Danmark har fået ny regering. Mette Frederiksen bliver Danmarks anden kvindelige statsminister, på baggrund af et “forståelsespapir” mellem de fire partier: Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Tilsyneladende har Mette Frederiksen fundet cirklens kvadratur: Både socialisterne og de liberale i Radikale Venstre er henrykte. Kommentatorerne er imponerede over, at det lykkedes. Men virkeligheden er, at intet er løst. Forståelsespapiret er intet andet end Frederiksens trædesten til statsministeriet. Problemerne skubber hun foran sig.
Alle får, hvad de vil have: Enhedslisten vil have udbygning af velfærd – værsgo’! SF vil have minimumsnormeringer og 70% reduktion af CO2 udledningen – got it! De borgerlige liberalister i det Radikale Venstre vil have øget beskæftigelse, udvidelse af det økonomiske råderum og “ansvarlig økonomisk politik” – tjek! Osv osv.
Forståelsespapiret er ét langt idekatalog over gode hensigter og noble intentioner. Folketingsgruppen i Enhedslisten er stolte og taler om et “systemskifte”. Der er bare ét problem: ingen af de grundlæggende forudsætninger for politikken – det økonomiske grundlag – foreslås ændret i forhold til den tidligere regering.
Illusionen om et et “systemskifte” bunder i ideen om, at årsagen til årtier med nedskæringer har skullet findes i politisk vilje og de borgerliges mangel på samme. Men der er en materiel årsag til, at samtlige regeringer i de vestlige lande fører den samme nedskæringspolitik – uanset deres partifarve: det økonomiske fundament, i form af en kapitalisme i dybe vanskeligheder og et stadigt mere presset verdensmarked. Det sætter de virkelige rammer for politiken.
Sporene fra Helle Thorning skræmmer
De tre arbejderpartiers medlemmer og vælgere åndede ellers lettede op ved afsløringen af forståelsespapiret: En Helle Thorning-regering 2.0 var undgået! Her må vi bare minde om historien: Helle Thorning kom ikke til magten på et løfte om at gå reform-amok. Hun kom til magten, sammen med SF, i hvad der var udråbt til at være den mest venstreorienterede regering i nyere tid. Velfærden skulle forsvares og udbygges gennem deres program “Fair Løsning,” der lovede guld og grønne skove. Men de forrådte alle løfter. Ikke fordi de radikale forhandlere var dygtigere. Men fordi der var borgerligt flertal i Folketinget (heri indregnet R og DF), og fordi regeringen ikke var villige til at bryde med kapitalismens og markedets rammer. Og markedet dikterer nedskæringer og øget konkurrenceevne.
De samme forhold gælder i dag. Mette Frederiksen og hendes kumpaner ved dette. Af konkrete løfter, som sløjfning af den planlagte nedsættelse af integrationsydelsen, gratis psykologhjælp til unge, afskaffelse af omprioriteringsbidraget på uddannelserne og ansættelse af mere sundhedsfagligt og pædagogisk personale, har de, i det omfang løfterne ikke kun er symbolske og næsten gratis, ikke anvist, hvor pengene skal komme fra. Og jo, det er da godt, at de små klasser ikke skal testes så meget. Men mest af alt er det vage hensigtserklæringer: Minimumsnormeringer på et ukendt niveau der først skal implementeres efter næste valg, og en “ydelseskommission” der skal se på kontanthjælpsloftet, som vil blive hårdt styret af finansministeriets grå agenter, som det er kutyme i centraladministrationen.
Der laves mindre og symbolske ændringer i udlændingepolitikken. Planerne om et udrejsecenter på Lindholm skrottes. Og børnefamilierne skal ud af Sjælsmark. Men de skal stadig interneres og sendes tilbage til et levende helvede. Paradigmeskiftet står ved magt, siger dokumentet i en undtagelsesvis konkret passage. Nu skal det bare ske uden kage. Mere ordentligt, uden at de småborgerlige humanister behøver at få dårlig smag i munden under aftenkaffen af at blive konfronteret med den racistiske politik. Et par hundrede kvoteflygtninge kan (måske) blive lukket ind, mens mange flere skal udvises. Endda nævnes specifikt, at flygtninge, der har været i beskæftigelse i to år, kan få lov at blive, men kun så længe de er i det samme arbejde. Man kan lige forestille sig magtforholdet mellem en arbejdsgiver og en ansat, som er afhængig af sit job for ikke at få deporteret sin familie til en uvis fremtid.
