Den 11. februar var der endnu engang massedemonstrationer og massive
sammenstød mellem politi og befolkningen i Teheran og de fleste Iranske
storbyer. Selvom visse svagheder blev fremhævet, hvilke kræver en ærlig
overvejelse af vejen frem, er der ikke nogen tvivl om at bevægelsen som vi er
vidner til, ikke blot er en midlertidig forestilling der vil gå i sig selv og
efterlade alt som det var før.
Borgerlig vrøvlen
Borgerlige “eksperter” har i de sidste mange år erklæret
revolutionernes tid for død – især i mellemøsten. Deres konstante klagen over
den islamiske fundamentalismes dominans over mellemøsten var intet andet end en
slet skjult foragt for de mellemøstlige masser, der tilsyneladende skulle være
så uintelligente at underlægge sig de middelalderlige ideer og forhold som de
Islamiske fundamentalister tilbyder.
Derfor var det ikke sært at de ikke kunne forklare de begivenheder der fandt
sted i Iran i sommeren 2009. Når de herrer prøver at forklare bevægelsen med
valgsvindel kan de ikke forklare alle andre eksempler på ekstrem korruption,
der ikke har skabt massedemonstrationer. Når de prøver at forklare den med
Musavis popularitet, kan de ikke forklare hans komplette mangel på autoritet
over bevægelsen der gang på gang går direkte imod hans opfordringer om
besindighed og tilbageholdenhed.
De eneste der har forklaret og forudsagt begivenhederne var marxisterne.
Iran med det tilbagestående, usammenhængende og rådne politiske og
økonomiske system, reflekterer verdenskapitalismens mangel på evne til at udvikle
samfundet, i en særlig nøgen form. Sult, fattigdom og arbejdsløshed,
Prostitution, narkotika misbrug og vold er dagligdags problemer i alle
familier. Det iranske styre er ikke i stand til at tilfredsstille de mest
beskedne behov som det iranske folk har. Disse er de virkelige underliggende
årsager til den nuværende bevægelse.
Revolutionær eksplosion – masserne indtager scenen
Allerede i 1999, hvor titusinder af unge studerende gik på gaden i de
første masse demonstrationer siden det nederlaget til revolutionen i 79,
beskrev vi hvordan årevis af elendighed og undertrykkelse havde ført til en
social eksplosion – de første skud i den nye iranske revolution.
Dengang skrev vi: ”Disse er de første forvirrede tegn på revolutionær
bevidsthed. De studerendes handlinger er langt mere avancerede end deres
politiske forståelse. Men under disse betingelser lærer folk hurtigt.
Bevidstheden er altid forsinket, men essensen af revolution er at bevidstheden
indhenter virkeligheden med et brag.”
Det er denne bevægelse der så sin genopvågning i juni 2009. Men denne gang blev
på et kvalitativt højere niveau end før. Hvor der i 1999 var titusinder på
gaden voksede demonstrationerne i 2009 hurtigt til at omfatte millioner af
mennesker. af mangel på organisation og ledelse tog masserne de organiserede
valgkampagner i brug til egen fordel, uden nødvendigvis at accepter de
politiske pointer som kandidaterne stod for.
Bevægelsens karakter udviklede sig lynhurtigt. Fra de første dage at være
“lydløse” og næsten festlig manifestationer til at bære slogans som
“Hvor er min stemme” og til i efteråret, at tage “død
over diktatoren” til sig som hovedslogan. Stemningen blev dagligt mere
bitter. Især blev dette understreget d. 27. december hvor masserne var i hårde
og bitre kampe mod de væbnede styrker.
Denne dag viste endnu et kvalitativt spring i bevægelsen. Den enorme
kraftudfoldelse som masserne viste og regimets deraf tiltagende svækkelse og
splittelse, betød at dele af de væbnede styrker begyndte at komme over på
massernes side. Styrkeforholdet mellem de forskellige lag og klasser vender sig
til massernes fordel. Regimets svagheder og begrænsninger blev tydelig for
alle. Derfra var det tydeligt for alle parter at dette er kamp om alt eller
intet.
På vej mod et revolutionært kogepunkt
Regimet har ikke råd til at andet end at straffe denne handling på den
hårdest mulige måde. Præcist derfor vil bevægelsen ikke have anden mulighed end
at fortsætte til den bitre ende. Efter denne dag var der ikke længere meget
tvivl i bevægelsen, den eneste realistiske mulighed, er at vælte regimet.
