Når vi hører om Iran i Vesten, er det som
regel paranoide rapporter om atomtrussel og et billede af, at Iran er en hel
nation af mørkemænd, svage undertrykte kvinder og antisemitiske terrorister.
Iran er langt fra en enig nation bag præstestyret og Ahmadinejad. Tværtimod ser
vi for tiden en massiv strejkebølge og store protester, der ryster regimet.

Sukkerarbejderne
i front
De 5000 arbejdere på sukkerfabrikken Haft
Tapeh har været imponerende med deres dedikation og radikalitet i deres
igangværende strejker og kampe, der i midten af juni havde stået på over en
måned. Strejkerne har været så massive, at der for en tid var undtagelsestilstand
i den nærliggende by Shush, og regimets specialstyrker er flere gange blevet
sat ind imod arbejderne. Arbejderne kræver at få udbetalt løn for tre måneder,
som firmaet har tilbageholdt, et stop for de retslige anklager imod arbejderne,
fyringen af den mullah der leder firmaet og resten af bestyrelsen, og at
firmaets sikkerhedschef, der har tævet og spioneret på arbejderne, også bliver
fyret.

En demonstration til støtte for arbejderne i Shush havde over 10.000
deltagere (den største i byens historie), og mange fabrikker rundt om i Iran har
sendt støtteerklæringer. En video fra arbejdernes demonstration i Shush kan ses her (arbejderne råber “befri de fængslede arbejdere” og “Ned med Saedi” – parlamentsmedlemmet for Shush.)

På baggrund af den enorme repression imod
arbejderne og demonstrationerne er kravene nu også blevet udvidet til at kræve
den lokale guvernørs afgang, og arbejderne har opfordret til internationale
anti-kapitalistiske aktioner til støtte for deres krav. 

Uro på
universiteterne
Også blandt de studerende er der stigende
utilfredshed med regimet og den generelle økonomiske situation. Der har været
adskillige eksempler det sidste stykke tid på denne utilfredshed, blandt andet udløstes
der uroligheder under et møde da Irans højreorienterede præsident Ahmadinejad
besøgte Teherans universitet, hvor studenterne råbte kampråb imod præstestyret
og en gruppe studenter gik op foran Ahmadinejad og rev en plakat af ham i
stykker mens de råbte ”død over Ahmadinejad”. 

Senest er de lærerstuderende på seminariet Tarbiyat-e
Moalem gået i kamp. Deres krav er simple: bedre kollegier, et stop for chikane
fra myndighederne (især rettet mod kvinder hvis de viser hår under tørklædet),
elendig kantine samt en række økonomiske krav. De har været i kamp i et stykke
tid, og den 7. juni samlede de over 5000 studerende til et protestmøde. Kampen
er i skrivende stund ikke afgjort, og studerende fra omkring 40 universiteter i
Iran er kommet med solidaritetserklæringer og truet det iranske regime med
solidaritetsaktioner hvis det religiøse politi eller andre autoriteter angriber
de studerende og hvis styret ikke indfrier kravene.

De iranske studerende har altid spillet en
markant rolle i Irans historie. De var med i front sammen med arbejderne under
den iranske revolution i 1979 imod den USA-støttede Shah (kejser) Mohammad Reza Pahlavi. Shahen havde
væltet den venstreorienterede, demokratiske valgte præsident Mohammad Mossadegh
i 1953 og tilranet sig diktatorisk magt. 

Senere stod mange studerende i front i kampen
imod præstestyrets kontrarevolution, hvor fundamentalisterne ”reddede” den
iranske kapitalisme fra arbejdernes socialistiske revolution.

Generel
utilfredshed
Mange forskellige grupper af arbejdere har
været i kamp på det seneste. Især skibsarbejderne og buschaufførerne i Teheran
har været i front. Også i den iranske del af Kurdistan vokser utilfredsheden,
og der har bl.a. været generalstrejke i området imod den iranske hærs overgreb
og tilfældige mord på kurdere.

Der findes ikke et eneste roligt lag i Iran i
dag. Selv blandt højtstående mænd i den fundamentalistiske revolutions garde er
der udbredt utilfredshed med præstestyret og regeringen.

Ligesom at det iranske småborgerskab af små
butiksejere og bazar-folk, der traditionelt har støttet præstestyret, i
stigende grad støtter op om arbejdernes protester. 

Regimet
i krise
Det iranske regime er splittet mellem to
fløje. Den ene fløj ønsker at give indrømmelser og reformer for at redde sig
selv. Den anden fløj ønsker at slå hårdt ned på alle former for protest. En
sådan splittelse i den herskende klasse, er tegn på, at de er i vildrede og
krise.

Regimet har forsøgt at holde arbejderne og de
studerende nede med massiv repression. Blandt andet er 1000 arbejder på Kian
Tyre fabrikken blevet kidnappet af specialstyrkerne. En af de protesterende
studenters bedstemor er død som følge af chikane fra myndighederne. Men dette
har ikke kunne holde utilfredsheden tilbage. Et af kampråbene lyder: ”arbejderne
er parat til at dø, men vil ikke acceptere at lide afsavn!”

På vej
mod nye eksplosioner
Protest og arbejdsnedlæggelser er alvorlige
ting i Iran. Regimet har forbudt arbejderne at organisere sig og alle strejker
og protester er ulovlige. Men de ekstremt undertrykkende forhold gør, at
arbejdernes bevægelser får en meget mere eksplosiv karakter, når de først
begynder. Strejkebølgen i Iran viser, at arbejderne er ved at genopdage de
revolutionære traditioner fra 1979.

Revolutionen dengang blev smadret af den
fundamentalistiske kontrarevolution. Men masserne i Iran er godt og grundigt
vaccinerede imod fundamentalismen efter knap 30 år med det reaktionære regime. I
fremtiden vil kapitalisterne i Iran ikke kunne redde sig fra arbejdernes
revolution ved hjælp af fundamentalisme.

De iranske arbejdere og studenter har brug for
vores støtte. Arbejderklassen er stærkest når den står samlet også på tværs af
landegrænser. Derfor opfordrer vi til at støtte de Iranske arbejderes solidaritetsnetværk – Iranian Workers’ Solidarity Network. Her kan du også læse meget mere om klassekampen i Iran
og aktivt støtte strejkerne og protesterne.