.
Stærk opbakning
Stormødet var arrangeret af Facebook-gruppen ”Organiserede MSK Studerende”, som blev startet op da nyheden om forestående klassesammenlægninger nåede de studerende. I Vincent og Odins klasse troede de først, at det var på grund af stort frafald, men det var ikke tilfældet:
– Vi skrev til ledelsen for at høre hvorfor de her klassesammenlægninger skal finde sted, da vi ikke har haft særlig meget frafald i vores klasse. Der blev sendt en repræsentant fra ledelsen ud til vores klasse. Først og fremmest fortalte han os, at vi ikke har ret til at brokke os, fordi vi er dovne studerende, da vi ikke har tilmeldt os semesterstartsfesten. Det er fuldstændig hul i hovedet, at han siger det. Men efter en dårlig start kom han til at afsløre for os, at klassesammenlægningerne ikke sker på grund af frafald, men på grund af besparelser, forklarede Odin.
Det var en rød klud i ansigtet på M4D:
– De næste 14 dage handlede om hvordan vi får stoppet de her sammenlægninger og der var 100 % fokus fra klassen på at få arrangeret det her stormøde, fortæller Vincent, og Odin supplerer:
– Vi blev initiativtagere til ”Organiserede MSK Studerende”. Vi diskuterede det rigtig meget i vores egen klasse og tog ud i de andre klasser for at rejse diskussionen. Vi mødte rigtig stærk opbakning, både blandt vores medstuderende, men også blandt lærerne.
De to fortæller, at MSK har svært ved at tiltrække lærere og det skulle efter sigende ikke være lønnen der er problemet. Dette kunne tyde på, at studiemiljøet ikke kun er et problem for de studerende, men afspejles i et dårligt arbejdsmiljø for personalet.
Overvældende flertal
Til selve stormødet blev besparelserne diskuteret. Det blev fremhævet hvordan studiemiljøet bliver forringet når klasserne bliver så store, at det er svært at få tid med sin lærer. En af de studerende fra salen fortalte, at det netop var klasseundervisningen som gjorde, at han startede. En anden siger:
– Jeg har snakket med folk som siger, at de dropper ud hvis det her bliver tilfældet.
Flere gav udtryk for, at deres mareridt er forelæsninger som man har på andre uddannelser og, at de her kæmpeklasser begynder at minde om det.
Der var på forhånd blevet skrevet et udkast til en udtalelse (se bunden af artiklen) som indeholder flere krav til ledelsen af skolen. Den blev debatteret blandt de fremmødte og nogle tilføjelser blev skrevet ind. Men til afstemningen var der ingen tvivl om, at de studerende kan se sig selv i udtalelsen og de stemte overvældende for den. Udtalelsen skal sendes til ledelsen på MSK og Maskinmestrenes Forening.
Derefter blev det vedtaget, at deadline for et svar fra ledelsen er om en uge, torsdag den 6. december. De studerende aftalte at afholde endnu et stormøde samme dag, som kan forholde sig til ledelsens svar – hvis der kommer et.
Under debatten spurgte en studerende Vincent og Odin hvordan kampen skal vindes mod besparelserne. Odin forklarede fra scenen, at stormødet kun er starten og Vincent fortsætter:
– Hvis vi virkelig skal slå tilbage skal vi gå sammen med elever og lærerer fra hele landet.
Og noget kunne tyde på, at det kunne være muligt. Gymnasieelever gik i strejke i sidste uge over nye fraværsregler og der er planlagt yderligere protester i december. Ligeledes gik lærere på erhvervsskoler i strejker og studerende på Københavns Universitet besatte rektoratet på grund af de samme 2 %-besparelser.
Forringelserne rammer alle der er under uddannelse eller arbejder i uddannelsessektoren, som bliver mere og mere udsultet år efter år. De studerende på MSK har taget første skridt for at slå besparelserne tilbage. Hvis elev- og studenterbevægelsen tager det næste, og retter de forskellige kampe samlet mod Christiansborg, vil det uden tvivl være et kæmpe skridt fremad i kampen for god og gratis uddannelse.