Tirsdag d. 25. juni vedtog regeringen og alle Folketingets partier en politisk aftale med 12 nye initiativer, der skal styrke indsatsen mod antisemitisme i Danmark. Begrundelsen er en “opblussen i antisemitismen, som vi har set i Danmark efter Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober sidste år.”
Vi er naturligvis imod enhver form for antisemitisme og hadforbrydelser. Men med den nye aftale bruger politikerne på kynisk vis hadforbrydelser mod jøder som undskyldning for at angribe solidaritetsbevægelsen for Palæstina og indskrænke ytringsfriheden.
I aftalen betegnes “den nye antisemistisme” som “en foragt for staten Israel”, og aftalen skærper dermed straffen for at kritisere Israel, hvilket sidestilles med en hadforbrydelse. Derudover står der, at konflikten i Mellemøsten “aldrig må udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse.” Men konflikten er netop opstået på baggrund af den fordrivelse af palæstinenserne, som staten Israels oprettelse har medført de sidste 76 år, og som Vestens ledere i årtier har set gennem fingre med.
Lad os slå én ting fast: modstand mod Israels folkedrab har intet med antisemitisme at gøre. Som kommunister støtter vi alle undertrykte i kampen mod deres undertrykkere. Vi har fra starten støttet det palæstinensiske folk og opfordret til en global massebevægelse imod den israelske apartheidstat og deres støtter i de vestlige regeringer for at befri Palæstina. Ligesom vi også støtter de mange jøder, som er imod zionismen.
Med den nye aftale vil straffen for hadforbrydelser blive skærpet “i særlige situationer”, hvor “politiet konkret vurderer en ekstraordinær stigning i hadforbrydelser”. Dette vil kunne bruges forud for “et bestemt optog, et religiøst møde eller andet arrangement”, fx en propalæstinensisk demonstration. Derudover fjernes kravet om, at myndighederne skal have en forudgående retskendelse for at fjerne indhold på sociale medier, hvilket er et brud på et grundlæggende retsprincip, der sikrer, at indgreb i ytringsfriheden sker på et lovligt grundlag.
Aftalen kommer i kølvandet på en historisk stor solidaritetsbevægelse for Palæstina over de seneste otte måneder, som regeringen fra starten har angrebet og anklaget for at være antisemitisk. Efter de seneste ugers stilstand i bevægelsen har de set deres snit til at gennemføre et frontalangreb mod den. Den nye aftale er en forlængelse af regeringens ubetingede forsvar for den zionistiske stat og en advarsel til alle, der vover at ytre sin “foragt” for Israel, hvilket især er rettet mod etniske minoriteter som muslimer. Den vil uden tvivl blive brugt til at lukke ned for Palæstina-bevægelsen og folk, der kritiserer Israels forbrydelser.
Retsordfører for Enhedslisten, Rosa Lund, forsvarer den nye aftale og påstår, at den beskytter alle minoriteter. Men i virkeligheden er Enhedslisten med til at true en af de mest undertrykte minoriteter i landet, muslimer, og enhver anden, der kritiserer Israel, til stilhed. Enhedslisten bidrager til at legitimere den racistiske og prozionistiske politik, som regeringen fører, og stikker folk blår i øjnene ved at udelade den kontekst, som aftalen er vedtaget i.
Ikke nok med at bakke op om en aftale, der sidestiller antizionisme med antisemitisme, så står Enhedslisten skulder ved skulder med racisterne i Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Danks Folkeparti og resten af højrefløjen i at give politiet beføjelser for at forhindre propalæstinensiske demonstrationer og begrænse ytringsfriheden. Med denne aftale har de demonstreret, at der ikke er et eneste parti på Christiansborg, som oprigtigt kæmper for palæstinensere og andre undertrykte minoriteter.
Den nye aftale er ikke et tegn på styrke fra den danske stat. Tværtimod udstiller aftalen dens svaghed. Politikerne kan se, at størstedelen af arbejdere og unge afskyr deres forsvar for Israels folkedrab og sympatiserer med det undertrykte palæstinensiske folk. Magthaverne frygter den vrede, som folkemordet i Gaza har antændt blandt millioner i hele verden, imod det system, som de forsvarer.
Men hvis politikerne tror, at de kan stoppe en bevægelse med lov og trusler om fængselsstraf, må de tro om igen. Palæstina-bevægelsen er blot en forsmag på de massebevægelser, der vil opstå i den kommende periode, og intet kan stoppe en massebevægelse med tusinder og millioner af arbejdere og unge, som har potentialet til at ryste kapitalismen i sin grundvold.
