Muammar Gadaffis styrker kæmper stadig imod oprørerne. Gadaffis regime opfører sig som en gal revolvermand, der er dødeligt såret, men fast besluttet på at tage så mange som muligt med sig i døden.

En indbygger i Az Zawiyah, der ligger 50 kilometer vest for Tripoli, fortæller til Associated Press, at kampene dér begyndte mandag aften og tog til efter solnedgang, hvor Gadaffis lejesoldater angreb byen fra øst og vest. ”Vi var i stand til at slå angrebet tilbage. Vi ødelagde en kampvogn med en RPG. Lejesoldaterne flygtede,” sagde den anonyme indbygger. Han tilføjede, at folket har slået otte af Gadaffis tropper og lejesoldater ihjel under forsvaret af byen.

Det er tydeligt, at Gadaffi er en færdig mand. Hans regime er dødsdømt. Selv de brutale og forbryderiske angreb, som Gadaffi har rettet imod sit eget folk, er slået fejl. Over for folkets massive bevægelse har det ikke virket efter hensigten – tværtimod har det blot gjort masserne rasende efter hævn og retfærdighed. De vil ikke standse, førend regimet er fuldstændig borte.

Imperialisterne er alarmerede og i panik over denne udvikling. Folkestemningen i Europa og resten af verden tvinger lederne fra EU og USA til at tage afstand fra forbrydelserne imod folket. Samtidig gør de i kulissen alt, hvad de kan, for at revolutionen ikke skal lykkes. De har indset, at det er for sent at redde deres tidligere allierede, men de ønsker at skride ind og sikre, at folket ikke tager magten over Libyens økonomi – især olien.

Vesten var glad for Gadaffi
Imperialisterne har – især siden 2003 – haft utrolig gode forbindelser til Libyens regime. Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair – hvis net af løgne var med til at sælge den kriminelle invasion af Irak – har fungeret som investeringshuset JP Morgans forbindelse til regimet. I juni sidste år blev han rådgiver for Gadaffi og administrator for en statslig fond til fordeling af oliepenge. Seif al-Islam, Gadaffis berygtede søn, betegnede i et interview med Daily Mail Tony Blair som ”familiens personlige ven”

Imperialisterne har været særdeles positivt indstillede over for regimet helt op til det punkt, hvor det blev tydeligt, at Gadaffi er en færdig mand. I en artikel i Business Week fra 2007 med overskriften ”Åbningen af Libyen” hyldede de regimet og dets planer om at fyre 180.000 offentligt ansatte som et led i demonteringen af den forhenværende ”velfærdsstat” i landet. De citerede Seif al-Islams planer om et ”forvandle Libyen fra en statsøkonomi til en markedsøkonomi”.

Så sent som i november sidste år bragte det engelske finansmagasin The Economist en hyldest-artikel om Libyen og regimets evne til at skabe profit til de multinationale selskaber. Libyen blev i forblommede vendinger sammenlignet med Dubai, og den neoliberale økonomiske udvikling i landet blev nærmest omtalt som et mirakel sendt fra Gud.

Imperialisterne vil kvæle revolutionen
Det er denne ”succes-historie”, som revolutionen nu har ødelagt. Imperialisterne vil gøre alt for, at revolutionen ikke skal have held til at standse udplyndringen af Libyens naturressourcer og befolkning. Derfor snakker de nu om ”humanitær” intervention og ”flyveforbud” for de Mirage-jagerfly, som Frankrig har solgt til regimet.

En journalist fra BBC spurgte Gadaffi: ”I de senere år har du tilnærmet dig de vestlige lande, og du har haft fast besøg af vigtige ledere som Tony Blair. Nu står de vestlige ledere i kø for at sige, hvad du skal gøre. Føler du, at du er blevet forrådt?”

Hertil svarede Gadaffi: ”Selvfølgelig er det forræderi. De har ingen moral.” Han tilføjede, at Obama er ”en god mand” og at ”de udtalelser, jeg har hørt fra ham, må være kommet fra en anden.” Disse bemærkninger viser tydeligt, hvor integreret, Gadaffis regime var blevet i imperialismens strategiske interesser. Han troede sig sikker på sine venner. Men ”vennerne” bekymrer sig kun lidt om Gadaffis personlige fremtid og helbredsmæssige tilstand. Til gengæld bekymrer de sig en hel del om den profit, de vestlige selskaber henter i Libyen. De er klar til at forsvare denne profit med våben i hånd. De forbereder nu en væbnet intervention for at halshugge revolutionen.

Sejr til revolutionen! Nej til imperialistisk indblanding!
Italiens Silvio Berlusconi, der har været Gadaffis tætte allierede, har nu revet traktaten om venskab mellem de to lande i stykker. Der er heftige diskussioner i Nato-kredse om, hvordan man bedst kan gribe ind imod revolutionen. Den tyrkiske regering, der kan føle revolutionens varme ånde i nakken, har talt imod en militær indgriben – uden tvivl af frygt for reaktionen på hjemmefronten. De amerikanske imperialister har allerede sendt flådestyrker til Libyens kyster. Det er en genkomst af det aggressive kanonbåds-diplomati og beskeden er klar nok: hvis I rører vores olie, vores profit, så skyder vi jer i smadder!

De libyske masser er i åben krig imod Gadaffis statsmagt. Denne statsmagt har frataget dem al værdighed. Den har behandlet folk som dyr. Men der har været et økonomisk grundlag og formål med denne undertrykkelse: et forsvar for kapitalisternes ret til at profitere i massiv skala på bekostning af befolkningens store flertal.

Folket kan kun opnå værdighed, respekt og et anstændigt liv, hvis den gamle stat bliver smadret. Der må laves en ny stat. Alle elementer, der har understøttet Gadaffis stat, må fjernes. De økonomiske magtmidler, som diktaturet og dets støtter besidder, må overgå til folkets hænder og lægges under dets demokratiske kontrol. Det er den logiske dynamik i revolutionen, og det er det, imperialisterne desperat forsøger at undgå ved deres sabelraslen og krigstrommer. Deres forehavende må ikke lykkes.

Hafiz Ghoga, der er talsmand for Libyens Nationalråd – et organ som folket har dannet i de befriede områder, og som har hovedsæde i Benghazi – har også klart fordømt imperialisternes planer. Til Reuters sagde han: ”Vi er fuldstændig imod udenlandsk intervention. Resten af Libyen vil blive befriet af folket … Gadaffis sikkerhedsstyrker vil blive nedkæmpet af Libyens folk.”

Libyens Nationalråd har samtidig fordømt det forsøg, som Gadaffis tidligere justitsminister Mustafa Mohamed Abud Ajleil gør sig på at skabe en ”midlertidig regering”. Den har ingen opbakning hos folket – men det er netop dette organ, som USA ser ud til at bruge som alibi for sin indblanding.

Arbejderne i Danmark, Europa og resten af verden må støtte ubetinget op om den libyske revolution og den arabiske revolution som helhed. Alle forsøg på at knuse revolutionen militært må standses med strejker og blokader af materiel til krigsindsatsen. Arbejderbevægelsen må lægge sin fulde styrke ind i solidariteten. Den arabiske revolution repræsenterer fremtiden. Imperialisternes planer skal ikke lykkes!