I snart et år har et blodbad uden sidestykke udspillet sig i Gaza. Israelske bomber har reduceret Gazastriben til murbrokker, og med sin blokade af nødhjælp sulter den israelske regering palæstinenserne ihjel. På trods af at Israel udfører et folkemord for åben skærm, støtter Mette Frederiksen og resten af Vestens ledere loyalt op om Netanyahus morderiske regime. I løbet af foråret har Danmark i flere omgange sendt reservedele til de israelske kampfly, der bomber mænd, kvinder og børn.
Vi i den kommunistiske generation sidder med en brændende følelse af vrede og foragt over massakren i Gaza. Vi ønsker inderligt en afslutning på krigen og et frit Palæstina. Uge efter uge har vi været på gaden og demonstreret i solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Alligevel fortsætter blodbadet.
Hvordan er verden kommet hertil, og hvad kan vi gøre ved det?
Hvad har forårsaget krigen?
Den igangværende krig i Gaza startede den 7. oktober sidste år, men konflikten i Palæstina har rødder, som strækker sig meget længere tilbage. De danske medier og politikere forsøger at fremstille konflikten som en kamp mellem to folkeslag, der tilfældigvis gør krav på det samme territorium. De fremstiller ovenikøbet konflikten som en kamp mellem to ligeværdige parter, eller som om Israel er den udsatte og forurettede, som derfor fortjener vores sympati og støtte.
Det løgnagtige billede, de maler af konflikten, er ikke andet end et forsøg på at retfærdiggøre Israels forbrydelser mod det palæstinensiske folk og dække over det faktum, at konflikten i Palæstina er resultatet af vestlig imperialismens århundredlange indblanding i Mellemøsten.
I år 1920 opdelte Storbritannien og Frankrig hele Mellemøsten mellem sig, da regionen med sin centrale placering har en stor betydning for verdenshandlen og samtidig er rig på værdifulde naturressourcer som olie. Men årtiers kolonistyre havde efter 2. Verdenskrig efterladt regionen med stærke antiimperialistiske følelser og antikoloniale bevægelser.
De vestlige kapitalister ønskede derfor en “sikker havn” i Mellemøsten som et middel til at sikre sig kontrollen over regionens markeder og ressourcer. De vestlige lande, med USA i spidsen, støttede derfor den zionistiske bevægelse, der arbejdede for at kolonisere Palæstina gennem oprettelsen af en jødisk stat i palæstinensernes hjemland.
Israel har således siden sin oprettelse i 1948 og hele vejen op til i dag fungeret som vestlig imperialismes forlængede arm. Til gengæld for at Israel forsvarer de vestlige kapitalisters økonomiske interesser i Mellemøsten, støtter Vestens regeringer Israel politisk i internationale institutioner som FN og vender på belejlig vis det blinde øje til de israelske magthaveres forbrydelser mod palæstinenserne.
De vestlige kapitalister har på kynisk vis dømt det palæstinensiske folk til et liv i ufattelig lidelse, for at de så effektivt som muligt kan dræne hele Mellemøsten for profit og værdi. Palæstinenserne er som folk blevet offer for kapitalismen, et system, der kun er drevet af én motivation: størst mulig profit.
Krig er en indbygget del af kapitalismen, især i dens forfaldsperiode. Siden krisen i 2008 er væksten i verdensmarkedet stagneret og investeringsmulighederne er blevet færre og færre. Nationalstatens snævre rammer og den private ejendomsret er blevet som en spændetrøje, der kvæler samfundets produktivkræfter. For kapitalisterne og deres virksomheder er spørgsmålet om at ekspandere et spørgsmål om liv eller død.
Det logiske resultat af kapitalismens krise er derfor, at hver imperialistisk magt forsøger at erobre nye markeder og ressourcer på bekostning af sine konkurrenter, hvilket betyder en stigning i militarisme og krig.
Ingen fred under kapitalismen
Benjamin Netanyahu
Konflikten i Palæstina er et resultat af kapitalismen og dens iboende imperialisme og har specifikke rødder, som går over hundred år tilbage, men krigen i Gaza er også et symptom på den generelle periode, vi lever i, som er kendetegnet af kapitalismens eksistentielle krise.
