2014 kan vise sig at blive et afgørende år for Enhedslisten. Mulighederne for Enhedslisten er store, og der er sket et skift i situationen.
Den økonomiske krise afspejler sig i en grundlæggende politisk krise i samfundet. Regeringen er i dyb krise, som ikke er blevet mindre dyb efter salget af DONG til Goldman Sachs. Et salg, der har betydet, at Socialdemokraterne er under 20 procent i meningsmålingerne, og kun er Danmarks tredje største parti efter Venstre og DF. Mens det som bekendt var den sidste dråbe, der fik SF til at forlade regeringen, dog uden at præsentere noget politisk alternativ. Manglen på alternativ gik så vidt, at folketingsgruppen endda stemte næsten enstemmigt for salget, efter de var trådt ud regeringen, og som om det ikke var nok, bakker den såkaldte venstrefløj i partiet nu op om højrefløjens formandskandidat Pia Olsen Dyhr. Partiet er i en tilstand af opløsning. Der er en reel risiko for, at partiet end ikke klarer sig over spærregrænsen ved næste Folketingsvalg.
En meningsmåling bragt i Altinget i slutningen af 2013 viste, at danskernes tillid til politikerne er styrtdykket. På bare to år, dvs. siden den nye regering trådte til, er den halveret til kun 36 procent. Kun to procent har ”meget stor tillid”. Indtil 2011 har mellem 54 og 70 procent af vælgerne sagt, at de har stor eller ret stor tillid til politikerne – tilliden har altså ikke været lavere end den er nu. Enhedslisten i opposition. På den anden side har vi situationen for Enhedslisten. Regeringen forærede Enhedslisten en enestående gave, da de pressede dem ud af finanslovsforhandlingerne. I en måling foretaget omkring indgåelsen af finansloven blev Johanne Schmidt Nielsen kåret som den stærkeste partileder efterfulgt af DF’s Kristian Thulesen Dahl.
Den hetzkampagne mod Enhedslisten, som toppen af fagbevægelsen orkestrerede få timer efter regeringens aftale med de borgerlige, havde ingen effekt. Præcis ligesom efter at Enhedslisten blev presset ud af det upopulære skatteforlig, øgede det tværtimod opbakningen til partiet. Selvom bruddet over finansloven kom på det lettere perifere spørgsmål om retten til to ugentlige bade til ældre, så fik Enhedslisten hurtigt gjort kritikken til en bred kritik af regeringens generelle nedskæringspolitik.
Regeringen har lagt op til at fortsætte deres udelukkelse af Enhedslisten fra de kommende forlig det næste år, hvor de har bebudet reformer af erhvervsskolerne, gymnasierne, en vækstpakke (der sidst betød skattelettelser til erhvervslivet på bekostning af velfærden) og gennemførsel af fremdriftsreformen på universiteterne, for bare at nævne nogle. Det er derfor meget sandsynligt, at regeringen indgår forlig med de borgerlige, ikke mindst efter at SF er røget ud af regeringen og at Enhedslisten dermed vil forblive i opposition i den næste periode.
Det åbner en ny situation for Enhedslisten. Bruddet med regeringen om finansloven betød, at partitoppens retorik blev langt mere venstreorienteret og kritisk. Indtil da havde strategien fra toppen været at forsøge at vise sig mest mulig kompromisvillige overfor regeringen. Det resulterede blandt andet i, at Enhedslistens deltog i regeringens to første finanslove, for at holde hånden under regeringen, på trods af de indeholdt nedskæringer. Denne kurs svækkede partiet. Nu står partiet i en situation, hvor den eneste mulige vej er at kritisere regeringen fra venstre. Det vil uden tvivl øge Enhedslistens popularitet og gøre, at det ses som noget andet end den politiske sump. En venstredrejning, retorisk eller ej, vil måske kunne tiltrække flere unge til partiet.
Samtidig har det implikationer internt i partiet. De første to år af den nye regerings tid var der hård kritik af ledelsens deltagelse i finanslovene, men ledelsen havde trods alt stadig opbakning hertil: hvad ellers var alternativet? -spurgte mange medlemmer sig selv. Nu er der åbnet op for, at der rent faktisk er et alternativ til at gå med på regeringens nedskæringspolitik i det ”mindste ondes” navn. Nu har partitoppen selv måtte forsvare ikke at deltage i en finanslov. Det åbner for en mulig venstredrejning i partiets politik, i hvert fald indtil S-toppen endnu engang forsøger at hive Enhedslisten med i et nyt råddent kompromis.
