I 2021 fortsatte sygeplejersker landet over med at strejke efter regeringen havde interveneret med et regeringsindgreb. Foto: Rasmus Jeppesen
Der er en vis sandsynlighed for, at de igangværende overenskomstforhandlinger på det private område (OK23) ender i en storkonflikt. Kommer det dertil, sker det på trods af et indviklet system, hvis primære formål er at forhindre strejker.
Formelt har vi strejkeret i Danmark. Det er en hel basal demokratisk ret. Men i praksis er den ekstremt begrænset. Ifølge hovedaftalen af 1899 er der nemlig “fredspligt”. Det betyder i praksis, at mens arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet, og altså sætte tempoet op, hyre og fyre osv. så må arbejderne ikke strejke som modsvar, så længe de er dækket af en gældende overenskomst. Når arbejderne alligevel går i strejke, trues de med bøder og politi om nødvendigt.
Men hvert 2. eller 3. år er der et lille vindue til at strejke “efter reglerne”, i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, som også er tilfældet med OK23. Men selv her er utallige forhindringer lagt ud på vejen.
Så lad os prøve at gennemgå denne fagretslige labyrint fra begyndelsen, og se hvad der egentlig skal til for, at arbejdere har ret til at strejke.
Den fagretslige jungle
Lad os starte ved begyndelsen. Forhandlingerne starter i januar og den gældende overenskomst opsiges med virkning fra 1. marts. Mange gange inddrages forligsmanden og forhandlingerne rykkes ind i forligsinstitutionen. Men hvem er egentlig denne forligsmand?
Forligsmanden er en form for mægler, udpeget af beskæftigelsesministeriet, som ifølge forligsmandsloven direkte skal arbejde for at forhindre strejker. Indholdet af forhandlingerne skal holdes hemmeligt af parterne under strafansvar. Forligsmanden, denne statens håndlanger, har en hel række af vidtgående beføjelser, inklusiv retten til selv at lave mæglingsforslag og sende dem til afstemning hos medlemmerne hen over hovedet på fagforeningerne.
Han har også ret til at udskyde en konflikt. Hvorfor er dette vigtigt? Det er det, fordi momentum er afgørende i enhver bevægelse. Hvis en bevægelse ikke går frem, svækkes den. Også når den bare står stille. Så at udskyde en konflikt, samtidig med at forhandlingerne føres i hemmelighed, kan have en vis demobiliserende effekt. Derfor har han fået ret til at udskyde konflikter.
At drukne utilfredshed
De fleste gange kommer der enten forlig på alle områderne, eller forligsmanden laver sine egne mæglingsforslag og de sendes til afstemning blandt fagforbundenes medlemmer. Hvis det ser ud til, at forslaget vil blive nedstemt, kan forligsmanden intervenere og gennem særlige beføjelser påvirke processen, for at forsøge at få forslagene vedtagt.
Ved hjælp af sammenkædningsregler kan forligsmanden fx “drukne” et utilfreds fagforbunds medlemmer, ved at forbundets medlemmer stemmer sammen med et større forbund. Dermed kan det mindre fagforbund pålægges en overenskomst, som medlemmerne ellers ville havde nedstemt. Lad os tage et konkret eksempel.
I forbindelse med OK17 var der i landets største fagforbund 3F et flertal, som stemte nej til deres overenskomstforslag. Men forligsmanden havde valgt at sammenkæde 3F’s afstemning med alle de andre forbund. Da stemmerne fra 3F blev lagt sammen med stemmerne fra de andre forbud, var der pludselig et flertal til JA-siden på 56,5%, hvormed de nye overenskomster trådte i kraft for alle forbund, inklusiv 3F. Denne finte med at drukne et utilfreds fagforbund ved hjælp af sammenkædning, har længe været den normale modus operandi for forligsmanden.
Så når vi bliver bedt om at stemme ja eller nej til vores overenskomst, så stemmer metalarbejderen ikke bare om sin egen, men altså også tømrerens, kassedamens og rengøringsassistentens overenskomst, og omvendt. Det gør, at vi må handle solidarisk på tværs af fag og stemme derefter.
Et NEJ er ikke bare et NEJ
Selv hvis der trods sammenkædning bliver flertal for et NEJ til en afstemning, så er det ikke nødvendigvis lig med et NEJ.
Hvis stemmedeltagelsen er under 40% tæller et NEJ som et JA, hvorefter overenskomstforliget alligevel implementeres! Men det stopper ikke med det. Selv hvis over 40% af medlemmerne har deltaget i afstemningen, skal der stadig være flere end 25% af alle stemmeberettigede medlemmer som har stemt NEJ, før forslaget forkastes. Hvis ikke det er tilfældet, så bliver dette NEJ også til et JA!
Der begynder altså at tegne sig et billede af det fagretslige system, som for arbejderne mest af alt minder om et dårligt brætspil, hvor man hele tiden bliver slået hjem, uanset hvilke felter man lander på. Men det absurde teater er endnu ikke slut.