Krisen i systemet skærper de økonomiske modsætninger mellem verdens nationer, som forårsager nye krige og får gamle konflikter til at blusse op med et fornyet niveau af brutalitet. Lige nu er verdens øjne rettet mod folkemordet i Gaza, men kapitalismens krise garanterer, at der i fremtiden kommer flere, lige så forfærdelige krige andre steder på kloden.
Kapitalismens eksistentielle krise skaber ikke kun spændinger mellem nationerne, men også spændinger mellem klasserne i de enkelte lande. Vi ser det i form af politisk ustabilitet, polarisering og politikere, der ikke handler rationelt — det er Netanyahu et eksempel på.
I årevis har Israel været kendetegnet af en dyb politisk krise. Krisen i israelsk kapitalisme har miskrediteret det traditionelle politiske etablissement og banet vejen for Netanyahu, som er en israelsk version af Trump. Ligesom Trump tænker Netanyahu ikke på kapitalistklassens langsigtede interesser, men varetager primært sine personlige, kortsigtede interesser — også selvom det risikerer at sætte hele systemets stabilitet over styr.
Netanyahu er ekstremt upopulær internt i Israel, og så snart han ikke længere er premierminister, vil han kunne retsforfølges for en lang række straffesager, som med al sandsynlighed vil resultere i en lang fængselsdom. Lige nu er krigen i Gaza det eneste, som holder hans regering sammen. Så snart krigen er slut, vil hans politiske karriere være forbi, og hans næste stop vil med al sandsynlighed være en fængselscelle.
For at holde sig på magten forsøger Netanyahu derfor at trække krigen i langdrag, samtidig med at han forsøger at sprede konflikten til nabolandet Libanon eller provokere Iran til en direkte konfrontation. De vestlige kapitalister ønsker dog, på nuværende tidspunkt, ikke en storkrig i Mellemøsten, og de kan se, hvordan massakren i Gaza skaber store sociale spændinger både i de arabiske lande og i Vesten.
Set fra de vestlige kapitalisters synspunkt, er Israels aggressive adfærd ufornuftig og decideret skadelig for deres interesser, men de har brug for Israel og er derfor alligevel nødt til at støtte op om Netanyahu og hans aggressive politik.
Kapitalismen skaber imidlertid ikke kun krig og elendighed, der er også en anden side af mønten, som vi har set i form af den enorme palæstinensiske solidaritetsbevægelse. På tværs af hele verden har vi set en enorm vilje til at kæmpe mod massakren i Gaza og vores regeringers medskyldige, kriminelle rolle.
Kapitalismens forbrydelser i Gaza har haft en radikaliserende effekt på vores generation og fået os til at drage kommunistiske konklusioner. Vi vil ikke acceptere et system, der skaber den lidelse, vi ser i Palæstina – vi vil vælte det!
Kæmp for et frit Palæstina, kæmp for kommunisme!
Et af hovedkravene i den palæstinensiske solidaritetsbevægelse har været kravet om fred, men sådan et krav er utopisk inden for det nuværende system. Der kan ikke være nogen varig fred under kapitalismen — hverken i Palæstina eller andre steder.
Vi kan gå på gaden og demonstrere imod vores regering, men problemet er ikke de enkelte politikere, men det kapitalistiske system, de alle forsvarer. Vi i den kommunistiske generation har taget konsekvensen og er begyndt at organisere os i kampen for at vælte dem alle og deres rådne system!
De danske kapitalister støtter op om nogle af de mest reaktionære regimer verden over — i Israel, Saudi-Arabien og mange andre steder — samtidig med at de bidrager til at opretholde en imperialistik verdensorden, der dømmer størstedelen af menneskeheden til et liv i fattigdom og armod.
Det største bidrag, vi kan komme med for at skabe en verden fri for imperialisme og krig, er derfor at vælte vores krigsliderlige herskende klasse. Kun klassekrig kan standse den imperialistiske krigsmaskine. Kun en socialistisk revolution kan vælte kapitalismen og lægge grundlaget for en verden, hvor alle folkeslag kan leve i fred.