Demonstrationerne vi så i juni 2009 var begyndelsen på en ægte folkelig
revolution. Trotsky beskrev, at det mest utvivlsomme træk ved en revolution er
massernes indtrængen på den politiske scene. Dette ændrer alle styrkeforhold og
skaber en levende kamp mellem sociale lag og klasser. I sidste ende er det kun
en afgørende sejr til en af parterne der kan genskabe orden igen. Om denne
orden bliver en vedvarende og stabil (socialistisk) eller ustabil (kapitalistisk/fascistisk)
kan kun de indbyrdes styrkeforhold i løbet af kampen afgøre.
Ujævn og kombineret udvikling
Denne levende kamp udtrykker sig aldrig som en lige linje, men på en
ujævn og kombineret facon og igennem modsætninger. Hvilke ujævnheder og
modsætninger bevægelsen må overkomme bestemmes i høj grad af begivenhederne fra
den historiske udvikling op til revolutionen. I Iran har vi i dag er
arbejderbevægelsen er i en uhørt svag tilstand. Massiv undertrykkelse og masse
henrettelserne i slutningen af 80’erne ødelagde organiserede strukturer i
arbejderklassen. Kun traditionerne stod tilbage. Siden da har arbejderklassen
opnået meget, men det er intet i forhold til de opgaver der venter.
Dens organisationer er stadig små og isolerede og lederne uden reelle erfaringer
fra massekamp. Især ledelsen har undervurderet den nuværende bevægelse. I
stedet for at bruge det åbne rum, som bevægelsen skabte, til at starte en
general strejke, har de på alle måder taget afstand fra bevægelsen der
tilsyneladende skulle være borgerlig eller småborgerlig.
Dette sat sammen med den tiltagende økonomiske kollaps, forårsaget af den
økonomiske verdenskrise og en yderligere kollaps i investeringer af frygt for
revolution, har betydet at arbejderklassen som en organiseret enhed ikke har
deltaget i bevægelsen fra starten.
I stedet er de titusinder af arbejdere der har deltaget i bevægelsen blevet
kanaliseret igennem de veje som ungdommen har åbnet ved hjælp af de politiske
valgkampagner. Så det er forkert at sige at arbejderklassen ikke har deltaget i
bevægelsen, den har bare ikke gjort det som klasse. Det betyder dog ikke
at dette ikke vil ske – tværtimod, klassedifferentiering er iboende i
situationen. I takt med at andre klasser og lag viser deres mangler vil
arbejderklassen mere og mere føle sin egen rolle i kampen. Især hvis regimet
bliver væltet.
Behov for ledelse, organisation og arbejderklassens indtræden på
scenen
Mulighederne foran de iranske masser er klare: fuldstændig sejr eller
blodig nederlag. Derfor må vi som revolutionære have en seriøs holdning til de
udfordringer der er foran os. Især mangelen på ledelse, program, organisation
og den organiserede arbejderklassen deltagelse i form af en general strejke har
været mangler der har kunnet mærkes i bevægelsen.
Det blev især tydeligt i de seneste demonstrationer den 11. februar. Her så vi
for første gang et mindre tilbageskridt for bevægelsen, dog mest i Teheran.
Regimet havde fokuseret alle sine kræfter i orkanens øje, Teheran, det
betød at masserne uden ordentlig organisation nemt blev isoleret i små grupper
og dermed frataget deres vigtigste våben, deres antal. Samtidig betød mangelen
på en ledelse og program at nogle lag var blevet desillusionerede fordi de ikke
kunne se noget formål med at være på gaden konstant.
Det er helt tydeligt at en generalstrejke hurtigt ville skære igennem
en sådan situation og levere et afgørende dødsstød til regimet. Men dette igen
kræver en organisation og en ledelse. Opgaven er at bygge disse. Allerede nu er
diskussionen om dette gang. Op til den næste aktionsdag d. 17. marts må de unge
lokale ledere igangsætte opbyggelsen af lokale forsvars- og aktions komiteer
der må forbindes på lokal og op til national plan. De må samtidig rette deres
orientering imod arbejderklassen og hjælpe arbejderne med at opstille deres
egne komiteer til udførelsen af en general strejke.
Lykkes disse handlinger er der ikke lang til sejr over den islamiske republik,
samtidig er vejen også banet til endelig sejr over det kapitalistiske system
der ikke tilbyder andet end uendelig elendighed.
