STOP ANGREBENE PÅ DE FAGLIGE RETTIGHEDER!


Revolution



3 minutter

I de seneste år har en række EU-direktiver lagt mere og mere pres på den frie ret til at forhandle om løn- og arbejdsforhold, bl.a. deltidsdirektivet og arbejdstidsdirektivet.

EU er ikke lavet for at sikre ordentlige forhold for Europas arbejdere, men som et våben i hænderne på de europæiske arbejdsgivere – i deres kamp mod deres konkurrenter i USA og Østen, i deres udnyttelse af den tredje verden, og i deres forsøg på at stække den europæiske arbejderbevægelse, bl.a. ved hjælp af individualisering af arbejdernes rettigheder og undergravning af de kollektive forhandlinger.

Denne politik er fint i overensstemmelse med den borgerlige regerings linje. De vil med glæde føre alle EU’s forslag til angreb på arbejderbevægelsen ud i livet – denne politik ville de føre med eller uden EU, og diverse direktiver kan højst tjene dem som en dårlig undskyldning. I deres korte tid ved magten har de borgerlige allerede en lang liste af forringelser på samvittigheden.

Angreb på alle fronter

Nedskæringer og angreb på faglige rettigheder og arbejderbevægelsen i det hele taget er ikke noget, der skyldes EU eller for den sags skyld en bestemt regering. Det er et udtryk for, at det kapitalistiske system er nået til et punkt, hvor det ikke længere kan tillade arbejderklassen den “luksus”, som velfærdssamfundet er. Derfor ser vi i alle lande, både i EU og udenfor, et generelt angreb på de fremskridt, som arbejderklassen gennem tiden har tilkæmpet sig. Kapitalisterne angriber på alle fronter – i det daglige skrues tempoet op, og presset øges ude på arbejdspladserne, velfærden forringes, og arbejderklassens eneste våben – sammenhold og kollektiv kamp – søges undergravet.

Modstanden vokser

I flere og flere lande i Europa vokser modstanden mod presset. I den sidste periode har vi set omfattende generalstrejker og massive demonstrationer i Grækenland, Spanien og Italien. I Tyskland har der været omfattende konflikter på arbejdsmarkedet. Også i Danmark har tiden, efter den borgerlige regering kom til, været præget af omfattende protester. Både unge og studerende og arbejderklassen har kæmpet imod regeringens angreb, bl.a. den tyvende marts, hvor den største massedemonstration siden 1985 fandt sted, og med de omfattende protester mod deltidsloven, som den sekstende maj førte til udbredte arbejdsnedlæggelser over hele landet.

Det er den slags, der er vejen frem! Den frie forhandlingsret og retten til at organisere sig for kollektivt at sikre sine rettigheder er ikke en løsning i sig selv – det er det kun, hvis denne ret bliver brugt i kamp for ordentlige forhold. Der er voldsomt brug for kamp for bedre forhold og imod arbejdsgivernes forsøg på at fjerne faglige rettigheder og beskære velfærden, hvad enten de kommer gennem den danske regering eller EU. Men vi kan ikke have tiltro til, at den top-ledelse for Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der gennem en hel periode har siddet og accepteret flere og flere forringelser og mere pres og samtidig har talt for “mådehold” og “ansvarsbevidsthed”, nu pludselig har tænkt sig at gøre det, de burde – nemlig stille sig i spidsen for kampen. Det er nødvendigt, at alle arbejdere og aktive tillidsmænd – både privat og offentligt ansatte – selv opbygger modstanden, og arbejder for at skabe en modvægt i arbejderbevægelsen mod den ledelse, der står for samarbejde og forståelse med arbejdsgiverne.

For en socialistisk opposition!

Dette er i høj grad en politisk kamp. Der er brug for en fælles politisk platform, der kan udgøre et troværdigt alternativ til de borgerlige. Dette kan kun være et socialistisk program for mere velfærd og et ordentligt arbejdsliv for alle og for tilbagetrækning af alle de forringelser, som skiftende regeringer har gennemført mod velfærden. Et sådant program ville kunne mobilisere hele arbejderbevægelsen og ungdommen, og med en 24-timers generalstrejke med trussel om mere, ville man nemt kunne tvinge angrebene på arbejderklassen af bordet. Lad os kæmpe for at opbygge en socialistisk opposition i arbejderpartierne og fagbevægelsen, så vi kan udfordre de borgerlige med et reelt alternativ!