Lavere tilbagetrækningsalder bliver end ikke nævnt. Dog nævnes det, at alle hidtidige forlig skal overholdes, hvilket også vil sige velfærdsforliget, der hele tiden hæver pensionsalderen. Men kynisk lader Socialdemokratiet alle tro, at de kan være alt for alle. Formålet med dokumentet var at få regeringen på plads. For det er meget sværere at vælte en regering end at bremse den i at blive dannet. Og uenighederne i den såkaldt røde blok var øjensynligt for store til, at man kunne indgå kompromisser. I stedet skrev man bare alt det ind, man kunne blive enige om, og udlod at komme ind på alt det fundamentale, dér hvor uenighederne ligger. Denne enighed kommer altså til at vare indtil, at politikken rent faktisk skal vedtages, og finansieringen skal findes. Eller indtil det første “kasseeftersyn”. Indtil de første udfordrende tal for væksten, eksporten, den offentlige saldo eller noget helt tredje.
Socialdemokraterne spiller højt spil, som vi skrev efter valget. De har forsøgt at overbevise vælgerne om, “at denne gang bliver anderledes”. Socialdemokratiet under Mette Frederiksen, lover de, er blevet et parti, der udbygger velfærden, i stedet for at afvikle den. Frederiksen har selv understreget, at hvis dette løfte bliver brudt, så vil det have alvorlige konsekvenser for partiet. Hun ved, at S balancerer på en knivsæg. Selve det at lave et “forståelsespapir” og ikke et traditionelt regeringsgrundlag er da også et forsøg på at kunne undgå fremtidige beskyldninger om løftebrud. Ideen fra Socialdemokratiets spindoktorer er, at man ikke kan blive holdt op på løfterne i et forståelsespapir. Problemet er bare, at de brede masser ikke interesserer sig for semantik. De hører, at nu skal velfærden udbygges, klimakrisen løses og de skal tidligere på pension. Og de forventer, at regeringen leverer.
Klimapolitik uden klassepolitik er katastrofe
Den nye regering lover 70% reduktion i CO2 udledningen inden 2030. Det er ikke for tidligt, og som vi har beskrevet andetsteds fuldt ud muligt med den eksisterende teknologi. Problemet er bare, at regeringen vil gøre det uden at gribe ind i den private ejendomsret – og på markedsvilkår. Det betyder, at det er udelukket at lade erhvervslivet og overklassen betale, da de så vil miste konkurrenceevne og flytte ud af landet. Det efterlader regeringen med to muligheder: Massive gældsfinansierede statslige investeringer, eller at forbrugerne skal betale gennem adfærdsregulerende afgifter. Med andre ord: at arbejderklassen og de fattige kommer til at betale gildet, ligesom Macron forsøgte i Frankrig gennem stigninger i brændstofafgifterne. Ud over de sociale konsekvenser risikerer en sådan politik at skubbe arbejderklassen væk fra og i opposition til klimakampen, og dermed fjerne os længere fra en egentlig løsning på klimakrisen. Klimakamp er klassekamp – spørgsmålet er, hvem der skal betale. Det spørgsmål har regeringen endnu behændigt undgået at svare på.
Enhedslisten er med ombord
Den sidste socialdemokratiske regering tærede hårdt på Enhedslisten. Enhedslisten turde ikke stille mistillidsvotum, trods forræderi og reaktionær arbejdsgiverpolitik, fordi de ikke ville have de borgerlige tilbage på magten. For Enhedslisten var Helle Thorning det mindste af to onder. Det vidste Helle Thorning, hvilket reducerede Enhedslistens trusler til teatertorden og gjorde, at de de facto bakkede op om regeringens voldsomme nedskæringer. Men trods alt, til forskel fra i dag, deltog Enhedslisten dengang ikke i regeringsforhandlingerne, og tog ikke ansvar for regeringsgrundlaget. Da Vestager og Thorning kom ned fra det sorte tårn med regeringsgrundlaget hugget i sten, var det tydeligt, at det var noget, der blev trukket ned over hovedet på Enhedslisten. Denne gang er Enhedslisten med ombord og har, sammen med SF og Mette Frederiksen, bundet sig til masten af den reformistiske skude, der nu skal stævne ud i mildest talt ukendt farvand. Og det er sket under hurraråb. Den nye regering og dens forståelsespapir udråbes til en epokegørende sejr.
Det er sandt, at dokumentet indeholder små sejre. Men vores påstand er, at den næste periode vil vise, at intet grundlæggende ændres. Nedskæringer, stigning i pensionsalder, fattigdomsydelser og racistisk udlændingepolitik vil fortsætte, mens klimaomstillingen stadig vil gå alt for langsom. Enhedslisten har nu taget ansvaret for en regering, der kun kan skuffe. Det betyder, at der på nuværende tidspunkt ikke er en opposition til venstre for Socialdemokratiet i Folketinget. Hvem skal arbejdere og unge se til, når Frederiksen og hendes regerings reelle politik bliver afsløret, og kun højrefløjen står i opposition?