Hvis et overenskomstforlig bliver nedstemt, kan forligsmanden vælge at lade processen starte forfra, bare med et nyt forslag som ligner det gamle i større eller mindre grad. Det skete med sygeplejerskerne i 2021, der hele to gange nedstemte overenskomstforslagene, før konflikten “fik lov” at bryde ud. Men med så lang forsinkelse, at det “uheldigvis” nærmest allerede var blevet sommerferie, hvilket var med til at ødelægge en stor del af effekten af strejken.
Men lad os sige, at medlemmerne trods alle forhindringer forkaster mæglingsforslaget. Arbejderne strejker, og arbejdsgiverne laver lockout, indtil en af parterne giver efter og indgår en aftale… skulle man tro.
Regeringsindgreb
I 2021 gennemførte Mette Frederiksens socialdemokratiske regering et regeringsindgreb og påtvang sygeplejerske en elendig overenskomst. Billede: Rasmus Jeppesen
Men så simpelt er det dog ikke, for staten har endnu et trumfkort gemt i ærmet. Politikerne kan nemlig gennemføre et regeringsindgreb, hvor regeringen ved lov dikterer en ny overenskomst, uden at fagforeningens medlemmer har mulighed for at påvirke indholdet. Sidste vi så dette var i sommeren 2021, hvor Mette Frederiksens regering påtvang sygeplejerskerne en elendig overenskomst, som sygeplejerskerne demokratisk havde forkastet ad to omgange.
Christiansborg kan på et hvilket som helst tidspunkt gennemføre et regeringsindgreb – de kan endda gennemføre det, inden konflikten overhovedet er brudt ud! Og de har historisk altid gjort det, når der er udbrudt storkonflikt.
Så selvom arbejderne gør, hvad de skal, og følger reglerne til punkt og prikke, så betyder det intet for arbejdsgiverne og deres stat, som altid kan trumfe deres vilje igennem. Ser man udelukkende på det helt formelle, så er der god grund til at stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet eksisterer strejkeret i Danmark. Men det er heldigvis ikke, hvad der står på et stykke papir, der afgør virkeligheden.
Pres fra bunden
Den 4. januar blev OK23-overenskomstforhandlingerne skudt i gang. Forhandlingerne er af flere arbejdsmarkedsforskere og talspersoner for fagbevægelsen blevet stemplet som historisk svære. Flere medier har da også spået, at der er en stor mulighed for, at forhandlingerne ender i en konflikt – og med god grund!
De voldsomt stigende leveomkostninger har nemlig gjort, at flere og flere arbejdere er voldsomt pressede økonomisk og kræver derfor retfærdigvis store lønstigninger, der kan følge med priserne. Det kommer ovenpå en lang periode, hvor arbejderne har holdt igen ved forhandlingsbordet, og hvor arbejdsgiverne samtidig i årevis så godt som intet har givet i de lokale lønforhandlinger. Fronterne er altså trukket hårdt op til OK23.
På trods af alle den danske models faglige forhindringer så styrer vi (i skrivende stund) i retning af en konflikt. Hvordan er det muligt, når nu “lovlige” strejker indenfor den danske model næsten er umulige?
Det skyldes presset fra medlemmerne. Hvis presset er stort nok, kan forhandlerne ikke komme tilbage med hvad som helst uden at risikere internt oprør. Og forligsmanden kan ikke nødvendigvis lave alle de sædvanlige numre, selvom han juridisk kunne af frygt for, hvordan de mobiliserede arbejdere vil reagere.
I en situation som den nuværende kan det ikke udelukkes, at establishmentet heller vil tage en konflikt og så “løse” problemet ved et regeringsindgreb. Præcis som det eksempelvis skete med storkonflikten i 1998, med lærerne i 2013 og sygeplejerskerne i 2021.
Men denne gang er utilfredsheden og frustrationen så stor, at det ikke er sikkert, at et regeringsindgreb vil være nok til at standse en eventuel storkonflikt, når først den er brudt ud. Regeringen har kun pustet yderligere til ilden med sine planer om at fjerne en fridag. Den risikerer, at konflikten fortsætter på trods af et indgreb og i stedet antager en politisk karakter, som bliver rettet mod regeringen selv.
En strejkebevægelse rettet mod regeringen vil true dens overlevelse, ligesom det var tilfældet med Påskestrejken i 1985, hvor den konservativt ledet Schlüter-regering var på randen af at blive væltet af strejken, som rent faktisk fortsatte efter et regeringsindgreb.
Vi kan komme til at stå i den samme situation igen. For i sidste ende bliver en konflikt eller strejke ikke afgjort af juridiske paragraffer, men af styrkeforholdet mellem de stridende parter. Og hvis først arbejderklassen for alvor beslutter sig for at gå i kamp for sine krav og tager kampen helt til ende, kan intet standse den.