Brug for alternativ
Enhedslistens politiske skift, skal ses på baggrund af, at partitoppen i Enhedslisten de seneste år har drejet ind mod midten. Partitoppen har udelukkende fokuseret kun på den daglige kamp i Folketinget og nu også regionsråd og kommuner. Opgøret med partiets nuværende principprogram var et led i denne højredrejning.
Men SFs historie de sidste fem år viser, hvad der sker for enhver, der opgiver at fremsætte et socialistisk alternativ og i stedet forsøger at administrere kapitalismens krise, hvor gode intentioner man så end har. Villy Søvndal var i en årrække den mest populære politiske leder og SF fik omkring 20 procent i meningsmålingerne. Men partiet skuffede, da de svigtede samtlige løfter om forbedringer og er nu reduceret til et kæmpe rod. Den såkaldte venstrefløj i partiet, der siden formandsvalget i 2012 reelt har haft magten i partiet, har ikke fremlagt noget alternativ overhovedet, og nu gemmer de alle hovederne i sandet og støtter Pia Olsen Dyhr.
Skal Enhedslisten drage fuld nytte af sin nye position, er det fuldstændig afgørende, at Enhedslisten går fra kun at kritisere regeringen, til rent faktisk at fremsætte et klart socialistisk alternativ. Det er desværre ikke det, som programdiskussionen ser ud til at ende i på nuværende tidspunkt. Debatten er tværtimod mudret og uklar mens partitoppens intention er klar: at få et program, der udvander de revolutionære elementer fra det gamle program.
Et skift i situationen
Krisens udbrud i 2008 markerede et grundlæggende skift i situationen og i Danmark er økonomien stadig ikke oppe på før-krise niveau. Den økonomiske krise har skabt en politisk og social krise med øget klassekamp og et skift i bevidstheden til følge i land efter land. I Danmark har vi endnu ikke set store bevægelser efter krisens udbrud. Men under den rolige overflade har der været en radikalisering af et helt lag af arbejdere og unge. En radikalisering som gav sig udtryk i historisk gode valg til venstrefløjen både ved sidste folketingsvalg i 2011 og igen ved kommunalvalget i november 2013. I 2013 så vi de første spæde tegn på, at radikaliseringen er ved at bryde op til overfladen, med SU demonstrationen og lærerlockouten i foråret og endnu vigtigere protesterne blandt de studerende mod Fremdriftsreformen ved årets udgang.
Blandt de studerende blev Enhedslisten modtaget entusiastisk. Der er kæmpe muligheder for Enhedslisten i den kommende periode. Regeringen fortsætter med at miskreditere sig, SF vil fortsætte i krise samtidig med, at den økonomiske situation fortsætter med at være dårlig og flere og flere leder efter et alternativ. De bedste og mest bevidste lag vil blive tiltrukket af Enhedslisten som det eneste alternativ til venstre og kommer der en massebevægelse, er det muligt, at det omsættes også i stigende aktivitet i partiet fra disse lag, der kaster sig ind i kampen.
Men indtil nu har Enhedslisten ikke formået at give den følelse af frustration, vrede og indignation, der eksisterer blandt dette lag et bevidst udtryk. Enhedslistens paroler om mere omfordeling, nej til privatiseringer, flere ”varme hænder” og bedre klima er gode, men langt fra tilstrækkelige. Vi står midt i den måske mest alvorlige økonomiske krise i kapitalismen, der har alvorlige sociale konsekvenser.
Enhedslistens krav tager ikke fat på at løse de presserende problemer med arbejdsløshed, fattigdom, angreb på arbejdsforhold og velfærd. Enhedslisten må i offensiven og forsvare en politik, der bryder kapitalisternes økonomiske magt – det er den eneste måde at stoppe nedskæringer, arbejdsløshed og stigende fattigdom og ulighed. Manglen på et en sådan politik er Enhedslistens største svaghed.
Vil Enhedslisten give radikaliseringen et organiseret udtryk, må de fremsætte perspektivet om et revolutionært brud med det kapitalistiske system og en socialistisk omdannelse af samfundet, hvor økonomien kommer under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol.
Når vi rejser disse ideer, mødes vi ofte af en indvending; ”men disse ideer er for radikale, folk forstår dem ikke.” Men folk vil forstå dem endnu mindre, hvis ingen rejser dem! Det er rigtigt, at ikke alle arbejdere uden videre accepterer et program for en socialistisk revolution. Men en afgørende del af ungdommen og arbejderne vil på et tidspunkt støtte dem, på grundlag af deres kollektive erfaringer, som vil vise dem, at det er den eneste politik, der kan tilbyde en holdbar løsning på deres problemer.